DEBAT: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning
Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen, generalsekretær Thomas Sinkjær og forperson for Komitéen for Videnskaben i Samfundet, Alan Irwin. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 13. april 2026.
Svin, drikkevand og skolernes fremtid har fyldt i folketingsvalget/valgkampen. Nu står vi med et nyt hold folkevalgte, som skal træffe beslutninger, der former Danmark mange år frem.
De får hurtigt travlt med at indfri valgløfter og tackle Danmarks store samfundsudfordringer. Udfordringer, der forudsætter videnskabelig viden:
Hvor slemt står det til med havmiljøet – og hvad virker faktisk? Vil svineproduktion automatisk flytte ud af landet ved strammere regulering? Hvordan har vores drikkevand det?
Forskningsbaseret rådgivning er et vigtigt redskab til at hjælpe de nye folkevalgte med at finde svar og løsninger. Men som det er nu har alle folkevalgte ikke den samme adgang til solid og uafhængig viden. I dag har regeringen omfattende forskningsbaseret rådgivning lige ved hånden – men Folketinget har det ikke. Det skaber en skævhed, der svækker både lovgivningen og den parlamentariske kontrol.
Med et nyt Folketing er det oplagt at tage et kig ind i maskinrummet og kortlægge demokratiets vidensfundament – og undersøge alternative tilgange til videnskabelig rådgivning.
Hvis vi fokuserer på de beslutninger, der bliver truffet i staten – og altså for en stund udelader de mange vigtige beslutninger, der bliver truffet i regioner og særligt kommuner – er der to afgørende fora, hvor beslutninger bliver truffet: Regeringen og Folketinget.
Regeringen har allerede adgang til et relativt solidt videnskabeligt grundlag at træffe beslutninger ud fra. Selvom der dog også er udfordringer for denne, som et udvalg i Videnskabernes Selskab tidligere har påpeget. Enkelte ministerier og/eller styrelser har aftaler med udvalgte forskningsinstitutioner om at levere forskningsbaseret rådgivning.
Det samme har Folketinget ikke. Hvis de folkevalgte, som ikke sidder i regering, har brug for viden til at underbygge deres arbejde, er de nødt til selv at finde den.
For at forstå, hvorfor det ikke er godt nok, må vi se på Folketingets rolle i et demokrati. Folketinget har primært to roller (ud over at det naturligvis skal repræsentere befolkningen): Det skal lovgive og det skal udføre parlamentarisk kontrol af regeringen.
Viden er et vigtigt grundlag for begge dele. Hvis folketinget skal kunne tage stilling til og foreslå ændringer til lovforslag, skal medlemmerne have mulighed for at vurdere den viden, der ligger til grund for lovforslaget. Viden er også afgørende, hvis Folketinget effektivt skal kunne kontrollere, at det regeringen foreslår, faktisk er baseret på retvisende viden.
Men som det er nu, må Folketinget forlade sig på den viden, det har adgang til gennem lobbyister, interesseorganisationer og lignende. Det giver naturligvis en stærkere stemme til dem, der kan råbe højest og har flest ressourcer.
Derudover er der en række råd, der leverer videnskabelig rådgivning på udvalgte områder, som også kan tilfalde Folketinget, for eksempel Biodiversitetsrådet og Klimarådet. Men Folketinget har ingen formel ret til at bede om rådgivning fra nogen af disse videnskabelige råd. Det er desuden et noget fragmenteret landskab, der på ingen måde kan dække bredden i behov for videnskabelig viden.
Derfor er det vigtigt, at Folketinget også får adgang til uafhængig videnskabelig rådgivning.
Spørgsmålet er, hvordan sådan en ordning for videnskabelig rådgivning bør se ud. Her er der heldigvis inspiration at hente i udlandet. Det er vi i Videnskabernes Selskab netop nu ved at kortlægge. For næsten alle andre lande i Europa har faktisk allerede ordninger, herunder Holland, Irland, Sverige og Finland, som indgår i vores kortlægning.
Ordningerne er meget forskellige. I Irland foregår den videnskabelige rådgivning direkte i parlamentets administration med egne ansatte eksperter. I lande som Holland er den videnskabelige rådgivning placeret udenfor parlamentet, men med “vidensmæglere” placeret i parlamentets administration, der fungerer som brobyggere.
Nogle ordninger er ganske små, med få medarbejdere og udgifter, mens andre er store og omkostningstunge.
Fælles for ordningerne er dog, at det er parlamentsmedlemmerne selv, somme tider gennem udvalgene, der efterspørger, hvilken viden de har brug for. Det kan være rådgivning, som går helt tæt på det igangværende lovgivningsarbejde og kan ske meget hurtigt. Eller mere langsigtet rådgivning om for eksempel den mere generelle betydning af vigtige samfundsmæssige trends såsom udviklingen i kunstig intelligens.
For at give en fornemmelse af, hvordan videnskabelig rådgivning til parlamenter foregår i praksis, er her to eksempler på mekanismer for rådgivning, som vi har afdækket i vores kortlægning:
I Sverige er den videnskabelige rådgivning til parlamentet organiseret i foreningen Rifo (Sällskapet Riksdagsledamöter och Forskare), som arrangerer seminarer i og uden for den svenske Riksdag, studiebesøg og rundbordsdiskussioner om aktuelle emner.
Riksdagen har siden 2021 desuden haft en årlig Forskningsdag, der gør forskningsbaseret viden og netværk af eksperter bredt tilgængelig for alle parlamentarikere. Det er en af de mindre omkostningstunge måder at organisere rådgivningen.
I Holland har Repræsentanternes Hus (Tweede Kamer) i cirka 15 år arbejdet målrettet på at styrke sin adgang til forskningsbaseret viden. Et initiativ er Parlement & Wetenschap (P&W), som er et samarbejde mellem syv nationale videnskabsorganisationer og parlamentets egen analyse- forskningsafdeling.
P&W startede som et pilotprojekt i 2011 med forsøg i to stående udvalg, men er nu udbredt til alle udvalg. P&W har løbende eksperimenteret med og tilpasset typer af rådgivning, som stadig i dag kan antage mange forskellige former såsom korte faktaark og kortlægning af forskere i et givent felt.
Det kan give inspiration til nogle af de kendte udfordringer, vi har herhjemme.
Som Magtudredningen 2.0 allerede har vist i flere udgivelser, er rammebetingelserne for Folketingets arbejde udfordret, herunder muligheden for at udøve parlamentarisk kontrol af regeringen. En del af udfordringen er, at der gennem årene er skabt en ubalance, hvor antallet af embedsmænd i ministerierne er steget langt mere end embedsmænd i Folketinget.
En ordning for videnskabelig rådgivning til Folketinget – og dermed en udvidelse af Folketingets administration – kan være en del af løsningen, om end der også skal andre midler i brug.
Folketinget var allerede i gang med et arbejde, der skulle se på, hvordan rammerne kunne forbedres, da valget blev udskrevet. Det er vores klare opfordring til de nye Folkevalgte, at de fortsætter det arbejde og undersøger mulighederne for en ordning for uafhængig videnskabelig rådgivning til Folketinget.
Fordi det er netop nu, at der skal handling bag debatter og valgløfterne fra valgkampen. Lad det blive med videnskabelig tyngde, der rækker længere end blot til næste valg.
