Af Ghita Nidam Møller

Med knap 9.000 km kystlinje og byer helt ud til havet er vi sårbare over for stigende havvand og voldsommere vejr. Prognoser fra bl.a. DMI peger på et markant højere havspejl i løbet af de næste 100 år, mens regnhændelser bliver intensiveret. Stormfloder, som den vi oplevede i oktober 2023, vil komme hyppigere og fra et højere udgangspunkt. Vandet vil komme fra alle sider.  

Vi kan bremse udviklingen ved at sænke vores CO2-udledning, men vi kan ikke stoppe den. Det globale havniveau er det seneste årti steget gennemsnitligt 4,7 millimeter om året. 

Det taler for sig selv og rejser nogle svære spørgsmål: Skal vi satse på at holde vandet ude med stadig højere diger? Bo andre steder? Eller finde nye måder at leve med havet som et dynamisk vilkår?  

Mette Juhl Jessen, som er ph.d.-stipendiat i landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet og har en baggrund i litteraturvidenskab, arbejder med, hvordan vi som mennesker indretter os i dynamiske kystlandskaber, og ikke mindst, hvordan vi planlægger at gøre det langt ind i en ukendt fremtid.    

En så kompleks problemstilling kræver tværfaglig forskning, men også fiktionen, som kan skrive alternative verdener frem, kan åbne for nye blikke på livet med og ved havet. 

Hvad hvis vi var havet? 

Vi har brug for alt fra landskabsarkitekter, ingeniører og hydrologer til forskere med blik for historie og litteratur, som kan skærpe vores forståelse af naturens rytmer, tidsskalaer og forestillinger om livet ved kysten. 

Søren Frank, som er professor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, arbejder med problematikken ud fra havets litteraturhistorie og det felt, som bliver kaldt ”blå humaniora”. Pointen er her, at romaner ikke skal erstatte modelberegninger, men den litterære verden skal supplere. Den skal gøre havvandstigninger og oversvømmelser mere anskuelige som et dynamisk vilkår frem for en nyopstået fjende udefra.  

”Hvad kan litterære værker lære os om at leve med havet i stedet for imod det?” spørger Søren Frank derfor i sin forskning. 

”Hvad er det for et natursyn, vi i det hele taget har, og hvordan har vores forhold til naturen forandret sig gennem tiden? Vi kan lære meget af historisk litteratur, men også af spekulativ fiktion, der kigger ud i fremtiden,” siger han. 

Havbrevene (2018) af Siri Ranva Hjelm Jacobsen er, ifølge Søren Frank, et pragteksempel. Det er en poetisk brevroman, hvor det garvede Atlanterhav på 180 millioner år og den nysgerrige lillesøster Middelhavet på blot fem millioner år skriver breve til hinanden. I de fortællinger er mennesker og dyr blot kryb i planetens 4,5 milliarder år lange historie. 

”Havbrevene ser på verden fra havenes perspektiv, og det får grunden under vores fødder til at vakle lidt, fordi alle de ting, vi troede, vi var herre over, er vi måske ikke herre over alligevel,” forklarer Søren Frank og tilføjer: 

”Det er, som om man bliver bevidst om, hvor lille en del af det store kosmos i både tid og rum vi egentlig er som art.”  

Samtidig kredser bogen om handlekraft. Klimaforandringerne er menneskeskabte, men havenes ”masterplan” ligger ovenover. Vi er i færd med at accelerere processer, som vi ikke kan styre, men som viser sig at passe godt med havenes plan: en planet helt klædt i blåt. 

Med blikke som dette kan litteraturen hjælpe os med at gentænke vores natursyn og vores liv med havet i en tid, hvor klimaforandringer har afsløret grænserne for vores kontrol. I romanen Rans vilje  (2023) beskriver Peder Frederik Jensen meget sigende det danske landskab som ”en Mariekiks i et glas vand” og viser med en slående metafor, hvor porøst det danske landskab er, og hvor sårbare vi er over for havstigninger, fremhæver Søren Frank. Rans vilje åbner på den måde vores blik for det danske kystlandskab som alt andet end statisk. Her er ikke fast grund under fødderne, og det tvinger os til at overveje, om vi planlægger på lånt tid. 

Læs også Peder Frederik Jensens tekst “Hvis man betragter havet fra fiskens perspektiv” om vores liv med et hav i forandring. Teksten skrevet på baggrund af én dag om havet i Videnskabernes Selskab. 

Historien er vores læremester 

Holger Drachmanns reportager fra stormfloden i 1872 skildrer et landskab, hvor alt var vendt på hovedet:  Det, der burde være på land, flyder rundt i havet, og hav og sand er trængt ind i alle kroge på land, fortæller Søren Frank.  

“(..) forskjellige Gjenstande sejlede omkring derude, og oppe paa Næssegaarden havde man faaet en ny Udsigt,“ beskriver Drachmann i kølvandet på stormflodens besøg. Samtidig sår Drachmann tvivl om de store inddæmningsarbejder, som er sat i gang, og som for ham er udtryk for menneskeligt hovmod. 

”Stormfloden i 1872 sætter gang i nogle store ingeniørprojekter, som vi stadig kan se i dag. Men Drachmann antydede allerede dengang, at vi som mennesker måske ikke kan besejre havet,” siger Søren Frank. 

De store ingeniørprojekter med indlejring, dæmninger og landindvinding accelererede et natursyn, der forbandt vores liv ved havet med kontrol. 

“Vi har vitterligt haft en idé om, at vi kan kontrollere os ud af alt,” siger Søren Frank. 

Kampen om kontrol

Vores landbaserede tilgang til den grønne omstilling har, ifølge Søren Frank, derfor brug for et blåt perspektiv. For mens den grønne fortælling ofte er fornuftig, harmonisk, kontrolleret, kan havets logik og det blå perspektiv give os et sprog for det ustabile, rytmiske, episodiske og i perioder katastrofiske, fremhæver Søren Frank. Han peger på at et blåt perspektiv viser, at naturen ikke er statisk, og at planeten historisk har opført sig uroligt, også uden menneskelig indblanding.  

Men siden Drachmanns tid har vi fortsat satset på at kontrollere de danske kystlandskaber. Vi bygger mure, diger og sluser og udvider kloaknettet for at holde landet tørt og havet ude. Det giver på sin vis mening: Saltvand er hårdt ved bygninger, infrastruktur og afgrøder, og vi bor, arbejder og investerer i lavtliggende områder, som historisk har været attraktive, men sårbare. 

Mette Juhl Jessen peger på, at der også er andre veje at gå, og at den fortælling, vi fortæller hinanden om havet og kysten, er afgørende for, hvilke veje der vælges. Hun arbejder bl.a. med tre dominerende fortællinger, når man skal risikoplanlægge: Havet som midlertidig tilstedeværelse, som truende og som kontrollerbart. 

Kontroltanken ses i praksis, når vi eksempelvis bygger diger, eller højvandsmure. Men når man bygger diger, opstår ofte ”digeeffekten”, hvor man bag et nyt dige, begynder at bygge nyt på de ellers udsatte arealer, så man får mest værdi ud af arealet bag diget. Men det skaber en ny sårbarhed: Hvis diget svigter, er konsekvenserne større, og man har gjort sig afhængig af diget i en meget lang fremtid. 

“Når jeg taler med planlæggerne gennem kommunerne, spørger jeg ofte: Overvejer I, om der er områder, hvor der måske ikke skal være beboelse om 100 år? En planlægger svarede meget rent: ‘Vi beskytter det, der er’,” fortæller Mette Juhl Jessen. 

Hun fremhæver dog samtidig, at det ikke skal opfattes som en kritik af embedsfolk, der ”beskytter det, der er.” Det er deres opgave. Mere problematisk er det, når der opføres nybyg på meget udsatte arealer. Men begge problematikker peger egentlig på et strukturelt problem. Lokale myndigheder planlægger naturligt i kortere horisonter med konkret ansvar for nutidens borgere, vækst og værdier. Men samtidig er havets udvikling langsom og langtidsvirkende, afbrudt af episodiske stormfloder og påvirket af miljø- og klimaforandringer.  

Vi skal med andre ord navigere både nutiden og fremtiden med alt, hvad det indebærer. Det kræver strategier, der rækker 1000 år ud i fremtiden frem for én valgperiode, eller én kommuneplan. 

”Vi skal have gang i en samtale om de her ting i et lidt længere tidsperspektiv, som ikke kun tager højde for, hvad vi hver især vil på vores matrikler lige nu og her, men også hvad vi som samfund vil, og hvilke strukturer vi vil give videre til de næste mange, mange generationer,” siger Mette Juhl Jessen. 

Øen, der affolkes – skal vi redde den? 

Hvis vi kun taler murhøjde, misser vi halvdelen af opgaven. Fremtidens kysttilpasning i Danmark kræver en kombination af landskabsforståelse, tekniske løsninger og kulturelle perspektiver. Vi skal planlægge ud fra forandring og rytmer og turde tænke i stor skala. 

Søren Frank og Mette Juhl Jessen arbejder sammen på et mindre projekt, der netop gør dette. Omdrejningspunktet er Mandø, en lille, tidevandsomkranset ø i Vadehavet. Vandet er dagligt nærværende, tidevandet tydeligt, beboertallet lavt, og gennemsnitsalderen høj. Øen rummer både store naturkvaliteter og akutte sårbarheder i de diger, der for nu adskiller Mandø fra havet. 

Mandø sætter dermed livet med havet på spidsen. Spørgsmålet er, hvordan man kan gå til forestillingen om fremtiden på Mandø. 

Øen er på den måde en slags ekstrem case for de valg, mange danske kystsamfund står over for i den nærmeste fremtid. Med afsæt i øens vilkår undersøger de to forskere i samarbejde med deres kollega Anne-Sophie Bogetoft Mortensen, hvad litteratur og film kan bidrage med til samtalen om, hvorvidt vi i fremtiden skal forsøge at holde havet ude, flytte os for det eller lære at leve med det som noget, der kommer og går. 

Projektet kobler æstetiske analyser af romanen Mandø og dokumentarfilmen Før Stormen  med planlægningsperspektiver. De fokuserer på såkaldte tidsligheder.  

De tager afsæt i de æstetiske fremstillinger af landskabets rytmer som modspil til statistiske beregninger. Med udgangspunkt i månens, vadens, digets og Låningsvejens tidsligheder peger de på fire forskellige rytmer, der kan vise vej mod mulige landskabsstrategier. Deres tilgang kræver, at vi erkender, at ”normalen” er forandring, og at vi tager udgangspunkt i forandringerne, når vi skal forestille os fremtiden, forklarer Mette Juhl Jessen. 

Det skal vi formidle, så det kan mærkes. Vi skal begynde at inkludere havets perspektiv, når vi skal prioritere mellem forskellige kombinationer af beskyttelse, tilpasning og tilbagetrækning alt efter havets natur og samfundets langsigtede ønsker. 

Af Ghita Nidam Møller

Mammutter, sabeltigere og uldnæsehorn. De majestætiske dyr er for længst uddøde. Men hvad med enhjørninger – eller rettere: Hvad med narhvaler?

Narhvaler er kendt for deres lange tand, der kan måle op til tre meter. Derfor troede man tidligere, at det var enhjørningehorn, som skyllede op på stranden. Så mytisk og magisk, at kongemagten bogstaveligt talt satte sig på den.

Da Danmarks tronstol stod færdigt i 1671, hed det, at tronen var lavet af enhjørningehorn. Den myte er død. Men fascinationen af narhvalen og dens eventyrlige tand lever i bedste velgående. For narhvalen og dens tand har enorm værdi som et blandt flere “måleinstrumenter” for Arktis, der afslører både biologiske og klimatiske forandringer. Men det er nemmere sagt end gjort at studere narhvalen.

De lever afsides mellem isflager i Nordøstgrønland langt fra vores menneskelige rækkevidde og logistiske faciliteter. Det vil sige områder, der er dækket af is hele vinteren og mørkt halvdelen af året. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der er en mytologisering af narhvalen – og hvor vild de nye indsigter er.

Kræsne vanedyr

Ifølge Mads Peter Heide-Jørgensen, professor i havbiologi på Grønlands Naturinstitut, er narhvalerne “et helt specielt dyr, som ikke ligner noget andet dyr, vi kender i dag.”

De ligner en krydsning mellem en hval og et næsehorn – nogle af dem med en lang tand i front, som med god grund har givet anledning til kælenavnet enhjørning. Det er typisk hannerne, som er prydet med tanden, men hunner er også blevet spottet med det mytiske enhjørninghorn.

Narhvaler er vanedyr, som lever i små, lokale bestande rundt omkring i Arktis. De er meget stedfaste, hvilket gør det vanskeligt for dem, når deres miljø forandrer sig. De foretrækker det koldt, så de er klædt godt på med et tykt og stort spæklag. ”Som om de svømmer med en stor parkafrakke hele tiden,” som Mads Peter Heide-Jørgensen formulerer det.

Spæklaget hjælper dem med at holde på varmen, når de dykker ned i de kølige dybder på ned til 1800 meter, mens de modsat ikke kan slippe af med overskudsvarmen, hvis de opholder sig i varmere vand. Kulden skræmmer dem således ikke væk, men højere vandtemperaturer er et problem, når de svømmer hurtigt.

De er mere kræsne, hvad angår fødevarer, fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen. Hellefisken er et hit, mens ”rugbrødet” i deres kost er blæksprutter. Den lille temperaturfølsomme polartorsk er dog hoveddiæten blandt de 4-5 forskellige fiskearter, som de ynder at spise. Til sammenligning spiser et marsvin i Danmark omkring 30 forskellige fiskearter.

Narhvalen er meget selektiv og går efter bestemte dyr på bestemte dybder og ved nogle bestemte havtemperaturer. Det betyder, at de kun har en lille niche at jagte næste måltid i.

Og hvordan ved vi så alt det om dybets enhjørning? Takket været ny teknologi og tværfaglig forskning.

I halen på havets enhjørning

Mads Peter Heide-Jørgensen har fulgt narhvalerne længe – lige siden han mødte den første i en lille båd i Melville Bugten i 1993.

Siden da er han blevet langt klogere på det behornede pattedyr, og hvad de kan sige om havet og vores liv på resten af kloden. Han har været blandt de første til at udvikle satellitbaserede metoder til at spore individuelle hvaler, men også til at benytte hvalerne til at indsamle oplysninger om det havmiljø, de boltrer sig i.

”Det foregår typisk ved, at jeg prøver at indsamle en hel masse data om dyrene. Data, som vi synes er relevant til at besvare specifikke spørgsmål,” fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen og fortsætter:

”For eksempel hvor de vandrer hen, hvor dybt de dykker, hvad de siger, og hvordan de bevæger sig i vandet. Vi kigger på deres tredimensionale bevægelser i vandet, deres hastigheder.”

De enorme datasæt ryger videre til Susanne Ditlevsen, professor i statistik og stokastiske processer ved Københavns Universitet og præsident for Videnskabernes Selskab.

”Det er fuldstændig fantastisk, at man begynder at kunne indsamle data, som man aldrig kunne indsamle før,” siger Susanne Ditlevsen.

Susanne Ditlevsen æder sig gennem datasættene og bearbejder dem med statistiske metoder og matematiske modeller af biologiske og fysiske systemer. Hun ser nye potentielle sammenhænge og efterspørger endnu flere data fra livet under den arktiske havoverflade.

Narhvalerne er vores klimavidner

Den særlige kombination af biologiske målinger, satellitdata og avanceret statistik giver på den måde nye indsigter. Det skaber en tværvidenskabelig vekselvirkning i forskningen, som gør det muligt at analysere dykkeadfærd, hjerteslag og lydmønstre – og koble det til miljødata.

Narhvalens tand har ikke en kritisk livsfunktion. Det er fortrinsvis hanner, der har den, og den fungerer formentlig som en styrkemarkør over for hunnerne ligesom kronhjortens gevir og løvens manke. Men tanden rummer en større historie. Den er også en dagbog over narhvalens liv og det klima, narhvalen færdes i. Narhvalens tand vokser nemlig hele livet og lagrer kemiske spor. Tanden fungerer dermed, ligesom iskerneboringer, som et arkiv over den seneste tids klimaforandringer.

Hvor iskernerne går 100.000 år tilbage, kan lagene i narhvaltanden bidrage med flere detaljer om den nyere tid – det vil sige de sidste 100 år, som er narhvalens maksimale livslængde. Hvert lag i narhvalens tand afslører spor af fødevalg, stresshormoner og isotoper, det vil sige stabile eller ustabile atomkerner.

Atombombeprøvesprængninger fra 1960’erne ses f.eks. som en tydelig såkaldt C14-markør i de tænder, forskerne har undersøgt. Denne markør viser sig i perioden efter 1960, hvor belastningen med C14 spreder sig overalt i miljøet. Narhvaltænder med lag fra før 1960 mangler dette signal fra omgivelserne. Et andet signal er, at der omkring begyndelsen af 2000’erne skete flere drastiske skift i miljø- og klimaforholdene i Arktis. Disse forandringer viser sig som ændringer i niveauet af kortisol, et stresshormon, i narhvalers tænder. De er blevet stressede.

”Jeg har siddet med de her data mellem hænderne, og det ser faktisk ikke ud til, at de vænner sig til forandringer. Det ser ud, som om de simpelthen skifter til et højere niveau af stress, som bliver ved,” siger Susanne Ditlevsen og tilføjer:

”Det blev tydeligt, at det her ikke bare handler om at finde ud af, hvor gamle de enkelte narhvaler er. Det bliver en hel historie om klimaforandringer set gennem narhvalerne.”

Årsagen til det stigende kortisolniveau skal nok findes i et område mellem Østgrønland og Svalbard, hvor isen er mindsket på grund af temperaturstigninger, samtidig med at der er sket en forskydning i det såkaldte trofiske niveau. Det vil sige, hvilket trin i fødekæden et dyr befinder sig – fra planter og alger til rovdyr.

”Lagene i tanden kan give os en indikation på, om de skifter fødevalg, for eksempel fra hellefisk til blæksprutter, eller om hele deres miljø ændrer sig fra et miljø, drevet af planktonarter af arktisk oprindelse, til et, der er drevet af planktonarter fra det varme atlantiske vand,” forklarer Mads Peter Heide-Jørgensen.

Data fra narhvalens tand tegner dermed et billede af både vanedyrets præferencer og velvære, samt hvordan menneskets aftryk når helt ind i de mest fjerntliggende egne.

Social, sårbar og eftertragtet

Analysen af narhvalernes vaner viser allerede nu klimaforandringer. Narhvaler er nemlig stedtro og sårbare.

”Det er et utroligt vanedyr, og det gør det vanskeligt for dem, når tingene forandrer sig i deres miljø,” understreger Mads Peter Heide-Jørgensen.

De forlader ikke deres normale, kølige hjem, når klimaforandringer ændrer fødevareudbuddet og vandtemperaturerne. Selv når gletsjere smelter, vender de tilbage til de samme fjorde, hvor de har svært ved at tilpasse sig det varmere hav. De kan jo ikke lyne deres varme ”spækparka” op og slippe overskudsvarmen ud.

Et kontrolleret studie over to år viser også, at narhvaler stopper med at spise, bliver tavse og søger ind til kysten, når skibe nærmer sig.

”De kan ikke lide at være i overfladen, når der er larm, så de er kortere tid i overfladen per gang, og så dykker de sådan nogle mellemdyk og kommer op igen. Men de skal jo op for at trække vejret, så støj er meget, meget stressende for dem,” fortæller Susanne Ditlevsen på baggrund af studiet.

Reaktionen kan måles op til 30–40 km væk. Det gælder selv, når støjen er lavere end den naturlige baggrundsstøj. Det kan få konsekvenser for deres overlevelse, fordi lyd er afgørende for deres sociale kontakt og deres ekkolokation gennem lydbølger ligesom flagermus i nattens mulm og mørke. For eksempel hvor langt der er til bunden, byttet, flokken eller kysten.

”Det er ikke kun et spørgsmål om, at de bliver bange. Det er også reelt, at det kan gøre det svært for dem at udøve deres basale funktioner, såsom at kommunikere og navigere,” understreger Susanne Ditlevsen.

Narhvalerne er sociale væsner, som bruger kliklyde og summelyde til at kommunikere og navigere i det mørke vand på mange kilometers afstand. Hvis man optager narhvalernes lyd, kan man høre en kakofoni af forskellige kald – fra individets egen signaturlyd til orientering mellem mor og unge eller til hele flokken.

Susanne Ditlevsen fremhæver dog, at det er korte studier og på en lille population af narhvaler. Det er derfor svært at sige noget endegyldigt om deres lydes funktion, som f.eks. advarsel eller tip til, hvor den gode mad er. Men én ting er hun sikker på: Der er en social funktion.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man i fremtiden på et eller andet tidspunkt vil kunne bruge kunstig intelligens til at blive klogere på, hvad de siger, og man i højere grad vil kunne skelne lydene og knytte dem til bestemt adfærd,” siger Susanne Ditlevsen håbefuldt.

Men skal vi nå dertil, er der en række større og mindre menneskelige håndtag, vi kan skrue på for at sikre narhvalernes overlevelse. Narhvalernes tænder og hud er f.eks. eftertragtet af fangere og videresalg.

”Det er jo helt klart, at man skal følge den videnskabelige rådgivning om fangstkvoter og tænke sig grundigt om, hvis man laver skibsstøj og andre industrielle udviklinger i områder med narhvaler,” siger Mads Peter Heide-Jørgensen.

Men den helt fundamentale udfordring er klimaforandringerne. Hvis vi vil bevare havets enhjørning, kræver det ikke kun lokal regulering, men global handling. For narhvalens historie er også vores historie.

Af: Ghita Nidam Møller

”Kære unge mig
Jeg er nu 78 år gammel og kigger ud på kysten fra mit flydende hjem. De fleste er flygtet fra kysten, jeg har fået glæde af at leve på og med havet i flydende huse (selvfølgelig lavet på bæredygtige materialer). Mit hus fungerer også som havhave og levested for havets dyr, som jeg nyder glæde af at følge hver dag (…) Kysten deles nu både af mennesker og dyr, og naturen får lov at gå sin gang. Strandede hvaler får lov at blive liggende, og mennesker bruger kun naturen i det omfang, det kan holde til.
Glæd dig! Mvh mig.” 

Sådan lød ét af de 61 postkort fra fremtiden, som borgere, lokale foreninger, forskere og myndigheder havde skrevet efter én dag samlet under samme tag til symposium om et hav i forandring. Der blev talt, diskuteret og lyttet på tværs af fagområder og praktiske erfaringer fra en hverdag, der ikke længere er den samme. De tanker smeltede sammen med blæk på personlige postkort fra fremtiden – fra år 2075 og tilbage til os i dag. 

En fremtid ”med en Venedig-vibe, hvor beboerne kommer rundt i små både, og der er skabt små kultur-øer, hvor nye kreative initiativer spirer frem.” 

Postkortene blev som et fælles tredje et neutralt sted, hvor snakken om ”fremtidige generationer” skiftede ståsted, og du blev dit ældre jeg med børn, børnebørn og en ny tid for familiens hus ved vandet. Her blev fjerne idéer konkrete og nære og skabte ikke kun forståelse, men også en reel vilje til at handle på det, vi ved. 

Hvad hvis det var dit barnebarn?  

Dagens 61 postkort fortæller både hver sin historie og én samlet stærk historie: At vi faktisk lytter til hinanden. At de videnskabelige erkendelser og de forandringer, vi allerede mærker, gør ondt og skaber frygt for vandets overtag. Men at de også vækker kreativitet, håb og glæde over vores verden og vores medmennesker. 

Postkortene mindede os om, at klimaforandringerne ikke rammer alle ens. Nogle ”stemmer fra fremtiden” takkede for naturbaserede løsninger og nye muligheder for ”husbåde med solceller på taget” og opblomstring af natur, mens andre skrev om evakueringer, tabte hjem og manglende hjælp. For klimaet handler ikke kun om natur, men også om social retfærdighed: 

”Kære politikere.
At leve i sameksistens med havet lød for ca. 50 år siden som den utopiske løsning. I dag ville jeg ønske, 50 år senere, at der var tænkt langt mere social lighed ind i beregningerne. Dem, som lever ved kysterne i samspil med havet, er dem, som har råd til flotte boliger med direkte privilegeret adgang til kystnatur. Jeg bor i en betonblok inde midt i landet, som jeg blev evakueret til under sidste stormflod med min familie. 
Ps. Min kusine fra Bora Bora prøver at få statsborgerskab i Danmark. Hendes fødeø er blevet helt oversvømmet. Kan I hjælpe?
Fra Katrine (15 år)” 

Magt eller afmagt?
Hånd i hånd med skrækscenarier viste postkortene også omstillingsevne og en menneskelig trang til optimisme. En lyst til at gøre tingene bedre og anderledes. Og de viser, at vi kan mødes i et fælles rum, hvor videnskaben danner rammen, og hvor fremtiden bliver noget, vi sammen har mulighed for at forme.  

Det åbner for et natursyn, hvor vi ikke nødvendigvis skal tæmme havet, men leve med det og overveje nye muligheder i det, der tidligere ville have forekommet absurd. Som at flytte hele huset efter stormvarsler eller sejle børnene i skole. 

”Mange har mistet meget, men vi har alle fået mere: en naturlig kyst, rene have og frihed fra at leve i frygt for klimaforandringerne.” 

Flere postkort rummede også sorg, vrede og spørgsmålet: ”Hvorfor handlede I ikke nok?”  

Et postkort beskrev f.eks., hvordan familien håbede, at børnene snart kunne ”prøve at gå på jord” igen. Et billede på, hvor konkret livet med vandet kan blive. 

Den ærlige blanding af håb og kritik er en vigtig del af at forstå, hvad fremtidige generationer kunne tænke om vores valg i dag. For problemet er ikke, at vi ikke ved noget om klimaforandringer og havet eller stoler på videnskaben – det gør vi. 

Udfordringen er at få den viden under huden; at mærke den, så vi ser fremtidens vilkår i øjnene og står sammen om løsninger. I postkortformatet er de store debatter om drivhuseffekt, varme havstrømme og fødevarekriser kogt ned til frygt for betondiger, ødelagte badebroer og evakuering ind i landet – og på den anden side kajakeventyr, vandscootere surferture og flydende hjem i naturoaser. 

Det er ikke spådomme, men spejle for nutidens drømme og mareridt. De viser os, hvad der er på spil. Fremtiden er heldigvis ikke skrevet endnu, men den er lettere at forme, når vi tør forestille os den sammen. 

Døm, og drøm, selv: Hvilken fremtid ser du for dig? Og hvad vil dit oldebarn måske skrive til dig om? 

Af Ghita Nidam Møller

Kan man samle lokale erfaringer, forskningsperspektiver og fælles refleksioner i ét koncentreret øjeblik og forvandle det til poesi – endda samme dag, som tankerne bliver delt?

Ja, er det korte svar. Forfatter Peder Frederik Jensen var med, da Videnskabernes Selskab sammen med Kystdirektoratet fyldte huset med borgere, forskere, kommuner og lokale foreninger fra de danske kyster den 25. februar 2026.

Mens forskning, erfaringer, drømme og frygt blev delt gennem samtaler og oplæg om nutidens udfordringer, havets lange fortid og de fremtider, vi endnu ikke har formuleret, sugede han til sig og vævede trådene sammen til én omfavnende tekst. Forfatterens oplæsning satte punktum for dagen, mens tekstens budskaber lever videre. Læs med nedenfor, og oplev dagen fra Peder Frederik Jensens perspektiv.

Få indblik i selve dagen her.

Havet lever i forfatterskabet

“Danmark er som en Mariekiks i et glas vand.” Sådan beskriver Peder Frederik Jensen vores lands porøse, skrøbelighed i romanen Rans vilje fra 2023. I romanen mødes myter, geologisk historie og skipperskrøner i en fortælling om landskabsdannelse, stormflod, sårbarhed, handlekraft og eventyr på havet.

Romanen er første bind i et planlagt firebindværk af Peder Frederik Jensen. Opfølgeren Pigen i verden udkom i 2025.

Nysgerrig på mere blå litteratur?

Lyt til vores podcastserie ”Hvordan ved vi det?”, hvor Rans vilje også sniger sig ind i en samtale om blå humaniora, poetiske havbreve og nye måder at designe fremtidens kystlandskaber på.

Med udgangspunkt i antikke havmyter og nutidig klimalitteratur taler litteraturprofessor Søren Frank og landskabsarkitekt Mette Juhl Jessen om, hvordan vi kan bruge litteraturen til at gentænke vores forhold til havet. Få en forsmag nedenfor, og lyt til hele episoden her.

Af: Ghita Nidam Møller

Kender du de samtaler, du tapper ind i, men som føles, som om de allerede er godt i gang? Den slags, hvor spørgsmål og refleksioner indhenter og springer buk over hinanden.

Det var den slags sitrende summen, der gav genlyd i Videnskabernes Selskab den 25. februar 2026.

Et år på én dag. Sådan føltes det på dagen, hvor vi samlede borgere, forskere og fagfolk under ét tag for at dele perspektiver fra et års kystvandringer, slusebesøg og dialogmøder langs Danmarks kyster. Samtalerne stak i et hav af retninger, men udsprang af det samme spørgsmål: Hvad sker der, når havet forandrer sig – og når vi forandrer os med det?

”Det handler ikke kun om tekniske løsninger, men om vores måde at bo, drømme og leve med havet på – om naturforståelse, hverdagspraksis, kultur og prioriteringer. Derfor er det så værdifuldt, at vi er samlet her i dag,” som Susanne Ditlevsen, præsident for Videnskabernes Selskab, rammesatte dagen og fremhævede:

”Vi skal ikke nødvendigvis mene det samme. Vi skal ikke finde én løsning i dag. Men vi skal lytte, udfordre og lære af hinanden.”

Vand fra alle sider

Havniveauet stiger, vejret bliver mere ekstremt – og vådt. Det presser vores forhold til havet: ven, fjende eller vilkår? Måske alt på én gang.

Det seneste år har Videnskabernes Selskab turneret fra kyst til kyst i samarbejde med Kystdirektoratet for at forene videnskabens store perspektiv på havet og klimaforandringer med dem, som forandringerne står nærmest: beboerne langs kysterne. Med 9.000 km dansk kystlinje og knap 80 procent af Danmarks byer ud til havet er det ikke så få.

Beboere omkring Hvide Sande sluse, Aarhus Bugt, Vejle Fjord, Stevns Klint, Bogø og Amager mødte ildsjæle, forskere og myndigheder. Ståstederne var forskellige, men målet var fælles: at finde løsninger på hverdagen med klimaforandringerne langs de danske kyster.

Skal vi bygge relativt billige betondiger, der konkurrerer med højden på Rundetårn for at holde vandet ude? Eller skal vi i banken og skabe rekreative ø-lignende naturreservater? Måske nogle byer kommer til at høre fortiden til, mens vi beslutter at rede andre. En vej at gå er tilbagetrækning, hvor vi giver naturen plads, og vi rykker os. Det har en pris for dem, som flytter. Hvordan griber vi det an, uden at nogen mister økonomisk fundament og hjem, runger spørgsmålet.

Første skridt er at italesætte de ulige konsekvenser, når vi skal omstille os til nye tilstande og tilbagetrækning fra kyster, som bliver slugt som følge af de globale klimaforandringer. Økonomi, sociale forhold, lokale naturforhold og teknologiens fremskridt spiller tæt sammen. Mere præcise forudsigelser, naturbevarende løsninger og AI-automatisering af sluser er f.eks. centrale redskaber, når kabalen skal gå op. Det er spørgsmål om prioriteringer, ikke simple svar.

Træder vi to skridt tilbage, beror myriaden af til- og fravalg på ét centralt spørgsmål: Hvem er klimatilpasningen til for?

Det står klart og nært for borgere som Bent Hjorth, formand for Grundejerforeningen Vejlby Fed i Risskov, der både var medarrangør på digevandring ved Aarhus Bugt og med på dagen i Videnskabernes Selskab. Han så god mening i den røde tråd fra bekymrede beboere til videnskabens forklaringer og mulige løsninger for fremtiden.

”Vi håber, at vi på et eller andet led har bidraget, med en forståelse for de udfordringer der er, når man bor tæt på havet. At vi så ovenikøbet har vand fra alle sider (bugten, åen, grundvandet og overfladevand), gør bestemt samarbejdet mere relevant,” siger han.

Fra en generation til den næste

Vi skal tilpasse os. Nogle steder også flytte os. Det er dilemmaet i udsatte områder som Bogø, Vejle og en generel overvejelse for kystboerne, som havde taget turen ind i Videnskabernes Selskab. For de unge fra friskolen på Stevns er det både dybt bekymrende og paradoksalt nok også ret uproblematisk. For de ejer ikke en grund eller bolig med risiko for store økonomiske tab ved oversvømmede terrasser og kældre.

Til gengæld er det dem, der skal leve med konsekvenserne af klimaforandringerne; truet grundvand, døde fjorde, stigende vandstande og voldsommere vejr.

”Det er jo farligt at bo ved havet. Men vi elsker det jo stadig,” fortæller en af eleverne fra Stevns Friskole.

Heldigvis står ingen alene med at kigge frem. For havets forandringer har indflydelse på os alle, på hele kloden. Det er ikke noget nyt.

Fra bjørne til brislinger

Videnskabens lange perspektiv giver os en fornemmelse af tid og rytme, vi i nutidens højhastighedssamfund kan være blinde for. For havet både tager og giver.

Vidste du f.eks., at Danmark ikke altid har været et ørige – at der står en skov under Storebælt? Eller at der har levet isbjørne i Vendsyssel for 12.500 år siden, mens vildheste, urokser og brune bjørne har trasket rundt i den danske natur for 14.000 år siden?

Mens vi har udforsket nogle temaer lokalt, har vi også slået hul på de tidslinjer og temaer, som ikke altid er lige til at føle på. I debatter rundt i landet, online foredrag og podcast har vi dykket dybt og udforsket forskellige dele af havet – lige fra fortidens natur og folk, dybhavets mysterier og søfartshistorie til havet som fremtidens spisekammer og apotek. For hvad skal vi spise? Hvor skal vi bo, når vandet (igen) tager jorden under os tilbage?

Siden Videnskabernes Selskab blev stiftet i 1742, har forskere søgt svar. De har kortlagt, forstået og formidlet vores landskab og vores hav. Fra kortlægningen af Danmark til det tidligere medlem af Videnskabernes Selskab August Ludvig Colding sammen med datidens borgere satte en af Danmarks mest voldsomme stormfloder i 1872 på formel. En slags citizen science før det eksisterede – og som stadig er referencepunkt for Kystdirektoratet og DMI i dag.

Fortidens spor og fremtidens handlekraft

Når vi taler om livet med og ved havet, er borgerne og videnskaben fortsat gensidigt afhængige af hinanden. Det er der masser af håb og løsninger i.

”Vi har som menneskehed vist os at være fantastisk tilpasningsdygtige, men vi er afhængig af økosystemet og dermed af forandringerne. Det ved vi, og den viden skal vi gøre brug af og handle på,” siger Eline Lorenzen, professor i molekylær naturhistorie og medlem af Videnskabernes Selskab.

For er der en ting, som alle forskere kan blive enige om, så er det betydningen af at værne om vores komplekse økosystem og ikke blot se naturen som en ressource eller ødelæggende naturkræft, der begrænser, hvor vi skal bo, eller hvad vi skal spise. Vores fodspor på jorden er kun et lille kapitel, men med stor betydning for den lange fortælling om, hvordan mennesket, dyreriget, skovene og havet hænger uløseligt sammen. Fra vandloppe til vores hverdag.

Havets usynlige og mindste liv fortæller både om vores fortid, men også om mulige bakterier, der kan være fremtidens nye penicillin og værn i den presserende resistenskrise. Fisk som brislinger, søpindsvin og tang kan være fremtidens sunde og samvittighedsrene menu. Fra havn til havn har vi gennem tiden delt fortællinger, knowhow og kultur. Så hvorfor ikke fortsætte den vej: sammen på tværs af tid, fagligheder og lokal erfaring.

Dyk ned i havets udfordringer og potentialer i vores artikler og podcast nedenfor. Altid med afsæt i spørgsmålet: Hvordan ved vi det?

Alle fotos i artiklen: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.

Af Ghita Nidam Møller

Fra forestillinger om søslanger til nutidens satellitstyrede containerflåder strækker sig en 400 år lang dansk søfartshistorie, præget af global handel, kulturel udveksling og teknologisk fremskridt. Danmarks søfartshistorie rummer både kolonitidens mørke kapitler og historien om de kulturmøder, som har formet Danmark.

For søfolk i 1600-tallet var havet både frygtet og fascinerende. Det var et sted ”uden for det menneskelige”, som Benjamin Asmussen, historiker og seniorforsker på Nationalmuseet, beskriver det. Et flydende hjem væk fra kirken og kongen. At tage kursen mod det fascinerende Østen, krydderiernes rige og nye folkefærd var en rejse fyldt med skørbug, søslanger og sømandsmyter.

De farefulde færd blev Danmarks adgangsbillet til verden. I dag står Mærsks globale succes som et varigt eftermæle.

Eventyret, der ændrede alt

I 1618 stævnede en handelsflåde ud fra København med kurs mod øen Ceylon, i dag Sri Lanka. Det var et led i Christian IV’s iver efter at få del i den indbringende globale krydderihandel.

”Der er et ønske om at komme mod øst og selv få en bid af den økonomiske kage og prestige,” siger Martin Jes Iversen, lektor og prodekan for international uddannelse på CBS og professor ved Singapore Management University.

På kongens foranledning blev Det Ostindiske Kompagni derfor grundlagt i 1616 for at få foden ind på det lukrative marked med Asien på linje med andre europæiske magter som Nederlandene og England.

Den første ekspedition blev på sin vis en fiasko, men grundlagde den første danske koloni på et stykke lejet land i Sydindien, Tranquebar. Det blev startskuddet til en spirende handelssucces.

Bævergejl redder dagen

For søfolkene på de første ekspeditioner i 16-1700-tallet var havet et overnaturligt sted, hvor man ikke rigtig vidste, hvad der gemte sig, og hvor man kunne møde mytologiske væsner og søuhyrer, fortæller Benjamin Asmussen.

Søfolkene vidste ikke om disse søuhyrer egentlig eksisterede, men det var en mulighed, og derfor var man forberedt. Det ved vi bl.a. fra en fra dagbog fra en islandsk sømand, der var ombord på den anden ekspedition til Indien. Hans dagbog fortæller om mødet med en halv kilometer lang søslange, der forhindrer sømændene i at gå i land, fortæller Benjamin Asmussen.

I Tranquebar er der på det tidspunkt ikke en havn, og derfor sejler sømændene i mindre både ind til kysten. Men den tur tør ingen tage med et søuhyre i vandet, og den skal derfor jages bort.

”Det mest fantastiske er næsten, at de har et middel imod det med,” siger historikeren.

Det middel var ”bævergejl”, en væske udvundet af bævertekstiler, som hældes i vandet, så søslangen fortrækker.

Farerne ved rejserne over de store oceaner var dog langt større end frygten for søslanger.

Mange omkom på rejserne af sygdomme, ulykker eller forlis, fortæller Benjamin Asmussen. Derfor var det heller ikke kongen, højadlen eller de store købmænd, som drog med. Det afspejler besætningslisterne tydeligt. De blev pænt hjemme bortset fra kortere ture til f.eks. London eller Amsterdam.

”Det er dem længere nede i hierarkiet, der tager den lange, farlige og ubehagelige sørejse. Det giver dem en mulighed for at opleve noget, som meget få har set. Der er mulighed for social mobilitet og vilde oplevelser, hvis man overlevede,” forklarer Benjamin Asmussen.

H.N. Andersen, grundlæggeren af Østasiatisk Kompagni, er et eksempel på dette, indskyder Martin Jes Iversen. H.N. Andersen kom fra en fattig baggrund, men lykkedes at opbygge en stor virksomhed og blev en af de mest succesfulde erhvervsledere i Danmark.

Cool Kina og “hightech” porcelæn

Søfarten bandt på godt og ondt verden sammen længe før moderne teknologi, og Danmark spillede en rolle i den udvikling.

I 1700-tallet gjorde Asiatisk Kompagni Danmark til en stor spiller i handlen med Kina, og kæmpe formuer blev tjent. Kineserne leverede millioner af stykker porcelæn på få måneder hvert år og tilpassede design til europæisk smag. Handel med varer fra Asien var i høj kurs, men den mest værdifulde handel var ”knowhow”, forklarer Martin Jes Iversen.

Kineserne vogtede nøje over deres viden om, hvordan man fremstiller porcelæn. Europæerne forsøgte at gøre dem kunsten efter. Først med efterligninger i andre typer af keramik, såsom fajance. I 1710 blev Tyskland det første sted i Europa, hvor det lykkedes at fremstille ægte porcelæn. I 1775 fulgte Danmark trop, da Den Kongelige Porcelænsfabrik (i dag Royal Copenhagen) åbnede og blev en populær producent af porcelæn til både Danmark og kolonierne. I Tranquebar vidner lister over indbo fra guvernørboligen om, at det kongelige porcelæn var på mode.

Det såkaldte ”Tranquebar-stel”, et blåmønstret fajancestel skabt i 1912, viser, hvordan Østens populære blåmalede porcelæn har sat varige spor i dansk design og kulturarv. Det blev først produceret af den danske fabrik Aluminia, siden af Den Kongelige Porcelænsfabrik. Indisk er det ikke, heller ikke rigtig kinesisk, men inspirationen herfra er ikke til at tage fejl af.

Royal Copenhagens ikoniske musselmalede stel er dermed i lige så høj grad et udtryk for, hvordan vi har kopieret og ladet os inspirere af andre kulturer, som det er et ærkedansk varemærke.

”Det er udtryk for globalisering, før ordet fandtes. En langsom proces, hvor varer og ideer blev udvekslet mellem forskellige kulturer og lande,” fremhæver Martin Jes Iversen.

Kineserne glemmer ikke

Den globale handel tog for alvor fart, da dampskibene kom til. Danmark blev frontløber på udvikling af containerskibe i 1970’erne og tiltrak med det den daværende kinesiske regerings opmærksomhed. Denne gang søgte de vores ”knowhow”.

”Hvad er det her med containere? Hvordan foregår det? Det vil vi lære,” siger kineserne og kontakter det danske handelskompagni. Helt konkret Mogens Pagh, direktøren i Østasiatisk Kompagni (ØK). Under Mogens Pagh blev ØK Nordens største handelshus med 260 selskaber i 150 lande.

Mogens Pagh vurderede hurtigt, at henvendelsen var noget særligt og besluttede derfor at stille sin ekspertise til rådighed og sendte nogle af Danmarks førende specialister i containerisering til Kina. Opgaven var omfattende: Kineserne skulle lære at opbygge containerterminaler, etablere landbaserede forbindelser til jernbanenettet og udvikle dedikerede containerskibe, forklarer Martin Jes Iversen.

Det førte til en teknologisk og logistisk revolution i 1977-8. Allerede året efter sejlede det første kinesiske containerskib fra Kina til Australien. Prisen?

Der blev aldrig betalt for den danske viden. Ifølge ØK’s bestyrelsesprotokoller måtte Mogens Pagh erkende, at ”der har ikke været nogen betaling.” Men som han ikonisk bemærkede: ”Kineserne er verdens dygtigste forretningsfolk – og det her glemmer de aldrig.”

Fik han ret? Måske, vurderer Martin Jes Iversen. Handlen er fortsat frem til i dag, hvor rollerne igen er byttet rundt. Kina ligger i front på forskning, teknologi og ressourcer. I dag er porcelænet skiftet ud med solceller, mikrochips og el-biler.

Ligesom handlen har søfarten også ændret sig markant. Containerskibe er styret fra land via satellitdata og algoritmer, mens kanel og nelliker nu er klassikere i det danske julekøkken. Søfolk medbringer ikke længere bævergejl, men prioriterer derimod internettet højere end god mad.

Og én ting består: Havet er på godt og ondt stadig motoren for global handel.

Vil du høre hele historien om, hvordan Danmark blev en søfartsnation? Lyt til podcasten ‘Hvordan ved vi det?’ og dyk ned i 400 års maritim historie.

Hvad betyder havet for os? Det udforskede 35 udskolingselever fra Stevns Friskole, da de fik hovedrollen i en anderledes skoledag om, hvordan vi skal leve med og ved havet i en tid, hvor vandet presser sig på.

Af: Tina Dransfeldt Christensen

I Stevns er havet alles nabo. For de unge er havet både en legeplads og en voldsom kraft. I 2023 oplevede de stormen ”Otto” på nært hold, da bl.a. Rødvig Havn blev ramt, og moler, både og bådehuse blev ødelagt. De unge elsker at bo tæt ved vandet, men bekymringerne om, hvad der sker, når havet forandrer sig, mærkes. For hvem har mere på spil end dem, der skal leve med konsekvenserne af klimaforandringerne i fremtiden?

Derfor inviterede Den Levende Fiskerihavn, Videnskabernes Selskab og Kystdirektoratet 7.-9. klasses elever fra Stevns Friskole til en dag i havets tegn. Formålet med dagen var klart: De unges stemmer skal med i arbejdet med at udvikle strategier for klimatilpasning langs Danmarks kyster.

”Vi vil gerne give børn og unge en stemme, så de fortæller, hvad der er vigtigt for dem,” siger Karl Michael Sloth, som er forperson for Den Levende Fiskerihavn, en lokal forening, der arbejder for at genoplive Rødvig Havn efter ødelæggelserne under stormen i 2023.

Drømme og bekymringer går hånd i hånd

Eleverne arbejdede med personlige og lokale fortællinger om havet i forskellige formater, som f.eks. video, planche og manifest. De blev klædt godt på gennem samtaler med forskere fra Aarhus Universitet, DTU og Københavns Universitet og eksperter fra Kystdirektoratet.

Biologi, antropologi og kystbeskyttelse smeltede sammen i nysgerrige samtaler for alle parter. For hvem andre end de unge kan for alvor tvinge os til at stille de nære og umiddelbare spørgsmål, vi måske overser? Og tilmed have fantasien til at tænke anderledes om livet med og ved havet?

Gennem kreative øvelser og diskussioner satte de ord på, hvordan de forestiller sig at bo og leve tæt på havet i en tid med stigende vandstand og hyppigere storme.

”Det er jo farligt at bo ved havet. Men vi elsker det jo stadig,” fortæller en af eleverne.

Fælles for eleverne var netop, at de elsker at være ved havet. Om det er for at bade, fiske, dykke, sejle eller surfe. Og selvom havet kan være skræmmende, som med stormfloden i 2023, fascinerer alt det, havet gemmer på og som vi ikke har opdaget endnu, også.

En del af en større samtale

Dagen på Stevns Klint Experience var en af flere aktiviteter i et samarbejde mellem Videnskabernes Selskab og Kystdirektoratet. Her mødes borgere, forskere og myndigheder for at finde løsninger på klimaforandringer og havvandsstigninger. Det handler om at finde nye veje til at leve med og ved havet i en tid, hvor vandet presser sig på.

Samtidig var dagen led i projektet DigiBlue, som skal styrke børn og unges digitale kompetencer i EU-landene, så de kan formidle kreativt om det at være en verdensborger med tilknytning til havet. DigiBlue er et af flere projekter under det årlige Digital Education Hackathon, som indgår i EU-kommissionens plan for digital undervisning 2021-2027.

Af Ghita Nidam Møller

Antibiotika er nutidens mirakelmiddel mod sygdomsfremkaldende bakterier.

Men vi står samtidig over for en presserende sundhedskrise, fordi et stigende og ukontrolleret forbrug af antibiotika til både dyr og mennesker har ført til flere og flere resistente bakterier. Antibiotikaresistens er ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, en af de tre største trusler mod vores sundhed på verdensplan.

For at modvirke den alarmerende udvikling må vi derfor vende blikket mod bakterier, der spøjst nok, producerer langt de fleste af de antibiotika, vi bruger. Bakterier findes overalt. I naturen, på huden og inde i kroppen. Nogle er harmløse og andre ligefrem gavnlige for os. Og så er der de sygdomsfremkaldende bakterier.

I dag kan vi slå farlige bakterier ned med antibiotika. Men jo mere antibiotika vi bruger, desto hurtigere lærer bakterierne at beskytte sig. De er både lærenemme og tilpasningsdygtige og udvikler derfor resistens. Og så kan selv en blærebetændelse blive svær at få bugt med.

”Vi er i et evigt våbenkapløb med infektiøse bakterier. Det kommer aldrig til at gå væk. Vi vil derfor kontinuerligt have behov for nye stoffer,” siger Lone Gram, professor i mikrobiologi på DTU.

Her kan havets mikrobiologi måske komme os til undsætning.

Sammen med forskere som Mathias Middelboe, professor i marin mikrobiologi på Københavns Universitet, leder hun efter både nye antibiotika og alternative behandlinger til antibiotika i havets mindste liv. I bakterier og vira gemt i bølgerne.

Derfor leder vi i havet

Siden den britiske mikrobiolog Alexander Fleming i 1928 ved et tilfælde opdagede penicillin, et stof produceret af en skimmelsvamp, har forskere ledt efter antibiotiske stoffer i naturen. Særligt jordbakterier, som streptomyceter, har vist sig at være en fantastisk kilde til antibiotika. Faktisk stammer omkring 60–70 procent af de antibiotika, vi bruger i dag, fra netop de bakterier.

Og det er udfordringen. Vi har ledt de samme steder efter den samme gruppe af bakterier i næsten 100 år. Efter Fleming ved et tilfælde fandt penicillin, var der en periode på tre til fire årtier, hvor et væld af nye stoffer blev fundet, men siden har vi ikke gjort tilsvarende gennembrud. Alt imens bliver vores bakterier modstandsdygtige over for den antibiotika, vi har til rådighed. Det gør, at infektioner bliver sværere at behandle, rutinebehandlinger som kirurgi og kræftbehandling bliver farligere.

“Vi har ledt de samme steder siden Fleming. Måske skal vi lede i nogle andre nicher,” siger Lone Gram og tilføjer:

“Vi er nødt til at finde antibiotiske stoffer, der kemisk set er bygget anderledes end dem, vi har i dag. Ellers kan vi ikke få noget, der kan slå de resistente bakterier ihjel.”

Det er blevet Lone Grams mission. Her kommer havet ind i billedet. Selvom vi sjældent forbinder medicin med havets bakterier og vira, udgør de mikroskopiske organismer nemlig langt størstedelen af livet i havet. Forskning viser, at mikrober udgør over 90 procent af havets samlede biomasse. I blot én milliliter havvand findes der op mod 10 millioner viruspartikler og én million bakterier.

I forskningskredse har tanken derfor længe været, at havets bakterier som lever under helt andre forhold end jordbakterier, må kunne producere nye og anderledes kemiske strukturer. Det gør havet til et oplagt sted at lede efter fremtidens antibiotika og give nutidens en pause.

”Den gode nyhed er, at i det øjeblik, vi tager et antibiotisk stof ud af brug, så vil bakterierne relativt hurtigt genvinde følsomheden over for det. Så når de ikke længere har en fordel ved at være resistente, så mister de resistensen igen,” siger Lone Gram.

Fra verdenshave til apotek

Lone Gram har derfor i næsten to årtier forsket i havbakteriernes rolle. Det gør hun med en unik samling fra den danske forskningsekspedition Galathea 3, der i 2005-2006 sejlede på jordomrejse. 8 måneder og 70.000 kilometer senere vendte ekspeditionsskibet hjem med 32 forskere og prøver til 48 forskningsprojekter. En af dem var Lone Gram.

“Vi har en unik samling af bakterier fra hele verden, som giver os en stor biologisk mangfoldighed,” fortæller Lone Gram.

Prøverne, som stammer fra havområder verden over, bliver opbevaret ved minus 80 grader i små ampuller og kan stadig genoplives og undersøges. Nogle af bakterierne har været aktive i laboratoriet i næsten 20 år. Lone Gram har derfor haft en enestående mulighed for at undersøge forskellige havbakteriers evne til at producere antibiotiske stoffer.

Det er dog ikke kun de eksotiske prøver, der vækker opsigt. I Jyllinge Havn ved Roskilde Fjord har Gram og hendes team fundet en bakterie, som tidligere kun var lokaliseret i Spanien og Det Indiske Ocean. Den lokale variant har vist sig at være lige så potent, og den er langt nemmere at indsamle.

I modsætning til de klassiske jordbakterier, som har været kilde til størstedelen af vores nuværende antibiotika, lever havbakterier under ekstreme forhold: højt tryk, saltvand og lavt næringsindhold. De forhold tvinger bakterierne til at udvikle helt andre kemiske strukturer – og dermed potentielt nye typer antibiotika, siger hun og tilføjer:

”Spørgsmålet er om, vi kan finde nogle bakterier, som er tilpasset til noget andet end jordens bakterier og formodentlig producerer nogle andre kemiske stoffer.”

Det kan man, men det er en langstrakt proces. Til gengæld er potentialet stort for enden af ræset med prøver, forsøg, patenter og godkendelser for ikke kun antibiotika, men også andre sygdomsbekæmpende stoffer. Forskere i Californien har for eksempel for 10-20 år siden fundet en havbakterie, der producerer et stof, som kan kurere eller bekæmpe forskellige former for kræft. Det er nu i klinisk fase 3 og ser lovende ud med udsigt til at ramme markedet i vores eller vores børns livstid.

Men de antibiotiske stoffer er ikke kun våben. De fungerer også som signalmolekyler, der styrer bakteriernes adfærd og kommunikation. Fjerner man evnen til at producere et bestemt stof, ændrer bakterien sin opførsel: Den svømmer anderledes, klistrer mindre til overflader og kan endda frigive viruspartikler, som ligger skjult i dens genom, dens arvemasse.

Vira – ven eller fjende?

Professor i marin mikrobiologi på Københavns Universitet Mathias Middelboe forsvarer de ofte udskammede vira, som vi afskyr for at for at få kroppen til at ømme sig og snottet til at løbe i de kolde måneder. Han ser nemlig et potentiale i samspillet mellem virus og bakterier.

“Bakteriernes naturlige fjende, virus, kan udnyttes som et supplement eller alternativ til antibiotika,” siger Mathias Middelboe og forklarer:

”Bakterier bliver syge af virusinfektioner, ligesom alle andre organismer, og virus har derfor en stor betydning for bakteriernes mortalitet, og i det hele taget for de biologiske processer i det marine økosystem.”

Virus kan faktisk være en nøgleaktør i bekæmpelsen af resistens. Men hvordan?

Virus kan inficere bakterieceller og reproducerer sig selv inde i bakteriecellen. Den overtager cellen og destruerer den indefra. Derefter forlader viruspartiklerne ”gerningsstedet” for at sprede sig og inficere nye celler.

”Det er simpelthen et hijack af bakterien, hvor virus koder bakterien til at lave nye viruspartikler i stedet for bakterier. Til sidst slår de cellen ihjel, og de nye virus bliver spredt igen,” forklarer Mathias Middelboe.

Han forsker særligt i de såkaldte bakteriofager, en virus der angriber specifikke bakterier. Virussen overtager målrettet den sygdomsfremkaldende bakterie, slår den ihjel og fjerner dermed kun patogene bakterier. Ligesom antibiotika.

Men en af fordelene ved bakteriofager er deres præcision: Hvor antibiotika rammer bakterier meget bredt, inklusive dem der udfører vigtige opgaver, angriber bakteriofager specifikt de patogene bakterier (de sygdomsfremkaldende) og lader resten af mikrobiomet forblive upåvirket.

Ulempen er omvendt, at fordi bakteriofager er så specifikke, er det svært at finde det rette match mellem virus og bakterie.

Lad vira angribe vores fisk

Samspillet mellem bakterier og virus har ikke kun et sygdomsbekæmpende potentiale. Antibiotikaforbruget er nemlig skyhøjt i dele af fødevareproduktionen. Det gælder også i fiskeopdræt, hvor der er behov for alternative løsninger for at undgå resistens. Samtidig er en både effektiv og klimavenlig fødevareproduktion uhyre vigtig med en voksende verdensbefolkning.

“Fisk og skaldyr er noget af det mest klimavenlige højkvalitetsprotein,” fremhæver Lone Gram og peger på, at det mikroskopiske liv til havs og lands hænger nøje sammen.

I Danmark har vi relativt set et lavt og ansvarligt antibiotikaforbrug i fødevareproduktionen, men globalt er billedet anderledes. I dele af Asien anvendes antibiotika i fiskeopdræt uden kontrol, hvilket accelererer resistensudviklingen og truer både miljø og sundhed.

Bakterier kan udvikle resistens mod virusinfektioner, ligesom de bliver resistente overfor antibiotika.Men resistens mod bakteriofager i mange tilfælde vist sig ikke at udgøre et stort problem.

“Bakterier, som er resistente overfor virusinfektioner, mister ofte evnen til at gøre fisk syge. De bliver avirulente,” forklarer Mathias Middelboe og fortsætter:

”Det er altså win-win: Man målretter sin behandling mod en bestemt bakterie og lader de andre være, og så selekterer man for resistente bakterier, som så ikke længere er et problem.”

Lige nu er udfordringen at kunne skalere den tilgang til fiskeopdræt uden for laboratoriet. Der er et stykke vej endnu, før man har de rigtige løsninger til specifikke fiskebakterier.

Men når tiden kommer, er folk beredte på at betale for det.

“Vores forbrugerundersøgelser har vist, at folk gerne vil betale mere for fisk, der ikke er behandlet med antibiotika – også når det er virus,” fortæller Mathias Middelboe.

Der er også stor velvillighed blandt opdrættere til at finde bæredygtige alternativer til antibiotika. Så når vi kobler forskning, ansvarlig produktion og forbrugernes stigende krav, tegner der sig et billede af en fremtid, hvor havet ikke kun er fødevarekilde, men også medicinsk ressource. Et levende apotek gemt i bølgerne.

Af: Ghita Nidam Møller

Her er ingen ørreder eller narhvaler. Trykket er ekstremt. Det er mørkt, dybderne når ned til 11 kilometer, og temperaturerne kan falde til omkring frysepunktet. Vi er i dybhavet.

Dybhavet er et af planetens mindst udforskede områder, selvom det dækker omkring to tredjedele af Jordens overflade. Og her er fyldt med værdifulde naturskatte og mangfoldigt liv – langt mere, end vi hidtil har troet.

Forskere, virksomheder og stater forsøger nu at blive klogere på økosystemet kilometervis under havets overflade. For hvor man før troede, der kun var mørke og ørken, viser der sig fascinerende livsformer og kritiske ressourcer, som vi allerede kæmper om på land.

Muligheder og dilemmaer går hånd i hånd. Der findes endnu ikke ét klart svar. Men forskere er i fuld gang med at samle brikkerne i det undersøiske puslespil, som er afgørende for vores fælles fremtid.

Robotter i ”dødsriget”

Når vi runder 1000 meter, er vi i dybhavet. Jo dybere man kommer, jo større tryk og jo barskere vilkår for liv. Temperaturerne er typisk 2-3 grader ved 4-6 km’s dybde og stiger så igen til 3-4 grader i de dybeste grave – de såkaldte ”hadale grave”. De er, meget sigende, opkaldt efter den græske mytologis dødsrige, Hades.

For at forstå de hadale grave kræver det indsigt i geologiske, biologiske og kemiske vilkår. Det er netop dét, Ronnie N. Glud arbejder med som professor i marin biogeokemi ved Syddansk Universitet. Han leder ekspeditioner til de dybeste grave, hvor specialdesignede robotter fungerer som detektiver på havbunden.

Det ligger ellers ikke i kortene, at man som biogeokemiker kan bygge og designe robotter. Derfor er det vigtigt, at man har et team af folk med forskellige fagligheder, understreger han. Det har de på HADAL – Dansk Center for Dybhavsforskning på SDU.

Her samarbejder forskere, ingeniører og tekniske specialister om at udvikle robotter, der kan kortlægge kemiske og biologiske forhold i dybhavet og udføre eksperimenter under ekstremt tryk og lave temperaturer.

Robotterne gør det muligt at samle data, som kan give os en dybere forståelse af, hvordan kloden fungerer – og hvordan havene reagerer på miljøforandringer.

Liv i mørket

Hverken mennesker, konventionelle forskningsinstrumenter eller almindeligt kendt maritimt liv kan modstå de ekstreme forhold i de hadale grave, hvor havdybden når mellem 6 og 11 kilometer. Det er et miljø, hvor trykket kan få lunger til at sprænges. Alligevel har forskere i flere af de i alt 37 hadale grave gjort nogle af de mest overraskende fund.

For trods det voldsomme tryk, de lave temperaturer og det totale mørke er gravene langt fra livløse. Tværtimod er de hotspots for liv, der har tilpasset sig de ekstreme forhold.

“Efterhånden som vi gennem videnskabelige ekspeditioner er kommet dybere og dybere ned, har det hver gang vist sig, at der var mere liv, end vi troede,” siger professor Ronnie N. Glud.

På bunden af dybhavet må fiskene bukke under for trykket. Her hersker krebsdyr, særligt tanglopper, som får selskab af orme, søpølser og andre sære skabninger. De har udviklet særlige enzymer og membraner, der gør dem i stand til at overleve under det ekstreme tryk og de lave temperaturer. Tanglopperne, som vi ellers kender fra sandstranden, er ligefrem så veltilpassede, at de kan vokse til en størrelse på op til 30 cm – omtrent som en håndbold.

Lidt højere oppe, fra 4-8 km’s dybde, finder man tusindvis af finurlige livsformer som den geléagtige “snail fish”, vingummilignende søagurker og dybhavshvaler. Hvalerne er for eksempel blevet fanget på sonar og kompositbilleder i storskala, hvor de dykker 4-5 km ned for at tage en bid af de såkaldte abyssale sletter på kanten af gravene, før de igen vender tilbage til mere overkommelige dybder.

Fælles for livsformerne i og nær gravene er, at de har udviklet metoder til at leve af de enorme mængder organisk materiale, der er sunket ned fra de øvre havlag.

“De her grave fungerer som et sted, hvor store mængder organisk stof akkumuleres. Og når man har store mængder organisk stof, så er der også et livsgrundlag,” forklarer Ronnie N. Glud.

Det organiske stof udgør en fødekilde for mikrober, mikroorganismer og hidtil ukendte arter af f.eks. små orme, søagurker og krebsdyr. Men livet i gravene kan ikke skæres over én kam. Diversiteten i de enkelte grave er stor, og det samme er diversiteten på tværs af gravene.

“I de dybe grave ser vi en virkelig stor diversitet af mikrober, der er ansvarlige for det meste af den biologiske aktivitet,” siger professoren.

Dybhavets trøfler: En løsning eller lussing til miljøet?

På dybhavets bund gemmer naturen ikke kun på overraskende livsformer, men også på mineralskatte: de værdifulde manganknolde.

“Manganknolden ligner lidt en trøffel – knoldet og ikke særlig køn,” fortæller Kristoffer Szilas, lektor i petrologi ved Statens Naturhistoriske Museum.

”Man kan se, at den har en slags yderskal og er opbygget i lag. Det starter med et lille kim, og så vokser der gradvist nye mineraler på overfladen. Det tager typisk omkring fem millioner år. Så det er en proces, der tager tid,” forklarer han.

Manganknolde indeholder såkaldte kritiske metaller som nikkel, kobolt og – selvfølgelig – mangan, der er centrale for blandt andet batteriteknologi. Metallerne er i det hele taget hovedingredienser i teknologierne til vedvarende energi i alt fra solcelleanlæg og vind- og vandkraft til metalkatalysatorer, som man bruger i fremstillingen og afbrændingen af biobrændsel, forklarer Kristoffer Szilas.

Derfor er interessen for minedrift i dybhavet stigende, men det rejser alvorlige spørgsmål om konsekvenserne for de sårbare økosystemer.

På den ene side er fordelen ved de små ”trøfler”, at hele materialet kan udnyttes uden at skabe store mængder mineaffald. Samtidig undgår man at påvirke lokalbefolkninger, som det ofte sker ved minedrift på land. Til gengæld er det usikkert, hvor meget af livet i dybhavet, og dermed hele vores økosystem, der bliver påvirket, fremhæver Kristoffer Szilas.

“Man skal virkelig have kortlagt områderne og forstået, hvilke organismer der lever på og er afhængige af manganknoldene, før man begynder at fjerne dem,” medgiver Ronnie N. Glud.

“Når man har fjernet manganknoldene, genopstår de ikke. Man fjerner dem altså for evigt.”

Det rejser både etiske og miljømæssige spørgsmål. Som Kristoffer Szilas påpeger, vil der altid være en vis skadevirkning ved minedrift – uanset hvor den foregår. Risikoen kan man mindske.

“I stedet for at skrabe havbunden, kan man udvikle teknologi med mere præcision, hvor man plukker manganknoldene uden at forstyrre sedimentlagene for meget – lidt ligesom når man samler golfbolde på en green,” forklarer Kristoffer Szilas.

Spørgsmålet er derfor: Kan dybhavsminedrift løse ressourcemanglen i forhold til den grønne omstilling? Eller skaber det blot tab af biodiversitet og flere klimaproblemer?

Dybhavets dommer og et stort wildcard

Kristoffer Szilas og Ronnie N. Glud er enige om, at det er sårbart at drive minedrift i dybhavet, men også at det kommer til at ske – uanset om vi vil det eller ej. Virksomheder er allerede i fuld gang med at undersøge mulighederne.

Det mest aktuelle spørgsmål er altså: Hvordan kan vi gøre det mest forsvarligt og fair? Hvordan beslutter vi, hvem der har ret til at drive minedrift og hvor?

Mens forskere kortlægger liv og processer i dybhavets mørke, arbejder internationale organisationer på at regulere adgangen til dets ressourcer. Den centrale aktør er International Seabed Authority (ISA), som hører under FN. ISA forsøger at etablere retningslinjer for, hvordan man ansvarligt kan udvinde ressourcer i internationale havområder, herunder minedrift på havbunden.

Det er en langsommelig og kompleks proces at opnå global enighed om spillereglerne. Et særligt problem er, at USA ikke har ratificeret FN’s såkaldte ”havretskonvention”. Det betyder, at amerikanske virksomheder ikke er juridisk forpligtet til at følge de internationale retningslinjer.

Det skaber en skævvridning, hvor visse aktører kan operere med færre begrænsninger – og det vækker bekymring blandt forskere.

“Man skal i fællesskab lave retningslinjer for, hvordan vi gør det her, og i hvilken takt vi tillader udvinding,” siger Ronnie N. Glud.

Opdagelserne forpligter: Vi skal beskytte, forstå og forvalte dybhavets ressourcer med omtanke, understreger Kristoffer Szilas.

Superkræfter på bunden

Forskningen i dybhavet giver tunge argumenter som modvægt til iveren efter minedrift. For ikke nok med, at dybhavet rummer liv og ressourcer, viser det sig, at de hadale grave kan spille en afgørende rolle i klimakampen.

Disse grave fungerer som effektive lagerhaller for kulstof. Faktisk lagrer de kulstof langt mere effektivt end resten af havbunden i dybhavet.

“Kulstofbegravelsen i gravene per kvadratmeter er 70 gange, måske helt op til 100 gange større end i dybhavet generelt,” siger Ronnie N. Glud.

Det sker, når materiale fra de øvre vandlag synker til bunds og fokuseres i gravene, hvor de danner tykke sedimentlag – nogle steder flere kilometer dybe. Selvom de hadale grave kun udgør 1–2 procent af havbundens areal, kan de dermed have global betydning for CO₂-lagring i havet og dermed mindske klimaforandringer forårsaget af afbrænding af fossile brændsler.

Forskningen i dybhavet bidrager på den måde til en større forståelse af havets evne til at lagre CO₂, både i vandet og i sedimenterne, og dermed til fremskrivninger af atmosfærens udvikling. At bruge dybhavet direkte som CO₂-lager er dog næppe en god idé, da det vil være meget bekosteligt og kan forstyrre de sårbare økosystemer.

Men dybhavet rummer også andre overraskelser. Forskere har fundet spor af alt fra kviksølv til miljøgiften PCB i sedimentlagene i dybhavsgrave som Atacama-graven ved Chiles kyst – over 8000 meter under havoverfladen. Blot fire måneder efter, Tohoku-Oki-jordskælvet førte til Fukushima-atomulykken i 2011, fandt man radioaktivt materiale på 9,3 kilometers dybde i Japanergraven. Det er tankevækkende, at menneskeskabte stoffer forholdsvist hurtigt når helt ned i disse fjerntliggende og utilgængelige miljøer.

På den positive side tyder forskning på, at mikroorganismer i dybhavet har særlige egenskaber, når det gælder nedbrydning af miljøfremmede stoffer.

“Det viser sig tilsyneladende, at den mikrobiologi, vi har dernede, er overraskende god til at omsætte miljøfremmede stoffer under højt tryk,” siger Ronnie N. Glud.

Nogle af disse livsformer lever af kemosyntese, som er en proces, hvor kemiske forbindelser omsættes til energi i mørke og trykfyldte miljøer.

For eksempel lever de nyopdagede samfund af mikroorganismer, som lever af den klimabelastende drivhusgas metan, som siver ud af havbunden på de allerstørste dybder. En opdagelse, man slet ikke havde forudset.

De overraskende egenskaber gør dybhavet til et potentielt biologisk laboratorium – og måske en kilde til fremtidens miljøteknologi. Helt uden at rive ressourcer hjem, men ved at forstå og udnytte naturens egne processer.