Hvordan skaber vi bedre, smartere og en mere etisk brug af sundhedsdata fra store befolkningsundersøgelser?

Det spørgsmål stod centralt, da vi denne uge havde besøg af vores britiske søsterakademi, The Royal Society, til to dage fyldt med idéer, indsigter og fremtidsscenarier.

Det internationale møde samlede over to dage britiske og danske forskere for at udforske fremtidens muligheder inden for brugen af befolknings- og sundhedsdata. Et område i hastig udvikling.

Netop derfor var det enormt givende at kunne samles om både stærke faglige oplæg, debat og mere uformelle samtaler. Det lægger grobund for endnu mere vidensudveksling, fremhæver professor og vicepræsident i Videnskabernes Selskab, Stine Falsig Pedersen:

“Når vi samler forskere på tværs af landegrænser, skaber vi ikke bare ny viden – vi skaber nye forbindelser. Vores samarbejde har et enormt potentiale, fordi vi deler både visioner og datainfrastruktur i verdensklasse. Dage som disse viser, hvor meget vi kan lære af hinanden og løfte sammen.”

Oplæggene bød på alt fra planlægning og udførelse af store biobankstudier og etiske aspekter af datadeling til avanceret molekylær karakterisering af sygdom.

Vi takker The Royal Society og alle deltagere for inspirerende dage og ser frem til endnu mere vidensdeling på tværs af specialer og landegrænser. For sådan trives forskningen nu engang bedst.

Tak til programkomitéen for at organisere det bilaterale internationale møde mellem akademierne:

• Professor Stine Helene Falsig Pedersen, University of Copenhagen, Denmark
• Professor Kaare Christensen, Department of Public Health, University of Southern Denmark
• Professor Matt Hurles FMedSci FRS, Wellcome Sanger Institute, UK
• Sir Rory Collins FMedSci FRS, UK Biobank, UK.

Samlinger er inspireret af mødet mellem stifteren af Carlsbergfondet, brygger J.C. Jacobsen og videnskabsmanden H.C. Ørsted, opdager af elektromagnetismen og generalsekretær for Videnskabernes Selskab fra 1815 til 1851. 

Ørsted inspirerede den senere grundlægger af Carlsbergbryggerierne til at lade videnskaben spille en rolle i sin virksomhed. Og 150 år efter kommer J.C. Jacobsens fascination af videnskaben stadig samfundet til gode:

“Vi har forsøgt at bidrage til fejringen af Carlsbergfondets jubilæum og fondets meget vigtige støtte til grundforskningen med et kunstværk, der i både form og indhold spejler den bevægelse og udvikling, videnskaben altid er i,” siger professor Thomas Sinkjær, Videnskabernes Selskabs generalsekretær. 

Copenhagen Light Festival har siden 2018 formået at få borgere i hundredetusindetal til at gå ud i de københavnske gader midt om vinteren.  Og med god grund. For med et festivalprogram for i år, der ifølge Ritzau byder på mere end 45 kunstneriske lysinstallationer, er der rigeligt med modgift til vinterdepressionen at hente ude i bybilledet.   

Med Samlinger bliver videnskaberne nu også en del af lysfesten. Kunstner Magnus Pind har kreeret værket, der er en sekvens på fem minutter sammensat af billeder hentet fra videnskabelige afhandlinger udgivet af Videnskabernes Selskab gennem århundreder. En del af disse netop fra H.C. Ørsted selv. 

Oplev Samlinger

Værket skabt af kunstner Magnus Pind kan ses fra fredag den 30. januar til onsdag den 25. februar,
hver dag fra klokken 17:00-22:00.

Videoprojektionen varer fem minutter, hvorefter den gentages.

Hvor: facaden af Carlsbergfondet og Videnskabernes Selskab, H.C. Andersens Boulevard 35, København V (bedst set fra fortovet ud for Glyptoteket).

Af: Rikke Reinholdt Petersen

Lyden af huset i Store Kannikestræde, der kollapser under ilden, brøler orange mod nattehimlen. Gnister hvæser fra en loftsbjælke, der tungt følger med. Selvom han står i sikker afstand derfra, mærker han varmen bide i kinderne. Synet af hans hjem i flammer giver et sug i maven med en voldsomhed, som var det et slag. Nåede han at få alle de vigtigste ting i sikkerhed?  

Astronom og professor Thomas Bugge var en af mange borgere i København, hvis hjem gik tabt under det engelske bombardement i september 1807. Det samme gjorde en stor del af Videnskabernes Selskabs kortlægningsarbejde, som han siden 1780 havde stået i spidsen for og derfor opbevarede hos sig. 

I et omfattende værk om Videnskabernes Selskabs historie fortæller Asger Lomholt, stedets arkivar fra 1925-1975, at tabet i Bugges hus i Store Kannikestræde blandt andet omfattede 2410 aftryk af 14 udgivne kort, 5 pakker kortpapir, nogle instrumenter og selskabets breve fra de seneste 6-7 år op mod branden – kostbare vidnesbyrd i fortællingen om selskabets arbejde. Angrebet på byen kom på den måde tæt på at blive enden på et kortlægningsprojekt af hidtil uset kaliber – et initiativ, der på tidspunktet allerede havde strakt sig over 46 år.  

Heldigvis havde Thomas Bugge været fremsynet. I dagene, hvor konflikten med englænderne var under optrapning, fik han hurtigt orkestreret en flytning af de mest uvurderlige ting fra sit hjem til Gehejmearkivet (forløberen til Rigsarkivet) på Slotsholmen. Dermed reddede han selskabets journaler, originale kort og ikke mindst nogle dyre kobberplader, der var fremstillet til at trykke dem. En såkaldt ’geografisk cirkel’, et instrument til trigonometrisk landopmåling, blev også bragt i sikkerhed i Rundetårn. 

Kongens store oplysningsprojekt  

For at forstå den desperation, Thomas Bugge og hans kolleger må have følt, da kortarbejdets skæbne blev sat på spidsen af det engelske bombardement, er vi nødt til at spole tilbage til begyndelsen af det hele. 

”Videnskabernes Selskab var en kartografisk revolution for kort i Danmark i almindelighed og danmarkskortene i særdeleshed. Landet fik endelig den form og de kystlinjer, som vi kender i dag, og metoderne og personerne bag kortene fik stor betydning for de følgende kortlægninger,” skriver geograf og historiker Peder Dam i Kortlægningen af Danmark fra 2022.  

De revolutionerende resultater kom sig af en langstrakt indsats i årene fra 1761 til 1843, hvor en kommission under Videnskabernes Selskab foretog en geografisk opmåling og kortlægning af Danmark, Slesvig og delvist Holsten.  

Projektet blev igangsat på befaling fra Kong Frederik V, selskabets protektor fra 1746-1766. Hans ønske var tydeligt formet af oplysningstidens tendenser mod at indsamle viden – og hele periodens forkærlighed for at måle, veje og efterprøve.  

Det skete, ifølge Peder Dam, med stærk inspiration fra den franske pendant til Videnskabernes Selskab, L’Académie Royales des Sciences, som gennemførte samme slags projekt i årene 1756-1815. Desuden lå et sådant oplysningsprojekt lunt og godt i Videnskabernes Selskab, hvis raison d’être fra starten netop var blevet formuleret i et ønske om at ”udgive for lyset” – at indsamle og dele viden til gavn for de mange frem for de få.

Kurs mod en kollektiv indsats 

Før 1761 havde der været pletvise tiltag mod en kortlægning af landet, blandt andet ved astronomen Tycho Brahe. Men ifølge professor emerita Kirsten Hastrup, der skriver om sagen i Videnskabernes Selskabs jubilæumsudgivelse fra 2017, lå det konkrete startskud til selskabets varetagelse af kortlægningen hos bare én ung student ved navn Peder Koefoed.  

I 1757 gik Frederik V og selskabet ind på at lade Peder Koefoed gå i gang med at kortlægge landet. Koefoed havde selv henvendt sig med tilbuddet og det simple lønkrav, at han ville udnævnes til professor. Men selvom hans første arbejde faldt i god jord, nåede kortlægningen dårligt at komme fra start, før skrøbeligheden ved den personbundne opgave viste sig: Peder Koefoed døde allerede i 1760, og det tvang selskabet til at genoverveje projektplanen i en mere skudsikker version. 

En ny strategi blev søsat året efter, hvor man sammensatte en landmålingskommission i regi af Videnskabernes Selskab. Frederik V godkendte begejstret idéen og foreslog endda en istandsættelse af Rundetårn. En optimering af forholdene her ville give de involverede de bedst mulige forudsætninger for at øve sig i at foretage de astronomiske observationer, der hjalp til at fastlægge positioner under opmålingsarbejdet.  

Landmålingskommissionen havde fra begyndelsen fem medlemmer, herunder matematikeren Christen Hee, der om vinteren holdt øvelser for de landmålere og assistenter, man i kommissionen antog til arbejdet. Foruden astronomi skulle de ansatte også mestre triangulering – en metode til opmåling af et område ved at inddele det i trekanter, hvis størrelser bestemmes ud fra trigonometriske beregninger af forholdet mellem trekanternes sider og vinkler.

Et metodisk nybrud 

”[…] Videnskabernes Selskabs kort var med til at muliggøre – hvis ikke starte – den store kartografiske udvikling, der skete i slutningen af 1700- og 1800-tallet. Fra selskabet kom mandskab, erfaringer, redskaber og standarder eller i hvert fald anbefalinger, der længe kom til at præge kortene,” skriver Peder Dam om indsatsen. 

Han understreger også selskabets andel i et metodisk nybrud, hvor man i stedet for at bygge videre på og forbedre gamle, upræcise kort, viskede tavlen ren og begyndte fra bunden med moderne metoder til opmåling:  

”Videnskabernes Selskab satte gang i en udvikling, hvor fokus for nye kort primært var stadig flere og mere detaljerede informationer. Skiftet fra ”rettelser” til ”flere og mere” var et grundlæggende brud, båret frem af den rivende teknologiske udvikling, der stadig er karakteristisk for kartografien i dag.”  

Stemmer fra fortiden: landmålernes dagbøger 

Når de kolde måneder, der blev brugt på øvelser og træning i Rundetårn, kom til en ende, var Videnskabernes Selskabs landmålingskommission klar til at sende folk ud i marken og måle op. 

I dag er dagbøgerne, som blev ført af flere af landmålerne tilknyttet projektet, fortsat en del af Videnskabernes Selskabs arkiver. Ud fra dem kan vi sige en del om deres arbejdsgang. For eksempel er opmålingssæsonen typisk begyndt i maj, somme tider allerede i april, og er så afsluttet i september, for enkeltes vedkommende i oktober, når kulden er blevet for hård. Arbejdsugen har været på seks dage med fri på søndage.  

Men arbejdsforholdene i marken var i høj grad også bestemt af det lunefulde danske vejr, som ikke nødvendigvis begrænser sig til vinterhalvåret. Det skete ikke sjældent, at planlagte opmålinger blev aflyst på grund af regn og blæst. 

Under sit ophold i Kulsbjerg på Sydsjælland i juni 1771 var landmåleren O.C. Wessel temmelig udfordret af, hvad han beskriver som ”tyk luft”. Omkring den 14. og 15. juni skriver han:  

”I haab at luften skulde blive klarere om morgenen blev jeg natten over i mit telt på Kulsbierg, for at kunne begynde at observere ved Solens opgang, men luften var om morgenen ligesaa tyk som forrige dag […]”. 

Ugæstfrie bønder 

Hvis ikke sved, blod og tårer, så har det i hvert fald kostet enorme mængder tålmodighed at udføre sit arbejde som landmåler. Vind og vejr var nemlig langt fra de eneste udfordringer, mændene mødte.  

Ifølge dr.phil. Marita Akhøj Nielsen blev det ”pålagt de lokale bønder at hjælpe med vogne, heste, mad og indkvartering, hvad der ikke helt sjældent gav anledning til misfornøjelse.” 

Arkivaren Asger Lomholt skriver blandt andet om en sag, hvor sjællandske bønder ikke ville hjælpe med at finde landmålerne og deres assistenter et sted at sove for natten. Det krævede en reel præcisering af kongens bestemmelser for landmålernes rettigheder, før der blev rettet op på problemerne ude i landet. 

Et andet eksempel, nævnt af både Asger Lomholt og Kirsten Hastrup, vedrører landmåleren P. Wilster, der var med i den tidlige fase af kortlægningsprojektet. Wilster følte sig så dårligt behandlet under udførelsen af sit arbejde, at han sagde op samme år, som han blev ansat. Årsagerne er mange, men Wilster henviser blandt andet til tyveri, ombytning af assistenter og daglejere, mangel på hjælpere, sløve bønder og endda en tarvelig kollega.  

Og så var der det med økonomien i det hele. Ifølge Asger Lomholt blev der blandt landmålerne udtrykt utilfredshed med lønnen og de store rejseudgifter forbundet med arbejdet. Alt i alt ikke en dans på roser at være i marken for selskabet og kongen. 

Kongelige tilskud, gæld og glidebane 

Også hjemme i København, hvor selskabet havde – og stadig har – til huse, opstod problemer undervejs i kortlægningen. Mens bombardementet af byen i 1807 var ødelæggende i helt bogstavelig forstand, bragte projektet også andre former for uenigheder og intriger med sig.  

En lang og opslidende sag vedrørte kobberstikkeren Theodor Angelo, som vi kan læse om hos Asger Lomholt. Angelo blev ansat i Videnskabernes Selskab i en alder af cirka 20 år og fik til opgave at stikke kort over særligt Jylland. Hans tidlige arbejde lovede godt, og han fremstillede kortene med teknisk dygtighed og leverede regelmæssigt. 

Senere i sin ansættelse tilbød Angelo at stikke et generalkort over Jylland, et stort og kompliceret projekt med mange detaljer, som han forlangte et højt beløb for udførelsen af. Man forhandlede frem og tilbage, og der blev endda indhentet supplerende midler fra kongen, men en kontrakt kom i stand.  

Desværre ramte samarbejdet et væsentligt bump på vejen, da Angelo blev arresteret for en gæld på 8000 rigsdaler – en gæld, han ifølge Lomholt havde pådraget sig ved “et uforsigtigt Køb af en Gaard”. Det resulterede naturligvis i forsinkelser af projektet, men det lader ikke til, at Angelos håndtering af sagen har været præget af stor ydmyghed. 

I stedet valgte han at øge presset på selskabet med ansøgninger om lønforskud og endda om en titel som professor. Videnskabernes Selskab afslog som udgangspunkt, da man frygtede, at det bare ville forlænge den glidebane, han befandt sig på. Man gik dog med til at udbetale en del af beløbet, så han kunne få færdiggjort jyllandskortet, men konflikterne om penge og utilregnelighed kostede ham på sigt sin ellers store del i kortlægningsarbejdet. 

Da først metoden var i vinkel 

Videnskabernes Selskab satte punktum for kortlægningen af riget i 1843. På det tidspunkt havde man fået kortlagt Danmark og Slesvig og delvist Holsten, men ønskede ikke at fortsætte, da metoderne nu var udviklet og grundigt testet. Nu handlede det i stedet ”bare” om den praktiske udførelse af arbejdet. 

Et andet aspekt var, at selskabets kort i øvrigt ikke indeholdt angivelse af højdeforskelle i terrænet, og det komplicerede den militære brug. Ifølge Marita Akhøj Nielsen gav det derfor god mening at overdrage projektet til generalstaben, hærens øverste kommandomyndighed, hvorfra arbejdet nu kunne fortsætte. 

Det var et langt, sejt og ikke ukompliceret træk for selskabet at kortlægge riget, men et stort skridt mod danmarkskortet, som vi kender det i dag, blev taget her. Men én ting er fortællingen om det metodiske nybrud, som projektet udgjorde. En anden er, hvad Peder Dam også beskriver:  

”Når kortene fra Videnskabernes Selskab, som er trykt i skalaen 1:120.000, sammenlignes med nutidige kort i samme skala, er det ikke umiddelbart muligt at se fejl eller afvigelser med det blotte øje. Først når kortene sammenlignes digitalt, kan der konstateres mindre afvigelser på 100-200 meter, enkelte steder mere, men det er stadig småting i forhold til mange kilometers forskel og helt afvigende forløb, som kan konstateres ved tidligere kort,” bemærker han og fortsætter: 

”Videnskabernes Selskabs kort er det første landsdækkende kort, der er så nøjagtigt, at forskelle ved for eksempel kystlinjerne i forhold til nutidige kort altovervejende skyldes historiske ændringer. Ved ældre kort er årsagen primært kartografiske problemstillinger. Derfor er udgivelser fra Videnskabernes Selskab en vigtig kilde til det historiske landskab.”

Du kan selv gå på opdagelse i Videnskabernes Selskabs kort og Danmarks historiske landskab via historiskekort.dk, en del af Klimadatastyrelsen, der muliggør søgning blandt digitaliserede originaler fra det omfattende projekt. 

Det virker umiddelbart banalt, men ifølge professor emerita Mary Beard er det alt andet end simpelt.

Den 27. november indtog den verdenskendte klassiske filolog og medlem af bestyrelsen af British Museum Glyptotekets festsal. Fra scenen trak hun os med ind i en samtale om museernes rolle gennem de seneste 300 år.

Museer er nemlig ikke døde steder for opbevaring, men levende fortællinger og arenaer for debat: Hvem ejer fortiden? Hvem tilhører den kulturelle arv? Og hvem bestemmer, hvem der må se med?

”De store uløselige spørgsmål er det, der gør museer spændende. Det, der giver et buzz,” understregede Mary Beard. Hun insisterer på, at museer skal være kontroversielle, foruroligende og åbne for fortolkning:

”Deres rolle er at vise og udfordre, hvordan vi ser os selv og fortiden. Vores fejl er at tro, der findes simple svar. Og at vi er de første til at stille spørgsmålene.”

Mary Beard minder os om, at ”do not touch”-politikken er en relativt moderne opfindelse. Tidligere kunne besøgende i mange museer røre genstande som antikke mønter, fossiler eller udstoppede dyr. Vidste du f.eks., at man i 1890’erne måtte røre de britiske kronjuveler, når man kom forbi dem på udstilling? I dag er berøring på museer typisk begrænset til kopier, som f.eks. Rosetta-stenen i British Museum, mens originalen er beskyttet bag glas.

Efter forelæsningen strålede Glyptoteket helt i ånden som en levende arena for samtaler, dog uden tilladelse til at røre ved de skulpturelle tilskuere. Der strakte sig en lang kø af aftenens gæster, som havde opfølgende spørgsmål til aftenens forskerstjerne – og ikke mindst et ønske om en autograf.

Se billederne fra den stemningsfulde aften på Glyptoteket, hvor samtalen mellem Mary Beard og Marianne Pade, redaktør i Videnskabernes Selskab, gik livligt for sig på scenen.

Arrangementet var en del af Videnskabernes Selskabs foredragsrækken Royal Academy Lectures in Humanities and Social Sciences. Dette foredrag var i særligt samarbejde med Glyptoteket.