Forskningskommunikation for ledere på universiteter og forskningsinstitutioner

Forskningskommunikation er en vigtig del af universiteternes samfundsopgave – men også et redskab til at skabe synlighed og stærke relationer til omverdenen.

Videnskabernes Selskab lancerer nu et nyt kursus i forskningskommunikation for universitetsledere og ledere på forskningsinstitutioner.

I flere år har Videnskabernes Selskab arbejdet for at få flere stærke forskerstemmer ind i den offentlige debat.

For viden har størst værdi, når den kommer ud og bliver brugt. Når forskning ikke kun cirkulerer blandt fagfæller og på konferencer, men også bliver en del af den fælles offentlige samtale og er med til at informere vigtige beslutninger.

Gennem Formidlingsakademiet har forskere fået mulighed for at træne deres formidlingspraksis i selskab med nogle af de førende kommunikationseksperter i landet.

Men en del af indsatsen for at styrke forskningskommunikation er også, at formidling af forskning prioriteres og understøttes af gode rammer ude på universiteterne og de enkelte forskningsinstitutioner.

Derfor tilbyder vi nu et nyt kursus, hvor ledere på universiteter og forskningsinstitutioner kan hente inspiration, dele erfaringer og drøfte, hvordan forskningskommunikationen kan styrkes lokalt.

Kursusdage: 15.-16. marts 2027

Det arbejdes der med på kurset
Kurset giver mulighed for at arbejde med og skærpe deltagernes tilgang til at:

  • Formidle kompleks forskning til forskellige målgrupper
  • Omsætte strategi og forskningsresultater til klar og målrettet kommunikation
  • Arbejde med digital kommunikation og interessevaretagelse
  • Organisere og prioritere forskningskommunikation i egen organisation
  • Formidle forskningens værdi og samfundsrelevans
  • Styrke egen rolle som leder og talsperson for forskningsmiljøet

 

Form og tilgang
Kurset er praksisnært og består af:

  • korte oplæg og øvelser
  • individuel sparring
  • træning i cases fra praksis
  • oplæg fra eksterne eksperter

Der arbejdes med egne cases og gives konkret feedback fra undervisere og andre deltagere. Kurset tager udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer, aktuelle udfordringer og konkrete opgaver i relation til forskningskommunikation.

Tilmeld dig kurset search

Kursusdage
Fysiske kursusdage
– Mandag d. 15. marts 2027 kl. 10.15-17. Middag fra 18-20.30 (valgfri)
– Tirsdag d. 16. marts 2027 kl. 9-16
Sted: Fysiske kursusdage foregår i Videnskabernes Selskab i København

Online møder
– Tirsdag d. 23. februar 2027 kl. 16–17 (virtuelt formøde)
– Onsdag 5. maj 2027 kl. 16–17 (virtuelt statusmøde)

Hvem kan deltage?
Kurset er for institutledere, sektionsledere, afdelingsledere og andre ledere med ansvar for strategi, personale og kommunikation på danske universiteter og forskningsinstitutioner.

 

 

Tilmelding
Lille hold (12 personer). Begrænset antal pladser.
Tilmeldingsfrist: Tirsdag den 9. februar 2027.

Kurset gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldinger. Ved for få tilmeldinger forbeholder vi os ret til at aflyse kurset.


Pris

Deltagelse i kurset er gratis. Der opkræves dog et gebyr for forplejning på 1.000 kr. Med i denne pris er en middag på Restaurant Vækst den 15. marts 2027 kl. 18:00-20:15.

Formålet med middagen er at etablere en god og tillidsfuld dialog på tværs af deltagerne.

Undervisere

Nina Vinther Andersen (kursusleder) er ledelsesrådgiver med speciale i at koble strategi og kommunikation og forfatter til bogen: Kunsten at tale så alle lytter – en praktisk og videnskabeligt funderet guide til storytelling (2021).

Anders Monrad Rendtorff er Senior Vice President, Head of Corporate Communications i LEO Pharma og ekspert i strategisk kommunikation. Han er en af forfatterne til bogen Forskningskommunikation – En praktisk håndbog til eksperter og forskere (2020).

Benjamin Rud Elberth er med en fortid som digital direktør i Operate og digital chef for Socialdemokraterne ekspert i kommunikation på tværs af medier, interessevaretagelse, digital kommunikation og kampagne.

Derfor laver vi kurset
Formidlingsakademiet er en del af Videnskabernes Selskab, og har i en række år tilbudt længere forløb med intensiv formidlingstræning for fagligt stærke forskere, der ønsker at bidrage med viden i den offentlige debat. Vi ønsker også at tilbyde et koncentreret forløb til ledere, som har en central rolle i at styrke forskningskommunikationen i deres organisation. Kurset er udviklet særligt til ledere på universiteter og forskningsinstitutioner. Indsatsen ligger i forlængelse af Videnskabernes Selskabs ambition om at styrke videnskabens stilling i Danmark.

Om Formidlingsakademiet
Kurset er en del af Formidlingsakademiet – en indsats, som Videnskabernes Selskab laver for skabe bedre formidling af videnskab i Danmark. Gennem intensive kursusforløb – et kort kursus til ledere på universiteter og forskningsinstitutioner og et længere kursus for udvalgte forskere – styrker vi forskeres evne til at engagere sig i medierne og bidrage aktivt til den offentlige debat. Det sker i en tværfaglig ramme hos Videnskabernes Selskab, hvor deltagerne træner at omsætte kompleks viden til klare budskaber – på tværs af platforme, formater og målgrupper. Ambitionen er at ruste forskere til ikke blot at dele deres viden, men også til at indgå i dialog med samfundet. Udover kurser er der også podcast og nyhedsbreve om formidling. Formidlingsakademiet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet.

Læs mere om Formidlingsakademiet search