Erklæring

Videnskabernes Selskab støtter ukrainske forskeres appel om international solidaritet 

Foto: Creative Commons.
ERKLÆRING: Efter nye angreb på ukrainske forskningsinstitutioner støtter Videnskabernes Selskab ukrainske forskeres appel om international solidaritet og støtte til ukrainsk forskning.  

I kølvandet på nye angreb på ukrainske forskningsinstitutioner rækker ukrainske forskere ud med et åbent brev til det internationale videnskabelige samfund. 

Videnskabernes Selskab og ALLEA, sammenslutningen af europæiske videnskabsakademier, bakker op om det åbne brev fra ukrainske forskere til det internationale videnskabelige samfund.  

Brevet er offentliggjort af National Academy of Sciences of Ukraine og en række øvrige ukrainske forskningsinstitutioner som reaktion på de fortsatte russiske angreb på Ukraines videnskabelige infrastruktur.  

Senest blev O.V. Palladin Institute of Biochemistry i Kyiv ramt af et russisk angreb, hvor tre af instituttets fire bygninger blev beskadiget, og væsentlige dele af forskningsfaciliteter og forskningsudstyr blev ødelagt. Palladin-instituttet var en af de ukrainske forskningsinstitutioner, der har modtaget støtte gennem ALLEAs European Fund for Displaced Scientists (EFDS). 

Videnskabernes Selskab deler ALLEAs bekymring over de systematiske ødelæggelser af forskningsmiljøer, laboratorier og videnskabelig infrastruktur og fordømmer angrebene på Ukraines forskningsinstitutioner. 

Ødelæggelsen af forskningsinstitutioner og videnskabelig infrastruktur i Ukraine er ikke alene et angreb på ukrainsk forskning, men et tab for hele det internationale forskningsfællesskab. Vores tanker er med de forskere, studerende og familier, som dagligt påvirkes af krigen. 

Videnskabernes Selskab står i solidaritet med ukrainske kolleger og støtter deres appel om fortsat international opmærksomhed, samarbejde og støtte til genopbygningen af landets forskningsmiljøer 

I det åbne brev peger de ukrainske forskere på en række muligheder for at støtte ukrainsk forskning, herunder: 

  • deling af det åbne brev og øget opmærksomhed om situationen for ukrainsk forskning, 
  • forskningssamarbejder, gæsteophold og akademiske partnerskaber med ukrainske institutioner, 
  • støtteordninger for forskere og studerende gennem initiativer som Science for Ukraine og Scholars at Risk, 

 

Læs det åbne brev fra de ukrainske forskere: Open Letter from Ukrainian Scientists to the International Scientific Communit

Læs mere om muligheder for at støtte ukrainske forskere

 

  • Science for Ukraine: Database med stillinger, stipendier og boligmuligheder for ukrainske studerende og forskere. 
  • Scholars at Risk: Organisation, der yder støtte til fordrevne og truede forskere.