Tre års invasion, tre års støtte: Videnskabernes Selskab bygger bro til ukrainske forskere og en lysere fremtid

Vi har rundet årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Efter krigen venter freden – og genopbygningen. Derfor har Videnskabernes Selskab med en række samarbejdspartnere siden invasionen i 2022 rakt ud til ukrainske forskere for at bygge bro mellem forskningsmiljøer nu og i en lysere fremtid. Senest åbnede DTU sine døre i iværksætteriets tegn.
Når stormagter skubber grænser, står vi sammen i forskningens verden. Ruslands invasion af Ukraine er ingen undtagelse. Derfor har Videnskabernes Selskab tilsluttet sig den internationale støtte og de seneste tre år søsat en række initiativer, som rækker ud til de ukrainske forskere på flugt. For forskerfællesskabet er grænseløst.
Sådan har det været siden selskabets tidligere præsident Niels Bohr under anden verdenskrig trodsede spionageforsøg og kæmpede for at komme forskere til undsætning – uanset farven på deres pas eller faglige konflikter. Det blev igen aktuelt, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022 og sendte det ukrainske folk og forskere på flugt.
Videnskabernes Selskab har siden da igen løftet arven og rakt ud til de ukrainske forskere bl.a. med mentorordninger i samarbejde med Det Unge Akademi, gennem selskabets Internationale Udvalg og initiativet Ukrainian Scholars’ Days. Det blev sat i verden af selskabets tidligere præsident Marie Louise Nosch i 2022 og rækker fortsat ud til ukrainske forskere i Danmark. Fordi ligesom konflikten lever, så gør selskabets støtte også.
”De ukrainske forskere i Danmark beriger os og dansk videnskab. Samtidig minder de os om, at krigen ikke kun foregår på TV, men i manges virkelige liv,” siger professor Marie Louise Nosch.
Iværksætteri bygger bro på tværs af tid og sted
Selvom uroen fortsat hersker, venter der en fremtid – en fremtid, som har brug for forskere. Det er en af grundene til, at Ukranian Scholars’ Days siden krigens start i 2022 har rakt ud til forskere på flugt fra krigen. Med mentorordninger og arrangementer centreret om karriereveje, entreprenørskab og netværk arbejder Videnskabernes Selskab for at bidrage til, at forskningen kan indtage en afgørende rolle i genopbygningen og fremtidssikringen af landet.
Og det bliver varmt modtaget:
”De her arrangementer er virkelig vigtige, fordi de skaber en bro mellem ukrainske forskere og det danske akademiske miljø, der skaber vidensudveksling, synlighed og professionel vækst,” fortæller den ukrainske forsker og strateg Oksana Didyk, som siden 2022 har været forskningsassistent på Københavns Universitet.
Hun er troppet op og har suget til sig fra alle events, som griber de ukrainske forskere nu og ruster dem til fremtiden. Det har skabt et stærkt netværk for forskerne på flugt og selskabets medlemmer, der strækker sig på tværs af discipliner og langt ude i fremtiden, fremhæver hun.
Senest blev Oksana Didyk inspireret med håb og handlekraft, da Videnskabernes Selskab i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet inviterede til en dag i iværksætteriets tegn.
I den anledning åbnede universitet dørene til DTU Skylab – et helt særligt sted, hvor studerende, forskere og eksterne samarbejdspartnere stikker hovederne sammen. Resultatet? En rugekasse for innovation, hvor vilde ideer fra studerende sammen med etablerede iværksættere hurtigt kan få luft og kapital under vingerne. På den måde dyrker Skylab samspillet mellem forskning, erhvervsliv og samfund.
”Ukrainerne er særligt interesserede i den kobling mellem forskning, innovation og entreprenørskab, som Skylab på DTU har opbygget,” fortæller den tidligere præsident Marie Louise Nosch og fremhæver, at de tekniske universiteter i Ukraine allerede har sået de første frø til lignende initiativer. Men det er stadig nyt.
DTU Skylab er derfor en aktuel inspirationskilde, som Ukraine har brug for. Det er bevis for, at forskere og industri sammen kan skabe håndgribelige, levedygtige løsninger, der gør en forskel.
”DTU Skylab er i sandhed et innovationsøkosystem, der inspirerer os alle til at tænke større og sigte højere,” siger Oksana Didyk om besøget.
Rejsedagbog: Meget mere end krig
Videnskabernes Selskabs støtte er på den måde både afgørende nu, og når de ukrainske forskere skal til at bygge forskningen op igen efter krigen. Både viden og vilje er der, fortæller Marie Louise Nosch.
Hun har om nogen taget missionen på sig og mærket viljen, da hun som del af en delegation på fire forskere i regi af Videnskabernes Selskab besøgte videnskabens Ukraine. Her så hun, hvad landet tilbyder lige fra et stærkt forskningsmiljø for kunstig intelligens til en velbevaret kulturarv i tekstiler. Det stod også frem, hvordan videnskab og iværksætteri kan være med til at løfte landet.
Men de har brug for al den hjælp, de kan få til at bevare den videnskabelige styrke. En styrke, som i sammenligning med Danmark i det hele taget nyder en beskeden støtte fra statens side. Helt konkret bygger Ukraines forskning på en støtte på 0,17 procent af Ukraines BNP. Altså rundt regnet knap 10 gange mindre end herhjemme, hvor støtten er fastsat til 1 procent af BNP.
Den fælles vidensdeling derfor en god ressource for de ukrainske forskere nu og i fredstider.
I selskabets delegations rejsedagbog kan du få indblik i nogle af Ukraines videnskabelige ledestjerner, som delegationen har besøgt. Du kan også læse mere om de tidligere Ukranian Scholars’ Days og orientere dig i alle selskabets initiativer for Ukraine og internationale opslag.