Join the Academy of Science Communication 26/27 – English programme

CALL FOR PARTICIPANTS: Join the Academy of Science Communication 26/27

Join the Academy of Science Communication 26/27 – English programme

The Communication Academy is simultaneously a training programme, a public engagement initiative, and a network for researchers who want to improve their communication skills and take a significant, active step into the public spotlight with their academic expertise in hand. The aim is to create more—and better—science communication in Denmark

About the Communication Academy
The Communication Academy aims to create a community with a constant focus on fostering new, meaningful connections between research and society. For this reason, you will remain a member of the Communication Academy even after the course programme ends—and we expect that, as a member, you will participate in the Academy’s activities in the years to come.

The Communication Academy is built around a range of course programmes, where participants can choose between a short online course or a longer, intensive programme with in-person attendance.
The course director is science journalist and communication trainer Peter Hyldgård. At each course session, one or more of the country’s leading experts and media professionals will also contribute, bringing specialist knowledge related to the topic at hand.

Here you can apply for admission to the longer, intensive programme in English with in-person attendance (November 2026 – May 2027).

Course content
During the course, you will meet some of Denmark’s most skilled journalists and communication professionals, who will teach and provide individual feedback on everything from public talks to social media posts.

Over the span of seven full course days, supplemented by short online sessions, you and the other participants will work with various formats such as articles, videos, presentations, social media, and media relations.

You will also develop a strategy for how science communication can fit into a busy scientific research career. Between sessions, you’ll complete practical exercises with personalized feedback.
In addition to the scheduled sessions, you will work on communication tasks between course dates – such as writing a popular science article, giving a public talk, filming a video, and maintaining an active presence on social media.

It is therefore important that you can set aside time both to attend all sessions and to complete the tasks during the programme – including providing feedback to your fellow participants on their work.
We estimate the total time commitment for each participant at approximately 20 working days over the seven-month period.

Teaching staff
Digital public affairs adviser Benjamin Rud Elberth; science communication coach and consultant Peter Hyldgård; actor Nastja Arcel; Holly Squire; editors from Videnskab.dk; and others.

Time and placeModules run during winter and spring 2026–2027. Teaching is organised as a hybrid of in-person and online sessions. Dates are as follows:

In-person sessions:

  • Tuesday 8 December 2026, 10:15–17:00
  • Wednesday 9 December 2026, 09:00–16:00
  • Tuesday 2 February 2027, 10:15–17:00
  • Wednesday 3 February 2027, 09:00–16:00
  • Tuesday 13 April 2027, 10:15–17:00
  • Wednesday 14 April 2027, 09:00–16:00
  • Week 17: Talks and outreach activities during the sci-com festival Forskningens Døgn
  • Tuesday 25 May 2027, 10:15–20:00

Online sessions:

  • Tuesday 17 November 2026, 16:00–18:00
  • Tuesday 19 January 2027, 16:00–18:00
  • Tuesday 9 March 2027, 16:00–18:00
  • Tuesday 4 May 2027, 16:00–18:00

In-person course days will, as a rule, take place at the Royal Danish Academy of Sciences and Letters in Copenhagen, with a small number of off-site visits.

You must be able to take part in the “Book a Researcher” initiative during the national Festival of Research (Forskningens Døgn), held in Week 17 of 2027 (26-30 April).

Admission criteria and expectations
The Academy of Science Communication is free of charge and open to researchers from all scientific disciplines. This particular programme is aimed at researchers in Denmark who do not speak Danish as their first language, but who wish to communicate with the Danish public.

The teaching will therefore be conducted in English, and the programme aims to equip you to communicate in either English or Danish with Danish media and platforms.

All applicants must meet the following criteria:

  • You hold a position at Assistant Professor level or above (or equivalent) and have a solid research profile.
  • Experience with research-based teaching or similar is an advantage.
  • You are passionate about science and envision a future within the research community.
  • You may be employed at a university, a private research company, or a communication institution such as a museum. Membership of the Royal Danish Academy of Sciences and Letters is not required.
  •  You have gained some initial, first-hand experience with science communication.
  • You are motivated to engage in dialogue with the public.

In addition, we expect you to participate actively in all aspects of the Academy — not only on course days, but also through preparation and concrete communication activities throughout the programme.

You should only apply if you are genuinely committed and able to invest both your time and energy in the project. We also expect that, as an alumnus, you will continue to engage in the Academy’s activities in the years to come and act as an ambassador for science communication within your research environment.

In return, we offer what is likely the most comprehensive training in scientific research communication in Denmark, along with access to a unique network of skilled science communicators.

Note: It is possible to apply as a postdoc if you have a particularly strong scientific research profile and extensive experience, and if you are likely to contribute actively to science communication in Denmark through a future scientific research position. This option is most relevant in fields where permanent positions such as Assistant Professor or tenure-track roles are relatively difficult to obtain. All else being equal, and within the same discipline, researchers in permanent positions will be prioritized over postdocs.

Contact

For questions regarding the course, please contact:
• Course Coordinator Johanne Holm at jh@kdvs.dk or by phone at +45 31 55 52 02
• Course Director Peter Hyldgård at ph@kdvs.dk or by phone at +45 20 87 77 56.

You are also welcome to reach out if you or your institution are interested in collaborating with the Academy of Science Communication on developing science communication and training initiatives at a department, faculty, or similar setting.

 

Foto: Kristoffer Szilas, Curator and Associate Professor of Petrology, University of Copenhagen. Joined the Academy of Science Communication i 2021-2022.

How to apply

Your application must include:

  • A motivated application letter (one A4 page) that addresses the purpose of the Academy and the admission criteria (PDF)
  • A short video (max. 3 minutes) in which you explain how — drawing on your field — you can contribute to improving public debate or science communication more broadly.
  • Attachments: CV including any international stays and grants (max. one page) + publication list (combined in a single PDF).

Applications will be assessed by a committee under the Royal Danish Academy of Sciences and Letters. We aim to assemble a diverse cohort across disciplines, geography, age, and gender.

You will receive a decision on your application by the end of August.

Application deadline: 14 th of June 2026

Apply now search

Kan en tre meter lang tand afsløre klodens klimahistorie?

Kan en tre meter lang tand afsløre klodens klimahistorie?

Narhvaler lever uden for menneskelige rækkevidde og er derfor gennem tiden blevet et mytisk væsen. Nu gør forskning os klogere på både pattedyret og vores aftryk på kloden og klimaet. Foto: Carsten Egevang/Aerial Photo.

Bag myten om havets enhjørning gemmer sig et unikt vidne til klodens historie: narhvalen. Forskeres tværvidenskabelige samarbejde i narhvalens bevægelsesmønstre, tænder og lyde giver et indblik i menneskets og klimaforandringernes konsekvenser for livet i havet.

Af Ghita Nidam Møller

Mammutter, sabeltigere og uldnæsehorn. De majestætiske dyr er for længst uddøde. Men hvad med enhjørninger – eller rettere: Hvad med narhvaler?

Narhvaler er kendt for deres lange tand, der kan måle op til tre meter. Derfor troede man tidligere, at det var enhjørningehorn, som skyllede op på stranden. Så mytisk og magisk, at kongemagten bogstaveligt talt satte sig på den.

Da Danmarks tronstol stod færdigt i 1671, hed det, at tronen var lavet af enhjørningehorn. Den myte er død. Men fascinationen af narhvalen og dens eventyrlige tand lever i bedste velgående. For narhvalen og dens tand har enorm værdi som et blandt flere “måleinstrumenter” for Arktis, der afslører både biologiske og klimatiske forandringer. Men det er nemmere sagt end gjort at studere narhvalen.

De lever afsides mellem isflager i Nordøstgrønland langt fra vores menneskelige rækkevidde og logistiske faciliteter. Det vil sige områder, der er dækket af is hele vinteren og mørkt halvdelen af året. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der er en mytologisering af narhvalen – og hvor vild de nye indsigter er.

Kræsne vanedyr

Ifølge Mads Peter Heide-Jørgensen, professor i havbiologi på Grønlands Naturinstitut, er narhvalerne “et helt specielt dyr, som ikke ligner noget andet dyr, vi kender i dag.”

De ligner en krydsning mellem en hval og et næsehorn – nogle af dem med en lang tand i front, som med god grund har givet anledning til kælenavnet enhjørning. Det er typisk hannerne, som er prydet med tanden, men hunner er også blevet spottet med det mytiske enhjørninghorn.

Narhvaler er vanedyr, som lever i små, lokale bestande rundt omkring i Arktis. De er meget stedfaste, hvilket gør det vanskeligt for dem, når deres miljø forandrer sig. De foretrækker det koldt, så de er klædt godt på med et tykt og stort spæklag. ”Som om de svømmer med en stor parkafrakke hele tiden,” som Mads Peter Heide-Jørgensen formulerer det.

Spæklaget hjælper dem med at holde på varmen, når de dykker ned i de kølige dybder på ned til 1800 meter, mens de modsat ikke kan slippe af med overskudsvarmen, hvis de opholder sig i varmere vand. Kulden skræmmer dem således ikke væk, men højere vandtemperaturer er et problem, når de svømmer hurtigt.

De er mere kræsne, hvad angår fødevarer, fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen. Hellefisken er et hit, mens ”rugbrødet” i deres kost er blæksprutter. Den lille temperaturfølsomme polartorsk er dog hoveddiæten blandt de 4-5 forskellige fiskearter, som de ynder at spise. Til sammenligning spiser et marsvin i Danmark omkring 30 forskellige fiskearter.

Narhvalen er meget selektiv og går efter bestemte dyr på bestemte dybder og ved nogle bestemte havtemperaturer. Det betyder, at de kun har en lille niche at jagte næste måltid i.

Og hvordan ved vi så alt det om dybets enhjørning? Takket været ny teknologi og tværfaglig forskning.

I 2023 var Susanne Ditlevsen og Mads Peter Heide-Jørgensen på ekspedition i Disco Bugten. Foto: Philippine Chambault.

I halen på havets enhjørning

Mads Peter Heide-Jørgensen har fulgt narhvalerne længe – lige siden han mødte den første i en lille båd i Melville Bugten i 1993.

Siden da er han blevet langt klogere på det behornede pattedyr, og hvad de kan sige om havet og vores liv på resten af kloden. Han har været blandt de første til at udvikle satellitbaserede metoder til at spore individuelle hvaler, men også til at benytte hvalerne til at indsamle oplysninger om det havmiljø, de boltrer sig i.

”Det foregår typisk ved, at jeg prøver at indsamle en hel masse data om dyrene. Data, som vi synes er relevant til at besvare specifikke spørgsmål,” fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen og fortsætter:

”For eksempel hvor de vandrer hen, hvor dybt de dykker, hvad de siger, og hvordan de bevæger sig i vandet. Vi kigger på deres tredimensionale bevægelser i vandet, deres hastigheder.”

De enorme datasæt ryger videre til Susanne Ditlevsen, professor i statistik og stokastiske processer ved Københavns Universitet og præsident for Videnskabernes Selskab.

”Det er fuldstændig fantastisk, at man begynder at kunne indsamle data, som man aldrig kunne indsamle før,” siger Susanne Ditlevsen.

Susanne Ditlevsen æder sig gennem datasættene og bearbejder dem med statistiske metoder og matematiske modeller af biologiske og fysiske systemer. Hun ser nye potentielle sammenhænge og efterspørger endnu flere data fra livet under den arktiske havoverflade.

Narhvalerne er vores klimavidner

Den særlige kombination af biologiske målinger, satellitdata og avanceret statistik giver på den måde nye indsigter. Det skaber en tværvidenskabelig vekselvirkning i forskningen, som gør det muligt at analysere dykkeadfærd, hjerteslag og lydmønstre – og koble det til miljødata.

Narhvalens tand har ikke en kritisk livsfunktion. Det er fortrinsvis hanner, der har den, og den fungerer formentlig som en styrkemarkør over for hunnerne ligesom kronhjortens gevir og løvens manke. Men tanden rummer en større historie. Den er også en dagbog over narhvalens liv og det klima, narhvalen færdes i. Narhvalens tand vokser nemlig hele livet og lagrer kemiske spor. Tanden fungerer dermed, ligesom iskerneboringer, som et arkiv over den seneste tids klimaforandringer.

Hvor iskernerne går 100.000 år tilbage, kan lagene i narhvaltanden bidrage med flere detaljer om den nyere tid – det vil sige de sidste 100 år, som er narhvalens maksimale livslængde. Hvert lag i narhvalens tand afslører spor af fødevalg, stresshormoner og isotoper, det vil sige stabile eller ustabile atomkerner.

Atombombeprøvesprængninger fra 1960’erne ses f.eks. som en tydelig såkaldt C14-markør i de tænder, forskerne har undersøgt. Denne markør viser sig i perioden efter 1960, hvor belastningen med C14 spreder sig overalt i miljøet. Narhvaltænder med lag fra før 1960 mangler dette signal fra omgivelserne. Et andet signal er, at der omkring begyndelsen af 2000’erne skete flere drastiske skift i miljø- og klimaforholdene i Arktis. Disse forandringer viser sig som ændringer i niveauet af kortisol, et stresshormon, i narhvalers tænder. De er blevet stressede.

”Jeg har siddet med de her data mellem hænderne, og det ser faktisk ikke ud til, at de vænner sig til forandringer. Det ser ud, som om de simpelthen skifter til et højere niveau af stress, som bliver ved,” siger Susanne Ditlevsen og tilføjer:

”Det blev tydeligt, at det her ikke bare handler om at finde ud af, hvor gamle de enkelte narhvaler er. Det bliver en hel historie om klimaforandringer set gennem narhvalerne.”

Årsagen til det stigende kortisolniveau skal nok findes i et område mellem Østgrønland og Svalbard, hvor isen er mindsket på grund af temperaturstigninger, samtidig med at der er sket en forskydning i det såkaldte trofiske niveau. Det vil sige, hvilket trin i fødekæden et dyr befinder sig – fra planter og alger til rovdyr.

”Lagene i tanden kan give os en indikation på, om de skifter fødevalg, for eksempel fra hellefisk til blæksprutter, eller om hele deres miljø ændrer sig fra et miljø, drevet af planktonarter af arktisk oprindelse, til et, der er drevet af planktonarter fra det varme atlantiske vand,” forklarer Mads Peter Heide-Jørgensen.

Data fra narhvalens tand tegner dermed et billede af både vanedyrets præferencer og velvære, samt hvordan menneskets aftryk når helt ind i de mest fjerntliggende egne.

Vidste du, at …

 

  • narhvaler kan blive op til 100 år gamle?
    De har næsten samme levealder som mennesker. De er tilmed en af de få dyrearter, hvor hunnerne går i overgangsalder. Forskere bruger tænder og kemiske spor til at bestemme alderen.
  • narhvaler kan dykke ned til 1800 meter i totalt mørke?
    De bruger ekkolokation til at orientere sig og kan opdage et byttedyr på kun 2 cm – en hel kilometer væk.
  • man kan aflæse klimahistorie i narhvalens tand?
    Kemiske spor og isotoper i tanden afslører ændringer i havmiljøet over tid – ligesom lagene i et iskernestudie.
  • skibsstøj kan lamme narhvalernes adfærd?
    Når et skib nærmer sig, stopper narhvalerne med at spise, holder op med at kommunikere og søger ind til kysten. Reaktionen kan mærkes op til 30–40 km væk.
  • atombombeprøvesprængninger fra 1960’erne kan ses i narhvalens tand?
    Et markant hop i C14-niveauet fungerer som en tidsmarkør i tandens lag.

 

Social, sårbar og eftertragtet

Analysen af narhvalernes vaner viser allerede nu klimaforandringer. Narhvaler er nemlig stedtro og sårbare.

”Det er et utroligt vanedyr, og det gør det vanskeligt for dem, når tingene forandrer sig i deres miljø,” understreger Mads Peter Heide-Jørgensen.

De forlader ikke deres normale, kølige hjem, når klimaforandringer ændrer fødevareudbuddet og vandtemperaturerne. Selv når gletsjere smelter, vender de tilbage til de samme fjorde, hvor de har svært ved at tilpasse sig det varmere hav. De kan jo ikke lyne deres varme ”spækparka” op og slippe overskudsvarmen ud.

Et kontrolleret studie over to år viser også, at narhvaler stopper med at spise, bliver tavse og søger ind til kysten, når skibe nærmer sig.

”De kan ikke lide at være i overfladen, når der er larm, så de er kortere tid i overfladen per gang, og så dykker de sådan nogle mellemdyk og kommer op igen. Men de skal jo op for at trække vejret, så støj er meget, meget stressende for dem,” fortæller Susanne Ditlevsen på baggrund af studiet.

Reaktionen kan måles op til 30–40 km væk. Det gælder selv, når støjen er lavere end den naturlige baggrundsstøj. Det kan få konsekvenser for deres overlevelse, fordi lyd er afgørende for deres sociale kontakt og deres ekkolokation gennem lydbølger ligesom flagermus i nattens mulm og mørke. For eksempel hvor langt der er til bunden, byttet, flokken eller kysten.

”Det er ikke kun et spørgsmål om, at de bliver bange. Det er også reelt, at det kan gøre det svært for dem at udøve deres basale funktioner, såsom at kommunikere og navigere,” understreger Susanne Ditlevsen.

Narhvalerne er sociale væsner, som bruger kliklyde og summelyde til at kommunikere og navigere i det mørke vand på mange kilometers afstand. Hvis man optager narhvalernes lyd, kan man høre en kakofoni af forskellige kald – fra individets egen signaturlyd til orientering mellem mor og unge eller til hele flokken.

Susanne Ditlevsen fremhæver dog, at det er korte studier og på en lille population af narhvaler. Det er derfor svært at sige noget endegyldigt om deres lydes funktion, som f.eks. advarsel eller tip til, hvor den gode mad er. Men én ting er hun sikker på: Der er en social funktion.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man i fremtiden på et eller andet tidspunkt vil kunne bruge kunstig intelligens til at blive klogere på, hvad de siger, og man i højere grad vil kunne skelne lydene og knytte dem til bestemt adfærd,” siger Susanne Ditlevsen håbefuldt.

Men skal vi nå dertil, er der en række større og mindre menneskelige håndtag, vi kan skrue på for at sikre narhvalernes overlevelse. Narhvalernes tænder og hud er f.eks. eftertragtet af fangere og videresalg.

”Det er jo helt klart, at man skal følge den videnskabelige rådgivning om fangstkvoter og tænke sig grundigt om, hvis man laver skibsstøj og andre industrielle udviklinger i områder med narhvaler,” siger Mads Peter Heide-Jørgensen.

Men den helt fundamentale udfordring er klimaforandringerne. Hvis vi vil bevare havets enhjørning, kræver det ikke kun lokal regulering, men global handling. For narhvalens historie er også vores historie.

 

Om VidenSkaber

Artiklen er skrevet på baggrund af podcastepisoden “Havets enhjørning som klimavidne” og som del af Videnskabernes Selskabs formidlingsindsats VidenSkaber, støttet af Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden.

 

Lyt til VidenSkabers podcast “Hvordan ved vi det?”

DEBAT: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning

DEBAT: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning

Med et nyt Folketing er det oplagt at tage et kig ind i maskinrummet og kortlægge demokratiets vidensfundament. Foto: Christoffer Regild/Folketinget.

Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen, generalsekretær Thomas Sinkjær og forperson for Komitéen for Videnskaben i Samfundet, Alan Irwin. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 13. april 2026.

Svin, drikkevand og skolernes fremtid har fyldt i folketingsvalget/valgkampen. Nu står vi med et nyt hold folkevalgte, som skal træffe beslutninger, der former Danmark mange år frem.

De får hurtigt travlt med at indfri valgløfter og tackle Danmarks store samfundsudfordringer. Udfordringer, der forudsætter videnskabelig viden:

Hvor slemt står det til med havmiljøet – og hvad virker faktisk? Vil svineproduktion automatisk flytte ud af landet ved strammere regulering? Hvordan har vores drikkevand det?

Forskningsbaseret rådgivning er et vigtigt redskab til at hjælpe de nye folkevalgte med at finde svar og løsninger. Men som det er nu har alle folkevalgte ikke den samme adgang til solid og uafhængig viden. I dag har regeringen omfattende forskningsbaseret rådgivning lige ved hånden – men Folketinget har det ikke. Det skaber en skævhed, der svækker både lovgivningen og den parlamentariske kontrol.

Professor Alan Irwin er forperson for Komitéen for Videnskaben i Samfundet, der netop arbejder for uafhængig forskning kan skabe værdi for samfundet. Foto: Lars Svankjær/ Videnskabernes Selskab.

Med et nyt Folketing er det oplagt at tage et kig ind i maskinrummet og kortlægge demokratiets vidensfundament – og undersøge alternative tilgange til videnskabelig rådgivning.

Hvis vi fokuserer på de beslutninger, der bliver truffet i staten – og altså for en stund udelader de mange vigtige beslutninger, der bliver truffet i regioner og særligt kommuner – er der to afgørende fora, hvor beslutninger bliver truffet: Regeringen og Folketinget.

Regeringen har allerede adgang til et relativt solidt videnskabeligt grundlag at træffe beslutninger ud fra. Selvom der dog også er udfordringer for denne, som et udvalg i Videnskabernes Selskab tidligere har påpeget. Enkelte ministerier og/eller styrelser har aftaler med udvalgte forskningsinstitutioner om at levere forskningsbaseret rådgivning.

Det samme har Folketinget ikke. Hvis de folkevalgte, som ikke sidder i regering, har brug for viden til at underbygge deres arbejde, er de nødt til selv at finde den.

For at forstå, hvorfor det ikke er godt nok, må vi se på Folketingets rolle i et demokrati. Folketinget har primært to roller (ud over at det naturligvis skal repræsentere befolkningen): Det skal lovgive og det skal udføre parlamentarisk kontrol af regeringen.

Viden er et vigtigt grundlag for begge dele. Hvis folketinget skal kunne tage stilling til og foreslå ændringer til lovforslag, skal medlemmerne have mulighed for at vurdere den viden, der ligger til grund for lovforslaget. Viden er også afgørende, hvis Folketinget effektivt skal kunne kontrollere, at det regeringen foreslår, faktisk er baseret på retvisende viden.

Men som det er nu, må Folketinget forlade sig på den viden, det har adgang til gennem lobbyister, interesseorganisationer og lignende. Det giver naturligvis en stærkere stemme til dem, der kan råbe højest og har flest ressourcer.

Derudover er der en række råd, der leverer videnskabelig rådgivning på udvalgte områder, som også kan tilfalde Folketinget, for eksempel Biodiversitetsrådet og Klimarådet. Men Folketinget har ingen formel ret til at bede om rådgivning fra nogen af disse videnskabelige råd. Det er desuden et noget fragmenteret landskab, der på ingen måde kan dække bredden i behov for videnskabelig viden.

Derfor er det vigtigt, at Folketinget også får adgang til uafhængig videnskabelig rådgivning.

Spørgsmålet er, hvordan sådan en ordning for videnskabelig rådgivning bør se ud. Her er der heldigvis inspiration at hente i udlandet. Det er vi i Videnskabernes Selskab netop nu ved at kortlægge. For næsten alle andre lande i Europa har faktisk allerede ordninger, herunder Holland, Irland, Sverige og Finland, som indgår i vores kortlægning.

Ordningerne er meget forskellige. I Irland foregår den videnskabelige rådgivning direkte i parlamentets administration med egne ansatte eksperter. I lande som Holland er den videnskabelige rådgivning placeret udenfor parlamentet, men med “vidensmæglere” placeret i parlamentets administration, der fungerer som brobyggere.

Nogle ordninger er ganske små, med få medarbejdere og udgifter, mens andre er store og omkostningstunge.

Fælles for ordningerne er dog, at det er parlamentsmedlemmerne selv, somme tider gennem udvalgene, der efterspørger, hvilken viden de har brug for. Det kan være rådgivning, som går helt tæt på det igangværende lovgivningsarbejde og kan ske meget hurtigt. Eller mere langsigtet rådgivning om for eksempel den mere generelle betydning af vigtige samfundsmæssige trends såsom udviklingen i kunstig intelligens.

Forskningsbaseret rådgivning er et vigtigt redskab til at hjælpe de nye folkevalgte med at finde svar og løsninger, understeger Susanne Ditlevsen /tv), Thomas Sinkjær (th) og Alan Irwin. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

For at give en fornemmelse af, hvordan videnskabelig rådgivning til parlamenter foregår i praksis, er her to eksempler på mekanismer for rådgivning, som vi har afdækket i vores kortlægning:

I Sverige er den videnskabelige rådgivning til parlamentet organiseret i foreningen Rifo (Sällskapet Riksdagsledamöter och Forskare), som arrangerer seminarer i og uden for den svenske Riksdag, studiebesøg og rundbordsdiskussioner om aktuelle emner.

Riksdagen har siden 2021 desuden haft en årlig Forskningsdag, der gør forskningsbaseret viden og netværk af eksperter bredt tilgængelig for alle parlamentarikere. Det er en af de mindre omkostningstunge måder at organisere rådgivningen.

I Holland har Repræsentanternes Hus (Tweede Kamer) i cirka 15 år arbejdet målrettet på at styrke sin adgang til forskningsbaseret viden. Et initiativ er Parlement & Wetenschap (P&W), som er et samarbejde mellem syv nationale videnskabsorganisationer og parlamentets egen analyse- forskningsafdeling.

P&W startede som et pilotprojekt i 2011 med forsøg i to stående udvalg, men er nu udbredt til alle udvalg. P&W har løbende eksperimenteret med og tilpasset typer af rådgivning, som stadig i dag kan antage mange forskellige former såsom korte faktaark og kortlægning af forskere i et givent felt.

Det kan give inspiration til nogle af de kendte udfordringer, vi har herhjemme.

Som Magtudredningen 2.0 allerede har vist i flere udgivelser, er rammebetingelserne for Folketingets arbejde udfordret, herunder muligheden for at udøve parlamentarisk kontrol af regeringen. En del af udfordringen er, at der gennem årene er skabt en ubalance, hvor antallet af embedsmænd i ministerierne er steget langt mere end embedsmænd i Folketinget.

En ordning for videnskabelig rådgivning til Folketinget – og dermed en udvidelse af Folketingets administration – kan være en del af løsningen, om end der også skal andre midler i brug.

Folketinget var allerede i gang med et arbejde, der skulle se på, hvordan rammerne kunne forbedres, da valget blev udskrevet. Det er vores klare opfordring til de nye Folkevalgte, at de fortsætter det arbejde og undersøger mulighederne for en ordning for uafhængig videnskabelig rådgivning til Folketinget.

Fordi det er netop nu, at der skal handling bag debatter og valgløfterne fra valgkampen. Lad det blive med videnskabelig tyngde, der rækker længere end blot til næste valg.

Find og læs alle vores debatindlæg i diverse medier her.

Medlem af Videnskabernes Selskab modtager ”nobelprisen” i computervidenskab 

Medlem af Videnskabernes Selskab modtager ”nobelprisen” i computervidenskab 

Medlem af Videnskabernes Selskab Charles H. Bennett modtager årets Turing-pris, som ofte bliver kaldt “computervidenskabens nobelpris”. Han deler aktivt sin viden i selskabets Kvantekomité. Foto: Wikimedia Commons.
Kvanteforsker og medlem af Videnskabernes Selskab, Charles H. Bennett, modtager Turing-prisen for sin forskning, der i dag danner fundamentet for ubrydelig kommunikationssikkerhed i en verden, hvor kvantecomputere udfordrer al kendt kryptering. 

Af Ghita Nidam Møller

Hvornår kan vi egentlig vide, at ingen lytter med, når vi sender data ud i verden? At vores mest følsomme digitale infrastrukturer kan beskytte alt fra statshemmeligheder til persondata mod selv de mest avancerede kvanteangreb? 

I fremtiden forventes det, at kvantecomputere bryder store dele af den nuværende kryptering, der beskytter vores kommunikationskanaler. Regeringer, virksomheder og internationale organisationer vurderer, at vi står over for et omfattende skifte i cybersikkerhed – hvordan håndterer vi den risiko? 

Den amerikanske fysiker, medlem af Videnskabernes Selskab og selskabets Kvantekomité Charles H. Bennett har knækket en del af koden i samarbejde med den canadiske forsker i computer science Gilles Brassard.  For det modtager de A.M. Turing-prisen 2025, som bliver uddelt af Association for Computing Machinery (ACM). Det er computervidenskabens ”nobelpris”, understreger professor Matthias Christandl, som er formand for selskabets Kvantekomité. 

”Bennett er som faderen af området. Hans arbejde har fundamentalt ændret vores forståelse af information og sat retningen for fremtidens kvanteteknologi og sikkerhed,” siger han. 

Det er mere konkret udviklingen af den såkaldte BB84protokol, som har ført til Turing-prisen. Det er den første praktiske metode til ”kvantekryptografi”, som er en ny og absolut sikker måde at kommunikere på. Metoden giver en form for perfekt sikkerhed, som selv fremtidens avancerede statslige aktører eller fuldt udviklede kvantecomputere ikke kan bryde, lyder det i begrundelsen fra Association for Computing Machinery. 

Faderen til fremtidens sikkerhedsstandard  

Professor Matthias Christandl har været medlem af Videnskabernes Selskab siden 2016 og er forperson for Kvantekomitéen. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

Charles H. Bennett regnes blandt hovedarkitekterne bag kvanteinformationsvidenskaben – et tværfagligt felt mellem matematik, datalogi og fysik, der i dag er et globalt forskningsfelt i eksplosiv vækst. Siden 1973 har han været forsker ved IBM Research og spillet en central rolle i udviklingen af både kvantekryptografi og kvanteteleportation. 

Charles H. Bennett var med fra start og er stadig en af de førende og aktive kræfter i kvanteforskningen ude i verden og i selskabets Kvantekomité til jævnlige møder online og fysisk til symposie i selskabet. 

”Han er et virkelig, engageret medlem, som deler sine indsigter og hjælper meget aktivt med at styrke det danske felt for kvanteinformation,” siger Matthias Christandl og tilføjer: 

”Det er uvurderligt at have ham med i vores faglige diskussioner.” 

Charles H. Bennett har modtaget en række internationale hædersbevisninger for sine gennembrud i krydsfeltet mellem computervidenskab, matematik og fysik. Dén viden tager han med sig i Videnskabernes Selskabs Kvantekomité. 

Turing-prisen understreger nu, hvordan kvantekryptografi i dag betragtes som den mest lovende vej til langsigtet, ubrydelig kommunikationssikkerhed. Dét er et afgørende vendepunkt i en tid, hvor forskningen, udviklingen og udbredelsen af kvantecomputere løber om kap.  

Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje gik i 2025 derfor også til KU-lektor Laura Mančinska, som forsker i, hvordan vi meningsfuldt kan bruge og stole på kvantecomputeres arbejde – og udnytte hidtil usete teknologiske muligheder. Mød hende her og dyk ned i hendes prisvindende forskning. 

Vil du vide mere om Kvantekomitéen? Læs mere her.  

Om prisen og Charles H. Bennett

 

Charles H. Bennett er en amerikansk fysiker og en af hovedarkitekterne bag kvanteinformationsvidenskaben. Sammen med Gilles Brassard grundlagde han feltet gennem deres banebrydende 1984 arbejde med BB84protokollen, den første praktiske metode til kvantekryptografi. Bennett og Brassard modtog A.M. Turing-prisen 2025 for deres “transformative bidrag til den kvantemekaniske revolution i computer- og informationsteknologi”.  

 

Siden 1973 har Bennett arbejdet for IBM Research, hvor han har været central i udviklingen af særligt kvantekryptografi og kvanteteleportation. Han er internationalt anerkendt med talrige hædersbevisninger, herunder Wolfprisen, Micius Quantum Prize, Diracmedaljen og Breakthrough Prize i fundamental fysik. 

 

Charles H. Bennett har været medlem af Videnskabernes Selskab siden 2020 og sidder i selskabets Kvantekomité, bringer fysik, datalogi og matematik sammen. Udvalget samler forskere og er til for at drøfte kvanteknologiers udvikling, skabe nye initiativer og netværk i og udenfor Danmark. 

 

A.M. Turing-prisen, som nogle gange omtales som ‘Nobelprisen i datalogi’, er opkaldt til ære for Alan Mathison Turing (1912–1954), en britisk matematiker og computerpioner. Han gjorde grundlæggende fremskridt inden for computerarkitektur, algoritmer, formalisering af beregning og kunstig intelligens. Turing spillede også en central rolle i det britiske kodebrydningsarbejde under Anden Verdenskrig. Prisen bliver uddelt af Association for Computing Machinery (ACM).

 

Kilder: Association for Computing Machinery (ACM) Charles H. Bennett – Videnskabernes Selskab og Kvantekomitéen.

Hjernen på hormoner: Modtager af Dronning Margrethe II’s Videnskabspris forbinder hjernekemi og mental sundhed

Hjernen på hormoner: Modtager af Dronning Margrethe II’s Videnskabspris forbinder hjernekemi og mental sundhed

Professor og overlæge Vibe Gedsø Frøkjær forsker i hjernens kemi og særligt hormonernes påvirkning på mental sundhed for kvinder. Til det har hun opbygget verdensstørste database. Foto: Videnskabernes Selskab.
Videnskabernes Selskab tildeler professor og overlæge Vibe Gedsø Frøkjær Dronning Margrethe II’s Videnskabspris for sin forskning i hjernens samspil med hormoner, stress-regulering og stofskifte. Hun afdækker centrale mekanismer bag sygdomme som depression og demens – og bringer os et vigtigt skridt tættere på mere målrettet og individualiseret forebyggelse og behandling.

Af Ghita Nidam Møller

Teenagerusen, graviditetsræset, for ikke at glemme en fødsel og tiden efter, hvor et liv er blevet til to. Hormonerne flyver højt og falder dybt. Særligt for kvinder. Hver fase påvirker kroppen, men i høj grad også hjernen.

Men hvad betyder kønshormoner egentlig for vores hjerners maskineri og sundhed, vores sindsstemning og følelsesliv? Og kan man ligefrem fange en del af forklaringen på et billede?

De spørgsmål har professor og overlæge Vibe Gedsø Frøkjær viet sin forskning til. Hun søger svar helt ned på niveauet af hjernens 100 milliarder nerveceller, der arbejder sammen for at holde os i balance og hjælpe os gennem livets belastninger. Det er et komplekst samspil mellem hormoner, hjernekemi og mental sundhed.

For den store indsats modtager hun Dronning Margrethe II’s Videnskabspris, som Videnskabernes Selskab uddeler hvert år.

Med sin forskning åbner hun nye perspektiver for forebyggelse og individualiseret behandling særligt inden for kvinders mentale sundhed. Det er afgørende viden i en verden, hvor 15–25 procent af alle kvinder og 7–12 procent af alle mænd får en depression i løbet af livet. Kvinder rammes altså dobbelt så ofte som mænd – noget hendes forskning kan være med til både at forklare og forebygge.

Hormoner og humør: hul igennem til kommunikationen

Vibe Gedsø Frøkjær er i sit tværfaglige virke ansat hele tre steder: som professor i neuropsykiatri ved Københavns Universitet, som psykiater og forskerleder ved Psykiatrisk Center København, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og som forskningsgruppeleder ved Neurobiologisk Forskningsenhed, Rigshospitalet. Kernen i hendes arbejde er hjernens serotonerge system, et af hjernens vigtige interne kommunikationssystemer, forklarer professoren.

Det regulerer humør, appetit, søvn, døgnrytme, stressrespons, forvaltning af frygt- og aggressive impulser og motivation. Alt det, der holder os i balance. Systemet er derfor centralt for vores mentale velbefindende og ofte forstyrret ved depression. Her kommer systemets serotoninceller og hormoner ind i billedet.

“Serotonincellerne er bygget til at lytte til kønshormoner. Det giver god grund til at tro, at der er et vigtigt samspil,” siger Vibe Gedsø Frøkjær og tilføjer:

“Næsten alle farmakologiske måder, vi har til at behandle depression, går ud på at skabe lidt mere hul igennem kommunikationen i det her system. Vi ved også, at visse ikke-farmakologiske behandlinger, der kan virke antidepressivt, påvirker serotoninkemien, f.eks. samtaleterapi.”

Der er dog endnu ikke forsket så meget i de biologiske mekanismer ved effektive ikke-farmakologiske behandlinger.

Systemet er derfor et vigtigt område at nærstudere, hvis man vil prøve at forstå og påvirke mekanismer, der er vigtige i forhold til depression og neurodegenerative sygdomme som f.eks. Alzheimers sygdom. Det gør Vibe Gedsø Frøkjær. Hun har helt konkret udviklet og drevet et forskningsprogram, der binder molekylær hjerneafbildning sammen med klinisk psykiatri og interventioner, hvor forskerne målrettet påvirker kroppen – for eksempel ved at ændre hormonniveauer – for at undersøge, hvordan hjernen reagerer.  Det bliver koblet sammen med store befolkningsdata på tværs af discipliner, hvilket giver et unikt indblik i både mekanismer og konsekvenser.

Snapshot af hjernens kemi

For at forstå disse mekanismer helt ned på molekylært niveau har Vibe Gedsø Frøkjær udviklet et forskningsprogram, der gør det muligt at se hjernens kemi i levende mennesker.

Ved hjælp af avancerede såkaldte PET-scanninger af hjernen har hun observeret hjernens reaktioner i forbindelse med naturlige modeller og interventioner for kønshormonelle udsving, hvor forskerne bevidst påvirker kroppens biologi for eksempel ved midlertidigt at ændre hormonniveauer. Det giver mulighed for at studere effekten på hjernens kemi med stor præcision. Ved at indføre et bestemt sporstof i blodet fordeles det i kroppen og binder sig til bestemte receptorer i hjernen og afslører indirekte, hvor meget af et givent molekyle, der er til stede.

Man kan, så at sige, afbilde den levende menneskehjernes kemi, forklarer Vibe Gedsø Frøkjær.

Metoden gør det muligt at koble detaljeret hjernekemi med biologiske markører, spørgeskemaer og personlighedstræk, der er vigtige for stresshåndteringskapaciteten. Det kan man helt unikt for Danmark sammenholde med anonymiserede sundhedsregistre. Det betyder, at forskerne kan følge personer over tid og undersøge hvilke biologiske profiler, der knytter sig til robusthed eller risiko for senere mentale helbredsudfordringer.

”Her har vi chancen for at forstå noget vigtigt, fordi vi kan kigge på kvindehjerner, som er ret fantastiske og gennem et liv formår at tilpasse sig meget store ændringer over livsfaser, inklusive hormonelle udsving. Det bør vi lære af for at forstå noget om både sårbarhed og robusthed af hjerner,” siger Vibe Gedsø Frøkjær.

Danmark er blandt verdens førende inden for metoden, og hendes platform på Rigshospitalet har opbygget verdens største database af PET-scannede raske forsøgspersoner.

Pet-scanninger som denne afbilder hjernens kemi og giver indblik i, hvor og hvornår hjernen reagerer på f.eks. ændringer i hormoner.

Vibe Gedsø Frøkjærs har opbygget verdens største database af PET-scannede raske forsøgspersoner – en slags billedbibliotek over hjernekemi. Illustration: Beliveau et al. (2017) High-Resolution In Vivo Atlas of Serotonin System i The Journal of Neuroscience.

En robust hjerne

Forskningen viser, at hjernen er utroligt tilpasningsdygtig selv under heftige hormonskift. Hjernens fleksibilitet, dens evne til at skrue op og ned for sin serotoninsignalering, ser ud til at rumme en form for ”robusthedskemi”, der for eksempel beskytter mod vinterdepression og andre stemningsforstyrrelser.

”Som et eksempel kan vi se, at mennesker, der uden problemer klarer skiftet fra sommer til vinter, har en hjerne, der er god til at skrue op og ned for serotoninsignaleringen. Den fleksibilitet ser ud til at være sund. Når systemet kommer ud af balance eller mister sin dynamik og bliver stift og ufleksibelt, ser vi højere forekomst af vinterdepression. Det tyder på, at fleksibilitet i hjernens serotoninsignalering er en form for robusthedskemi.”

Men robusthedskemi handler ikke kun om årstidernes skift. Den spiller også en rolle ved hormonelle påvirkninger som f.eks. opstart på prævention.

Forskere kan dokumentere, at hormonelle udsving på samme måde kan ændre serotoninsystemet og påvirke risikoen for depression og ændringer i kognition. Og ofte på en måde, der spiller sammen med personlighedsmål såsom målinger af stresshåndtering, robusthed og andre individuelle træk, der påvirker vores sårbarhed eller modstandskraft. Nogle kvinder er særligt følsomme over for hormonelle skift, hvilket kan forklare sårbarhed ved f.eks. opstart på hormonel prævention eller i tiden efter fødsel.

Når broen brænder til belønning

En af hovedrollerne er en serotoninreceptor, den såkaldte 5‑HT4‑receptor – en vigtig markør for serotoninsignalering.

”Receptoren har vist sig at være vigtig af forskellige grunde: Alene det, at den findes, gør den interessant – den må jo lave et eller andet. Den er også interessant, fordi den sidder med høj koncentration i den del af hjernen, som vi kalder belønningssystemet. Og vi kan også se, at den har med det kernesymptom af depression at gøre, hvor man ikke har adgang til glæde eller lyst til f.eks. socialt samvær”.

”Hvis man ikke kan integrere positive stimuli, så kan man ikke få så meget ud af de gode ting, der sker i ens liv. Man har vanskeligt ved at blive motiveret for noget, der er godt for en og for ens omgivelser. Man bliver ofte mere tilbagetrukket socialt.”

Vibe Gedsø Frøkjærs forskning viser blandt andet, at den omtalte receptor bliver påvirket ved hormonel prævention, også hos raske kvinder. De fleste kvinder ser ud til at tåle denne ændring i hjernekemien uden at udvikle depression, men hos nogle kvinder kan det måske have betydning for både humør, udvikling af depression og senere respons ved behandlingen af den.

Pet-scanninger af hjernens kemi beviser, at p-piller svækker serotoninsignalet i hjernen.

Det betyder, at kommunikationen til systemerne, der regulerer alt fra appetit til humør bliver svagere. Foto: Larsen et al. (2020), Oral contraceptives and the serotonin 4 receptor: a molecular brain imaging study in healthy women i Acta Psychiatrica Scandinavica.

En skrueknap til den enkelte

Forskningen ændrer måden, vi forstår depression og mental sundhed på. Ikke som en ensartet diagnose, men som et spektrum af biologiske profiler, der kræver skræddersyede løsninger. Og i hjernens komplekse kemi gemmer der sig nøgler til at udvide vores forståelse af både sygdom – og robusthed.

“Vi skal væk fra idéen om, at hjernens kemi kun er en ulempe eller en fordel. Biologien rummer på én og samme tid både styrker og sårbarheder. Det er ikke enten-eller,” siger Vibe Gedsø Frøkjær og tilføjer: “Der er noget yin og yang over det.”

Et centralt mål for forskningen er at blive i stand til at forudsige, hvem der har øget risiko ved hormonelle skift, i hvilken kontekst, og hvem der ikke har. Denne viden baner vejen for noget af det, forskningsfeltet længe har efterlyst: mere individualiseret rådgivning og behandling.

“Det giver mening at tænke, at nogle kvinder er mere påvirkelige af hormonelle skift end andre. Den viden vil kunne være stor hjælp til kvinder, så de kan træffe oplyste valg og både undgå sygdom og unødvendig frygt.”

Forskningen kan dermed have en direkte nytteværdi i det forebyggende stadie. Det kan på sigt føre til bedre rådgivning om valg af hormonel prævention og guide tidlig indsats under graviditet og postpartum hos kvinder med høj biologisk sårbarhed. Og ikke mindst en mere skræddersyet behandling af depression.

En stemme for et overset område

Med de perspektiver er det tydeligt, hvorfor forskningen vækker international opmærksomhed, og hvorfor årets videnskabspris går til Vibe Gedsø Frøkjær.

Hun har været med til at bryde en historisk berøringsangst for at forske i kvindespecifik biologi og psykiatri. Et område, der ellers tidligere var omgærdet af fordomme og misforståelser. Med sin nysgerrighed, vedholdenhed og tværgående tilgang har hun løftet et forskningsfelt, der både rummer grundvidenskabelige gennembrud og konkret nytte for patienter.

“Det her er ikke et nichefelt. Det handler om helt grundlæggende mekanismer, der er virkelig vigtige og påvirker alle hjerner og alle køn. Det er ikke kun noget, der kan redde en overset gruppe – det er et window of opportunity til at forstå alle hjerner.”

For Vibe Gedsø Frøkjær betyder prisen både faglig anerkendelse og ny energi til et område, der har kæmpet for synlighed.

“Det er en stor opmuntring både personligt og for hele min forskningsgruppe. Det giver muskler og nye muligheder for at tiltrække og inspirere dygtige folk og drive feltet videre og bidrage til at styrke mental sundhed,” siger hun.

Prisen bliver overrakt af H.M. Dronning Margrethe den 22. april i Videnskabernes Selskab.

Om Dronning Margrethe II’s Videnskabspris

Prisen er på 100.000 kroner og gives en gang om året til en fremragende dansk forsker under 50 år med forbehold for barsel og orlov, hvis forskning er inden for de videnskaber, som repræsenteres af Videnskabernes Selskab. Prismodtageren bliver udpeget af selskabets præsidium efter indstilling fra medlemmer af selskabet.

 

Prisen blev indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2015 i anledningen af H.M. Dronning Margrethes 75-års fødselsdag. Den overrækkes derfor tæt på H.M. Dronning Margrethes fødselsdag.

 

Tidligere prismodtagere er Tone Roald, Mads Albertsen, Mette Løvschal, Peter Lodahl, Lisbeth Imer, Anja Groth, Marie Louise Nosch, Morten Heiberg, Bo Brummerstedt Iversen og Jens-Christian Svenning.

 

Læs mere om prisen og de tidligere modtagere her.

 

Kære fremtid, vi kæmper for dig 

Kære fremtid, vi kæmper for dig 

Videnskabernes Selskabs symposium om et hav i forandring blev rundet af med, at dagens deltagere skrev kort til fremtiden. Udvalgte blev læst op, alle hængt op. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.
61 postkort fra 2075 gav et sjældent blik ind i den fremtid, vi er i færd med at skabe. I Videnskabernes Selskab mødtes borgere, forskere og myndigheder for at skrive sig tættere på livet med et forandret hav. 

Af: Ghita Nidam Møller

”Kære unge mig
Jeg er nu 78 år gammel og kigger ud på kysten fra mit flydende hjem. De fleste er flygtet fra kysten, jeg har fået glæde af at leve på og med havet i flydende huse (selvfølgelig lavet på bæredygtige materialer). Mit hus fungerer også som havhave og levested for havets dyr, som jeg nyder glæde af at følge hver dag (…) Kysten deles nu både af mennesker og dyr, og naturen får lov at gå sin gang. Strandede hvaler får lov at blive liggende, og mennesker bruger kun naturen i det omfang, det kan holde til.
Glæd dig! Mvh mig.” 

Sådan lød ét af de 61 postkort fra fremtiden, som borgere, lokale foreninger, forskere og myndigheder havde skrevet efter én dag samlet under samme tag til symposium om et hav i forandring. Der blev talt, diskuteret og lyttet på tværs af fagområder og praktiske erfaringer fra en hverdag, der ikke længere er den samme. De tanker smeltede sammen med blæk på personlige postkort fra fremtiden – fra år 2075 og tilbage til os i dag. 

En fremtid ”med en Venedig-vibe, hvor beboerne kommer rundt i små både, og der er skabt små kultur-øer, hvor nye kreative initiativer spirer frem.” 

Postkortene blev som et fælles tredje et neutralt sted, hvor snakken om ”fremtidige generationer” skiftede ståsted, og du blev dit ældre jeg med børn, børnebørn og en ny tid for familiens hus ved vandet. Her blev fjerne idéer konkrete og nære og skabte ikke kun forståelse, men også en reel vilje til at handle på det, vi ved. 

Hvad hvis det var dit barnebarn?  

Dagens 61 postkort fortæller både hver sin historie og én samlet stærk historie: At vi faktisk lytter til hinanden. At de videnskabelige erkendelser og de forandringer, vi allerede mærker, gør ondt og skaber frygt for vandets overtag. Men at de også vækker kreativitet, håb og glæde over vores verden og vores medmennesker. 

Postkortene mindede os om, at klimaforandringerne ikke rammer alle ens. Nogle ”stemmer fra fremtiden” takkede for naturbaserede løsninger og nye muligheder for ”husbåde med solceller på taget” og opblomstring af natur, mens andre skrev om evakueringer, tabte hjem og manglende hjælp. For klimaet handler ikke kun om natur, men også om social retfærdighed: 

”Kære politikere.
At leve i sameksistens med havet lød for ca. 50 år siden som den utopiske løsning. I dag ville jeg ønske, 50 år senere, at der var tænkt langt mere social lighed ind i beregningerne. Dem, som lever ved kysterne i samspil med havet, er dem, som har råd til flotte boliger med direkte privilegeret adgang til kystnatur. Jeg bor i en betonblok inde midt i landet, som jeg blev evakueret til under sidste stormflod med min familie. 
Ps. Min kusine fra Bora Bora prøver at få statsborgerskab i Danmark. Hendes fødeø er blevet helt oversvømmet. Kan I hjælpe?
Fra Katrine (15 år)” 

Magt eller afmagt?
Hånd i hånd med skrækscenarier viste postkortene også omstillingsevne og en menneskelig trang til optimisme. En lyst til at gøre tingene bedre og anderledes. Og de viser, at vi kan mødes i et fælles rum, hvor videnskaben danner rammen, og hvor fremtiden bliver noget, vi sammen har mulighed for at forme.  

Det åbner for et natursyn, hvor vi ikke nødvendigvis skal tæmme havet, men leve med det og overveje nye muligheder i det, der tidligere ville have forekommet absurd. Som at flytte hele huset efter stormvarsler eller sejle børnene i skole. 

”Mange har mistet meget, men vi har alle fået mere: en naturlig kyst, rene have og frihed fra at leve i frygt for klimaforandringerne.” 

Flere postkort rummede også sorg, vrede og spørgsmålet: ”Hvorfor handlede I ikke nok?”  

Et postkort beskrev f.eks., hvordan familien håbede, at børnene snart kunne ”prøve at gå på jord” igen. Et billede på, hvor konkret livet med vandet kan blive. 

Den ærlige blanding af håb og kritik er en vigtig del af at forstå, hvad fremtidige generationer kunne tænke om vores valg i dag. For problemet er ikke, at vi ikke ved noget om klimaforandringer og havet eller stoler på videnskaben – det gør vi. 

Udfordringen er at få den viden under huden; at mærke den, så vi ser fremtidens vilkår i øjnene og står sammen om løsninger. I postkortformatet er de store debatter om drivhuseffekt, varme havstrømme og fødevarekriser kogt ned til frygt for betondiger, ødelagte badebroer og evakuering ind i landet – og på den anden side kajakeventyr, vandscootere surferture og flydende hjem i naturoaser. 

Det er ikke spådomme, men spejle for nutidens drømme og mareridt. De viser os, hvad der er på spil. Fremtiden er heldigvis ikke skrevet endnu, men den er lettere at forme, når vi tør forestille os den sammen. 

Døm, og drøm, selv: Hvilken fremtid ser du for dig? Og hvad vil dit oldebarn måske skrive til dig om? 

Se verden fra fiskens perspektiv

Forfatter Peder Frederik Jensen omsatte dagen til en poetisk tekst.

 

Læs hele teksten her, og oplev, hvordan han forbinder hverdagserfaringer med geologiens tid, klimaforandringernes realiteter og de myter, der former vores forståelse af havet.

Perspektiver bliver poesi: Forfatter omsætter én dag om et hav i forandring til tekst

Perspektiver bliver poesi: Forfatter omsætter én dag om et hav i forandring til tekst

Forfatter Peder Frederik Jensen lyttede og skriblede, da Videnskabernes Selskab inviterede perspektiver på tværs af fagområder og geografi ind i huset. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.
Videnskab, lokal viden og personlige fortællinger kan mødes i litterær refleksion. Det viste forfatter Peder Frederik Jensen, da han omsatte en dag om havet i forandring i Videnskabernes Selskab til én tekst.

Af Ghita Nidam Møller

Kan man samle lokale erfaringer, forskningsperspektiver og fælles refleksioner i ét koncentreret øjeblik og forvandle det til poesi – endda samme dag, som tankerne bliver delt?

Ja, er det korte svar. Forfatter Peder Frederik Jensen var med, da Videnskabernes Selskab sammen med Kystdirektoratet fyldte huset med borgere, forskere, kommuner og lokale foreninger fra de danske kyster den 25. februar 2026.

Mens forskning, erfaringer, drømme og frygt blev delt gennem samtaler og oplæg om nutidens udfordringer, havets lange fortid og de fremtider, vi endnu ikke har formuleret, sugede han til sig og vævede trådene sammen til én omfavnende tekst. Forfatterens oplæsning satte punktum for dagen, mens tekstens budskaber lever videre. Læs med nedenfor, og oplev dagen fra Peder Frederik Jensens perspektiv.

Få indblik i selve dagen her.

Hvis man betragter verden fra fiskens perspektiv

Af Peder Frederik Jensen

 

Hvis man betragter verden fra fiskens perspektiv, ser alt, hvad vi kender, anderledes ud. Man vil forstå, at det ikke er havet, der æder, men blot vand, der skifter form, smelter, driver, flyder og ommøblerer den blå planet. Meningsløst og meningsfuldt på en gang. Eller. Opløst for mening. Væren i sin reneste form, der transporterer støv, kalk, grus, frø, mycelium, kerner, småsten, mursten, granitblokke, hele bygninger, digelagsformænd, forkomne digtere, mellemstore elbiler, lokumstønder og forskningsresultater, samt hele øriger rundt og genskaber en ny verden, ingen af os kender, og ingen af os har nogen viden om. Kun geologen, måske, der forstår, hvad tid er, hvad et skred betyder, hvor betydningsløse vi er set med alle andres øjne end vores egne.

 

Livet er et mysterium. Verden er umulig at have med at gøre. Men vi er nødt at skabe mening. Derfor opstår guderne. Derfor opstår krig om territorium. Derfor opstår menneskets konflikter, men også vores fred og det, der giver fremgang. Mysteriet fører til fællesskab og venlighed. Den hånd, der rækker ud efter et spædbarn. Men mysteriet skaber også angst. Angst for ikke at kunne kontrollere elementerne. Naturen. Vandet. Følelserne.

 

Så vi bygger verdener op og kalder dem statiske, nationer, byer og villakvarterer. Vi støber i beton og bygger ovenpå. Helt op til solen bygger vi, så vores vinger smelter, og den hvirvlende flok af overmodige falder til jorden. Alle med pænt hår og undrende blikke, for ifølge deres beregninger, og ifølge deres tal, og ifølge deres vælgere, skulle det hele jo kunne lade sig gøre, så længe vi afviste frygten, holdt frygten for døren. Menneskets sanser og følelser holdt for døren.

 

Vi hegner ind og påstår, at et abstrakt tal, som f.eks. 46 millioner, giver mening. Det giver ingen anden mening end den, at et menneske føler, at netop det tal gør ham eller hende vigtigere end fællesskabet.

 

Jeg har betalt for den udsigt.
Famous last words!

 

Jeg har ret til den jord, den ø.
Tja.

 

Til at bruge ressourcerne, opbruge og mere end opbruge naturens kendte tolerancer, fordi jeg vil vokse uendeligt på endelig plads. Jeg. Det højt selvbesungne menneskes ret til at forbruge.

 

Eller, ærligt, nogle få menneskers ret til at forbruge. De få, der har levet inden for en meget kort, begrænset tidsperiode, et meget begrænset sted på kloden, og som ikke har ønsket eller evnet at lytte til videnskaben, når det, videnskaben sagde, var ukomfortabelt.

 

Husk det nu: Vi kan ikke bruge frygt til noget, sagde manden til kvinden. Menneskets følelser er støj. Ukomfortable, og det er ikke rart, når man har bygget sin eksistens på et blændværk, et narreværk, der spiller den melodi, man ønsker at høre, mens man bygger og rejser, og støber, og æder og etablerer en verden omgivet af spejle, eller skal vi sige: skærme, så alt det, der er udenfor, forbliver udenfor. De 55 millioner klimaudsatte mennesker på det afrikanske kontinent f.eks. De pludseligt og hastigt uddøde arter, der ikke ligner os. Eller de børne- og oldebørn, der skal leve i en unødvendigt ustabil, utryg verden. Stemmer, der måske kunne have lyst til at sige:

 

Ejerskab, jura, kultur, frikadeller, lokumstønder og valid forskning opløses i ordet hav, hvis ordet rejser sig, som ordet gør, når det går fra at være en ide om noget, man har udsigt til, og til at være lige så virkelig som de menneskeskabte klimaforandringer, der er vores krise. Os og dyrene og træerne og blomsterne og svampene og hvalerne og tarmbakterierne og de vandrende pindes krise.

 

Så, jeg holder af jer, men spar mig for jeres håb, for det gælder kun jer selv. Håbet er nærsynet, håbet på jeres kanter, der hvor I bor, er en undskyldning for ikke at handle. I saver træerne ned, støber fundamenter og bygger latterlige glashuse på kanten af syv planetære grænsers møde med hinanden. Slå venligst op i jeres myter: Der er storm på vej. Kraken vågner, Ran og Ægir lægger deres brodsøhingst i søen, reber sejlene og inviterer os alle ned i det store net, spundet af tarme fra de druknede, der hvirvlede i ishavet efter hvalfangst, og dem, der faldt fra boreplatformene langt ude på det åbne hav.

 

Men et sted står en dreng og ser ud over havet. Han har et skind omkring sig. Han ser røg på den anden side. Han peger. De voksne fortæller ham, hvad det er, men inde i hans hjerne opstår der et billede, der ikke passer til de ældres fortælling. Han smiler ved tanken. Han forestiller sig noget andet end det, de vil have ham til at se. Han udhuler en træstamme og sejler afsted i selskab med en ung kvinde, eller flere, måske, en hel flok.

 

Drevet af den smukkeste af alle evner, menneskets mest fundamentale og skarpeste våben: forestillingsevnen. Båden og bevægelsen og modet til at bryde med det, der er, opstår i os, fordi vi har modet til at ændre de livsformer, de ideer og de stærke narrativer, der fastholdes af dem, der har magten i et samfund, en familie, en skoleklasse. Vi skal med ordet hav mellem os drømme om noget andet, drømme om, at vi godt kan leve uden at forbruge jordens ressourcer, ødelægge livet for alle andre arter end os selv, og vi skal gøre det med sanserne og sproget forrest for, så er der en verden til mennesket i morgen. Det skal ske i fællesskab, et fællesskab der siger nej til den enkelte, der mener, at hendes udsigt fra et glashus er vigtigere end den salamander, der slår med halen i Congofloden, den gris, der lever indeklemt i de danske svinestalde, og det barn, der vil leve i morgen.

Havet lever i forfatterskabet

“Danmark er som en Mariekiks i et glas vand.” Sådan beskriver Peder Frederik Jensen vores lands porøse, skrøbelighed i romanen Rans vilje fra 2023. I romanen mødes myter, geologisk historie og skipperskrøner i en fortælling om landskabsdannelse, stormflod, sårbarhed, handlekraft og eventyr på havet.

Romanen er første bind i et planlagt firebindværk af Peder Frederik Jensen. Opfølgeren Pigen i verden udkom i 2025.

Nysgerrig på mere blå litteratur?

Lyt til vores podcastserie ”Hvordan ved vi det?”, hvor Rans vilje også sniger sig ind i en samtale om blå humaniora, poetiske havbreve og nye måder at designe fremtidens kystlandskaber på.

Med udgangspunkt i antikke havmyter og nutidig klimalitteratur taler litteraturprofessor Søren Frank og landskabsarkitekt Mette Juhl Jessen om, hvordan vi kan bruge litteraturen til at gentænke vores forhold til havet. Få en forsmag nedenfor, og lyt til hele episoden her.

DEBAT: Videnskab er public service – derfor skal det være en del af medieforliget

DEBAT: Videnskab er public service – derfor skal det være en del af medieforliget

Videnskab bør indgå og være defineret som en kerneopgave i public service. Det skal vi sikre i Medieforliget 2027-2030. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 9. marts 2026.

Folketingsvalget er udskrevet, og medieforliget er skudt midlertidigt til hjørne. Men det er mere aktuelt end nogensinde at holde fast i fokus på indholdet i det kommende medieforlig.

Den hastige fremmarch af kunstig intelligens og et stigende brug af sociale medier har gjort det langt sværere for borgere at skelne mellem vilkårlige påstande og forskningsbaseret viden. Det bliver ikke nemmere af, at algoritmer belønner det indhold, der engagerer mest. Og vel at mærke ikke nødvendigvis det, der er sandt eller velunderbygget af forskningsbaseret viden.

Dermed risikerer vores syn på verden at drukne i halve sandheder og polariserende fortællinger. Videnskab er en del af løsningen, modgiften så at sige. For mens nogle strømninger gør verden mindre og dummere, så kan videnskaben åbne verden. Videnskab kan gøre verden større, hvis vi giver den plads.

I dag fylder videnskab meget lidt i public service-forpligtelserne. I medieforliget fra 2023-2026 optræder ordet videnskab faktisk ikke én eneste gang. Det samme gælder i TV 2’s public servicetilladelse og DR’s public servicekontrakt, mens den fremhæver, at medierne er forpligtet til at formidle den kristne kulturarv, Rigsfællesskabet, Norden, kunst og kultur samt bred dækning af smalle idrætsgrene.

Videnskab bør derfor også indgå og være defineret som en kerneopgave i public service. Vi må ikke glemme, at videnskab også er en hjælp til journalistikken, hvis den bliver indtænkt og forankret i dækningen af alt fra klima til sundhed. Når vi skæver mod amerikanske tilstande, så kan man overveje, om vi har råd til at lade være.

Demokratiet har brug for videnskab, og danskerne vil have den. En undersøgelse fra projektet Viden og Demokrati viser tydeligt, at der er både interesse og behov for mere forskningsformidling i nyhedsbilledet.

Et flertal af danskerne ønsker, at forskere deltager mere i medierne. Samtidig viser undersøgelsen, at forskerne har den højeste tillid af alle repræsenterede grupper. Den tillid kan med fordel smitte af på medierne.

Public service-medierne er den oplagte platform. Ifølge tal fra Kulturvaneundersøgelsen 2024 fra Danmarks Statistik følger over 60 procent af befolkningen dagligt med i nyheder. På ugebasis gælder det for mere end 90 procent. Det er netop primært gennem de klassiske medier, hvor DR og TV 2 når bredere ud end nogen andre.

Derfor forekommer det så oplagt, at videnskab bør være en naturlig og tydelig del af dansk public service – og dermed også en central del af det kommende medieforlig. Vi har to forslag:

  1. En Videnskabens Redaktør i DR 
  2. Et Center for Videnskabsjournalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX).

Det første er en “Videnskabens Redaktør” i DR. Det skal være et centralt anker i form af en eller flere medarbejdere med indsigt i både videnskab og journalistik. Denne skal sikre, at metode og faglig kvalitet gennemsyrer DR’s indhold fra strategi, nyheder, dokumentarer og verificering til intern kompetenceudvikling.

Med DR’s strategi “Forskellige sammen”, der sigter mod at være danskernes mest tillidsvækkende medie og styrke demokratiet i en fragmenteret tid, er fundamentet allerede lagt. Vi bider særligt mærke i de to første pejlemærker, som videnskaben kan være med til at løfte: “DR vil være danskernes foretrukne nyhedsanker og garant for faktabaseret indhold”, og “DR vil gøre sig fortjent til danskernes tillid”. Deres mål er tilmed, at ”DR skal være nr. 1 på tillid”.

DR’s initiativ til verificering af, hvad der er fakta og fup, er et vigtig skridt. Men tillid og videnskab kræver og er mere end det. Det næste logiske skridt er at gøre videnskab til en central og internt forankret del af public serviceopgaven.

Hvis Danmark skal stå stærkt i fremtiden, skal vi eksplicit skrive videnskab ind i forpligtelserne. Ikke kun som en særskilt faktatjekmekanisme eller programtype, der bliver gemt til aftentimerne eller overladt til nicheformater.

Det skal være en grundlæggende opgave, der bliver integreret bredt i nyhedsformidling, dokumentarer, podcast, kulturprogrammer, beredskabskommunikation og øvrig public service‑virksomhed. Det vil også kræve, at vi klæder journalister og redaktører på til at vide, hvad videnskab er – og hvordan man formidler den. Her tæller for eksempel, hvordan man behandler nye forskningsresultater, videnskabelig uenighed, kildevalg, usikkerheder og lignende.

Derfor er vores andet forslag at etablere et Center for Videnskabsjournalistik (på DMJX). Centret skal bidrage til systematisk kompetenceopbygning i hele fødekæden ved at: integrere metode i journalistuddannelsen, tilbyde efteruddannelse, rådgive redaktioner og udvikle nye formater til forskellige målgrupper.

Velvinklet journalistik, der både indtænker og dækker videnskab kan nemlig give os nuancer, forklaringer, sammenhænge og perspektiver. Den kan inspirere og skabe håb.

Den kan hjælpe os med at forstå os selv, vores sameksistens og vores planet bedre. Og den kan lære os at stille kritiske spørgsmål baseret på videnskabelige metoder frem for mavefornemmelser.

Det er nødvendigt. Når befolkningen mangler indsigt i, hvordan forskning foregår, bliver det vanskeligere at værdisætte forskningsbaseret viden over andre former for information. Det gør os mere sårbare over for skepsis og polarisering, som vi har set i debatter om vaccination og klima.

Når borgerne modsat møder solid og troværdig viden, får de mulighed for at deltage kritisk, konstruktivt og meningsfuldt i demokratiet. Det afgørende spørgsmål er derfor: Lever vores public service-medier i dag op til det ansvar som bindeled mellem forskning og borgere?

Svaret er ikke entydigt ja. Men det kan blive det. Medieforliget 2027-2030 er en stor mulighed for netop det.

Et år på én dag: Hvad sker, der når hverdag, vand og videnskab sætter sig ved samme bord?

Et år på én dag: Hvad sker, der når hverdag, vand og videnskab sætter sig ved samme bord?

Videnskabernes Selskab samlede elever, forskere, myndigheder og lokale foreninger om ét grundlæggende og fælles spørgsmål: Hvad sker der, når havet forandrer sig? Foto: Lars Svankær/Videnskabernes Selskab.
Videnskabernes Selskab har det seneste år turneret langs kysterne og udforsket et hav i forandring på tværs af fag og ståsteder. Nu tog vi deltagerne og læringen med hjem – og samlede det hele under samme tag.

Af: Ghita Nidam Møller

Kender du de samtaler, du tapper ind i, men som føles, som om de allerede er godt i gang? Den slags, hvor spørgsmål og refleksioner indhenter og springer buk over hinanden.

Det var den slags sitrende summen, der gav genlyd i Videnskabernes Selskab den 25. februar 2026.

Et år på én dag. Sådan føltes det på dagen, hvor vi samlede borgere, forskere og fagfolk under ét tag for at dele perspektiver fra et års kystvandringer, slusebesøg og dialogmøder langs Danmarks kyster. Samtalerne stak i et hav af retninger, men udsprang af det samme spørgsmål: Hvad sker der, når havet forandrer sig – og når vi forandrer os med det?

Præsident Susanne Ditlevsen bød dagens gæster velkommen ved at trække en linje fra selskabets arbejde med havet helt tilbage til stormfloden i 1872. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

”Det handler ikke kun om tekniske løsninger, men om vores måde at bo, drømme og leve med havet på – om naturforståelse, hverdagspraksis, kultur og prioriteringer. Derfor er det så værdifuldt, at vi er samlet her i dag,” som Susanne Ditlevsen, præsident for Videnskabernes Selskab, rammesatte dagen og fremhævede:

”Vi skal ikke nødvendigvis mene det samme. Vi skal ikke finde én løsning i dag. Men vi skal lytte, udfordre og lære af hinanden.”

Vand fra alle sider

Havniveauet stiger, vejret bliver mere ekstremt – og vådt. Det presser vores forhold til havet: ven, fjende eller vilkår? Måske alt på én gang.

Det seneste år har Videnskabernes Selskab turneret fra kyst til kyst i samarbejde med Kystdirektoratet for at forene videnskabens store perspektiv på havet og klimaforandringer med dem, som forandringerne står nærmest: beboerne langs kysterne. Med 9.000 km dansk kystlinje og knap 80 procent af Danmarks byer ud til havet er det ikke så få.

Beboere omkring Hvide Sande sluse, Aarhus Bugt, Vejle Fjord, Stevns Klint, Bogø og Amager mødte ildsjæle, forskere og myndigheder. Ståstederne var forskellige, men målet var fælles: at finde løsninger på hverdagen med klimaforandringerne langs de danske kyster.

Skal vi bygge relativt billige betondiger, der konkurrerer med højden på Rundetårn for at holde vandet ude? Eller skal vi i banken og skabe rekreative ø-lignende naturreservater? Måske nogle byer kommer til at høre fortiden til, mens vi beslutter at rede andre. En vej at gå er tilbagetrækning, hvor vi giver naturen plads, og vi rykker os. Det har en pris for dem, som flytter. Hvordan griber vi det an, uden at nogen mister økonomisk fundament og hjem, runger spørgsmålet.

Første skridt er at italesætte de ulige konsekvenser, når vi skal omstille os til nye tilstande og tilbagetrækning fra kyster, som bliver slugt som følge af de globale klimaforandringer. Økonomi, sociale forhold, lokale naturforhold og teknologiens fremskridt spiller tæt sammen. Mere præcise forudsigelser, naturbevarende løsninger og AI-automatisering af sluser er f.eks. centrale redskaber, når kabalen skal gå op. Det er spørgsmål om prioriteringer, ikke simple svar.

Træder vi to skridt tilbage, beror myriaden af til- og fravalg på ét centralt spørgsmål: Hvem er klimatilpasningen til for?

Det står klart og nært for borgere som Bent Hjorth, formand for Grundejerforeningen Vejlby Fed i Risskov, der både var medarrangør på digevandring ved Aarhus Bugt og med på dagen i Videnskabernes Selskab. Han så god mening i den røde tråd fra bekymrede beboere til videnskabens forklaringer og mulige løsninger for fremtiden.

”Vi håber, at vi på et eller andet led har bidraget, med en forståelse for de udfordringer der er, når man bor tæt på havet. At vi så ovenikøbet har vand fra alle sider (bugten, åen, grundvandet og overfladevand), gør bestemt samarbejdet mere relevant,” siger han.

Fra en generation til den næste

Vi skal tilpasse os. Nogle steder også flytte os. Det er dilemmaet i udsatte områder som Bogø, Vejle og en generel overvejelse for kystboerne, som havde taget turen ind i Videnskabernes Selskab. For de unge fra friskolen på Stevns er det både dybt bekymrende og paradoksalt nok også ret uproblematisk. For de ejer ikke en grund eller bolig med risiko for store økonomiske tab ved oversvømmede terrasser og kældre.

Til gengæld er det dem, der skal leve med konsekvenserne af klimaforandringerne; truet grundvand, døde fjorde, stigende vandstande og voldsommere vejr.

”Det er jo farligt at bo ved havet. Men vi elsker det jo stadig,” fortæller en af eleverne fra Stevns Friskole.

Heldigvis står ingen alene med at kigge frem. For havets forandringer har indflydelse på os alle, på hele kloden. Det er ikke noget nyt.

Fra bjørne til brislinger

Videnskabens lange perspektiv giver os en fornemmelse af tid og rytme, vi i nutidens højhastighedssamfund kan være blinde for. For havet både tager og giver.

Vidste du f.eks., at Danmark ikke altid har været et ørige – at der står en skov under Storebælt? Eller at der har levet isbjørne i Vendsyssel for 12.500 år siden, mens vildheste, urokser og brune bjørne har trasket rundt i den danske natur for 14.000 år siden?

Mens vi har udforsket nogle temaer lokalt, har vi også slået hul på de tidslinjer og temaer, som ikke altid er lige til at føle på. I debatter rundt i landet, online foredrag og podcast har vi dykket dybt og udforsket forskellige dele af havet – lige fra fortidens natur og folk, dybhavets mysterier og søfartshistorie til havet som fremtidens spisekammer og apotek. For hvad skal vi spise? Hvor skal vi bo, når vandet (igen) tager jorden under os tilbage?

Siden Videnskabernes Selskab blev stiftet i 1742, har forskere søgt svar. De har kortlagt, forstået og formidlet vores landskab og vores hav. Fra kortlægningen af Danmark til det tidligere medlem af Videnskabernes Selskab August Ludvig Colding sammen med datidens borgere satte en af Danmarks mest voldsomme stormfloder i 1872 på formel. En slags citizen science før det eksisterede – og som stadig er referencepunkt for Kystdirektoratet og DMI i dag.

Fortidens spor og fremtidens handlekraft

Når vi taler om livet med og ved havet, er borgerne og videnskaben fortsat gensidigt afhængige af hinanden. Det er der masser af håb og løsninger i.

”Vi har som menneskehed vist os at være fantastisk tilpasningsdygtige, men vi er afhængig af økosystemet og dermed af forandringerne. Det ved vi, og den viden skal vi gøre brug af og handle på,” siger Eline Lorenzen, professor i molekylær naturhistorie og medlem af Videnskabernes Selskab.

For er der en ting, som alle forskere kan blive enige om, så er det betydningen af at værne om vores komplekse økosystem og ikke blot se naturen som en ressource eller ødelæggende naturkræft, der begrænser, hvor vi skal bo, eller hvad vi skal spise. Vores fodspor på jorden er kun et lille kapitel, men med stor betydning for den lange fortælling om, hvordan mennesket, dyreriget, skovene og havet hænger uløseligt sammen. Fra vandloppe til vores hverdag.

Havets usynlige og mindste liv fortæller både om vores fortid, men også om mulige bakterier, der kan være fremtidens nye penicillin og værn i den presserende resistenskrise. Fisk som brislinger, søpindsvin og tang kan være fremtidens sunde og samvittighedsrene menu. Fra havn til havn har vi gennem tiden delt fortællinger, knowhow og kultur. Så hvorfor ikke fortsætte den vej: sammen på tværs af tid, fagligheder og lokal erfaring.

Dyk ned i havets udfordringer og potentialer i vores artikler og podcast nedenfor. Altid med afsæt i spørgsmålet: Hvordan ved vi det?

Alle fotos i artiklen: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

Om VidenSkaber

 

Arrangementet i Videnskabernes Selskab og turneen i samarbejdet med Kystdirektoratet er etableret som del af Videnskabernes Selskabs formidlingssatsning VidenSkaber, støttet af Lundbeckfonden, Carlsbergfondet og Novo Nordisk Fonden.

 

I 2025-2026 udforsker VidenSkaber temaet ”Hvad sker der, når havet forandrer sig?”.

 

Lyt til VidenSkabers podcast “Hvordan ved vi det?”

Hvad sker der i Videnskabernes Selskab i 2026?

Hvad sker der i Videnskabernes Selskab i 2026?

Stjernestunder, store fortællinger og videnskab, der møder hverdagen: Folderen 2026 i Videnskabernes Selskab giver et overblik over aktiviteter, mærkesager og milepæle for året. Læs med her.

Hvem er Videnskabernes Selskab, hvad arbejder vi for, og hvilke projekter og begivenheder er der på tapetet i 2026?

Det kan du få en bid af i vores nye udgivelse 2026 i Videnskabernes Selskab, der giver dig et overblik over selskabets og dets medlemmers arbejde med forskning, formidling og forskningspolitik i et år mærket af digital bevidsthed, sikkerhedspolitik og ikke mindst fascinerende opdagelser og perspektiver.

Få glimt fra vores historie og gå på opdagelse i nogle af årets vigtigste aktiviteter – fra besøg og forelæsning af en nobelpristager til nye medlemmer, videnskabelige udgivelser, foredrag og debat, podcasts og meget mere.

Læs med nedenfor.