Af Ghita Nidam Møller

Mammutter, sabeltigere og uldnæsehorn. De majestætiske dyr er for længst uddøde. Men hvad med enhjørninger – eller rettere: Hvad med narhvaler?

Narhvaler er kendt for deres lange tand, der kan måle op til tre meter. Derfor troede man tidligere, at det var enhjørningehorn, som skyllede op på stranden. Så mytisk og magisk, at kongemagten bogstaveligt talt satte sig på den.

Da Danmarks tronstol stod færdigt i 1671, hed det, at tronen var lavet af enhjørningehorn. Den myte er død. Men fascinationen af narhvalen og dens eventyrlige tand lever i bedste velgående. For narhvalen og dens tand har enorm værdi som et blandt flere “måleinstrumenter” for Arktis, der afslører både biologiske og klimatiske forandringer. Men det er nemmere sagt end gjort at studere narhvalen.

De lever afsides mellem isflager i Nordøstgrønland langt fra vores menneskelige rækkevidde og logistiske faciliteter. Det vil sige områder, der er dækket af is hele vinteren og mørkt halvdelen af året. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der er en mytologisering af narhvalen – og hvor vild de nye indsigter er.

Kræsne vanedyr

Ifølge Mads Peter Heide-Jørgensen, professor i havbiologi på Grønlands Naturinstitut, er narhvalerne “et helt specielt dyr, som ikke ligner noget andet dyr, vi kender i dag.”

De ligner en krydsning mellem en hval og et næsehorn – nogle af dem med en lang tand i front, som med god grund har givet anledning til kælenavnet enhjørning. Det er typisk hannerne, som er prydet med tanden, men hunner er også blevet spottet med det mytiske enhjørninghorn.

Narhvaler er vanedyr, som lever i små, lokale bestande rundt omkring i Arktis. De er meget stedfaste, hvilket gør det vanskeligt for dem, når deres miljø forandrer sig. De foretrækker det koldt, så de er klædt godt på med et tykt og stort spæklag. ”Som om de svømmer med en stor parkafrakke hele tiden,” som Mads Peter Heide-Jørgensen formulerer det.

Spæklaget hjælper dem med at holde på varmen, når de dykker ned i de kølige dybder på ned til 1800 meter, mens de modsat ikke kan slippe af med overskudsvarmen, hvis de opholder sig i varmere vand. Kulden skræmmer dem således ikke væk, men højere vandtemperaturer er et problem, når de svømmer hurtigt.

De er mere kræsne, hvad angår fødevarer, fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen. Hellefisken er et hit, mens ”rugbrødet” i deres kost er blæksprutter. Den lille temperaturfølsomme polartorsk er dog hoveddiæten blandt de 4-5 forskellige fiskearter, som de ynder at spise. Til sammenligning spiser et marsvin i Danmark omkring 30 forskellige fiskearter.

Narhvalen er meget selektiv og går efter bestemte dyr på bestemte dybder og ved nogle bestemte havtemperaturer. Det betyder, at de kun har en lille niche at jagte næste måltid i.

Og hvordan ved vi så alt det om dybets enhjørning? Takket været ny teknologi og tværfaglig forskning.

I halen på havets enhjørning

Mads Peter Heide-Jørgensen har fulgt narhvalerne længe – lige siden han mødte den første i en lille båd i Melville Bugten i 1993.

Siden da er han blevet langt klogere på det behornede pattedyr, og hvad de kan sige om havet og vores liv på resten af kloden. Han har været blandt de første til at udvikle satellitbaserede metoder til at spore individuelle hvaler, men også til at benytte hvalerne til at indsamle oplysninger om det havmiljø, de boltrer sig i.

”Det foregår typisk ved, at jeg prøver at indsamle en hel masse data om dyrene. Data, som vi synes er relevant til at besvare specifikke spørgsmål,” fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen og fortsætter:

”For eksempel hvor de vandrer hen, hvor dybt de dykker, hvad de siger, og hvordan de bevæger sig i vandet. Vi kigger på deres tredimensionale bevægelser i vandet, deres hastigheder.”

De enorme datasæt ryger videre til Susanne Ditlevsen, professor i statistik og stokastiske processer ved Københavns Universitet og præsident for Videnskabernes Selskab.

”Det er fuldstændig fantastisk, at man begynder at kunne indsamle data, som man aldrig kunne indsamle før,” siger Susanne Ditlevsen.

Susanne Ditlevsen æder sig gennem datasættene og bearbejder dem med statistiske metoder og matematiske modeller af biologiske og fysiske systemer. Hun ser nye potentielle sammenhænge og efterspørger endnu flere data fra livet under den arktiske havoverflade.

Narhvalerne er vores klimavidner

Den særlige kombination af biologiske målinger, satellitdata og avanceret statistik giver på den måde nye indsigter. Det skaber en tværvidenskabelig vekselvirkning i forskningen, som gør det muligt at analysere dykkeadfærd, hjerteslag og lydmønstre – og koble det til miljødata.

Narhvalens tand har ikke en kritisk livsfunktion. Det er fortrinsvis hanner, der har den, og den fungerer formentlig som en styrkemarkør over for hunnerne ligesom kronhjortens gevir og løvens manke. Men tanden rummer en større historie. Den er også en dagbog over narhvalens liv og det klima, narhvalen færdes i. Narhvalens tand vokser nemlig hele livet og lagrer kemiske spor. Tanden fungerer dermed, ligesom iskerneboringer, som et arkiv over den seneste tids klimaforandringer.

Hvor iskernerne går 100.000 år tilbage, kan lagene i narhvaltanden bidrage med flere detaljer om den nyere tid – det vil sige de sidste 100 år, som er narhvalens maksimale livslængde. Hvert lag i narhvalens tand afslører spor af fødevalg, stresshormoner og isotoper, det vil sige stabile eller ustabile atomkerner.

Atombombeprøvesprængninger fra 1960’erne ses f.eks. som en tydelig såkaldt C14-markør i de tænder, forskerne har undersøgt. Denne markør viser sig i perioden efter 1960, hvor belastningen med C14 spreder sig overalt i miljøet. Narhvaltænder med lag fra før 1960 mangler dette signal fra omgivelserne. Et andet signal er, at der omkring begyndelsen af 2000’erne skete flere drastiske skift i miljø- og klimaforholdene i Arktis. Disse forandringer viser sig som ændringer i niveauet af kortisol, et stresshormon, i narhvalers tænder. De er blevet stressede.

”Jeg har siddet med de her data mellem hænderne, og det ser faktisk ikke ud til, at de vænner sig til forandringer. Det ser ud, som om de simpelthen skifter til et højere niveau af stress, som bliver ved,” siger Susanne Ditlevsen og tilføjer:

”Det blev tydeligt, at det her ikke bare handler om at finde ud af, hvor gamle de enkelte narhvaler er. Det bliver en hel historie om klimaforandringer set gennem narhvalerne.”

Årsagen til det stigende kortisolniveau skal nok findes i et område mellem Østgrønland og Svalbard, hvor isen er mindsket på grund af temperaturstigninger, samtidig med at der er sket en forskydning i det såkaldte trofiske niveau. Det vil sige, hvilket trin i fødekæden et dyr befinder sig – fra planter og alger til rovdyr.

”Lagene i tanden kan give os en indikation på, om de skifter fødevalg, for eksempel fra hellefisk til blæksprutter, eller om hele deres miljø ændrer sig fra et miljø, drevet af planktonarter af arktisk oprindelse, til et, der er drevet af planktonarter fra det varme atlantiske vand,” forklarer Mads Peter Heide-Jørgensen.

Data fra narhvalens tand tegner dermed et billede af både vanedyrets præferencer og velvære, samt hvordan menneskets aftryk når helt ind i de mest fjerntliggende egne.

Social, sårbar og eftertragtet

Analysen af narhvalernes vaner viser allerede nu klimaforandringer. Narhvaler er nemlig stedtro og sårbare.

”Det er et utroligt vanedyr, og det gør det vanskeligt for dem, når tingene forandrer sig i deres miljø,” understreger Mads Peter Heide-Jørgensen.

De forlader ikke deres normale, kølige hjem, når klimaforandringer ændrer fødevareudbuddet og vandtemperaturerne. Selv når gletsjere smelter, vender de tilbage til de samme fjorde, hvor de har svært ved at tilpasse sig det varmere hav. De kan jo ikke lyne deres varme ”spækparka” op og slippe overskudsvarmen ud.

Et kontrolleret studie over to år viser også, at narhvaler stopper med at spise, bliver tavse og søger ind til kysten, når skibe nærmer sig.

”De kan ikke lide at være i overfladen, når der er larm, så de er kortere tid i overfladen per gang, og så dykker de sådan nogle mellemdyk og kommer op igen. Men de skal jo op for at trække vejret, så støj er meget, meget stressende for dem,” fortæller Susanne Ditlevsen på baggrund af studiet.

Reaktionen kan måles op til 30–40 km væk. Det gælder selv, når støjen er lavere end den naturlige baggrundsstøj. Det kan få konsekvenser for deres overlevelse, fordi lyd er afgørende for deres sociale kontakt og deres ekkolokation gennem lydbølger ligesom flagermus i nattens mulm og mørke. For eksempel hvor langt der er til bunden, byttet, flokken eller kysten.

”Det er ikke kun et spørgsmål om, at de bliver bange. Det er også reelt, at det kan gøre det svært for dem at udøve deres basale funktioner, såsom at kommunikere og navigere,” understreger Susanne Ditlevsen.

Narhvalerne er sociale væsner, som bruger kliklyde og summelyde til at kommunikere og navigere i det mørke vand på mange kilometers afstand. Hvis man optager narhvalernes lyd, kan man høre en kakofoni af forskellige kald – fra individets egen signaturlyd til orientering mellem mor og unge eller til hele flokken.

Susanne Ditlevsen fremhæver dog, at det er korte studier og på en lille population af narhvaler. Det er derfor svært at sige noget endegyldigt om deres lydes funktion, som f.eks. advarsel eller tip til, hvor den gode mad er. Men én ting er hun sikker på: Der er en social funktion.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man i fremtiden på et eller andet tidspunkt vil kunne bruge kunstig intelligens til at blive klogere på, hvad de siger, og man i højere grad vil kunne skelne lydene og knytte dem til bestemt adfærd,” siger Susanne Ditlevsen håbefuldt.

Men skal vi nå dertil, er der en række større og mindre menneskelige håndtag, vi kan skrue på for at sikre narhvalernes overlevelse. Narhvalernes tænder og hud er f.eks. eftertragtet af fangere og videresalg.

”Det er jo helt klart, at man skal følge den videnskabelige rådgivning om fangstkvoter og tænke sig grundigt om, hvis man laver skibsstøj og andre industrielle udviklinger i områder med narhvaler,” siger Mads Peter Heide-Jørgensen.

Men den helt fundamentale udfordring er klimaforandringerne. Hvis vi vil bevare havets enhjørning, kræver det ikke kun lokal regulering, men global handling. For narhvalens historie er også vores historie.

Af: Ghita Nidam Møller

”Kære unge mig
Jeg er nu 78 år gammel og kigger ud på kysten fra mit flydende hjem. De fleste er flygtet fra kysten, jeg har fået glæde af at leve på og med havet i flydende huse (selvfølgelig lavet på bæredygtige materialer). Mit hus fungerer også som havhave og levested for havets dyr, som jeg nyder glæde af at følge hver dag (…) Kysten deles nu både af mennesker og dyr, og naturen får lov at gå sin gang. Strandede hvaler får lov at blive liggende, og mennesker bruger kun naturen i det omfang, det kan holde til.
Glæd dig! Mvh mig.” 

Sådan lød ét af de 61 postkort fra fremtiden, som borgere, lokale foreninger, forskere og myndigheder havde skrevet efter én dag samlet under samme tag til symposium om et hav i forandring. Der blev talt, diskuteret og lyttet på tværs af fagområder og praktiske erfaringer fra en hverdag, der ikke længere er den samme. De tanker smeltede sammen med blæk på personlige postkort fra fremtiden – fra år 2075 og tilbage til os i dag. 

En fremtid ”med en Venedig-vibe, hvor beboerne kommer rundt i små både, og der er skabt små kultur-øer, hvor nye kreative initiativer spirer frem.” 

Postkortene blev som et fælles tredje et neutralt sted, hvor snakken om ”fremtidige generationer” skiftede ståsted, og du blev dit ældre jeg med børn, børnebørn og en ny tid for familiens hus ved vandet. Her blev fjerne idéer konkrete og nære og skabte ikke kun forståelse, men også en reel vilje til at handle på det, vi ved. 

Hvad hvis det var dit barnebarn?  

Dagens 61 postkort fortæller både hver sin historie og én samlet stærk historie: At vi faktisk lytter til hinanden. At de videnskabelige erkendelser og de forandringer, vi allerede mærker, gør ondt og skaber frygt for vandets overtag. Men at de også vækker kreativitet, håb og glæde over vores verden og vores medmennesker. 

Postkortene mindede os om, at klimaforandringerne ikke rammer alle ens. Nogle ”stemmer fra fremtiden” takkede for naturbaserede løsninger og nye muligheder for ”husbåde med solceller på taget” og opblomstring af natur, mens andre skrev om evakueringer, tabte hjem og manglende hjælp. For klimaet handler ikke kun om natur, men også om social retfærdighed: 

”Kære politikere.
At leve i sameksistens med havet lød for ca. 50 år siden som den utopiske løsning. I dag ville jeg ønske, 50 år senere, at der var tænkt langt mere social lighed ind i beregningerne. Dem, som lever ved kysterne i samspil med havet, er dem, som har råd til flotte boliger med direkte privilegeret adgang til kystnatur. Jeg bor i en betonblok inde midt i landet, som jeg blev evakueret til under sidste stormflod med min familie. 
Ps. Min kusine fra Bora Bora prøver at få statsborgerskab i Danmark. Hendes fødeø er blevet helt oversvømmet. Kan I hjælpe?
Fra Katrine (15 år)” 

Magt eller afmagt?
Hånd i hånd med skrækscenarier viste postkortene også omstillingsevne og en menneskelig trang til optimisme. En lyst til at gøre tingene bedre og anderledes. Og de viser, at vi kan mødes i et fælles rum, hvor videnskaben danner rammen, og hvor fremtiden bliver noget, vi sammen har mulighed for at forme.  

Det åbner for et natursyn, hvor vi ikke nødvendigvis skal tæmme havet, men leve med det og overveje nye muligheder i det, der tidligere ville have forekommet absurd. Som at flytte hele huset efter stormvarsler eller sejle børnene i skole. 

”Mange har mistet meget, men vi har alle fået mere: en naturlig kyst, rene have og frihed fra at leve i frygt for klimaforandringerne.” 

Flere postkort rummede også sorg, vrede og spørgsmålet: ”Hvorfor handlede I ikke nok?”  

Et postkort beskrev f.eks., hvordan familien håbede, at børnene snart kunne ”prøve at gå på jord” igen. Et billede på, hvor konkret livet med vandet kan blive. 

Den ærlige blanding af håb og kritik er en vigtig del af at forstå, hvad fremtidige generationer kunne tænke om vores valg i dag. For problemet er ikke, at vi ikke ved noget om klimaforandringer og havet eller stoler på videnskaben – det gør vi. 

Udfordringen er at få den viden under huden; at mærke den, så vi ser fremtidens vilkår i øjnene og står sammen om løsninger. I postkortformatet er de store debatter om drivhuseffekt, varme havstrømme og fødevarekriser kogt ned til frygt for betondiger, ødelagte badebroer og evakuering ind i landet – og på den anden side kajakeventyr, vandscootere surferture og flydende hjem i naturoaser. 

Det er ikke spådomme, men spejle for nutidens drømme og mareridt. De viser os, hvad der er på spil. Fremtiden er heldigvis ikke skrevet endnu, men den er lettere at forme, når vi tør forestille os den sammen. 

Døm, og drøm, selv: Hvilken fremtid ser du for dig? Og hvad vil dit oldebarn måske skrive til dig om? 

Af Ghita Nidam Møller

Kan man samle lokale erfaringer, forskningsperspektiver og fælles refleksioner i ét koncentreret øjeblik og forvandle det til poesi – endda samme dag, som tankerne bliver delt?

Ja, er det korte svar. Forfatter Peder Frederik Jensen var med, da Videnskabernes Selskab sammen med Kystdirektoratet fyldte huset med borgere, forskere, kommuner og lokale foreninger fra de danske kyster den 25. februar 2026.

Mens forskning, erfaringer, drømme og frygt blev delt gennem samtaler og oplæg om nutidens udfordringer, havets lange fortid og de fremtider, vi endnu ikke har formuleret, sugede han til sig og vævede trådene sammen til én omfavnende tekst. Forfatterens oplæsning satte punktum for dagen, mens tekstens budskaber lever videre. Læs med nedenfor, og oplev dagen fra Peder Frederik Jensens perspektiv.

Få indblik i selve dagen her.

Havet lever i forfatterskabet

“Danmark er som en Mariekiks i et glas vand.” Sådan beskriver Peder Frederik Jensen vores lands porøse, skrøbelighed i romanen Rans vilje fra 2023. I romanen mødes myter, geologisk historie og skipperskrøner i en fortælling om landskabsdannelse, stormflod, sårbarhed, handlekraft og eventyr på havet.

Romanen er første bind i et planlagt firebindværk af Peder Frederik Jensen. Opfølgeren Pigen i verden udkom i 2025.

Nysgerrig på mere blå litteratur?

Lyt til vores podcastserie ”Hvordan ved vi det?”, hvor Rans vilje også sniger sig ind i en samtale om blå humaniora, poetiske havbreve og nye måder at designe fremtidens kystlandskaber på.

Med udgangspunkt i antikke havmyter og nutidig klimalitteratur taler litteraturprofessor Søren Frank og landskabsarkitekt Mette Juhl Jessen om, hvordan vi kan bruge litteraturen til at gentænke vores forhold til havet. Få en forsmag nedenfor, og lyt til hele episoden her.

Af: Ghita Nidam Møller

Kender du de samtaler, du tapper ind i, men som føles, som om de allerede er godt i gang? Den slags, hvor spørgsmål og refleksioner indhenter og springer buk over hinanden.

Det var den slags sitrende summen, der gav genlyd i Videnskabernes Selskab den 25. februar 2026.

Et år på én dag. Sådan føltes det på dagen, hvor vi samlede borgere, forskere og fagfolk under ét tag for at dele perspektiver fra et års kystvandringer, slusebesøg og dialogmøder langs Danmarks kyster. Samtalerne stak i et hav af retninger, men udsprang af det samme spørgsmål: Hvad sker der, når havet forandrer sig – og når vi forandrer os med det?

”Det handler ikke kun om tekniske løsninger, men om vores måde at bo, drømme og leve med havet på – om naturforståelse, hverdagspraksis, kultur og prioriteringer. Derfor er det så værdifuldt, at vi er samlet her i dag,” som Susanne Ditlevsen, præsident for Videnskabernes Selskab, rammesatte dagen og fremhævede:

”Vi skal ikke nødvendigvis mene det samme. Vi skal ikke finde én løsning i dag. Men vi skal lytte, udfordre og lære af hinanden.”

Vand fra alle sider

Havniveauet stiger, vejret bliver mere ekstremt – og vådt. Det presser vores forhold til havet: ven, fjende eller vilkår? Måske alt på én gang.

Det seneste år har Videnskabernes Selskab turneret fra kyst til kyst i samarbejde med Kystdirektoratet for at forene videnskabens store perspektiv på havet og klimaforandringer med dem, som forandringerne står nærmest: beboerne langs kysterne. Med 9.000 km dansk kystlinje og knap 80 procent af Danmarks byer ud til havet er det ikke så få.

Beboere omkring Hvide Sande sluse, Aarhus Bugt, Vejle Fjord, Stevns Klint, Bogø og Amager mødte ildsjæle, forskere og myndigheder. Ståstederne var forskellige, men målet var fælles: at finde løsninger på hverdagen med klimaforandringerne langs de danske kyster.

Skal vi bygge relativt billige betondiger, der konkurrerer med højden på Rundetårn for at holde vandet ude? Eller skal vi i banken og skabe rekreative ø-lignende naturreservater? Måske nogle byer kommer til at høre fortiden til, mens vi beslutter at rede andre. En vej at gå er tilbagetrækning, hvor vi giver naturen plads, og vi rykker os. Det har en pris for dem, som flytter. Hvordan griber vi det an, uden at nogen mister økonomisk fundament og hjem, runger spørgsmålet.

Første skridt er at italesætte de ulige konsekvenser, når vi skal omstille os til nye tilstande og tilbagetrækning fra kyster, som bliver slugt som følge af de globale klimaforandringer. Økonomi, sociale forhold, lokale naturforhold og teknologiens fremskridt spiller tæt sammen. Mere præcise forudsigelser, naturbevarende løsninger og AI-automatisering af sluser er f.eks. centrale redskaber, når kabalen skal gå op. Det er spørgsmål om prioriteringer, ikke simple svar.

Træder vi to skridt tilbage, beror myriaden af til- og fravalg på ét centralt spørgsmål: Hvem er klimatilpasningen til for?

Det står klart og nært for borgere som Bent Hjorth, formand for Grundejerforeningen Vejlby Fed i Risskov, der både var medarrangør på digevandring ved Aarhus Bugt og med på dagen i Videnskabernes Selskab. Han så god mening i den røde tråd fra bekymrede beboere til videnskabens forklaringer og mulige løsninger for fremtiden.

”Vi håber, at vi på et eller andet led har bidraget, med en forståelse for de udfordringer der er, når man bor tæt på havet. At vi så ovenikøbet har vand fra alle sider (bugten, åen, grundvandet og overfladevand), gør bestemt samarbejdet mere relevant,” siger han.

Fra en generation til den næste

Vi skal tilpasse os. Nogle steder også flytte os. Det er dilemmaet i udsatte områder som Bogø, Vejle og en generel overvejelse for kystboerne, som havde taget turen ind i Videnskabernes Selskab. For de unge fra friskolen på Stevns er det både dybt bekymrende og paradoksalt nok også ret uproblematisk. For de ejer ikke en grund eller bolig med risiko for store økonomiske tab ved oversvømmede terrasser og kældre.

Til gengæld er det dem, der skal leve med konsekvenserne af klimaforandringerne; truet grundvand, døde fjorde, stigende vandstande og voldsommere vejr.

”Det er jo farligt at bo ved havet. Men vi elsker det jo stadig,” fortæller en af eleverne fra Stevns Friskole.

Heldigvis står ingen alene med at kigge frem. For havets forandringer har indflydelse på os alle, på hele kloden. Det er ikke noget nyt.

Fra bjørne til brislinger

Videnskabens lange perspektiv giver os en fornemmelse af tid og rytme, vi i nutidens højhastighedssamfund kan være blinde for. For havet både tager og giver.

Vidste du f.eks., at Danmark ikke altid har været et ørige – at der står en skov under Storebælt? Eller at der har levet isbjørne i Vendsyssel for 12.500 år siden, mens vildheste, urokser og brune bjørne har trasket rundt i den danske natur for 14.000 år siden?

Mens vi har udforsket nogle temaer lokalt, har vi også slået hul på de tidslinjer og temaer, som ikke altid er lige til at føle på. I debatter rundt i landet, online foredrag og podcast har vi dykket dybt og udforsket forskellige dele af havet – lige fra fortidens natur og folk, dybhavets mysterier og søfartshistorie til havet som fremtidens spisekammer og apotek. For hvad skal vi spise? Hvor skal vi bo, når vandet (igen) tager jorden under os tilbage?

Siden Videnskabernes Selskab blev stiftet i 1742, har forskere søgt svar. De har kortlagt, forstået og formidlet vores landskab og vores hav. Fra kortlægningen af Danmark til det tidligere medlem af Videnskabernes Selskab August Ludvig Colding sammen med datidens borgere satte en af Danmarks mest voldsomme stormfloder i 1872 på formel. En slags citizen science før det eksisterede – og som stadig er referencepunkt for Kystdirektoratet og DMI i dag.

Fortidens spor og fremtidens handlekraft

Når vi taler om livet med og ved havet, er borgerne og videnskaben fortsat gensidigt afhængige af hinanden. Det er der masser af håb og løsninger i.

”Vi har som menneskehed vist os at være fantastisk tilpasningsdygtige, men vi er afhængig af økosystemet og dermed af forandringerne. Det ved vi, og den viden skal vi gøre brug af og handle på,” siger Eline Lorenzen, professor i molekylær naturhistorie og medlem af Videnskabernes Selskab.

For er der en ting, som alle forskere kan blive enige om, så er det betydningen af at værne om vores komplekse økosystem og ikke blot se naturen som en ressource eller ødelæggende naturkræft, der begrænser, hvor vi skal bo, eller hvad vi skal spise. Vores fodspor på jorden er kun et lille kapitel, men med stor betydning for den lange fortælling om, hvordan mennesket, dyreriget, skovene og havet hænger uløseligt sammen. Fra vandloppe til vores hverdag.

Havets usynlige og mindste liv fortæller både om vores fortid, men også om mulige bakterier, der kan være fremtidens nye penicillin og værn i den presserende resistenskrise. Fisk som brislinger, søpindsvin og tang kan være fremtidens sunde og samvittighedsrene menu. Fra havn til havn har vi gennem tiden delt fortællinger, knowhow og kultur. Så hvorfor ikke fortsætte den vej: sammen på tværs af tid, fagligheder og lokal erfaring.

Dyk ned i havets udfordringer og potentialer i vores artikler og podcast nedenfor. Altid med afsæt i spørgsmålet: Hvordan ved vi det?

Alle fotos i artiklen: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.