Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Stine Falsig Pedersen. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 21. oktober 2026.

En af vores største succeser i dansk forskning risikerer at stå over for en afvikling efter 2027: Danmarks Grundforskningsfond.

Ikke fordi kvaliteten svigter, men fordi den offentlige fond mangler grundkapital blandt andet til sine unikke og langsigtede grundforskningscentre, de såkaldte Centres of Excellence

Disse centre er etableret i skarp konkurrence mellem de bedste danske forskere efter international evaluering.

Centrene er unikke fordi de muliggør langsigtet, ambitiøs, tværvidenskabelig forskning i op til ti år per center.

Denne model har været ekstremt succesfuld: Centrene har siden virkemidlets start konsekvent leveret fremragende og nyskabende forskning, der ikke kun har haft grundvidenskabelig betydning, men i høj grad også har bidraget til dansk innovationskraft.

Hvis fonden ikke modtager et engangsbeløb fra staten, vil den sidste runde af midler til opstart af nye Centres of Excellence være den, der er i gang netop nu. Modellen vil dermed gradvist ophøre. Dét vil være et meget stort tab for samfundet. Der er nu behov for et kapitaltilskud til Danmarks Grundforskningsfond, så fonden kan fortsætte opstart og finansiering af nye Centres of Excellence og forfølge fondens strategi. Kapitaltilskuddet vil give fonden mulighed for at fortsætte sine langsigtede investeringer i
dansk forskning.

Folketinget står derfor lige nu med en vigtig beslutning i hænderne: Skal staten investere nye midler til fondens arbejde og dermed sikre blandt andet grundforskningscentre i fremtiden?

Sjældent har behovet for Danmarks Grundforskningsfonds arbejde stået klarere. Danmark ønsker en førende international forskningsposition og har brug for større teknologisk og strategisk uafhængighed i en tid med international uro. For ikke at glemme ny viden til at løse udfordringer inden for klima, grøn omstilling, sundhed og kunstig intelligens. Fonden har gennem tre årtier leveret netop det: masser af ny viden og en markant styrkelse af dansk forskning.

Grundforskningsfondens “superkraft” er grundforskningscentrene – Centres of Excellence – som med langsigtede bevillinger til forskning på de eksisterende forskningsinstitutioner har formået at identificere og udvikle visionære forskningsidéer. Centerlederne har med deres forskergrupper rykket deres forskning fra fremragende til verdensførende. Det er veldokumenteret.

En ekstern evaluering af Grundforskningsfonden fra 2025 viser, at den forskning, der kommer ud af Grundforskningsfondens forskningscentre, klarer sig – på de velkendte metrikker – væsentligt bedre end forskningen i Danmark i øvrigt. Og endda bedre end andre nordiske Centres of Excellence.

Det er også veldokumenteret, at der kommer flere innovative løsninger fra disse centre end fra dansk forskning i øvrigt.

Selvom centrene er etableret for at styrke grundforskningen, har de også skabt effekter i form af innovation, samarbejder med erhvervslivet og nye virksomheder. Danmarks Grundforskningsfond har med centermodellen dermed udviklet en forskningsform, som på en række parametre leverer bedre resultater end sammenlignelige ordninger. Opskriften?

Tidshorisonter på op til ti år, talentudvikling, tillid og ofte forskning, der går på tværs af fagligheder.

Den model er med til at støtte de mest visionære og vilde idéer, uanset fagområde – og dermed også de risikofyldte idéer nu og i fremtiden. Resultaterne kan ses hos nogle af dansk forsknings mest markante navne på tværs af universiteter og fagligheder.

Professor Dorthe Dahl-Jensens forskningscenter borer for eksempel i Grønlands indlandsis og iskerner, hvilket har haft stor betydning for den internationale klimaforskning og vores forståelse af fremtidige klimaændringer. Professor ved Copenhagen Business School Lasse Heje Pedersens grundforskningscenter gør os klogere på sammenhængen mellem big data, maskinlæring, sociale netværk og
finansiering.

Det kan gøre os i stand til at forstå de finansielle markeders rolle for blandt andet grøn omstilling og økonomisk sikkerhed.

Men fondens betydning rækker langt videre end de få nævnte eksempler. De er resultater af en model, der virker. Bag eksemplerne ligger et stort antal centre og forskningsmiljøer, som har løftet dansk forskning til international topklasse. Historien om Grundforskningsfonden er dermed i høj grad en succesfortælling, som har vist sin værdi for hele det danske forskningsøkosystem. For centrene handler ikke kun om forskningsgennembrud. De er også rugekasser for
talenter.

Grundforskningscentrene tiltrækker hvert år store grupper af danske og internationale ph.d.-studerende og postdocs, som bliver uddannet i nogle af verdens stærkeste forskningsmiljøer.

På den måde skaber fonden både ny viden og er med til at “klække” den næste generation af forskere ud, som skal drive dansk forskning og innovation frem. Det skal vi værne om.

Vi mener derfor, at vi som samfund bør investere i Danmarks Grundforskningsfonds fremtid, fordi fonden har formået at skabe veldokumenteret værdi for vores sundhed, klima, kulturbærende selvforståelse, offentlige forvaltning, konkurrenceevne og teknologiske muligheder.

Der er derfor behov for, at Folketinget med et engangsbeløb sikrer fondens grundkapital de næste mange år.

Det afgør, om Danmark vælger at bevare eller afvikle en forskningsmodel, som gennem mere end tre årtier har været blandt landets største forskningssucceser.

Bekymringerne og forskernes reaktioner på de nye vinde er alle tegn på, at vi mangler klare rammer – hurtigt.

For det er en illusion at tro, at forskning kan holdes adskilt fra verden omkring os. Tænk bare på GPS’en og internettet, som er født ud af målrettet militærforskning, men i dag er nyttigt allemandseje. Dobbeltanvendelsen går begge veje.

Det handler ikke kun om rammer, der placerer ansvar og definerer rum for den forsvarsorienterede forskning. Vi er også nødt til at overveje, hvor meget den forsvarsstrategiske forskning skal fylde i Danmark.

Hvordan sikrer vi en balance, så satsningen ikke sker på bekostning af anden samfundsnødvendig forskning, herunder grundforskningen og de ikke-tematiserede midler?

Det er der ikke et rigtigt svar på. Derfor fylder de samme overvejelser og spørgsmål overalt i Europa.

Det er højaktuelt i det nuværende udspil til EU’s kommende europæiske rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe. Udspillet lægger op til at åbne for at kunne søge midler til den omtalte dual use forskning, som det tidligere ikke har været muligt at få støtte til i forskningsprogrammet.

I udspillet skal målet med forskningen fortsat primært være civilt, mens det militære skal være sekundært. Men i praksis kan balancen være svær at håndtere.

For nyligt besøgte vi (Videnskabernes Selskab) medlemmer af EU-Parlamentet, som lige nu arbejder på en reaktion på udspillet. Vi drøftede blandt andet udfordringerne og en fornuftig balance, så dual use ikke omfatter hele rammeprogrammet.

Det er nu, vi skal sikre os de gennemtænkte afklaringer på en ordentlig måde, inden nye tiltag træder i kraft.

Uden at gå på kompromis med det, der gør forskningen stærk: nysgerrighed, kritisk tænkning, internationalt udsyn og etisk refleksion fra studietid til forskerkarriere. Samme diskussion bør vi også have herhjemme.

Så hvad gør vi nu? Det bedste vi kan gøre, er at være realistiske og skabe de rette rammer og procedurer, så den enkelte forsker og leder ikke bærer fremtiden på sine skuldre.

Det stod klart ud fra forskeres eksempler til Forskningspolitisk Årsmøde om forskning og forsvar i Videnskabernes Selskab den 1. maj, som blev arrangeret af selskabets Forskningspolitiske Udvalg.

Udvalget slog på prisværdig vis hul på den svære debat og skabte plads til at mange stemmer kunne blive hørt. Erfaringer fra forskere, forskningsledere, rektorer, industri og erfaringer uden for danske grænser.

En helt central debat om de store rammer blev tydelig: Skal vi strukturelt placere koncentreret forsvarsforskning i en særskilt institution udenfor universiteterne? Eller er det nærmere et spørgsmål om de rette procedurer på universiteterne?

Nogle fremhævede, at universiteterne fint kan gå ind i den forsvarsteknologiske forskning, og at flere allerede gør det. Det er blot et spørgsmål om at styre det på en fornuftig måde.

Mens andre mente, at det er nødvendigt at have selvstændige institutioner, der laver forsvarsteknologisk forskning, som man for eksempel har det i Norge.

Her er hovedansvaret for forsvarsforskning placeret i en særskilt institution, Forsvarets forskningsinstitutt (FFI), som også fungerer som central rådgiver for forsvarssektoren.

Men det har også sine ulemper i forhold til at tænke forskningsmiljøer i siloer. Tilbage står også dilemmaet om, at al forskning på universiteterne fortsat kan blive dual use.

Hvor stiller det forskeren i hvalers kommunikation, når ubådene passerer og staters særinteresser banker på?

Der er ikke én oplagt vej at gå. Uanset hvad man mener om den rette organisering af forsvarsforskningen, så er det vigtigt, at vi fortsætter diskussionen. Det Forskningspolitiske Årsmøde var en god start.

Det er siden da kun blevet vigtigere, set i lyset af regeringsgrundlagets hensigter om at udvikle en forsvarsindustriel strategi og et systematisk samarbejde mellem Forsvaret og innovations- og forskningsmiljøer.

Det afgørende er, at vi ikke efterlader den enkelte forsker alene med et dilemma, som i virkeligheden bør være politisk.

Find og læs alle vores debatindlæg i diverse medier her.