Kategori: Publikation

Af: Rikke Reinholdt Petersen

Hver anden torsdag er der medlemsmøde i Videnskabernes Selskab. Her holder to af stedets medlemmer efter tur et oplæg – eller, som det kaldes i huset, en ”meddelelse” – for de andre forskere. Lige så fast en tradition som møderne er den efterfølgende servering af smørrebrød på 3. sal, der giver anledning til at fordøje dagens videnskabelige bevisførelser og ikke mindst til samtale mellem Selskabets mange forskermedlemmer.

På en torsdag aften i 2011 kunne man finde Selskabets daværende redaktør, medlem Marita Akhøj Nielsen, og medlem Lene Schøsler i netop sådan en ”hen-over-smørrebrødet-samtale”. I krydsfeltet mellem det faglige og det personlige var det nemlig pludselig blevet dem klart, at de, med hinandens hjælp, kunne gøre en forskel for en af dansk histories helt store kvindelige forfattere:

– Udgivelsen af de to bøger kunne simpelthen ikke være blevet til noget uden medlemsmøderne i Videnskabernes Selskab, siger Marita Akhøj Nielsen og fortsætter:

– Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skulle have mødt Lene og lært, at hendes faglige baggrund var den helt rette til det her projekt.

Gammelt sprog rummede ny viden

For mens Marita Akhøj, der er filolog og ledende redaktør på DSL, har stor erfaring med både Leonora Christina (1621-1698) som historisk person og hendes forfatterskab, bl.a. i kraft af et gennemgribende arbejde med udgivelsen af kongedatterens andet, mere kendte værk Jammersminde, var hun i 2011 stødt på grund med sit ønske om også at udgive Leonora Christinas selvbiografi, som oprindeligt er skrevet på fransk:

­– Det franske sprog har jo ændret sig lige så meget som det danske har over tid, og derfor var Leonora Christinas franske ikke noget, jeg selv turde give mig i kast med at oversætte, forklarer Marita Akhøj.

– Derimod har Lene Schøsler en helt uovertruffen forståelse af datidens fransk, som ikke kan fås ved ”bare” at læse de gamle trykte tekster, men som man er nødt til også at læse håndskrevet 1600-tals-fransk for at kende ordentligt til. Og Lene har tilfældigvis beskæftiget sig rigtig meget med særligt kvinders brevskrivning for samme periode,siger Marita om kollega Lene Schøsler, der i dag er professor emerita ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

Og samarbejdet har ikke blot gjort det muligt at lave en grundig og ordret oversættelse. Ifølge Marita Akhøj har granskningen af Leonora Christinas franske sprog også ført til en helt ny viden om den kongelige forfatterinde, der viste sig at have en væsentligt bedre forståelse af det franske sprog end antaget i tidligere studier.

– Hun [Leonora Christina, red.] har måske nok ikke behersket det franske sprog fuldt ud, men hun viser stadig en helt enorm sproglig genialitet, og hendes franske er meget bedre, end man tidligere har vurderet. Hun har været virkelig veluddannet, og både sprogligt som kulturelt har hun været på et højt, højt niveau, slutter Marita Akhøj.

Møder, hvor man mødes

Den 8. juli er det Leonora Christinas 400-års fødselsdag, og her har de to forskere besluttet sig til at udgive det endelige resultat af det samarbejde, der blev til hen over smørrebrødet for 10 år siden. Intet mindre end to bøger er der kommet ud af det: En udgivelse efter originalhåndskriftet – den første af sin slags! – og en nyoversat udgave af værket på moderne, letlæseligt dansk. Lene Schøsler og Marita Akhøj frekventerer også i dag Selskabets medlemsmøder, hvor den tværfaglige summen, nu som dengang, fortsat giver anledning til højtbelagte tværfaglige forskningsprojekter medlemmerne imellem.

Du kan læse mere om de to kommende udgivelser i Det Danske Sprog og Litteraturselskabs seneste nyhedsbrev ved at klikke her.

8,4 kilo er temmelig meget: Faktisk er det det samme som lige godt 18 fodbolde. Eller 42 pakker smør. Og så er det i øvrigt den nøjagtige vægt på H.C. Ørsteds samlede trebindsværk, Naturvidenskabelige Skrifter, som i anledningen af 200-året for opdagelsen af elektromagnetismen nu genudgives af Videnskabernes Selskab som fotografisk genoptryk. Men i modsætning til fodbolde og smør har H.C. Ørsteds bog væsentligt mere at byde på i sit indhold.

Litterært benarbejde og tilløbsstykke

I virkeligheden er det i allerhøjeste grad på tide, at Ørsteds kæmpeværk kommer ud på butikshylderne igen – for originaludgaven har rent faktisk i løbet af de sidste mange år været ganske svær at få fingrene i:

– Den har længe været udsolgt, og vi har gennem lang tid oplevet efterspørgsel på den, siger Selskabets redaktør, Marita Akhøj Nielsen, og fortsætter: Og det er et helt unikt værk. Kirstine Meyer, der lavede det i sin tid – hun var i øvrigt selv en fremragende fysiker – har simpelthen været gennem alt. Det lyder jo så nemt, når man taler om bogen som ”de samlede skrifter”, men de har virkelig ikke været nemme at samle. Hun har været gennem alle mulige kilder for at få fat på Ørsteds ting, og derefter har hun udgivet skrifterne meget præcist og nøjagtigt. Og derfor er det et standardværk af en sådan klasse, at det bare skal være på markedet. Det skal være tilgængeligt, slår hun fast.

Kirstine Meyer, hvis to artikler om Ørsted indleder værket, har da uden tvivl også været meget grundig i sit arbejde. For på de nøjagtigt 1711 sider finder vi ikke alene alt det naturvidenskabelige arbejde, H.C. Ørsted fik publiceret; vi finder tilmed Ørsteds egne illustrationer og figurer. Og så er hans skriverier i øvrigt konsekvent gengivet på de sprog, de oprindeligt blev udgivet på. Og eftersom H.C. Ørsted ikke blot var et talent udi naturvidenskab, men også i høj grad i sprogenes verden, byder de tre binds artikler på hele 5 sprog – nemlig dansk, tysk, fransk, engelsk og latin.

Når naturvidenskaben bøjes i tid

Selvom bogen er svær at konkurrere med, når det kommer til grundigheden i redigeringen af den, for slet ikke at nævne dens enorme spændvidde af naturvidenskabeligt indhold, er det, ifølge Marita Akhøj Nielsen, ikke disse faktorer alene, der gør værket til noget ganske særligt:

– Ørsted var virkelig en central person i guldalderens Danmark, og det er meget karakteristisk for ham og for den tid, at man havde en meget bredere tilgang til det hele – nærmest sådan en halvreligiøs forestilling om, at alting hænger sammen. Det var jo i og for sig også den forudsætning, der fik H.C. Ørsted til at antage, at der kunne være en forbindelse mellem magnetisme og elektricitet. Og det syn på naturvidenskaben ligger jo enormt langt fra det, vi har i dag, siger hun.

Og et sådant indblik i datiden gør netop, at værkets åndsmæssige tyngde rent faktisk er endnu større end dets rent fysiske – fordi læseren får et indblik i, hvordan datiden forstod, eller forsøgte at forstå, naturvidenskaben. Bogen giver en historisk baggrund for, hvad der foregik i en tidsperiode i dansk historie, hvor folk havde et helt andet spektrum af forudsætninger i forhold til det, vi har i dag. Bogen er, så at sige, sin vægt værd – om ikke i guld, så i hvert fald i videnskab og tidsånd.

H.C. Ørsteds naturvidenskabelige skrifter er netop udkommet på Videnskabernes Selskabs forlag. Publikationen kan købes fra Gads Forlags webshop.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til akademisk medarbejder i Videnskabernes Selskab Rikke Reinholdt Petersen.

Ny bog fra Videnskabernes Selskab

Medlem af Selskabet og ekspert i middelalderens filosofi, Sten Ebbesen, står bag den nylige udgivelse af Anonymus Cantabrigiensis (da.: ”den navnløse fra Cambridge”). Værket indeholder en udførlig latinsk kommentar til et af Aristoteles’ værker, Sofistiske gendrivelser; en kommentar, som er en vigtig kilde til oplysning om logikkens udvikling gennem tiden, og som kun er overleveret i ét eneste håndskrift, der nu opbevares i Cambridge.

Forfatteren til kommentaren er, ligesom titlen hentyder til, ganske ukendt. Men vi ved dog, at han har opholdt sig i Paris. Kommentaren stammer fra omkring år 1205, som er en spændende periode i Paris’ historie, hvor byens lærde begyndte at organisere sig og herved også skabte grundlaget for det, der senere blev Paris Universitet.

Den anonyme kommentator har haft en virkelig god sans for de filosofiske kernepunkter, der fremstilles i Aristoteles’ arbejde, og netop derfor har kommentaren stadig høj faglig værdi den dag i dag. Foruden kommentaren har Sten Ebbesen forfattet en yderst udførlig og hjælpende indledning til værket.

Om bogen: 

Titel: Anonymus Cantabrigensis. Commentarium in Sophisticos Elenchos Aristotelis.

Redigeret af: Sten Ebbesen. Udgivet på Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs forlag, 2020.

Serie: Scientia Danica. Series H, Humanistica, 8 · vol. 19. 407 sider, 150 kr., paperback. ISSN 1904-5492 · ISBN 978-87-7304-424-7.

Bogen kan købes på Gads Forlags webshop.

Kronikken fokuserer på tre områder. Først og fremmest skal den ene procent af BNP, der i dag bruges som offentlige investeringer til forskning, være en ”ægte procent”- hvor fx hjemtagne EU-midler ikke modregnes. I kronikken hedder det blandt andet:

– Tendensen er, at EU-midler udgør en stigende andel af en- procentmålsætningen, mens de statslige midlers andel er faldet de sidste ti år. Vores forslag til den nye regering er derfor: Lad EU-midler være en gevinst for dansk forskning og ikke en ”straf”. Og lad os få en ægte procent uden fiksfakserier.

Det andet område, kronikken fokuserer på, er at skaffe flere frie midler til forskningen. Det bør blandt andet ske ved at opjustere basismidler og styrke de offentlige fonde:

– Først og fremmest, styrk de offentlige forskningsfonde som Grundforskningsfonden og Danmarks Frie Forskningsfond. På den måde får de bedre muligheder for at støtte originale forskningsideer med et endnu ukendt potentiale

Kronikkens sidste fokuspunkt er at huske alle de videnskabelige grene:

– Uden indspil fra humaniora og samfundsfagene, kan vi ikke løse de store udfordringer, vi står over for. Integration, flygtningestrømme, udvikling af vores skoler, udvikling af et bedre sundhedssystem, frygten for overvågning og klimaet. For bare at nævne nogle få.

Læs hele kronikken her.

Videnskabernes Selskab repræsenterer Danmark i EASAC samarbejdet

Danmark er per indbygger EU’s største importør af træpiller. Træpiller er lavet af sammenpressede træspåner og savsmuld og stammer fra massiv hugst af skove i Baltikum, Nordamerika og andre dele af verden, der stadig har skov. Herhjemme brændes træpillerne af på kraftværker, så vi kan få lys og varme i vores hjem. Import og salg af træpiller og andre former for biobrændsel til kraftværker er blevet til en stor og stadigt voksende industri, alene af den grund, at den er subsidieret fra politisk hold. Med energiforliget i juni 2018 vedtog et enigt Folketing at fritage biobrændsel for afgifter.

– Men det er udtryk for en pervers politik, lyder det fra professor Michael Norton, som leder den ekspertarbejdsgruppe under de samlede europæiske videnskabsakademier , der har skrevet rapporten.

– Træerne i skovene lagrer CO2. Når træet brændes af, kommer CO2 tilbage til atmosfæren. Eksportørerne af træpiller stilles ikke til ansvar for, om der plantes et nyt træ som erstatning for hver af dem, der fældes. Selv om et træ genplantes, vil det i bedste fald tage halvtreds år, før de har opsuget den samme mængde CO2, som blev sluppet ud ved afbrænding af det foregående træ.

Ifølge rapporten ville det ligefrem være bedre at brænde kul af i stedet for biobrændsel. Kul er mere energitæt end træ. Det betyder, at selv om der frigives den samme mængde CO2, kommer der mere varme fra afbrænding af kul end fra afbrænding af træ. Derfor er selv det forkætrede kul mere klimavenligt end uansvarlig brug af biobrændsel.

Michael Norton fortsætter:

– Afbrænding af biobrændsel fra træ står i vejen for en hurtig reduktion af CO2-udslippet. EU har sat som mål at reducere CO2-udslippet dramatisk inden år 2050. Samtidig støtter EU afbrænding af biobrændsel. Effekten er, at CO2-udslippet lige nu øges voldsomt på bekostning af skove og biodiversitet i hele verden. Det vil kun øge drivhuseffekten.

EASACs anbefaling er for det første, at politikere og myndigheder ikke pynter på tallene for CO2-udslip. Herhjemme angiver Energistyrelsen fx at CO2-udslippet fra afbrænding af træpiller er lig med nul uanset træets oprindelse.

For det andet, skal politikerne øjeblikkeligt afskaffe statsstøtten til afbrænding af biobrændsel fra træ. Der skal kun kunne kompenseres for afgifter efter at CO2-gælden er betalt.

Allerede i 2011 advarede Det Europæiske Miljøagentur mod afbrænding af biobrændsel, når der ikke var sikkerhed for, at den var CO2-neutral. Herhjemme ringede Klimarådet samstemmende med alarmklokkerne i 2018. Nu, hvor der er kommet nye oplysninger til, tegner rapporten et fuldt opdateret – om end ikke mere positivt – billede af biobrændslets effekt på klimaet.

I denne uge diskuteres rapportens resultater på et møde i Helsinki arrangeret af European Academies’ Science Advisory Council (EASAC), hvor det kongelige Danske Videnskabernes Selskab repræsenterer Danmark. Finland overtager EU formandsskabet den 1. juli i år og er et af de EU-lande, hvorfra der er stor eksport af træpiller.

Læs rapporten her.

Bogen handler om, hvordan man kvantitativt kan beskrive dyrs adfærd med henblik på en vægtning af individets og miljøets betydning. Den empiriske basis er en række undersøgelser af hundestejlen (Gasterosteus aculeatus L.), som psykologen Iven Reventlow gennemførte i 1960’erne med assistance fra Jens Mammen og Arne Friemuth Petersen.

I undersøgelserne kombinerede Reventlow adfærdsbiologiske og statistiske metoder, og derved kunne han som den første bestemme individ- og miljøparametrene ud fra en arts hanlige adfærdsrepertoire under forplantningen i dens naturlige miljø. Hundestejlens adfærdsrepertoire er relativt enkelt, og dermed er den velegnet til afprøvning af målingsmodeller, som siden kan bruges til arter med mere kompleks adfærd og i sidste instans til at bestemme generelle parametre for vekselvirkning mellem individ og miljø.

Af speciel psykologisk-etologisk interesse er Reventlows resultater vedrørende de motivationssystemer, der antages at styre den observerede adfærd. Udover etologiens to primære systemer – for forplantningsadfærd og territorieforsvar – argumenterer Reventlow for eksistensen af et tredje, autonomt system for rede-bygning, -forsvar og -vedligeholdelse. Argumentationen er eksperimentelt begrundet, og det samme er hans beskrivelse af  motivationens dynamiske udvikling i tid. Dermed har han muliggjort kvantitative bestemmelser af individparametre og miljøparametre, og disses interaktion, i stedet for de traditionelle statistiske gennemsnit, som har domineret og stadig dominerer eksperimentel etologi og adfærdsforskning.

Den statistiske model, som Reventlow anvendte, var udviklet af Georg Rasch. Den svarede dårligt til både den umiddelbare beskrivelse og den teoretiske forståelse af fiskenes adfærd og var beregningsmæssigt tung at arbejde med. Derfor foreslog Reventlow og Mammen en forbedring af modellen, som blev afvist af Rasch. I kommentaren og efterskriften fremlægger Jens Mammen dette forslag til en statistisk model, som hermed er klar til anvendelse på både det gamle og eventuelt nyt empirisk materiale. Modellen lever op til de generelle krav, som især kendes fra dimensionsanalyse i fysikken.

Reventlows undersøgelser har ikke opnået den internationale interesse, de fortjener, især fordi de aldrig tidligere er blevet publiceret på engelsk.

Iven Reventlow: Attempted Solution to a Fundamental Psychobiological Problem. How to Determine Individual and Milieu Parameters from Species-Typical Behaviour of Animals in Their Natural Environments. Edited and translated by Arne Friemuth Petersen. With a Commentary and a Postscript by Jens Mammen.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Scientia Danica. Series H, Humanistica, 8 · vol. 18. 2019.

136 sider. Illustreret. 100 kr. ISSN 1904-5492 · ISBN 978-87-7304-420-9. Bogen kan købes på Gads Forlags webshop.

Ny bog fra Videnskabernes Selskab

Projektets vigtige udforskning og dokumentation af den syriske kulturarv har været emnet for flere videnskabelige konferencer, og resultaterne er fremlagt i en række publikationer. Den seneste lanceres hermed af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Women, children and the family in Palmyra er en ualmindelig flot illustreret bog med appel ikke bare til specialister, men til alle, der interesserer sig for den antikke oldtids historie, kunst og kultur.

Den nye bog handler om kvinder og børns roller i familien gennem Palmyras romerske periode (1.–3. århundrede e.v.t.). I ni kapitler belyses emnet af førende Palmyra-forskere, som alle deltog i en todelt workshop på Aarhus Universitet i oktober 2016 og februar 2017. Møderne blev arrangeret af Palmyra Portræt Projektet, og bogen indgår som bind 3 i projektets serie Palmyrenske Studier.

Bogens ni kapitler drøfter forskellige aspekter af de varierende familiekonstellationer og undersøger, hvordan portrætterne af palmyrenske kvinder og børn afspejler familiestrukturen og det bredere samfund i Palmyra. I bogen får man fascinerende indblik i mange forskellige sider af familielivet i Palmyra, og det bliver afdækket, hvordan kvinder og børns identiteter blev udtrykt især gennem gravportrætter og det skriftlige materiale, der er overleveret fra oldtidens Palmyra.

Bog: Women, children and the family in Palmyra

Redigeret af Signe Krag og Rubina Raja. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Scientia Danica. Series H, Humanistica, 4 · vol. 10. Palmyrenske Studier Bind 3. 2019

228 sider. Rigt illustreret. 250 kr. ISSN 1904-5506 · ISBN 978-87-7304-419-3.

Bogen kan købes på Gads Forlags webshop.