Arkitektur, sundhed og byliv: Sølvmedaljemodtager udvider forståelsen af byudvikling i det globale syd

Arkitektur, sundhed og byliv: Sølvmedaljemodtager udvider forståelsen af byudvikling i det globale syd

Lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Johan Mottelson modtager Videnskabernes Sølvmedalje for sin forskning i uformelle byområder i særligt Øst- og Sydafrika. Foto: Videnskabernes Selskab.
Videnskabernes Selskab tildeler lektor Johan Mottelson sølvmedalje for sin forskning i uformelle bosættelser, som udvider arkitekturfagets blik for millioner af menneskers levevilkår verden over.

Af Ghita Nidam Møller

Omkring en milliard mennesker på verdensplan bor i såkaldte uformelle bosættelser. Lige over halvdelen af den urbane befolkning i Afrika syd for Sahara bor ligefrem i den type uregulerede boligområder, som nogle, vil kalde “slum”.

Denne type byudvikling er stigende og dermed også de miljø- og sundhedsmæssige udfordringer. Dét krydsfelt mellem arkitektur, byudvikling og levevilkår har lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Johan Mottelson arbejdet med i mere end 15 år på en række feltstudier – især i det sydlige og østlige Afrika.

For den store indsats i felten og stærke tværfaglige samarbejder modtager han nu Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje, som går til yngre forskere for fremragende grundvidenskabelige præstationer.

Målet med Johan Mottelsons forskning står på to ben: større forståelse af det byggede miljø og liv i uformelle bosættelser; dernæst at bruge den viden til at skabe interventioner og byudviklingspolitik, der fremmer sundhed og levevilkår for beboerne.

Bygninger og det levede liv imellem din og min bolig, byrummet, er nemlig ikke kun et spørgsmål om ly for natten. Det er vores hjem og fællesskab, som danner rammen om arbejdsliv, sundhed og sociale relationer. Det gælder for mennesker i hele verden – uanset kvarterets karakter.

Eller som Johan Mottelson formulerer det:

”Arkitektur behøver ikke at gøre opmærksom på sig selv. Den største kvalitet ligger ofte i løsninger, der understøtter hverdagslivet og sociale relationer.”

Et opgør med slummen

“Slum” eller “ghetto” vil nogle kalde de fattigste eksempler på nyere såkaldte uformelle bebyggelser. Arkitektur er i hvert fald ikke et typisk mærkat for de uformelle boligområder, hvor befolkningen bor uden formelle ejendomsrettigheder, og hvor byggeri sker uden større statslig kontrol.

Der er tale om den såkaldte moderne vernakulær arkitektur – byggeri skabt uden for den formelle arkitektprofession. Her er der ingen byplaner, planlagte karreer og nøje tilrettelagte pladser og handelszoner. Men de opstår alligevel efter behov. Bliktage og betonmure skaber enorme labyrinter af byområder, hvor naboen altid er tæt på.

”Der findes også velfungerende kvarterer, hvor infrastrukturen fungerer nogenlunde, og hvor middelklassen bor,” forklarer Johan Mottelson og afmonterer myten om de primitive slumbyer:

”Virkeligheden er langt mere kompleks. Ud over udfordringerne er der også tale om meget dynamiske bymiljøer, hvor funktioner kombineres, og rum udnyttes fleksibelt.”

”Mange steder er der en stærk fællesskabskultur og en evne til at få meget ud af få ressourcer,” tilføjer han.

Foto fra felten: Johan Mottelson.
Foto fra felten: Johan Mottelson.
Foto fra felten: Remígio Chilaule.

Johan Mottelson forsøger at komme 360 grader rundt om styrker og risikofaktorer ved denne type byudvikling. Det gør han i tæt samarbejde med andre forskere og ved hjælp af sundhedsdata, kortlægning af uformelle bosættelser med droner og deep learning-metoder (AI-baseret billedanalyse) til at identificere områder med høj sygdomsrisiko og dermed guide målrettede sundhedsinterventioner. Og ikke mindst gennem omfattende feltstudier.

Johan Mottelson har selv set og mærket både de positive og de problematiske sider af livet i en uformel bosættelse på egen krop siden 2011. Han har boet som de lokale og fulgt deres sociale levevis. Her er grænsen mellem privat og offentligt rum flydende. Hverdagslivet udspiller sig i gader og fællesrum, hvor mennesker mødes, arbejder og opholder sig side om side, og hvor sociale relationer konstant bliver vedligeholdt og skabt på ny.

”Det har været både inspirerende og til tider hjerteskærende at opleve nogle af de mere komplekse forhold. Det er en meget sammensat personlig rejse,” siger han.

Den tilgang er en unik styrke, som har banet vej for sølvmedaljen: Videnskabernes Selskabs bedømmelsesudvalg hæfter sig særligt ved hans brug af tværfaglige metoder og vinkler, som har ført til nye erkendelser inden for de berørte discipliner, der omfatter humaniora, samfundsfag, sygdomsforebyggelse og den bredere udviklingsforskning.

Bedømmelsesudvalget fremhæver desuden, at hans forskning udgør original grundvidenskabelig forskning med betydning for forståelsen af byudvikling i det globale syd. Det gælder særligt i spørgsmålet om, hvordan bystruktur og boligforhold påvirker risikoen for sygdomme og oversvømmelser i tætbefolkede områder.

Foto fra felten: Johan Mottelson.

Fri udvikling eller statslig styring?

Spændingen mellem selvorganiseret udvikling og planlagt regulering er central i Johan Mottelsons forskning. Han argumenterer for, at det er på tide at gentænke den traditionelle vestlige byplanlægning i Østafrika.

”Planlægningsregulering og byggestandarder er med til at sikre infrastruktur, offentlige rum og rimelige boligforhold,” forklarer han, men understreger, at det skal balanceres med de konkrete muligheder.

For der mangler simpelthen både embedsfolk og de nødvendige ressourcer i områder, hvor flertallet af de lokale beboere er finansielt ekskluderet fra et formelt boligmarked, som vi kender det herhjemme. Til gengæld er der stor inspiration at hente i den lokale kontekst.

Derfor peger Johan Mottelson på, at byplanlægning i højere grad bør forankres i lokale kulturer og traditioner og tage udgangspunkt i dynamiske byggestile, der tager højde for alt fra materialer og ejerforhold, til hvordan man planlægger gader, pladser og transportsystemer.

Han har studeret, hvordan myndighedernes tilgang til den uformelle boligsektor har afgørende betydning for boligers spredning og udformning i byerne i det sydlige og østlige Afrika. Det vil sige områder, hvor vi ved, at flertallet af befolkningen er finansielt ekskluderet fra det formelle boligmarked.

Hans resultater understreger, at de mere styrede tilgange til den uformelle boligsektor typisk ender i små, tæt bebyggede enklaver af lejeboliger. De mindre regulerede områder med laissez faire-tilgange fremmer i stedet spredte bosættelser hovedsageligt af ejerboliger.

Begge tilgange har vidtrækkende konsekvenser for udbud og efterspørgsel på det uformelle boligmarked, boligpriser, ejerskabsforhold, adgang til infrastruktur, udviklingen af det bebyggede miljø og beboernes livskvalitet.

Men der er håb for at finde en mere hensigtsmæssig balance.

To af Johan Mottelsons studier fra Maputo i Mozambique viser, at selv en begrænset planlægningsindsats kan gøre en forskel til den positive side. Forskningen fremhæver blandt andet, hvordan enkle planlægningsgreb som vejføring og grundudstykning kan forbedre tilgængelighed og styrke effekten af infrastrukturinvesteringer i områder med begrænset regulering.

Fra arkitekttegnet til menneskeskabt

Forskningen har præget hans syn på arkitektur fra formelt planlagt byggeri til også at omfavne byrum skabt af de mennesker, der bor, lever og arbejder mellem bygninger.

”Meget af mit arbejde fokuserer på byggeri som mange nok slet ikke vil forbinde med arkitektur. Den romerske arkitekt Vitruvius mente, at god arkitektur skulle være holdbar, funktionel og smuk. Det er nogle udmærkede principper, men jeg tror, skønhed langt hen ad vejen er kulturelt betinget, og funktion ændres ofte igennem en bygnings levetid,” siger han og uddyber:

”God arkitektur bør efter min mening understøtte vores fælles forestilling om det gode liv og vores kulturelle værdier. For mig handler det særligt om at understøtte stærke fællesskaber.”

Det kræver, at arkitekturen er kontekstspecifik, tilpasser sig omskiftelige behov og understøtter de sociale fællesskaber. Et nyligt studie fra Dar es Salaam viser netop den dynamik. Her udvikler boliger sig løbende i takt med beboernes behov og de ressourcer, de har til rådighed. Dét er smukt i sig selv.

For ham er det derfor også vigtigt at skabe opmærksomhed om de liv og livsvilkår, der følger med, men kan føles fjerne. Han rækker aktivt ud til både faglige og bredere offentlige kredse med filmminiserier og bidrag til udstillinger på Louisiana – Museum for Moderne Kunst, Utzon Center, Dansk Arkitektur Center, Arkitektur Biennalen i Venedig og senest en fuld selvstændig udstilling på Folkemødet i Allinge i 2025. Den formidlingsmæssige indsats har også været med til at bane vejen til sølvmedaljen.

Johan Mottelson håber nu, at den medvind til forskningen kan være med til at styrke arkitektfagets analytiske blik og samfundsmæssige relevans – i et både menneskeligt og bæredygtigt perspektiv, der tager højde for befolkningsvækst, klimatilpasning og “det gode liv”. Derfor er han både beæret og taknemmelig for, at Videnskabernes Selskab anerkender forskningsfeltet med selskabets sølvmedalje.

”På længere sigt håber jeg, at mit arbejde kan bidrage til at øge forståelsen af byudvikling og boligforhold i Afrika syd for Sahara og dermed medvirke til at understøtte bæredygtig byudvikling.”

Det er viden, som rækker udover de lokale områder og værdifuld viden i en verden med befolkningsudvikling og klima i forandring.

Sølvmedaljen bliver tildelt ved et medlemsmøde i Videnskabernes Selskab den 24. september.

Johan Mottelson, sølvmedaljemodtager 2026. Foto: Videnskabernes Selskab.

Om forskeren

Johan Mottelson er lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi med speciale i uformelle byområder globalt, særligt i Øst- og Sydafrika.

Hans nuværende forskning omhandler udvikling af uformel infrastruktur, uformel boligarkitektur, fremvoksende jordrettighedssystemer, klimatilpasning i uformelle bosættelser og sammenhængen mellem urbane miljøforhold og sundhedsudfald.

  • 2024- Lektor, Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering
  • 2022-2024 Adjunkt, Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering
  • 2021-2022 Postdoc, Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering
  • 2014-2017 Forskningsassistent, Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering.

Om Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje

 

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab uddeler hvert år en sølvmedalje til en yngre forsker for en fremragende grundvidenskabelig præstation.

 

Prisen uddeles skiftevis til en yngre humanistisk eller samfundsvidenskabelig og naturvidenskabelig forsker med tilknytning til dansk forskning. Med sølvmedaljen følger et prislegat på 100.000 kr. til prismodtagerens forskning.

 

Du kan læse mere om sølvmedaljen og finde tidligere modtagere her.

Glimt fra fejring: H.M. Dronning Margrethe overrækker videnskabspris

Glimt fra fejring: H.M. Dronning Margrethe overækker videnskabspris

Professor og overlæge Vibe Frøkjær Gedsø modtog videnskabsprisen af H.M. Dronning Margrethe ved en særlig ceremoni, hvor hun også delte sin forskning. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab.
Videnskabernes Selskab uddelte traditionen tro Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s Videnskabspris. Se billederne fra prisoverrækkelsen med H.M. Dronningen og kom bagom forskningen i mediernes samtale med prismodtageren, professor og overlæge Vibe Gedsø Frøkjær.

For en dag fik forskning i hjernekemi, mental sundhed og hormoner rampelyset i Videnskabernes Selskab.

Professor og overlæge Vibe Gedsø Frøkjær modtog Dronning Margrethe II’s Videnskabspris ved en ceremoni i selskabets lokaler fyldt med fagfæller og familie.

H.M. Dronning Margrethe overrakte Videnskabsprisen for 2026, en pris stiftet i  anledning af Majestætens 75-års fødselsdag.

Nedenfor kan du se glimt fra den festlige dag, som også vandt live-sendetid på TV 2 News samt plads i spalterne på en række medier.

 

Alle fotos af fotograf Lars Svankjær for Videnskabernes Selskab.

 

Videnskabsprisen baner vej til spalter og live tv:

Læs om prisen, forskeren og forskningen her eller gå på opdagelse i et udpluk af mediernes omtale.

Politiken får råd og indsigter fra forskeren om østrogens betydning for kvindehjernen: Hun forsker i østrogens betydning for kvindehjernen – her er hendes råd til overgangsalderen

Uniavisen giver indblik i hjernens ubalancer: Hun får Dronning Margrethes Videnskabspris for sin forskning i hjernens ubalancer

Se med i TV 2 News og co., der sendte live på dagen og fortsatte i paneldebat: News & Co.: Hver sjette dansker hårdt ramt af søvnproblemer

Hjernen på hormoner: Modtager af Dronning Margrethe II’s Videnskabspris forbinder hjernekemi og mental sundhed

Hjernen på hormoner: Modtager af Dronning Margrethe II’s Videnskabspris forbinder hjernekemi og mental sundhed

Professor og overlæge Vibe Gedsø Frøkjær forsker i hjernens kemi og særligt hormonernes påvirkning på mental sundhed for kvinder. Til det har hun opbygget verdensstørste database. Foto: Videnskabernes Selskab.
Videnskabernes Selskab tildeler professor og overlæge Vibe Gedsø Frøkjær Dronning Margrethe II’s Videnskabspris for sin forskning i hjernens samspil med hormoner, stress-regulering og stofskifte. Hun afdækker centrale mekanismer bag sygdomme som depression og demens – og bringer os et vigtigt skridt tættere på mere målrettet og individualiseret forebyggelse og behandling.

Af Ghita Nidam Møller

Teenagerusen, graviditetsræset, for ikke at glemme en fødsel og tiden efter, hvor et liv er blevet til to. Hormonerne flyver højt og falder dybt. Særligt for kvinder. Hver fase påvirker kroppen, men i høj grad også hjernen.

Men hvad betyder kønshormoner egentlig for vores hjerners maskineri og sundhed, vores sindsstemning og følelsesliv? Og kan man ligefrem fange en del af forklaringen på et billede?

De spørgsmål har professor og overlæge Vibe Gedsø Frøkjær viet sin forskning til. Hun søger svar helt ned på niveauet af hjernens 100 milliarder nerveceller, der arbejder sammen for at holde os i balance og hjælpe os gennem livets belastninger. Det er et komplekst samspil mellem hormoner, hjernekemi og mental sundhed.

For den store indsats modtager hun Dronning Margrethe II’s Videnskabspris, som Videnskabernes Selskab uddeler hvert år.

Med sin forskning åbner hun nye perspektiver for forebyggelse og individualiseret behandling særligt inden for kvinders mentale sundhed. Det er afgørende viden i en verden, hvor 15–25 procent af alle kvinder og 7–12 procent af alle mænd får en depression i løbet af livet. Kvinder rammes altså dobbelt så ofte som mænd – noget hendes forskning kan være med til både at forklare og forebygge.

Hormoner og humør: hul igennem til kommunikationen

Vibe Gedsø Frøkjær er i sit tværfaglige virke ansat hele tre steder: som professor i neuropsykiatri ved Københavns Universitet, som psykiater og forskerleder ved Psykiatrisk Center København, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og som forskningsgruppeleder ved Neurobiologisk Forskningsenhed, Rigshospitalet. Kernen i hendes arbejde er hjernens serotonerge system, et af hjernens vigtige interne kommunikationssystemer, forklarer professoren.

Det regulerer humør, appetit, søvn, døgnrytme, stressrespons, forvaltning af frygt- og aggressive impulser og motivation. Alt det, der holder os i balance. Systemet er derfor centralt for vores mentale velbefindende og ofte forstyrret ved depression. Her kommer systemets serotoninceller og hormoner ind i billedet.

“Serotonincellerne er bygget til at lytte til kønshormoner. Det giver god grund til at tro, at der er et vigtigt samspil,” siger Vibe Gedsø Frøkjær og tilføjer:

“Næsten alle farmakologiske måder, vi har til at behandle depression, går ud på at skabe lidt mere hul igennem kommunikationen i det her system. Vi ved også, at visse ikke-farmakologiske behandlinger, der kan virke antidepressivt, påvirker serotoninkemien, f.eks. samtaleterapi.”

Der er dog endnu ikke forsket så meget i de biologiske mekanismer ved effektive ikke-farmakologiske behandlinger.

Systemet er derfor et vigtigt område at nærstudere, hvis man vil prøve at forstå og påvirke mekanismer, der er vigtige i forhold til depression og neurodegenerative sygdomme som f.eks. Alzheimers sygdom. Det gør Vibe Gedsø Frøkjær. Hun har helt konkret udviklet og drevet et forskningsprogram, der binder molekylær hjerneafbildning sammen med klinisk psykiatri og interventioner, hvor forskerne målrettet påvirker kroppen – for eksempel ved at ændre hormonniveauer – for at undersøge, hvordan hjernen reagerer.  Det bliver koblet sammen med store befolkningsdata på tværs af discipliner, hvilket giver et unikt indblik i både mekanismer og konsekvenser.

Snapshot af hjernens kemi

For at forstå disse mekanismer helt ned på molekylært niveau har Vibe Gedsø Frøkjær udviklet et forskningsprogram, der gør det muligt at se hjernens kemi i levende mennesker.

Ved hjælp af avancerede såkaldte PET-scanninger af hjernen har hun observeret hjernens reaktioner i forbindelse med naturlige modeller og interventioner for kønshormonelle udsving, hvor forskerne bevidst påvirker kroppens biologi for eksempel ved midlertidigt at ændre hormonniveauer. Det giver mulighed for at studere effekten på hjernens kemi med stor præcision. Ved at indføre et bestemt sporstof i blodet fordeles det i kroppen og binder sig til bestemte receptorer i hjernen og afslører indirekte, hvor meget af et givent molekyle, der er til stede.

Man kan, så at sige, afbilde den levende menneskehjernes kemi, forklarer Vibe Gedsø Frøkjær.

Metoden gør det muligt at koble detaljeret hjernekemi med biologiske markører, spørgeskemaer og personlighedstræk, der er vigtige for stresshåndteringskapaciteten. Det kan man helt unikt for Danmark sammenholde med anonymiserede sundhedsregistre. Det betyder, at forskerne kan følge personer over tid og undersøge hvilke biologiske profiler, der knytter sig til robusthed eller risiko for senere mentale helbredsudfordringer.

”Her har vi chancen for at forstå noget vigtigt, fordi vi kan kigge på kvindehjerner, som er ret fantastiske og gennem et liv formår at tilpasse sig meget store ændringer over livsfaser, inklusive hormonelle udsving. Det bør vi lære af for at forstå noget om både sårbarhed og robusthed af hjerner,” siger Vibe Gedsø Frøkjær.

Danmark er blandt verdens førende inden for metoden, og hendes platform på Rigshospitalet har opbygget verdens største database af PET-scannede raske forsøgspersoner.

Pet-scanninger som denne afbilder hjernens kemi og giver indblik i, hvor og hvornår hjernen reagerer på f.eks. ændringer i hormoner.

Vibe Gedsø Frøkjærs har opbygget verdens største database af PET-scannede raske forsøgspersoner – en slags billedbibliotek over hjernekemi. Illustration: Beliveau et al. (2017) High-Resolution In Vivo Atlas of Serotonin System i The Journal of Neuroscience.

En robust hjerne

Forskningen viser, at hjernen er utroligt tilpasningsdygtig selv under heftige hormonskift. Hjernens fleksibilitet, dens evne til at skrue op og ned for sin serotoninsignalering, ser ud til at rumme en form for ”robusthedskemi”, der for eksempel beskytter mod vinterdepression og andre stemningsforstyrrelser.

”Som et eksempel kan vi se, at mennesker, der uden problemer klarer skiftet fra sommer til vinter, har en hjerne, der er god til at skrue op og ned for serotoninsignaleringen. Den fleksibilitet ser ud til at være sund. Når systemet kommer ud af balance eller mister sin dynamik og bliver stift og ufleksibelt, ser vi højere forekomst af vinterdepression. Det tyder på, at fleksibilitet i hjernens serotoninsignalering er en form for robusthedskemi.”

Men robusthedskemi handler ikke kun om årstidernes skift. Den spiller også en rolle ved hormonelle påvirkninger som f.eks. opstart på prævention.

Forskere kan dokumentere, at hormonelle udsving på samme måde kan ændre serotoninsystemet og påvirke risikoen for depression og ændringer i kognition. Og ofte på en måde, der spiller sammen med personlighedsmål såsom målinger af stresshåndtering, robusthed og andre individuelle træk, der påvirker vores sårbarhed eller modstandskraft. Nogle kvinder er særligt følsomme over for hormonelle skift, hvilket kan forklare sårbarhed ved f.eks. opstart på hormonel prævention eller i tiden efter fødsel.

Når broen brænder til belønning

En af hovedrollerne er en serotoninreceptor, den såkaldte 5‑HT4‑receptor – en vigtig markør for serotoninsignalering.

”Receptoren har vist sig at være vigtig af forskellige grunde: Alene det, at den findes, gør den interessant – den må jo lave et eller andet. Den er også interessant, fordi den sidder med høj koncentration i den del af hjernen, som vi kalder belønningssystemet. Og vi kan også se, at den har med det kernesymptom af depression at gøre, hvor man ikke har adgang til glæde eller lyst til f.eks. socialt samvær”.

”Hvis man ikke kan integrere positive stimuli, så kan man ikke få så meget ud af de gode ting, der sker i ens liv. Man har vanskeligt ved at blive motiveret for noget, der er godt for en og for ens omgivelser. Man bliver ofte mere tilbagetrukket socialt.”

Vibe Gedsø Frøkjærs forskning viser blandt andet, at den omtalte receptor bliver påvirket ved hormonel prævention, også hos raske kvinder. De fleste kvinder ser ud til at tåle denne ændring i hjernekemien uden at udvikle depression, men hos nogle kvinder kan det måske have betydning for både humør, udvikling af depression og senere respons ved behandlingen af den.

Pet-scanninger af hjernens kemi beviser, at p-piller svækker serotoninsignalet i hjernen.

Det betyder, at kommunikationen til systemerne, der regulerer alt fra appetit til humør bliver svagere. Foto: Larsen et al. (2020), Oral contraceptives and the serotonin 4 receptor: a molecular brain imaging study in healthy women i Acta Psychiatrica Scandinavica.

En skrueknap til den enkelte

Forskningen ændrer måden, vi forstår depression og mental sundhed på. Ikke som en ensartet diagnose, men som et spektrum af biologiske profiler, der kræver skræddersyede løsninger. Og i hjernens komplekse kemi gemmer der sig nøgler til at udvide vores forståelse af både sygdom – og robusthed.

“Vi skal væk fra idéen om, at hjernens kemi kun er en ulempe eller en fordel. Biologien rummer på én og samme tid både styrker og sårbarheder. Det er ikke enten-eller,” siger Vibe Gedsø Frøkjær og tilføjer: “Der er noget yin og yang over det.”

Et centralt mål for forskningen er at blive i stand til at forudsige, hvem der har øget risiko ved hormonelle skift, i hvilken kontekst, og hvem der ikke har. Denne viden baner vejen for noget af det, forskningsfeltet længe har efterlyst: mere individualiseret rådgivning og behandling.

“Det giver mening at tænke, at nogle kvinder er mere påvirkelige af hormonelle skift end andre. Den viden vil kunne være stor hjælp til kvinder, så de kan træffe oplyste valg og både undgå sygdom og unødvendig frygt.”

Forskningen kan dermed have en direkte nytteværdi i det forebyggende stadie. Det kan på sigt føre til bedre rådgivning om valg af hormonel prævention og guide tidlig indsats under graviditet og postpartum hos kvinder med høj biologisk sårbarhed. Og ikke mindst en mere skræddersyet behandling af depression.

En stemme for et overset område

Med de perspektiver er det tydeligt, hvorfor forskningen vækker international opmærksomhed, og hvorfor årets videnskabspris går til Vibe Gedsø Frøkjær.

Hun har været med til at bryde en historisk berøringsangst for at forske i kvindespecifik biologi og psykiatri. Et område, der ellers tidligere var omgærdet af fordomme og misforståelser. Med sin nysgerrighed, vedholdenhed og tværgående tilgang har hun løftet et forskningsfelt, der både rummer grundvidenskabelige gennembrud og konkret nytte for patienter.

“Det her er ikke et nichefelt. Det handler om helt grundlæggende mekanismer, der er virkelig vigtige og påvirker alle hjerner og alle køn. Det er ikke kun noget, der kan redde en overset gruppe – det er et window of opportunity til at forstå alle hjerner.”

For Vibe Gedsø Frøkjær betyder prisen både faglig anerkendelse og ny energi til et område, der har kæmpet for synlighed.

“Det er en stor opmuntring både personligt og for hele min forskningsgruppe. Det giver muskler og nye muligheder for at tiltrække og inspirere dygtige folk og drive feltet videre og bidrage til at styrke mental sundhed,” siger hun.

Prisen bliver overrakt af H.M. Dronning Margrethe den 22. april i Videnskabernes Selskab.

Om Dronning Margrethe II’s Videnskabspris

Prisen er på 100.000 kroner og gives en gang om året til en fremragende dansk forsker under 50 år med forbehold for barsel og orlov, hvis forskning er inden for de videnskaber, som repræsenteres af Videnskabernes Selskab. Prismodtageren bliver udpeget af selskabets præsidium efter indstilling fra medlemmer af selskabet.

 

Prisen blev indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2015 i anledningen af H.M. Dronning Margrethes 75-års fødselsdag. Den overrækkes derfor tæt på H.M. Dronning Margrethes fødselsdag.

 

Tidligere prismodtagere er Tone Roald, Mads Albertsen, Mette Løvschal, Peter Lodahl, Lisbeth Imer, Anja Groth, Marie Louise Nosch, Morten Heiberg, Bo Brummerstedt Iversen og Jens-Christian Svenning.

 

Læs mere om prisen og de tidligere modtagere her.

 

Sølvmedaljevinder gør kvantecomputere til noget, vi kan stole på

Sølvmedaljevinder gør kvantecomputere til noget, vi kan stole på

Laura Mančinska er årets modtager af Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje, som går til fremragende yngre forskere. Foto: Rikke Reinholdt Petersen.
KU-lektor Laura Mančinska forsker i, hvordan vi meningsfuldt kan bruge og stole på kvantecomputeres arbejde – og udnytte hidtil usete teknologiske muligheder. Nu modtager hun Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje for sit arbejde.

Af Ghita Nidam Møller

Vi har længe diskuteret, om vi kan stole på maskinerne, på kunstig intelligens, kvanteteknologi og ja, velsagtens alle nye teknologier. Vi forstår efterhånden det fundamentale. Det centrale spørgsmål er nu, hvordan vi kan stole på, at teknologierne rent faktisk virker efter hensigten? Særligt når det gælder kvanteteknologi, som de færreste af os måske helt kan begribe, hvad egentlig er.

For eksempel kunne man tro, at en social medie-app kun forbinder dig med venner, men den kunne i det skjulte bruge din mikrofon til at indsamle data til målrettede reklamer. På samme måde kunne en kvanteenhed tilsyneladende producere korrekte resultater, men uden specialiserede metoder kan vi ikke være sikre på, at den gør det af de rette årsager og på den mest meningsfulde måde.

Dét har lektor Laura Mančinska dedikeret sin forskning til at gøre os klogere på. Hun arbejder særligt med teorien bag kvantecomputere – et felt, der kan revolutionere vores måde at behandle information på. Men først en myteknuser: Kvantecomputere er ikke bedre til at løse alle problemer. Det er videnskab, ikke magi.

Hendes store indsats har indtil videre sikret hende store forskningsprojekter og ført til publikationer i nogle af verdens mest anerkendte tidsskrifter som Nature og Transactions on Information Theory. Blandt andet dét er blandt grundene til, at hun nu modtager Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje for 2025.

 

Hvornår vinder kvanteteknologi over den klassiske computer?

Kvantecomputere er blevet et buzzword på tværs af forskningsfelter, men faldgruber og fordele går hånd i hånd. Laura Mančinska forsøger med sin forskning at identificere og konkretisere faldgruberne, så de kan afvejes mod fordelene.

Det gør hun som lektor ved Institut for Matematiske Fags forskningscenter QMATH på Københavns Universitet, hvor hun forsker i kvanteinformation – et tværfagligt felt mellem matematik, datalogi og fysik.

“Jeg arbejder med det, man kalder kvantecomputing. I stedet for at bygge kvantecomputere prøver jeg at forstå, hvad vi faktisk kan bruge dem til – f.eks. hvilke problemer de kan løse bedre end almindelige computere.”

For selvom det i år er 100 år siden, at den moderne kvantemekanik blev formuleret, forstår vi stadig kun en brøkdel af, hvordan vi tester funktionerne i praksis – fx i kvantecomputere og kvantemodeller. Så hvordan kan vi vurdere, hvornår den virker som ønsket og rent faktisk giver mening at bruge?

Som med enhver teknologi er det ikke altid ligetil at verificere, at en enhed fungerer præcis, som den skal. Med kvanteenheder er udfordringen endnu større:

”Deres kvantemekaniske natur betyder, at de opererer på måder, der fundamentalt adskiller sig fra klassiske systemer. Derfor kan vi ikke bruge de gængse metoder til at teste. Vi må udvikle nye teknikker, der er skræddersyet til de nye egenskaber,” fortæller Laura Mančinska og tilføjer:

”Det spændende er, at kvanteteknologi også tilbyder hidtil usete muligheder — de verifikations- og sikkerhedsteknikker, vi kan udvikle til disse systemer, kan i nogle tilfælde overgå, hvad der er muligt med klassisk teknologi.”

Det er nærliggende, da udviklingen allerede ruller. Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Novo Nordisk Fonden har netop annonceret,  at de gennem deres nyetablerede virksomhed QuNorth vil erhverve og installere, hvad man forventer bliver verdens mest kraftfulde kvantecomputer. Computeren, der får navnet ”Magne”, skal installeres i København og vil prioritere adgang for nordiske forskere og virksomheder.

 

Teori før teknologi

På tærsklen til en bredere udbredelse af kvanteteknologi er det derfor vigtigere end nogensinde at forstå det teoretiske fundament. Laura Mančinska understreger, at det er afgørende at vide, hvilke opgaver der faktisk har en kvantefordel.

Hun arbejder i øjeblikket på at udvikle en teori for kvantereduktioner – en metode til at vurdere, hvor meget kvantesammenfiltring en opgave kræver, og om det er umagen værd. Et centralt tema i hendes forskning er interaktive beregninger, hvor f.eks. flere parter samarbejder om en opgave – som når du logger på din netbank med MitID, og både du, banken og MitID er involveret.

“I den slags scenarier bliver kvantesammenfiltring særligt nyttig. Det kan give os hurtigere løsninger eller mere sikre løsninger.”

Hun beskriver kvantesammenfiltring som: “En meget stærk forbindelse mellem to distancerede parter, som ikke er mulig med klassisk fysik.” Det er så at sige lidt som telepati mellem mennesker, men uden magi.

“Hvis noget kræver enormt meget sammenfiltring, kan det være, det ikke er værd at bruge kvanteteknologi til den opgave,” siger hun og henviser til brugen af energi, tid og kompleksitet.

Et af hendes mest spændende øjeblikke blev affødt af netop den logik, da hun lå søvnløs og fik en idé til et problem, der havde naget hende: Kan man have en opgave, der kræver uendelig kvantesammenfiltring? Og hvordan beskriver man en sådan opgave teoretisk?

“Det føltes som at finde en skjult sti i mørket. Idéen virkede – men der var meget arbejde bagefter med at bevise det hele.”

Et spørgsmål om tillid

Kvanteteknologi bliver altså lige nu rullet ud i verden, mens vi stadig er ved at forstå spændet af muligheder og faldgruber. Grundprincipperne i kvanteteori er formaliserede og anerkendte. Det, der er svært at forstå, er præcis hvad, der kan udledes af disse regler – altså hvad kvantecomputere egentlig er i stand til. Det stiller store krav til troværdighed og transparens, især når teknologien anvendes til sårbare og komplekse opgaver.

Hvordan ved vi, at kvantecomputeren udfører opgaven korrekt? Og hvordan sikrer vi, at ingen lytter med?

Laura Mančinska forsker i netop disse tillidsspørgsmål med en Villum Young Investigator-bevilling i ryggen. Hendes projekt om pålidelige kvanteteknologier har til formål at udvikle metoder til at verificere, at kvanteenheder fungerer korrekt – uden at man behøver at stole blindt på dem.

“Det centrale spørgsmål, jeg forsøger at forstå, er: Når du har en kvanteenhed, hvordan ved du så, at den faktisk gør det, du tror, den gør?”

Hun arbejder med kvanteprotokoller – en slags sikker køreplan og kryptering – der kan sikre korrekt og sikker udførelse af opgaver.

“Det er lidt som at have en muligvis upålidelig vægt og en klods, der skal veje ét kilo – men du ved ikke, om nogen af dem virker. Hvordan tester du dem, hvis du ikke kan stole på nogen af dem?”

 

Fra magi til matematik

Laura Mančinskas drivkræft har fulgt hende længe før, kvantecomputere for alvor kom på alles nethinder. Hun blev fanget af kvantefysikken som studerende i Letland – og har ikke set sig tilbage siden.

“Da jeg første gang så, hvad kvantecomputere kunne, virkede det som magi. Men det er ikke magi – det er bare fysik, vi ikke oplever til daglig.”

Kompleksiteten er dog tydelig, når selv Einstein kunne tage fejl – og det gjorde han. Siden da har feltet udviklet sig og bragt Laura Mančinska til Canada, Singapore og Storbritannien, før hun slog sig ned i Danmark. Her står kvantefysik stærkt, bl.a. takket være Videnskabernes Selskabs tidligere præsident og fysiker Niels Bohr, der var med til at opdage kvantemekanik.

“Danmark har meget aktivitet – og det skyldes nok Niels Bohr og den historie, vi har her.”

Laura Mančinska er både fagligt og personligt stolt over at modtage sølvmedaljen og føre traditionen videre 100 år efter, at de første teorier kom på bordet fra nogle af historiens mest anerkendte videnskabsfolk.

“Det bekræfter, at de spørgsmål, jeg har dedikeret mig til, bliver set som vigtige. Og det rørte mig meget, at mine kolleger tog initiativ til at nominere mig.”

Hun håber, at prisen kan bruges til at styrke forskningssamarbejder, arrangere en workshop eller tage på en faglig rejse med sine studerende – i ånden fra Niels Bohrs ideal om åbent samarbejde.

Om Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab uddeler hvert år en sølvmedalje til en yngre forsker for en fremragende grundvidenskabelig præstation.

Prisen uddeles skiftevis til en yngre humanistisk eller samfundsvidenskabelig og naturvidenskabelig forsker med tilknytning til dansk forskning. Med Sølvmedaljen følger et prislegat på 100.000 kr. til prismodtagerens forskning.

Du kan læse mere om sølvmedaljen og finde tidligere modtagere her.

Foto: Rikke Reinholdt Petersen.

Om Laura Mančinska

  • 2023–2028: ERC Starting Grant – Quantum Information Processing with Interacting Parties (QInteract)
  • 2022–2025: PI i QuantERA-projektet – VERIfication of quantum Technologies, Applications and Systems (VERIqTAS)
  • 2021–2026: Villum Young Investigator – Trustworthy Quantum Technologies
  • 2017–nu: Lektor ved Matematisk Institut, Københavns Universitet
  • Postdoc ved School of Mathematics, University of Bristol
  • Postdoc ved Centre for Quantum Technologies (CQT), National University of Singapore
  • 2013: Ph.d. i kvanteinformation, University of Waterloo
  • Tilknyttet Institute for Quantum Computing (IQC) under ph.d.-studierne

 

Se Laura Mančinska forskningsprofil via KU.

Fra guldmedalje til fødselsdag og fotoserie: Tillykke med fødselsdagen, H.M. Kong Frederik X

Fra guldmedalje til fødselsdag og fotoserie: Tillykke med fødselsdagen, H.M. Kong Frederik X

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Videnskabernes Selskab fejrer i dag H.M. Kong Frederik X’s fødselsdag med en helt særlig fotoserie fra hans seneste besøg, hvor vi hyldede en særlig forsker med vores fornemmeste pris – selskabets guldmedalje.

Viden er guld og måske derfor den største gave, man kunne ønske sig. I den ånd fejrer vi, at H.M. Kong Frederik X i dag, den 26. maj, fylder 57 år. Det markerer Videnskabernes Selskab med et varmt tilbageblik på hans seneste festlige besøg.

Den 14. maj var nemlig en særlig dag for professor Per Halkjær Nielsen fra Institut for Kemi og Biovidenskab ved Aalborg Universitet. Her overrakte dagens royale fødselar Videnskabernes Selskabs guldmedalje til professoren for hans banebrydende forskning indenfor metoder og kortlæggelse af bakteriers mikrokosmos.

H.M. Kong Frederik X markerede dermed også til stor glæde sin støtte til videnskaben og sin rolle som protektor for Videnskabernes Selskab – en rolle han overtog efter H.M. Dronning Margrethe II, som bestred hvervet fra 1972 til 2024.

Dyk ned i vores billedserie med H.M. Kong Frederik X fra den festlige dag med foredrag fra guldmodtageren, familie, musik og samtale mellem selskabets medlemmer, forskere. Må dagen i dag også bringe lignende glæde. Hjerteligt tillykke!

Fotos: Lars Svankjær/ Videnskabernes Selskab.

Videnskabernes Selskabs Guldmedalje går til manden, der kortlægger naturens mindste liv

Videnskabernes Selskabs Guldmedalje går til manden, der kortlægger naturens mindste liv

Foto: Lasse Møller Badstue, AAU.
Fra renseanlæg til CO2-ædere: Per Halkjær Nielsen har åbnet en ny verden i bakteriernes mikrokosmos – og med det et enormt potentiale for miljø, klima og sundhed. Nu modtager han Videnskabernes Selskabs Guldmedalje for sit livsværk og sin holdånd.

Per Halkjær Nielsen drømte som barn om vilde eventyr som opdagelsesrejsende ud i naturen. Det kom han også, men ikke helt som han først troede. Andre var allerede i fuld gang med at kortlægge dyrearter og planteriget, så han valgte i stedet at dykke dybere efter nye arter – helt ned i de usynlige lag i bakteriernes verden.

”Da jeg begyndte at kigge på bakterier, kom den fascination for opdagelser igen. Wow, her er der bare en hel masse, som vi ikke ved noget om,” fortæller Per Halkjær Nielsen, professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

Takket være Per Halkjær Nielsen er vi allerede meget klogere. Han har som den første i verden været med til at udvikle metoder til at studere og kortlægge bakterier og deres mangfoldige livsformer direkte i deres naturlige miljø. Dét har gjort ham til internationalt førende forsker i studiet af de mikroorganismer, som man ikke kan dyrke i laboratoriet. På den rejse har han vejledt og været mentor for spirende forskere, hvis gennembrud giver håb for miljø, klima og vores sundhed.

Derfor modtager Per Halkjær Nielsen Videnskabernes Selskabs Guldmedalje. Den bliver tildelt forskere, som har gjort en særlig indsats for dansk videnskab. Og dermed for samfundet. Her spiller bakterierne en enorm, men til tider overset rolle.

Mikrobeatlas giver håb for fremtiden

Bakterierne har afgørende betydning for stofkredsløbet på jorden, klimagasser, produktion af fødevarer, rensning af vand til drikkevand, menneskers og dyrs sundhed. Men ingen ved, hvor mange forskellige arter der findes på jorden. Indtil videre ved vi faktisk kun noget om ca. 100.000. Så der er millionvis, der venter på at blive opdaget og undersøgt.

”Fascinationen fortsætter hele tiden, fordi vi kender så få af bakterierne, og vi opdager hele tiden nye forunderlige arter.”

Dét er blevet Per Halkjær Nielsens livslange opdagelsesrejse at jagte dem og med grundvidenskabens forunderlige afsløringer skabe nye løsninger på verdens udfordringer.

”Det er jo virkelig grundvidenskab at finde ud af, hvilke bakterier der findes, hvad de er i stand til, hvad de faktisk gør, og hvordan vi så kan udnytte det i forskellige sammenhænge. Det er i høj grad relevant for grøn omstilling, og når man har adgang til bakteriernes arveanlæg, så kan man lede efter nye gener, som koder for nye enzymer, antibiotika og mange andre nyttige stoffer inden for biotekindustrien.”

Forskningens konstante opdagelser åbner nye døre til anvendelserne af Per Halkjærs Nielsens forskning. Her tæller alt fra at hjælpe vores tarmflora på bedre tanker, hurtigere diagnosticering af bakteriebårne sygdomme, rent drikkevand og at producere kemikalier uden olieprodukter, men med brug af bakteriers alsidige funktioner.

Et af Per Halkjær Nielsens fokusområder har været kortlægning af bakterierne i biologiske renseanlæg og biogasanlæg i Danmark og resten af verden. Han har skabt et enestående overblik over bakterierne og deres levevis, som har bidraget til en meget bedre forståelse af anlæggenes funktion, og hvorledes man sikrer rent vand og indvinding af ressourcer og energi.

Kortlægning af bakterier og deres attributter har i det hele taget potentiale til at bidrage til løsninger på mange miljøproblemer, klimaforandringer og udvikling af nye teknologier til f.eks. at fange og omdanne CO2.

“Det kan man for eksempel gøre, hvis man bruger Power-to-X, hvor man bruger elektroner fra vindmøllers strøm og sætter det sammen med bakterier, så de simpelthen spiser CO2 og producerer nyttige kemikalier.”

 

Foto: Lasse Møller Badstue, AAU.

Fart på fremskridtene

Med et hidtil ukendt terræn og så mange muligheder er det også Per Halkjærs Nielsens opgave at sætte en retning for, hvilke bakterier og miljøer man først skal kortlægge.

Der er mange strategiske veje at gå, som så småt er ved at forme sig til et dynamisk livsværk. Det består både af nye metoder, fokusområder, anvendelser, samarbejder og databaser, som han selv har udviklet.

Det styrer han som leder af Center for Microbial Communities på Aalborg Universitet med over 40 forskere på sit hold. Lige nu arbejder han med sine forskerkolleger på at kortlægge mikrober i alle danske naturtyper i projektet “Microflora Danica”. Det er dermed en unik ressource for yderligere studier af f.eks. landbrugsjord, lavbundsjorde og biodiversitet.

Der bliver allerede taget store skridt med identifikation af over 200.000 nye arter fra alle områder i den danske natur.

”For 25 år siden tror jeg ikke, at jeg nogensinde havde drømt om, at vi ville nå så langt, som vi faktisk er nået. Metodeudvikling har virkelig taget fart i takt med de nye DNA-sekventeringsteknologier”.

I dag er hastigheden nemlig en helt anden end, da man i 2000 udviklede sekventeringsmetoderne til at kortlægge menneskets fulde genom, arvemassen. Det tog 10 år og kostede milliarder af dollars. I dag er sekventeringsteknologien et sted, hvor det kan gøres på en times tid uden store omkostninger.

Med andre ord gør de teknologiske fremskridt med supercomputere, tværvidenskabeligt parløb og voksende, stærke forskningsmiljøer det muligt at sætte tempoet op. Det udvider konstant potentialet for at undersøge bakterielivet ikke kun i Danmark eller i afgrænsede renseanlæg, men åbner for også at bruge metoderne til at udforske andre spændende steder i naturen, f.eks. verdenshavenes ukendte dyb.

Holdindsats er kernekraft

Nysgerrighed, jagten på det ukendte og rollen som leder og mentor er en uadskillelig treenighed for Per Halkjær Nielsen. Det er hans personlige drivkraft og en faglig force.

Han har haft over 140 kandidater og 32 ph.d.-studerende under sine vejledende vinger, hvor han nyder at sætte en retning, men mindst lige så meget at blive udfordret af de yngre forskere. Det er nemlig sådan, den bedste forskning kommer til verden, understreger han. Og så betyder det også, at han får fornøjelsen af at bidrage til og se forskertalenter vokse til stjerner. De medvirker til et fælles stjernetæppe for forskningens fremskridt.

Mads Albertsen er et pragteksemplar. Siden dagene som ph.d.-studerende under Per Halkjær Nielsens vejledning er Mads Albertsen blevet rorfører for deres fælles flagskib Mircoflora Danica, modtager af Dronningens Videnskabspris i 2024 og er blevet medlem af Videnskabernes Selskab. Nu deler de hver især selskabets hyldest, mens de sammen ihærdigt arbejder på at kortlægge det mikrobielle landkort i Danmark.

På den måde kommer Per Halkjær Nielsens livsværk også til at leve videre langt efter ham. For der venter langt flere opdagelser i bakteriernes univers, end én forsker kan nå på ét liv.

Overrækkelsen af Videnskabernes Selskabs Guldmedalje til Per Halkjær Nielsen finder sted den 14. maj. H.M. Kong Frederik vil overrække prisen ved en ceremoni i Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab.

Kontakt:

Per Halkjær Nielsen, professor, Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU, centerleder, Center for Microbial Communities, AAU, på phn@bio.aau.dk eller tlf.nr. +45 21 73 50 89.

For presserelaterede spørgsmål, kontakt venligst pressekonsulent i Videnskabernes Selskab Ghita Nidam Møller på gnm@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 31 56 41 15. For spørgsmål til arrangementet, kontakt programkonsulent Mette Danielsen på mda@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 31 72 11 80.

Om Per Halkjær Nielsen

 

  • 2023- Sektionsleder for Mikrobiologi, Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet
  • 2017-2018 Sektionsleder for Bioteknologi, Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet
  • 2017-2024 VILLUM Investigator
  • 2014-2024 Medstifter og partner af “DNASense Aps”
  • 2013- Leder, Center for Mikrobielle Samfund, Aalborg Universitet
  • 2012- Æresprofessor, University of Queensland, Brisbane, Australien
  • 2011-2018 Gæsteprofessor, Singapore Centre on Environmental Life Sciences Engineering (SCELSE), Nanyang Technological University, Singapore
  • 2008- Professor, Sektion for Bioteknologi, Institut for Bioteknologi, Kemi og Miljøteknologi, Aalborg Universitet
  • 2001 Professor MSO, Sektion for Miljøteknologi, Institut for Bioteknologi, Kemi og Miljøteknologi, Aalborg Universitet
  • 1991-1992 Gæstelektor, Center for Interfacial Microbial Process Engineering, Montana State University, USA
  • 1991 Lektor, Laboratoriet for Miljøteknologi, Aalborg Universitet
  • 1988 Adjunkt, Laboratoriet for Miljøteknologi, Aalborg Universitet
  • 1984 Forskningsassistent, Laboratoriet for Miljøteknologi, Aalborg Universitet.

 

Se Per Halkjær Nielsens forskningsprofil via AAU her.

Om Videnskabernes Selskabs Guldmedalje

 

Videnskabernes Selskabs guldmedalje blev første gang uddelt i 1769. Medaljen tildeles personer uden for selskabets medlemskreds, som har gjort en særlig indsats for dansk videnskab. Der er ikke faste regler for, hvor ofte medaljen uddeles.

 

Ved selve overrækkelsesceremonien vil selskabets protektor været blevet anmodet om at foretage overrækkelsen, og medaljemodtageren vil blive bedt om at give en meddelelse om sin forskning.

 

Se alle modtagere gennem årene og læs mere om guldmedaljen her.

Tillykke med fødselsdagen, Dronning Margrethe: Se alle fotos fra overrækkelsen af Dronningens Videnskabspris

Tillykke med fødselsdagen, Dronning Margrethe: Se alle fotos fra overrækkelsen af Dronningens Videnskabspris

Den 8. april overrakte Hendes Majestæt sin Videnskabspris til lektor i psykologi Tone Roald. I dagens anledning bringer vi hele fotoserien fra vores tidligere protektors seneste besøg i Videnskabernes Selskab.

H.M. Dronning Margrethe II fejrede for nyligt videnskaben – i dag fejrer vi Dronningen. Den mangeårige regent, videnskabeligt nysgerrige og tidligere protektor af Videnskabernes Selskab runder nemlig i dag 85 år. Det markerer Videnskabernes Selskab med et varmt tilbageblik på Dronningens seneste besøg.

Den 8. april var en stor dag for prismodtager Tone Roald, lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Her modtog hun Dronning Margrethe II’s Videnskabspris for sit omfattende forskningsarbejde, som bl.a. undersøger, hvordan kunst påvirker os mentalt. Prisen blev overrakt af H.M. Dronning Margrethe ved en ceremoni i Videnskabernes Selskab, hvor Tone Roald gav en kort forelæsning om sin seneste forskning.

H.M. Dronning Margrethe har tidligere været protektor for Videnskabernes Selskab, i perioden 1972 til 2024, hvorefter protektorrollen er overgået til Hans Majestæt Kong Frederik. Dronningens Videnskabspris bliver dog fortsat uddelt en gang om året, hvor selskabet har glæde af H.M. Dronning Magrethes besøg. I anledningen af Hendes Majestæts fødselsdag, i dag den 16. april, bringer vi nu den fulde billedserie fra prisoverrækkelsen tidligere på måneden.

Alle fotos er taget af fotograf Lars Svankjær for Videnskabernes Selskab.

Når kunst skaber mening: Modtager af Dronningens Videnskabspris jagter svar på kunsten og psykens samspil

Når kunst skaber mening: Modtager af Dronningens Videnskabspris jagter svar på kunsten og psykens samspil

Lektor i psykologi Tone Roald håber, at Dronningens Videnskabspris kan være med til at åbne fleres øjne for den fænomenologiske psykologi og kunstens betydning for samfundet. Foto: Ghita Nidam Møller
Lektor i psykologi Tone Roald søger med fænomenologien svar på, hvordan vi oplever kunst og med det forstår verden og os selv. Det har gjort hende til en éner og internationalt fyrtårn indenfor fænomenologisk psykologi, som fremmer vores forståelse af psykens natur.

Hvordan forstår og oplever vi kunst? Og hvad gør kunsten ved os – ved vores forståelse og måde at være i verden på? Hvordan er mennesket struktureret kropsligt og affektivt?

Der er mange steder og måder til at søge svar på de spørgsmål. Én af dem er fænomenologisk psykologi. Lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet Tone Roald er vores indiskutable ledestjerne på feltet. Med international gennemslagskraft rækker hun ud til alle os, der famler efter en måde at begribe og være i den kaotiske verden, vi lever i.

Derfor modtager hun Dronning Margrethe II’s Videnskabspris, som Videnskabernes Selskab årligt uddeler til en fremragende forsker under 50 år.

Tone Roalds forskning afdækker nye sider af psykologien og æstetikkens samspil med bred relevans for, hvordan vi forstår, hvad mennesket er, og hvordan kunst er vigtig for os.  Ved at undersøge vores intense møder med kunst finder Tone Roald nemlig svar på nogle af sindets mysterier og helt fundamentale spørgsmål omkring, hvordan følelser og forestillinger hænger sammen, hvordan vores kropslige væren-i-verden skaber mening for hvem vi er, og hvordan vi finder ro, nydelse og mening med livet. Med andre ord svar på de store tanker, der spøger, både i forhold til hverdagslivets psykologi, og når livet vælter os omkuld – eller netop når det hele føles som et uendeligt hamsterhjul.

”Det handler ikke kun om kunst, men det er et fænomenologisk felt, hvor vi forsøger at forstå vores sanselige, sensuelle, kropslige, affektive liv,” fortæller hun og uddyber:

”Det er en særlig måde at se på, hvordan mennesker skaber mening i verden. Vi ser ikke på det, som kan vejes og måles, men hvad der er meningsbærende. Hvordan vi skaber situationer, hvor mennesker bliver mere vitale. Eller bliver mere engageret i verden.”

Kunsten i kaos

Tone Roalds forskning føles nærmest som en håndsrækning i en tid præget af uforudsigelige politiske takter i verden, et presserende fokus på unges trivsel og klimaforandringernes nærvær. Omstændighederne skaber en uro og en ny virkelighed, der efterlader os uden navigation og udfordrer vores selv- og verdensopfattelse. Her kan kunsten skabe et forståelsesrum og et rum for nydelse – særligt, hvis vi forstår fordelene ud fra fænomenologisk psykologi.

”Kunst kan være ophav til intense, eksistentielle, meningsfulde og sågar livsændrende oplevelser. Vi kan studere arten af disse oplevelser fænomenologisk og således påvise den uvurderlige betydning, de kan have for menneskelig trivsel,” fortæller hun.

”Vi undersøger, hvordan psyken er struktureret kropsligt og emotionelt. Det er relevant for enhver psykologi.”

Tone Roalds portefølje viser tydeligt bredden af feltet; fra studier i psykens natur til hvordan kunst påvirker fjerdeklasseelevers evner og trivsel, og dermed kan spille en rolle i uddannelsessystemet. Tiltrængte perspektiver i en tid med (mis)trivsel i centrum.

”Fænomenologien giver så god mening, fordi det ikke kun handler om vores indre liv, men også hvordan vores bevidsthedsliv bliver skabt i kraft af vores omverden.”

Det har hun konkret undersøgt og analyseret i projekter med bl.a. Esbjerg Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst og på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet. Hun har igennem de projekter kunnet undersøge fænomener som imagination, empati og atmosfære, som er så komplekse og vanskelige at begribe, at de kræver inddragelsen af en humanistisk tilgang. På den måde tilbyder hun et supplement til de mest udbredte kvantitative metoder og til oplevelsespsykologien.

På egen krop

Første gang Tone Roald selv blev overvældet af kunstens kraft var på The Art Institute i Chicago. Det var et kunstværk med geometriske former kun i hvide nuancer, som vækkede noget helt særligt i hende.

”Det var utrolig smukt. Da jeg gik derfra, var jeg helt høj og gik næsten dansende ned ad trappen. Det var en fornemmelse af, at nu har jeg set det perfekte. Det er lidt klichéfyldt, men jeg følte, at nu har jeg set universets begyndelse. Jeg har bare set det mest harmoniske, jeg nogensinde kan se.”

Fra da var hun tændt og havde mærket kunstens betydning på egen krop og sind. Hvordan hun kunne finde metodiske svar på samspillet, kom så småt til hende, da hun arbejdede med behandling af stofmisbrugere ved Centre for Addictive Problems, også i Chicago. Her faldt Tone Roald over nogle klassiske tekster om æstetik. De virkede så dragende på hende, at hun undersøgte, hvordan hun kunne kombinere æstetik og psykologi. Hun havde nemlig allerede en bachelorgrad i psykologi, men savnede en ekstra dimension. Den fandt hun i København, hvor psykologien er kendt for ”Københavnerfænomenologien”.  Psykologisk fænomenologi indeholder en stringent videnskabelig metode for at udforske bevidsthed.

Med prisen håber hun, at endnu flere få øjnene op for feltet og kunstens betydning – ikke kun i forskerkredse, men i hele samfundet.

”Jeg håber også, at vi får øjnene op for potentialet og får mere kunst ind i skolerne. Det ser jeg på som noget af det vigtigste. Men også i hele sundhedssystemet, hvor der er mange, som får det bedre af at arbejde med kunst. Det er drømmen.”

Næste skridt er så at undersøge effekten af musik og arkitektur for at se på, hvordan vi oplever atmosfærer i kraft af oplevelser i de kategorier. Med andre ord: Hvad sker der, når klaverets melankolske toner giver dig kuldegysninger, eller bassen hamrer derudaf på din yndlingssang? Hvordan påvirker det din indre stemning og dine oplevelser med arkitektur?

For nu kan man dykke ned i de svar, hun allerede har fundet, og som bliver kronet med Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s Videnskabspris for 2025. Overrækkelsen af prisen finder sted den 8. april i Videnskabernes Selskab. Her vil H.M. Dronning Margrethe overrække prisen ved en ceremoni, hvor Tone Roald vil give en introduktion til sin forskning.

Kontakt

For presserelaterede spørgsmål, kontakt venligst pressekonsulent i Videnskabernes Selskab, Ghita Nidam Møller på gnm@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 31 56 41 15. For spørgsmål til arrangementet, kontakt programkonsulent Mette Danielsen på mda@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 33 43 53 14.

Fra skolebænk til forskerkarriere

 

  • 2017- Lektor, Institut for Psykologi, Københavns Universitet
  • 2016- DFF-forskningsleder, Sapere Aude
  • 2013 Adjunkt, Institut for Psykologi, Københavns Universitet
  • 2010-2013 Postdoc finansieret af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation
  • 2009 Ph.d. fra Institut for Psykologi, Københavns Universitet
  • 2007 Bestyrelsesmedlem: Selskab for Filosofi og Psykologi, ph.d.-studienævnsrepræsentant i Ph.d.-studienævnet, Dansk forskerskole for psykologi og Samarbejdsudvalget
  • 2006 Ph.d.-stipendiat, Institut for Psykologi, Københavns Universitet
  • 2005 Undervisningsassistent & forskningsassistent, Institut for Psykologi, Københavns Universitet
  • 2004 Cand.psych., Institut for Psykologi, Københavns Universitet
  • 2000-2002 Addiction counsellor, Centre for Addictive Problems, Chicago
  • 1997-2000 B.Sc. (Hons.) in Psychology, University of Glasgow

 

Se Tone Roalds forskningsprofil via Københavns Universitet her.

Om H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris

 

Prisen er på 100.000 kroner og gives en gang om året til en fremragende dansk forsker under 50 år, hvis forskning er inden for de videnskaber, som repræsenteres af Videnskabernes Selskab. Prisen blev indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2015 i anledningen af H.M. Dronning Margrethe II’s 75-års fødselsdag, og den overrækkes derfor tæt på H.M. Dronning Margrethes fødselsdag.

 

Prismodtageren udpeges af Selskabets præsidium efter indstilling fra medlemmer af Selskabet. Tidligere prismodtagere er Mads Albertsen, Mette Løvschal, Peter Lodahl, Lisbeth Imer, Anja Groth, Marie Louise Nosch, Morten Heiberg, Bo Brummerstedt Iversen og Jens-Christian Svenning. Læs mere om prisen her.

Opslag: Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2025

Sølvmedaljen 2025

Opslag: Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2025

Foto: Videnskabernes Selskab
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab indkalder hermed indstillinger til Selskabets Sølvmedalje og prislegat for 2025.

Sølvmedaljen uddeles i 2025 til en yngre forsker inden for det naturvidenskabelige område. Med Sølvmedaljen følger et prislegat på 100.000 kr., som skal anvendes til modtagerens forskning.

Selskabets Sølvmedalje tildeles årligt en yngre forsker med tilknytning til dansk forskning, som ved ansøgningsfristen har opnået en ph.d.-grad (korrigeret for barsels- og sygeorlov) for højst 10 år siden. Sølvmedaljen gives for en særlig betydelig afhandling eller en samlet videnskabelig indsats, der er offentliggjort inden for de sidste fem år.

Forslagsstillere skal fremsende kandidatens CV, publikationsliste samt en detaljeret beskrivelse af den indstilledes videnskabelige kvalifikationer med en redegørelse for den eller de videnskabelige præstationer, der i særlig grad motiverer belønning. Man kan ikke nominere sig selv.

Indstillinger foretages ved at udfylde formularen og vedhæfte bilag som én samlet pdf-fil (maks 10 sider).

Frist for indstilling er lørdag den 15. februar 2025 kl. 23.59.

Sølvmedaljen overrækkes i efteråret ved et ordinært medlemsmøde i Selskabet. Sølvmedaljemodtageren vil ved samme lejlighed blive bedt om at holde en forelæsning om sin forskning.

Læs mere om Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje her.

Spørgsmål vedrørende Sølvmedaljen kan rettes til Mette Glavind på mg@royalacademy.dk.

Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2024

Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2024

Sara Greens forskning afdækker potentialer og udfordringer for personlig medicin. Hun undersøger, hvordan brugen af flere sundhedsdata både kan muliggøre mere individualiseret forebyggelse – men også lede til mere usikkerhed og overdiagnostik.

– Jeg er meget glad, overrasket og rørt over, at mine kolleger har nomineret mig, og det er en stor ære at modtage prisen, siger Sara Green.

– Jeg ser det også som en anerkendelse af den praksisorienterede videnskabsteori, som jeg er stolt over at være med til at udvikle.

Sara Green er lektor i videnskabsteori ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet. Her forsker hun i krydsfeltet mellem erkendelsesteori og etik i de biomedicinske videnskaber. Hendes nuværende forskning beskæftiger sig i særlig grad med, hvad personlig medicin betyder for videnskab og samfund. Og nu – nu kan hun altså også kalde sig modtager af Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje.

Medaljen, der uddeles én gang om året til én person, er landet i Sara Greens hænder af flere årsager. Men ifølge folkene bag indstillingen er den høje grad af tværfaglighed og tværgående samarbejde nogle af de meget tunge lodder på vægtskålen:

– Hendes tværfaglige tilgang og hendes evne til at samarbejde tæt med filosoffer, sociologer, antropologer, STS-forskere [science and technology studies, red.] samt forskere fra de discipliner, hun studerer, har også været et centralt kendetegn ved hendes arbejde fra begyndelsen af ​​hendes videnskabelige karriere, lyder det bl.a. i indstillingen.

– At så mange førende forskere fra discipliner inden for humaniora, samfundsvidenskab og biologiske og medicinske videnskaber har valgt at samarbejde med hende, afspejler tydeligt hendes enestående talent, intelligens og energi, fortsætter de rosende vendinger fra indstillerne.

Masser af broer – og et kompromis

I sit forskningsarbejde kombinerer Sara Green filosofisk begrebsanalyse med etnografiske metoder. Samtidig bringer hun videnskabsteoretisk litteratur i dialog med andre studier inden for videnskab og teknologi. I hendes optik er det tværfaglige samarbejde afgørende for at forstå implikationerne af ny teknologi for både videnskab og samfund:

– Jeg ser mig selv som en brobygger. Det kan lyde lidt flyvsk, men det kræver meget arbejde at sætte sig ind i andre forskningsfelter. Jeg har brugt mange år på at studere biologi, læse medicinske tidsskrifter og på at forstå, hvordan antropologer, biologer, læger, forskere fra STS og så videre, arbejder. Og samarbejdet med forskere fra de felter har formet min tænkning og metodiske tilgang, bemærker Sara Green.

Men arbejde på tværs af fag og faggrupper er heller ikke en ukompliceret proces. Og det kommer også med en pris, for hun har været nødt til at gå på kompromis, understreger sølvmedaljemodtageren:

– Det har nok været på bekostning af specialiseringen af min egen forskningsprofil inden for filosofi. Men jeg har måske med min lidt anderledes tilgang specialiseret mig på min egen måde, vurderer hun.

Forskningen skal komme flere til gode

Sara Green har fundet sin niche. Og hun planlægger at fortsætte med at åbne de døre til komplekse rum i forskningen, der kræver alsidig tænkning og tilgang:

– Jeg vil bruge en del af det medfølgende legat til Sølvmedaljen på at styrke eksisterende og nye samarbejdsrelationer gennem en workshop og et skriveophold, siger hun og afslutter:

– Noget af legatet skal også gå til formidlingsaktiviteter. For jeg synes, at der er mange vigtige problemstillinger, som også er relevante for studerende og den bredere befolkning.

Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje bliver overrakt på et medlemsmøde torsdag den 26. september, hvor Sara Green vil holde oplæg om sin forskning for stedets medlemmer.

For mere info om overrækkelsen og valgprocedurer, kontakt venligst programkonsulent i Videnskabernes Selskab Trine Hagerup på th@royalacademy.dk eller +45 31 49 23 16. For presserelaterede henvendelser, kontakt kommunikationskonsulent Rikke Reinholdt Petersen på rp@royalacademy.dk eller +45 31 25 80 64.

Kort om Sara Green

 

Lektor ved Sektion for Videnskabshistorie og Videnskabsteori, Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet • Affilieret forsker ved Centre for Medical Science and Technologies Studies (MeST), Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet • PI for forskningsprojektet Philosophy of Personalized Medicine in Practice (PROMISE) og ligeledes for Consumer Medicine: Philosophical and Ethical Implications (COPE) • Deltager i forskningsprojektet Personalized Medicine in the Welfare State (MeInWe) samt flere EU-finansierede projekter; DataSpace, HYBRIDA og REDESIGN • Medredaktør for det internationale tidsskrift Studies in History and Philosophy of Science • Medlem at styregruppen for the European Philosophy of Science Association • Har en baggrund inden for filosofi og biologi • ph.d. i videnskabsstudier fra Aarhus Universitet • Postdoctoral fellow ved Center for Philosophy of Science, University of Pittsburgh 2014/2015.

Om Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje

 

Selskabets Sølvmedalje tildeles årligt en yngre forsker med tilknytning til dansk forskning, som for højst 10 år siden har opnået en ph.d.-grad (korrigeret for barsels- og sygeorlov) ved ansøgningsfristen. Sølvmedaljen gives for en særligt betydelig afhandling eller en samlet videnskabelig indsats, der er offentliggjort inden for de sidste fem år. Hvert andet år går prisen til en humanistisk, hvert andet år til en naturvidenskabelig forsker. Med Sølvmedaljen følger et legat på 100.000 kr., som skal anvendes til modtagerens forskning.

 

Bedømmelsesudvalget bag tildelingen af Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2024 har bestået af forperson Marianne Pade, Bjarne Grønnow, Lene Østermark-Johansen, Troels Engberg-Pedersen og Lene Koch.

Læs mere om Sølvmedaljen og tidligere modtagere search