Portræt: Generalsekretær Thomas Sinkjær råber ikke højest, men skærer lige igennem

Af Ghita Nidam Møller

Døren smækker aldrig. Stemmelejet er roligt. Det joviale glimt i øjet er genkendeligt. Og hans betydning er enorm. Men hvem er Thomas Sinkjær?

En person fyldt med umiddelbare kontraster: magtfuld, men så ydmyg og inkluderende, at frygten for hierarkiske mundkurve fordufter. Stålfast og vedholdende, tenderende til stædig – men samtidig åben, blid, lyttende og humoristisk. Og med en hang til at omsætte impulser til handling.

Det er konturerne af Thomas Sinkjær, når man spørger nogle af de mennesker, der har arbejdet tæt sammen med ham i Videnskabernes Selskab og i forskningsverdenen gennem årene.

Efter fem år på posten som generalsekretær giver Thomas Sinkjær nu stafetten videre – og efterlader et tydeligt aftryk på selskabet. Ikke kun i beslutninger og vedtægter, men i måden, der bliver lyttet, spurgt og tænkt på.

“Han tager sig selv alvorligt – men han tager ikke sig selv højtideligt,” som Mette Birkedal formulerer det ud fra deres samarbejde Videnskabernes Selskab og før det Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) og Danmarks Grundforskningsfond.

Det brede blik på forskning

Thomas Sinkjær er professor i neurovidenskab og teknologi ved Aalborg Universitet, men taler sjældent om sin egen forskning og indflydelsesrige poster i forskningsverdenen – selvom listen kan rulles sammen til en tyk papyrusrulle: Tidligere har han bl.a. været forskningsdirektør i Lundbeckfonden og Villum Fonden samt direktør i Danmarks Grundforskningsfond og leder af Grundforskningsfondens Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Aalborg Universitet.

Da han trådte ind i rollen som generalsekretær, var hans ambition todelt: at åbne selskabet for nye videnskabelige perspektiver og at åbne selskabet mere udadtil.

“Man kan ikke bygge et forskningsøkosystem på én type fremragende forsker,” som Susanne Ditlevsen, præsident i Videnskabernes Selskab, formulerer det og tilføjer:

“Der skal være diversitet – ellers fungerer det ikke. Dét forstår Thomas om nogen. Han har blik for, hvordan vi kan bevæge os hen mod de nødvendige forandringer på en konstruktiv og vidensbaseret måde, som virker helt logisk.”

For Thomas Sinkjær har excellence aldrig været et entydigt begreb. Han har insisteret på, at god forskning også opstår gennem samarbejder, fællesskaber og processer, der ikke altid passer ind i klassiske præstationsskemaer. Selvom han som forsker selv uden tvivl er berettiget excellence-mærkatet – uanset definitionen.

“Han har et meget stærkt kompas for, både hvad der er god videnskab og god opførsel,” supplerer Mette Birkedal.

Samtidig har han, gennem arbejde i fonde, forskningsprogrammer og strategiske udvalg, været med til at udvikle centrale strukturer i det danske forskningssystem og dermed sætte retning for, hvordan forskning bør organiseres og prioriteres. Som mangeårig direktør i Danmarks Grundforskningsfond, forskningsdirektør i såvel Villumfonden og Lundbeckfonden har han arbejdet med og nyudviklet organiseringen af forskningsbevillinger.

Et eksempel er forskningsprogrammet ”Villum Experiment”, der som et af de første dobbeltblindede, anonyme ansøgningsprocesser (double-blind review) fokuserer udelukkende på idéens potentiale frem for forskerens tidligere meritter.

Der er med andre ord få i Danmark, der har tænkt så meget over, hvordan man uddeler penge til forskning, som Thomas Sinkjær har.

“Thomas har været med til at udvikle nogle af de centrale byggesten i det danske forskningssystem. Det er strukturer, vi stadig arbejder videre på i dag,” siger professor og medlem Frede Blaabjerg, som gennem mange år har arbejdet med Thomas Sinkjær i Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR), Videnskabernes Selskab og på Aalborg Universitet.

Hjerne og hjerte

Forskningslivet begyndte tidligt og med et tydeligt formål: At forstå, hvordan mennesker bevæger sig – og hvordan man kan hjælpe dem, der har mistet evnen, til at genvinde handlekraften. Hans første videnskabelige udgivelse i 1982 er meget sigende: en startvejledning til det såkaldte MDS86-system til at hjælpe bevægelser i gang.

”Det er så sigende og et helt kernelement i Thomas’ forestilling,” fortæller professor Andreas Roepstorff, der gennem de seneste år har siddet i præsidiet for Videnskabernes Selskab sammen med Thomas Sinkjær.

”For ham handler det om at forstå, hvordan den her verden og mennesker bevæger sig. Og det er på en måde også en meget fin metafor for hans administrative og organisatoriske arbejde: Det handler ikke kun om at forstå, hvordan folk bevæger sig, men også at kunne skubbe lidt på i situationer, hvor bevægelsen ikke helt glider, sådan som man kunne ønske sig.”

Det kræver eksperimenter. Thomas Sinkjær har tidligere udviklet tekniske systemer, der kan understøtte menneskers bevægelse og genoptræning.

Det udviklede sig til elektrisk stimulation, hvor bevægelse kan sættes i gang hos mennesker med lammelser. Blandt andet i et forskningsprojekt sammen med Andreas Roepstorff, hvor de undersøgte, hvad følelsen af ejerskab kan gøre for bedringen.

Senere blev teknologien demonstreret ved royalt besøg ved Thomas Sinkjærs forskningscenter på Aalborg Universitet. Her fik den daværende kronprinsesse Mary lov at mærke, hvordan de elektriske impulser ved små stød kan sætte muskler i gang og få en hånd til at bevæge sig. Måske lige heftigt nok. Et stød til dronningen fik lidt for meget drøn på, og både dronningen og hoffet spjættede forskrækket, griner Frede Blaabjerg, da han mindes de mange år sammen i deres fælles kontekster i forsknignsdanmark.

”Thomas har evnen til både at tænke strategisk og samtidig løfte blikket 360 grader. Han er en af dem, der ikke bare følger udviklingen, men sætter retningen,” siger Frede Blaabjerg og tilføjer om Thomas Sinkjærs brede betydning gennem råd og fonde:

“Der er ikke mange i det danske forskningsmiljø, der ikke ved, hvem Thomas er.”

Han går så langt, som at sige, at Thomas Sinkjærs forskningsmæssige gennemslagskraft blev en afgørende milepæl for universitetet og satte det på det internationale verdenskort. Ikke kun inden for Thomas Sinkjærs eget felt: Hans glans og visioner formåede at smitte af på universitetets generelle renommé. Et lignende mønster tegner sig hos Videnskabernes Selskab.

Han giver rum til ideer – og sørger for realiteter

Følelsen af ”tryghed” er et gennemgående kendetegn for Thomas Sinkjær i selskabet. Det gælder både i præsidiet, i udvalg og i mødet med det enkelte medlem. Han ser ud over egen næse og spørger nysgerrigt til andres felter – kunst, klima, kvanteteknologi.

Han søger nemlig ikke at dominere samtaler, men bidrager i stedet til at skabe åbne og tillidsfulde rum, hvor idéer frit kan flyve uden at blive brutalt skudt ned. Han er ikke én fagligheds forkæmper. Tværtimod er hans mærkesag, at der er brug for videnskabens mange vinkler, som taler sammen. Derfor har han blandt andet også været med til at blande medlemmer fra den humanistiske og naturvidenskabelige klasse til medlemsmøder.

”Spændende,” siger han ofte. Efterfulgt af et spørgsmål, der lige stikker et lag dybere. Nogle gange også de trælse spørgsmål. Dem, der afslører mangler eller perspektiver, man endnu ikke selv har nået at overveje.

“Han har et helt fantastisk overordnet blik for, hvad der er centralt – og hvad der ikke er,” siger Susanne Ditlevsen, præsident i Videnskabernes Selskab: “Han er virkelig i stand til at se på en ny problemstilling og se, hvor skoen trykker.”

Netop evnen til at kombinere detaljeviden med helikopterblik har gjort ham til en værdsat sparringspartner i deres fælles formandskab i selskabet – både strategisk og menneskeligt.

“Jeg har aldrig været nervøs for at vende tvivl med Thomas,” siger Susanne Ditlevsen og tilføjer: “Der er et rum, hvor man kan prøve idéer af, uden at de skal være færdige.”

Han lytter. Og han kan, hvis argumenterne er gode nok, flytte sig. “Selvom han har klare holdninger,” siger Susanne Ditlevsen, “så er han virkelig god at ping-ponge med. Man finder en retning sammen.”

Som Andreas Roepstorff peger på, handler det ikke kun om at sætte retning, men om at sætte bevægelse i gang, som andre selv tager ejerskab for – at skabe processer, hvor idéer udvikler sig undervejs, næsten som små eksperimenter, man lærer af.

Med det sagt savner Thomas Sinkjær ikke stærke holdninger. Han ved godt, hvad han mener – og hvad han synes, er rigtigt.

”Det kan vi jo lige tænke over,” lyder det ofte fra ham i kølvandet på en snak, i slutningen af et møde, eller henkastet over skulderen på vej videre. Og det gør man.

Han er altid lige et skridt foran, før en strategi overhovedet er i støbeskeen. Han insisterer sjældent på at vinde diskussionen. I stedet ender Thomas Sinkjærs synspunkter ofte med at lande som noget nær konsensus. En stiltiende sejr. Ikke for sig selv, men for det forskningssamfund, han tror på, er det bedste for videnskabens væsen og for samfundet.

Thomas Sinkjær råber derfor ikke højest, men formår at skære diskret igennem.

Indefra og ud

For Thomas Sinkjær selv har rollen som generalsekretær hvilet på to ben: det indadvendte og det udadvendte.

Videnskabernes Selskabs hjem i huset på H.C. Andersens Boulevard har for ham altid repræsenteret begge ben og været mere end smukke mursten og marmor.

“Hver gang jeg går ind i huset, bliver jeg mindet om, at videnskab både skal være solid og nysgerrig,” fortæller han fra stolen på sit kontor i selskabet.

For ham er huset et sted, hvor videnskabens dybde og relevans skal forenes og deles. Og dét har han været med til at give plads til på nye måder.

Det kom blandt andet konkret til udtryk, da Videnskabernes Selskabs facade blev forvandlet til lys og billeder som fejring af Carlsbergfondets 150-års jubilæum under Copenhagen Light Festival. Historiske videnskabelige afhandlinger fik nyt liv og tempo. Ikke som formidling af ét budskab, men som en åben invitation til at se grundvidenskaben som en levende del af samtiden og en fælles samtale.

Det var da også med spænding i maven, at Thomas Sinkjær fulgte medlemmernes reaktioner på lysværkets unge kunsters tolkning af videnskabens bevægelse og betydning. Men der var medvind og det viste, at selskabet tør åbne sig på nye måder – når der er tillid til et lille friskt pust.

Det er samme tilgang som den første ”manual” til bevægelse. Et foregribende tegn på hans virke: en vedvarende optagethed af, hvordan man sætter bevægelse i gang – uden at tage den fra dem, der er en del af den. Fra de første eksperimenter, til arbejdet med at udvikle institutioner og fællesskaber, er ambitionen den samme: at gøre bevægelsen til noget, man selv kan tage del i.

Indadtil har han i samme tråd været optaget af medlemmerne og mødekulturen. Om at arbejde på at skabe øget dialog på tværs og større diversitet i fagligheder, geografi og engagement blandt nye såvel som etablerede medlemmer. Og dermed gå foran i troen på diversiteten som videnskabens styrke. For ikke at glemme at sikre en sund økonomi og et sekretariat, der professionelt støtter op om selskabets aktiviteter, forklarer han.

Udadtil at vise, at videnskaben har en stemme og er en ressource, der kan og bør bruges.

“Hvis vi vil have tillid, skal vi også turde åbne os – uden at gå på kompromis med solid viden,” siger han.