Videnskabernes Selskab udgiver ny rapport. Hvordan skaber vi det bedste vidensbaserede grundlag for de politiske beslutninger? 

Videnskabernes Selskab udgiver ny rapport

Hvordan skaber vi det bedste vidensbaserede grundlag for de politiske beslutninger?

Foto: AI genereret
Ny rapport fra Videnskabernes Selskabs myndighedsbetjeningskomite sætter fokus på de tiltagende problemer i samarbejdet mellem den videnskabelige verden og det politiske system. Og viser mulige løsninger.

Økonomien i at lave forskningsbaseret myndighedsbetjening, hvor forskere udfører undersøgelser med henblik på at understøtte de politiske beslutninger, bliver dårligere og dårligere. Færre forskere har lyst til at påtage sig opgaven pga. de svage forskningsmæssige perspektiver, der er kommet flere forhindringer mellem den faglige viden og de politiske beslutningsprocesser. Det fortæller en ny rapport fra Videnskabernes Selskab: “Plads til forbedring: forskningsbaseret viden og politik 2024“. Rapporten kommer også med anbefalinger til, hvordan problemerne løses.

– Danmark har haft tradition for en stærk faglig fundering af politiske beslutninger. Denne tradition er desværre kommet under pres i de senere år, både på den administrative og den videnskabelige side. Det er politikerne og ikke eksperterne, der skal træffe beslutningerne – men hvis det faglige beslutningsgrundlag svækkes, får vi dårligere beslutninger på samfundsproblemerne, fordi politisk ønsketænkning risikerer at træde i stedet for evidens, forklarer Peter Harder, der er formand i Videnskabernes Selskabs myndighedskomite.

Seminar d. 20. september 2024 belyser problemerne

Men når forskning er nødvendig for de politiske beslutninger, hvordan skabes så den bedst mulige myndighedsbetjening? Det tages op på seminar d. 20. september 2024, hvor man kan høre bl.a. Connie Hedegaard, Martin Lidegaard, professor Peter Birch Sørensen og andre prominente forskere i en debat om, hvordan forskning og politik bedst møder hinanden.

Om komitéen for myndighedsbetjening

 

Komitéen for myndighedsbetjening blev etableret i foråret 2022. Formålet med komitéen er at se på de rammer, der eksisterer for den forskningsbaserede myndighedsbetjening, som er de aftaler om videnskabelig rådgivning til ministerier, der blev etableret i forlængelse af fusionsprocessen med sektorforskningsinstitutioner og universiteter i 2007.

 

DFiR anbefalede i sin rapport ”Adgang til bedre videnskabelig rådgivning” fra 2021, at der skal gennemføres et eftersyn af modellen for den forskningsbaserede myndighedsbetjening. Komitéens opdrag er at afdække, undersøge og foreslå forbedringsmuligheder, herunder blandt andet i forhold til, hvad der bør med i et egentligt eftersyn eller evaluering af modellen.

Klimaseminar viste løsninger

Aktualitetsseminar

Klimaseminar viste løsninger

 

Aktualitetsseminar skitserede den geopolitiske virkelighed og viste de mange løsninger til den grønne omstilling.

I modsætning til, hvad mange måske tror, findes der i dag rent faktisk økonomi, politisk vilje og teknologisk erfaring, der – med omtanke – kan sikre os en grønnere fremtid.

Med ordene ”Det er godt, I har inviteret optimister her i dag. Jeg kan afsløre… Det er ikke mig,” lagde Ulrik Vestergaard Knudsen hårdt fra land, da han indtog talerstolen, efter at medlem af Videnskabernes Selskabs Klimakomité professor Thomas Bjørnholm havde budt velkommen og ridset dagens program op: Et 7 timer langt program af såvel nationale som internationale forskere, erhvervsfolk og klima-innovationsfolk.

Vestergaard Knudsen, der er vicegeneralsekretær i OECD, indførte publikum i de geopolitiske tendenser og talte om EU og OECD som medlemmer i den nye globale ”uorden”. For verden er under forandring. Og for at få et udgangspunkt for, i hvilken verden, den grønne omstilling skal finde sted, pegede han på 5 pejlemærker for verdens udvikling. En udvikling, han generelt ikke så på med milde øjne, da han mener, at verden rent geopolisk flytter sig meget hurtigt, og at vi i Vesten er låst fast i et selvbillede, der ligger længere og længere væk fra det billede, andre har af os. Gennem 5 nedslag – ”tektoniske trends”, som han kaldte dem – ridsede han situationen op:

For det første er det internationale system mere porøst end tidligere. Ikke mindst fordi, USA er svagere end førhen. FN’s sikkerhedsråd mangler vigtige medlemmer, som fx verdens største land, Indien, og stærke økonomier som Tyskland og Japan er ikke repræsenteret. Verdensbanken har tilsvarende svag repræsentation.

For det andet er åbne markeder ikke længer plan A i hverken EU, USA eller Kina, og der begynder at komme handelsbarrierer og protektionisme. Vi er på vej mod en delvis afglobalisering og regionalisering, som han formulerede det.

For det tredje har det globale syd momentum. Det er her, vi ser den største befolkningstilvækst og den største økonomiske vækst.

For det fjerde virker det til, at klima altid ender nede på listen over verdens alvorligste dagsordener; under krig, katastrofer og sygdom.

Den femte trend er den eneste, som ifølge Vestergaard Knudsen skaber lidt lys i mørket. Med fremvæksten af generativ AI, som er i gang med at forandre vores økonomier og samfund, kan den nye teknologi lede til store fremskridt inden for den grønne omstilling.

Efter klapsalverne og en eftertænksom stilhed, var det tiltrængt med den øgede optimisme, som Jon Hassler lagde for dagen. Jon Hassler er professor i miljøøkonomi ved Stockholms Universitet, og han tog fat på nogle af de virkemidler, som hans forskning peger på, virker.

Det gælder om at føre en ”robust” klimapolitik. Med robust mener han, at vi skal gøre lige præcis nok ved klimatiltagene i dag til, at vi ikke vil fortryde, vi ikke gjorde mere. Hvis ikke vi gør nok i dag, kan det om 3-4 årtier blive meget dyrt at omstille sig. Det er kort sagt bedre at investere pengene nu.

Hans forskning tyder på, at en sådan robust omstilling vil indebære en global CO2-neutralitet om ca. 30 år. Det vil kræve, at vi får systemer, der udfaser CO2, og en af de mest effektive metoder til det, er kvorter. Det kunne fx være en slags CO2-rationeringskort udstedt af EU til de enkelte lande og industrier, som så ikke må udlede mere, end rationeringskortene giver lov til. Fra 2040 skal der ikke uddeles flere rationeringskort. Til den tid skal CO2-udledningerne være fortid og den fossile æra slut. Og ifølge Hassler behøver overgangen frem mod det fossilfri samfund ikke være alt for dyr, så længe vi bare fortsætter den teknologiske udvikling.

– I remain optimistic, slutter han sit oplæg af.

Hvad med pengene?

Naturligt nok kredsede meget af dagens diskussion om finansieringen af den grønne omstilling. Peter Mølgaard, formand for Klimarådet, skitserede den økonomiske virkelighed. En rapport fra IPCC vurderer, at det globale BNP vil være 1,3-2,7 % lavere i 2050 ved en 1,5 graders stigning. Det er en enorm sum penge. Dermed vil det være langt billigere at lave investeringerne nu frem for at vente:

– Det er bedre at føre en ambitiøs klimapolitik end det modsatte. En ambitiøs klimapolitik er en forsikring, som Mølgaard formulerede det, og bevægede dermed ned ad samme sti, som Jon Hassler havde betrådt i det tidligere oplæg.

Men det vil naturligt nok ikke være gratis, blot fordi en potentiel udgift i dag er lavere end den vil være i fremtiden.

De danske klimamål tilsiger en 70 % CO2-reduktion i 2030, og at landet er CO2-neutralt i 2050. Ifølge Klimarådet kræver hovedparten af omstillingen ikke omkalfatrende teknologiske landvindinger. De mener, vi kan nå 90 procent af CO2-reduktionerne med tiltag, som vi allerede kender i dag, fx ved overgang til elbiler og lagring af CO2 i jorden (se desuden artikel). Det svære bliver de sidste 10 %, som kræver nye elementer, fx nyskabende teknologi, for at opnås.

Spørgsmålet er som altid hvem, der så skal betale regningen for den grønne omstilling. Fra salen bliver Peter Mølgaard spurgt om, hvorvidt en eventuel beskatning skal ske ”i køledisken eller i produktionen”, som det formuleres.

Her anbefaler Klimarådet en afgift på produktionen, men der bør også være en eller anden form for forbrugerafgift, fordi det nemmere kan rykke adfærden fx i forhold til madvaner.

Store internationale investeringer og den samlede plan

Thor Möger Pedersen er bestyrelsesformand på bl.a. CBS, i CIP Fonden og i Udenrigspolitisk Selskab. Han har stort internationalt udsyn og medvirker i fordelingen af store bevillinger til den grønne omstilling rundt om i verden. Også han er positiv, i hvert fald når det gælder finansieringen af den grønne omstilling, hvor han oplever en betydelig investeringslyst internationalt, og det næppe vil være mangel på privat investering, der bliver hindringen for den grønne omstilling. Det ses fx ved, at der i dag er større investeringer i grøn end i sort energi. Netop den gode konkurrencedygtighed i de grønne teknologier er vigtig, fordi det reducerer kravet for subsidier.

Både på globalt og nationalt plan er der dog, på trods af optimismen, stadig store udfordringer. Fokuserer man på Danmark, mangler der en helhedsplan for den grønne omstilling. Og her spiller staten naturligt nok en vigtig rolle, hvilket også Henrik Stiesdal, der er en af de ”grand old men” i den danske omstilling til grøn energi, bl.a. som frontrunner inden for vindmølleindustrien, minder om, ved at kigge tilbage på vindmølleeventyret.

Ofte bliver vindmølleeventyret, hvor Danmark spillede en stor rolle i den globale udvikling af vindmølleindustrien, trukket af stalden for at vise, hvordan nye teknologier kan få enorm betydning for klimaet. Mange af idéerne kom oprindeligt fra Danmark. Men for, at vindmøller kunne bringes fra tegnebræt til implementering, var det nødvendigt med en samlet plan fra staten. Det betød først og fremmest, at staten ønskede, det skulle ske. Der var en vilje. Dernæst sikrede staten gode og langsigtede rammebetingelser for vindmøller og industri.

Samme sted står vi ikke i dag. Hvor det fx i 1990’erne tog 1-2 år at få en byggetilladelse til en vindmølle, tager det i dag 5-6 år, hvilket er en stor hæmsko for den grønne omstilling.

Afslutningsvis tog Klimakomité-medlem Thomas Bjørnholm ordet. Han mindede om, at der hersker en mærkelig forestilling om den grønne omstilling. Mange har en opfattelse af, at ”de andre skal gøre noget”; at det ikke er muligt, og at det giver en stor nedgang i levestandarden. Men som seminaret viste, så findes der muligheder og løsninger. Måske selv i en verden, hvor klimaet ikke står øverst på dagsordenen.

Lyt til de tre podcast episoder fra dagen her.

Videnskabernes Selskabs Aktualitetsserie: første bog i ny serie diskuterer videnskab og engagement

Videnskabernes Selskabs Aktualitetsserie

Videnskabernes Selskabs Aktualitetsserie: første bog i ny serie diskuterer videnskab og engagement

Forsidebillede: Dan Eggers [beskåret]
I dag, den 20. august, udkommer Videnskab og engagement – forskning, politik og medier i det 21. århundrede, den første udgivelse i Videnskabernes Selskabs Aktualitetsserie. Bogen zoomer ind på spørgsmålet om, hvordan forskere og andre samfundsdebattører opfatter videnskabens rolle og behandling i medier og samfund.

Debat – et af videnskabens grundvilkår

I de senere år er forskernes rolle i samfundet blevet genstand for en ny slags opmærksomhed. Dansk forskning befinder sig i dag på en ideologisk kampplads i krydsfeltet mellem woke og anti-woke kampagner, mellem krav om øget samfundsrelevans og anklager om overdreven aktivisme, mellem mediers deklarering af eksperters synspunkter og forskeres understregning af deres videnskabeligt funderede ekspertise. Må forskere have holdninger til deres emne? Findes der noget, vi kan kalde objektiv og værdifri forskning? Hvor langt må politikere gå i styringen af videnskaben? Hvad er videnskabens status i en offentlig debat, der udspiller sig i en stadig mere kompleks medie-økologi? Hvordan kan forskere undgå at blive mistænkeliggjort eller ende i en shitstorm, når de forsøger at bidrage til at løse lokale og globale samfundsudfordringer, som mange har en mening om? Med andre ord – hvad er forholdet mellem videnskab og engagement?

Med afsæt i blandt andet fedmeforskning, islamforskning, sikkerhedspolitik, sprogvidenskab, biologi, mellemøststudier, historie og journalistik åbner Videnskab og engagement for en nuanceret diskussion af disse aktuelle spørgsmål. Bogens ærinde er at give forskere, journalister og politikere bedre redskaber til at håndtere en helt central udfordring for både videnskaben og samfundet i det 21. århundrede.

Debat har til alle tider været et af videnskabens grundvilkår. Videnskabernes Selskab ser det som sin opgave at huse, udgive og facilitere synspunkter til fælles øget forståelse af videnskabens væsen for at sikre dens relevans og forankring i samfundet. I tråd med det giver Videnskab og Engagement et indblik i, hvordan forskere og andre samfundsdebattører opfatter videnskabens rolle og behandling i medier og det øvrige samfund. Bogen er blevet til på bagkant af et symposium afholdt i Videnskabernes Selskab i 2022.

Redaktørerne bag bogen

  • Martha Sif Karrebæk er professor i flersprogethed og dansk som andetsprog ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.
  • Peter Harder er professor emeritus i engelsk sprog fra Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.
  • Anders Engberg-Pedersen er professor i litteraturvidenskab ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber på Syddansk Universitet og leder af Nordic Humanities Center på Københavns Universitet og Syddansk Universitet.

Bidragsydere

Bogen er skrevet med bidrag fra Anja C. Andersen, Jens Borum, Anders Engberg-Pedersen, Lotte Folke Kaarsholm, Peter Harder, Sune Haugbølle, Vincent Hendricks, Thomas Hoffmann, Nils Holtug, Martha Sif Karrebæk, Lisbeth Knudsen, Martin Krasnik, Tune Pers, Jakob Skovgaard-Petersen, Karen Vallgårda og Ole Wæver.

Læs bogen her

Om Videnskabernes Selskabs Aktualitetsserie

 

Videnskabernes Selskabs nye serie giver mulighed for hurtigt at få bidrag fra arrangementer om aktuelle emner publiceret. Publikationerne kan efter aftale med Selskabets redaktør udkomme som rene netpublikationer, der bliver gjort tilgængelige på Selskabets hjemmeside eller som trykte bøger.

 

Videnskab og engagement – forskning, politik og medier i det 21. århundrede kan bestilles via Gads Forlag.

 

For spørgsmål til bogens indhold, kontakt venligst redaktør Anders Engberg-Pedersen. For spørgsmål til bogens udgivelse på Videnskabernes Selskabs forlag henvises til Selskabets redaktør Marianne Pade.

”Hvordan ved vi det?”: Ny podcast sætter fokus på den tværvidenskabelige samtale

”Hvordan ved vi det?”: Ny podcast sætter fokus på den tværvidenskabelige samtale

Som en del af Videnskabernes Selskabs formidlingssatsning VidenSkaber lancerer Videnskabernes Selskab sammen med Det Unge Akademi en ny tværvidenskabelig podcast med titlen ”Hvordan ved vi det?”. Du kan høre de første fire episoder nu.

I ”Hvordan ved vi det?” samtaler nogle af Danmarks dygtigste forskere om samfundets store problemstillinger. I første sæson dykker podcasten ned i spørgsmålet ”Hvordan forandrer kunstig intelligens vores samfund?”.

Kan vi med kunstig intelligens omsider få løst trængselsproblemerne på vejene og sikre grøn bølge? Gør kunstig intelligens robotter til bedre konfliktløsere end mennesker? Og hvad skal der til, for at techgiganterne ikke stjæler det mest intime i vores liv? Det er blot nogle af de spørgsmål, vi stiller i første sæson af ”Hvordan ved vi det?”.

Biolog og videnskabsjournalist Line Friis Frederiksen er vært.

Lyt med her: Hvordan ved vi det?. Eller find podcasten der, hvor du lytter til dine podcasts.

Episode 1: Kan maskiner tænke?

Hvad dækker begrebet ”kunstig intelligens” egentlig over? Kan vi sige, at maskiner er intelligente? Og hvornår blev de det i så fald? Sammen med professor i datalogi Susanne Bødker og lektor i sprogteknologi Johannes Bjerva dykker vi ned i historien om begrebet ”kunstig intelligens”.

Lyt med her.

Episode 2: Kampen om intimiteten

Hvilke konsekvenser har det for vores sociale relationer, vores demokrati og vores samfund, at store virksomheder ved hjælp af kunstig intelligens kan kapitalisere på vores følelser og manipulere os til at blive hængende på deres platforme? Hør professor i statskundskab Rebecca Adler-Nissen og professor i sprogteknologi Anders Søgaard i en samtale om kunstig intelligens’ betydning for vores sociale liv og politiske engagement.

Lyt med her.

Episode 3: Skal vi give kunstig intelligens grønt lys i trafikken?

Grøn bølge, det er skønt. Man sætter foden på speederen og sørger for at køre præcis den tilladte hastighed. Og så glider man bare lige gennem alle lyskrydsene uden at skulle sætte farten ned, speede op eller bremse. Sådan er ideen om grøn bølge i hvert fald, men virkeligheden er bare som regel en anden. Hør professor i datalogi Kim Guldstrand Larsen og lektor i trafikforskning Harry Lahrmann samtale om, hvordan kunstig intelligens kan bidrage til klogere trafikstyring, mindre trængsel og lavere CO2-udledning.

Lyt med her.

Episode 4: “Vi har sprunget buk over Turing-testen”

Hvad gør det ved os som mennesker, hvis maskiner bliver lige så gode eller måske endda bedre til at kommunikere, end vi er? Og ser vi ind i en fremtid, hvor robotter optræder som konfliktmæglere, og hvor romaner er skrevet af generativ kunstig intelligens? Sammen med professor i filosofi Johanna Seibt og professor i litteraturhistorie Mads Rosendahl Thomsen tager vi temperaturen på Turing-testen og diskuterer, hvad kunstig intelligens betyder for, hvordan vi kommunikerer med hinanden.

Lyt med her.

Flere episoder på vej

I løbet af efteråret udgiver VidenSkaber yderligere fire podcastepisoder om kunstig intelligens med fokus på kreativitet, sundhedsvæsenet, naturgenopretning og beskæftigelsessystemet. Glæd dig til samtaler mellem professor i informationsteknologi Peter Dalsgaard og lektor i kunsthistorie Amalie Skovmøller, mellem lektor i antropologi Alexandra Brandt Ryborg Jønsson og professor i bioinformatik Søren Brunak, mellem professor i geovidenskab Rasmus Fensholt og professor i datalogi Christian Igel og, sidst men ikke mindst, mellem lektor i psykologi Sabina Pultz og professor i datalogi Thomas Hildebrandt.

Følg podcasten der, hvor du lytter til dine podcast, og få besked, så snart de nye episoder kan høres.

Om VidenSkaber

 

Podcasten ”Hvordan ved vi det?” er en del af Videnskabernes Selskabs formidlingssatsning VidenSkaber. Ambitionen med VidenSkaber er at bringe videnskaben tættere på vores fælles hverdag og vise, hvordan den kan bidrage, når vi skal finde løsninger på aktuelle og hverdagsnære problemstillinger. I VidenSkaber spørger vi derfor konsekvent: ”Hvordan ved vi det?”.

 

VidenSkaber bliver gennemført i 2023-2025 og består af en række forskningsformidlende aktiviteter – fra intensive forløb med høj grad af interaktion over store publikumsinddragende debatter til formater, der leverer baggrundsviden: workshops, debatter, videnskabsjournalistik, videoer og podcast. I efteråret 2024 stiller VidenSkaber skarpt på, hvordan kunstig intelligens forandrer vores samfund. Læs mere på videnskaber.dk, hvor vi løbende annoncerer arrangementer, videoer, artikler og podcastepisoder.

 

VidenSkaber er støttet af Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden.

Nobelprismodtager besøger København: ‘Universet er vores største laboratorie’

Royal Academy Nobel Laurate Lecture: Interview

Nobelprismodtager besøger København: ‘Universet er vores største laboratorie’

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Hvordan er det at forske i det ubegribelige? Hvad kan vi lære, hvis vi løfter blikket og skuer ud i det enorme verdensrum? Og hvordan gør vi det bedst? Vi spurgte nobelprismodtager dr. Adam G. Riess, da han i juni præsenterede sin prisvindende forskning i universets accelererende udvidelse ved Videnskabernes Selskabs Nobel Laureate Lecture.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

– Rummet har altid stået for mig som noget meget mystisk. Og det pirrer min nysgerrighed, det giver mig lyst til at lære mere om det. Det berører spørgsmål som er større end os, og på den måde fascinerer det mig.

Der er noget påfaldende almenmenneskeligt ved dr. Adam G. Riess’ fortælling om den personlige drivkraft bag hans valg af forskningsfelt; en fascination af det ukendte, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til. I kombination med hans afslappede, gemytlige person glemmer man næsten, at han i 2011 modtog en af forskningsverdenens mest prestigefyldte anerkendelser: Nobelprisen i fysik, der blev delt mellem Riess og forskere Saul Perlmutter og Brian P. Schmidt, for at have påvist, at universet ikke bare udvider sig, men at udvidelsen også tager til i styrke.

Men tag ikke fejl. Dr. Adam G. Riess har brugt år og dage på at finde forklaringen på nogle af universets mest komplekse kræfter og abstrakte størrelser. Faktisk er universets udvidelse og den rolle, som mørk energi spiller i accelerationen, noget, han har dedikeret hele sin karriere til opklaringen af. Og med god grund. For ifølge den amerikanske forsker, der til daglig er ansat ved Johns Hopkins University, er det verdensrummet, vi skal se til, hvis vi vil blive klogere på, ja, stort set hvad som helst, der omgiver os:

Ifølge Riess er universet det bedste og eneste laboratorie, vi har til at undersøge de største spørgsmål i videnskaben og dens mest fundamentale egenskaber. Her foregår tingene i en størrelsesorden, vi ikke kan imitere i en partikelaccelerator på jorden.

– Hvis vi virkelig vil flytte grænsen for vores forståelse af tyngdekraften og standardmodellen [inden for kosmologien, red.] og den slags ting, så er vi nødt til at kigge ud i rummet. For rummet udfører de eksperimenter, vi gerne vil lave – alt, vi skal gøre, er at følge med, siger han.

– Og nej, vi har ikke altid mulighed for at opstille de præcise eksperimenter, vi ønsker os at udføre, men hvis vi følger nøje med, så kan vi lære virkelig meget, tilføjer han.

Præsident for Videnskabernes Selskab professor Susanne Ditlevsen præsenterede dagens forelæsning, efterfulgt af motivation fra professor i astrofysik Jørgen Christensen-Dalsgaard. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

Sikker fremtidsinvestering eller sats?

Men hvad er de bedste rammer for at bruge universet som laboratorium? Skal vi kigge efter specifikke resultater inden for afgrænsede områder, eller får vi mere ud af at kigge langt ud i både fremtid og afstande og se, hvad vi så (måske) finder? Skal vi satse på den anvendte forskning eller grundforskningen?

– De er begge af afgørende betydning på den måde, at de kan sammenlignes med at foretage investeringer, der giver gevinst på kort sigt, versus den mere risikable slags, der betaler sig i det lange løb. Og jeg synes, at en god portefølje har brug for begge dele, siger Johns Hopkins-professoren.

– Jeg vil dog sige, at de største opdagelser, vi gør, ofte er dem, der er mest uventede. Så hvis du udelukkende bedriver anvendt forskning, så kommer du, næsten pr. definition, udelukkende til at gå efter resultater, du regner med at opnå […] Grundforskningen er de dybere dyk ned i emner, vi foretager os. Og jeg mener, at begge er meget værdifulde. Du ville ikke kunne have et godt forskningsprogram uden elementer af begge”.

Dagens forelæser måtte selv have et billede af det store fremmøde i Det Kgl. Biblioteks Dronningesal. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

Spørg, observer, lær

Når man som forskningsteam har brugt år efter år på, hvad der føles som at lede efter en nål, der måske findes i en høstak, hvad betyder det så, når man rent faktisk finder den? Det giver sig selv, at prisvindende forskning af Nobel-kaliber både kommer verdenssamfundet og den videre forskning til gode. Men hvilke konsekvenser har det haft for Riess selv?

– Det har selvfølgelig på mange måder inspireret mig til at gøre mere, fordi det hjalp mig til at indse, at vi, ved at stille spørgsmål og observere, virkelig kan lære en masse om universet. Og så er det selvfølgelig også en validering af det arbejde, som mine kolleger og jeg har udført gennem de sidste mange årtier, afslutter dr. Adam G. Riess med et tydeligt nik til det store kollektive arbejde, der ligger bag en Nobelpris.

Der var intet mindre end 200 deltagere på venteliste til Riess’ forelæsning ”The surprising expansion: history of the Universe”, da den løb af stablen i Det Kgl. Biblioteks Dronningesal den 26. juni. Deltog du ikke, kan du nu se forelæsningen via Videnskabernes Selskabs YouTube-kanal.

Vil du med til næste Nobel Laureate Lecture af Videnskabernes Selskab? Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage information om kommende forelæsninger og foredrag.

Selskabets Nobel Laureate Lectures er finansieret af Novo Nordisk Fonden. Læs mere om dr. Adam G. Riess’ forskning.

Tidligere præsident for Videnskabernes Selskab bliver vicepræsident i ALLEA

ALLEA: All European Academies

Tidligere præsident for Videnskabernes Selskab bliver vicepræsident i ALLEA

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Professor Marie Louise Nosch, der i maj trådte af fra posten som præsident for Videnskabernes Selskab, kaster sig ud i nye udfordringer som vicepræsident og bestyrelsesmedlem i den europæiske sammenslutning af videnskabelige akademier, ALLEA.

Af: Maja Møller

I maj måned afholdt ALLEA officielt generalforsamling i det prestigefyldte Berlin-Brandenburgische Akademie der Wissenschaften. Her valgte medlemmerne den ny bestyrelse for organisationen. Blandt de nye bestyrelsesmedlemmer kunne bl.a. findes Marie Louise Nosch, som nu, efter bestyrelsesmødet 3. juli, også er valgt til vicepræsident i ALLEA.

Marie Louise Nosch er professor ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Hendes forskningsområde er forhistoriske tekstiler, og hun har tidligere stået i spidsen for grundforskningscenteret Centre for Textile Research. Som centerleder har Marie Louise Nosch været med til at opbygge et interdisciplinært fagmiljø, der har gjort København til et knudepunkt for tekstilforskningen, også internationalt. Hun har også arbejdet for at løfte et socialt ansvar med sin forskning gennem projekter, som har haft til formål at skabe social integration for kvinder med flygtninge- og migrantbaggrund i et fællesskab om tekstilkultur sammen med en lang række samarbejdspartnere. De seneste 4 år har hun brugt som præsident for Videnskabernes Selskab i de samlede videnskabers tjeneste – og nu er hun klar til at bruge kræfterne i den europæiske forskningsverden for ALLEA.

Del af et større fællesskab

ALLEA er en europæisk sammenslutning af videnskabelige akademier. ALLEA repræsenterer over 50 forskellige videnskabelige akademier fra ca. 40 lande både inden for og uden for EU. ALLEA’s formål er at fremme videnskabens stilling og facilitere tværvidenskabeligt samarbejde på tværs af både lande og discipliner. Sammenslutningen repræsenterer sine medlemsinstitutioner i europæiske og internationale sammenhænge. Opgaverne omfatter desuden at sikre god videnskabelig rådgivning af offentligheden og beslutningstagere.

ALLEA er en selvstændig nonprofitorganisation, som er uafhængig af politiske, religiøse, kommercielle og ideologiske interesser. Sammen med den nye bestyrelse blev der i maj valgt ny præsident. Valget faldt på professor Paweł Rowiński fra det Polske Videnskabsakademi. ALLEA’s nye bestyrelse vil sidde i perioden 2024-2027.

Foto fra et af flere af Videnskabernes Selskabs “Ukrainian Scholars’ Days”, som tidligere præsident Marie Louise Nosch var primus motor for. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

Mulighed for at bidrage til europæisk og international forskningspolitik

Marie Louise ser frem til arbejdet som bestyrelsesmedlem og vicepræsident.

– Det er en meget spændende post. ALLEA giver som organisation mulighed for at arbejde med videnskabelige akademiers internationale rolle i samfundet,” fortæller hun.

– Derfor er jeg virkelig glad for at blive medlem af ALLEA’s bestyrelse. Det giver mulighed for at bidrage til europæisk og international forskningspolitik.”

Interessen for international forskningspolitik er ikke ny for Marie Louise, der allerede kender ALLEA godt fra sin post i Videnskabernes Selskabs Internationale Udvalg, hvor hun er Selskabets repræsentant for ALLEA. Under hendes præsidentperiode engagerede Videnskabernes Selskab sig desuden i at skabe et netværk for ukrainske forskere, der er flygtet fra krigen til Danmark. Som en af hendes sidste opgaver i egenskab af præsident for Videnskabernes Selskab besøgte Marie Louise Nosch i april måned selv Ukraine som en del af Selskabets Dansk-Ukrainske Videnskabsdelegation.

Hun fortæller, at hun i sin nye post som vicepræsident for ALLEA får særligt ansvar for at arbejde for europæisk integration i videnskaben, Ukraines videnskabslandskab og det næste EU-rammeprogram.

Som nationalt videnskabeligt akademi er Videnskabernes Selskab medlem af organisationen ALLEA. Læs mere om forbindelsen til ALLEA samt Selskabets andre internationale medlemskaber.

Rejsedagbog fra Ukraine: Kapitel 5

Rejsedagbog fra Ukraine: Kapitel 5

H.C. Andersen-essays, fordrevne studerende og kulturarv i form af tekstiler

I begyndelsen af april rejste en delegation af fire forskere i regi af Videnskabernes Selskab til et krigsramt Ukraine, hvor de bl.a. besøgte flere af landets store universiteter. De fire forskere er tidligere præsident for Videnskabernes Selskab Marie-Louise Nosch, DUA-medlem Birgitte Pristed, Inga Kapustian og Nadiia Pavlyk. Mød dem her, i 5. kapitel af en miniserie og dagbog over deres rejse.

Fotos: medmindre andet nævnes, er fotos taget af de delegerede.

I dette kapitel skal vi bl.a. høre om en konkurrence i H.C. Andersen-essays med 152 deltagende studerende. Vi skal også høre om fordrevne forskere og studerende samt om kulturarv i form af tekstiler.

Kapitlet er det sidste i rækken af delkapitler fra rejsedagbogen, som er udkommet hver uge i maj.

*Teksten i serien er forfattet på engelsk og er skrevet af forskerne selv.

Hans Christian Andersen in Ivano Frakivsk

At the National Vasyl Stefanyk Prykarpattja University in the industrial city of Ivano Frankivsk, our colleagues Professor Alla Martynets and Associate Professor Danylo Reha welcomed us. Every year, their Department of Literature organizes an essay competition for children and young people inspired by H. C. Andersen. This year’s essay competition, titled “Andersen Unites Hearts,” was held on April 6th and co-organized by Associate Professor Alla Martynets and Inga Kapustian. With 152 students participating from 17 regions of Ukraine, the event provided a unique opportunity for reflection and understanding of Andersen’s legacy among Ukrainian readers. This type of cultural exchange event not only fosters a deeper appreciation for Danish literature but also strengthens educational and cultural ties between Ukraine and Denmark.

At the award ceremony, Inga Kapustian talked about Ukrainian translations of Hans Christian Andersen’s fairy tales through the ideological filter of the Soviet era, which has cleansed them of Christianity and reference to death, and about the necessity of new translations from Danish into Ukrainian; Marie Louise Nosch presented her favorite fairy tale The Flax, “Lon” in Ukrainian, which perhaps today reminds us of recycling and sustainability but also hope and ambition. Then some of the children and young people read their essays to the audience: A little girl about having Hans Christian Andersen as a secret friend who tells stories; a teenager from Kramatorsk, now displaced in Dnipro, appeared on the screen and presented her essay on the Snow Queen, death, evil in a mirror that we hold up in front of ourselves.

[See photos below, ed.]

Displaced students, scholars and universities 

Rector of the National Vasyl Stefanyk Prykarpattja University, professor Igor Tsependa, himself educated in history and political science and a former diplomat, says that the university has approx. 18,000 students, but the number is uncertain: Some have been conscripted into the army, an unknown number have fallen in war; many Ukrainian students attend classes from neighboring countries; eastern Ukrainian students have fled here; moreover, the National Vasyl Stefanyk Prykarpattja University has welcomed and now hosts the displaced East Ukrainian universities of Lugansk and Kherson, including their students and researchers.

[See photos below, ed.]

The cultural textile heritage

Wherever you go in Ukraine, you will see how young and old wear traditional embroideries, on clothing or incorporated in designs. TheVychyvanka is worn by men, women and children on festive events, but museums and costume collections show that the textile cultural heritage is much richer, more colorful and more creative than this shirt: weavings, various embroidery techniques, band weaving or tablet weave, adornments with feathers, yarns and the mollusk money cowrie (Monetaria moneta) used as shell money or decoration on costumes.

[See photos below, ed.]

Final thoughts

“You are the first international colleagues in more than two years,” a Ukrainian education manager exclaims when she sees us. Another says “in the past, research colleagues regularly came from abroad – now only delegations from ministries come to Ukraine, we miss international researchers and students.”

This shows that science and research-based education are not high enough on the agenda in the international focus on aid and reconstruction of Ukraine. If just 1 % of Ukraine’s aid was earmarked for universities and science, Ukraine would be better equipped in the future and for EU membership. The birth rate is very low, and many young people are killed or have fled abroad, so the future small generations must become even better educated than before.

[See photos below, ed.]

Det bliver ved forskningspolitikken

Interview med den tidligere præsident

Det bliver ved forskningspolitikken

Foto fra Videnskabernes Selskabs generalforsamling torsdag den 16. maj 2024. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Fire år som præsident for Videnskabernes Selskab er slut, men fremtiden for Marie Louise Nosch byder på en ny, international toppost. Vi har stillet hende fem spørgsmål til tiden som præsident – og tiden efter.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

På Videnskabernes Selskabs generalforsamling den 16. maj 2024 valgte Selskabets medlemmer deres nye præsident, professor Susanne Ditlevsen. Samme dag markerede afslutningen på en fireårig præsidentperiode for professor Marie Louise Nosch. Vi har spurgt hende, hvad de sidste fire år i Selskabets ledelse har bragt med sig, hvad hun kan give videre af råd, og ikke mindst: Hvad skal der ske nu?

Hvordan har Selskabet udviklet sig i løbet af din præsidentperiode?

– Sådan en fin gammel dame som Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab udvikler sig ikke hurtigt, det tager lang tid. Men hun lagt sig lidt ud, for takket være generøs støtte fra Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden er sekretariatet blevet større, og mængden af aktiviteter er blevet større, så rammerne er fyldt godt ud.

Fra en præsident til en anden: Marie Louise Nosch overrækker blomster og præsidenttitel til Susanne Ditlevsen på Videnskabernes Selskabs generalforsamling den 16. maj. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

Hvad er du mest stolt af, at der er sket i Selskabet i løbet af din tid som præsident?

– Jeg er stolt af vedtægtsudvalget og Niels Kærgårds [medlem af Selskabet, red.] tålmodighed og utrættelige arbejde for at få nye vedtægter, fordi det ligger mig på sinde, at vores medlemmer behandles ens: I de nye vedtægter gælder samme regler for alle forskere i Danmark, uanset nationalitet. Jeg er stolt af vores indsats for Ukraine fra krigens første dage, og at Selskabet føles fagligt og menneskeligt relevant for ukrainske forskere på flugt. Jeg er også stolt af den forskningspolitiske indsats, det er et langt træk for at opbygge troværdighed og faglighed, det glæder jeg mig til at se udviklingen på i de kommende år.

Har du erfaret eller oplevet noget undervejs, som du ønsker at fremhæve særligt?

– Den største fornøjelse ved at være præsident er at lære så meget om videnskab og lære så mange interessante og begavede mennesker at kende. Det har udvidet min horisont og beriget mig personligt, og jeg synes også, at min forskning også har fået nye perspektiver af det daglige samvær med så mange fag. Samarbejdet med generalsekretær Thomas Sinkjær og sekretariatschef Karin Kjær Madsen har været en kilde til daglig glæde, og at arbejde med de fremragende og visionære kolleger i præsidiet er sjovt og fornøjeligt!

– En lille, særlig glæde har været at sætte Videnskabens Vidner  i værk, en podcast om nogle af vores medlemmer født før 1940. Jeg elsker videnskabshistorie og at høre om, hvordan fag og forskning har udviklet sig historisk.

Fire præsidenter: fra venstre; Marie Louise Nosch (præsident for Selskabet fra 2020-2024), Susanne Ditlevsen (2024-), Kirsten Hastrup (2008-2016) og Mogens Høgh Jensen (2016-2020). Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

Hvordan ser fremtiden ud for dig nu – er der nogle planer, du har lyst til at dele?

– Jeg er nu blevet bestyrelsesmedlem i ALLEA, sammenslutningen af 59 videnskabelige akademier i 40 europæiske lande, og der vil jeg fortsat arbejde for den europæiske integration og det næste EU-rammeprogram, FP10. Og så har jeg mit professorat, studerende, undervisning og gode kolleger på Center for Tekstilforskning og Saxo-Instituttet.

Har du et eller flere gode råd til den kommende præsident?

– Jeg har ingen gode råd. Susanne Ditlevsen er en gevinst som Selskabets præsident, og jeg tror, hun allerede har mange spændende planer.

Læs mere om ALLEA og deres arbejde her.

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

Program for Videnskabernes Selskab på Folkemødet fra 13.-15. juni

Folkemødet 2024

Program for Videnskabernes Selskab på Folkemødet fra 13.-15. juni

Debatten “Hvorfor er videnskab ikke public service?” afholdt i samarbejde med Dagbladet Information, torsdag den 13. juni. Foto: Victor Kalsen Nissen/Videnskabernes Selskab
I uge 24 løb årets Folkemøde af stablen, og her kunne man finde Videnskabernes Selskab og mange af Selskabets medlemmer til debatarrangementer i det bornholmske.

I år tog debatterne, som Videnskabernes Selskab arrangerede eller medvirkede i, bl.a. fat på biodiversitetskrisen og de problemer, den indebærer. Kursen på dansk forskning og innovation blev tjekket, og der blev kigget nærmere på universitetsledernes råderum i arbejdet med at lægge en strategi for fremtiden og skabe plads til den enkelte forsker. Og så blev der spurgt til, hvorfor videnskab ikke er en del af public service.

Her får du en kort oversigt over Videnskabernes Selskabs debatprogram for Folkemødet 2024.

Debat: Hvorfor er videnskab ikke public service?

Hvornår: torsdag den 13. juni kl. 14.00-14.30
Hvor: Dagbladet Informations scene
Arrangører: Information og Videnskabernes Selskab

Deltagere: professor ved Institut for Statskundskab, AU, og forskningsleder for Folketingets Magtudredning 2,0, Michael Bang Petersen; dekan for Arts, Aarhus Universitet, professor Maja Horst; direktør for DR Strategi og Brugere, Lasse Bastkjær Jensen og formand for Kritiske Licensbetalere Christian Bülow.

Moderator: Stine Carsten Kendal, administrerende direktør hos Information

Nutidens samfund er i høj grad blevet til på skuldrene af fortidens forskning. Uden Einstein, ingen GPS, uden Montesquieu, ingen tredeling af magten, uden Bohr, ingen atommodel. Når vi som borgere kender til videnskab og forskning, har vi alle større mulighed for at være kritisk medvirkende og demokratisk deltagende i den fremtid, der skal komme. Og der har aldrig været mere brug for seriøs mediedækning af videnskabeligt stof end nu, så vi undgår ”fake news” og ukritisk viderebringelse af videnskabelige nyheder, der måske viser sig ikke at holde. Desuden viser en ny rapport, at borgerne i Danmark gerne vil se, lytte til og læse om videnskab.

Derfor kan det undre, at videnskab ikke nævnes én eneste gang i medieforliget, der blev vedtaget i 2023. Og heller ikke for så vidt i DR’s public service-kontrakt eller i Tv2’s public service-tilladelse. Hvorfor er videnskab ikke public service?

Fra venstre: Stine Carsten Kendal, Michael Bang Petersen, Maja Horst, Lasse Bastkjær Jensen og Christian Bülow. Foto: Victor Kalsen Nissen/Videnskabernes Selskab

Debat: Biodiversitet – hvad er problemet?

Hvornår: fredag den 14. juni kl. 9.20-10.10

Hvor: Carlsbergfondets scene

Arrangør: Videnskabernes Selskabs Klimakomité

Deltagere: professor i biodiversitet og leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved KU, Carsten Rahbek; professor i miljø- og ressourceøkonomi ved KU, Jette Bredahl Jacobsen og lektor i antropologi ved KU Cecilie Rubow.

Moderator: præsident for Videnskabernes Selskab, professor Susanne Ditlevsen

Natur. Mangfoldighed af liv. Ren luft og rent drikkevand. Rekreative områder. Sunde økosystemer.
Tilværelsen er fattigere uden, og værdien enorm for alle. Så hvorfor er det så svært at få mere beskyttet natur? Og hvis ikke vi får rettet op på naturens pressede tilstand, hvordan ser fremtiden så ud? Oplysende, konstruktivt og problemløsningsorienteret blev nutidens biodiversitetsudfordringer i denne debat undersøgt fra en videnskabelig vinkel med perspektiver fra biologi, miljø- og ressourceøkonomi samt antropologi.

Fra venstre: Susanne Ditlevsen, Cecilie Rubow, Carsten Rahbek og Jette Bredahl Jacobsen. Foto: Victor Kalsen Nissen/Videnskabernes Selskab

Debat: Er dansk forskning og innovation på vej mod middelmådighed?

Hvornår: fredag den 14. juni kl. 13.30-14.15

Hvor: Akademikernes Hus

Arrangører: Dansk Industri, Akademikerne, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Lægemiddelindustriforeningen og Videnskabernes Selskab

Deltagere: professor i astrofysik ved NBI, Anja C. Andersen; co-founder og CSO for Bactolife og forperson i YATSI, dr. Sandra Wingaard Thrane; generalsekretær i Videnskabernes Selskab og professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på AU, Thomas Sinkjær og Corporate Vice President of Global Public Affairs and Sustainability ved Novo Nordisk, Katrine DiBona.

Moderator: Charlotte Rønhof, formand for Bornholms Erhvervsfond, bestyrelsesmedlem i Innovationsfonden, m.m.

Forskning og innovation skaber velstand og løsninger på vigtige udfordringer – det er fornuftigt at investere i forskning. Men er fornuft nok? Alternative sandheder florerer, og autoriteter udfordres. Hvem vil investere mere?

Danmark har tidligere investeret meget, men nu falder andelen af virksomheder, der investerer. Analyser peger på, at kvaliteten af dansk forskning er faldende. Fra at være et mirakel er dansk forskning og innovation måske på vej mod middelmådighed.

Har Danmark behov for en samlet forsknings- og innovationspolitik eller ligefrem en langsigtet national forskningsstrategi? Hvad skal målene være for dansk forskning, innovation og teknologiudvikling, og hvordan når vi dem?

Skal forskning levere viden til befolkningen, bekæmpe klimakrisen, skabe erhvervsudvikling eller lidt af det hele? Hvordan balancerer vi mellem højprofilerede strategiske forsknings- og teknologiområder, strategisk forskning på andre områder og grundforskningen? Og skal vi investere mere i forskning?

Fra venstre: Charlotte Rønhof, Sandra Wingaard Thrane, Anja C. Andersen og Thomas Sinkjær. Foto: Victor Kalsen Nissen/Videnskabernes Selskab

Formidlingsakademiet på Folkemødet

Hvornår: lørdag den 15. juni kl. 12.10-12.50

Hvor: Folkemødets Forskningsscene

Hvem: Formidlingsakademiet, Videnskabernes Selskabs kursusprogram i formidling for forskere

Videnskabernes Selskabs Formidlingsakademi deltog på Folkemødet med seks oplæg fra deltagerne på kurset. Her kunne man høre om Digital ældrepleje, tal og statistik i medierne, energiøer, fusionsenergi og spiselig tang. Oplæggene fandt sted på den helt nye ’Folkemødets Forskningsscene’, hvor mange af medlemmerne fra Videnskabernes Selskab også delte deres viden under Folkemødet, bl.a. Eske Willerslev, som det kan ses på billedet her.

Et fyldt telt på Folkemødets Forskningsscene under professor Eske Willerslevs foredrag om DNA. Foto: Victor Kalsen Nissen/Videnskabernes Selskab

Debat: Kan universiteternes ledere sætte retningen for fremtiden?

Hvornår: lørdag den 15. juni kl. 12.10-12.50

Hvor: Ledelsesscenen

Arrangører: Dansk Industri

Deltagere: generalsekretær for Videnskabernes Selskab og professor, Thomas Sinkjær; præsidiemedlem i Videnskabernes Selskab, næstformand i DFiR og professor, Mette Birkedal Bruun; dekan ved DTU og medlem af DFiR, Christine Nellemann; rektor ved Syddansk Universitet, Jens Ringsmose; underdirektør for forskning og uddannelse ved DI, Mikkel Haarder; ledelsesrådgiver og fhv. departementschef, Agnete Gersing og Dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, Bente Stallknecht.

Rektorer, dekaner og institutledere skal både sætte strategisk retning og give plads til, at den enkelte forsker kan udfolde sig og skabe helt nye indsigter. Hvordan gør man det? Hvad er dilemmaerne? Hvad skal man kunne? Hvordan bliver man klar til opgaven? Er det vigtigt at være stjerneforsker? På Ledelsesscenen kunne man om lørdagen komme med til debat om, hvad der er god ledelse på universiteterne.

Fra venstre: Jens Ringsmose, Mette Birkedal Bruun, Christine Nellemann, Mikkel Haarder, Thomas Sinkjær og Bente Stallknecht. Foto: Victor Kalsen Nissen/Videnskabernes Selskab

Nye medlemmer af Videnskabernes Selskab er valgt

Pressemeddelelse

Nye medlemmer af Videnskabernes Selskab er valgt

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
18 nye medlemmer af det mere end 280 år gamle selskab, der har haft medlemmer som H.C. Ørsted, Niels Bohr og August Krogh, kan fremover deltage i arbejdet med at sikre gode vilkår for forskere og forskning i Danmark.

Som medlem bliver man del af et selskab, der arbejder aktivt for at styrke videnskabens stilling og den tværvidenskabelig forståelse i Danmark. Stedet udgør et samarbejdsorgan og mødested for forskere fra alle områder af grundvidenskabelig forskning. Og i den forbindelse afholdes der bl.a. medlemsmøder, symposier, foredrag og forelæsninger, ligesom der udgives publikationer, deltages i internationalt samarbejde og i arbejde i og på tværs af Selskabets udvalg og komitéer, der beskæftiger sig med både forsknings- og klimapolitik, myndighedsbetjening og uddannelse, forskningsformidling – og meget mere.

Videnskabernes Selskabs godt 500 medlemmer fordeler sig på to overordnede grupper, navnlig den humanistiske og den naturvidenskabelige klasse. Og eftersom optagelsen af nye medlemmer for sidstnævnte foregår i lige år, er den naturvidenskabelige klasse således pr. seneste generalforsamling, der fandt sted den 16. maj, blevet hele 18 nye medlemmer rigere.

Foruden fordelingen på klasser organiserer medlemmerne sig desuden i grupper af ’ordinære’ og ’korresponderende’ medlemmer, hvor ordinære medlemmer har tilknytning til Danmark eller dansk forskning, mens korresponderende medlemmer er bosat i udlandet og tilknyttet forskning uden for Danmark.

Nye ordinære medlemmer af den naturvidenskabelige klasse:

Mads Albertsen
Professor, ph.d.
Fagområde: mikrobiologi, bioteknologi
Ansættelsessted: Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet

Messoud Ashina
Professor, overlæge, ph.d., dr.med.
Fagområde: neurologi
Ansættelsessted: Rigshospitalet og Københavns Universitet

Isabelle Augenstein
Professor, sektionsleder, dr.scient., ph.d.
Fagområde: datalogi
Ansættelsessted: Københavns Universitet

Peter Ditlevsen
Professor, dr. scient, ph.d.
Fagområde: fysik
Ansættelsessted: Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet

Stig Helveg
Professor, centerleder, ph.d.
Fagområde: elektronmikroskopi, fysik-kemi, nanomaterialer, katalyse
Ansættelsessted: Danmarks Tekniske Universitet

Sune Lehmann
Professor, ph.d.
Fagområde: computer science, informatik, social networks, anvendt matematik, fysik
Ansættelsessted: Danmarks Tekniske Universitet

Kresten Lindorff-Larsen
Professor, ph.d.
Fagområde: biokemi
Ansættelsessted: Biologisk Institut, Københavns Universitet

Mette Løvschal
Professor, ph.d.
Fagområde: forhistorisk arkæologi
Ansættelsessted: Aarhus Universitet og Moesgaard Museum

Rikke Louise Meyer
Professor, ph.d.
Fagområde: mikrobiologi/nanoscience
Ansættelsessted: Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO), Aarhus Universitet

Dorthe Ravnsbæk
Professor, ph.d.
Fagområde: materialekemi
Ansættelsessted: Aarhus Universitet

Riikka Riinnan
Professor, ph.d.
Fagområde: økosystem-atmosfære-interaktioner
Ansættelsessted: Biologisk Institut, Københavns Universitet

Peter Vuust
Professor, ph.d.
Fagområde: musiker, komponist og hjerneforsker
Ansættelsessted: Aarhus Universitet

Nye korresponderende medlemmer af den naturvidenskabelige klasse:

Ewan Birney
Professor, ph.d.
Fagområde: bioinformatics, genomics, heritability
Ansættelsessted: EMBL/European Institute of Bioinformatics (EMBL-EBI)

Robert Dunn
Professor, ph.d.
Fagområde: økologi, evolutionsbiologi, entomologi
Ansættelsessted: North Carolina State University

Hélène Esnault
Prof., dr., dr.h.c. mult.
Fagområde: aritmetisk geometri (matematik)
Ansættelsessted: Freie Universität Berlin (og deltid Harvard og København)

Naomi Halas
Professor, D. Sc., ph.d.
Fagområde: kemi og fysik
Ansættelsessted: Rice University

Adeline Leclercq Samson
Professor, ph.d.
Fagområde: statistik, stokastisk modellering, dataanalyse i biologi og samfundsvidenskaber
Ansættelsessted: Université Grenoble Alpes, Grenoble, France

Guojie Zhang
Professor, ph.d.
Fagområde: biodiversity genomics
Ansættelsessted: Zhejiang University, Hangzhou, China

Om optagelse af nye medlemmer

 

De nye medlemmer af Videnskabernes Selskab optages i Selskabet efter indvalg og medlemmernes efterfølgende accept heraf. Foruden den naturvidenskabelige klasses medlemmer bød generalforsamlingen også på valg af ny præsident for Selskabet samt valg af nyt bestyrelsesmedlem til Carlsbergfondet. Næste medlemsindvalg vil finde sted i foråret 2025, hvor der skal vælges medlemmer til den humanistiske klasse.

 

For spørgsmål til valgprocedurer og lign., kontakt venligst programkonsulent i Videnskabernes Selskab Trine Hagerup på th@royalacademy.dk eller +45 31 49 23 16. For presserelaterede spørgsmål, kontakt kommunikationskonsulent Rikke Reinholdt Petersen på rp@royalacademy.dk eller +45 31 25 80 60.