Bananfluer bragte nobelprismodtager Michael Rosbash til Danmark

Bananfluer bragte nobelprismodtager Michael Rosbash til Danmark

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
I rækken af nobelforedrag afholdt af Videnskabernes Selskab med hjælp fra Novo Nordisk fonden var fokus denne gang på vores indre ur. Og det trak et talrigt publikum til.

– Jeg er kommet, fordi det er et godt tilbud, fordi det er uden for mit eget fagfelt, og fordi det er et godt arrangement, fortæller Anne Pihl, der er publikum til arrangementet og som har lokket sin veninde Sara Marie Jørgensen med.

Hun har kunnet lokkes, netop fordi der er tale om en nobelprismodtager – og så lidt fordi, der er reception bagefter.

– Begge dele gør det lidt lettere at lokke andre med, som måske ikke er akademikere, siger Anna og nikker sammen med Sarah Marie.

Godt emne tæt på egen navle

Emnet for dagens nobelforelæsning var måske også medvirkende til det store fremmøde. Det indre ur styrer nemlig mange af vores livsvigtige processer. Mange af os føler sig søvnige eller sultne på præcis samme tidspunkt hver dag. Og sult og søvn er blot af de mange funktioner, der styres af vores indre ur. Kropstemperatur, blodtryk og hormoner er andre. Uden en døgnrytme ville vores liv være kaos. Og det gælder ikke bare hos mennesker.

Alt liv på jorden er tilpasset dens rotation og rytme, derfor har alt fra alger til planter og bananfluer udviklet et indre ur i deres gener. Da Michael Rosbash gik i gang med sin udforskning, var man godt klar over, at der måtte findes et sådant indre ur. Men ingen anede, hvordan det virkede. Først da Michael Rosbash i 1984 begyndte at undersøge generne hos en bananflue, åbnede han en sprække til forståelsen. Og til et helt nyt forskningsfelt, som siden har ledt til en langt større viden om vores indre ur.

Og med sin forelæsning har Rosbash både et emne, der rammer bredt, og det personlige skyts og formidlingserfaring, der virker. For eksempel så synes Rosbash, at selv om han fik nobelprisen sammen med to andre – Michael W. Young og Jeffrey C. Hall, der begge har arbejdet med forståelsen af vores indre ur, så manglede der én modtager:

– Jeg har altid synes, at den der burde have været en 4. modtager, siger han foran tavlen i det fyldte auditorium på Panum, og viser et billede af en bananflue.

– Vores nobelpris var den femte givet til forskning, der ikke kunne være blevet til uden bananfluen, fortæller han med et smil, der også når de bagerste rækker.

Sat i verden for at inspirere

Nobelforedragene er netop sat i verden for at præsentere videnskabelige superstjerner for den store offentlighed og inspirere – og det lykkedes i udstrakt grad for Michael Rosbash. Både hvis man spørger de to veninder Anna og Sarah Marie til receptionen efter foredraget. Men også Stine Pedersen, der står i nærheden med et glas rødvin er af den opfattelse:

– Jeg kan godt lide at lytte til en klog mand som Rosbash, og så lærte jeg lidt om et emne, jeg ikke anede noget om på forhånd, fortæller Stine Pedersen, der til daglig arbejder med skat og regnskaber, men alligevel har været til de fleste af de i alt 17 nobelforelæsninger Videnskabernes Selskab har inviteret til.- Jeg er bare nysgerrig, og det er noget specielt at lytte til en nobelprismodtager, som jo er anerkendt. Desuden er det dejligt, at det er i et lidt større format end ved andre foredrag, slutter hun og baner sig vej hen mod bordet med snacks.

Videnskabernes Selskab har udpeget de to modtagere af dette års Carlsbergfondets forskningspriser

Videnskabernes Selskab har udpeget de to modtagere af dette års Carlsbergfondets forskningspriser

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Ved en festlig aften med royal deltagelse på Glyptoteket blev juristen Michael Rask Madsen og biologen Thomas Kiørboe hyldet for deres fornemme forskningsindsats.

– Det er altid en fornøjelse at læse om de fremragende forskeres arbejde, runger præsident Mogens Høgh Jensens stemme fra talerstolen ud over de godt 200 festklædte tilhørere fordelt ved runde borde i salen. Blandt dem var notabiliteter som Kronprinsesse Mary og Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

– Det er også svært at vælge, men præsidiet oplever det som et privilegium at finde frem til de helt rigtige prismodtagere.

Der er levende lys på bordene, ølmenu tilpasset de gastronomiske frembringelser, der tæller fx stikkelsbærkompot med sorte oliven, og sangene fra DR Juniorpigekor smyger sig smukt og bevægende blandt marmorstatuerne i løbet af aftenen. Det er i det hele taget en begivenhed, hvor alle sejl er sat fra Carlsbergfondets side for at skabe en stemning, der understreger videnskabens betydning i almindelighed og de to prismodtagere i særdeleshed.

Forud for aftenen er gået en lang indsats fra forskere med at indstille deres kollegaer, men også fra præsidiets side med at veje og måle de indstillede ud fra de kriterier, Carlsbergfondet stiller for modtagelsen af den fornemme pris, der blev indstiftet i 2011 på J. C. Jacobsens 200-års fødselsdag. De tæller fx afgørende grundvidenskabelige bidrag og en videnskabelig indsats, der nyder stor og gerne international anerkendelse.

– Begge er passionerede forskere, der har leveret en imponerende og internationalt højt anerkendt forskningsindsats inden for henholdsvis international ret og marineøkologi, udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesformand, professor Flemming Besenbacher.

Årets modtagere

Selvom begge forskere nu har prisen til fælles, er deres forskningsområder langt fra hinanden.

I motiveringen for Michael Rask Madsen hedder det blandt andet:

– Mikael Rask Madsen er en af verdens absolut førende forskere i krydsfeltet mellem international ret, politik og samfund. Hans originale tilgang, som kombinerer juridiske, humanistiske og samfundsvidenskabelige metoder, har ført til banebrydende forskning inden for international ret, retssociologi og politisk sociologi. Mikael Rask Madsens grundforskning er på allerhøjeste internationale niveau dokumenteret blandt andet ved, at han leder grundforskningscenteret iCourts. Hans grundforskning har samtidig haft markant og umiddelbar samfundsmæssig betydning, og blandt andet været anvendt af internationale organisationer såsom Europarådet og Den Europæiske Union.

For Thomas Kiøerboe gør det internationale sig også gældende:

– Thomas Kiørboe er en af verdens ledende forskere indenfor den marine økologi, og har spillet en afgørende rolle for vores forståelse af livet i havene. Han er anerkendt globalt for sin originale og provokerende tilgang til forskningen og som pioner indenfor mange områder af den marine økologi. Hans forskning er bemærkelsesværdig ved at trække effektivt på to videnskabelige retninger – biologien og fysikken. Netop i krydsfeltet mellem de to har han skabt store resultater, og blandt andet demonstreret, hvordan fødetilgængelighed i samspil med molekylær diffusion og mikroskala fluidbevægelse bestemmer strukturen af det marine pelagiske fødenet. Resultater, der siden er blevet eftervist igen og igen ved hans talrige feltundersøgelser.

Hver prismodtager hædres med en million kroner. Heraf er 250.000 kr. en personlig hædersbevisning og 750.000 kr. støtte til et forskningsprojekt. Af tidligere modtagere kan nævnes professor i fysik Lene Vestergaard Hau, professor i kognition, kommunikation og kultur Andreas Roepstorff og professor i fysik Jens Kehlet Nørskov.

På jagt efter forskningens skønhed ad nye veje

På jagt efter forskningens skønhed ad nye veje

Årets udflugt blev en ”indflugt”, med hele 13 talere, mange fremmødte og stort videnskabeligt engagement.

Til daglig er det med P.S. Krøyers store portræt af ”Et møde i Videnskabernes Selskab” som bagtæppe, at Selskabets medlemmer mødes. Men hvert andet år pakkes videnskaben i rygsækken og tages med på udflugt ud af huset til en særlig egn, der gøres til kulisse for en dags aktiviteter. Men i år blev udflugten ganske anderledes.

Som noget nyt havde tre medlemmer af Selskabet – Kirsten Hastrup, Marita Akhøj Nielsen og Mogens Høgh Jensen – nemlig sat sig for i fællesskab at nytænke spørgsmålet om, hvor den videnskabelige diskussion skulle udfolde sig og hvordan:

– Vi var drevet af en fornemmelse af, at vi trængte til at mødes uden for de faste rammer, som Selskabets øvrige møder sætter, hvor vi har lidt mere tid til også at være sammen om den videnskab, som vi alle sammen er vildt betagede af, sagde Kirsten Hastrup, tidl. præsident af Selskabet.

Således blev den sædvanlige udflugts fortegn ændret, og man inviterede i stedet til en indflugt på Carlsberg Akademi, med godt 60 medlemmer som deltagere og hele 13 talere med hver sit fagområde. Begivenhederne forløb i den smukke Pompeji-sal, hvor et publikum af buster af historiske videnskabsmænd langs rummets vægge indbød til at diskutere dagens emne; nemlig forskningens skønhed.

Det skønne ved skønheden

– Det er jo fantastisk, at vi kan have sådan en åben diskussion, hvor Selskabets medlemmer fortæller om deres meget forskellige – må man nok sige – syn på skønheden i forskningen. Det er jo både helt fra biodiversitet til fraktaler til flotte vidder på Grønland. Og jeg tror, at det er meget inspirerende for deltagerne at kunne se skønheden på mange forskellige planer, sagde Mogens Høgh Jensen, Selskabets præsident.

Men hvad enten man hørte til dem, der mener, at forskningens skønhed gemmer sig bag x eller y, eller måske dem, der ser den i sprogets facetter, så var faglig forskellighed ikke til hinder for diskussionen af dagens tema. Tværtimod banede den vejen for en dybere, mere nuanceret dialog forskerne imellem:

– Noget af det, vi ville vise, det var alt det, vi kunne sammen. Altså videnskaberne. Og dermed også opfordre til et langt mere eksplicit samarbejde, sagde Kirsten Hastrup.

Fælles fodfæste

Det virkelige middel og mål i dagens symposie – og måske det allermest skønne – var således fællesskabet og den fælles ånd, som voksede ud af den tværfaglige diskussion. Noget, som deltagerne blev mindet om, at de alle kan mødes om i videnskaben, uanset udgangspunkt. Så selvom der ved dette symposie ikke var tale om et møde i Videnskabernes Selskab, var der i høj grad tale om et møde i Videnskabernes Selskabs ånd – og et inspirerende et af slagsen.

Symposiet blev afholdt mandag den 3. juni 2019. Listen over talere og oplæg var følgende:

  • Barbara Halkier: Plan(t)er for fremtiden
  • Mads Kähler Holst: Den forsvundne tid
  • Mogens Høgh Jensen: Orden i Kaos
  • Jens Christian Svenning: Naturlig storhed
  • Kirsten Hastrup: Arktiske vidder
  • Karl Anker Jørgensen: Kemi: Skønheden og udyret
  • Marita Akhøj Nielsen: Mellem linjerne
  • Susanne Ditlevsen: Tallenes tale
  • Per Øhrgaard: Videnskab og fortælling
  • Kim Ryholt: Egyptiske eventyr
  • Søren Peter Olesen: Hjertets flimren
  • Morten Rievers Heiberg: Virkelighedsprincippet
  • Kristian Helin: Ind til kernen

Bog udgivet på Videnskabernes Selskabs forlag vinder amerikansk hæderspris

Bog udgivet på Videnskabernes Selskabs forlag vinder amerikansk hæderspris

”For Videnskabernes Selskabs forlag er det en stor dag,” siger redaktør Marita Akhøj Nielsen om Science History Institutes tildeling af pris til biografi om dansk kemiker.

– Det er helt almindeligt, at vores publikationer får endog meget flotte anmeldelser i både danske og internationale tidsskrifter. Det sker også, at vores   bøger nævnes i begrundelser for at tildele forskere en pris for deres arbejde. Men det er første gang, at en af vores udgivelser selv hædres med en pris. Vi er glade og stolte, siger Marita Akhøj Nielsen, redaktør på Videnskabernes Selskabs forlag, og lykønsker forfatter Helge Kragh.

Og der er også god grund til at være glade og stolte. Kraghs Julius Thomsen. A life in Chemistry and Beyond, som udkom på Selskabets forlag i 2016, er nemlig – ved enstemmig afgørelse – blevet tildelt Roy G. Neville-prisen, som uddeles af Science History Institute i Philadelphia, Pennsylvania.

Prisen, som er opkaldt efter kemiker Roy G. Neville (1926-2007), er stiftet med henblik på at hædre store monografiske og biografiske værker, ofte inden for kemien. Neville selv var en ivrig bogsamler og nåede inden sin død at føje omtrent 6000 forskellige titler til sin samling.

Mere end ”bare” en pris

Men med prisen følger ikke kun æren. Der ligger en helt klar mission bag uddelingen: Man vil anspore til den fortsatte udgivelse af biografiske arbejder, der er baseret på dybdegående, originalt forskningsarbejde og eminent formidlingsevne. Og man vil støtte op om bøger, der er med til at øge offentlighedens kendskab til videnskab og ingeniørvirksomhed.

Og det har et ekspertpanel vurderet, at Julius Thomsen. A life in Chemistry and Beyond i høj grad lever op til. Der lægges i det hele taget ikke skjul på begejstringen for bogen i bekendtgørelsen af prisoverrækkelsen, hvori præsident for the Science History Institute Robert G. W. Anderson omtaler den som ”a masterpiece and a fitting tribute to Julius Thomsen and his contribution to the chemical and molecular sciences”.

For forfatteren selv er der flere positive sider af en sådan prisbelønning:

– Jo, det er da rart at blive værdsat internationalt, ikke mindst fordi, det kom som en overraskelse, siger Helge Kragh. Det glæder mig også, fordi prisen kaster internationalt lys over dansk videnskabshistorie og en dansk videnskabsmand, der i øvrigt ikke er særligt kendt.

Bøger med videnskabelig tyngde

Biografien over Julius Thomsens liv og videnskabelige karriere, der bl.a. omhandler Thomsens pionerarbejde inden for termokemien, er en af flere bøger fra Helge Kraghs hånd, som er udkommet på Videnskabernes Selskabs forlag. Forlaget har eksisteret siden 1745 og er et af Danmarks ældste, stadigt aktive forlag, med den tilføjelse, at udgivelsesprofilen udelukkende går på videnskabelig litteratur. En kernesag for forlaget er, at alt, der når ud på hylderne, skal være af en kvalitet, så det kan betale sig at konsultere bogen frem for altid at google sig til hurtige facts.

Den formelle prisoverrækkelse vil finde sted den 17. oktober 2019 til en festmiddag arrangeret af the Science History Institute. Med Roy G. Neville-prisen følger en pris på 5000 dollars.

*Professor emer., dr.scient. et phil. Helge Kragh har været medlem af Videnskabernes Selskab siden 2001.

Carlsbergfondets forskningspris 2019

Carlsbergfondets forskningspris 2019

I anledning af brygger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag i 2011 indstiftede Carlsbergfondet to forskningspriser til hhv. en naturvidenskabelig og en humanistisk/samfundsvidenskabelig forsker. Priserne, som uddeles årligt, er på hver 1 mio. kr. fordelt med 750.000 kr. til det videre forskningsarbejde og 250.000 kr. som en personlig pris.

De to priser gives til aktive danske forskere i ind- eller udland, der har bidraget afgørende til grundforskningen, og som nyder stor videnskabelig anerkendelse. Prisen skal opmuntre til yderligere forskning og kan bruges efter behov til forskningsrejser, udlandsophold, feltarbejder, laboratorieudstyr, eller løn til videnskabelig assistance.

Priserne bliver overrakt af H.K.H. Kronprinsesse Mary ved en festlighed på Glyptoteket søndag den 1. september 2019. Prismodtagerne udpeges af Videnskabernes Selskab, hvis Præsidium har ansvaret for den endelige indstilling af prismodtagerne.

Sagen behandles som fortrolig, indtil modtagernes navne offentliggøres i forbindelse med prisoverrækkelsen. Tidligere indstillede kandidater kan indstilles igen.

Udfyld venligst indstillingsformularen nedenfor og vedhæft i nævnte rækkefølge og som én samlet pdf – en motiveret indstilling (maks. 3 sider) ledsaget af CV og gerne en publikationsliste.

Frist for indstilling er er tirsdag den 23. april 2019 kl. 12.00.

Spørgsmål kan rettes til Mette Miller Danielsen på mda@royalacademy.dk eller +45 33 43 53 14.

“Videnskabernes Selskab: Ny regering tegner lysere fremtid for dansk forskning”

“Videnskabernes Selskab: Ny regering tegner lysere fremtid for dansk forskning”

Foto: Lars Svankjær/ Videnskabernes Selskab
Regeringsskiftet har resulteret i et skift af forskningsminister. På den baggrund kommer Videnskabernes Selskab med anbefalinger til hvilke emner, den nye minister bør have fokus på.

Kronikken fokuserer på tre områder. Først og fremmest skal den ene procent af BNP, der i dag bruges som offentlige investeringer til forskning, være en ”ægte procent”- hvor fx hjemtagne EU-midler ikke modregnes. I kronikken hedder det blandt andet:

– Tendensen er, at EU-midler udgør en stigende andel af en- procentmålsætningen, mens de statslige midlers andel er faldet de sidste ti år. Vores forslag til den nye regering er derfor: Lad EU-midler være en gevinst for dansk forskning og ikke en ”straf”. Og lad os få en ægte procent uden fiksfakserier.

Det andet område, kronikken fokuserer på, er at skaffe flere frie midler til forskningen. Det bør blandt andet ske ved at opjustere basismidler og styrke de offentlige fonde:

– Først og fremmest, styrk de offentlige forskningsfonde som Grundforskningsfonden og Danmarks Frie Forskningsfond. På den måde får de bedre muligheder for at støtte originale forskningsideer med et endnu ukendt potentiale

Kronikkens sidste fokuspunkt er at huske alle de videnskabelige grene:

– Uden indspil fra humaniora og samfundsfagene, kan vi ikke løse de store udfordringer, vi står over for. Integration, flygtningestrømme, udvikling af vores skoler, udvikling af et bedre sundhedssystem, frygten for overvågning og klimaet. For bare at nævne nogle få.

Læs hele kronikken her.

EASAC rapport viser, at kul er mere klimavenligt end biobrændsel

Videnskabernes Selskab repræsenterer Danmark i EASAC samarbejdet

EASAC rapport viser, at kul er mere klimavenligt end biobrændsel

Afbrænding af biobrændsel – som fx træpiller – er herhjemme blevet stemplet som ’CO2-neutralt’. Men det passer ikke.

Danmark er per indbygger EU’s største importør af træpiller. Træpiller er lavet af sammenpressede træspåner og savsmuld og stammer fra massiv hugst af skove i Baltikum, Nordamerika og andre dele af verden, der stadig har skov. Herhjemme brændes træpillerne af på kraftværker, så vi kan få lys og varme i vores hjem. Import og salg af træpiller og andre former for biobrændsel til kraftværker er blevet til en stor og stadigt voksende industri, alene af den grund, at den er subsidieret fra politisk hold. Med energiforliget i juni 2018 vedtog et enigt Folketing at fritage biobrændsel for afgifter.

– Men det er udtryk for en pervers politik, lyder det fra professor Michael Norton, som leder den ekspertarbejdsgruppe under de samlede europæiske videnskabsakademier , der har skrevet rapporten.

– Træerne i skovene lagrer CO2. Når træet brændes af, kommer CO2 tilbage til atmosfæren. Eksportørerne af træpiller stilles ikke til ansvar for, om der plantes et nyt træ som erstatning for hver af dem, der fældes. Selv om et træ genplantes, vil det i bedste fald tage halvtreds år, før de har opsuget den samme mængde CO2, som blev sluppet ud ved afbrænding af det foregående træ.

Ifølge rapporten ville det ligefrem være bedre at brænde kul af i stedet for biobrændsel. Kul er mere energitæt end træ. Det betyder, at selv om der frigives den samme mængde CO2, kommer der mere varme fra afbrænding af kul end fra afbrænding af træ. Derfor er selv det forkætrede kul mere klimavenligt end uansvarlig brug af biobrændsel.

Michael Norton fortsætter:

– Afbrænding af biobrændsel fra træ står i vejen for en hurtig reduktion af CO2-udslippet. EU har sat som mål at reducere CO2-udslippet dramatisk inden år 2050. Samtidig støtter EU afbrænding af biobrændsel. Effekten er, at CO2-udslippet lige nu øges voldsomt på bekostning af skove og biodiversitet i hele verden. Det vil kun øge drivhuseffekten.

EASACs anbefaling er for det første, at politikere og myndigheder ikke pynter på tallene for CO2-udslip. Herhjemme angiver Energistyrelsen fx at CO2-udslippet fra afbrænding af træpiller er lig med nul uanset træets oprindelse.

For det andet, skal politikerne øjeblikkeligt afskaffe statsstøtten til afbrænding af biobrændsel fra træ. Der skal kun kunne kompenseres for afgifter efter at CO2-gælden er betalt.

Allerede i 2011 advarede Det Europæiske Miljøagentur mod afbrænding af biobrændsel, når der ikke var sikkerhed for, at den var CO2-neutral. Herhjemme ringede Klimarådet samstemmende med alarmklokkerne i 2018. Nu, hvor der er kommet nye oplysninger til, tegner rapporten et fuldt opdateret – om end ikke mere positivt – billede af biobrændslets effekt på klimaet.

I denne uge diskuteres rapportens resultater på et møde i Helsinki arrangeret af European Academies’ Science Advisory Council (EASAC), hvor det kongelige Danske Videnskabernes Selskab repræsenterer Danmark. Finland overtager EU formandsskabet den 1. juli i år og er et af de EU-lande, hvorfra der er stor eksport af træpiller.

Læs rapporten her.

“Drop politikerprocent og sats på forskning”

“Drop politikerprocent og sats på forskning”

Foto: Videnskabernes Selskab
På baggrund af forskningspolitisk årsmøde og den dertil hørende hvidbog kreerede Morten Heiberg, medlem af forskningspolitisk udvalg i Videnskabernes Selskab og professor ved Københavns Universitet, og Thomas Bjørnholm, ligeledes medlem af forskningspolitisk udvalg i Videnskabernes Selskab og forskningsdirektør i Villum Fonden og tidligere prorektor for Københavns Universitet, denne kronik. Kronikken blev bragt i Børsen d. 18. juni 2019.

Kære nye minister for forskning: Drop ”politikerprocenten” og sats fuldt og helt på forskning

Mange komplicerede opgaver venter de nyvalgte politikere, men målsætningen om at bruge én reel procent af BNP på dansk forskning – uden fiksfakserier – er lige til at løse. Den kræver blot, at de har viljen og modet til det.

Det går godt – i en vis forstand – nærmest ufatteligt godt for de danske universiteter. Dansk forskning ligger i verdenstoppen, alt imens universiteternes vidensproduktion fortsat stiger langt mere, end de offentlige forskningsinvesteringer berettiger til. Det er vigtigt, ikke kun for vores prestige og selvforståelse som kulturnation og innovativt videnssamfund. Denne udvikling er i særdeleshed godt nyt for dansk økonomi. Vi bliver simpelthen rigere af at gøre, som vi gør. Til gavn for hele Danmark.

Der er to hovedårsager til dansk forsknings succes: Den ene er den effektive gennemførelse af Globaliseringsforliget fra 2006, der betød en markant forøgelse af universiteternes basismidler i perioden fra 2008 til 2015, hvor stigningen i basismidlerne desværre ophørte brat. Den anden forklaring skal findes i den markante stigning gennem de sidste år i tildelingen af midler fra de private fonde.

Vi kan dog ikke hvile på laurbærrene. Under Globaliseringsforliget var parolen, at det er afgørende at være på forkant med vidensøkonomien. Dette gælder stadig. Ønsker vi forsat at være en stærk vidensnation, er det vigtigt, at ambitionsniveauet for dansk forskning igen hæves.

Gør 1-procentmålsætningen reel 

I de senere år har bl.a. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab forsøgt at påvirke områdets minister til at tage bevillingssituationen op til overvejelse. Selskabets Forskningspolitiske Udvalg har plæderet for en forhøjelse af de danske forskningsinvesteringer fra de nuværende 1 til 1,5 procent af BNP. Entusiasmen for dette forslag har dog været til at overse. Der er simpelthen andre prioriteringer på Borgen.

Vi kommer derfor med et andet forslag: Målsætningen om at en procent af BNP anvendes til forskning fastholdes ind til videre. Det vigtige er imidlertid, at denne ene procent gøres til en reel procent. Hidtil har der kun været tale om det, man lidt spydigt kunne kalde for en ”politikerprocent”.

I opgørelsen af den ene procent medregnes nemlig ikke alene de statslige bevillinger afsat på Finansloven, men også hjemtagne EU-bevillinger. Reelt betyder det, at forskningsindtægter modregnes økonomisk, hvis vi klarer os godt i EU-sammenhænge. Det lyder ulogisk, men det er imidlertid præcis det, der sker i dag. Resultatet er, at de statslige investeringer i forskning over de sidste ti år er faldet støt fra at udgøre 84% til at udgøre 74% af det offentlige forskningsbudget (Danmarks Statistik). Et yderligere problem er, at universiteternes udgifter til husleje medregnes i den ene procent. Hæver staten huslejen, mindskes dens reelle støtte til forskning tilsvarende.

Politik er det muliges kunst, og hvis det nu er politisk uladsiggørligt at hæve det offentlige investeringsniveau til det, vi formentlig har brug for, nemlig 1,5%, hvad så med at gøre den ene procent af BNP, vi bruger på offentlig forskning, og som politikerne med rette er stolte af, til en reel procent? Uden nogen fiksfakserier. Set i sammenhæng med de øgede midler fra private fonde kan man næppe tænke sig en bedre udnyttelse af offentlige midler i Danmarks fremtids tjeneste.

Udvis mod

Forskning ligger ikke højt på danskernes politiske prioriteringsliste. I en vælgerundersøgelse fra 2015 nævnte kun 0,04 % af danskerne forskning blandt de 4 vigtigste emner (Kasper Møller Hansen, Den Danske Valgundersøgelse 2015). Der er desværre ikke tale om en kommafejl. Tallet er vitterlig nul-komma-nul-fire. Der er simpelthen ikke stemmer i forskning.

Derfor er det ikke så underligt, at forskning ofte ikke er på dagsordenen, når de mest indflydelsesrige politikere på Christiansborg sætter sig ved hovedbordet for at forhandle næste års finanslov. Men det burde det være! Nok er forskning ikke en folkesag, men sammenhængen mellem forskningsinvesteringer og økonomisk vækst er veldokumenteret, og spørger man toppen af dansk erhvervsliv, kommer investeringer i forskning ind på en førsteplads på ønskesedlen til fremtiden (Børsen, maj 2019).

Så kære nye minister og nyvalgte folketingsmedlemmer: Det hører med til hvervet på tinge at udvise en vis risikovillighed og mod med hensyn til at foretage investeringer, som Danmark kan leve af på længere sigt. Det er her, at forskning som offentligt investeringsobjekt for alvor bliver interessant. Den slags investeringer kommer nemlig mangefold tilbage. Derfor, lad de statslige forskningsinvesteringer udgøre en reel procent af BNP, og som ansvarlige politikere, der tænker langsigtet, påtag jer opgaven at forsvare sådanne investeringer. De er i alles interesse. For forskning udføres nok af ganske få, men til gavn for de mange.

Morten Heiberg og Thomas Bjørnholm er begge medforfattere til Hvidbogen Fri Forskning udgivet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2019.

Ny bog fra Videnskabernes Selskab om måling af dyrs adfærd

Ny bog fra Videnskabernes Selskab om måling af dyrs adfærd

Attempted Solution to a Fundamental Psychobiological Problem. How to Determine Individual and Milieu Parameters from Species-Typical Behaviour of Animals in Their Natural Environments. Af Iven Reventlow, redigeret og oversat af Arne Friemuth Petersen, med kommentar og efterskrift af Jens Mammen.

Bogen handler om, hvordan man kvantitativt kan beskrive dyrs adfærd med henblik på en vægtning af individets og miljøets betydning. Den empiriske basis er en række undersøgelser af hundestejlen (Gasterosteus aculeatus L.), som psykologen Iven Reventlow gennemførte i 1960’erne med assistance fra Jens Mammen og Arne Friemuth Petersen.

I undersøgelserne kombinerede Reventlow adfærdsbiologiske og statistiske metoder, og derved kunne han som den første bestemme individ- og miljøparametrene ud fra en arts hanlige adfærdsrepertoire under forplantningen i dens naturlige miljø. Hundestejlens adfærdsrepertoire er relativt enkelt, og dermed er den velegnet til afprøvning af målingsmodeller, som siden kan bruges til arter med mere kompleks adfærd og i sidste instans til at bestemme generelle parametre for vekselvirkning mellem individ og miljø.

Af speciel psykologisk-etologisk interesse er Reventlows resultater vedrørende de motivationssystemer, der antages at styre den observerede adfærd. Udover etologiens to primære systemer – for forplantningsadfærd og territorieforsvar – argumenterer Reventlow for eksistensen af et tredje, autonomt system for rede-bygning, -forsvar og -vedligeholdelse. Argumentationen er eksperimentelt begrundet, og det samme er hans beskrivelse af  motivationens dynamiske udvikling i tid. Dermed har han muliggjort kvantitative bestemmelser af individparametre og miljøparametre, og disses interaktion, i stedet for de traditionelle statistiske gennemsnit, som har domineret og stadig dominerer eksperimentel etologi og adfærdsforskning.

Den statistiske model, som Reventlow anvendte, var udviklet af Georg Rasch. Den svarede dårligt til både den umiddelbare beskrivelse og den teoretiske forståelse af fiskenes adfærd og var beregningsmæssigt tung at arbejde med. Derfor foreslog Reventlow og Mammen en forbedring af modellen, som blev afvist af Rasch. I kommentaren og efterskriften fremlægger Jens Mammen dette forslag til en statistisk model, som hermed er klar til anvendelse på både det gamle og eventuelt nyt empirisk materiale. Modellen lever op til de generelle krav, som især kendes fra dimensionsanalyse i fysikken.

Reventlows undersøgelser har ikke opnået den internationale interesse, de fortjener, især fordi de aldrig tidligere er blevet publiceret på engelsk.

Iven Reventlow: Attempted Solution to a Fundamental Psychobiological Problem. How to Determine Individual and Milieu Parameters from Species-Typical Behaviour of Animals in Their Natural Environments. Edited and translated by Arne Friemuth Petersen. With a Commentary and a Postscript by Jens Mammen.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Scientia Danica. Series H, Humanistica, 8 · vol. 18. 2019.

136 sider. Illustreret. 100 kr. ISSN 1904-5492 · ISBN 978-87-7304-420-9. Bogen kan købes på Gads Forlags webshop.

Videnskabernes Selskab drager til Folkemøde. Kom forbi og mød os

Videnskabernes Selskab drager til Folkemøde. Kom forbi og mød os

 

 

Kom selv til arrangementerne eller se dem live på Facebook. Vi lover alvor, viden, debat og underholdning, når forskere som Eske Willerslev og Marie Louise Nosch folder sig ud i selskab med fx Anders Lund Madsen.

For første gang arrangerer Videnskabernes Selskab egne events på folkemødet.

– Det kan godt gå hen og blive både muntert og informativt, forklarer generalsekretær Lars Arge.

Han henviser til et arrangement kaldet ”Spørg Videnskabernes Selskab”, hvor et panel af prominente forskere sidder klar til at svare på alt, fra hvorfor regnbuer er runde, til hvordan den spanske borgerkrig startede. Eller hvad end publikum ellers kan komme på. Og kan panelet ikke svare på et af publikummets spørgsmål, vinder spørgsmålsstilleren en gave fra Selskabets 276-årige arkiv – med et lidt nyere og mere velsmagende indhold, kunne man tilføje. Anders Lund Madsen (vild)leder slagets gang.

Flere penge til forskning

I den mere alvorlige ende tager blandt andre Eske Willerslev sammen med andre af selskabets prominente forskere som Marie Louise Nosch og Morten Heiberg fat på debatten om penge til forskning. I selskab med forskningsdekan på DTU, Katrine Krogh Andersen og analysechef i tænketanken DEA, Theresa Maria Norn vil tidligere DR2 Deadline vært Nynne Bjerre Sørensen lede slagets gang i jagten på svarene på, hvad forskerne bruger godt 20 Mia. kroner fra vores alle sammens offentlige kasse til. Om året. Og hvorfor de ovenikøbet ikke bare mener, at det er en god investering, men tilmed har brug for endnu flere penge.

– Hos Videnskabernes Selskab har vi et ønske om at blive mere synlige og deltage mere i de aktuelle debatter. Det er det her et eksempel på, forklarer Lars Arge. Tænk bare på klimaudfordringen. Hvis vi ikke investerer mange penge i forskning i, hvordan vi kan løse det problem, får vi en verden, som i det allermindste er meget anderledes end i dag. Og klimaet er bare ét problem – hvad med flygtningestrømme, lagring af energi, knaphed på mad, og jeg kunne blive ved.

Videnskabernes Selskab arrangerer enten selv eller i samarbejde med Det unge akademi, Danmarks Frie Forskningsfond og tænketanken DEA 5 events.

– Og er man på Bornholm, så kom da til debatterne, slutter Lars Arge.

Oversigt over arrangementer

Torsdag: Kl. 13-14, N8 – Grønbechs Hotel: Restaurant Vilhelm

Satser vi nok på både eliten og bredden i dansk forskning?

Stadig flere forskningspenge samler sig på færre hænder. Hvad betyder det for dansk forskning?

Arrangeres af tænketanken DEA i samarbejde med Videnskabernes Selskab, Danmarks Frie Forskningsfond, Det Unge Akademi. Med deltagelse af blandt andre præsident for Videnskabernes Selskab, Mogens Høeg Jensen.

Torsdag: Kl. 11.00 – 11.50, N11 – Carlsbergfamilien

Prisen for knaphulskronologi og fortidens megafauna

Stil en forsker til ansvar. Hvorfor skal jeg som almindelig dansker betale til mere forskning?

Arrangeres af KDVS i samarbejde med Danmarks Frie Forskningsfond, Tænketanken DEA og Det Unge Akademi.

Kl. 12.45 – 13.20, N11 – Carlsbergfamilien

Spørg Videnskabernes Selskab – quiz og vind

Hverdagen er fuld af spørgsmål som videnskaben kan svare på – kom og test vores forskerpanel.

Kl. 17.30 – 18.15, K7 – Akademikernes Hus

Unge forskere, købt eller solgt?

Yngre forskere sidder fast i karrieren. Er erhvervsliv, universiteter og fonde klar til gearskifte?

Arrangeres af Danmarks Frie Forskningsfond i samarbejde med tænketanken DEA, Videnskabernes selskab og Det Unge Akademi.

Kl. 19.30-20.30, K13 – Tænketanken DEA

Er vi ved at dræbe originaliteten i dansk forskning?

Gør vi det sværere for forskere at bane nye veje for forskningen, og hvad betyder det for samfundet?

Arrangeres af tænketanken DEA i samarbejde med Videnskabernes Selskab, Danmarks Frie Forskningsfond og Det Unge Akademi.