Kategori: Aktuel historie

European Academies’ Science Advisory Council

Systemiske svigt driver en hurtig vækst i produktion, forbrug og lækage af plastik i marine, terrestriske og ferskvandsmiljøer, viser en ny EASAC-kommentar. Sammenfatningen af den nyeste videnskabelige evidens har til formål at informere de løbende forhandlinger om nødvendigheden af en international plastiktraktat. Med de nuværende politikker forventes globalt plastikaffald at næsten tredoble sig inden 2060.

– Forhandlere skal takle konflikter i hele systemet, siger professor Michael Norton fra EASAC.

– Det vil påvirke kommercielle interesser og vil derfor ikke være en let opgave. Men for at bremse og vende skader på miljøet, biodiversitet og i sidste ende risici for menneskers sundhed skal traktaten sætte en stopper for den fortsatte vækst i produktionen af plastik.

Det 21. århundrede vil sandsynligvis blive husket som “plastiktiden”. Plastik begyndte sin triumferende march i 1960’erne; i dag drukner planeten bogstaveligt talt i plastik. Mere end 353 millioner tons plastikaffald blev produceret i 2019, og ifølge OECD’s tal forventes det at stige til så meget som 1014 millioner tons årligt inden 2060, medmindre drastiske foranstaltninger træffes.

For at oprette en International Plastiktraktat foreslår EASAC en systemisk tilgang til at reducere mængden af plastproduktion og forbrug, sikre at al plast er genanvendelig eller komposterbar og holde plast i cirkulation så længe som muligt. Modeller antyder, at ved at reducere efterspørgslen med 30 % og øge genanvendelsesraten til 20 % vil plastforurening kunne reduceres med 80 % inden 2040.

EASAC’s 10 videnskabeligt baserede anbefalinger til en international plastiktraktat:

• Sæt et mål om at reducere produktionen af primærplast med henblik på at reducere det samlede behov, efterspørgsel og brug af emballage
• Sørg for, at al plast er genbrugeligt, genanvendeligt eller komposterbart for at muliggøre cirkularitet
• Internaliser alle eksterne (miljømæssige, sociale, sundhedsmæssige) omkostninger i den grundlæggende markedspris for harpiks
• Gør produktudviklere og detailhandlere ansvarlige for at minimere engangsbrug af “on-the-go”-genstande og gør den ansvarlige vej den billigste mulighed for at ændre forbrugeradfærd
• Forbyd bevidst tilsætning af mikroplastik til produkter
• Forpligt dig til at øge sikkerheden, holdbarheden, genanvendeligheden, påfyldeligheden, reparerbarheden og renoveringsevnen af plastprodukter
• Tilskynd virksomheder til at samarbejde i omvendte forsyningskæder
• Anmod om livscyklusanalyse og ordentlige standarder for biologisk nedbrydelighed for harpikser, der hævder biologisk nedbrydelighed
• Udvid producentansvaret til alle omkostninger vedrørende affaldshåndtering
• Tillad kun eksport fra OECD til de ikke-OECD-lande, der samtykker og opfylder kriterierne for at behandle sådant affald på en miljømæssigt forsvarlig måde

OBS: Ovenstående er en forkortet version af den originale pressemeddelelse, oversat fra engelsk til dansk. Læs pressemeddelelsen og den fulde EASAC-kommentar: “Towards an International Plastics Treaty” her.

Videnskabernes Selskab med kronik i Weekendavisen

Forfatterne bag Kronikken

• Marie Louise Bech Nosch, præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, professor, Saxo-Instituttet, Københavns Uni., i bestyrelsen for Veluxfonden
• Thomas Sinkjær, generalsekretær, Videnskabernes Selskab, professor, Aalborg Universitet, formand, Bevica Gruppen
• Victor Kalsen Nissen, Politisk konsulent ved Videnskabernes Selskab

Aftalen betyder kort fortalt, at der sammen med hver forskningsbevilling følger et større beløb end tidligere til dækning af universitetets afledte udgifter ved forskningen.

Men hvis det skal lykkes universiteternes ledelser at løfte aftalens ambition om at styrke kvaliteten på tværs af alle hovedområder i forskningen, er det nødvendigt, at de bruger anledningen til at stoppe op og gør sig grundige overvejelser om, hvordan de nye rammer for forskningsfinansieringen kan styrke kvalitet frem for kvantitet. For når det angår videnskab, er mere ikke nødvendigvis bedre.

Danske universiteter har i nyere tid oplevet en markant vækst i eksterne forskningsmidler, særligt fra private fonde. Det har overordnet set været et stort gode, da det har givet os mere forskning og flere indsigter til gavn for samfundet. Men det er ikke en gratis omgang, da det koster penge at modtage penge.

Når et universitet modtager en ekstern bevilling, genererer det følgeomkostninger til alt fra lys og varme på forskerens kontor til opbevaring af store datamængder. Da fondene har et naturligt ønske om, at deres fondsmidler primært går til forskerne, er det ikke alle universiteternes øvrige udgifter, der bliver dækket af en projektbevilling.

Nogle af de udgifter skal universiteterne derfor selv betale gennem den støtte, de modtager på finansloven. Men da finanslovens støtte til universiteterne ikke er øget i samme grad som den eksterne støtte, må universiteterne enten sige nej tak til eksterne fondsbevillinger eller i stigende grad bruge egne midler til at dække drift og faste udgifter frem for at fremme konkrete forskningsaktiviteter.

For at dække følgeomkostningerne ved de eksterne bevillinger har universitetsledelserne i stigende grad bedt de fastansatte forskere om at hente bevillinger hjem til egen løn, ligesom evnen til at tiltrække eksterne midler ofte er en forudsætning for en fast stilling på et dansk universitet. Det øger presset på den enkelte forsker for at tiltrække flere eksterne bevillinger, da grundlaget for deres stilling ellers kan forsvinde – uagtet kvaliteten af deres forskning. Vælger universitetsledelserne at fastholde et uændret syn på den eksterne forskningsfinansiering, vil vi i Danmark ende med at have »forskningshoteller« i stedet for universiteter med klare mål.

Tænketanken DEA udgav i foråret 2023 en rapport, der afdækkede, hvor hårdt ræset om forskningsmidler har sat sig i forskerne. 57 procent af de adspurgte forskere frygter, at konkurrencen om forskningsbevillinger vil betyde, at de på sigt ikke kan beholde deres ansættelse på universitetet, og den usikkerhed gør blandt andet, at 70 procent har overvejet at søge et job uden for universitetet.

En forskerkarriere indebærer i de første år desværre ofte prekære forhold i tidsbegrænsede stillinger, men selv blandt fastansatte lektorer svarer hver fjerde, at de i høj grad frygter for deres ansættelse på grund af konkurrencen om forskningsmidler. Vi ved fra andre studier, at dårlige arbejdsvilkår og et højt pres for at publicere kan lede til tvivlsom forskningspraksis og forskning af lavere kvalitet.

Universiteterne er rygsøjlen i dansk videnskab og bør stå som garant for, at dygtige forskere bedriver uvildig forskning og kan forfølge deres bedste og fremmeste ideer. Det leder til de store videnskabelige gennembrud, der har lagt grunden til både nobelpriser og virksomheder som Novo Nordisk. Som vilkårene er i dag, har forskere et stadig større incitament til at satse på »sikre« og hurtige ideer frem for at gå efter mere risikofyldte, svære og tidskrævende ideer, der til gengæld har større potentiale til at forandre verden.

Med indgåelsen af den nye aftale med de seks private, forskningsfinansierende fonde står universiteterne nu et bedre sted. Det forudsætter dog, at man ikke blot gør, som man plejer. Hvis det nye råderum blot bruges til at skrue op for mængden af projekter, vil universiteterne igen havne i samme økonomiske skruetvinge. Derfor har eksempelvis Danmarks Forskningsog Innovationspolitiske Råd (DFIR) foreslået, at en del af det nye råderum bruges til at fastansætte kvalificerede yngre forskere tidligere.

Det betyder ikke, at man skal ansætte flere, men snarere, at de rette kandidater bør sikres tidligere ved øget brug af tenure track-forløb (hvor for eksempel adjunkter ansættes med klar udsigt til en fast stilling). Som sagt er selv fastansatte forskere udsat for usikre arbejdsvilkår. Derfor er det oplagt, at råderummet ligeledes kunne benyttes til at sikre, at forskeres stillinger ikke skal gøres afhængige af hjemtag af fondsbevillinger.

Endnu mere ambitiøst ville det være at placere midlerne der, hvor nye forskningsideer opstår, det vil sige hos forskerne selv. Dette kunne gøres ved at give universiteternes kerne, nemlig de fastansatte professorer og lektorer, et såkaldt annuum, et årligt beløb, der frit kunne anvendes på indledende forskningsaktiviteter – eksempelvis på at afsøge nye ambitiøse ideer, der ellers ville være svære at komme i gang med. Det vil medføre, at eksterne midler bliver brugt på projekter af højere kvalitet, og dermed fremme fødekæden for fremragende forskning i Danmark.

Pengene ligger bedst tæt på forskerne, hvor de gode ideer opstår. Det vil give mere ro til, at forskere kan fordybe sig i de aktiviteter, de er bedst til: at forske, undervise og formidle. Videnskabens kerne er de mennesker, der udfører den, og derfor skaber forskningsmidler mest værdi i hænderne på forskere. Et annuum ville være én måde at understøtte dette, men under alle omstændigheder er det centralt, at forskerne inddrages i, hvordan den nye aftale udmøntes.

Derfor en opfordring til universitetsledelserne: Lyt til jeres forskere og spørg dem om, hvordan midlerne bedst muligt kan fremme kvalitet i forskning.

ALLEA opfordrer til, at rammeprogrammet:

• Øger investeringen i forskning og innovation for derigennem at skabe en vision for at fremme fremragende forskning og frugtbart samarbejde på tværs af Europa
• Opnår et oprigtigt inkluderende og indflydelsesrigt forskningslandskab i Europa (European Research Area)
• Styres af målene om at stimulere forskning og innovation, dyrke forskningssamarbejde, nære talenter, styrke mangfoldighed og inklusion samt optimere processer

ALLEA ser mulighederne for en lysere fremtid for europæisk forskning, hvor et nyt, banebrydende rammeprogram kan bane vejen for at gøre Europa konkurrencedygtigt og ledende inden for forskning og innovation på verdensplan.

I den nye udtalelse understreger ALLEA, hvor vigtig videnskab er for at løse globale udfordringer og påpeger behovet for at øge investeringer i forskning og udvikling. ALLEA’s vision omfatter at styrke forskningssamarbejder, dyrke talenter, fremme mangfoldighed og inklusion, samt at strømline de administrative rammer for tildelingen af forskningsbevillinger. Det indebærer støtte til grundforskning og fremme af Open Science-initiativer, integritet i forskning og akademisk frihed.

Et fokus på at inddrage flere, fastholde talenter og fremme excellence gennem mangfoldighed skal medvirke til at fordelene ved forskning når ud til alle regioner og fagområder. For at skabe en bæredygtig fremtid opfordrer ALLEA til ambitiøs investering, tæt samarbejde, omhyggelig talentpleje, fuld accept af mangfoldighed og effektiv optimering af processer. Målet er en stærk Europa, der er konkurrencedygtig og verdensledende på forskningsområdet, drevet af et kraftfuldt rammeprogram, der forpligter sig til at levere viden og hæve det europæiske samfund til nye højder.

Læs den fulde erklæring her.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab er, som nationalt videnskabeligt akademi, medlem af organisationen ALLEA.