Tre indsigter: Hvordan styrker vi forbindelsen mellem forskning og Folketinget?

Tre indsigter: Hvordan styrker vi forbindelsen mellem forskning og Folketing?

Videnskabernes Selskab fyldte huset med politikere og forskere fra ind- og udland til en åben dialog om behov og mulige veje til videnskabelig rådgivning til parlamenter. Professor Alan Irwin præsenterede rapporten og deler nu tre indsigter.
Med afsæt i erfaringer fra Sverige, Holland, Irland og Finland samlede Videnskabernes Selskab forskere og folketingspolitikere til debat om videnskabelig rådgivning til Folketinget. Tre indsigter stod særligt frem.

Har Folketinget brug for bedre adgang til videnskab? 

Det spørgsmål satte rammen, da forskere fra ind- og udland og folketingspolitikere samledes i Videnskabernes Selskab til seminar om videnskabelig rådgivning til Folketinget. Her gik samtalen på tværs af politiske skel og fagligheder, ansigt til ansigt frem for gennem beregninger, rapporter og overskrifter.  

Videnskabelig rådgivning til Folketinget handler nemlig ikke om én konkret lovgivning om gødning, moms på fødevarer eller fagligheden i folkeskolen. Det handler om, hvordan forskning og politik kan forbindes mere systematisk gennem ordninger, der giver parlamentarikere adgang til relevant, uafhængig og forskningsbaseret viden. 

Danmark har i dag ingen formaliseret ordning for videnskabelig rådgivning til Folketinget. Men de deltagende folketingspolitikere viste interesse for at undersøge mulighederne nærmere. 

Med afsæt i Videnskabernes Selskabs rapport Parlamenters adgang til videnskabelig rådgivning blev dialogen åbnet med erfaringer fra Sverige (Rifo), Holland (Parlement & Wetenschap), Irland (Parliamentary Research Service) og Finland (Fremtidsudvalget). 

For Alan Irwin, professor, medlem af Videnskabernes Selskab og drivkraft bag rapporten, stod tre indsigter særligt tydeligt tilbage efter dagens oplæg og samtaler. Eller, som Alan Irwin formulerer det: 

  1. Vi behøver ikke opfinde det hele selv.

“The best way to get a good idea is to steal it from your neighbour. Det var formuleringen, som den nyvalgte præsident for International Science Council og tidligere hollandske forskningsminister, Robbert Dijkgraaf, brugte under seminaret. Jeg tror ikke, rapporten stjæler noget. Men vi kan lade os inspirere af de erfaringer, som allerede findes i lande som Sverige, Holland, Irland og Finland.” 

“Det interessante er, at landene har fundet forskellige måder at styrke forbindelsen mellem forskning og parlament på. Erfaringerne viser, at det kan lade sig gøre. Men løsningerne skal naturligvis fungere i en dansk sammenhæng. Det er her, det egentlige arbejde begynder.” 

  1. Tillid kommer før institutioner

“Rome was not built in a day. Når man taler om videnskabelig rådgivning, bliver man hurtigt fanget i de mange muligheder og kommer til at fokusere på storespørgsmål om faste strukturer og institutioner. Men min vigtigste læring fra de internationale erfaringer er måske, at relationer og tillid kommer først.” 

“Derfor behøver et dansk initiativ ikke starte stort. Vi kan også begynde i det små og tage ét skridt ad gangen med små og store løsninger, opbygge erfaringer og udvikle dem over tid.”  

“Det er samtidig en måde at opbygge tillid og afstemme forventninger på – på tværs af alle involverede parter. Det kan være så enkelt som én eller to dygtige personer, der hjælper med at bygge bro mellem travle folketingspolitikere og engagerede forskere.” 

“Netop brobygningen er afgørende for hele processen. I sidste ende handler det om at finde de rigtige mennesker, som kan kommunikere på tværs af disse to verdener. Personer, der kan bygge bro mellem forskningens og politikkens forskellige logikker, tidshorisonter og arbejdsformer. Videnskabelig rådgivning handler ikke kun om rapporter og analyser. Det handler også om kommunikation, relationer og gensidig forståelse.” 

“Det er dér, forbindelsen mellem forskning og demokrati bliver mere end en ambition og i stedet bliver en del af den politiske praksis.” 

  1. Videnskabelig rådgivning kræver fælles ejerskab

“With a little help from my friends. Egentlig ikke kun mine venner, men alle dem, der deler opfattelsen af, at forbindelsen mellem videnskab og demokrati er afgørende. Ingen enkeltperson eller aktør kan løfte denne opgave alene. Erfaringerne fra Europa viser, at stærke forbindelser mellem forskning og parlament bygger på bred opbakning og fælles ejerskab.” 

“Jeg er glad for, at vi i Videnskabernes Selskab har taget initiativ til diskussionen og samlet deltagere fra Folketinget, forskningsinstitutioner, universiteter, centraladministration og interesseorganisationer. Rapporten giver et solidt fundament for det videre arbejde.” 

“Når vi skal videre herfra, kræver det samarbejde og lederskab fra mange sider. Seminaret gav mig god optimisme omkring det. Vi har tydeligvis et fælles behov for både kritisk tænkning og praktisk handling fra mange individer og organisationer. Sammen kan vi undersøge, hvordan forskningsbaseret viden kan understøtte Folketingets arbejde endnu bedre.” 

Læs rapporten her.

Se billeder fra dagen nedenfor. Fotos: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

Alle fotos: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

Ny rapport: Fire europæiske veje til forskningsbaseret viden i Folketinget

Ny rapport: Fire europæiske veje til forskningsbaseret viden i Folketinget

Videnskabernes Selskab kortlægger, hvordan parlamenter i Sverige, Holland, Finland og Irland arbejder med videnskabelig rådgivning. Rapporten anbefaler, at Folketinget kan bruge inspirationen til at udvikle sin egen adgang til uafhængig videnskabelig rådgivning.

Hvordan sikrer parlamenter adgang til forskningsbaseret viden, når de skal behandle komplekse samfundsspørgsmål om alt fra klima og miljø til sikkerhedspolitik?

Det spørgsmål undersøger Videnskabernes Selskab i rapporten Parlamenters adgang til videnskabelig rådgivning, som kortlægger rådgivende mekanismer og erfaringer fra Sverige, Holland, Finland og Irland.

I modsætning til flere sammenlignelige europæiske lande har Danmark i dag ikke et formelt organ, som yder videnskabelig rådgivning til det danske parlament, Folketinget. Det betyder, at Folketinget ikke har samme formaliserede adgang til videnskabelig rådgivning som den danske regering eller som flere europæiske parlamenter. Det sker samtidig med, at Folketinget i stigende grad behandler komplekse sager under betydeligt tidspres, som analyser fra Magtudredningen 2.0 blandt andet peger på.

Rapporten beskriver, hvordan flere europæiske parlamenter har udviklet forskellige modeller, der giver politikere adgang til forskningsbaserede analyser, ekspertvurderinger, seminarer og dialog med forskere. For eksempel har medlemmer af den svenske Riksdag siden 1959 kunnet møde forskere i Sällskapet Riksdagsledamöter och Forskare (Rifo), og I Holland faciliterer Parlement & Wetenschap bl.a., at uvildige universitetsforskere gransker den dokumentationen og de vurderinger, som regeringen bygger sine større lovforslag på.

Det er på den baggrund målet at bidrage med viden og inspiration til, hvordan en model for videnskabelig rådgivning til Folketinget kan se ud.

“Forskning kan og skal ikke fortælle politikerne, hvilke beslutninger de skal træffe. Men forskning kan kvalificere beslutningsgrundlaget. Rapporten viser, at flere europæiske parlamenter har udviklet velfungerende modeller, der gør forskningsbaseret viden mere tilgængelig for politikere. De erfaringer bør vi drøfte i en dansk sammenhæng,” siger Susanne Ditlevsen, præsident i Videnskabernes Selskab.

I lyset af europæiske erfaringer anbefaler Videnskabernes Selskab, at Folketinget sikrer dets medlemmer og udvalg adgang til sin egen uafhængige videnskabelige rådgivning og sammen med relevante vidensorganisationer afprøver forskellige relevante modeller i et pilotprojekt.

Læs rapporten nederst.

Videnskabernes Selskabs tre anbefalinger:

 

  • Folketinget bør have sin egen adgang til uafhængig videnskabelig rådgivning.
  • Folketinget bør sammen med vidensorganisationer igangsætte et pilotprojekt.
  • Udviklingen af en dansk model bør bygge systematisk på læring fra andre lande.

Al forskning kan blive et våben: tre indsigter fra Forskningspolitisk Årsmøde 

Al forskning kan blive et våben: tre indsigter fra Forskningspolitisk Årsmøde

Forperson for Forskningspolitisk Udvalg, Marianne Holmer, indledte dagen med en indflyvning i hvidbogens anbefalinger. Foto: Nicolai West/Videnskabernes Selskab.
Videnskabernes Selskab debatterede forskning og forsvars samspil i den nye geopolitiske virkelighed til Forskningspolitisk Årsmøde 2026. Tre pointer stod frem. 

Af Ghita Nidam Møller

Hvilken rolle skal universiteterne og den enkelte forsker spille i forhold til Danmarks sikkerhed i en tid, hvor geopolitik, teknologi og vidensproduktion bliver flettet tættere sammen?  

En tid, hvor forskning i hvalers kommunikation også kan blive til kortlægning af ubåde i Grønlands farvande, og hvor droner til naturplanlægning også er et aktiv i dronekampe i Ukraine.  

Det var udgangspunktet for Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske årsmøde 2026 om forskning og forsvar. 

Optakten til mødet var en ny hvidbog fra selskabets Forskningspolitiske Udvalg (FPU), der netop sætter fokus på, hvordan forskning og forsvar rykker tættere og tættere sammen. Forperson for Forskningspolitisk Udvalg, professor o dekan Marianne Holmer, indledte dagen med en præsentation af udgivelsen. 

I en tætpakket sal var der stor spørgelyst til konkrete moralske dilemmaer og aktuelle scenarier, der satte universiteternes rolle på spidsen i en ny geopolitisk virkelighed. Dagens deltagere dækkede perspektiverne bredt med stærke profiler på tværs af niveauer og tilknytning: Rektorer, dekaner og nobelpristager Morten Meldal sad side om side med forskere og centerledere inden for alt fra akustisk marinbiologi til droneteknologi og militærstudier. 

Men også vigtige perspektiver uden for universitetsmurene var repræsenteret med bl.a. en tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, direktøren for Nationalt Forsvarsteknologisk Center, Lars Bo Larsen, og Kristian Nyboe Knus, som er Senior Manager i virksomheden Systematic og medlem af Innovationsfondens fagudvalg for Erhvervsforskerudvalget. 

Trods forskellige ståsteder og perspektiver var der én fælles præmis: Det er ikke længere et spørgsmål, om civil forskning bidrager til forsvar – men hvordan vi sikrer de rette procedurer, der kan afveje risici og værne om samfundsmæssig relevans, integritet, åbenhed, sikkerhed og suverænitet i processen. 

I halen på dagen fremhæver forperson og professor Marianne Holmer især tre afgørende nedslagspunkter: 

1. Forskere står allerede i konkrete dilemmaer  

“Det blev endnu mere tydeligt for Forskningspolitisk Udvalg, at der er mange dilemmaer forbundet med emnet forskning og forsvar – mange, som kun behandles overfladisk i Hvidbogen 2026, men hvor vi fik ord på i paneldebatterne, hvor deltagerne kunne komme med eksempler fra egen praksis.” 

“Her gjorde det stort indtryk på mig at høre om forskere, som har været med tæt på fronten i Ukraine eller interviewet pirater i Rødehavet og de udfordringer, som de møder (f.eks. forsikringsspørgsmålet), men også om de vigtige resultater, som de får med sig hjem.” 

2. Det er uklart, hvem der skal træffe beslutninger om at deltage i forsvarsforskning 

“Et gennemgående dilemma var, om det er op til den enkelte forsker at træffe beslutning om at deltage i forsvarsforskning, eller om ledelsen på universiteterne bør være involveret. Det kan få store konsekvenser for en ung forsker at vælge forsvarsforskning til. Men betyder det så samtidig, at du vælger den traditionelle grundforskning fra?“ 

Der var ikke enighed blandt deltagerne om, hvordan konsekvenserne skal balanceres og vurderes, samt hvor ansvaret for beslutningerne bør ligge. 

“En centerleder, som har det helt inde på kroppen, fortalte om hans gruppes vej ind i forsvarsforskning. Han har brugt og bruger fortsat megen tid på dialog med forskerne, da der hele tiden opstår nye udfordringer, da hele udviklingen går meget stærkt. Gruppen laver forsvarsforskning og finder det relevant og meningsfyldt, men det stiller krav til den løbende dialog.”

3. Alt kan blive dual-use i fremtiden 

“Endelig blev det meget tydeligt, at dual-use begrebet er under udvikling og måske nærmere skal betragtes som ”use” – det vil sige, at al forskning potentielt kan bruges til krigsførelse.” 

Begrebet dual-use henviser til forskning, der både kan blive anvendt til civile og militære formål. 

 “Generaldirektør for Forsvarets Forskningsinstitutt I Norge, Kenneth Ruud, henviste til et citat fra The 2022 Future War and Deterrence Conference Report, som er så foruroligende, at det nærmest er uhyggeligt at gentage: “By 2035, at the very latest, it is reasonable to assume that everywhere will be a battlefield and everything will be a weapon”.” 

Forskningspolitisk Udvalg står bag både Forskningspolitisk Årsmøde og Hvidbogen 2026. Læs Hvidbogen for 2026 her og læs mere om Forskningspolitisk Udvalg her. 

Alle fotos: Nicolai West/Videnskabernes Selskab.

Ny analyse og anbefalinger: Hvordan skal universiteterne bidrage til Danmarks sikkerhed?

Ny analyse og anbefalinger: Hvordan skal universiteterne bidrage til Danmarks sikkerhed?

Forskning i og udvikling af rumteknologi er et område, som kan have dual-use-muligheder. Foto: NASA/JPL-Caltech.
Vi befinder os i en ny geopolitisk virkelighed, hvor forventninger om oprustning også er rykket ind på universiteterne. Derfor er omdrejningspunktet for Videnskabernes Selskabs årlige forskningspolitiske hvidbog forskning og forsvar – universiteternes rolle i Danmarks sikkerhed.

Ruslands invasion af Ukraine har accelereret udviklingen af droneteknologi, mens atomoprustningen fra den kolde krig ikke kun spøger, men er til aktuel forhandling mellem USA og Iran. Trusler om invasion af Grønland truer herhjemme, mens cybersikkerhed og begreber som dual-use er blevet en global virkelighed.

Forskningen og universiteterne spiller en central rolle i disse globale spændinger. For forskning er grænseløs på godt og ondt.

Professor og dekan Marianne Holmer er forperson for Forskningspolitisk Udvalg og medlem af Videnskabernes  Selskab. Foto: Privat.

Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg (FPU) har derfor i år analyseret universiteternes rolle i at bidrage til dansk forsvar – fra et historisk, økonomisk, institutionelt og filosofisk perspektiv. Det bliver behandlet i årets Hvidbog 2026 og til Forskningspolitisk Årsmøde med afsæt i den dilemmafyldte tid på de danske universiteter:

“Vi har på universiteterne over de seneste år oplevet en stigende forventning fra samfundet til, at vi bidrager med forsvars- og sikkerhedsrelateret forskning. Det er som om, det er gået så hurtigt, at vi ikke har haft tid til at stoppe op og stille de helt store spørgsmål om universiteternes bidrag hertil.  Det gør vi med dette årsmøde og denne hvidbog,” siger Marianne Holmer, forperson for Forskningspolitisk Udvalg og dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet

Årets hvidbog bliver udgivet op til Forskningspolitisk Årsmøde. Hvidbogens mål er dels at kortlægge danske forskningsinstitutioners historiske rolle i forsvarsrelateret forskning for at danne kontekst for den nuværende situation, dels at identificere de udfordringer, begreber, dilemmaer og spørgsmål, universiteterne og de enkelte forskere står overfor.

”Vi er særligt optagede af, hvordan forsvarsforskning potentielt kommer i konflikt med klassiske akademiske værdier som åbenhed og forskningsfrihed. Vi håber derfor, at hvidbogen kan danne grundlag for en saglig debat om, hvordan vi på universiteterne håndterer disse spændingsfelter, der opstår, når forsvarsforskningen rykker ind,” uddyber Marianne Holmer.

Spørgsmål, som forskere og universitetsledelse må stille sig selv, er der nemlig nok af:

Hvordan sikrer universiteterne, at forskningsfriheden bevares, så den enkelte forsker både kan sige ja eller nej til at bidrage til forsvarsforskning?

Hvordan forhindres karrierebegrænsninger for forskeren, der indgår i forsvarsforskning, men f.eks. ikke kan publicere klassificerede resultater og dermed møde klassiske meriteringskriterier?

Er der noget forskning, som simpelthen ikke kan finde sted på universiteterne?

Dette er blot nogle af de spørgsmål, som både Hvidbogen 2026 stiller, og som vi diskuterer på Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Årsmøde fredag den 1. maj 2026.

Hvidbogen bringer også fem anbefalinger vedr. alt fra økonomiske, institutionelle til værdimæssige aspekter af håndtering af forsvarsforskning. Dyk ned i disse og mere til i Hvidbogen 2026 nedenfor. Du kan finde tidligere hvidbøger og andre publikationer her og læse mere om Forskningspolitisk Udvalg her.

An English version of the white paper can be found below.

Ny analyse peger på længere og mere usikre karriereveje for unge forskere 

Ny analyse peger på længere og mere usikre karriereveje for unge forskere 

Hvor langt er der fra ph.d.-beviset til drømmen om at blive lektor eller professor? Længere og mere broget end tidligere, konkluderer publikationen Indsigt på baggrund af en analyse fra Tænketanken DEA i samarbejde med Videnskabernes Selskab. 

Når glæden over den første forskerstilling som postdoc er landet, så vender mange blikket forventningsfuldt frem mod næste skridt: en stilling som lektor eller professor på universitet. Men vejen til denne milepæl forløber i stigende grad gennem flere midlertidige stillinger over flere år end tidligere. 

Det viser Videnskabernes Selskabs seneste publikation Indsigt, som bygger på en analyse udarbejdet af Tænketanken DEA i samarbejde med Videnskabernes Selskab. 

Analysen følger udviklingen i den videnskabelige forskerstab på danske universiteter og giver et klart billede: Vejen fra ph.d.-graden til ansættelse som lektor eller professor er blevet længere.  

Det skaber usikkerhed om fremtiden over længere tid. Udviklingen rejser derfor også spørgsmål om talentudvikling og – på længere sigt – kvaliteten af dansk forskning: 

”Når en stadig større del af forskerkarrieren tilbringes i flere på hinanden følgende midlertidige ansættelser, kan det være et problem for kvaliteten i forskningen. Der er studier, der peger på, at midlertidigt ansatte er mindre risikovillige,” siger Thomas Sinkjær, der er generalsekretær i Videnskabernes Selskab og fortsætter: 

“Derfor kan der være en tendens til, at de sigter mod et flot CV – altså mange publikationer – frem for at stræbe efter den absolut bedste kvalitet i deres arbejde.” 

Læs med i Indsigt nedenfor og få indblik i analysens tal, hovedkonklusioner og behov for at se nærmere på karriereveje i og omkring universiteterne. 

Publikationen er en del af Videnskabernes Selskabs bredere arbejde med at analysere udviklingen i forskerstaben og skabe grundlag for en mere bæredygtig rekruttering og talentudvikling i dansk forskning. Det gælder f.eks. brugen af tenure track-ordninger og mulighederne for tidligere at identificere og fastholde de forskere, der bør videreføres i akademia. Denne udgave af Indsigt er det første kapitel i det arbejde. 

Læs Tænketanken DEAs baggrundsrapport her. Den er blevet til i et samarbejde med og er delvist finansieret af Videnskabernes Selskab.


DEBAT: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning

DEBAT: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning

Med et nyt Folketing er det oplagt at tage et kig ind i maskinrummet og kortlægge demokratiets vidensfundament. Foto: Christoffer Regild/Folketinget.

Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen, generalsekretær Thomas Sinkjær og forperson for Komitéen for Videnskaben i Samfundet, Alan Irwin. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 13. april 2026.

Svin, drikkevand og skolernes fremtid har fyldt i folketingsvalget/valgkampen. Nu står vi med et nyt hold folkevalgte, som skal træffe beslutninger, der former Danmark mange år frem.

De får hurtigt travlt med at indfri valgløfter og tackle Danmarks store samfundsudfordringer. Udfordringer, der forudsætter videnskabelig viden:

Hvor slemt står det til med havmiljøet – og hvad virker faktisk? Vil svineproduktion automatisk flytte ud af landet ved strammere regulering? Hvordan har vores drikkevand det?

Forskningsbaseret rådgivning er et vigtigt redskab til at hjælpe de nye folkevalgte med at finde svar og løsninger. Men som det er nu har alle folkevalgte ikke den samme adgang til solid og uafhængig viden. I dag har regeringen omfattende forskningsbaseret rådgivning lige ved hånden – men Folketinget har det ikke. Det skaber en skævhed, der svækker både lovgivningen og den parlamentariske kontrol.

Professor Alan Irwin er forperson for Komitéen for Videnskaben i Samfundet, der netop arbejder for uafhængig forskning kan skabe værdi for samfundet. Foto: Lars Svankjær/ Videnskabernes Selskab.

Med et nyt Folketing er det oplagt at tage et kig ind i maskinrummet og kortlægge demokratiets vidensfundament – og undersøge alternative tilgange til videnskabelig rådgivning.

Hvis vi fokuserer på de beslutninger, der bliver truffet i staten – og altså for en stund udelader de mange vigtige beslutninger, der bliver truffet i regioner og særligt kommuner – er der to afgørende fora, hvor beslutninger bliver truffet: Regeringen og Folketinget.

Regeringen har allerede adgang til et relativt solidt videnskabeligt grundlag at træffe beslutninger ud fra. Selvom der dog også er udfordringer for denne, som et udvalg i Videnskabernes Selskab tidligere har påpeget. Enkelte ministerier og/eller styrelser har aftaler med udvalgte forskningsinstitutioner om at levere forskningsbaseret rådgivning.

Det samme har Folketinget ikke. Hvis de folkevalgte, som ikke sidder i regering, har brug for viden til at underbygge deres arbejde, er de nødt til selv at finde den.

For at forstå, hvorfor det ikke er godt nok, må vi se på Folketingets rolle i et demokrati. Folketinget har primært to roller (ud over at det naturligvis skal repræsentere befolkningen): Det skal lovgive og det skal udføre parlamentarisk kontrol af regeringen.

Viden er et vigtigt grundlag for begge dele. Hvis folketinget skal kunne tage stilling til og foreslå ændringer til lovforslag, skal medlemmerne have mulighed for at vurdere den viden, der ligger til grund for lovforslaget. Viden er også afgørende, hvis Folketinget effektivt skal kunne kontrollere, at det regeringen foreslår, faktisk er baseret på retvisende viden.

Men som det er nu, må Folketinget forlade sig på den viden, det har adgang til gennem lobbyister, interesseorganisationer og lignende. Det giver naturligvis en stærkere stemme til dem, der kan råbe højest og har flest ressourcer.

Derudover er der en række råd, der leverer videnskabelig rådgivning på udvalgte områder, som også kan tilfalde Folketinget, for eksempel Biodiversitetsrådet og Klimarådet. Men Folketinget har ingen formel ret til at bede om rådgivning fra nogen af disse videnskabelige råd. Det er desuden et noget fragmenteret landskab, der på ingen måde kan dække bredden i behov for videnskabelig viden.

Derfor er det vigtigt, at Folketinget også får adgang til uafhængig videnskabelig rådgivning.

Spørgsmålet er, hvordan sådan en ordning for videnskabelig rådgivning bør se ud. Her er der heldigvis inspiration at hente i udlandet. Det er vi i Videnskabernes Selskab netop nu ved at kortlægge. For næsten alle andre lande i Europa har faktisk allerede ordninger, herunder Holland, Irland, Sverige og Finland, som indgår i vores kortlægning.

Ordningerne er meget forskellige. I Irland foregår den videnskabelige rådgivning direkte i parlamentets administration med egne ansatte eksperter. I lande som Holland er den videnskabelige rådgivning placeret udenfor parlamentet, men med “vidensmæglere” placeret i parlamentets administration, der fungerer som brobyggere.

Nogle ordninger er ganske små, med få medarbejdere og udgifter, mens andre er store og omkostningstunge.

Fælles for ordningerne er dog, at det er parlamentsmedlemmerne selv, somme tider gennem udvalgene, der efterspørger, hvilken viden de har brug for. Det kan være rådgivning, som går helt tæt på det igangværende lovgivningsarbejde og kan ske meget hurtigt. Eller mere langsigtet rådgivning om for eksempel den mere generelle betydning af vigtige samfundsmæssige trends såsom udviklingen i kunstig intelligens.

Forskningsbaseret rådgivning er et vigtigt redskab til at hjælpe de nye folkevalgte med at finde svar og løsninger, understeger Susanne Ditlevsen /tv), Thomas Sinkjær (th) og Alan Irwin. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

For at give en fornemmelse af, hvordan videnskabelig rådgivning til parlamenter foregår i praksis, er her to eksempler på mekanismer for rådgivning, som vi har afdækket i vores kortlægning:

I Sverige er den videnskabelige rådgivning til parlamentet organiseret i foreningen Rifo (Sällskapet Riksdagsledamöter och Forskare), som arrangerer seminarer i og uden for den svenske Riksdag, studiebesøg og rundbordsdiskussioner om aktuelle emner.

Riksdagen har siden 2021 desuden haft en årlig Forskningsdag, der gør forskningsbaseret viden og netværk af eksperter bredt tilgængelig for alle parlamentarikere. Det er en af de mindre omkostningstunge måder at organisere rådgivningen.

I Holland har Repræsentanternes Hus (Tweede Kamer) i cirka 15 år arbejdet målrettet på at styrke sin adgang til forskningsbaseret viden. Et initiativ er Parlement & Wetenschap (P&W), som er et samarbejde mellem syv nationale videnskabsorganisationer og parlamentets egen analyse- forskningsafdeling.

P&W startede som et pilotprojekt i 2011 med forsøg i to stående udvalg, men er nu udbredt til alle udvalg. P&W har løbende eksperimenteret med og tilpasset typer af rådgivning, som stadig i dag kan antage mange forskellige former såsom korte faktaark og kortlægning af forskere i et givent felt.

Det kan give inspiration til nogle af de kendte udfordringer, vi har herhjemme.

Som Magtudredningen 2.0 allerede har vist i flere udgivelser, er rammebetingelserne for Folketingets arbejde udfordret, herunder muligheden for at udøve parlamentarisk kontrol af regeringen. En del af udfordringen er, at der gennem årene er skabt en ubalance, hvor antallet af embedsmænd i ministerierne er steget langt mere end embedsmænd i Folketinget.

En ordning for videnskabelig rådgivning til Folketinget – og dermed en udvidelse af Folketingets administration – kan være en del af løsningen, om end der også skal andre midler i brug.

Folketinget var allerede i gang med et arbejde, der skulle se på, hvordan rammerne kunne forbedres, da valget blev udskrevet. Det er vores klare opfordring til de nye Folkevalgte, at de fortsætter det arbejde og undersøger mulighederne for en ordning for uafhængig videnskabelig rådgivning til Folketinget.

Fordi det er netop nu, at der skal handling bag debatter og valgløfterne fra valgkampen. Lad det blive med videnskabelig tyngde, der rækker længere end blot til næste valg.

Find og læs alle vores debatindlæg i diverse medier her.

Ny rapport: Fremtidens kritiske teknologier kræver stærk grundvidenskab

Ny rapport: Fremtidens kritiske teknologier kræver stærk grundvidenskab

En ny rapport dokumenterer, hvorfor grundvidenskab er Europas stærkeste kort i den globale teknologikonkurrence.

Fra satellitter i rummet og kvantecomputere til kunstig intelligens og fremtidens afgrøder. Såkaldt deep tech er nutidens og fremtidens kritiske teknologier med potentiale til at transformere vores samfund og markeder.

Men Europa og Danmark sakker bagud på udviklingen af de hardwaretunge, langsigtede og risikofyldte løsninger. Den omdiskuterede Draghi-rapport advarer om, at vi taber terræn til USA og Kina. Vi er tilmed afhængige af deres fremskridt. Spørgsmålet er: Hvordan følger vi med?

Et af svarene er grundvidenskab. Det viser en ny rapport, The Role of Basic Science in Deep Tech, udarbejdet af DTU Entrepreneurship for Danmarks Grundforskningsfond, Danmarks Frie Forskningsfond, Carlsbergfondet og Videnskabernes Selskab.

Rapporten lander i anledning af denne uges EU-formandskabskonference ASCEND for at give solid dokumentation i debatten om, hvordan vi bedst muligt styrker vores deep tech-løsninger og globale position.

Budskabet står klart: Investeringer i grundvidenskab er blandt de bedste langsigtede investeringer et samfund kan foretage. Teknologier som mRNA-vacciner, kvanteteknologi, diabetesmedicin, penicillin og CRISPR er alle frugter af årtiers grundvidenskab.

Rapporten tre centrale konklusioner er:

  1. Langsigtede investeringer og beskyttede rum: Grundvidenskab kræver stabile, langsigtede bevillinger og intellektuel frihed – ikke kortsigtede KPI’er. Uden det rapporten kalder “protected space” risikerer vi at kvæle den nysgerrighedsdrevne forskning, der skaber fremtidens gennembrud.
  2. Diversitet i forskning og finansiering: Europas styrke ligger i bredde, ikke i “pick-the-winners”-strategier. Ledende videnskabsnationer har balancerede porteføljer med bredde i fagområder og mange finansieringskilder.
  3. Effektiv oversættelse til innovation: Grundvidenskab og innovation er komplementære. Universiteter – og flere andre institutioner – spiller en nøglerolle i at understøtte oversættelsen fra grundvidenskab til deep tech innovation gennem samarbejde, spinouts og stærke økosystemer.

Læs hele rapporten her eller nedenfor.

Rapporten bygger på et review af forskningsartikler og policy-dokumenter. Den er udarbejdet af Maria Theresa Norn og Daniel Hoang fra Center for Teknologi og Entreprenørskab ved DTU.

Rapportens tema bliver taget op til ASCEND-konferencen under sessionen “Paving the way: The role of basic research in building scalable deep tech innovation”, der finder sted d. 26. november kl. 9.00.

Kort om ASCEND

 

ASCEND Innovationskonferencen den 25.-26. november 2025 samler EU-beslutningstagere, investorer, forskere og startups for at formulere konkrete anbefalinger til, hvordan Europa i højere grad kan omsætte deep tech-løsninger til levedygtige startups og succesfulde virksomheder – og dermed styrke sin globale position som teknologisk frontløber.

 

Læs mere om konferencen her.

Et årti med reformer: Ny rapport undersøger udfordringer og muligheder for fremtidens uddannelser

Et årti med reformer: Ny rapport undersøger udfordringer og muligheder for fremtidens uddannelser

En ny rapport fra Videnskabernes Selskabs Uddannelseskomite (UKO) giver overblik over reformernes konsekvenser og giver anbefalinger til en langsigtet strategi.

De seneste års reformer har ændret ungdoms- og videregående uddannelser markant. Spørgsmålet er nu, hvilket aftryk det har skabt – og hvilke udfordringer står vi nu over for at løse?

En ny rapport fra Videnskabernes Selskabs Uddannelseskomite (UKO) analyserer konsekvenserne og opfordrer til en samlet, vidensbaseret plan for fremtidens institutionsstruktur og uddannelseslandskab.

Rapporten Et reformeret uddannelses-Danmark samler viden og vurderinger fra et bredt sammensat underudvalg som har givet et overblik over reformerne. Gruppen har set på både udfordringer og mulige indsatsområder. Reformerne har berørt blandt andet den ny ungdomsuddannelse, epx, universitetsuddannelserne med kandidatreformen og professionsbachelorernes forkortelse og kvalitetsløft. Hertil kommer SU-reformer og udflytningsbestræbelser.

Udfordringerne spænder fra institutionsstruktur og rekruttering til finansiering og social mobilitet. Det skaber behov for at gentænke mulige løsninger ud fra et overblik over reformerne og påvirkningen på uddannelserne, fremhæver komitéen.

I disse dage fremlægges en forskningsplan til milliarder men vi må ikke glemme at vi samtidig står midt i en stor omstilling af hele uddannelsessystemet. Vi har brug for et samlet blik – ikke bare på reformernes indhold, men på deres mulige konsekvenser og ikke mindst deres samspil,” siger Frans Gregersen, formand for undergruppen og redaktør for rapporten.

”Det vigtigste budskab er, at vi skal tænke helhedsorienteret og vidensbaseret. Det betyder at der skal etableres følgeforskning så vi kan lære af alle reformerne, for det er ikke første gang en regering har villet lave et nyt uddannelsessystem. Hvis vi vil sikre kvalitet og sammenhæng i fremtidens uddannelser skal der denne gang være meget mere samarbejde mellem forskellige institutioner – også om de unge der bliver en mangelvare over hele landet. Men det samarbejde kommer ikke af sig selv. Der skal incitamenter til,” understreger han.

Rapporten er et oplæg til debat og en invitation til at tænke strategisk og langsigtet om hele uddannelsessystemet – med særlig vægt på forskningens rolle og placering.

Dyk ned i udvalgets kortlægning og anbefalinger i rapporten nedenfor. Du kan finde vores øvrige publikationer her.

Om rapporten og Uddannelseskomitéen

 

Rapporten Et reformeret uddannelses-Danmark er udarbejdet af et underudvalg nedsat af Videnskabernes Selskabs Uddannelseskomité (UKO). Underudvalget har haft til opgave at analysere den samlede institutionsstruktur og det fremtidige uddannelseslandskab i lyset af de seneste reformer.

 

Arbejdet har omfattet fire møder og et seminar, hvor medlemmerne har fremlagt og drøftet bidrag til rapporten. Den endelige rapport er færdiggjort af de navngivne forfattere, som har det fulde ansvar for indhold, konklusioner og forslag. Rapporten vil i den kommende tid danne grundlag for en række møder med centrale aktører.

 

Underudvalget har bestået af:

  • Hanne Andersen
  • Hanne Leth Andersen
  • Nils O. Andersen
  • Ning de Coninck-Smith
  • Frans Gregersen (formand og redaktør)
  • Annegrete Juul (ikke medforfatter)
  • Tobias Høygaard Lindeberg (ikke medforfatter)
  • Harald Mikkelsen
  • Ane Qvortrup
  • Lars Ulriksen.

 

Læs mere om Uddannelseskomitéen her.

Videnskaben har brug for en ny samfundskontrakt

Debat

Videnskaben har brug for en ny samfundskontrakt

Folkemødets Forskningsscene løfter en vigtig opgave, hvor forskere og borgere mødes og diskuterer videnskab, hverdagskvaler og samfundsproblematikker – både på og rundt om scenen. Foto: Simon Klein Knudsen/Folkemødets Forskningsscene.
Tilliden mellem forskning og samfund er under pres. Derfor sætter Videnskabernes Selskab i et debatindlæg Science Report spørgsmålstegn ved, om vi skal gentænke forholdet mellem videnskab, demokrati og borgernes deltagelse.

Af Alan Irwin, forperson for Videnskabernes Selskabs Komité for Videnskaben i Samfundet, Susanne Ditlevsen, præsident, og Thomas Sinkjær, generalsekretær i Videnskabernes Selskab.

Kender du den usynlige ”kontrakt” mellem videnskaben og samfundet?

Den store fælleskasse betaler for offentlig forskning, som til gengæld leverer ny viden, der er til gavn for os alle nu og i fremtiden. Men nye vinde blæser på den globale (forsknings)scene, og den akademiske frihed er under pres. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund er bekymret og understreger, at vi bør sætte en strategisk retning for europæisk forskning og innovation – med respekt for de idealer, som har bragt os hertil.

Et grundlæggende ideal handler om, at forskning skal være til gavn for samfundet og et solidt fundament for vores demokratiske kultur. Derfor tager vi her temperaturen på videnskabens rolle i og gavn for samfundet.

Ved at styrke dialogen mellem videnskab og samfund får borgerne lov at stille spørgsmål og diskutere videnskabens betydning, hvilket kan lede til både forståelse af og tro på videnskabens bidrag til en bedre fremtid – lige fra pandemier til klimaets ’tipping points’. Og forskerne bliver inspireret til at stille nye (og bedre) spørgsmål.

Vi så det på årets Folkemøde, hvor forskningsscenen var et kæmpe tilløbsstykke, og vi ser det i større skala, når borgere deltager i ’citizen science’.

Men vi ser samtidig denne frie dialog baseret på respekt for viden være under angreb særligt i Trumps USA, fx når den erklærede vaccineskeptiker, sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr., kalder et nyligt dansk studie for et løgnagtigt propagandastunt af lægemiddelvidenskaben.

Hvad kan vi lære af historien, fremadrettet?

For 25 år siden modtog det britiske Overhus en rapport med titlen ”Science and society”. Vores britiske naboer søgte inspiration i to lande, USA og så faktisk vores eget kongerige.

Rapporten understregede, hvordan teknologiske fremskridt vakte håb om en lys fremtid, hvor videnskaben løser store problemer for menneskeheden.

På bagkant af kogalskab-skandalen pegede den også på, at der er risiko for en svigtende opbakning til videnskaben, hvis ikke forskere blandt andet leverer nyttig og saglig rådgivning til regeringen. COVID-pandemien viste med al tydelighed, hvor vigtigt det er – igen med USA som skræmmeeksemplet.

Det er samtidig påfaldende, hvor meget diagnosen ligner den, vi stiller i dag. Eksempler på dobbeltheden i befolkningens forhold til videnskab er mange.

Den generelle tillid til forskere er høj, men når politik polariserer, rammer det videnskaben – også hos danske forskere (i høj grad humanister), som afholder sig fra bestemte emner af frygt for chikane og trusler.

Tag f.eks. kunstig intelligens (AI). Mange danskere er begejstrede, men mener samtidig, at udviklingen gør det svært at følge med.

Under den optimistiske overflade lurer altså en bekymring for, om AI udviklet af (primært) amerikanske virksomheder afspejler danske værdier, som en folkehøring om AI viste sidste år. Den bekymring flugter med de foreløbige konklusioner fra Magtudredningen 2.0, for selvom fundamentet er godt, er der sprækker i det danske demokratiske hus, herunder tech-virksomheders voksende indflydelse på vores demokratiske samtale.

En ny dagsorden for videnskaben i samfundet

I lyset af den globale tumult er et centralt spørgsmål, om vi har brug for en ny forståelse af forholdet mellem videnskab og demokrati – en ny samfundskontrakt? Videnskabernes Selskab har derfor søsat initiativet ”Videnskaben i Samfundet” for at gøre status på, hvor vi er, og for at drøfte videnskabens rolle i og gavn for det frie samfund.

Debatten om videnskabens rolle i samfundet er ikke ny. Men tre spørgsmål er centrale i det tumultariske år 2025. De handler om internationale relationer, troværdighed i videnskabelig rådgivning og videnskabelige institutioners principielle rolle i samfundet.

Hvad var tydeligt for 25 år siden er endnu tydeligere i dag. Det første spørgsmål handler om, at videnskab opererer i et globalt miljø, hvor ingen nation kan stå alene.

Det er især tydeligt, at balancen i den globale forskning er ved at ændre sig – se bare på kinesisk videnskabs hastigt voksende indflydelse.

De forandringer rejser flere spørgsmål end svar: om den rolle, dansk forskning kan spille på et omskifteligt atlas af idéer, om fremtidige forskningssamarbejder og om mobiliteten af forskere og videnskabelige ideer.

En anden ting er også klar: Politiske forandringer har stor indflydelse på forskningen. Så skal vi prioritere den åbenhed, som forskningen er født med, eller er det nødvendigt at begrænse forskningssamarbejder af sikkerheds- og konkurrencehensyn?

Det andet spørgsmål vedrører troværdigheden af den videnskabelige rådgivning, som vores politikere har til rådighed. COVID-pandemien viste, at vi har brug for den bedste forskningsekspertise, men at stor usikkerhed om smittemekanismer var en reel udfordring. Åbenhed og gennemsigtighed er afgørende. Hvis samfundet ikke har tillid til videnskabens evne til at levere pålidelige og uafhængige vurderinger, vil en vigtig søjle i videnskabens sociale kontrakt med samfundet begynde at erodere.

Men er det altid muligt under forhold med stor usikkerhed? Har vi de politiske mekanismer på plads til at sikre, at ekspertrådgivning er både rettidig og legitim?

Det tredje spørgsmål handler om de videnskabelige institutioners rolle i at skabe gode betingelser for samspillet mellem videnskab og samfund. Er balancen fornuftig mellem de to poler, hvor universiteterne på den ene side er til for at skabe innovation i erhvervslivet og på den anden side eksisterer for at skabe værdi for samfundet som helhed? Hvad er universiteterne i sidste ende til for – og hvad er deres kontrakt med samfundet som helhed?

Universiteterne er forpligtet til at levere forskning, men hvordan kan de være med til at dele deres viden på tværs af samfundet som helhed – også med de borgere, der bor i Klitmøller, Kerteminde og Kalundborg?

Lad os mødes i forsamlingshuset

Det er 25 år siden, at det britiske Overhus konkluderede, at videnskabens “licence to operate” afhænger af en stærk dialog med offentligheden.

Globalt er forholdet til videnskaben fortsat i en kritisk fase, fordi verden generelt bliver mere ustabil, og demokratiet som styreform for 19. år i træk er under pres. Vi må altså ikke tage tilliden for givet herhjemme. Når vores børn i 2050 gør status, må de kunne give klare eksempler på, hvilke banebrydende landvindinger videnskaben har bidraget med i samfundet for at sikre Danmark og Europa.

Det kræver, at vi tør åbne dørene. Ikke kun til universiteternes laboratorier, men til forsamlingshuse, Folketingssalen og digitale fællesskaber. For videnskabens fremtid skrives ikke kun i tidsskrifter – vi skriver den i fællesskab.

”Netop den kendsgerning, at kundskab i sig selv er grundlaget for al civilisation, peger direkte på åbenhed som vejen til at overvinde den nuværende krise,” skrev Niels Bohr i sit åbne brev til FN for 75 år siden.

Åbenhed er en kerneværdi for videnskab. Det er også centralt for et sundt demokrati. Vi bør ikke undgå en aktiv, endog kritisk, diskussion om forholdet mellem videnskab og internationale relationer, den videnskabelige rådgivnings rolle i den offentlige politik eller vores universiteters sociale bidrag.

Et åbent forhold mellem videnskab og samfund er vores bedste håb for fremtiden.

Få overblik over alle Videnskabernes Selskabs debatindlæg her.

Om Komitéen for Videnskaben i Samfundet

Formålet med projektet Videnskaben i Samfundet er at styrke grundlaget for, at uafhængig forskning kan skabe værdi for samfundet både nationalt og internationalt.

 

I disse år ser vi markante udviklinger i mødet mellem videnskab og samfund. På den ene side skaber videnskabelige fremskridt inden for eksempelvis kunstig intelligens helt nye muligheder og risici inden for stort set alle sektorer af samfundet (herunder også for videnskaben selv).

 

På den anden side påvirker samfundet videnskaben, for eksempel når en ny geopolitisk situation kan begrænse videnskabens åbenhed, og når klimaforandringer leder til samfundsmæssige krav til videnskaben om at bidrage (hurtigere) til grøn omstilling. Derfor er forskningsbaserede svar på globale samfundsudfordringer vigtigere end nogensinde før.

 

Novo Nordisk Fonden har støttet Videnskaben i Samfundet med 4,7 millioner kr. Projektet løber fra 2025-2027.

Læs mere om komitéens medlemmer og arbejde her.

Hvidbog 2025 søger svar: Hvordan bliver internationalisering vores trumfkort?

Hvidbog 2025 søger svar: Hvordan bliver internationalisering vores trumfkort?

 Billede: Shutterstock / NTB scanpix.
Videnskab er grænseløs og global – den er international i sin natur. Internationalisering af forskning og uddannelse er derfor i fokus i Videnskabernes Selskabs hvidbog for 2025.

Det er ikke spørgsmål om at være international eller ej, men hvordan gør vi det bedst muligt. Det har Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg (FPU) undersøgt og deler nu udfordringer, fordele, det historiske bagtæppe og erfaringer fra andre europæiske lande i Hvidbogen 2025.

Det sammenfatter hvidbogen med temaet “Internationaliseringen af dansk forskning og uddannelse – fra kvantitet til kvalitet”.

Målet er at skabe et vidensbaseret billede af, hvor vi er, og hvor vi skal bevæge os hen. Hvidbogen sætter desuden rammen for selskabets forskningspolitiske årsmøde og for efterfølgende debat og inspiration på universiteterne og de politiske gange.

”International rekruttering er ikke blot nødvendig for den danske samfundsøkonomi, men er også en forudsætning for at danske universiteter kan levere forskning og udvikle undervisningsmiljøer af højeste kvalitet. Men der er også udfordringer knyttet til internationaliseringen,” siger Dan Zahavi, forperson for Forskningspolitisk Udvalg og professor i filosofi og leder af Center for Subjektivitetsforskning ved Københavns Universitet.

“Vi håber, at vi med årets hvidbog kan medvirke til at igangsætte en ny drøftelse af, hvordan vi bedst kan maksimere fordelene og samtidig håndtere udfordringerne effektivt,” tilføjer han.

For selvom dansk forskning trods vores lille størrelse har en international stor udsigt og indsigt, så opstår der konstant nye vilkår, værdi og dilemmaer, når vi inviterer udlandet ind på de danske universiteter. Det er vi nødt til at tage stilling til. Særligt i en global brydningstid, hvor det er mere vigtigere end nogensinde at forstå den verden, vi lever i ud fra et internationalt perspektiv.

Det gælder hele fødekæden fra uddannelsernes forelæsningssale, pensum og det talte fagsprog til forskningsmiljøers sammensætning og samarbejder:

Hvordan kan vi f.eks. bedst integrere udenlandske studerende og forskere for at fremme innovation og den ypperste forskning – og samtidig sikre, at vi ruster danske studerende til at følge med den internationale konkurrence?

Hvordan sikrer vi international rekruttering af studerende og topforskere, som ikke overtager, men kan spille sammen som et hold i de danske miljøer? Og hvordan tænker vi internationalisering ind fra toppen i ledelsesgangen og ned til den daglige gang på institutterne?

Det er et udpluk af de spørgsmål og dilemmaer, som Hvidbogen udforsker og som bliver sat til debat til årsmødet.

 Nøglepointer fra Hvidbogen 2025:

  • Effektiv internationalisering: Hvidbogen understreger, at videnskaben er af natur international og fremhæver fordelene ved øget internationalisering, herunder bedre rustning af danske kandidater til en globaliseret virkelighed og berigelse af det akademiske liv gennem rekruttering af talentfulde studerende og forskere.
  • Udfordringer: Den øgede internationalisering har medført udfordringer som økonomiske rammer, sprogbarrierer, kulturforskelle, politiske spændinger og sikkerhedshensyn.
  • Anbefalinger: Hvidbogen har fire anbefalinger, som kan fremme en kvalitetsorienteret tilgang til rekruttering og uddannelsesudvikling, styrket organisatorisk og ledelsesmæssig tilgang til internationalisering, forbedrede politiske rammebetingelser og fokus på internationalisering i en geopolitisk krisetid.

Dyk ned i Hvidbogen 2025 nedenfor. Du kan finde tidligere hvidbøger og andre publikationer her.