Vildt vejr i sigte: Forskere forener landskab og litteratur for at forstå og planlægge en blå fremtid

Med knap 9.000 km kystlinje og byer helt ud til havet er vi sårbare over for stigende havvand og voldsommere vejr. Prognoser fra bl.a. DMI peger på et markant højere havspejl i løbet af de næste 100 år, mens regnhændelser bliver intensiveret. Stormfloder, som den vi oplevede i oktober 2023, vil komme hyppigere og fra et højere udgangspunkt. Vandet vil komme fra alle sider.  

Vi kan bremse udviklingen ved at sænke vores CO2-udledning, men vi kan ikke stoppe den. Det globale havniveau er det seneste årti steget gennemsnitligt 4,7 millimeter om året. 

Det taler for sig selv og rejser nogle svære spørgsmål: Skal vi satse på at holde vandet ude med stadig højere diger? Bo andre steder? Eller finde nye måder at leve med havet som et dynamisk vilkår?  

Mette Juhl Jessen, som er ph.d.-stipendiat i landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet og har en baggrund i litteraturvidenskab, arbejder med, hvordan vi som mennesker indretter os i dynamiske kystlandskaber, og ikke mindst, hvordan vi planlægger at gøre det langt ind i en ukendt fremtid.    

En så kompleks problemstilling kræver tværfaglig forskning, men også fiktionen, som kan skrive alternative verdener frem, kan åbne for nye blikke på livet med og ved havet. 

Hvad hvis vi var havet? 

Vi har brug for alt fra landskabsarkitekter, ingeniører og hydrologer til forskere med blik for historie og litteratur, som kan skærpe vores forståelse af naturens rytmer, tidsskalaer og forestillinger om livet ved kysten. 

Søren Frank, som er professor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, arbejder med problematikken ud fra havets litteraturhistorie og det felt, som bliver kaldt ”blå humaniora”. Pointen er her, at romaner ikke skal erstatte modelberegninger, men den litterære verden skal supplere. Den skal gøre havvandstigninger og oversvømmelser mere anskuelige som et dynamisk vilkår frem for en nyopstået fjende udefra.  

”Hvad kan litterære værker lære os om at leve med havet i stedet for imod det?” spørger Søren Frank derfor i sin forskning. 

”Hvad er det for et natursyn, vi i det hele taget har, og hvordan har vores forhold til naturen forandret sig gennem tiden? Vi kan lære meget af historisk litteratur, men også af spekulativ fiktion, der kigger ud i fremtiden,” siger han. 

Havbrevene (2018) af Siri Ranva Hjelm Jacobsen er, ifølge Søren Frank, et pragteksempel. Det er en poetisk brevroman, hvor det garvede Atlanterhav på 180 millioner år og den nysgerrige lillesøster Middelhavet på blot fem millioner år skriver breve til hinanden. I de fortællinger er mennesker og dyr blot kryb i planetens 4,5 milliarder år lange historie. 

”Havbrevene ser på verden fra havenes perspektiv, og det får grunden under vores fødder til at vakle lidt, fordi alle de ting, vi troede, vi var herre over, er vi måske ikke herre over alligevel,” forklarer Søren Frank og tilføjer: 

”Det er, som om man bliver bevidst om, hvor lille en del af det store kosmos i både tid og rum vi egentlig er som art.”  

Samtidig kredser bogen om handlekraft. Klimaforandringerne er menneskeskabte, men havenes ”masterplan” ligger ovenover. Vi er i færd med at accelerere processer, som vi ikke kan styre, men som viser sig at passe godt med havenes plan: en planet helt klædt i blåt. 

Med blikke som dette kan litteraturen hjælpe os med at gentænke vores natursyn og vores liv med havet i en tid, hvor klimaforandringer har afsløret grænserne for vores kontrol. I romanen Rans vilje  (2023) beskriver Peder Frederik Jensen meget sigende det danske landskab som ”en Mariekiks i et glas vand” og viser med en slående metafor, hvor porøst det danske landskab er, og hvor sårbare vi er over for havstigninger, fremhæver Søren Frank. Rans vilje åbner på den måde vores blik for det danske kystlandskab som alt andet end statisk. Her er ikke fast grund under fødderne, og det tvinger os til at overveje, om vi planlægger på lånt tid. 

Læs også Peder Frederik Jensens tekst “Hvis man betragter havet fra fiskens perspektiv” om vores liv med et hav i forandring. Teksten skrevet på baggrund af én dag om havet i Videnskabernes Selskab. 

Historien er vores læremester 

Holger Drachmanns reportager fra stormfloden i 1872 skildrer et landskab, hvor alt var vendt på hovedet:  Det, der burde være på land, flyder rundt i havet, og hav og sand er trængt ind i alle kroge på land, fortæller Søren Frank.  

“(..) forskjellige Gjenstande sejlede omkring derude, og oppe paa Næssegaarden havde man faaet en ny Udsigt,“ beskriver Drachmann i kølvandet på stormflodens besøg. Samtidig sår Drachmann tvivl om de store inddæmningsarbejder, som er sat i gang, og som for ham er udtryk for menneskeligt hovmod. 

”Stormfloden i 1872 sætter gang i nogle store ingeniørprojekter, som vi stadig kan se i dag. Men Drachmann antydede allerede dengang, at vi som mennesker måske ikke kan besejre havet,” siger Søren Frank. 

De store ingeniørprojekter med indlejring, dæmninger og landindvinding accelererede et natursyn, der forbandt vores liv ved havet med kontrol. 

“Vi har vitterligt haft en idé om, at vi kan kontrollere os ud af alt,” siger Søren Frank. 

Kampen om kontrol

Vores landbaserede tilgang til den grønne omstilling har, ifølge Søren Frank, derfor brug for et blåt perspektiv. For mens den grønne fortælling ofte er fornuftig, harmonisk, kontrolleret, kan havets logik og det blå perspektiv give os et sprog for det ustabile, rytmiske, episodiske og i perioder katastrofiske, fremhæver Søren Frank. Han peger på at et blåt perspektiv viser, at naturen ikke er statisk, og at planeten historisk har opført sig uroligt, også uden menneskelig indblanding.  

Men siden Drachmanns tid har vi fortsat satset på at kontrollere de danske kystlandskaber. Vi bygger mure, diger og sluser og udvider kloaknettet for at holde landet tørt og havet ude. Det giver på sin vis mening: Saltvand er hårdt ved bygninger, infrastruktur og afgrøder, og vi bor, arbejder og investerer i lavtliggende områder, som historisk har været attraktive, men sårbare. 

Mette Juhl Jessen peger på, at der også er andre veje at gå, og at den fortælling, vi fortæller hinanden om havet og kysten, er afgørende for, hvilke veje der vælges. Hun arbejder bl.a. med tre dominerende fortællinger, når man skal risikoplanlægge: Havet som midlertidig tilstedeværelse, som truende og som kontrollerbart. 

Kontroltanken ses i praksis, når vi eksempelvis bygger diger, eller højvandsmure. Men når man bygger diger, opstår ofte ”digeeffekten”, hvor man bag et nyt dige, begynder at bygge nyt på de ellers udsatte arealer, så man får mest værdi ud af arealet bag diget. Men det skaber en ny sårbarhed: Hvis diget svigter, er konsekvenserne større, og man har gjort sig afhængig af diget i en meget lang fremtid. 

“Når jeg taler med planlæggerne gennem kommunerne, spørger jeg ofte: Overvejer I, om der er områder, hvor der måske ikke skal være beboelse om 100 år? En planlægger svarede meget rent: ‘Vi beskytter det, der er’,” fortæller Mette Juhl Jessen. 

Hun fremhæver dog samtidig, at det ikke skal opfattes som en kritik af embedsfolk, der ”beskytter det, der er.” Det er deres opgave. Mere problematisk er det, når der opføres nybyg på meget udsatte arealer. Men begge problematikker peger egentlig på et strukturelt problem. Lokale myndigheder planlægger naturligt i kortere horisonter med konkret ansvar for nutidens borgere, vækst og værdier. Men samtidig er havets udvikling langsom og langtidsvirkende, afbrudt af episodiske stormfloder og påvirket af miljø- og klimaforandringer.  

Vi skal med andre ord navigere både nutiden og fremtiden med alt, hvad det indebærer. Det kræver strategier, der rækker 1000 år ud i fremtiden frem for én valgperiode, eller én kommuneplan. 

”Vi skal have gang i en samtale om de her ting i et lidt længere tidsperspektiv, som ikke kun tager højde for, hvad vi hver især vil på vores matrikler lige nu og her, men også hvad vi som samfund vil, og hvilke strukturer vi vil give videre til de næste mange, mange generationer,” siger Mette Juhl Jessen. 

Øen, der affolkes – skal vi redde den? 

Hvis vi kun taler murhøjde, misser vi halvdelen af opgaven. Fremtidens kysttilpasning i Danmark kræver en kombination af landskabsforståelse, tekniske løsninger og kulturelle perspektiver. Vi skal planlægge ud fra forandring og rytmer og turde tænke i stor skala. 

Søren Frank og Mette Juhl Jessen arbejder sammen på et mindre projekt, der netop gør dette. Omdrejningspunktet er Mandø, en lille, tidevandsomkranset ø i Vadehavet. Vandet er dagligt nærværende, tidevandet tydeligt, beboertallet lavt, og gennemsnitsalderen høj. Øen rummer både store naturkvaliteter og akutte sårbarheder i de diger, der for nu adskiller Mandø fra havet. 

Mandø sætter dermed livet med havet på spidsen. Spørgsmålet er, hvordan man kan gå til forestillingen om fremtiden på Mandø. 

Øen er på den måde en slags ekstrem case for de valg, mange danske kystsamfund står over for i den nærmeste fremtid. Med afsæt i øens vilkår undersøger de to forskere i samarbejde med deres kollega Anne-Sophie Bogetoft Mortensen, hvad litteratur og film kan bidrage med til samtalen om, hvorvidt vi i fremtiden skal forsøge at holde havet ude, flytte os for det eller lære at leve med det som noget, der kommer og går. 

Projektet kobler æstetiske analyser af romanen Mandø og dokumentarfilmen Før Stormen  med planlægningsperspektiver. De fokuserer på såkaldte tidsligheder.  

De tager afsæt i de æstetiske fremstillinger af landskabets rytmer som modspil til statistiske beregninger. Med udgangspunkt i månens, vadens, digets og Låningsvejens tidsligheder peger de på fire forskellige rytmer, der kan vise vej mod mulige landskabsstrategier. Deres tilgang kræver, at vi erkender, at ”normalen” er forandring, og at vi tager udgangspunkt i forandringerne, når vi skal forestille os fremtiden, forklarer Mette Juhl Jessen. 

Det skal vi formidle, så det kan mærkes. Vi skal begynde at inkludere havets perspektiv, når vi skal prioritere mellem forskellige kombinationer af beskyttelse, tilpasning og tilbagetrækning alt efter havets natur og samfundets langsigtede ønsker.