Tre indsigter: Hvordan styrker vi forbindelsen mellem forskning og Folketinget?

Posted on 08/10/202613/11/2026 by Ghita Nidam Møller

Tre indsigter: Hvordan styrker vi forbindelsen mellem forskning og Folketing?

Videnskabernes Selskab fyldte huset med politikere og forskere fra ind- og udland til en åben dialog om behov og mulige veje til videnskabelig rådgivning til parlamenter. Professor Alan Irwin præsenterede rapporten og deler nu tre indsigter.

Med afsæt i erfaringer fra Sverige, Holland, Irland og Finland samlede Videnskabernes Selskab forskere og folketingspolitikere til debat om videnskabelig rådgivning til Folketinget. Tre indsigter stod særligt frem.

Har Folketinget brug for bedre adgang til videnskab?

Det spørgsmål satte rammen, da forskere fra ind- og udland og folketingspolitikere samledes i Videnskabernes Selskab til seminar om videnskabelig rådgivning til Folketinget. Her gik samtalen på tværs af politiske skel og fagligheder, ansigt til ansigt frem for gennem beregninger, rapporter og overskrifter.

Videnskabelig rådgivning til Folketinget handler nemlig ikke om én konkret lovgivning om gødning, moms på fødevarer eller fagligheden i folkeskolen. Det handler om, hvordan forskning og politik kan forbindes mere systematisk gennem ordninger, der giver parlamentarikere adgang til relevant, uafhængig og forskningsbaseret viden.

Danmark har i dag ingen formaliseret ordning for videnskabelig rådgivning til Folketinget. Men de deltagende folketingspolitikere viste interesse for at undersøge mulighederne nærmere.

Med afsæt i Videnskabernes Selskabs rapport Parlamenters adgang til videnskabelig rådgivning blev dialogen åbnet med erfaringer fra Sverige (Rifo), Holland (Parlement & Wetenschap), Irland (Parliamentary Research Service) og Finland (Fremtidsudvalget).

For Alan Irwin, professor, medlem af Videnskabernes Selskab og drivkraft bag rapporten, stod tre indsigter særligt tydeligt tilbage efter dagens oplæg og samtaler. Eller, som Alan Irwin formulerer det:

Vi behøver ikke opfinde det hele selv.

“The best way to get a good idea is to steal it from your neighbour. Det var formuleringen, som den nyvalgte præsident for International Science Council og tidligere hollandske forskningsminister, Robbert Dijkgraaf, brugte under seminaret. Jeg tror ikke, rapporten stjæler noget. Men vi kan lade os inspirere af de erfaringer, som allerede findes i lande som Sverige, Holland, Irland og Finland.”

“Det interessante er, at landene har fundet forskellige måder at styrke forbindelsen mellem forskning og parlament på. Erfaringerne viser, at det kan lade sig gøre. Men løsningerne skal naturligvis fungere i en dansk sammenhæng. Det er her, det egentlige arbejde begynder.”

Erfaringer blev delt i dialog mellem folketingspolitiker Marianne Bigum og assistant professor Edwin Alblas, som har indgået i den hollandske mekanisme for videnskabelige rådgivning.

Tillid kommer før institutioner

“Rome was not built in a day. Når man taler om videnskabelig rådgivning, bliver man hurtigt fanget i de mange muligheder og kommer til at fokusere på storespørgsmål om faste strukturer og institutioner. Men min vigtigste læring fra de internationale erfaringer er måske, at relationer og tillid kommer først.”

“Derfor behøver et dansk initiativ ikke starte stort. Vi kan også begynde i det små og tage ét skridt ad gangen med små og store løsninger, opbygge erfaringer og udvikle dem over tid.”

“Det er samtidig en måde at opbygge tillid og afstemme forventninger på – på tværs af alle involverede parter. Det kan være så enkelt som én eller to dygtige personer, der hjælper med at bygge bro mellem travle folketingspolitikere og engagerede forskere.”

“Netop brobygningen er afgørende for hele processen. I sidste ende handler det om at finde de rigtige mennesker, som kan kommunikere på tværs af disse to verdener. Personer, der kan bygge bro mellem forskningens og politikkens forskellige logikker, tidshorisonter og arbejdsformer. Videnskabelig rådgivning handler ikke kun om rapporter og analyser. Det handler også om kommunikation, relationer og gensidig forståelse.”

“Det er dér, forbindelsen mellem forskning og demokrati bliver mere end en ambition og i stedet bliver en del af den politiske praksis.”

Formand for Folketinget, Henrik Frandsen, tog del i samtalen og spørgsmål i løbet af dagen og fra talerstolen.

Folketingspolitiker Lars Aagard tog del i samtaler om de forskellige perspektiver på videnskabelig rådgivning.

Videnskabelig rådgivning kræver fælles ejerskab

“With a little help from my friends. Egentlig ikke kun mine venner, men alle dem, der deler opfattelsen af, at forbindelsen mellem videnskab og demokrati er afgørende. Ingen enkeltperson eller aktør kan løfte denne opgave alene. Erfaringerne fra Europa viser, at stærke forbindelser mellem forskning og parlament bygger på bred opbakning og fælles ejerskab.”

“Jeg er glad for, at vi i Videnskabernes Selskab har taget initiativ til diskussionen og samlet deltagere fra Folketinget, forskningsinstitutioner, universiteter, centraladministration og interesseorganisationer. Rapporten giver et solidt fundament for det videre arbejde.”

“Når vi skal videre herfra, kræver det samarbejde og lederskab fra mange sider. Seminaret gav mig god optimisme omkring det. Vi har tydeligvis et fælles behov for både kritisk tænkning og praktisk handling fra mange individer og organisationer. Sammen kan vi undersøge, hvordan forskningsbaseret viden kan understøtte Folketingets arbejde endnu bedre.”

Læs rapporten her.

Se billeder fra dagen nedenfor. Fotos: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

Flere politikere deltog nysgerrigt og positivt på de fremlagte muligheder.

Alle fotos: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

Ny rapport: Fire europæiske veje til forskningsbaseret viden i Folketinget

Posted on 29/09/202606/11/2026 by Ghita Nidam Møller

Ny rapport: Fire europæiske veje til forskningsbaseret viden i Folketinget

Videnskabernes Selskab kortlægger, hvordan parlamenter i Sverige, Holland, Finland og Irland arbejder med videnskabelig rådgivning. Rapporten anbefaler, at Folketinget kan bruge inspirationen til at udvikle sin egen adgang til uafhængig videnskabelig rådgivning.

Hvordan sikrer parlamenter adgang til forskningsbaseret viden, når de skal behandle komplekse samfundsspørgsmål om alt fra klima og miljø til sikkerhedspolitik?

Det spørgsmål undersøger Videnskabernes Selskab i rapporten Parlamenters adgang til videnskabelig rådgivning, som kortlægger rådgivende mekanismer og erfaringer fra Sverige, Holland, Finland og Irland.

I modsætning til flere sammenlignelige europæiske lande har Danmark i dag ikke et formelt organ, som yder videnskabelig rådgivning til det danske parlament, Folketinget. Det betyder, at Folketinget ikke har samme formaliserede adgang til videnskabelig rådgivning som den danske regering eller som flere europæiske parlamenter. Det sker samtidig med, at Folketinget i stigende grad behandler komplekse sager under betydeligt tidspres, som analyser fra Magtudredningen 2.0 blandt andet peger på.

Rapporten beskriver, hvordan flere europæiske parlamenter har udviklet forskellige modeller, der giver politikere adgang til forskningsbaserede analyser, ekspertvurderinger, seminarer og dialog med forskere. For eksempel har medlemmer af den svenske Riksdag siden 1959 kunnet møde forskere i Sällskapet Riksdagsledamöter och Forskare (Rifo), og I Holland faciliterer Parlement & Wetenschap bl.a., at uvildige universitetsforskere gransker den dokumentationen og de vurderinger, som regeringen bygger sine større lovforslag på.

Det er på den baggrund målet at bidrage med viden og inspiration til, hvordan en model for videnskabelig rådgivning til Folketinget kan se ud.

“Forskning kan og skal ikke fortælle politikerne, hvilke beslutninger de skal træffe. Men forskning kan kvalificere beslutningsgrundlaget. Rapporten viser, at flere europæiske parlamenter har udviklet velfungerende modeller, der gør forskningsbaseret viden mere tilgængelig for politikere. De erfaringer bør vi drøfte i en dansk sammenhæng,” siger Susanne Ditlevsen, præsident i Videnskabernes Selskab.

I lyset af europæiske erfaringer anbefaler Videnskabernes Selskab, at Folketinget sikrer dets medlemmer og udvalg adgang til sin egen uafhængige videnskabelige rådgivning og sammen med relevante vidensorganisationer afprøver forskellige relevante modeller i et pilotprojekt.

Læs rapporten nederst.

Videnskabernes Selskabs tre anbefalinger:

Folketinget bør have sin egen adgang til uafhængig videnskabelig rådgivning.
Folketinget bør sammen med vidensorganisationer igangsætte et pilotprojekt.
Udviklingen af en dansk model bør bygge systematisk på læring fra andre lande.

DEBAT: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning

Posted on 14/04/202613/11/2026 by Ghita Nidam Møller

DEBAT: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning

Med et nyt Folketing er det oplagt at tage et kig ind i maskinrummet og kortlægge demokratiets vidensfundament. Foto: Christoffer Regild/Folketinget.

Nye politikere står over for store samfundsudfordringer, der kræver solide vidensgrundlag, men Folketingets adgang til uafhængig rådgivning halter bagefter, skriver Susanne Ditlevsen, Thomas Sinkjær og Alan Irwin fra Videnskabernes Selskab i Altinget.

Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen, generalsekretær Thomas Sinkjær og forperson for Komitéen for Videnskaben i Samfundet, Alan Irwin. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 13. april 2026.

Svin, drikkevand og skolernes fremtid har fyldt i folketingsvalget/valgkampen. Nu står vi med et nyt hold folkevalgte, som skal træffe beslutninger, der former Danmark mange år frem.

De får hurtigt travlt med at indfri valgløfter og tackle Danmarks store samfundsudfordringer. Udfordringer, der forudsætter videnskabelig viden:

Hvor slemt står det til med havmiljøet – og hvad virker faktisk? Vil svineproduktion automatisk flytte ud af landet ved strammere regulering? Hvordan har vores drikkevand det?

Forskningsbaseret rådgivning er et vigtigt redskab til at hjælpe de nye folkevalgte med at finde svar og løsninger. Men som det er nu har alle folkevalgte ikke den samme adgang til solid og uafhængig viden. I dag har regeringen omfattende forskningsbaseret rådgivning lige ved hånden – men Folketinget har det ikke. Det skaber en skævhed, der svækker både lovgivningen og den parlamentariske kontrol.

Professor Alan Irwin er forperson for Komitéen for Videnskaben i Samfundet, der netop arbejder for uafhængig forskning kan skabe værdi for samfundet. Foto: Lars Svankjær/ Videnskabernes Selskab.

Med et nyt Folketing er det oplagt at tage et kig ind i maskinrummet og kortlægge demokratiets vidensfundament – og undersøge alternative tilgange til videnskabelig rådgivning.

Hvis vi fokuserer på de beslutninger, der bliver truffet i staten – og altså for en stund udelader de mange vigtige beslutninger, der bliver truffet i regioner og særligt kommuner – er der to afgørende fora, hvor beslutninger bliver truffet: Regeringen og Folketinget.

Regeringen har allerede adgang til et relativt solidt videnskabeligt grundlag at træffe beslutninger ud fra. Selvom der dog også er udfordringer for denne, som et udvalg i Videnskabernes Selskab tidligere har påpeget. Enkelte ministerier og/eller styrelser har aftaler med udvalgte forskningsinstitutioner om at levere forskningsbaseret rådgivning.

Det samme har Folketinget ikke. Hvis de folkevalgte, som ikke sidder i regering, har brug for viden til at underbygge deres arbejde, er de nødt til selv at finde den.

For at forstå, hvorfor det ikke er godt nok, må vi se på Folketingets rolle i et demokrati. Folketinget har primært to roller (ud over at det naturligvis skal repræsentere befolkningen): Det skal lovgive og det skal udføre parlamentarisk kontrol af regeringen.

Viden er et vigtigt grundlag for begge dele. Hvis folketinget skal kunne tage stilling til og foreslå ændringer til lovforslag, skal medlemmerne have mulighed for at vurdere den viden, der ligger til grund for lovforslaget. Viden er også afgørende, hvis Folketinget effektivt skal kunne kontrollere, at det regeringen foreslår, faktisk er baseret på retvisende viden.

Men som det er nu, må Folketinget forlade sig på den viden, det har adgang til gennem lobbyister, interesseorganisationer og lignende. Det giver naturligvis en stærkere stemme til dem, der kan råbe højest og har flest ressourcer.

Derudover er der en række råd, der leverer videnskabelig rådgivning på udvalgte områder, som også kan tilfalde Folketinget, for eksempel Biodiversitetsrådet og Klimarådet. Men Folketinget har ingen formel ret til at bede om rådgivning fra nogen af disse videnskabelige råd. Det er desuden et noget fragmenteret landskab, der på ingen måde kan dække bredden i behov for videnskabelig viden.

Derfor er det vigtigt, at Folketinget også får adgang til uafhængig videnskabelig rådgivning.

Spørgsmålet er, hvordan sådan en ordning for videnskabelig rådgivning bør se ud. Her er der heldigvis inspiration at hente i udlandet. Det er vi i Videnskabernes Selskab netop nu ved at kortlægge. For næsten alle andre lande i Europa har faktisk allerede ordninger, herunder Holland, Irland, Sverige og Finland, som indgår i vores kortlægning.

Ordningerne er meget forskellige. I Irland foregår den videnskabelige rådgivning direkte i parlamentets administration med egne ansatte eksperter. I lande som Holland er den videnskabelige rådgivning placeret udenfor parlamentet, men med “vidensmæglere” placeret i parlamentets administration, der fungerer som brobyggere.

Nogle ordninger er ganske små, med få medarbejdere og udgifter, mens andre er store og omkostningstunge.

Fælles for ordningerne er dog, at det er parlamentsmedlemmerne selv, somme tider gennem udvalgene, der efterspørger, hvilken viden de har brug for. Det kan være rådgivning, som går helt tæt på det igangværende lovgivningsarbejde og kan ske meget hurtigt. Eller mere langsigtet rådgivning om for eksempel den mere generelle betydning af vigtige samfundsmæssige trends såsom udviklingen i kunstig intelligens.

Forskningsbaseret rådgivning er et vigtigt redskab til at hjælpe de nye folkevalgte med at finde svar og løsninger, understeger Susanne Ditlevsen /tv), Thomas Sinkjær (th) og Alan Irwin. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

For at give en fornemmelse af, hvordan videnskabelig rådgivning til parlamenter foregår i praksis, er her to eksempler på mekanismer for rådgivning, som vi har afdækket i vores kortlægning:

I Sverige er den videnskabelige rådgivning til parlamentet organiseret i foreningen Rifo (Sällskapet Riksdagsledamöter och Forskare), som arrangerer seminarer i og uden for den svenske Riksdag, studiebesøg og rundbordsdiskussioner om aktuelle emner.

Riksdagen har siden 2021 desuden haft en årlig Forskningsdag, der gør forskningsbaseret viden og netværk af eksperter bredt tilgængelig for alle parlamentarikere. Det er en af de mindre omkostningstunge måder at organisere rådgivningen.

I Holland har Repræsentanternes Hus (Tweede Kamer) i cirka 15 år arbejdet målrettet på at styrke sin adgang til forskningsbaseret viden. Et initiativ er Parlement & Wetenschap (P&W), som er et samarbejde mellem syv nationale videnskabsorganisationer og parlamentets egen analyse- forskningsafdeling.

P&W startede som et pilotprojekt i 2011 med forsøg i to stående udvalg, men er nu udbredt til alle udvalg. P&W har løbende eksperimenteret med og tilpasset typer af rådgivning, som stadig i dag kan antage mange forskellige former såsom korte faktaark og kortlægning af forskere i et givent felt.

Det kan give inspiration til nogle af de kendte udfordringer, vi har herhjemme.

Som Magtudredningen 2.0 allerede har vist i flere udgivelser, er rammebetingelserne for Folketingets arbejde udfordret, herunder muligheden for at udøve parlamentarisk kontrol af regeringen. En del af udfordringen er, at der gennem årene er skabt en ubalance, hvor antallet af embedsmænd i ministerierne er steget langt mere end embedsmænd i Folketinget.

En ordning for videnskabelig rådgivning til Folketinget – og dermed en udvidelse af Folketingets administration – kan være en del af løsningen, om end der også skal andre midler i brug.

Folketinget var allerede i gang med et arbejde, der skulle se på, hvordan rammerne kunne forbedres, da valget blev udskrevet. Det er vores klare opfordring til de nye Folkevalgte, at de fortsætter det arbejde og undersøger mulighederne for en ordning for uafhængig videnskabelig rådgivning til Folketinget.

Fordi det er netop nu, at der skal handling bag debatter og valgløfterne fra valgkampen. Lad det blive med videnskabelig tyngde, der rækker længere end blot til næste valg.

Find og læs alle vores debatindlæg i diverse medier her.

Videnskaben har brug for en ny samfundskontrakt

Posted on 29/09/202513/11/2026 by Ghita Nidam Møller

Debat

Videnskaben har brug for en ny samfundskontrakt

Folkemødets Forskningsscene løfter en vigtig opgave, hvor forskere og borgere mødes og diskuterer videnskab, hverdagskvaler og samfundsproblematikker – både på og rundt om scenen. Foto: Simon Klein Knudsen/Folkemødets Forskningsscene.

Tilliden mellem forskning og samfund er under pres. Derfor sætter Videnskabernes Selskab i et debatindlæg Science Report spørgsmålstegn ved, om vi skal gentænke forholdet mellem videnskab, demokrati og borgernes deltagelse.

Af Alan Irwin, forperson for Videnskabernes Selskabs Komité for Videnskaben i Samfundet, Susanne Ditlevsen, præsident, og Thomas Sinkjær, generalsekretær i Videnskabernes Selskab.

Kender du den usynlige ”kontrakt” mellem videnskaben og samfundet?

Den store fælleskasse betaler for offentlig forskning, som til gengæld leverer ny viden, der er til gavn for os alle nu og i fremtiden. Men nye vinde blæser på den globale (forsknings)scene, og den akademiske frihed er under pres. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund er bekymret og understreger, at vi bør sætte en strategisk retning for europæisk forskning og innovation – med respekt for de idealer, som har bragt os hertil.

Et grundlæggende ideal handler om, at forskning skal være til gavn for samfundet og et solidt fundament for vores demokratiske kultur. Derfor tager vi her temperaturen på videnskabens rolle i og gavn for samfundet.

Ved at styrke dialogen mellem videnskab og samfund får borgerne lov at stille spørgsmål og diskutere videnskabens betydning, hvilket kan lede til både forståelse af og tro på videnskabens bidrag til en bedre fremtid – lige fra pandemier til klimaets ’tipping points’. Og forskerne bliver inspireret til at stille nye (og bedre) spørgsmål.

Vi så det på årets Folkemøde, hvor forskningsscenen var et kæmpe tilløbsstykke, og vi ser det i større skala, når borgere deltager i ’citizen science’.

Men vi ser samtidig denne frie dialog baseret på respekt for viden være under angreb særligt i Trumps USA, fx når den erklærede vaccineskeptiker, sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr., kalder et nyligt dansk studie for et løgnagtigt propagandastunt af lægemiddelvidenskaben.

Hvad kan vi lære af historien, fremadrettet?

For 25 år siden modtog det britiske Overhus en rapport med titlen ”Science and society”. Vores britiske naboer søgte inspiration i to lande, USA og så faktisk vores eget kongerige.

Rapporten understregede, hvordan teknologiske fremskridt vakte håb om en lys fremtid, hvor videnskaben løser store problemer for menneskeheden.

På bagkant af kogalskab-skandalen pegede den også på, at der er risiko for en svigtende opbakning til videnskaben, hvis ikke forskere blandt andet leverer nyttig og saglig rådgivning til regeringen. COVID-pandemien viste med al tydelighed, hvor vigtigt det er – igen med USA som skræmmeeksemplet.

Det er samtidig påfaldende, hvor meget diagnosen ligner den, vi stiller i dag. Eksempler på dobbeltheden i befolkningens forhold til videnskab er mange.

Den generelle tillid til forskere er høj, men når politik polariserer, rammer det videnskaben – også hos danske forskere (i høj grad humanister), som afholder sig fra bestemte emner af frygt for chikane og trusler.

Tag f.eks. kunstig intelligens (AI). Mange danskere er begejstrede, men mener samtidig, at udviklingen gør det svært at følge med.

Under den optimistiske overflade lurer altså en bekymring for, om AI udviklet af (primært) amerikanske virksomheder afspejler danske værdier, som en folkehøring om AI viste sidste år. Den bekymring flugter med de foreløbige konklusioner fra Magtudredningen 2.0, for selvom fundamentet er godt, er der sprækker i det danske demokratiske hus, herunder tech-virksomheders voksende indflydelse på vores demokratiske samtale.

En ny dagsorden for videnskaben i samfundet

I lyset af den globale tumult er et centralt spørgsmål, om vi har brug for en ny forståelse af forholdet mellem videnskab og demokrati – en ny samfundskontrakt? Videnskabernes Selskab har derfor søsat initiativet ”Videnskaben i Samfundet” for at gøre status på, hvor vi er, og for at drøfte videnskabens rolle i og gavn for det frie samfund.

Debatten om videnskabens rolle i samfundet er ikke ny. Men tre spørgsmål er centrale i det tumultariske år 2025. De handler om internationale relationer, troværdighed i videnskabelig rådgivning og videnskabelige institutioners principielle rolle i samfundet.

Hvad var tydeligt for 25 år siden er endnu tydeligere i dag. Det første spørgsmål handler om, at videnskab opererer i et globalt miljø, hvor ingen nation kan stå alene.

Det er især tydeligt, at balancen i den globale forskning er ved at ændre sig – se bare på kinesisk videnskabs hastigt voksende indflydelse.

De forandringer rejser flere spørgsmål end svar: om den rolle, dansk forskning kan spille på et omskifteligt atlas af idéer, om fremtidige forskningssamarbejder og om mobiliteten af forskere og videnskabelige ideer.

En anden ting er også klar: Politiske forandringer har stor indflydelse på forskningen. Så skal vi prioritere den åbenhed, som forskningen er født med, eller er det nødvendigt at begrænse forskningssamarbejder af sikkerheds- og konkurrencehensyn?

Det andet spørgsmål vedrører troværdigheden af den videnskabelige rådgivning, som vores politikere har til rådighed. COVID-pandemien viste, at vi har brug for den bedste forskningsekspertise, men at stor usikkerhed om smittemekanismer var en reel udfordring. Åbenhed og gennemsigtighed er afgørende. Hvis samfundet ikke har tillid til videnskabens evne til at levere pålidelige og uafhængige vurderinger, vil en vigtig søjle i videnskabens sociale kontrakt med samfundet begynde at erodere.

Men er det altid muligt under forhold med stor usikkerhed? Har vi de politiske mekanismer på plads til at sikre, at ekspertrådgivning er både rettidig og legitim?

Det tredje spørgsmål handler om de videnskabelige institutioners rolle i at skabe gode betingelser for samspillet mellem videnskab og samfund. Er balancen fornuftig mellem de to poler, hvor universiteterne på den ene side er til for at skabe innovation i erhvervslivet og på den anden side eksisterer for at skabe værdi for samfundet som helhed? Hvad er universiteterne i sidste ende til for – og hvad er deres kontrakt med samfundet som helhed?

Universiteterne er forpligtet til at levere forskning, men hvordan kan de være med til at dele deres viden på tværs af samfundet som helhed – også med de borgere, der bor i Klitmøller, Kerteminde og Kalundborg?

Lad os mødes i forsamlingshuset

Det er 25 år siden, at det britiske Overhus konkluderede, at videnskabens “licence to operate” afhænger af en stærk dialog med offentligheden.

Globalt er forholdet til videnskaben fortsat i en kritisk fase, fordi verden generelt bliver mere ustabil, og demokratiet som styreform for 19. år i træk er under pres. Vi må altså ikke tage tilliden for givet herhjemme. Når vores børn i 2050 gør status, må de kunne give klare eksempler på, hvilke banebrydende landvindinger videnskaben har bidraget med i samfundet for at sikre Danmark og Europa.

Det kræver, at vi tør åbne dørene. Ikke kun til universiteternes laboratorier, men til forsamlingshuse, Folketingssalen og digitale fællesskaber. For videnskabens fremtid skrives ikke kun i tidsskrifter – vi skriver den i fællesskab.

”Netop den kendsgerning, at kundskab i sig selv er grundlaget for al civilisation, peger direkte på åbenhed som vejen til at overvinde den nuværende krise,” skrev Niels Bohr i sit åbne brev til FN for 75 år siden.

Åbenhed er en kerneværdi for videnskab. Det er også centralt for et sundt demokrati. Vi bør ikke undgå en aktiv, endog kritisk, diskussion om forholdet mellem videnskab og internationale relationer, den videnskabelige rådgivnings rolle i den offentlige politik eller vores universiteters sociale bidrag.

Et åbent forhold mellem videnskab og samfund er vores bedste håb for fremtiden.

Få overblik over alle Videnskabernes Selskabs debatindlæg her.

Om Komitéen for Videnskaben i Samfundet

Formålet med projektet Videnskaben i Samfundet er at styrke grundlaget for, at uafhængig forskning kan skabe værdi for samfundet både nationalt og internationalt.

I disse år ser vi markante udviklinger i mødet mellem videnskab og samfund. På den ene side skaber videnskabelige fremskridt inden for eksempelvis kunstig intelligens helt nye muligheder og risici inden for stort set alle sektorer af samfundet (herunder også for videnskaben selv).

På den anden side påvirker samfundet videnskaben, for eksempel når en ny geopolitisk situation kan begrænse videnskabens åbenhed, og når klimaforandringer leder til samfundsmæssige krav til videnskaben om at bidrage (hurtigere) til grøn omstilling. Derfor er forskningsbaserede svar på globale samfundsudfordringer vigtigere end nogensinde før.

Novo Nordisk Fonden har støttet Videnskaben i Samfundet med 4,7 millioner kr. Projektet løber fra 2025-2027.

Læs mere om komitéens medlemmer og arbejde her.

Store udfordringer, når forskningen understøtter politiske beslutninger

Posted on 20/08/202413/11/2026 by Asger Bjørn Larsen

Store udfordringer, når forskningen understøtter politiske beslutninger

Foto: Shutterstock

Stigende kompleksitet og krav til hurtige politiske beslutninger fordrer godt samarbejde mellem videnskab og politik. I en tid hvor den forskningsbaserede myndighedsbetjening får sværere vilkår, belyste et seminar i Videnskabernes Selskab mulige veje frem

Landkortene over Danmark var ufuldstændige, da Christian den 6. sad på tronen tilbage i oplysningstiden. Så nu mente han, at det var tid til at opmåle landet. Fra midten af 1700-tallet og godt 100 år frem blev det Videnskabernes Selskab, der tog sig af de trigonometriske og geografiske opmålinger af Danmark, så kortene kunne tegnes og trykkes. På den måde arbejdede Selskabet direkte med at understøtte kongen i hans projekt.

I dag er videnskaben mindst lige så vigtig i ledelsen af landet. Men der er store udfordringer i samarbejdet mellem det politiske system og forskningen. Både forskere og politikere står over for udfordringer, hvor det handler om at balancere forskningens langsigtede og ofte komplekse karakter med politiske beslutningers behov for hurtige og pragmatiske løsninger. Udfordringerne er kendte og massive og kalder publikum til huse. I hvert fald må der hentes stole ind fra de tilstødende lokaler, så alle de fremmødte kan sidde ned til dagens seminar.

Efter at præsident Susanne Ditlevsen har budt velkommen, ridser formanden for Videnskabernes Selskabs Komité for Myndighedsbetjening, professor emeritus Peter Harder, pointerne i den nyligt udgivne rapport, der belyser problemerne i samarbejdet op:

– “Men det er en fordel for demokratiet, hvis politikerne har den bedst mulige viden til rådighed, når de træffer beslutninger.”

Den myndighedsbaserede forskningsbetjening er udfordret

Som det blev påpeget i komitéens rapport, er der sket en generel svækkelse af forbindelsen mellem forskning og politik. Rapporten fremhæver, at politikere ikke altid har adgang til den bedste viden, når beslutninger træffes. Det har alvorlige konsekvenser for samfundets udvikling og for politikernes muligheder for at basere deres beslutninger på et solidt fagligt grundlag. Dermed eroderes nogle af de grundlæggende principper i vores demokrati. Men det er bare ét problem.

Den forskningsbaserede myndighedsbetjening bliver også økonomisk udhulet. Frem til 2020 var universiteterne årligt underlagt besparelser på 2 % – det såkaldte omprioriteringsbidrag, ligesom mange andre offentlige institutioner. Og det er et stort problem, som det også bliver påpeget af flere af dagens oplægsholdere, bl.a. Ole Hertel, der er prodekan på Aarhus Universitet. Både de færre penge og det faktum, at den forskningsbaserede myndighedsbetjening ikke er meriterende for forskerne i deres jagt på udgivelse af videnskabelige artikler og i øvrigt heller ikke nyder samme anerkendelse som ”almindelig” forskning, gør det svært at rekruttere nye medarbejdere. Færre penge, mindre prestige, mindre merit og problemer med rekruttering af nye forskere – alt i alt en problematisk cocktail, når den bedste viden skal skaffes frem i lyset.

Problemer i det politiske system

Men problemerne ligger bestemt ikke kun på den forskningsmæssige front. Flere ledende embedsmænd mangler faglig indsigt, hvilket hæmmer deres evne til at forstå og udnytte forskningsbaseret rådgivning. Som Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus fra Aarhus Universitet, forklarer, så har mange af nutidens ledere i en hel række forskellige ministerier og styrelser trådt deres barnesko i enten finans- eller justitsministeriet og har derfor en snæver faglig baggrund. Og det er en basis, der heller ikke understøttes af deres uddannelse som ofte jurist, økonom eller statskundskaber.

Hans pointe blev understøttet af flere andre talere, fx Connie Hedegaard, tidligere EU-kommissær og minister. Og hun bemærkede tillige, at det er et problem, at det ikke altid er ønskeligt at få forskernes viden ind i det politiske system, ifald der er en bestemt politisk agenda. I øvrigt samtidig med, at der i dag er mindre tid og lydhørhed for forskningen, da politikere og ministerier ofte er overbelastede af information.

Endelig nævnte flere af dagens oplægsholderne også, at der mangler transparens i, hvordan viden bliver både rekvireret og brugt i det politiske system. Og når den mangler, udebliver nogle af de væsentlige diskussioner om, hvordan den erhvervede viden kan bruges. Manglende faglig forståelse i embedsværket, det faktum, at faglig viden nogle gange er uønsket, klare retningslinjer og transparens omkring, hvordan forskning indoptages i det politiske system: Jo, der er nok at tage fat på denne eftermiddag i Selskabets Gamle Mødesal.

Et fælles problem – og mulige løsninger

Så hverken den videnskabelige verden eller det politiske system er optimeret til at lade den bedst mulige viden flyde fra undersøgelse til beslutning. Heldigvis byder dagen også på en række mulige løsninger. Professor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet, der er tidligere overvismand, og godt bekendt med myndighedsbetjening, nævner i sit oplæg, at forskerne skal kunne fokusere på det mere generelle billede og være klare om, hvor usikkerheder og egne kæpheste findes i deres undersøgelser:

– “Når forskerne arbejder i grupper, undgår man nogle af de faldgruber,” forklarer han.

På både Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet, begge universiteter, der har stor erfaring med at udøve myndighedsbetjening, har man forsøgt at angribe problemerne struktureret. Christine Nellemand er dekan på Danmarks Tekniske Universitet. Her er man fuldt klar over det krydspres af videnskab, forvaltning og politik, der ligger i myndighedsbetjeningen. Derfor udgav man i 2020 et kodeks med 8 principper for netop den slags arbejde. Det drejer sig bl.a. om sikring af forskningsfrihed- og integritet, transparens og professionel presserådgivning. Desuden arbejder man med løbende intern kompetenceudvikling og evaluering med både fagmiljøer og myndigheder. På den måde håber man at kunne sikre og forbedre samarbejdet. Og så er hun enig med Peter Birch Sørensen i forskernes rolle i at flage forskningens begrænsning:

– “Forskerne skal være gode til at spejle de usikkerheder, der er i rådgivningen,” supplerer hun.

En videnskabelig rådgiver

En mulig løsning kunne være en videnskabelig rådgiver, der kan hentes ind, når der er brug for det i den politiske dagsorden. Det findes fx i EU-regi, forklarer Connie Hedegaard, der jo har arbejdet som EU-kommissær for grøn omstilling:

– “Det giver meget tidligt i processerne et system, der kan tilvejebringe den bedst mulige viden. Det ville være godt at blive dygtigere til at få viden ind tidligere og få lavet en institution mellem de, der skal beslutte, de, der har indsigten, og så embedsværket.”

En videnskabelig rådgiver kunne sikre, at forskningsbaseret viden blev integreret tidligere i beslutningsprocesserne og dermed fik større indflydelse på den politiske agenda. Netop tanken om en videnskabelig rådgiver har tidligere været oppe at vende i Videnskabernes Selskab.

Undervejs foreslår flere i salen, at Videnskabernes Selskab kunne fungere som et rådgivende forum for politiske diskussioner og dermed skabe en platform for tidlige, åbne drøftelser af vigtige emner, hvor forskere og politikere mødes på lige fod – en tanke, som generalsekretær i Videnskabernes Selskab Thomas Sinkjær udtrykte nysgerrighed over for.

Under fælles klapsalver til dagens oplægsholdere konstaterede Thomas Sinkjær, at seminaret i dag:

– “Jo kun er starten og ikke afslutningen på en kontinuerlig diskussion, der forhåbentlig vil bringe bedre forhold for den forskningsbaserede myndighedsbetjening.”

Videnskabernes Selskab udgiver ny rapport. Hvordan skaber vi det bedste vidensbaserede grundlag for de politiske beslutninger?

Posted on 20/08/202413/11/2026 by Selma Robbert Larsen

Videnskabernes Selskab udgiver ny rapport

Hvordan skaber vi det bedste vidensbaserede grundlag for de politiske beslutninger?

Foto: AI genereret

Ny rapport fra Videnskabernes Selskabs myndighedsbetjeningskomite sætter fokus på de tiltagende problemer i samarbejdet mellem den videnskabelige verden og det politiske system. Og viser mulige løsninger.

Økonomien i at lave forskningsbaseret myndighedsbetjening, hvor forskere udfører undersøgelser med henblik på at understøtte de politiske beslutninger, bliver dårligere og dårligere. Færre forskere har lyst til at påtage sig opgaven pga. de svage forskningsmæssige perspektiver, der er kommet flere forhindringer mellem den faglige viden og de politiske beslutningsprocesser. Det fortæller en ny rapport fra Videnskabernes Selskab: “Plads til forbedring: forskningsbaseret viden og politik 2024“. Rapporten kommer også med anbefalinger til, hvordan problemerne løses.

– Danmark har haft tradition for en stærk faglig fundering af politiske beslutninger. Denne tradition er desværre kommet under pres i de senere år, både på den administrative og den videnskabelige side. Det er politikerne og ikke eksperterne, der skal træffe beslutningerne – men hvis det faglige beslutningsgrundlag svækkes, får vi dårligere beslutninger på samfundsproblemerne, fordi politisk ønsketænkning risikerer at træde i stedet for evidens, forklarer Peter Harder, der er formand i Videnskabernes Selskabs myndighedskomite.

Seminar d. 20. september 2024 belyser problemerne

Men når forskning er nødvendig for de politiske beslutninger, hvordan skabes så den bedst mulige myndighedsbetjening? Det tages op på seminar d. 20. september 2024, hvor man kan høre bl.a. Connie Hedegaard, Martin Lidegaard, professor Peter Birch Sørensen og andre prominente forskere i en debat om, hvordan forskning og politik bedst møder hinanden.

Download rapporten

Om komitéen for myndighedsbetjening

Komitéen for myndighedsbetjening blev etableret i foråret 2022. Formålet med komitéen er at se på de rammer, der eksisterer for den forskningsbaserede myndighedsbetjening, som er de aftaler om videnskabelig rådgivning til ministerier, der blev etableret i forlængelse af fusionsprocessen med sektorforskningsinstitutioner og universiteter i 2007.

DFiR anbefalede i sin rapport ”Adgang til bedre videnskabelig rådgivning” fra 2021, at der skal gennemføres et eftersyn af modellen for den forskningsbaserede myndighedsbetjening. Komitéens opdrag er at afdække, undersøge og foreslå forbedringsmuligheder, herunder blandt andet i forhold til, hvad der bør med i et egentligt eftersyn eller evaluering af modellen.

Debatseminar: Er der brug for en videnskabelig rådgiver?

Posted on 29/06/202313/11/2026 by Kristine Pind Hansen

Akademiet for De Tekniske Videnskaber og Videnskabernes Selskab

Debatseminar: Er der brug for en videnskabelig rådgiver?

Foto: Olivier le Moal / Shutterstock

Akademiet for de Tekniske Videnskaber og Videnskabernes Selskab holdt for nylig seminar om, hvordan vi i Danmark kan få bedre videnskabelig rådgivning til vores politikere. Her blev det drøftet, hvorvidt der bør etableres en stilling som videnskabelig rådgiver til statsministeren. Med var professor VijayRaghavan, tidligere videnskabelig rådgiver for Indiens premierminister.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

I en verden, hvor vi både nu og med al sandsynlighed også i fremtiden skal forholde os til fænomener som klimaforandringer, pandemier og krig, har både politikere og borgere brug for at kunne træffe beslutninger i relation hertil på et velfunderet grundlag. Her spiller videnskaben selvfølgelig en afgørende rolle. Men hvordan når forskningen mest effektivt frem til politikerne og ud til borgerne? Det tema slog generalsekretær i Videnskabernes Selskab, professor Thomas Sinkjær, an i sin velkomst til seminaret, som Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) og Videnskabernes Selskab i samarbejde med Novo Nordisk Fonden holdt onsdag den 27. juni.

I anledning af seminaret deltog professor VijayRaghavan, tidligere principal scientific advisor til Indiens premierminister, med henblik på at kunne trække på hans erfaringer med, hvad embedet fordrer af såvel forskningen som en regering. Indien er et godt eksempel på et land med indgående kendskab til denne rådgivningsstruktur, eftersom landet siden 1999 har haft en principal scientific advisor – en position, som bedst kan sammenlignes med en videnskabelig rådgiver til premierministeren.

Videnskabsbaseret rådgivning er nødvendig

– “Jeg anbefaler på det stærkeste, at den danske regering overvejer at etablere en principal scientific advisor-rolle, det vil sige, en yderst kompetent forsker, som er i stand til at rådgive regeringen på både troværdig og objektiv vis,” [oversat fra engelsk, red.] lød det fra professor Lene Oddershede, senior vice president for Novo Nordisk Fonden og medlem af både ATV og Videnskabernes Selskab, på et af dagens første oplæg.

Ifølge professor VijayRaghavan er der ingen tvivl om, at både teknologi og videnskab er afgørende spillere, når det kommer til at løse fremtidens udfordringer. Men samtidig, understregede han i sit oplæg, afhænger den videnskabelige rådgivnings gennemslagskraft også af, at der skabes forbindelse både til beslutningstagere og til den øvrige befolkning. Og desuden altafgørende, understregede han, at regeringen sørger for, at befolkningen har tilgang til et solidt uddannelsessystem af høj kvalitet.

En finjustering af mekanismer

Under seminarets paneldiskussion blev der sat fokus på, hvordan man – fx med tilrettelagt uddannelse inden for det specifikke embede – vil kunne sikre, at den videnskabelige rådgiver gives de bedst mulige rammer for at betjene posten. Her blev det også pointeret, at videnskabelig rådgivning, for at være så nuanceret som muligt, altid bør være tværfaglig.

Hos panelisterne blev der desuden lagt vægt på, at forskere så vidt muligt skal undgå at være biased, dvs. partiske, når de formidler deres resultater i rådgivningsærinde. Dette kriterie afstedkom en yderligere diskussion af, hvornår man som forsker er upartisk og objektiv, hvis overhovedet muligt.

Med i dagens paneldiskussion var professor ved CBS og medlem af Videnskabernes Selskab, Alan Irwin; medlem af ATV og centerleder ved DTU Food, Christine Nellemann; professor og tidligere principal scientific advisor for Indiens statsminister, K. VijayRaghavan samt professor og vicepræsident for Novo Nordisk Fonden samt medlem af ATV og Videnskabernes Selskab, Lene Oddershede.