Af Ghita Nidam Møller

Omkring en milliard mennesker på verdensplan bor i såkaldte uformelle bosættelser. Lige over halvdelen af den urbane befolkning i Afrika syd for Sahara bor ligefrem i den type uregulerede boligområder, som nogle, vil kalde “slum”.

Denne type byudvikling er stigende og dermed også de miljø- og sundhedsmæssige udfordringer. Dét krydsfelt mellem arkitektur, byudvikling og levevilkår har lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Johan Mottelson arbejdet med i mere end 15 år på en række feltstudier – især i det sydlige og østlige Afrika.

For den store indsats i felten og stærke tværfaglige samarbejder modtager han nu Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje, som går til yngre forskere for fremragende grundvidenskabelige præstationer.

Målet med Johan Mottelsons forskning står på to ben: større forståelse af det byggede miljø og liv i uformelle bosættelser; dernæst at bruge den viden til at skabe interventioner og byudviklingspolitik, der fremmer sundhed og levevilkår for beboerne.

Bygninger og det levede liv imellem din og min bolig, byrummet, er nemlig ikke kun et spørgsmål om ly for natten. Det er vores hjem og fællesskab, som danner rammen om arbejdsliv, sundhed og sociale relationer. Det gælder for mennesker i hele verden – uanset kvarterets karakter.

Eller som Johan Mottelson formulerer det:

”Arkitektur behøver ikke at gøre opmærksom på sig selv. Den største kvalitet ligger ofte i løsninger, der understøtter hverdagslivet og sociale relationer.”

Et opgør med slummen

“Slum” eller “ghetto” vil nogle kalde de fattigste eksempler på nyere såkaldte uformelle bebyggelser. Arkitektur er i hvert fald ikke et typisk mærkat for de uformelle boligområder, hvor befolkningen bor uden formelle ejendomsrettigheder, og hvor byggeri sker uden større statslig kontrol.

Der er tale om den såkaldte moderne vernakulær arkitektur – byggeri skabt uden for den formelle arkitektprofession. Her er der ingen byplaner, planlagte karreer og nøje tilrettelagte pladser og handelszoner. Men de opstår alligevel efter behov. Bliktage og betonmure skaber enorme labyrinter af byområder, hvor naboen altid er tæt på.

”Der findes også velfungerende kvarterer, hvor infrastrukturen fungerer nogenlunde, og hvor middelklassen bor,” forklarer Johan Mottelson og afmonterer myten om de primitive slumbyer:

”Virkeligheden er langt mere kompleks. Ud over udfordringerne er der også tale om meget dynamiske bymiljøer, hvor funktioner kombineres, og rum udnyttes fleksibelt.”

”Mange steder er der en stærk fællesskabskultur og en evne til at få meget ud af få ressourcer,” tilføjer han.

Johan Mottelson forsøger at komme 360 grader rundt om styrker og risikofaktorer ved denne type byudvikling. Det gør han i tæt samarbejde med andre forskere og ved hjælp af sundhedsdata, kortlægning af uformelle bosættelser med droner og deep learning-metoder (AI-baseret billedanalyse) til at identificere områder med høj sygdomsrisiko og dermed guide målrettede sundhedsinterventioner. Og ikke mindst gennem omfattende feltstudier.

Johan Mottelson har selv set og mærket både de positive og de problematiske sider af livet i en uformel bosættelse på egen krop siden 2011. Han har boet som de lokale og fulgt deres sociale levevis. Her er grænsen mellem privat og offentligt rum flydende. Hverdagslivet udspiller sig i gader og fællesrum, hvor mennesker mødes, arbejder og opholder sig side om side, og hvor sociale relationer konstant bliver vedligeholdt og skabt på ny.

”Det har været både inspirerende og til tider hjerteskærende at opleve nogle af de mere komplekse forhold. Det er en meget sammensat personlig rejse,” siger han.

Den tilgang er en unik styrke, som har banet vej for sølvmedaljen: Videnskabernes Selskabs bedømmelsesudvalg hæfter sig særligt ved hans brug af tværfaglige metoder og vinkler, som har ført til nye erkendelser inden for de berørte discipliner, der omfatter humaniora, samfundsfag, sygdomsforebyggelse og den bredere udviklingsforskning.

Bedømmelsesudvalget fremhæver desuden, at hans forskning udgør original grundvidenskabelig forskning med betydning for forståelsen af byudvikling i det globale syd. Det gælder særligt i spørgsmålet om, hvordan bystruktur og boligforhold påvirker risikoen for sygdomme og oversvømmelser i tætbefolkede områder.

Fri udvikling eller statslig styring?

Spændingen mellem selvorganiseret udvikling og planlagt regulering er central i Johan Mottelsons forskning. Han argumenterer for, at det er på tide at gentænke den traditionelle vestlige byplanlægning i Østafrika.

”Planlægningsregulering og byggestandarder er med til at sikre infrastruktur, offentlige rum og rimelige boligforhold,” forklarer han, men understreger, at det skal balanceres med de konkrete muligheder.

For der mangler simpelthen både embedsfolk og de nødvendige ressourcer i områder, hvor flertallet af de lokale beboere er finansielt ekskluderet fra et formelt boligmarked, som vi kender det herhjemme. Til gengæld er der stor inspiration at hente i den lokale kontekst.

Derfor peger Johan Mottelson på, at byplanlægning i højere grad bør forankres i lokale kulturer og traditioner og tage udgangspunkt i dynamiske byggestile, der tager højde for alt fra materialer og ejerforhold, til hvordan man planlægger gader, pladser og transportsystemer.

Han har studeret, hvordan myndighedernes tilgang til den uformelle boligsektor har afgørende betydning for boligers spredning og udformning i byerne i det sydlige og østlige Afrika. Det vil sige områder, hvor vi ved, at flertallet af befolkningen er finansielt ekskluderet fra det formelle boligmarked.

Hans resultater understreger, at de mere styrede tilgange til den uformelle boligsektor typisk ender i små, tæt bebyggede enklaver af lejeboliger. De mindre regulerede områder med laissez faire-tilgange fremmer i stedet spredte bosættelser hovedsageligt af ejerboliger.

Begge tilgange har vidtrækkende konsekvenser for udbud og efterspørgsel på det uformelle boligmarked, boligpriser, ejerskabsforhold, adgang til infrastruktur, udviklingen af det bebyggede miljø og beboernes livskvalitet.

Men der er håb for at finde en mere hensigtsmæssig balance.

To af Johan Mottelsons studier fra Maputo i Mozambique viser, at selv en begrænset planlægningsindsats kan gøre en forskel til den positive side. Forskningen fremhæver blandt andet, hvordan enkle planlægningsgreb som vejføring og grundudstykning kan forbedre tilgængelighed og styrke effekten af infrastrukturinvesteringer i områder med begrænset regulering.

Fra arkitekttegnet til menneskeskabt

Forskningen har præget hans syn på arkitektur fra formelt planlagt byggeri til også at omfavne byrum skabt af de mennesker, der bor, lever og arbejder mellem bygninger.

”Meget af mit arbejde fokuserer på byggeri som mange nok slet ikke vil forbinde med arkitektur. Den romerske arkitekt Vitruvius mente, at god arkitektur skulle være holdbar, funktionel og smuk. Det er nogle udmærkede principper, men jeg tror, skønhed langt hen ad vejen er kulturelt betinget, og funktion ændres ofte igennem en bygnings levetid,” siger han og uddyber:

”God arkitektur bør efter min mening understøtte vores fælles forestilling om det gode liv og vores kulturelle værdier. For mig handler det særligt om at understøtte stærke fællesskaber.”

Det kræver, at arkitekturen er kontekstspecifik, tilpasser sig omskiftelige behov og understøtter de sociale fællesskaber. Et nyligt studie fra Dar es Salaam viser netop den dynamik. Her udvikler boliger sig løbende i takt med beboernes behov og de ressourcer, de har til rådighed. Dét er smukt i sig selv.

For ham er det derfor også vigtigt at skabe opmærksomhed om de liv og livsvilkår, der følger med, men kan føles fjerne. Han rækker aktivt ud til både faglige og bredere offentlige kredse med filmminiserier og bidrag til udstillinger på Louisiana – Museum for Moderne Kunst, Utzon Center, Dansk Arkitektur Center, Arkitektur Biennalen i Venedig og senest en fuld selvstændig udstilling på Folkemødet i Allinge i 2025. Den formidlingsmæssige indsats har også været med til at bane vejen til sølvmedaljen.

Johan Mottelson håber nu, at den medvind til forskningen kan være med til at styrke arkitektfagets analytiske blik og samfundsmæssige relevans – i et både menneskeligt og bæredygtigt perspektiv, der tager højde for befolkningsvækst, klimatilpasning og “det gode liv”. Derfor er han både beæret og taknemmelig for, at Videnskabernes Selskab anerkender forskningsfeltet med selskabets sølvmedalje.

”På længere sigt håber jeg, at mit arbejde kan bidrage til at øge forståelsen af byudvikling og boligforhold i Afrika syd for Sahara og dermed medvirke til at understøtte bæredygtig byudvikling.”

Det er viden, som rækker udover de lokale områder og værdifuld viden i en verden med befolkningsudvikling og klima i forandring.

Sølvmedaljen bliver tildelt ved et medlemsmøde i Videnskabernes Selskab den 24. september.

Af Ghita Nidam Møller

Vi har længe diskuteret, om vi kan stole på maskinerne, på kunstig intelligens, kvanteteknologi og ja, velsagtens alle nye teknologier. Vi forstår efterhånden det fundamentale. Det centrale spørgsmål er nu, hvordan vi kan stole på, at teknologierne rent faktisk virker efter hensigten? Særligt når det gælder kvanteteknologi, som de færreste af os måske helt kan begribe, hvad egentlig er.

For eksempel kunne man tro, at en social medie-app kun forbinder dig med venner, men den kunne i det skjulte bruge din mikrofon til at indsamle data til målrettede reklamer. På samme måde kunne en kvanteenhed tilsyneladende producere korrekte resultater, men uden specialiserede metoder kan vi ikke være sikre på, at den gør det af de rette årsager og på den mest meningsfulde måde.

Dét har lektor Laura Mančinska dedikeret sin forskning til at gøre os klogere på. Hun arbejder særligt med teorien bag kvantecomputere – et felt, der kan revolutionere vores måde at behandle information på. Men først en myteknuser: Kvantecomputere er ikke bedre til at løse alle problemer. Det er videnskab, ikke magi.

Hendes store indsats har indtil videre sikret hende store forskningsprojekter og ført til publikationer i nogle af verdens mest anerkendte tidsskrifter som Nature og Transactions on Information Theory. Blandt andet dét er blandt grundene til, at hun nu modtager Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje for 2025.

Hvornår vinder kvanteteknologi over den klassiske computer?

Kvantecomputere er blevet et buzzword på tværs af forskningsfelter, men faldgruber og fordele går hånd i hånd. Laura Mančinska forsøger med sin forskning at identificere og konkretisere faldgruberne, så de kan afvejes mod fordelene.

Det gør hun som lektor ved Institut for Matematiske Fags forskningscenter QMATH på Københavns Universitet, hvor hun forsker i kvanteinformation – et tværfagligt felt mellem matematik, datalogi og fysik.

“Jeg arbejder med det, man kalder kvantecomputing. I stedet for at bygge kvantecomputere prøver jeg at forstå, hvad vi faktisk kan bruge dem til – f.eks. hvilke problemer de kan løse bedre end almindelige computere.”

For selvom det i år er 100 år siden, at den moderne kvantemekanik blev formuleret, forstår vi stadig kun en brøkdel af, hvordan vi tester funktionerne i praksis – fx i kvantecomputere og kvantemodeller. Så hvordan kan vi vurdere, hvornår den virker som ønsket og rent faktisk giver mening at bruge?

Som med enhver teknologi er det ikke altid ligetil at verificere, at en enhed fungerer præcis, som den skal. Med kvanteenheder er udfordringen endnu større:

”Deres kvantemekaniske natur betyder, at de opererer på måder, der fundamentalt adskiller sig fra klassiske systemer. Derfor kan vi ikke bruge de gængse metoder til at teste. Vi må udvikle nye teknikker, der er skræddersyet til de nye egenskaber,” fortæller Laura Mančinska og tilføjer:

”Det spændende er, at kvanteteknologi også tilbyder hidtil usete muligheder — de verifikations- og sikkerhedsteknikker, vi kan udvikle til disse systemer, kan i nogle tilfælde overgå, hvad der er muligt med klassisk teknologi.”

Det er nærliggende, da udviklingen allerede ruller. Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Novo Nordisk Fonden har netop annonceret,  at de gennem deres nyetablerede virksomhed QuNorth vil erhverve og installere, hvad man forventer bliver verdens mest kraftfulde kvantecomputer. Computeren, der får navnet ”Magne”, skal installeres i København og vil prioritere adgang for nordiske forskere og virksomheder.

Teori før teknologi

På tærsklen til en bredere udbredelse af kvanteteknologi er det derfor vigtigere end nogensinde at forstå det teoretiske fundament. Laura Mančinska understreger, at det er afgørende at vide, hvilke opgaver der faktisk har en kvantefordel.

Hun arbejder i øjeblikket på at udvikle en teori for kvantereduktioner – en metode til at vurdere, hvor meget kvantesammenfiltring en opgave kræver, og om det er umagen værd. Et centralt tema i hendes forskning er interaktive beregninger, hvor f.eks. flere parter samarbejder om en opgave – som når du logger på din netbank med MitID, og både du, banken og MitID er involveret.

“I den slags scenarier bliver kvantesammenfiltring særligt nyttig. Det kan give os hurtigere løsninger eller mere sikre løsninger.”

Hun beskriver kvantesammenfiltring som: “En meget stærk forbindelse mellem to distancerede parter, som ikke er mulig med klassisk fysik.” Det er så at sige lidt som telepati mellem mennesker, men uden magi.

“Hvis noget kræver enormt meget sammenfiltring, kan det være, det ikke er værd at bruge kvanteteknologi til den opgave,” siger hun og henviser til brugen af energi, tid og kompleksitet.

Et af hendes mest spændende øjeblikke blev affødt af netop den logik, da hun lå søvnløs og fik en idé til et problem, der havde naget hende: Kan man have en opgave, der kræver uendelig kvantesammenfiltring? Og hvordan beskriver man en sådan opgave teoretisk?

“Det føltes som at finde en skjult sti i mørket. Idéen virkede – men der var meget arbejde bagefter med at bevise det hele.”

Et spørgsmål om tillid

Kvanteteknologi bliver altså lige nu rullet ud i verden, mens vi stadig er ved at forstå spændet af muligheder og faldgruber. Grundprincipperne i kvanteteori er formaliserede og anerkendte. Det, der er svært at forstå, er præcis hvad, der kan udledes af disse regler – altså hvad kvantecomputere egentlig er i stand til. Det stiller store krav til troværdighed og transparens, især når teknologien anvendes til sårbare og komplekse opgaver.

Hvordan ved vi, at kvantecomputeren udfører opgaven korrekt? Og hvordan sikrer vi, at ingen lytter med?

Laura Mančinska forsker i netop disse tillidsspørgsmål med en Villum Young Investigator-bevilling i ryggen. Hendes projekt om pålidelige kvanteteknologier har til formål at udvikle metoder til at verificere, at kvanteenheder fungerer korrekt – uden at man behøver at stole blindt på dem.

“Det centrale spørgsmål, jeg forsøger at forstå, er: Når du har en kvanteenhed, hvordan ved du så, at den faktisk gør det, du tror, den gør?”

Hun arbejder med kvanteprotokoller – en slags sikker køreplan og kryptering – der kan sikre korrekt og sikker udførelse af opgaver.

“Det er lidt som at have en muligvis upålidelig vægt og en klods, der skal veje ét kilo – men du ved ikke, om nogen af dem virker. Hvordan tester du dem, hvis du ikke kan stole på nogen af dem?”

Fra magi til matematik

Laura Mančinskas drivkræft har fulgt hende længe før, kvantecomputere for alvor kom på alles nethinder. Hun blev fanget af kvantefysikken som studerende i Letland – og har ikke set sig tilbage siden.

“Da jeg første gang så, hvad kvantecomputere kunne, virkede det som magi. Men det er ikke magi – det er bare fysik, vi ikke oplever til daglig.”

Kompleksiteten er dog tydelig, når selv Einstein kunne tage fejl – og det gjorde han. Siden da har feltet udviklet sig og bragt Laura Mančinska til Canada, Singapore og Storbritannien, før hun slog sig ned i Danmark. Her står kvantefysik stærkt, bl.a. takket være Videnskabernes Selskabs tidligere præsident og fysiker Niels Bohr, der var med til at opdage kvantemekanik.

“Danmark har meget aktivitet – og det skyldes nok Niels Bohr og den historie, vi har her.”

Laura Mančinska er både fagligt og personligt stolt over at modtage sølvmedaljen og føre traditionen videre 100 år efter, at de første teorier kom på bordet fra nogle af historiens mest anerkendte videnskabsfolk.

“Det bekræfter, at de spørgsmål, jeg har dedikeret mig til, bliver set som vigtige. Og det rørte mig meget, at mine kolleger tog initiativ til at nominere mig.”

Hun håber, at prisen kan bruges til at styrke forskningssamarbejder, arrangere en workshop eller tage på en faglig rejse med sine studerende – i ånden fra Niels Bohrs ideal om åbent samarbejde.