Da Danmark blev et ørige – og hvad vi kan lære af det
Igennem det meste af jægerstenalderen, frem til for ca. 6000 år siden, steg havet og forvandlede Danmark fra ét stort landområde til en samling øer. To forskere dykker ned i fortidens DNA og havbundens hemmeligheder for at forstå, hvordan klimaet ændrede livsvilkår for både dyr og mennesker – og hvad vi kan lære af det i dag.
Af: Ghita Nidam Møller
En isbjørn i Vendsyssel. Bopladser på bunden af Aarhus Bugt. En skov under Storebælt. Engang var Danmark et stort sammenhængende landområde. Men igennem jægerstenalderen steg havet dramatisk på grund af klimaforandringer og forvandlede det, vi i dag kalder Danmark, til et ørige.
Hvordan ændrede de forandringer livet for datidens dyr og vores forfædre, og hvad kan den slags markante omvæltninger sige om vores nutid og fremtid?
Det forsker professor i molekylær naturhistorie Eline Lorenzen og marinarkæolog Peter Moe Astrup i. Med DNA fra fortidens dyr og arkæologiske fund fra havets bund kaster de hver især lys over en dramatisk periode i Danmarks historie – og peger på, hvordan fortiden kan hjælpe os med at forstå nutidens klimaforandringer.
”Jeg startede med nutiden, og med tiden gik det op for mig, at nutiden kun kan forstås i konteksten af den fortid, der er gået forud,” siger Eline Lorenzen.
”Det er derfor, jeg er blevet mere og mere optaget af tid og af at kigge 10.000 og 100.000 år tilbage for at forstå, hvorfor vi i dag har den mangfoldighed af arter, vi har.”
Et land under vand
Eline Lorenzen dykker ned i fortidens dyreliv, mens Peter Moe Astrup jagter svar på, hvordan vores forfædre levede. Hun forklarer, hvordan DNA fra dyreknogler kan afsløre, hvilke arter der levede i Danmark – og hvordan de forsvandt.
“DNA er jo vores arvemasse. Det er et kæmpe puslespil over vores fortid,” fortæller Eline Lorenzen og forklarer: “Når arter bliver indskrænket, som det jo sker, når et område bliver til en ø, og der ikke længere er fri passage frem og tilbage, så risikerer nogle arter hurtigere at uddø.”
For omkring 6000 år siden ændrede både klima og landskab sig markant. Tættere skove erstattede åbne stepper, og med overgangen til agerbrug forsvandt arter som vildhesten. I stedet kom generalister som hare og husmår, der trives i menneskepåvirkede miljøer. Efter Danmark blev et ørige, fulgte en stabil periode på 3000 år, hvor man ikke ser de store ændringer i pattedyrsfaunaen, fortæller hun. Natur og dyr fandt ro for en tid.
Peter Moe Astrup dykker bogstaveligt efter svar på, hvordan havet også påvirkede menneskene ved at lede efter arkæologiske bosættelser og redskaber i træ, ben og flint på havbunden. Men “det er ret svært at finde de her præcise steder menneskene opholdt sig, ” siger han.
I Aarhus Bugt har han fundet spor af bopladser fra Maglemosekulturen – en periode, der tidligere blev betragtet som en indlandskultur, men som vi måske i højere grad skal betragte som en kystkultur. Ved hjælp af undervandsstøvsugere og dykkerudstyr har Astrup og hans kolleger afdækket nogle af de redskaber og knogler, som blev efterladt på datidens kystbopladser samt træstubbe, der står rodfaste på det, der nu er havbund.
Artiklen er baseret på podcastepisoden ”Da Danmark gik under vand” i podcasten Hvordan ved vi det? fra Videnskabernes Selskab og Det Unge Akademi.
Hvordan ved vi det? er en del af formidlingsprojektet VidenSkaber, som er støttet af Carlsbergfondet, Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden. I 2025-2026 er VidenSkabers tema ”Hvad sker der, når havet forandrer sig?”. Læs mere på videnskaber.dk.
Et puslespil af fortiden
Begge forskere arbejder altså med fragmenter – DNA, knogler, redskaber – som brikker i et større puslespil. Det gør de på hver sin måde for at finde ud af, hvordan dyr og mennesker så ud og levede:
“Vi prøver at finde brikkerne i det store puslespil,” som Peter Moe Astrup siger.
For Eline Lorenzen er knoglernes arvemasse et konkret vidnesbyrd om en svunden tid, hvor havstigninger har forandret både landskab og dyreliv.
“Der sker nogle successionsbølger,” siger hun og uddyber: “Der er dyr, der er vandret ind, så er nogle af dem uddøde, og så er de vandret ind på ny.”
Et spektakulært fund er en isbjørnekæbe fra en grusgrav i Vendsyssel. Den er omkring 12.500 år gammel og kæmpestor. Meget større end de største bjørne, der er i Alaska nu, forklarer hun.
For Peter Moe Astrup er fortidens brikker arkæologiske fund af redskaber og knogler fra bopladslagene, der giver et indblik i, hvad der er blevet spist. Det er indirekte beviser for den menneskelige kultur. I Aarhus Bugt håber de også på at finde knogler, som ved nærmere analyse måske kan vise sig at være fra mennesker og dermed kan sige noget mere præcist om vores forfædre og deres kostvaner.
”Hvis vi finder menneskeknogler, vil vi f.eks. kunne finde ud af, hvor stor en procentdel af deres føde der stammede fra havet,” siger Peter Moe Astrup.
Fortidens klima som spejl
Når Peter Moe Astrup graver i fortiden, forsøger han at besvare et grundlæggende spørgsmål: Hvordan reagerede mennesker på de store forandringer?
“Det er jo tit blevet foreslået, at havstigningen tvang menneskene til at flytte deres bopladser,” siger han. Men det er svært at bevise arkæologisk.
“Det kunne også være, at de alligevel flyttede så meget rundt, at de ikke opholdt sig tilstrækkelig lang tid til at mærke konsekvenserne af et stigende havniveau,” siger han, men peger dog på, at dramatiske begivenheder som tsunamier og stormfloder kan have haft øjeblikkelige konsekvenser.
Peter Moe Astrup fremhæver, at de mange stenalderbopladser i de indre danske farvande giver “ekstremt præcise fikspunkter for vandstanden.” Det gør det muligt at sammenligne temperaturændringer med havspejlsændringer over tid.
“Der er rigtig meget snak om fremtiden, og hvad en temperaturstigning kommer til at betyde for vandstanden,” siger han. ”Her kan man gå tilbage i tiden og forsøge at forstå, hvad skete der, da temperaturen faktisk steg to grader.”
Mennesket tilpassede sig. De mærkede en forandring og agerede derefter. Vi er her stadig. Det samme gælder for dyrene: nogle flyttede sig, nogle tilpassede sig, og andre uddøde.
”Samlet kan man jo sige, at havstigningerne skabte en masse forandringer. Der var dyr, der uddøde, og der var formentlig mennesker, der blev skyllet over af en flodbølge og alt muligt andet, men det gav også nogle nye muligheder for at leve på en anden måde langs kysten, og der var så måske nye dyr, der fik nogle andre muligheder,” siger Eline Lorenzen.
“Hver forandring er ikke skidt i sig selv. Det skaber muligheder for andre, hvis det går skidt for dem, der er der,” tilføjer hun og understreger, at naturen altid har været i forandring.
Men Eline Lorenzen peger også på en afgørende forskel mellem dengang og nu: “Vi fylder så meget som art, menneskene”.
Så kan vi lære af fortiden? Svaret er ja – men det kræver, at vi handler. I dag har vi viden om kloden og klimaforandringerne.
“Vi er som menneskehed fuldt ud bevidste om klimaforandringerne, og vi har en global handlekraft. Det er bare om at gøre brug af den,” siger Eline Lorenzen.
Vidste du, at …
- man for 14.000 år siden kunne gå hele vejen fra Irland til Canada?
Vandstanden var dengang op til 120 meter lavere end i dag, fordi store mængder vand var bundet i iskapperne ved polerne. Det skabte et enormt sammenhængende landområde mellem Europa, Asien og Nordamerika. - der har levet isbjørne i det, der i dag er Danmark?
Et fund af en isbjørnekæbe i en dansk grusgrav viser, at isbjørne levede i Vendsyssel for omkring 12.500 år siden. Den danske isbjørn var endda større end nutidens bjørne i Alaska. - gamle træstubbe stadig står rodfast på havbunden under Storebæltsbroen?
Disse stubbe er rester af oversvømmede skove fra stenalderen og giver præcise pejlemærker for, hvordan havet steg over tid. - Danmark blev et ørige i løbet af jægerstenalderen – og det fik store konsekvenser for dyrelivet?
Store pattedyr som urokse, grævling og bjørn forsvandt fra Sjælland, mens de overlevede længere i Jylland. Isolationen gjorde det svært for arterne at genetablere sig. - man har fundet bopladser fra jægerstenalderen på havbunden i Aarhus Bugt?
Disse fund viser, at mennesker i maglemosekulturen sandsynligvis boede tættere på kysten end tidligere antaget – men deres bopladser er i dag oversvømmet.
