DEBAT: Sikkerhedspolitikken er rykket ind på universiteterne. Det må ikke kvæle den fri og langsigtede forskning
Det er afgørende, at vi får taget en principiel debat om forskningens rolle i en sikkerhedspolitisk tidsalder før praksis løber fra forskningens principper, skriver præsident Susanne Ditlevsen i Altinget Forskning.
Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 5. juni 2026.
Europa opruster. Danmark opruster. Og forskningen rykker med.
Vi befinder os i en ny virkelighed, hvor grænsen mellem civil forskning og militær anvendelse bliver stadig sværere at få øje på. Det er nyt for os i Europa.
Det er en virkelighed, hvor forskning i hvalers kommunikation kan bruges til at kortlægge ubåde i Grønlands farvande. Og hvor droner udviklet til at sikre naturbevarelse og overvåge truede dyrearter pludselig er centrale på slagmarken i Ukraine.
Den slags forskning har vist sig at have potentiel anvendelse til både civile og militære formål og bliver ofte kaldt “dual use” forskning. Den dobbelthed er ikke længere hypotetisk eller begrænset til enkelte undtagelser.
Flere drister sig til at sige, at næsten al forskning uanset hensigten kan blive et våben på slagmarken. Det er et vilkår for forskningen – om vi er bevidste om det eller ej.
De vilkår og den virkelighed tager den nye regering nu fat i.
Den har i sit politiske regeringsgrundlag netop slået fast, at vi skal udvikle en ny forsvarsindustriel strategi og etablere et systematisk samarbejde mellem Forsvaret og det danske forsknings- og innovationssystem med inspiration fra Ukraine, der har vist “hastig, nytænkende og højteknologisk innovation”. For vores samfunds sikkerhed og innovations skyld.
Men vi har endnu ikke taget den nødvendige politiske debat om, hvad det betyder. Og ikke mindst hvordan vi skal håndtere det.
Kunstig intelligens, kvantefysik, rumteknologi, avancerede materialer og cybersikkerhed er oplagte eksempler. Men også forskning indenfor områder, der er langt mindre oplagte, kan vise sig at være anvendelig i en sikkerhedspolitisk kontekst.
Nogle gange er det tydeligt, når nye forskningsresultater eller teknologier kan omsættes til militære formål. Andre gange er det overraskende.
Historien har allerede lært os, at grundforskningens natur både kan redde os fra epidemier og føre til atombomber. Så er der selvfølgelig også den direkte forsvarsteknologiske forskning, hvor militær anvendelse er målet fra begyndelsen.
I takt med verdens konflikter rykker sig tættere på Europa, ser vi en stigende politisk interesse i både denne og den bredere dual-use forskning.
Derfor er det afgørende, at vi får taget en principiel debat om forskningens rolle i en sikkerhedspolitisk tidsalder før praksis løber fra forskningens principper.
Tre spørgsmål styrer denne samtale:
Skal ansvaret for anvendelsen af forskning ligge hos forskeren, institutionen eller staten? Hvordan sikrer vi, at strategiske prioriteringer ikke kvæler den frie og langsigtede forskning? Og hvornår er forsvarsforskning i det hele taget et legitimt samfundsbidrag, som vi skal prioritere offentlige forskningsmidler og ressourcer til?
Vi har allerede set eksempler på forskere, der siger nej til samarbejder af frygt for utilsigtede konsekvenser. Andre oplever institutionelle forventninger om at orientere sig mod nye forsvarsmidler.
Det er ikke nødvendigvis udtryk for modvilje mod at bidrage til samfundets sikkerhed. Tværtimod. Men det er et tegn på, at det er svært at håndtere de forandringer, der på kort tid har fundet sted.
Det er allerede tydeligt herhjemme.
På Syddansk Universitet er uniformerede værnepligtige rykket ind på campus som led i et samarbejde om droneteknologi. Forskning, der tidligere handlede om at transportere blodprøver eller overvåge truede dyrearter, er blevet relevant for Forsvarets styrker.
Interne bestyrelsespapirer fra Københavns Universitet viser, at universitetet aktivt vil engagere sig mere i forsvars- og sikkerhedsdagsordenen og bidrage til samfundets robusthed.
Uniavisens afdækning af dokumenterne peger dog også på, at forskningsmiljøerne er bevidste om risici og advarer mod bestillingsforskning, misbrug af data og nye etiske dilemmaer.
Bekymringerne og forskernes reaktioner på de nye vinde er alle tegn på, at vi mangler klare rammer – hurtigt.
For det er en illusion at tro, at forskning kan holdes adskilt fra verden omkring os. Tænk bare på GPS’en og internettet, som er født ud af målrettet militærforskning, men i dag er nyttigt allemandseje. Dobbeltanvendelsen går begge veje.
Det handler ikke kun om rammer, der placerer ansvar og definerer rum for den forsvarsorienterede forskning. Vi er også nødt til at overveje, hvor meget den forsvarsstrategiske forskning skal fylde i Danmark.
Hvordan sikrer vi en balance, så satsningen ikke sker på bekostning af anden samfundsnødvendig forskning, herunder grundforskningen og de ikke-tematiserede midler?
Det er der ikke et rigtigt svar på. Derfor fylder de samme overvejelser og spørgsmål overalt i Europa.
Det er højaktuelt i det nuværende udspil til EU’s kommende europæiske rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe. Udspillet lægger op til at åbne for at kunne søge midler til den omtalte dual use forskning, som det tidligere ikke har været muligt at få støtte til i forskningsprogrammet.
I udspillet skal målet med forskningen fortsat primært være civilt, mens det militære skal være sekundært. Men i praksis kan balancen være svær at håndtere.
For nyligt besøgte vi (Videnskabernes Selskab) medlemmer af EU-Parlamentet, som lige nu arbejder på en reaktion på udspillet. Vi drøftede blandt andet udfordringerne og en fornuftig balance, så dual use ikke omfatter hele rammeprogrammet.
Det er nu, vi skal sikre os de gennemtænkte afklaringer på en ordentlig måde, inden nye tiltag træder i kraft.
Uden at gå på kompromis med det, der gør forskningen stærk: nysgerrighed, kritisk tænkning, internationalt udsyn og etisk refleksion fra studietid til forskerkarriere. Samme diskussion bør vi også have herhjemme.
Så hvad gør vi nu? Det bedste vi kan gøre, er at være realistiske og skabe de rette rammer og procedurer, så den enkelte forsker og leder ikke bærer fremtiden på sine skuldre.
Det stod klart ud fra forskeres eksempler til Forskningspolitisk Årsmøde om forskning og forsvar i Videnskabernes Selskab den 1. maj, som blev arrangeret af selskabets Forskningspolitiske Udvalg.
Udvalget slog på prisværdig vis hul på den svære debat og skabte plads til at mange stemmer kunne blive hørt. Erfaringer fra forskere, forskningsledere, rektorer, industri og erfaringer uden for danske grænser.
En helt central debat om de store rammer blev tydelig: Skal vi strukturelt placere koncentreret forsvarsforskning i en særskilt institution udenfor universiteterne? Eller er det nærmere et spørgsmål om de rette procedurer på universiteterne?
Nogle fremhævede, at universiteterne fint kan gå ind i den forsvarsteknologiske forskning, og at flere allerede gør det. Det er blot et spørgsmål om at styre det på en fornuftig måde.
Mens andre mente, at det er nødvendigt at have selvstændige institutioner, der laver forsvarsteknologisk forskning, som man for eksempel har det i Norge.
Her er hovedansvaret for forsvarsforskning placeret i en særskilt institution, Forsvarets forskningsinstitutt (FFI), som også fungerer som central rådgiver for forsvarssektoren.
Men det har også sine ulemper i forhold til at tænke forskningsmiljøer i siloer. Tilbage står også dilemmaet om, at al forskning på universiteterne fortsat kan blive dual use.
Hvor stiller det forskeren i hvalers kommunikation, når ubådene passerer og staters særinteresser banker på?
Der er ikke én oplagt vej at gå. Uanset hvad man mener om den rette organisering af forsvarsforskningen, så er det vigtigt, at vi fortsætter diskussionen. Det Forskningspolitiske Årsmøde var en god start.
Det er siden da kun blevet vigtigere, set i lyset af regeringsgrundlagets hensigter om at udvikle en forsvarsindustriel strategi og et systematisk samarbejde mellem Forsvaret og innovations- og forskningsmiljøer.
Det afgørende er, at vi ikke efterlader den enkelte forsker alene med et dilemma, som i virkeligheden bør være politisk.
