Kategori: Aktuel historie

281-års jubilæum

Af: Rikke Reinholdt Petersen

Intentionen var Kong Christian VI’s. Det kan vi læse i et reskript fra 1743, der erklærer Selskabet for et kongeligt videnskabeligt selskab. Helt i tråd med sin samtid, oplysningstiden, ønskede han, at Selskabet skulle tjene til ”at udgive for lyset” – at indsamle viden og dele den til gavn for land og rige. På den måde kunne man også holde trit med de andre europæiske lande, hvor lignende videnskabelige akademier allerede var begyndt at skyde frem.

Det kongelige reskript kom som en endelig godkendelse i kølvandet på det, Selskabet i dag betragter som sin reelle stiftelsesdato: den 13. november 1742. Her, på matrikel nr. 261 i Stormgade, København, samledes fire herrer til det, der senere skulle blive husket som Videnskabernes Selskabs første møde. De fire var justitsråd Hans Gram, professor Erik Pontoppidan, kancellisekretær Henrik Henrichsen (senere Hielmstierne) og matriklens ejer, Johan Ludvig Holstein, oversekretær i det danske kancelli. På mødet formulerede de, hvad kongen få måneder senere perfektionerede – og således havde Danmark nu sit helt eget videnskabelige akademi.

Den første ”faste” bopæl, Selskabet fik, blev i Prinsens Palais (i dag Nationalmuseet) i 1776. Med enkelte afstikkere pga. logistiske udfordringer, bl.a. til lokaler på Christiansborg, var det her, Selskabets medlemmer holdt deres møder. Ligesom de fortsat er det i dag, var møderne også dengang en kerneaktivitet – en anledning til tværfaglig udveksling og diskussion blandt forskere fra vidt forskellige grene af videnskaben. Møderne var også stedet for indvalg af nye medlemmer til Selskabets ”klasser”, som de faglige grupperinger af medlemmerne blev kaldt. Klassernes format har ændret sig over tid. I dag eksisterer to – den Humanistiske Klasse og den Naturvidenskabelige Klasse.

Længe før, Selskabet fik fast tag over hovedet, havde man dog sørget for, at fundamentet for dets indre struktur var i orden. Mens kongen havde rolle af protektor, fik Holstein ved stiftelsen det overordnede ansvar som Selskabets første præsident. Til at assistere ham var en sekretær, Henrik Hielmstierne. Disse poster lever fortsat videre i dag, om end i udvidet form. I dag ligger Videnskabernes Selskabs ledelse hos et præsidie, der består af ni af Selskabets forskermedlemmer: præsidenten, generalsekretæren (fhv. ’sekretær’), redaktøren samt to klasseformænd og fire klasserepræsentanter fra de forskellige klasser. Den stolte tradition for at have landets regent som protektor fortsætter også – i dag ved H.M. Dronning Margrethe II.

Nogle af Selskabets første store foretagender ligger i udgivelsen af videnskabelige skrifter. Det arbejde begyndte så tidligt som 1745, og med det lagde man stenene til Selskabets eget forlag, der stadig eksisterer og udgiver bøger i dag. Et andet projekt, der optog Selskabet i dets første mange leveår, var den geografiske opmåling af fædrelandet. Indtil midten af 1700-tallet var målingerne kun udført sporadisk, men under Videnskabernes Selskabs direktion blev den nu væsentligt systematiseret. Projektet, der i sin videnskabeligt udforskende natur er lige i oplysningstidens ånd, foregik helt frem til 1843.

I 1800-tallet vendte Selskabet et nyt og ganske markant blad i sin historie. Et vigtigt år blev 1876, hvor brygger J.C. Jacobsen stiftede Carlsbergfondet. Med afsæt i sit store engagement i og respekt for videnskaben overlod Jacobsen i et gavebrev ansvaret for valget af fondets direktion til Selskabets medlemmer, der udgør både vælgere og kandidater ved valgene. Som led i forbindelsen til Carlsbergfondet blev Selskabet i slutningen af det 19. århundrede tilbudt permanent bolig i fondets nye bygning på H.C. Andersens Boulevard 35. Her deler fondet og Videnskabernes Selskab fortsat adresse i dag.

Med det nye hus og et nyt århundrede fulgte flere udvidelser og nytænkninger, og Selskabet voksede i både størrelse og antal. Et afgørende år blev 1920, hvor man endelig kunne byde velkommen til det første kvindelige medlem, Marie Skłodowska-Curie, der sammen med en håndfuld andre topforskere – heriblandt Albert Einstein – blev indvalgt dette år. Det skete på opfordring fra bl.a. Niels Bohr, der senere skulle blive præsident for Selskabet i perioden 1939-62.

Der er sket meget siden de fire stifteres første møde i 1742. Både videnskaben og verdenshistorien har på godt og ondt set alt for meget til at stå uforandret hen, og det gælder selvfølgelig også Selskabet. Alligevel er den nysgerrighed og ønsket om at forstå verden først og fremmest gennem videnskab, som vores forgængere i oplysningstiden kultiverede, en solid del af Videnskabernes Selskabs DNA – også i dag.

Se en tidslinje over historiske højdepunkter fra stiftelsen og frem til i dag her.

På den vestlige fløj af Videnskabernes Selskabs 1. sal står en solid, jernbeslået kiste. Siderne af kisten er beklædt med et patineret, cognacfarvet skind, og midt på låget er monteret et messingskilt over et stykke rødt fløjl. ”KONGELIG VIDENSKABERS SÆLSKAB” er pladens ordlyd. Helt tilbage i 1780, hvor kisten kom i Selskabets eje, var det en anerkendt stavemåde.

Blandt mange af Selskabets medlemmer og ansatte, der har deres gang i huset på H.C. Andersens Boulevard, har der længe været én fælles forståelse: Navnlig den, at Videnskabernes Selskab for to og et halvt århundrede siden fik kisten med det sørøverskat-agtige udseende foræret af Christian VII, en af de første kongelige protektorer i stedets historie. Og selvom fortællingen ikke er decideret forkert, så er den heller ikke helt korrekt.

I stedet for at være en gave fra kongen har kisten nemlig vist sig at stamme fra en dronning – og dét ingen ringere end Caroline Mathilde, Christian VII’s unge hustru.

Du kender hende helt sikkert godt. For Caroline Mathilde er hende, som vi i dag ofte husker for en kortvarig, men i datidens øjne usammenligneligt skandaløs, affære med kongens livlæge, Johann Friedrich Struensee.

– Caroline Mathilde havde sin egen hofholdning og sin egen pengekasse, så måske kan kisten have været brugt til det formål. Men det er også muligt, at hun har brugt den til opbevaring af andre genstande, siger lektor ved Syddansk Universitets Institut for historie, Michael Bregnsbo.

Han understreger dog, at det også er en mulighed, at Caroline Mathilde ”bare” har haft brugsretten til kisten, men ikke som sådan har benyttet sig af den.

– Caroline Mathildes efterladte ejendele nåede til København i 1789, så det må betyde, at pengekisten næppe har været med hende i Celle [hvortil hun blev sendt i eksil efter affæren, red.], påpeger Bregnsbo.

Med forskning i breve og inventarlister og udgivelsen af værker som bl.a. Caroline Mathilde – magt og skæbne (2012) har Michael Bregnsbo et solidt kendskab til den engelskfødte dronnings korte, dramatiske liv. Derfor var SDU-forskeren en af de allerførste, der blev taget kontakt til, da kistens ophav viste sig at være et andet end først antaget.

Et skjult monogram

At kisten i virkeligheden havde tilhørt dronning Caroline Mathilde kom frem, da Videnskabernes Selskabs sekretariat, efter en ombygning af husets 2. etage, stødte på en kasse med blandede dokumenter fra stedets gamle arkiver (i dag flyttet til Rigsarkivet). Blandt papirerne var en lille, sammenhæftet rapport med titlen ”Selskabets gamle pengekasse”. Den viste sig at være forfattet af Videnskabernes Selskabs tidligere arkivar, Asger Lomholt, der var ansat i huset i hele 50 år (!) i perioden 1925-75. I hans samling af noter om kistens ophav, formentlig lavet under udarbejdelsen af hans ekstensive 5-bindsværk om stedets historie, gemte sig en uventet ”ledetråd” til læseren, som ikke synes at være nået med i det færdige værk:

– Ved at skrue pladen af låget viste der sig et monogram med en kongelig krone over. Monogrammet består af to sammenslyngede C’er, sammenholdt af et M. Dette er Dronning Caroline Mathildes monogram, skriver Lomholt i sine noter til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab 1742-1942: Samlinger til Selskabets Historie.

Og ganske rigtigt: Efter forsigtig afmontering af pengekistens messingskilt og fløjlsklæde – og et ikke beskedent lag støv – fremkom et snirklet dronningemonogram.

Fakturaer fra fortiden

Hvad der oprindeligt var en dronnings ejendele, men som blev til historien om en fornem kongegave, er måske ikke kun en konsekvens af den sproglige ”barbering”, en fortælling ofte udsættes for gennem årtiers – for ikke at sige århundreders – mundtlig overlevering. Det er også muligt, at affæren mellem dronningen og livlægen blev set som noget skamfuldt, man ikke ligefrem ønskede at flage med. Lomholt selv dvæler heller ikke ved miseren i sin rapport, men nævner kun kort, at ”forholdet mellem dronningen og Struensee er velkendt.”

I stedet flytter arkivarens noter vores fokus til den længere rejse, der tilsyneladende er gået forud for kistens overbringelse til Videnskabernes Selskab. Ifølge Lomholt har pengekisten været forbi hele to snedkere, først en Niels Kastrup, der i november 1780 har stået for kistens indvendige indretning, og dernæst en tur forbi snedker M. Smidt i december, som forsynede pengekassen med dens messingplade samt lås og nøgle. Lomholt lykkes endda at grave så dybt, at han finder to regninger fra buddet Peder Saxe, der har slæbt kisten frem og tilbage for Selskabet.

Men trods sit ihærdige arbejde for at sikre dokumentation og bevisførelse for pengekistens ophav, kan Lomholt alligevel ikke helt dy sig fra selv at komme med ét enkelt gæt på, hvem der har orkestreret donationen af kassen:

– Muligt er det sket gennem Over Høegh-Guldberg, der i november 1780 valgtes til Selskabets æresmedlem. Efter Struensees henrettelse fik Høegh-Guldberg i nær forbindelse med arveprinsen (Frederik VI) og enkedronning Juliane Marie mere og mere magt i landets styrelse og steg hurtigt i embederne, fra kabinetssekretær til statssekretær og i 1780 til titulær statsminister. Under kongens sindssyge udøvede Høegh-Guldberg gennem sit kabinetstyre en næsten enerådende magt,” funderer den tidligere arkivar.

Men måske, det i virkeligheden ikke er altafgørende, hvad der har været i kisten, hvem, der har orkestreret ”donationen” af den, eller hvor meget, den unge Dronning har brugt den. Måske, de uløste dele af ”mysteriet” om den gamle pengekiste er netop, hvad der giver den det strejf af mystik, der gør den til noget, vi stopper op og undrer os over. For med pengekisten placeret på vej ind til Selskabets mødesale fortsætter den – dag for dag, år for år – med at skabe samtaler mellem Videnskabernes Selskabs medlemmer og gæster i huset. Man fristes til at sige, at det er den allerstørste værdi, den gemmer på.