Det ikoniske P.S. Krøyer maleri fra Videnskabernes Selskab er på rejse

Det ikoniske P.S. Krøyer maleri fra Videnskabernes Selskab er på rejse

Siden P.S Krøyer i 1897 satte sidste penselstrøg på det kæmpe maleri ”Et møde i Videnskabernes Selskab” har det kun været uden for bygningen to gange. Nu bliver det lånt ud til Skagens Museum.

– Det her maleri er hjerteblod for Videnskabernes Selskab, forklarer redaktør i selskabet Marita Akhøj Nielsen,

– Jeg er faktisk temmelig spændt.

Maritas anspændelse skyldes, at maleriet, inden det kan pakkes ind og køres til Danmarks nordligste spids, skal tages ned af væggen, som det er fæstnet til. Det er ikke helt nemt, og kræver en del mandskab. I den gamle mødesal i Videnskabernes selskab, som hver 2. torsdag huser møderne for selskabets medlemmer, hænger nu et par mand højt på to stiger. Fra gulvet følger en fotograf, to folk fra Skagens Museum, der er vant med at nedtage og flytte store kunstværker, en tekniker fra Videnskabernes Selskab, en konservator og 5-7 flyttefolk med i mændenes arbejde.

Maleriet skal til Skagen for at forenes med 4 andre af P.S. Krøyers bestillingsværker, som for første gang nogensinde skal udstilles sammen.

– Så er det fri, lyder det fra en af mændene på stigen.

De øvrige holder godt fast i maleriet, der langsomt flytter sig ud fra væggen. Muskler spændes og koncentrationen er tyk i rummet, mens maleriet langsomt sænkes ned til gulvet, ned på en vogn med hjul.

Et lettelsens suk lyder samlet fra salen.

Maleriet er ikke hele sandheden

Værket blev oprindelig bestilt af Carlsbergfondet, og det er monumentalt i mere end en forstand. Dels er det med sine godt 15 kvadratmeter Krøyers største værk nogensinde, men anses også af flere for at være et af de betydeligste værker i hans kunstnervirksomhed (læs en længere artikel om værket ved at klikke her).

Maleriet viser et møde i Videnskabernes Selskab, som det kan have set ud – eller næsten. For maleriet portrætterer hele 51 af datidens største videnskabsmænd, men i rummet, hvor møderne blev holdt, var der faktisk kun plads til højst 25. På værket holder Japetus Steenstrup desuden et foredrag for de øvrige, der blandt tilhørerne tæller kronprinsen – den senere kong Frederik d. VIII. Men rent faktisk var Steenstrup ikke i 1897 længere i stand til at holde foredrag på grund af alder.

– Men selv om det måske mere viser selskabet, som man ønskede at se det, bærer det den dag i dag på nutidens fortælling om Videnskabernes Selskab. Det kan godt være, at forskere kan være uenige, skændes og måske nærmest hade hinanden, men de er stadig bundet sammen i det fælles ønske om at udforske og grave sig ned i videnskaben. Altså skabe ny viden. Med sit billede gav Krøyer videnskabernes selskab drømmen om videnskabernes selskab. Og den lever stadig, forklarer Marita Akhøj Nielsen.

Først efter flere timers arbejde med at få maleriet pakket forsvarligt ind, båret ned af trappen og bugseret ind i lastbilen tager det afsted mod Skagen.

– Vi er naturligvis glade for at låne maleriet ud, men vi glæder os sørme også til, at det kommer tilbage igen, slutter Marita dagen.

Maleriet kommer på plads på bagvæggen i gammel mødesal til september, således at besøgende til åbne foredrag og andre arrangementer kan se det.

De øvrige værker på udstillingen på Skagens Museum er Industriens Mænd, Selskab i Glyptotheket på Ny Carlsberg, Komiteen for den franske Kunstudstilling i København 1888, Fra Københavns Børs. Ferniseringen finder sted 24. maj og udstillingen løber frem til september 2019.

L’Oreal og UNESCO uddeler sammen med Videnskabernes Selskab “For Women in Science-pris”

L’Oreal og UNESCO uddeler sammen med Videnskabernes Selskab “For Women in Science-pris”

Tre yngre, kvindelige forskere hædret ved overrækkelse med royal deltagelse.

Ved en ceremoni i den smukke Pompejisal på Carlsberg Akademi overrakte HKH Prinsesse Marie prisen til de tre yngre, talentfulde kvinder: Vida Engmann, adjunkt ved Syddansk Universitet, læge, ph.d. Stine Linding Andersen, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital og adjunkt ved Aarhus Universitet Maria Andreasen som dette års modtagere af For Women in Science.

For Women in Science er en global, årligt tilbagevendende prisuddeling indstiftet af L’Oréal og UNESCO, der skal få de gode rollemodeller blandt kvinder i naturvidenskabelig forskning frem i lyset – og tiltrække flere kvinder til de naturvidenskabelige fag. Videnskabernes selskab medvirker i udvælgelsen af modtagerne og det var derfor naturligt at Præsident for Videnskabernes Selskab, Mogens Høeg Jensen bød velkommen:

– På vegne af Det. Kgl. Danske Videnskabernes Selskab vil jeg byde hjertelig velkommen til L’Oreal og UNESCO prisuddelingen ’For Women in Science’. Det er en stor ære for Selskabet at stå for dette arrangement.

I år er det 11. gang at uddelingen finder sted. Det betyder, at 33 unge kvindelige forskere har modtaget prisen, som gennem alle årerne har givet et stort karriereløft til prismodtagerne, forklarer Mogens Høeg Jensen:

– Når man læser CV’er fra yngre kvindelige forskere – og jeg læser rigtig mange CV’er i min hverdag – er det bemærkelsesværdigt, så ofte L’Oreal prisen optræder. Og fra personlige samtaler med mange tidligere modtagere har jeg gang på gang hørt det sagt, at prisen betyder rigtig meget i den tidligere karriere. Med andre og det er et fantastisk vigtigt samarbejde, vi har mellem L’Oreal og Videnskabernes Selskab!

Prinsesse Marie synes, at ligestillingen indenfor forskningen går for langsomt

Siden blev ordet givet til Prinsesse Marie, der i sin egenskab af protekor for Den Danske UNESCO-Nationalkommission forstod overrækkelsen af prisen. For hende spiller prisen en stor rolle:

– Den store udfordring er, at der er for få kvindelige forskere, når vi taler topniveau. I 2011 var 16% af de danske professorer kvinder – i 2017 var tallet 22%. Det går for langsomt. Og der skal flere greb til at hjælpe udviklingen på vej – og priser er én måde at vise anerkendelse på, fortalte hun og fortsatte:

– Det er med stolthed og glæde at vi i dag kan hædre 3 unge forskere, der med deres indsats aftvinger respekt og fortjener stor anerkendelse. Jeres arbejde bidrager til løsningen af vigtig videnskabelig udfordringer og løfter Danmark som forskningsnation. Det er noget at være stolt af!

Med æren følger 110.000 kr. til hver prismodtager, som skal bruges til det aktuelle forskningsprojekt.

De tre modtagere er:

Læge, ph.d. Stine Linding Andersen

Stine Linding Andersen er læge og forsker ved Klinisk Biokemisk Afdeling og Klinisk Institut. Stine forsker i betydningen af thyroidea sygdomme hos gravide. Stine klarlægger jodindtaget hos gravide i Danmark og undersøger forstyrrelser i stofskifte hos gravide og deres betydning for graviditetsforløbet og barnets udvikling, især hjernen. Stines forskning vil bidrage til optimal diagnostik og behandling af stofskiftesygdomme hos gravide og til overvejelserne om, hvorvidt man rutinemæssigt bør undersøge thyroidea funktionen hos alle gravide i Danmark.

Adjunkt Maria Andreasen

Maria Andreasens forskning er centreret om biofysiske undersøgelser af protein aggregering. Protein aggregering ses som strukturerede og velordnede klumper af proteiner og forekommer både i forbindelse med sygdomme som Alzheimer’s og Parkinson’s, og som funktionelle materialer, der udnyttes af bakterier i biofilm-dannelse i forbindelse med etablering af bakterielle infektioner. Maria arbejder med at undersøge og forstå de molekylære mekanismer, der fører til uønsket protein aggregering og dermed også at finde en metode til at modvirke dem.

Adjunkt Vida Engmann

Vida Engmann forsker i stabilisering af organiske, miljøvenlige polymersolceller. De har mange fordele, bl.a. mekanisk fleksibilitet, lav vægt og lav pris. Derfor kan de inkorporeres i mange forskellige applikationer. Organiske solceller har imidlertid den udfordring, at de har en dårlig holdbarhed. Vida er pioner indenfor forskningen i polymersolceller og har udviklet en metode til at forbedre de organiske solcellers stabilitet. Dermed opnås en 10 gange effektforøgelse fra solcellerne over tid, hvilket er det højeste opnået til dato på verdensplan.

For Women in Science: Prismodtagere 2019

For Women in Science: Prismodtagere 2019

Foto: Camilla Winther
For Women in Science er en global, årligt tilbagevendende prisuddeling indstiftet af L’Oréal og UNESCO, der skal få de gode rollemodeller blandt kvinder i naturvidenskabelig forskning frem i lyset – og tiltrække flere kvinder til de naturvidenskabelige fag.

Tre unge kvindelige forskere er hvert år blevet hædret med L’Oréal-UNESCO For Women In Science-priserne, som L’Oréal uddeler i samarbejde med den danske UNESCO-nationalkommission og Videnskabernes Selskab. Onsdag den 15. maj 2019 blev priserne overrakt ved en ceremoni i den smukke Pompejisal på Carlsberg Akademi.

Som protektor for Den Danske UNESCO-Nationalkommission overrakte H.K.H. prinsesse Marie priserne og holdt forinden en tale om udfordringen med at få flere kvinder i forskning på topniveau.

Efterfulgt af en tale af Scientific Director for L’Oréal Danmark, Jeanette Haugel-Nielsen, fortalte prismodtager fra 2017, Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen (KU), om, hvilken ændring det har gjort for hende at modtage prisen. Kirsten blev i marts 2019 hædret som 1 af 15 ”International Rising Talent” blandt For Women in Science-prismodtagere fra 117 lande.

Hver af de tre prismodtagere modtog en flot motivering af medlemmerne af bedømmelsesudvalget.

Læs nedenfor om 2019-prismodtagerne.

Prismodtagerne 2019 er (fra venstre mod højre på ovenstående billede):

Adjunkt Vida Engmann

Vida Engmann forsker i stabilisering af organiske, miljøvenlige polymersolceller. De har mange fordele, bl.a. mekanisk fleksibilitet, lav vægt og lav pris. Derfor kan de inkorporeres i mange forskellige applikationer. Organiske solceller har imidlertid den udfordring, at de har en dårlig holdbarhed. Vida er pioner indenfor forskningen i polymersolceller og har udviklet en metode til at forbedre de organiske solcellers stabilitet. Dermed opnås en 10 gange effektforøgelse fra solcellerne over tid, hvilket er det højeste opnået til dato på verdensplan.

Læge, ph.d., Stine Linding Andersen

Stine Linding Andersen er læge og forsker ved Klinisk Biokemisk Afdeling og Klinisk Institut. Stine forsker i betydningen af thyroidea sygdomme hos gravide. Stine klarlægger jodindtaget hos gravide i Danmark og undersøger forstyrrelser i stofskifte hos gravide og deres betydning for graviditetsforløbet og barnets udvikling, især hjernen. Stines forskning vil bidrage til optimal diagnostik og behandling af stofskiftesygdomme hos gravide og til overvejelserne om, hvorvidt man rutinemæssigt bør undersøge thyroidea funktionen hos alle gravide i Danmark.

Adjunkt Maria Andreasen

Maria Andreasens forskning er centreret om biofysiske undersøgelser af protein aggregering. Protein aggregering ses som strukturerede og velordnede klumper af proteiner og forekommer både i forbindelse med sygdomme som Alzheimer’s og Parkinson’s, og som funktionelle materialer, der udnyttes af bakterier i biofilm-dannelse i forbindelse med etablering af bakterielle infektioner. Maria arbejder med at undersøge og forstå de molekylære mekanismer, der fører til uønsket protein aggregering og dermed også at finde en metode til at modvirke dem.

Ti nye medlemmer i Videnskabernes Selskab

Ti nye medlemmer i Videnskabernes Selskab

Foto: Lars Svankjær/ Videnskabernes Selskab
En række nye ansigter vil fremover være at finde i salen i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, når nogle af landets mest prominente forskere holder medlemsmøder. Men de nye medlemmer træder ikke kun ind i Selskabets højloftede sale: De træder ind i en årelang tradition, og i fodsporene fra berømte tidligere medlemmer som Niels Bohr og H.C. Ørsted, Marie Curie, Albert Einstein og Charles Darwin.

For Videnskabernes Selskab betyder foråret først og fremmest nye medlemmer.  I år hele ti af slagsen.

Vender man et par sider i Selskabets historiebog vil man se, at dets medlemmer har været inddelt i to såkaldte ”klasser” – den humanistiske-samfundsvidenskabelige klasse og den naturvidenskabelige klasse – lige siden året 1866. Hvert år indvælges en håndfuld fremtrædende forskere, og i år er det humanisterne, der kan trykke nogle nye fagfæller i hånden: seks danske forskere og fire udenlandske.

Med mennesket i fokus og tværfagligheden som bonus

Med fagområder, der strækker sig over alt fra japansk lingvistik til politisk psykologi, social ulighed til game studies og helt til kirkehistorie og latinsk litteratur, er der i dén grad tale om et humanistisk kalejdoskop. Men på trods af forskelle i nuancer og mønstre har det stadig det samme fokuspunkt, når man drejer på det: Nemlig en stræben efter at blive klogere på mennesket og det menneskelige, uanset om der så er tale om en historisk, social, politisk, kulturel, teologisk, litterær eller sproglig sammenhæng – for blot at nævne nogle få.

En anden ting, som de nye medlemmer hurtigt kan blive enige om, er de store forventninger til medlemskabet af Videnskabernes Selskab. Her peger flere især på muligheden for tværfaglig inspiration og udveksling af viden:

– Jeg forventer at lære om og at diskutere de mange spændende sider af verden, som de andre medlemmer har kendskab til, siger nyvalgt medlem Martha Sif Karrebæk, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

– Jeg forventer at blive bedre til at indgå i, bidrage til og anspore til tværvidenskabelig forskning, hvor det er relevant, og til at insistere på det ikke-tværvidenskabelige i de tilfælde, hvor det er den rigtige løsning.

Faktisk taler nyvalgt medlem Karen Skovgaard-Petersen, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, om et decideret behov for tværfaglighed i sit forskningsarbejde:

– De gamle tekster krydser ofte moderne faggrænser, og fx kan det være nødvendigt at mobilisere både historisk, filologisk, teologisk og naturvidenskabelig  indsigt for at forstå en given tekst, siger hun.

En fælles forskningspolitisk agenda

Et særligt højt prioriteret punkt på dagsordenen hos de nye medlemmer er arbejdet for at fremme forskningens stilling og videnskabens vilkår i Danmark. Eller, som nyvalgt medlem Michael Bang Petersen, professor ved institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, siger:

– At være medlem af Videnskabernes Selskab giver mig mulighed for at styrke formidlingen af min forskning til offentligheden og møde andre forskere, der brænder for det videnskabelige ideal. I en verden med faldende tillid til sandhedsbegrebet er det mere vigtigt end nogensinde at stå sammen om det ideal, og jeg håber, at jeg i regi af Videnskabernes Selskab kan være med til at skubbe samfundet i den retning.

Her rammes en af Selskabets mærkesager lige på kornet: Ønsket om at fremme videnskabens og forskningens vilkår i dagens Danmark. Og initiativet til at løfte denne opgave i fællesskab.

Videnskabernes Selskab fejrer senere i år sin 277-års fødselsdag. Ligesom en række af sine forgængere er H.M. Dronningen protektor for det lærde societet.

De nye medlemmer af den humanistiske og samfundsvidenskabelige klasse er:

  • Martha Sif Karrebæk
  • Mads Meier Jæger
  • Mette Birkedal Bruun
  • Lasse Horne Kjældgaard
  • Karen Skovgaard-Petersen
  • Michael Bang-Petersen
  • Bjarke Frellesvig
  • Espen Aarseth
  • Tim Bollerslev
  • Sarah Franklin

Indkaldelse af indstillinger til H.C. Ørsted guldmedaljen i kemi

Indkaldelse af indstillinger til H.C. Ørsted guldmedaljen i kemi

Foto: C.A. Jensen maleri af H.C. Ørsted, SMK (open source)
Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) har besluttet, at der i samarbejde med Videnskabernes Selskab uddeles to priser i forbindelse med 200-året for H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen (1820). Priserne består af en guldmedalje og et rejselegat på 75.000 kr. og er finansieret af firmaet Ørsted.

Den første uddeles i kemi i efteråret 2019 og den næste i fysik uddeles i 2020.

SNU’s direktion har nedsat et nomineringsudvalg bestående af følgende personer:

  • Professor Klaus Bock, formand
  • Professor Torkild Andersen
  • Professor Anja Boisen
  • Professor Mogens Høgh Jensen
  • Professor Povl Krogsgaard-Larsen

Indstillinger til kemi-prisen bestående af motivation samt et fuldt CV bedes sendt til formanden for nomineringsudvalget senest 31. marts 2019 på følgende mail: Klaus.bock@privat.dk. Der er ikke noget ansøgningsskema. Dog bedes man holde sig inden for 1 A4-ark med normal læselige typografi for hvad angår motivationen. Der er ingen begrænsninger på længden af det fulde CV.

Guldmedaljen og prisen forventes overrakt af Hendes Majestæt Dronningen i det Kongelige Videnskabernes Selskab i løbet af efteråret 2019.

Kriterier for tildeling af H.C. Ørsted Medaljen

H.C. Ørsted Medaljen i guld gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Der skal være tale om forskning i verdensklasse, og modtageren skal have publiceret inden for de seneste seks år. Prismodtageren skal være af dansk nationalitet eller også skal det prisbelønnede arbejde være udført i Danmark, såfremt der er tale om en udenlandsk prismodtager.

Tidligere modtagere af H. C. Ørsted Medaljen:

  • 1989: Professor Thor A. Bak
  • 1977: Professor K.A. Jensen
  • 1974: Professor Jens Lindhard
  • 1970: Professor Chr. Møller
  • 1970: Professor Aage Bohr
  • 1965: Professor Bengt Strömgren
  • 1959: Professor J.A. Christiansen
  • 1959: Civilingeniør Paul Bergsøe
  • 1952: Professor Alex Langseth
  • 1941: Professor Kaj Linderstrøm-Lang
  • 1928: Professor P.O. Pedersen
  • 1928: Professor Niels Bjerrum
  • 1928: Professor J.N. Brøndsted
  • 1924: Professor Niels Bohr

Man kan læse mere om guldmedaljen på SNU’s hjemmeside.

Dronningen uddeler stor videnskabspris i Videnskabernes Selskab

Dronningen uddeler stor videnskabspris i Videnskabernes Selskab

Det var med stor glæde professor Marie Louise Nosch i dag modtog Dronning Margrethe IIs videnskabspris for sin alsidige og tværvidenskablige forskning.

Det er 4. gang, at prisen der bærer Majestætens eget navn bliver uddelt, som det skete den 24. april i de smukke omgivelser i Videnskabernes Selskab. De historiske lokaler er som skabt til uddelingen af en sådan pris:

– Deres Majestæt, ærede prismodtager, mine damer og herrer. På vegne af det kongelige danske videnskabernes selskab er det mig en stor glæde at byde velkommen til uddelingen af Dronning Margrethe ll’s videnskabspris for 2019, startede Præsident Mogen Høeg Jensen sin velkomst.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab indstiftede prisen i 2015 i anledning af Selskabets protektor HM Dronningens 75 års fødselsdag, og vil blive overrakt én gang årligt de næste 25 år. Når prisen i går netop til Marie Louise Nosch skyldes det blandt andet det store tværfaglige sigte i hendes forskning, forklarer Præsident for selskabet Mogens Høeg Jensen:

– Marie Louise Nosch har i løbet af de seneste år opbygget et meget levende forskningsmiljø på verdensplan og ydet afgørende forskningsresultater inden for tekstilforskning. Hendes forskningsområde er særdeles tværvidenskabeligt med tilknytning til store fagområder som historie, arkæologi, fysik og tekstile håndværk. På den baggrund har hun været i stand til at give den humanistiske forskning nye metoder til at forstå aspekter af fortiden og historien, som hidtil har været underbelyst.

Sideløbende har Marie-Louise Bech Nosch også på fornem vis været i stand til at formidle sine forskningsresultater og store indsigt til det brede publikum – lige meget om det så gælder kronologien for knaphuller eller Linear B – det skriftsystem som bronzealdersamfundet i Grækenland brugte længe før alfabetet blev opfundet. Selv er hun naturligt nok meget glad for prisen:

– Deres majestæt, kære familie, venner og kollegaer – af hjertet tak, sagde hun blandt andet. – Det er en meget stor ære og glæde for mig personligt, og for hele tekstilforskningsmiljøet i Danmark, at modtage Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2019. Dronningen har vist sin støtte og interesse gennem mange år. Hendes store historiske overblik, hendes dybe faglige viden i arkæologi og kunst, og den intense taktile aktivitet med håndarbejde og tekstile teknikker giver os en fælles erfaringsgrund. Hun er en inspiration for os.

Prisen er på 100.000 kroner, der går til forskeren.

Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2019

Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2019

Foto: Videnskabernes Selskab
Medaljen uddeles årligt til en yngre dansk forsker for en fremragende grundvidenskabelig præstation. I 2019 modtog Professor Gemma C. Solomon medaljen for sit enestående videnskabelige arbejde indenfor kvanteinterferens.

Gemma Clare Solomon Larsen, der er professor ved Kemisk institut ved KU, har sammen med sit forskerteam opnået spændende resultater ved at anvende såkaldt destruktiv kvante-interferens, hvor man ”slukker” for strømmen ved hjælp af enkelte molekyler. Målet er at anvende kemi til at finde frem til de molekyler, som kan lede strøm uden at skabe varme og måske endda nedkøle et system. På den måde kan hendes forskning muligvis hjælpe i hele den igangværende grønne omstilling af samfundet.

Skelsættende nyopdagelser

I sin bedømmelse har bedømmelsesudvalget lagt vægt på flere af hendes klare kvaliteter:
”Du har en klar linje i din forskning, der har ført til en imponerende videnskabelig produktion og flere skelsættende nyopdagelser”, skriver de blandt andet og betoner, at hun desuden har leveret et meget væsentligt teoretisk bidrag til forståelsen af betydningen af kvanteinterferens for den elektriske ledningsevne af enkeltmolekyler med konjugerede dobbeltbindinger, og at hun sammen med eksperimentelle grupper har udvidet dette begreb og for første gang vist betydningen af interferens i enkeltbindingerne. Hendes imponerende CV kan findes her.

Naturvidenskaben vandt

Hendes forskningskarriere startede ellers med et ben i både naturvidenskab og jura på universitetet i Sidney i Australien.

– Molekylerne blev efterhånden mere og mere interessante og på et tidspunkt indså jeg, at jeg simpelthen bare havde det sjovere med naturvidenskaben! Jeg har aldrig fortrudt mit valg, har hun udtalt, da hun i 2013 modtog penge fra den frie forskningsfond som Sapre Aude forskningsleder.

Mange år på bagen

Spøger man præsident i Videnskabernes Selskab Mogens Høgh Jensen, er han glad for at kunne uddele medaljen, som han mener har stor betydning:

– Sølvmedaljen fra Videnskabernes Selskab nævnes første gang i 1781 og har dermed ganske mange år på bagen. For Videnskabernes Selskab har det dermed givet mulighed for at honorere fremragende forskere gennem tiden. Det gør det stadig, og med sølvmedaljen er selskabet desuden med til at sætte retning for hvad god forskning er, og hvordan det udøves ind i fremtiden.

H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2019

H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2019

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab. Portræt af Marie-Louise Bech Nosch
Professor i antikhistorie, Marie Louise Bech Nosch, modtog H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2019.

H.M. Dronning Margrethe overrakte prisen ved en ceremoni i Videnskabernes Selskab onsdag den 24. april.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab indstiftede i 2015 en videnskabspris i anledning af Selskabets protektor HM Dronningens 75 års fødselsdag. Det er den eneste pris i Dronningens eget navn.

Prisen skal overrækkes én gang årligt de næste 25 år. Prisen, som er på 100.000 kr. gives til en fremragende forsker under 50 år inden for de videnskaber, som Selskabet repræsenterer.

Det er 4. gang, at prisen der bærer Majestætens eget navn bliver uddelt, som det skete den 24. april i de smukke omgivelser i Videnskabernes Selskab. De historiske lokaler er som skabt til uddelingen af en sådan pris.

– Deres Majestæt, ærede prismodtager, mine damer og herrer. På vegne af det kongelige danske videnskabernes selskab er det mig en stor glæde at byde velkommen til uddelingen af Dronning Margrethe ll’s videnskabspris for 2019, startede Præsident Mogen Høeg Jensen sin velkomst.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab indstiftede prisen i 2015 i anledning af Selskabets protektor HM Dronningens 75 års fødselsdag, og vil blive overrakt én gang årligt de næste 25 år. Når prisen i går netop til Marie Louise Nosch skyldes det blandt andet det store tværfaglige sigte i hendes forskning, forklarer Præsident for selskabet Mogens Høeg Jensen:

– Marie Louise Nosch har i løbet af de seneste år opbygget et meget levende forskningsmiljø på verdensplan og ydet afgørende forskningsresultater inden for tekstilforskning. Hendes forskningsområde er særdeles tværvidenskabeligt med tilknytning til store fagområder som historie, arkæologi, fysik og tekstile håndværk. På den baggrund har hun været i stand til at give den humanistiske forskning nye metoder til at forstå aspekter af fortiden og historien, som hidtil har været underbelyst.

Sideløbende har Marie-Louise Bech Nosch også på fornem vis været i stand til at formidle sine forskningsresultater og store indsigt til det brede publikum – lige meget om det så gælder kronologien for knaphuller eller Linear B – det skriftsystem som bronzealdersamfundet i Grækenland brugte længe før alfabetet blev opfundet. Selv er hun naturligt nok meget glad for prisen:

– Deres majestæt, kære familie, venner og kollegaer – af hjertet tak, sagde hun blandt andet. – Det er en meget stor ære og glæde for mig personligt, og for hele tekstilforskningsmiljøet i Danmark, at modtage Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2019. Dronningen har vist sin støtte og interesse gennem mange år. Hendes store historiske overblik, hendes dybe faglige viden i arkæologi og kunst, og den intense taktile aktivitet med håndarbejde og tekstile teknikker giver os en fælles erfaringsgrund. Hun er en inspiration for os.

Læs motivationen af prismodtageren og se programmet her.

Fri forskning

Fri forskning

Videnskabernes Selskab inviterer til Forskningspolitisk Årsmøde 2019, tirsdag den 19. marts kl. 14-17.30, hvor der bliver livlig diskussion fra et prominent debatpanel.

På årsmødet deltager Uddannelses- og forskningsministeren, og ordførere fra 3 politiske partier, repræsentanter fra toneangivende private og offentlige fonde, og rektor på KU debatterer forslagene i Hvidbogen 2019, forfattet af Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske udvalg.

Temaet er fri forskning.

Hvidbogen

– En årsag til, at Danmark er blevet en ”vindernation”, har været en vedvarende og langsigtet investering i forskning og uddannelse til forædling af det råstof, vi har mest af – det menneskelige talent, skriver det forskningspolitiske udvalg i Hvidbogen for 2019. Derfor er det af afgørende betydning, at Danmark holder fast i et højt ambitionsniveau for den fri forskning og sætter det på den politiske dagsorden, hvor det hører hjemme.

Og den fri forskning, hvor emner, teorier og metoder kan vælges frit af forskningsmiljøerne, er netop omdrejningspunktet for Hvidbogen, som fokuserer blandt andet på den offentlige forskningsfinansiering på ca. 1% af BNP, udviklingen i forholdet af finansiering mellem offentlige og private fonde og for lille fokus på at tiltrække talenter.

Ser både på nutid og fremtid

Hvidbogen analyserer både nuværende udfordringer indenfor den fri forskning, men det forskningspolitiske udvalg bestående af medlemmer af Videnskabernes Selskab kigger også i krystalkuglen efter hvilke udfordringer, der vil komme.

På den baggrund fremkommer udvalget med en række anbefalinger til den danske forskningsverden, fx:

  • At løfte ambitionsniveauet for det offentlige forskningsbudget i % af BNP fra 1% til 1,5%
  • At skabe mere effektive og attraktive karriereveje i universitetssystemet
  • At skabe bredere virkemidler i finansieringen af forskningen
  • At universiteterne har ejerskabet for kvalitetsudvikling

Det er de anbefalinger, det prominente debatpanel vil diskutere.

PROGRAM:

  • 14.00: Professor Mogens Høgh Jensen, præsident for Videnskabernes Selskab byder velkommen
  • 14.05: Uddannelses- og Forskningsminister, Tommy Ahlers
  • 14.20: Spørgsmål til ministeren
  • 14.35: Professor Majken Schultz, formand for Forskningspolitisk Udvalg introducerer temaet for Årsmødet og Hvidbogen 2019
  • 14.55: Paneldebat: Hvordan sikrer vi fri forskning til gavn for samfundet?

Deltagere: Merete Scheelsbeck, uddannelses- og forskningsordfører for Det Konservative Folkeparti; Sofie Carsten Nielsen, uddannelses- og forskningsordfører for Radikale Venstre; Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelses- og forskningsordfører for Dansk Folkeparti; Henrik Wegener, rektor for Københavns Universitet; David Dreyer Lassen, bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond og Lars Hansen, Direktør i Villum Fonden.

  • 15. 40: Kaffepause
  • 16.05: Paneldebat: Fondenes rolle i dansk forskning

Deltagere: Merete Scheelsbeck, uddannelses- og forskningsordfører for Det Konservative Folkeparti; Sofie Carsten Nielsen, uddannelses- og forskningsordfører for Radikale Venstre; Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelses- og forskningsordfører for Dansk Folkeparti; Henrik Wegener, rektor for Københavns Universitet; Jens Kehlet Nørskov, bestyrelsesformand i Danmarks Grundforskningsfond og Thomas Sinkjær, Grants & Prizes, Lundbeckfonden.

  • 16.50: Afrunding på Årsmødet
  • 17.00: Forfriskninger på 3. sal i Ny Mødesal

Moderator: Niels Krause-Kjær, journalist på DR.

Årets Hvidbog kan downloades her.

P.S. Krøyers maleri: Et møde i Videnskabernes Selskab

P.S. Krøyers maleri: Et møde i Videnskabernes Selskab

Maleri: “Et møde i Videnskabernes Selskab”, P.S. Krøyer 1895-1897. Lavet på bestilling, givet til Videnskabernes Selskab af Carlsbergfondet 1898. 
Alle, der har besøgt Gamle Mødesal i Videnskabernes Selskab, har kunnet beundre P.S. Krøyers vidunderlige maleri “Et møde i Videnskabernes Selskab”.

Dr. jur et. phil Ditlev Tamm, medlem af Selskabet siden 1987, skrev i 2001 en interessant og yderst underholdende artikel om maleriets tilblivelse og dets samtid. Den begynder sådan her:

Der lyttes på P.S. Krøyers maleri: Et møde i Videnskabernes Selskab. Der lyttes intenst. Det er denne lytten og den anspændte opmærksomhed, som binder de mange ansigter på billedet sammen. I alt halvtreds videnskabsmænd foruden kronprinsen, den senere Frederik VIII. En enkelt, den næsten blinde zoolog og specialist i fugles bændelorm, Harald Krabbe, vender hovedet den anden vej, men ellers er alles øjne rettet mod den foredragende Japetus Steenstrup, der »giver en meddelelse«, som det hedder i Selskabets sprog.

Hent hele artiklen her.