Tre års invasion, tre års støtte: Videnskabernes Selskab bygger bro til ukrainske forskere og en lysere fremtid 

Tre års invasion, tre års støtte: Videnskabernes Selskab bygger bro til ukrainske forskere og en lysere fremtid

Ukraine er langt mere end krig. Det er kreativt, kunst og videnskab. Det oplevede Videnskabernes Selskabs delegation, da de besøgte landet. Fotos: Delegationen.
Vi har rundet årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Efter krigen venter freden – og genopbygningen. Derfor har Videnskabernes Selskab med en række samarbejdspartnere siden invasionen i 2022 rakt ud til ukrainske forskere for at bygge bro mellem forskningsmiljøer nu og i en lysere fremtid. Senest åbnede DTU sine døre i iværksætteriets tegn.

Når stormagter skubber grænser, står vi sammen i forskningens verden. Ruslands invasion af Ukraine er ingen undtagelse. Derfor har Videnskabernes Selskab tilsluttet sig den internationale støtte og de seneste tre år søsat en række initiativer, som rækker ud til de ukrainske forskere på flugt. For forskerfællesskabet er grænseløst.

Sådan har det været siden selskabets tidligere præsident Niels Bohr under anden verdenskrig trodsede spionageforsøg og kæmpede for at komme forskere til undsætning – uanset farven på deres pas eller faglige konflikter. Det blev igen aktuelt, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022 og sendte det ukrainske folk og forskere på flugt.

Videnskabernes Selskab har siden da igen løftet arven og rakt ud til de ukrainske forskere bl.a. med mentorordninger i samarbejde med Det Unge Akademi, gennem selskabets Internationale Udvalg og initiativet Ukrainian Scholars’ Days. Det blev sat i verden af selskabets tidligere præsident Marie Louise Nosch i 2022 og rækker fortsat ud til ukrainske forskere i Danmark. Fordi ligesom konflikten lever, så gør selskabets støtte også. 

”De ukrainske forskere i Danmark beriger os og dansk videnskab. Samtidig minder de os om, at krigen ikke kun foregår på TV, men i manges virkelige liv,” siger professor Marie Louise Nosch. 

Iværksætteri bygger bro på tværs af tid og sted 

Selvom uroen fortsat hersker, venter der en fremtid – en fremtid, som har brug for forskere. Det er en af grundene til, at Ukranian Scholars’ Days siden krigens start i 2022 har rakt ud til forskere på flugt fra krigen. Med mentorordninger og arrangementer centreret om karriereveje, entreprenørskab og netværk arbejder Videnskabernes Selskab for at bidrage til, at forskningen kan indtage en afgørende rolle i genopbygningen og fremtidssikringen af landet.  

Og det bliver varmt modtaget: 

”De her arrangementer er virkelig vigtige, fordi de skaber en bro mellem ukrainske forskere og det danske akademiske miljø, der skaber vidensudveksling, synlighed og professionel vækst,” fortæller den ukrainske forsker og strateg Oksana Didyk, som siden 2022 har været forskningsassistent på Københavns Universitet. 

Hun er troppet op og har suget til sig fra alle events, som griber de ukrainske forskere nu og ruster dem til fremtiden. Det har skabt et stærkt netværk for forskerne på flugt og selskabets medlemmer, der strækker sig på tværs af discipliner og langt ude i fremtiden, fremhæver hun. 

Senest blev Oksana Didyk inspireret med håb og handlekraft, da Videnskabernes Selskab i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet inviterede til en dag i iværksætteriets tegn.  

I den anledning åbnede universitet dørene til DTU Skylab – et helt særligt sted, hvor studerende, forskere og eksterne samarbejdspartnere stikker hovederne sammen. Resultatet? En rugekasse for innovation, hvor vilde ideer fra studerende sammen med etablerede iværksættere hurtigt kan få luft og kapital under vingerne. På den måde dyrker Skylab samspillet mellem forskning, erhvervsliv og samfund. 

”Ukrainerne er særligt interesserede i den kobling mellem forskning, innovation og entreprenørskab, som Skylab på DTU har opbygget,” fortæller den tidligere præsident Marie Louise Nosch og fremhæver, at de tekniske universiteter i Ukraine allerede har sået de første frø til lignende initiativer. Men det er stadig nyt. 

DTU Skylab er derfor en aktuel inspirationskilde, som Ukraine har brug for. Det er bevis for, at forskere og industri sammen kan skabe håndgribelige, levedygtige løsninger, der gør en forskel.  

”DTU Skylab er i sandhed et innovationsøkosystem, der inspirerer os alle til at tænke større og sigte højere,” siger Oksana Didyk om besøget. 

Rejsedagbog: Meget mere end krig 

Videnskabernes Selskabs støtte er på den måde både afgørende nu, og når de ukrainske forskere skal til at bygge forskningen op igen efter krigen. Både viden og vilje er der, fortæller Marie Louise Nosch.  

Hun har om nogen taget missionen på sig og mærket viljen, da hun som del af en delegation på fire forskere i regi af Videnskabernes Selskab besøgte videnskabens Ukraine. Her så hun, hvad landet tilbyder lige fra et stærkt forskningsmiljø for kunstig intelligens til en velbevaret kulturarv i tekstiler. Det stod også frem, hvordan videnskab og iværksætteri kan være med til at løfte landet. 

Men de har brug for al den hjælp, de kan få til at bevare den videnskabelige styrke. En styrke, som i sammenligning med Danmark i det hele taget nyder en beskeden støtte fra statens side. Helt konkret bygger Ukraines forskning på en støtte på 0,17 procent af Ukraines BNP. Altså rundt regnet knap 10 gange mindre end herhjemme, hvor støtten er fastsat til 1 procent af BNP.  

Den fælles vidensdeling derfor en god ressource for de ukrainske forskere nu og i fredstider. 

I selskabets delegations rejsedagbog kan du få indblik i nogle af Ukraines videnskabelige ledestjerner, som delegationen har besøgt. Du kan også læse mere om de tidligere Ukranian Scholars’ Days og orientere dig i alle selskabets initiativer for Ukraine og internationale opslag. 

Netværksdage for ukrainske forskere skaber vigtige videnskabelige samarbejder: “Det handler om en hane af porcelæn, der ikke kan gå i stykker.”

Ukrainian Scholars’ Days

Netværksdage for ukrainske forskere skaber vigtige videnskabelige samarbejder: “Det handler om en hane af porcelæn, der ikke kan gå i stykker.”

Illustration: Genereret af ChatGPT
Onsdag eftermiddag inviterede Det Unge Akademi og Videnskabernes Selskab til det fjerde i rækken af sine Ukrainian Scholars’ Days-møder, hvor et nyt forskningssamarbejde stillede skarpt på litteratur lavet til børn – om en krig skabt af voksne.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

– Det er faktisk lidt af en chok-oplevelse at læse nogle af de her bøger. De har det her sammenstød mellem barndommens verden og krigens sfære, som vores hjerner har svært ved at bringe sammen, forklarer lektor Birgitte Beck Pristed.

Professor Nadiia Pavlyk nikker enigt.

De to forskerkolleger er rykket sammen ved et af de mange skifergrå borde i Den Europæisk-Ukrainske Hub i København, hvor en del af oplægsprogrammet for dagens Ukrainian Scholars’ Days-møde stadig er i gang i den anden ende af lokalet. For få øjeblikke siden var det Nadiia og Birgitte selv, der stod og talte for de andre deltagere.

Små farverige kampfly

Sammen har de to kvinder skabt projektet ”PUBLISH: Children’s books in the Russia-Ukraine War”. Samarbejdet har et dobbelt sigte, forklarer de: Først og fremmest vil de undersøge, gennem interviews, hvordan og hvorfor selvstændige børnebogsforlag formår at drive virksomhed i en krigstid (specifikt i perioden 2014-2024, der dækker tiden omkring både annekteringen af Krim og krigen i Donbass samt invasionen i 2022 og frem til i dag).

Situationen er særskilt vanskelig i Ukraine, hvor hele udgivelses-infrastrukturen er ramt af krigens skader. Mens det at formidle om krig i Rusland er udfordret af, at samfundet er underlagt krigscensur. Den anden del af projektet går på at indsamle og analysere børnebøger om krig fra de to lande. De skal bruges til at undersøge, hvordan barnets oplevelse af krig og migration bliver repræsenteret i litteraturen.

– Indtil videre har vi samlet ligegodt 60, fortæller Nadiia.

– Men det er ikke alle, vi har kunnet få fat på endnu.

Hun er allerede godt bekendt med samtlige af de bøger, de indtil videre har modtaget. Det stod klart, da hun under præsentationen gennemgik en vifte af forskellige forsider. Mens nogle fremstod alvorlige og kunstnerisk ambitiøse, så var andre snarere, som Birgitte bemærker, helt ”Disney-agtige” i deres udtryk, med masser af strålende farver og nogle af dem med små fly. Men flyene er krigsfly. For selvom tegningerne er tiltænkt små øjne, så handler det stadig om store emner som kamp, vold og ødelæggelse – emner, som det kan være svært nok i sig selv at begribe som voksen.

Nadiia, der oprindeligt er ansat ved Zhytomyr Ivan Franko State University i Ukraine, kom i 2022 til Danmark. Her blev hun tilknyttet Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS) i forbindelse med projektet READ ved TrygFondens Børneforskningscenter. Hun forsker i børns læseadfærd inden for den ukrainske familie samt ikke-formel uddannelse for børn og unge.

Birgittes fokus er på bøgerne. Som boghistoriker beskæftiger hun sig med det sovjetiske og postsovjetiske forlagsmarked, men også med udgivelsesvirksomhed i nutidens Rusland.

Selvom de begge befinder sig i Aarhus til daglig, var det faktisk først gennem Ukrainian Scholars’ Days-arrangementerne i Videnskabernes Selskab, at de mødte og lærte hinanden at kende. Et af målene med arrangementerne har nemlig været at etablere netværk mellem ukrainske forskere i Danmark og danske forskere.

– Der var en helt tydelig forbindelse mellem vores forskning. Det var indlysende, at vi var nødt til at lave en form for samarbejde, siger Birgitte.

”Vi kunne ikke tale om noget som helst”

– I februar 2022 var der stilstand for ukrainerne, jeg var selv påvirket af det og nærmest følelsesmæssigt paralyseret, begynder Nadiia.

– Det gjaldt alle sfærer – både udgivelsesvirksomhed, læsemateriale, kreativitet … Og oprigtigt talt: Vi kunne ikke flytte os, vi kunne ikke skabe noget, vi kunne ikke tale om noget som helst,” fortæller hun, inden hun fortsætter:

– For mig er det vigtigt, at de her bøger rent faktisk er kommet ud på markedet. At ukrainerne har fået deres handlekraft igen, at vi finder en måde at tale om de her ting på. Og så er jeg også glad for at kunne arbejde sammen med Birgitte og hele teamet, som kan tilbyde et mere objektivt perspektiv på tingene og sige noget om, hvordan det ser ud udefra, når man ikke er en del af hele det her system.

Nadiia Pavlyk under hendes og Birgitte Beck Pristeds oplæg den 6. marts i Den Europæisk-Ukrainske Hub. Foto: Videnskabernes Selskab

Hanen af porcelæn

Børnebøgerne om krig er, ifølge Nadiia, fyldt med vekslende motiver:

– Ofte, når det kommer til krig, er fiktionsbøger fulde af fortællinger om moralsk og heroisk opførsel, siger hun. Men det overraskede mig egentlig at se, at somme tider, så har bøgerne også bare de her helt hverdagsagtige eller meget konkrete ting, de handler om, som fx en giraf, smiler hun.

– Men så igen: Hvordan kan vi overhovedet forestille os at kunne forklare et koncept som krig til en 3-årig? Der er ikke altid ord for det, men de kan stadig fornemme den omkring sig.

Der skal hele tiden bygges bro mellem det konkret forståelige og det abstrakte, ofte meget ubehagelige. Et sådant eksempel er hanen af porcelæn, en figur i en af de bøger, som Nadiia nævner i sit oplæg for mødedeltagerne i Hubben.

– Hanen i porcelæn er et symbol på ukuelighed, forklarer hun.

– De fleste ukrainske familier, i hvert fald frem til 00’erne, har haft sådan en stående som pyntegenstand derhjemme. Alle kan kende den. Alle kan huske den som en del af deres barndom.

Også Nadiias egen bedstemor havde en porcelænshane i hjemmet.

Birgitte hiver sin telefon op af lommen og finder med få klik frem til et billede af et ukrainsk lejlighedskompleks, der har været udsat for en bombning.

– Det her er et ægte foto af en lejlighed. Det er køkkenet, du kan se resterne af her. Men prøv at se nærmere, siger hun og zoomer ind.

Det er hanen i porcelæn. Den lille figur. Stadig intakt på køkkenhylden.

– Den var det eneste, der overlevede angrebet. Billedet blev cirkuleret i hele Ukraine, siger Birgitte.

– Selvom du er af porcelæn, kan du godt være robust, smiler Nadiia.

Nyt perspektiv på samfundsvidenskab i Ukraine

Efter, at Nadiia og Birgittes oplæg var afsluttet, var flere af deltagerne hurtige til at stille interesserede spørgsmål til de to forskeres projekt. Mange var tydeligt berørte.

– Tænk sig, at vores børn skal gennemgå det her, sagde en af de ukrainske tilhørere og tilføjede, at oplægget ligefrem havde givet hende gåsehud.

En anden deltager rakte hånden op til en afsluttende bemærkning:

– Jeg har ikke nogen spørgsmål. Men jeg vil gerne sige tak. Projektet her tilbyder et andet perspektiv på samfundsvidenskab i Ukraine,” lød det anerkendende.

Nadiia Pavlyk og Birgitte Beck Pristeds forskningsprojekt ‘PUBLISH: Children’s Books in the Russia-Ukraine War’ er stadig i sin opstartsfase. Du kan læse mere om projektet og følge udviklingen her.

Videnskabernes Selskab planlægger at fortsætte netværksmøderne for ukrainske og danske forskere.

*Alle citater er oversat fra engelsk.

Karriereudvikling og entreprenørskab er en vigtig del af genopbygningen af ukrainsk forskning

Ukrainian Scholars Days

Karriereudvikling og entreprenørskab er en vigtig del af genopbygningen af ukrainsk forskning

Det 3. seminar i rækken af Ukranian Scholars’ Days satte fokus på, hvordan de ukrainske forskere finder en karrierevej, helst iblandet en god del entreprenørskab.

– Velkommen, kære venner, det er vores 3. møde her i Videnskabernes Selskab arrangeret i samarbejde med Det unge Akademi (DUA), bød præsident for Videnskabernes Selskab Marie Louise Nosch velkommen til salen af ukrainske forskere.

Ukranian Scholars’ Days er siden krigens start i februar 2022 blevet afholdt ca. hvert halve år. Dagene har til formål at understøtte de ukrainske forskere på flugt fra krigen og sikre, at forskningen – også i genopbygningen af landet – får den centrale rolle, der er nødvendig for at skabe et godt og fremtidssikret samfund. I salen sidder ca. 20 ukrainske forskere, primært kvinder, da mændene jo er ved fronten, der har været til de tidligere Ukrainian Scholars’ Days. Alle er de i en kompliceret situation, hvor det, på trods af situationens alvor, gælder om at være bevidst om den fremtid, der kommer.

– For selv om situationen er ulykkelig lige nu, så lad dagen i dag handle om, hvordan vi får det bedst mulige ud af den, som Birgitte Pristed, som næstforperson i DUA, pointerede.

Som seminarets hovedpersoner får de ukrainske forskere gennem dagens program præsenteret både nye indsigter og mulighed for at give deres holdning til den danske støtte til landet til kende.

Tænk bredt i dit karrierevalg

I en tid med udfordringer og behov for genopbygning i Ukraine spiller ukrainske forskere en afgørende rolle i at forme landets fremtid. Derfor var karrierevalg og -udvikling i fokus på den første del af seminaret.

– Der er blevet færre job i akademia og større konkurrence om dem, forklarede Vibeke Broe, senior karriererådgiver for ph.d.-studerende og juniorforskere ved Aarhus Universitet.

Til gengæld er forskere ofte en skattet arbejdskraft mange andre steder end i akademia.

Derfor opfordrede hun forskerne til at tænke bredere og til at prioritere tid til at reflektere over egne evner, mål og motivation. Og bygge et netværk, meget gerne via sociale medier.

Det er kun et fåtal af ph.d.’er og unge forskere, der ender med at blive professorer. Tal fra Royal Society i London tyder på under 1 %, men heldigvis er der mange steder, hvor netop de evner, man opøver som forsker, fx stærke analytiske evner, vedholdenhed, kompleks problemløsning og projektledelse, er gode kvaliteter at have. Ikke mindst  blandt private virksomheder og offentlige institutioner.

Inden hun gav ordet videre til Jes Broeng, professor og direktør for Center for entreprenørskab i teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet, opfordrede hun forskerne i rummet til at styrke Ukraines videnskabelige kapacitet. For eksempel ved at fremme ph.d.-uddannelser og oprette tætte forbindelser mellem ukrainske universiteter og internationale institutioner.

Innovation og iværksætteri

Jes Broeng tog over, hvor Vibeke Broe slap. Han delte perspektiver på innovation og iværksætteri som drivkraften bag økonomisk vækst og udvikling. For ukrainske forskere har potentiale til at omsætte deres viden og forskningsresultater til banebrydende teknologier og produkter, indenfor forsksningsfelter, hvor landet er langt fremme. Som det fx er tilfældet inden for rumfart. Som forsker er der en række trædesten, der er vigtige at kende for at øge innovationen og iværksætterkraften.

– Hvis du har lavet forskningen, så vær åben om ideerne. Det er helt naturligt at være nervøs for, at ideerne bliver stjålet, men forskning viser, at det meget sjældent er tilfældet, forsikrede han.

Fra salen, hvor de ukrainske forskere arbejder indenfor mange forskellige fagretninger, kommer spørgsmålet omkring humanioras rolle helt naturligt:

– Man skal ikke tænke, at bare fordi, man forsker i H.C. Andersens eventyr, så kan det ikke betale sig at tænke i entreprenørskab. Ofte spiller fx antropologi og psykologi væsentlige roller i udviklingen af produkter, om end humanistisk videnskab måske ofte er medspillere frem for initiativtagere, fortalte Jes Broeng.

Genopretning og rekonstruktion gennem partnerskaber

Dagens sidste oplæg kom fra Anne Kahl og Julian Petar Ilievski fra Udenrigsministeriet.

De fortalte, at Danmark, ud over militær støtte, særligt støtter regionen Mykolaiv inden for 8 områder, fx genopbygning af social infrastruktur, vand-, varme- og el-tilførsel samt ungdom og kultur. Men der er også konkret samarbejde med universitetet i regionen.

De mange forskere i salen fik til slut mulighed for at komme med forslag direkte til repræsentanter for den danske støtte til genopbygningen.

Så hvad kunne forskerne i salen have gavn af som hjælp til genopbygning af ukrainsk forskning? lød spørgsmålet.

Generelt var der et stort ønske om også fremadrettet at have et styrket samarbejde mellem Danmark og Ukraine. Og som en mørkhåret kvinde pointerede, så var det interessant at møde den danske forskningskultur, hvor der fx er stor lighed mellem professorer og studerende.

Sophia Opatska, der er Vice Rector of Strategic Development ved Ukrainian Catholic University, Lviv, Ukraine, men i øjeblikket tilknyttet Aarhus Universitet, har ved en tidligere Ukrainan Scholars days peget på tre områder, der i hendes optik er centrale for opbygningen af Ukrainsk forskning:

– Jeg vil pege på vores landbrug, problematikken om brain drain og så udfordringen med at få dækket overhead som nogle af de største udfordringer for en god recovery-plan efter krigen, forklarede hun i foråret 2023.

Direkte adspurgt ønskede en fra dagens seminar sig hjælp til udstyr og adgang til bøger og andre ressourcer, som de mange bombninger fra krigen har ødelagt. En anden ønskede inspiration til at skabe regler, der imødegår plagiering og øger den akademiske frihed.

Efter rækken af oplæg sluttede dagen med et netværksmøde mellem de ukrainske forskere og repræsentanter for Det Unge Akademi.

Der er allerede nu stor tilslutning til at holde en 4. seminardag i løbet af foråret 2024.

Ukranian Scholars’ Days i Videnskabernes Selskab gav indblik og netværk

Ukranian Scholars’ Days

Ukranian Scholars’ Days i Videnskabernes Selskab gav indblik og netværk

Foto: Privat

Barnestemmer giver sjældent genlyd på gangene i Videnskabernes Selskab. Men torsdag den 6. oktober var en undtagelse, da 25, primært kvindelige, ukrainske forskere besøgte stedet. Mange er flygtet sammen med deres børn fra et land, hvor både forskningsinstitutioner og samfundet som helhed er hårdt ramt af krigen. En af verdens største frøbanker og en nybygget neutronfacilitet er bombet, og masser af computere og andet vitalt forskningsudstyr er enten ødelagt eller stjålet.

De ukrainske forskere har – i hvert fald for en tid – slået sig ned i danske forskningsmiljøer og står i en svær situation såvel personligt som forskningsmæssigt. Især fordi, de ikke har noget netværk.

–  Mit mål med dagene er, at Videnskabernes Selskab bliver den platform, hvor ukrainerne kan mødes, fortæller præsident i Selskabet, Marie Louise Nosch.

–  Forhåbentlig kan det være et ankersted, hvor vores medlemmer er en ressource for dem. Vi har fx lavet en mentorordning, hvor medlemmer af Det Unge Akademi (DUA) og Selskabet bliver sat sammen med ukrainske forskere, som kan introducere dem for nogle nye netværk. Så vi ved, at de 25 ukrainere har et meget større fagligt netværk, når de går herfra.

Ukranian Scholars’ Days løb over to dage, og bød på såvel networking, kanalrundfart og smørrebrød som besøg af danske fonde og den ukrainske ambassadør. Og allerede ved velkomsten blev der udtrykt stor glæde fra de ukrainske forskere ved initiativet:

–  I en svær tid er det fantastisk at opleve den store imødekommenhed, som både rektorer, professorer og andre kollegaer byder os velkommen med. Og tilsvarende dejligt at få invitationer som denne til Videnskabernes Selskab, som en af dem udtrykker det.

10 punkter til opbygning af ukrainsk forskning

Det er ikke nogen tilfældighed, at dagene har fundet sted netop nu. I forsommeren identificerede Videnskabernes Selskab sammen med internationale samarbejdspartnere som ALLEA og andre videnskabelige akademier 10 punkter, der kan hjælpe den ukrainske forskningsverden:

– I forlængelse af de 10 punkter, vi aftalte med internationale parter for nogle måneder siden, tager vi med de her dage det næste skridt. I Videnskabernes Selskab har vi valgt at spørge DUA, om de vil være partner i det, fordi mange af de forskere, der kommer, er yngre forskere, forklarer Marie Louise Nosch og bliver suppleret af Kristoffer Kropp, formand i DUA:

– Fra DUA’s side håber vi, at det her arrangement river de ukrainske forskere ud af deres hverdag og viser muligheder for et sted i Danmark at være. Fra DUA’s side byder vi ind med et fagligt indspark, så vi ikke hele tiden taler om det, der ikke virker, men også om det, som vi brænder for: nemlig forskningen. For selvom verden brænder, må vi holde fokus på forskningen og de spændende og vigtige spørgsmål. Så mit håb er da helt klart, at der bliver bygget nogle broer mellem ukrainske forskere og DUA-ister.

Ukrainske udfordringer og danske fonde

Målet med dagene er ikke alene netværk. Det er også udveksling af viden og idéer. Seniorforsker Oksana Piven, der er tilknyttet det genetisk institut under Det ukrainske videnskabsakademi, ridsede situationen og fremtidsscenarierne op fra talerstolen i Gl. Mødesal for både danske og ukrainske forskere og fondsfolk:

– Der er massive problemer for forskningsverdenen i Ukraine. Naturligvis i øjeblikket med krigen, men også allerede inden. Mange forskere søger væk fra landet, fordi mulighederne og pengene er små. Så brain drain er en af de største udfordringer – også når vi skal til at bygge forskningen op igen efter krigen, forklarer hun og skifter til et slide, der viser, at den ukrainske stat bruger 0.17 % af deres BNP på forskning, og at langt de fleste penge i forskning kommer fra funding.

I Danmark giver staten mindst 10 gange mere af BNP til forskning.

På sæderne i salen sad Lene Oddershede, der er Senior Vice President for Natural & Technical Sciences i Novo Nordisk Fonden, Majken Schultz, bestyrelsesformand i Carlsbergfondet, Thomas Bjørnholm, der er direktør for VILLUM FONDENs tekniske og naturvidenskabelige forskningsstøtteprogrammer og Senior Vice President for Grants & Prizes, Director of Science Jan Egebjerg, Lundbeckfonden. De lyttede interesseret med – også til den næste på talerstolen.

Sophia Opatska er Vice Rector of Strategic Development ved Ukrainian Catholic University, Lviv, Ukraine, men i øjeblikket tilknyttet Aarhus Universitet. Hun pegede i sit oplæg på især tre områder, hvor fondene kan hjælpe:

– Mange af os ukrainske forskere her i salen tænker naturligt nok, at vores egne forskningsområder da er de vigtigste. Jeg har forsøgt at sætte mig ud over det og vil pege på vores landbrug, problematikken om brain drain og så udfordringen med at få dækket overhead som nogle af de største udfordringer for en god recovery-plan efter krigen, forklarer hun og kigger på fondsfolkene, der efterfølgende spurgte ind og fik uddybet problematikkerne.

Ambassadør på besøg

Dagene inkluderede også politiske besøg, eftersom den ukrainske ambassadør Mykhailo Vydoinyk mødte op til oplæg og diskussion. Og det var noget, flere af forskerne havde set frem til.

– At den ukrainske ambassadør er med i dag, er måske et tegn på, at den ukrainske regering bakker op. Og det er tid at bakke op om videnskab og uddannelse, også i en postwar-recovery-plan, mener Levgeniia Lukianchenko, som er visiting researcher på Københavns Universitet.

Det blev hurtigt tydeligt i diskussionen med ambassadøren, at forskerne opfatter videnskab som underprioriteret i det ukrainske samfund. De kom med råd til både ham og hinanden:

– Kan du ikke lave en liste over, hvilke videnskabelige miljøer, der i øjeblikket er virksomme i Ukraine? Foreslås det fra salen. På den måde kan vi langt bedre få et overblik, når vi nu ikke kan bo der.

Et andet forslag, der blev bakket op af ambassadøren, handlede om at glemme Sovjet-æraen.

– Hvis vi skal skabe ændringer, også efter krigen, så skal vi skrive til regeringen, fremfører en af forskerne i salen. Det nyttede ikke i Sovjet-æraen, men tiden er anderledes nu. Vi må påvirke, hvor vi kan.

Det fælles budskab til den ukrainske ambassadør er klart: Den ukrainske stat bør indse, at forskning er nødvendig for at skabe en god fremtid for Ukraine.

Til fælles klapsalver og måske en snert af større tro på fremtiden, afsluttede præsident Marie Louise Nosch dagene med at udtrykke et håb om, at forskerne i salen vil holde kontakte, og en opfordring til at bruge anledningen til at skabe et ”virtuelt research-center”, hvor alle kan hjælpe hinanden med deres forskellige forskning. Ikke bare, mens de ukrainske forskere er her i landet. Også når krigen er slut.