Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Stine Falsig Pedersen. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 21. oktober 2026.

En af vores største succeser i dansk forskning risikerer at stå over for en afvikling efter 2027: Danmarks Grundforskningsfond.

Ikke fordi kvaliteten svigter, men fordi den offentlige fond mangler grundkapital blandt andet til sine unikke og langsigtede grundforskningscentre, de såkaldte Centres of Excellence

Disse centre er etableret i skarp konkurrence mellem de bedste danske forskere efter international evaluering.

Centrene er unikke fordi de muliggør langsigtet, ambitiøs, tværvidenskabelig forskning i op til ti år per center.

Denne model har været ekstremt succesfuld: Centrene har siden virkemidlets start konsekvent leveret fremragende og nyskabende forskning, der ikke kun har haft grundvidenskabelig betydning, men i høj grad også har bidraget til dansk innovationskraft.

Hvis fonden ikke modtager et engangsbeløb fra staten, vil den sidste runde af midler til opstart af nye Centres of Excellence være den, der er i gang netop nu. Modellen vil dermed gradvist ophøre. Dét vil være et meget stort tab for samfundet. Der er nu behov for et kapitaltilskud til Danmarks Grundforskningsfond, så fonden kan fortsætte opstart og finansiering af nye Centres of Excellence og forfølge fondens strategi. Kapitaltilskuddet vil give fonden mulighed for at fortsætte sine langsigtede investeringer i
dansk forskning.

Folketinget står derfor lige nu med en vigtig beslutning i hænderne: Skal staten investere nye midler til fondens arbejde og dermed sikre blandt andet grundforskningscentre i fremtiden?

Sjældent har behovet for Danmarks Grundforskningsfonds arbejde stået klarere. Danmark ønsker en førende international forskningsposition og har brug for større teknologisk og strategisk uafhængighed i en tid med international uro. For ikke at glemme ny viden til at løse udfordringer inden for klima, grøn omstilling, sundhed og kunstig intelligens. Fonden har gennem tre årtier leveret netop det: masser af ny viden og en markant styrkelse af dansk forskning.

Grundforskningsfondens “superkraft” er grundforskningscentrene – Centres of Excellence – som med langsigtede bevillinger til forskning på de eksisterende forskningsinstitutioner har formået at identificere og udvikle visionære forskningsidéer. Centerlederne har med deres forskergrupper rykket deres forskning fra fremragende til verdensførende. Det er veldokumenteret.

En ekstern evaluering af Grundforskningsfonden fra 2025 viser, at den forskning, der kommer ud af Grundforskningsfondens forskningscentre, klarer sig – på de velkendte metrikker – væsentligt bedre end forskningen i Danmark i øvrigt. Og endda bedre end andre nordiske Centres of Excellence.

Det er også veldokumenteret, at der kommer flere innovative løsninger fra disse centre end fra dansk forskning i øvrigt.

Selvom centrene er etableret for at styrke grundforskningen, har de også skabt effekter i form af innovation, samarbejder med erhvervslivet og nye virksomheder. Danmarks Grundforskningsfond har med centermodellen dermed udviklet en forskningsform, som på en række parametre leverer bedre resultater end sammenlignelige ordninger. Opskriften?

Tidshorisonter på op til ti år, talentudvikling, tillid og ofte forskning, der går på tværs af fagligheder.

Den model er med til at støtte de mest visionære og vilde idéer, uanset fagområde – og dermed også de risikofyldte idéer nu og i fremtiden. Resultaterne kan ses hos nogle af dansk forsknings mest markante navne på tværs af universiteter og fagligheder.

Professor Dorthe Dahl-Jensens forskningscenter borer for eksempel i Grønlands indlandsis og iskerner, hvilket har haft stor betydning for den internationale klimaforskning og vores forståelse af fremtidige klimaændringer. Professor ved Copenhagen Business School Lasse Heje Pedersens grundforskningscenter gør os klogere på sammenhængen mellem big data, maskinlæring, sociale netværk og
finansiering.

Det kan gøre os i stand til at forstå de finansielle markeders rolle for blandt andet grøn omstilling og økonomisk sikkerhed.

Men fondens betydning rækker langt videre end de få nævnte eksempler. De er resultater af en model, der virker. Bag eksemplerne ligger et stort antal centre og forskningsmiljøer, som har løftet dansk forskning til international topklasse. Historien om Grundforskningsfonden er dermed i høj grad en succesfortælling, som har vist sin værdi for hele det danske forskningsøkosystem. For centrene handler ikke kun om forskningsgennembrud. De er også rugekasser for
talenter.

Grundforskningscentrene tiltrækker hvert år store grupper af danske og internationale ph.d.-studerende og postdocs, som bliver uddannet i nogle af verdens stærkeste forskningsmiljøer.

På den måde skaber fonden både ny viden og er med til at “klække” den næste generation af forskere ud, som skal drive dansk forskning og innovation frem. Det skal vi værne om.

Vi mener derfor, at vi som samfund bør investere i Danmarks Grundforskningsfonds fremtid, fordi fonden har formået at skabe veldokumenteret værdi for vores sundhed, klima, kulturbærende selvforståelse, offentlige forvaltning, konkurrenceevne og teknologiske muligheder.

Der er derfor behov for, at Folketinget med et engangsbeløb sikrer fondens grundkapital de næste mange år.

Det afgør, om Danmark vælger at bevare eller afvikle en forskningsmodel, som gennem mere end tre årtier har været blandt landets største forskningssucceser.

Bekymringerne og forskernes reaktioner på de nye vinde er alle tegn på, at vi mangler klare rammer – hurtigt.

For det er en illusion at tro, at forskning kan holdes adskilt fra verden omkring os. Tænk bare på GPS’en og internettet, som er født ud af målrettet militærforskning, men i dag er nyttigt allemandseje. Dobbeltanvendelsen går begge veje.

Det handler ikke kun om rammer, der placerer ansvar og definerer rum for den forsvarsorienterede forskning. Vi er også nødt til at overveje, hvor meget den forsvarsstrategiske forskning skal fylde i Danmark.

Hvordan sikrer vi en balance, så satsningen ikke sker på bekostning af anden samfundsnødvendig forskning, herunder grundforskningen og de ikke-tematiserede midler?

Det er der ikke et rigtigt svar på. Derfor fylder de samme overvejelser og spørgsmål overalt i Europa.

Det er højaktuelt i det nuværende udspil til EU’s kommende europæiske rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe. Udspillet lægger op til at åbne for at kunne søge midler til den omtalte dual use forskning, som det tidligere ikke har været muligt at få støtte til i forskningsprogrammet.

I udspillet skal målet med forskningen fortsat primært være civilt, mens det militære skal være sekundært. Men i praksis kan balancen være svær at håndtere.

For nyligt besøgte vi (Videnskabernes Selskab) medlemmer af EU-Parlamentet, som lige nu arbejder på en reaktion på udspillet. Vi drøftede blandt andet udfordringerne og en fornuftig balance, så dual use ikke omfatter hele rammeprogrammet.

Det er nu, vi skal sikre os de gennemtænkte afklaringer på en ordentlig måde, inden nye tiltag træder i kraft.

Uden at gå på kompromis med det, der gør forskningen stærk: nysgerrighed, kritisk tænkning, internationalt udsyn og etisk refleksion fra studietid til forskerkarriere. Samme diskussion bør vi også have herhjemme.

Så hvad gør vi nu? Det bedste vi kan gøre, er at være realistiske og skabe de rette rammer og procedurer, så den enkelte forsker og leder ikke bærer fremtiden på sine skuldre.

Det stod klart ud fra forskeres eksempler til Forskningspolitisk Årsmøde om forskning og forsvar i Videnskabernes Selskab den 1. maj, som blev arrangeret af selskabets Forskningspolitiske Udvalg.

Udvalget slog på prisværdig vis hul på den svære debat og skabte plads til at mange stemmer kunne blive hørt. Erfaringer fra forskere, forskningsledere, rektorer, industri og erfaringer uden for danske grænser.

En helt central debat om de store rammer blev tydelig: Skal vi strukturelt placere koncentreret forsvarsforskning i en særskilt institution udenfor universiteterne? Eller er det nærmere et spørgsmål om de rette procedurer på universiteterne?

Nogle fremhævede, at universiteterne fint kan gå ind i den forsvarsteknologiske forskning, og at flere allerede gør det. Det er blot et spørgsmål om at styre det på en fornuftig måde.

Mens andre mente, at det er nødvendigt at have selvstændige institutioner, der laver forsvarsteknologisk forskning, som man for eksempel har det i Norge.

Her er hovedansvaret for forsvarsforskning placeret i en særskilt institution, Forsvarets forskningsinstitutt (FFI), som også fungerer som central rådgiver for forsvarssektoren.

Men det har også sine ulemper i forhold til at tænke forskningsmiljøer i siloer. Tilbage står også dilemmaet om, at al forskning på universiteterne fortsat kan blive dual use.

Hvor stiller det forskeren i hvalers kommunikation, når ubådene passerer og staters særinteresser banker på?

Der er ikke én oplagt vej at gå. Uanset hvad man mener om den rette organisering af forsvarsforskningen, så er det vigtigt, at vi fortsætter diskussionen. Det Forskningspolitiske Årsmøde var en god start.

Det er siden da kun blevet vigtigere, set i lyset af regeringsgrundlagets hensigter om at udvikle en forsvarsindustriel strategi og et systematisk samarbejde mellem Forsvaret og innovations- og forskningsmiljøer.

Det afgørende er, at vi ikke efterlader den enkelte forsker alene med et dilemma, som i virkeligheden bør være politisk.

Find og læs alle vores debatindlæg i diverse medier her.

Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 9. marts 2026.

Folketingsvalget er udskrevet, og medieforliget er skudt midlertidigt til hjørne. Men det er mere aktuelt end nogensinde at holde fast i fokus på indholdet i det kommende medieforlig.

Hvis Danmark skal stå stærkt i fremtiden, skal vi eksplicit skrive videnskab ind i forpligtelserne. Ikke kun som en særskilt faktatjekmekanisme eller programtype, der bliver gemt til aftentimerne eller overladt til nicheformater.

Det skal være en grundlæggende opgave, der bliver integreret bredt i nyhedsformidling, dokumentarer, podcast, kulturprogrammer, beredskabskommunikation og øvrig public service‑virksomhed. Det vil også kræve, at vi klæder journalister og redaktører på til at vide, hvad videnskab er – og hvordan man formidler den. Her tæller for eksempel, hvordan man behandler nye forskningsresultater, videnskabelig uenighed, kildevalg, usikkerheder og lignende.

Derfor er vores andet forslag at etablere et Center for Videnskabsjournalistik (på DMJX). Centret skal bidrage til systematisk kompetenceopbygning i hele fødekæden ved at: integrere metode i journalistuddannelsen, tilbyde efteruddannelse, rådgive redaktioner og udvikle nye formater til forskellige målgrupper.

Velvinklet journalistik, der både indtænker og dækker videnskab kan nemlig give os nuancer, forklaringer, sammenhænge og perspektiver. Den kan inspirere og skabe håb.

Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 27. januar 2026.

Krige, globale magtkampe og en accelererende klimakrise præger verden og har direkte konsekvenser for forskningssamarbejder i Europa og Danmark. Geopolitikken og verdensordenen, som vi har kendt den i mange år, er under drastisk forandring.

Vi bør derfor stille et afgørende spørgsmål: Kan videnskaben være vejen frem til at bevare eller skabe diplomatiske bånd i en splittet verden? Og kan diplomatiet fremme forståelsen af, hvor vigtigt det er at fortsætte videnskabelige samarbejder, selv når parterne kan være på hver sin side af konflikten?

Vores klare svar er, at det kan man godt. Fortsatte videnskabelige samarbejder er netop en vej til at undgå diplomatisk sammenbrud.

Men vores institutioner er udfordrede og skal i denne vanskelige geopolitiske tid navigere i balancen mellem risiko og gevinst ved internationale samarbejder.

Den balance er vanskelig, og der er ikke klare retningslinjer for, hvornår risikoen for samarbejde er for stor.  Det betyder, at der er væsentlige forskelle på, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre på de enkelte forskningsinstitutioner.

Forskellene giver næring til frustrationer og manglende forståelse. En ting er dog sikkert: Hvis vi vil lave den bedst mulige forskning, har vi brug for velovervejede, åbne internationale partnerskaber – også når skellet mellem venner og fjender bliver en gråzone.

Vi har stået i lignende situationer før. Lad os bruge erfaringerne, når vi igen skal finde balancen. Det kræver, at vi forstår diplomatiets rolle i videnskaben – og videnskabens rolle i diplomatiet.

Videnskab er i sin natur international, og det vil den blive ved med at være. Men når politiske spændinger og sikkerhedshensyn gør samarbejde vanskeligt, bliver diplomati et afgørende redskab til at holde forskningssamarbejder åbne eller skabe dem på ny.

Samtidig kan videnskabelige samarbejder i sig selv fungere som en diplomatisk kanal. Når forskere arbejder sammen på tværs af grænser, kan det skabe tillid og forbindelser, som diplomatiet ikke altid formår at opretholde på egen hånd.Mange forskere bedriver i praksis science diplomacy uden at kalde det ved navn.

Begrebet er dog i de senere år blevet stadig mere fremtrædende og har fået øget politisk opmærksomhed og strategisk betydning.

Grundlæggende handler science diplomacy om, at videnskabelige internationale samarbejder kan bidrage til at fremme relationer mellem lande eller aktører, hvor den politiske dialog måske er følsom, og at man via videnskaben kan adressere fælles videnskabelige og samfundsmæssige udfordringer.

Men begrebet rummer også, hvordan diplomatiet kan fremme videnskabelige samarbejder mellem lande, hvor det umiddelbart ikke er muligt.

Historisk har der været mange eksempler på, at lande har afbrudt diplomatiske forbindelser, indført sanktioner eller på anden vis skabt kold luft mellem nationer. Alligevel ser vi ofte, at forskningssamarbejder får lov at fortsætte. Det gælder for eksempel samarbejder mellem Rusland og USA om rumstationen ISS, som fortsat finder sted, ligesom Danmarks Grundforskningsfond i 2013 støttede et dansk-indisk forskningssamarbejde midt under en diplomatisk boykot mellem de to lande.

Debat

Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 10. november 2025.

Debat

Artiklen er et debatindlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 9. oktober 2025.

Debat

Artiklen er et debatindlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Debatindlægget blev udgivet den 11. september 2025 som del af den debatserie i Science Report.

Med verdens uro, krig i Europa og derfor stigende forsvarsbudgetter vil forsvaret sætte aftryk på EU’s forskningspolitik.

Derfor benytter vi dette tankeeksperiment til at sætte os i uddannelses- og forskningsminister Christina Egelunds stol og diskutere, hvordan forskning og forsvar skal være en del af de næste syv års europæiske forskning.

Heldigvis har Danmark en unik mulighed for at præge FP10, det kommende rammeprogram for forskning og innovation. Det er meget sjældent, at vi sidder for bordenden i starten af forhandlingerne om EU’s forskningsprogrammer. Derfor er det afgørende, at vi med forskningsministeren som bannerfører udnytter denne mulighed til at sikre, at FP10 bliver et program, der styrker både sikkerhed og grundforskning.

Et ambitiøst udspil med skjulte risici

Den 17. juli præsenterede EU-kommissær for startups, forskning og innovation, Ekaterina Zaharieva, det første udspil til FP10. Det fortjener på mange måder ros.

Forslaget bekræftede, at FP10 bliver et selvstændigt rammeprogram – det er en vigtig og positiv afklaring. Det bliver desuden foreslået næsten at fordoble budgettet fra ca. 96 mia. euro til 175 mia. euro.

Grundforskningen bliver tilsvarende styrket gennem institutionen European Research Council (ERC). Det er et selvstændigt organ, der har sit eget budget og specifikke mandat til at understøtte nysgerrighedsdrevet forskning inden for alle videnskabelige områder.

ERC’s andel af det samlede budget bliver fastholdt på ca. 25 procent, hvilket er en vigtig anerkendelse af den rolle, grundforskningen spiller i Europas innovations økosystem. Det er desuden i tråd med Draghi-rapportens anbefaling om, at budgettet til ERC skal fordobles.

Der er dog et vigtigt men. EU-kommissæren Zaharieva introducerede et markant skifte: Der bliver åbnet for forskningsprojekter med ”dual-use” formål i hele FP10.

Det vil sige teknologier, viden og forskning, der kan anvendes både til civile og militære formål. Det drejer sig ikke om tilfældige anvendelser – som en smørkniv, der i princippet også kan bruges som våben – men om forskning, hvor begge anvendelser er centrale. Det kunne være nukleare materialer, kunstig intelligens, cybersikkerhed og bioteknologi, som både kan bidrage til samfundets positive udvikling og til militære kapaciteter. NATO har bl.a. allerede fremhævet de områder i en forsvarskontekst.

Spørgsmålet om dual-use kommer dog ikke fra en klar himmel. I marts fremgik det af White Paper for European Defence – Readiness 2030, at the European Innovation Council (EIC) skal kunne finansiere dual-use projekter. Det var i sig selv en nyhed.

Men med Zaharievas udspil blev det klart, at hele FP10 skal støtte ”dual-use by default”. Det betyder, at hele rammeprogrammet bliver åbnet for forskning og teknologi, der både kan anvendes civilt og militært. Det kom som et chok for mange i forskningsverdenen.

Det er nemlig et markant brud med traditionen: I de 40 år, der har eksisteret et EU-rammeprogram for forskning og innovation, har det udelukkende været muligt at søge midler til civile projekter.

Åbner vi Pandoras æske?

De nye takter rejser en række principielle og praktiske spørgsmål, som vi mener bør diskuteres åbent og kritisk.

FP10 åbner med dual-use for en række nye aktører, herunder militære institutioner og forsvarsindustrier, som tidligere har stået uden for EU’s civile forskningsprogrammer. Det betyder, at konkurrencen om midlerne intensiveres – og at midler, der tidligere var reserveret til civile forskningsinstitutioner, nu kan ende i militær forskning. Det kan skabe en udhuling af det ellers ambitiøse og velunderstøttede program.

Det gælder også ERC, som i udspillet får et budgetløft fra 25 mia. euro til 44 mia. euro. Det er en glædelig udvikling – men hvis ERC skal kunne finansiere dual-use projekter, risikerer vi, at en betydelig del af midlerne bliver kanaliseret til forskning med militære formål. Det underminerer ERC’s raison d’être: at støtte excellent grundforskning, baseret på open access, vidensdeling og forskernes egne ideer.

Det er vigtigt at understrege, at man ofte ikke ved, hvordan grundforskning kan blive anvendt i fremtiden. Men det er en strategisk beslutning eksplicit at tillade og opfordre til muligheden for dobbelte anvendelsesmuligheder.

Kæmp for åben forskning

EU-Kommissionen lader sig inspirere af USA’s Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA) – en institution under Forsvarsministeriet, der har haft stor succes med at udvikle banebrydende teknologi til både militære og civile formål. Men DARPA er ikke et forbillede når det gælder ERC.

ERC bør derfor blive undtaget fra dual-use. Fordi det er ikke blot en teknisk ændring. Det er et paradigmeskifte. Hvis militære hensyn får muligheden for at søge penge i ERC, ændrer det den måde, vi tænker forskning på. Det kan føre til klassificering af resultater, begrænset samarbejde og mindre åbenhed. Fordi militær forskning af gode grunde bygger på fortrolighed, klassificering og begrænset samarbejde.

At holde ERC udenfor betyder desuden ikke, at forskningsverden skal trække sig fra den militære udvikling – fordi den udvikling ræser afsted uanset. Det er vigtigt at se FP10 i sammenhæng med det øvrige EU-budget. Udover FP10’s 175 mia. Euro, afsætter EU 125 mia. Euro til Resilience and Security, Defence Industry and Space. Det betyder, at der allerede findes en betydelig pulje til investeringer i forsvar.

Hvis vi var ministeren, vil en af vores vigtigste kampe derfor være at sikre, at de foreslåede budgetter for basal videnskab rent faktisk holder. Fordi en ting er, at kommissionen foreslår, at budgettet til videnskab og ERC skal fordobles. En anden ting er at sikre, at det bliver realiseret.

Djævlen ligger i detaljen

FP10 er et ambitiøst og nødvendigt skridt for europæisk forskning. Budgetløftet og styrkelsen af grundforskningen er opløftende. Men djævlen ligger i detaljen. Forskningsminister Christina Egelund har derfor nu en særlig rolle. Heldigvis har hun erfaring med at få sine budskaber igennem og en oprigtig interesse for forskning. Vi håber derfor, at ministeren vil lytte nu og arbejde for, at ERC undtages fra dual-use.

Det vil sikre, at grundforskningen fortsat kan fungere som en fri og uafhængig drivkraft for viden og innovation – også i en tid med øget fokus på sikkerhed og forsvar.

Få overblik over alle debatindlæg her.