Videnskabernes Selskab har på årets generalforsamling den 21. maj valgt professor Stine Helene Falsig Pedersen som ny generalsekretær. 

Stine Helene Falsig Pedersen er professor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet og har været medlem af selskabet siden 2018. Hun har desuden siddet i selskabets præsidie, som er Videnskabernes Selskabs “bestyrelse”. 

Gennem årene har hun været aktiv i en række af selskabets aktiviteter, deriblandt gennem selskabets Forskningsformidlingsudvalg, som blandt andet planlægger stedets foredrag i løbet af året. 

Det erfarne medlem ser frem til at træde ind i den nye rolle og på den måde videreføre sit engagement i selskabet:  

“Rollen som generalsekretær er en fantastisk mulighed for at kunne yde noget for en sag, jeg virkelig tror på – at styrke videnskabens stilling i Danmark og fremme grundvidenskabelig forskning og tværvidenskabelig forståelse,” siger Stine Helene Falsig Pedersen. 

I tæt samarbejde med præsident Susanne Ditlevsen, præsidiet og selskabets medlemmer skal hun nu sætte retningen for Videnskabernes Selskabs arbejde de næste fire år. 

Tre mærkesager 

I sin nye rolle vil Stine Helene Falsig Pedersen særligt arbejde for at styrke videnskabens position i Danmark og skabe endnu stærkere forbindelser mellem forskning, samfund og beslutningstagere. 

Hun lægger vægt på, at selskabet skal række endnu bredere ud i det danske forskningsmiljø: 

“Jeg er især optaget af vores mulighed – og ansvar – for at gøre en forskel også for de dele af Danmarks akademiske miljøer, der ikke er medlemmer af selskabet. For eksempel ved at give relevante grupper på danske universiteter flere muligheder for at mødes og dele viden med fælles relevans.” 

 En anden mærkesag går på at arbejde for selskabets bevågenhed, når det kommer til forskningspolitiske problemstillinger. Det gælder for øjeblikket særligt at understøtte politikernes mulighed for at få uafhængig videnskabelig rådgivning. 

Endelig fremhæver hun det internationale engagement og samarbejde som en vigtig prioritet: 

“Der er allerede mange gode tiltag i gang, men der er stadig meget, vi kan gøre, for yderligere at styrke vores samarbejde med andre akademier og videnskabelige institutioner i Europa og i hele verden. Særligt i en tid, hvor det er virkelig påtrængende nødvendigt.” 

Stine Helene Falsig Pedersen er valgt for en fireårig periode gældende fra den 21. maj 2026. Hun overtager posten fra professor Thomas Sinkjær, som efter fem år har valgt ikke at genopstille.

Læs her mere om Stine Falsig Pedersen.

Læs her mere om Thomas Sinkjær og hans rolle i Videnskabernes Selskab.

Af Ghita Nidam Møller

Døren smækker aldrig. Stemmelejet er roligt. Det joviale glimt i øjet er genkendeligt. Og hans betydning er enorm. Men hvem er Thomas Sinkjær?

En person fyldt med umiddelbare kontraster: magtfuld, men så ydmyg og inkluderende, at frygten for hierarkiske mundkurve fordufter. Stålfast og vedholdende, tenderende til stædig – men samtidig åben, blid, lyttende og humoristisk. Og med en hang til at omsætte impulser til handling.

Det er konturerne af Thomas Sinkjær, når man spørger nogle af de mennesker, der har arbejdet tæt sammen med ham i Videnskabernes Selskab og i forskningsverdenen gennem årene.

Efter fem år på posten som generalsekretær giver Thomas Sinkjær nu stafetten videre – og efterlader et tydeligt aftryk på selskabet. Ikke kun i beslutninger og vedtægter, men i måden, der bliver lyttet, spurgt og tænkt på.

“Han tager sig selv alvorligt – men han tager ikke sig selv højtideligt,” som Mette Birkedal formulerer det ud fra deres samarbejde i Videnskabernes Selskab og før det Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) og Danmarks Grundforskningsfond.

Det brede blik på forskning

Thomas Sinkjær er professor i neurovidenskab og teknologi ved Aalborg Universitet, men taler sjældent om sin egen forskning og indflydelsesrige poster i forskningsverdenen – selvom listen kan rulles sammen til en tyk papyrusrulle: Tidligere har han bl.a. været forskningsdirektør i Lundbeckfonden og Villum Fonden samt direktør i Danmarks Grundforskningsfond og leder af Grundforskningsfondens Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Aalborg Universitet.

Da han trådte ind i rollen som generalsekretær, var hans ambition todelt: at åbne selskabet for nye videnskabelige perspektiver og at åbne selskabet mere udadtil.

“Man kan ikke bygge et forskningsøkosystem på én type fremragende forsker,” som Susanne Ditlevsen, præsident i Videnskabernes Selskab, formulerer det og tilføjer:

“Der skal være diversitet – ellers fungerer det ikke. Dét forstår Thomas om nogen. Han har blik for, hvordan vi kan bevæge os hen mod de nødvendige forandringer på en konstruktiv og vidensbaseret måde, som virker helt logisk.”

For Thomas Sinkjær har excellence aldrig været et entydigt begreb. Han har insisteret på, at god forskning også opstår gennem samarbejder, fællesskaber og processer, der ikke altid passer ind i klassiske præstationsskemaer. Selvom han som forsker selv uden tvivl er berettiget excellence-mærkatet – uanset definitionen.

“Han har et meget stærkt kompas for, både hvad der er god videnskab og god opførsel,” supplerer Mette Birkedal.

Samtidig har han, gennem arbejde i fonde, forskningsprogrammer og strategiske udvalg, været med til at udvikle centrale strukturer i det danske forskningssystem og dermed sætte retning for, hvordan forskning bør organiseres og prioriteres. Som mangeårig direktør i Danmarks Grundforskningsfond, forskningsdirektør i såvel Villumfonden og Lundbeckfonden har han arbejdet med og nyudviklet organiseringen af forskningsbevillinger.

Et eksempel er forskningsprogrammet ”Villum Experiment”, der som et af de første dobbeltblindede, anonyme ansøgningsprocesser (double-blind review) fokuserer udelukkende på idéens potentiale frem for forskerens tidligere meritter.

Der er med andre ord få i Danmark, der har tænkt så meget over, hvordan man uddeler penge til forskning, som Thomas Sinkjær har.

“Thomas har været med til at udvikle nogle af de centrale byggesten i det danske forskningssystem. Det er strukturer, vi stadig arbejder videre på i dag,” siger professor og medlem Frede Blaabjerg, som gennem mange år har arbejdet med Thomas Sinkjær i Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR), Videnskabernes Selskab og på Aalborg Universitet.

Hjerne og hjerte

Forskningslivet begyndte tidligt og med et tydeligt formål: At forstå, hvordan mennesker bevæger sig – og hvordan man kan hjælpe dem, der har mistet evnen, til at genvinde handlekraften. Hans første videnskabelige udgivelse i 1982 er meget sigende: en startvejledning til det såkaldte MDS86-system til at hjælpe bevægelser i gang.

”Det er så sigende og et helt kernelement i Thomas’ forestilling,” fortæller professor Andreas Roepstorff, der gennem de seneste år har siddet i præsidiet for Videnskabernes Selskab sammen med Thomas Sinkjær.

”For ham handler det om at forstå, hvordan den her verden og mennesker bevæger sig. Og det er på en måde også en meget fin metafor for hans administrative og organisatoriske arbejde: Det handler ikke kun om at forstå, hvordan folk bevæger sig, men også at kunne skubbe lidt på i situationer, hvor bevægelsen ikke helt glider, sådan som man kunne ønske sig.”

Det kræver eksperimenter. Thomas Sinkjær har tidligere udviklet tekniske systemer, der kan understøtte menneskers bevægelse og genoptræning.

Det udviklede sig til elektrisk stimulation, hvor bevægelse kan sættes i gang hos mennesker med lammelser. Blandt andet i et forskningsprojekt sammen med Andreas Roepstorff, hvor de undersøgte, hvad følelsen af ejerskab kan gøre for bedringen.

Senere blev teknologien demonstreret ved royalt besøg ved Thomas Sinkjærs forskningscenter på Aalborg Universitet. Her fik den daværende kronprinsesse Mary lov at mærke, hvordan de elektriske impulser ved små stød kan sætte muskler i gang og få en hånd til at bevæge sig. Måske lige heftigt nok. Et stød til dronningen fik lidt for meget drøn på, og både dronningen og hoffet spjættede forskrækket, griner Frede Blaabjerg, da han mindes de mange år sammen i deres fælles kontekster i forskningsdanmark.

”Thomas har evnen til både at tænke strategisk og samtidig løfte blikket 360 grader. Han er en af dem, der ikke bare følger udviklingen, men sætter retningen,” siger Frede Blaabjerg og tilføjer om Thomas Sinkjærs brede betydning gennem råd og fonde:

“Der er ikke mange i det danske forskningsmiljø, der ikke ved, hvem Thomas er.”

Han går så langt, som at sige, at Thomas Sinkjærs forskningsmæssige gennemslagskraft blev en afgørende milepæl for universitetet og satte det på det internationale verdenskort. Ikke kun inden for Thomas Sinkjærs eget felt: Hans glans og visioner formåede at smitte af på universitetets generelle renommé. Et lignende mønster tegner sig hos Videnskabernes Selskab.

Han giver rum til ideer – og sørger for realiteter

Følelsen af ”tryghed” er et gennemgående kendetegn for Thomas Sinkjær i selskabet. Det gælder både i præsidiet, i udvalg og i mødet med det enkelte medlem. Han ser ud over egen næse og spørger nysgerrigt til andres felter – kunst, klima, kvanteteknologi.

Han søger nemlig ikke at dominere samtaler, men bidrager i stedet til at skabe åbne og tillidsfulde rum, hvor idéer frit kan flyve uden at blive brutalt skudt ned. Han er ikke én fagligheds forkæmper. Tværtimod er hans mærkesag, at der er brug for videnskabens mange vinkler, som taler sammen. Derfor har han blandt andet også været med til at blande medlemmer fra den humanistiske og naturvidenskabelige klasse til medlemsmøder.

”Spændende,” siger han ofte. Efterfulgt af et spørgsmål, der lige stikker et lag dybere. Nogle gange også de trælse spørgsmål. Dem, der afslører mangler eller perspektiver, man endnu ikke selv har nået at overveje.

“Han har et helt fantastisk overordnet blik for, hvad der er centralt – og hvad der ikke er,” siger Susanne Ditlevsen, præsident i Videnskabernes Selskab: “Han er virkelig i stand til at se på en ny problemstilling og se, hvor skoen trykker.”

Netop evnen til at kombinere detaljeviden med helikopterblik har gjort ham til en værdsat sparringspartner i deres fælles formandskab i selskabet – både strategisk og menneskeligt.

“Jeg har aldrig været nervøs for at vende tvivl med Thomas,” siger Susanne Ditlevsen og tilføjer: “Der er et rum, hvor man kan prøve idéer af, uden at de skal være færdige.”

Han lytter. Og han kan, hvis argumenterne er gode nok, flytte sig.

“Selvom han har klare holdninger,” siger Susanne Ditlevsen, “så er han virkelig god at ping-ponge med. Man finder en retning sammen.”

Som Andreas Roepstorff peger på, handler det ikke kun om at sætte retning, men om at sætte bevægelse i gang, som andre selv tager ejerskab for – at skabe processer, hvor idéer udvikler sig undervejs, næsten som små eksperimenter, man lærer af.

Med det sagt savner Thomas Sinkjær ikke stærke holdninger. Han ved godt, hvad han mener – og hvad han synes, er rigtigt.

”Det kan vi jo lige tænke over,” lyder det ofte fra ham i kølvandet på en snak, i slutningen af et møde, eller henkastet over skulderen på vej videre. Og det gør man.

Han er altid lige et skridt foran, før en strategi overhovedet er i støbeskeen. Han insisterer sjældent på at vinde diskussionen. I stedet ender Thomas Sinkjærs synspunkter ofte med at lande som noget nær konsensus. En stiltiende sejr. Ikke for sig selv, men for det forskningssamfund, han tror på, er det bedste for videnskabens væsen og for samfundet.

Thomas Sinkjær råber derfor ikke højest, men formår at skære diskret igennem.

Indefra og ud

For Thomas Sinkjær selv har rollen som generalsekretær hvilet på to ben: det indadvendte og det udadvendte.

Videnskabernes Selskabs hjem i huset på H.C. Andersens Boulevard har for ham altid repræsenteret begge ben og været mere end smukke mursten og marmor.

“Hver gang jeg går ind i huset, bliver jeg mindet om, at videnskab både skal være solid og nysgerrig,” fortæller han fra stolen på sit kontor i selskabet.

For ham er huset et sted, hvor videnskabens dybde og relevans skal forenes og deles. Og dét har han været med til at give plads til på nye måder.

Det kom blandt andet konkret til udtryk, da Videnskabernes Selskabs facade blev forvandlet til lys og billeder som fejring af Carlsbergfondets 150-års jubilæum under Copenhagen Light Festival. Historiske videnskabelige afhandlinger fik nyt liv og tempo. Ikke som formidling af ét budskab, men som en åben invitation til at se grundvidenskaben som en levende del af samtiden og en fælles samtale.

Det var da også med spænding i maven, at Thomas Sinkjær fulgte medlemmernes reaktioner på lysværkets unge kunsters tolkning af videnskabens bevægelse og betydning. Men der var medvind og det viste, at selskabet tør åbne sig på nye måder – når der er tillid til et lille friskt pust.

Det er samme tilgang som den første ”manual” til bevægelse. Et foregribende tegn på hans virke: en vedvarende optagethed af, hvordan man sætter bevægelse i gang – uden at tage den fra dem, der er en del af den. Fra de første eksperimenter, til arbejdet med at udvikle institutioner og fællesskaber, er ambitionen den samme: at gøre bevægelsen til noget, man selv kan tage del i.

Indadtil har han i samme tråd været optaget af medlemmerne og mødekulturen. Om at arbejde på at skabe øget dialog på tværs og større diversitet i fagligheder, geografi og engagement blandt nye såvel som etablerede medlemmer. Og dermed gå foran i troen på diversiteten som videnskabens styrke. For ikke at glemme at sikre en sund økonomi og et sekretariat, der professionelt støtter op om selskabets aktiviteter, forklarer han.

Udadtil at vise, at videnskaben har en stemme og er en ressource, der kan og bør bruges.

“Hvis vi vil have tillid, skal vi også turde åbne os – uden at gå på kompromis med solid viden,” siger han.

Hvad betyder grundforskning egentlig – og hvem har banet vejen for de opdagelser, der former vores hverdag og samfund?

Det kan du få svar på i den nye bog Fra gær til galakser, som Strandberg Publishing udgiver i anledning af Carlsbergfondets 150-års jubilæum.

Bogen går på opdagelse i grundforskningens historie og viser med 150 eksempler, hvordan forskning inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora ikke blot skaber viden her og nu, men også lægger fundamentet for erkendelser, der vokser over tid.

Vidste du for eksempel, at en ølflaske var med til at ændre klimaforskningen? Eller at eksperimenter med bønner, frø og spiring blev startskuddet til forståelsen af arvelighed og opdagelsen af gener?

Udgivelsen præsenterer 150 eksempler på markant dansk grundforskning støttet af Carlsbergfondet gennem halvandet århundrede 24 medlemmer af Videnskabernes Selskab har gransket Carlsbergfondets omfattende bagkatalog af forskningsbevillinger og udvalgt de 150 nedslag, som spænder vidt og bredt over videnskabens mange grene – herunder flere bidrag om medlemmer af Videnskabernes Selskab gennem tiden.

Bogen viser, hvor stor værdi, der kommer af den nysgerrighedsdrevne forskning, som vi ofte også kalder grundforskning. Praktisk taget alle nye erkendelser, der har affødt store gennembrud for menneskeheden, begyndte ikke med en business case – men med en nysgerrighed efter at forstå.

Hvis vi glemmer grundforskningen, gambler vi med fremtidens gennembrud.

Jubilæumsbogen udkommer på Strandberg Publishing den 18. maj. Efter aftale med forlaget vil en række af fortællingerne desuden blive gjort tilgængelige på Carlsbergfondets hjemmeside i løbet af 2026. De første jubilæumsfortællinger kan allerede læses nu. carlsbergfondet.dk/jubilaeumsfortaellinger/

Læs mere om den fælles historie mellem fond og selskab her.

Danmark er i stigende grad afhængig af internationale forskere, som bidrager væsentligt til både forskning, undervisning og samfundsudvikling. Alligevel er det ofte de samme stemmer, der går igen i medierne. Det skaber en skæv repræsentation – og betyder, at værdifuld viden ikke altid når ud til offentligheden.  

Videnskabernes Selskab starter derfor et nyt hold på Formidlingsakademiet rettet mod internationale forskere i Danmark.  

På kurset får deltagere uden dansk som modersmål konkrete værktøjer til at formidle deres forskning til en dansk offentlighed. Undervisningen foregår på engelsk og kombinerer praktiske øvelser, individuel feedback og indsigt fra erfarne journalister, kommunikationsfolk og medlemmer af selskabet.  

Målet er at gøre flere forskere i stand til at bidrage aktivt og kvalificeret til samfundsdebatten.  

“Samfundet har brug for adgang til den bedst mulige viden – fra hele forskningsmiljøet. Det kræver, at vi også giver internationale forskere stærkere forudsætninger for at blive hørt,” siger Susanne Ditlevsen, præsident for Videnskabernes Selskab. 

Kurset løber fra 17. november 2026 til 25. maj 2027 og ansøgningsfristen er 14. juni. 

Se opslaget her: Join the Academy of Science Communication 26/27 

Spørgsmål om kurset kan rettes til kursusleder Peter Hyldgård, ph@kdvs.dk, tlf. 2087 7756.

Af Ghita Nidam Møller

Det sitrer i Den Sorte Diamant, Det Kongelige Bibliotek i København. En sand stjerne er nemlig landet her for at gæste Videnskabernes Selskab med et helt særligt foredrag. 

Nobelpristager i kemi og professor Frances Arnold har taget turen fra Californien for at dele sine banebrydende indsigter i kemisk evolution og protein engineering. Kort fortalt handler hendes forskning om, hvordan mennesker i tusinder af år har udnyttet evolutionens principper til at styre biologisk design ved at bestemme, hvem der parrer sig med hvem, og hvem der får lov til at blive forældre til næste generation.   

Frances Arnold har fundet en måde at fremskynde den proces på. Ved bevidst at styre evolutionen kan vi i dag bruge den som redskab til at udforske kemiens muligheder gennem udviklingen af livets katalysatorer: enzymer. Det åbner for vidtrækkende, nye muligheder såsom at erstatte giftige kemikalier, sikre grønnere og billigere produktion af medicin samt bidrage til fremstillingen af biobrændstoffer. 

Forskningen har skabt genklang både i forskningsverdenens mest prestigefyldte tidsskrifter og helt ind i Det Hvide Hus i Washington, USA. Samtidig har den fundet vej til populærkulturen fra optræden i tv-serien The Big Bang Theory og populærvidenskabelige medier med referencer til science fiction-kultserien Star Trek. 

”Nerds Unite”, siger hun med et blink i øjet, mens smil og latter bryder salens stille koncentration for at forstå den faglige kompleksitet. 

De studerende er trumfen 

For Frances Arnold er det et mål i sig selv at nå bredt ud med sin forskning – også selv om enkelte nuancer undervejs kan blive overdrevet eller misforstået. For uanset hvad bringer formidlingen af forskningen os tættere på dét ideal, hun ser som forskningens kerne: 

”Videnskab er til for at hjælpe folk og samfundet,” konstaterer hun. 

Formidling i alle former er derfor helt afgørende, pointerer hun gentagne gange. Det gælder ikke mindst dialogen med beslutningstagere i de øverste politiske kredse. Her har hun blandt andet rådgivet USA’s forhenværende præsident Joe Biden om forskningens rolle i forhold til klima og folkesundhed. 

Drivkraften i Frances Arnolds forskning er i det hele taget stærkt udadrettet – mod en bedre verden og mod den unge generation af forskere og studerende, som hun ser som selve kernen i forskningens fødekæde. De bidrager med kreativitet, arbejdsomhed, store drømme og nye perspektiver, understreger hun med tydelig taknemmelighed. 

Derfor var det også især de studerende og unge forskere, hun henvendte sig til i den fyldte Dronningesal i Den Sorte Diamant: 

hvem der parrer sig med hvem, og hvem der får lov til at blive forældre til næste generation. ”Husk dette, unge studerende: Ingen ved endnu, hvad fremtiden bringer. I kan skabe stor impact for den fremtid.” 

Frances Arnold tog sig også god tid til spørgsmål om forskningens potentiale for både dystopier, utopier og science fiction-scenarier. Efter foredraget stod hun derfor klar til at give sine perspektiver på studerendes og forskeres forskningsprojekter, ideer og drømme. Og et par ”fanfotos” i ren rødløber-stil. 

Alle fotos: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.