Kan en tre meter lang tand afsløre klodens klimahistorie?

Af Ghita Nidam Møller

Mammutter, sabeltigere og uldnæsehorn. De majestætiske dyr er for længst uddøde. Men hvad med enhjørninger – eller rettere: Hvad med narhvaler?

Narhvaler er kendt for deres lange tand, der kan måle op til tre meter. Derfor troede man tidligere, at det var enhjørningehorn, som skyllede op på stranden. Så mytisk og magisk, at kongemagten bogstaveligt talt satte sig på den.

Da Danmarks tronstol stod færdigt i 1671, hed det, at tronen var lavet af enhjørningehorn. Den myte er død. Men fascinationen af narhvalen og dens eventyrlige tand lever i bedste velgående. For narhvalen og dens tand har enorm værdi som et blandt flere “måleinstrumenter” for Arktis, der afslører både biologiske og klimatiske forandringer. Men det er nemmere sagt end gjort at studere narhvalen.

De lever afsides mellem isflager i Nordøstgrønland langt fra vores menneskelige rækkevidde og logistiske faciliteter. Det vil sige områder, der er dækket af is hele vinteren og mørkt halvdelen af året. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der er en mytologisering af narhvalen – og hvor vild de nye indsigter er.

Kræsne vanedyr

Ifølge Mads Peter Heide-Jørgensen, professor i havbiologi på Grønlands Naturinstitut, er narhvalerne “et helt specielt dyr, som ikke ligner noget andet dyr, vi kender i dag.”

De ligner en krydsning mellem en hval og et næsehorn – nogle af dem med en lang tand i front, som med god grund har givet anledning til kælenavnet enhjørning. Det er typisk hannerne, som er prydet med tanden, men hunner er også blevet spottet med det mytiske enhjørninghorn.

Narhvaler er vanedyr, som lever i små, lokale bestande rundt omkring i Arktis. De er meget stedfaste, hvilket gør det vanskeligt for dem, når deres miljø forandrer sig. De foretrækker det koldt, så de er klædt godt på med et tykt og stort spæklag. ”Som om de svømmer med en stor parkafrakke hele tiden,” som Mads Peter Heide-Jørgensen formulerer det.

Spæklaget hjælper dem med at holde på varmen, når de dykker ned i de kølige dybder på ned til 1800 meter, mens de modsat ikke kan slippe af med overskudsvarmen, hvis de opholder sig i varmere vand. Kulden skræmmer dem således ikke væk, men højere vandtemperaturer er et problem, når de svømmer hurtigt.

De er mere kræsne, hvad angår fødevarer, fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen. Hellefisken er et hit, mens ”rugbrødet” i deres kost er blæksprutter. Den lille temperaturfølsomme polartorsk er dog hoveddiæten blandt de 4-5 forskellige fiskearter, som de ynder at spise. Til sammenligning spiser et marsvin i Danmark omkring 30 forskellige fiskearter.

Narhvalen er meget selektiv og går efter bestemte dyr på bestemte dybder og ved nogle bestemte havtemperaturer. Det betyder, at de kun har en lille niche at jagte næste måltid i.

Og hvordan ved vi så alt det om dybets enhjørning? Takket været ny teknologi og tværfaglig forskning.

I halen på havets enhjørning

Mads Peter Heide-Jørgensen har fulgt narhvalerne længe – lige siden han mødte den første i en lille båd i Melville Bugten i 1993.

Siden da er han blevet langt klogere på det behornede pattedyr, og hvad de kan sige om havet og vores liv på resten af kloden. Han har været blandt de første til at udvikle satellitbaserede metoder til at spore individuelle hvaler, men også til at benytte hvalerne til at indsamle oplysninger om det havmiljø, de boltrer sig i.

”Det foregår typisk ved, at jeg prøver at indsamle en hel masse data om dyrene. Data, som vi synes er relevant til at besvare specifikke spørgsmål,” fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen og fortsætter:

”For eksempel hvor de vandrer hen, hvor dybt de dykker, hvad de siger, og hvordan de bevæger sig i vandet. Vi kigger på deres tredimensionale bevægelser i vandet, deres hastigheder.”

De enorme datasæt ryger videre til Susanne Ditlevsen, professor i statistik og stokastiske processer ved Københavns Universitet og præsident for Videnskabernes Selskab.

”Det er fuldstændig fantastisk, at man begynder at kunne indsamle data, som man aldrig kunne indsamle før,” siger Susanne Ditlevsen.

Susanne Ditlevsen æder sig gennem datasættene og bearbejder dem med statistiske metoder og matematiske modeller af biologiske og fysiske systemer. Hun ser nye potentielle sammenhænge og efterspørger endnu flere data fra livet under den arktiske havoverflade.

Narhvalerne er vores klimavidner

Den særlige kombination af biologiske målinger, satellitdata og avanceret statistik giver på den måde nye indsigter. Det skaber en tværvidenskabelig vekselvirkning i forskningen, som gør det muligt at analysere dykkeadfærd, hjerteslag og lydmønstre – og koble det til miljødata.

Narhvalens tand har ikke en kritisk livsfunktion. Det er fortrinsvis hanner, der har den, og den fungerer formentlig som en styrkemarkør over for hunnerne ligesom kronhjortens gevir og løvens manke. Men tanden rummer en større historie. Den er også en dagbog over narhvalens liv og det klima, narhvalen færdes i. Narhvalens tand vokser nemlig hele livet og lagrer kemiske spor. Tanden fungerer dermed, ligesom iskerneboringer, som et arkiv over den seneste tids klimaforandringer.

Hvor iskernerne går 100.000 år tilbage, kan lagene i narhvaltanden bidrage med flere detaljer om den nyere tid – det vil sige de sidste 100 år, som er narhvalens maksimale livslængde. Hvert lag i narhvalens tand afslører spor af fødevalg, stresshormoner og isotoper, det vil sige stabile eller ustabile atomkerner.

Atombombeprøvesprængninger fra 1960’erne ses f.eks. som en tydelig såkaldt C14-markør i de tænder, forskerne har undersøgt. Denne markør viser sig i perioden efter 1960, hvor belastningen med C14 spreder sig overalt i miljøet. Narhvaltænder med lag fra før 1960 mangler dette signal fra omgivelserne. Et andet signal er, at der omkring begyndelsen af 2000’erne skete flere drastiske skift i miljø- og klimaforholdene i Arktis. Disse forandringer viser sig som ændringer i niveauet af kortisol, et stresshormon, i narhvalers tænder. De er blevet stressede.

”Jeg har siddet med de her data mellem hænderne, og det ser faktisk ikke ud til, at de vænner sig til forandringer. Det ser ud, som om de simpelthen skifter til et højere niveau af stress, som bliver ved,” siger Susanne Ditlevsen og tilføjer:

”Det blev tydeligt, at det her ikke bare handler om at finde ud af, hvor gamle de enkelte narhvaler er. Det bliver en hel historie om klimaforandringer set gennem narhvalerne.”

Årsagen til det stigende kortisolniveau skal nok findes i et område mellem Østgrønland og Svalbard, hvor isen er mindsket på grund af temperaturstigninger, samtidig med at der er sket en forskydning i det såkaldte trofiske niveau. Det vil sige, hvilket trin i fødekæden et dyr befinder sig – fra planter og alger til rovdyr.

”Lagene i tanden kan give os en indikation på, om de skifter fødevalg, for eksempel fra hellefisk til blæksprutter, eller om hele deres miljø ændrer sig fra et miljø, drevet af planktonarter af arktisk oprindelse, til et, der er drevet af planktonarter fra det varme atlantiske vand,” forklarer Mads Peter Heide-Jørgensen.

Data fra narhvalens tand tegner dermed et billede af både vanedyrets præferencer og velvære, samt hvordan menneskets aftryk når helt ind i de mest fjerntliggende egne.

Social, sårbar og eftertragtet

Analysen af narhvalernes vaner viser allerede nu klimaforandringer. Narhvaler er nemlig stedtro og sårbare.

”Det er et utroligt vanedyr, og det gør det vanskeligt for dem, når tingene forandrer sig i deres miljø,” understreger Mads Peter Heide-Jørgensen.

De forlader ikke deres normale, kølige hjem, når klimaforandringer ændrer fødevareudbuddet og vandtemperaturerne. Selv når gletsjere smelter, vender de tilbage til de samme fjorde, hvor de har svært ved at tilpasse sig det varmere hav. De kan jo ikke lyne deres varme ”spækparka” op og slippe overskudsvarmen ud.

Et kontrolleret studie over to år viser også, at narhvaler stopper med at spise, bliver tavse og søger ind til kysten, når skibe nærmer sig.

”De kan ikke lide at være i overfladen, når der er larm, så de er kortere tid i overfladen per gang, og så dykker de sådan nogle mellemdyk og kommer op igen. Men de skal jo op for at trække vejret, så støj er meget, meget stressende for dem,” fortæller Susanne Ditlevsen på baggrund af studiet.

Reaktionen kan måles op til 30–40 km væk. Det gælder selv, når støjen er lavere end den naturlige baggrundsstøj. Det kan få konsekvenser for deres overlevelse, fordi lyd er afgørende for deres sociale kontakt og deres ekkolokation gennem lydbølger ligesom flagermus i nattens mulm og mørke. For eksempel hvor langt der er til bunden, byttet, flokken eller kysten.

”Det er ikke kun et spørgsmål om, at de bliver bange. Det er også reelt, at det kan gøre det svært for dem at udøve deres basale funktioner, såsom at kommunikere og navigere,” understreger Susanne Ditlevsen.

Narhvalerne er sociale væsner, som bruger kliklyde og summelyde til at kommunikere og navigere i det mørke vand på mange kilometers afstand. Hvis man optager narhvalernes lyd, kan man høre en kakofoni af forskellige kald – fra individets egen signaturlyd til orientering mellem mor og unge eller til hele flokken.

Susanne Ditlevsen fremhæver dog, at det er korte studier og på en lille population af narhvaler. Det er derfor svært at sige noget endegyldigt om deres lydes funktion, som f.eks. advarsel eller tip til, hvor den gode mad er. Men én ting er hun sikker på: Der er en social funktion.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man i fremtiden på et eller andet tidspunkt vil kunne bruge kunstig intelligens til at blive klogere på, hvad de siger, og man i højere grad vil kunne skelne lydene og knytte dem til bestemt adfærd,” siger Susanne Ditlevsen håbefuldt.

Men skal vi nå dertil, er der en række større og mindre menneskelige håndtag, vi kan skrue på for at sikre narhvalernes overlevelse. Narhvalernes tænder og hud er f.eks. eftertragtet af fangere og videresalg.

”Det er jo helt klart, at man skal følge den videnskabelige rådgivning om fangstkvoter og tænke sig grundigt om, hvis man laver skibsstøj og andre industrielle udviklinger i områder med narhvaler,” siger Mads Peter Heide-Jørgensen.

Men den helt fundamentale udfordring er klimaforandringerne. Hvis vi vil bevare havets enhjørning, kræver det ikke kun lokal regulering, men global handling. For narhvalens historie er også vores historie.