Fri forskning

Videnskabernes Selskab inviterer til Forskningspolitisk Årsmøde 2019, tirsdag den 19. marts kl. 14-17.30, hvor der bliver livlig diskussion fra et prominent debatpanel.

På årsmødet deltager Uddannelses- og forskningsministeren, og ordførere fra 3 politiske partier, repræsentanter fra toneangivende private og offentlige fonde, og rektor på KU debatterer forslagene i Hvidbogen 2019, forfattet af Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske udvalg.

Temaet er fri forskning.

Hvidbogen

– En årsag til, at Danmark er blevet en ”vindernation”, har været en vedvarende og langsigtet investering i forskning og uddannelse til forædling af det råstof, vi har mest af – det menneskelige talent, skriver det forskningspolitiske udvalg i Hvidbogen for 2019. Derfor er det af afgørende betydning, at Danmark holder fast i et højt ambitionsniveau for den fri forskning og sætter det på den politiske dagsorden, hvor det hører hjemme.

Og den fri forskning, hvor emner, teorier og metoder kan vælges frit af forskningsmiljøerne, er netop omdrejningspunktet for Hvidbogen, som fokuserer blandt andet på den offentlige forskningsfinansiering på ca. 1% af BNP, udviklingen i forholdet af finansiering mellem offentlige og private fonde og for lille fokus på at tiltrække talenter.

Ser både på nutid og fremtid

Hvidbogen analyserer både nuværende udfordringer indenfor den fri forskning, men det forskningspolitiske udvalg bestående af medlemmer af Videnskabernes Selskab kigger også i krystalkuglen efter hvilke udfordringer, der vil komme.

På den baggrund fremkommer udvalget med en række anbefalinger til den danske forskningsverden, fx:

  • At løfte ambitionsniveauet for det offentlige forskningsbudget i % af BNP fra 1% til 1,5%
  • At skabe mere effektive og attraktive karriereveje i universitetssystemet
  • At skabe bredere virkemidler i finansieringen af forskningen
  • At universiteterne har ejerskabet for kvalitetsudvikling

Det er de anbefalinger, det prominente debatpanel vil diskutere.

PROGRAM:

  • 14.00: Professor Mogens Høgh Jensen, præsident for Videnskabernes Selskab byder velkommen
  • 14.05: Uddannelses- og Forskningsminister, Tommy Ahlers
  • 14.20: Spørgsmål til ministeren
  • 14.35: Professor Majken Schultz, formand for Forskningspolitisk Udvalg introducerer temaet for Årsmødet og Hvidbogen 2019
  • 14.55: Paneldebat: Hvordan sikrer vi fri forskning til gavn for samfundet?

Deltagere: Merete Scheelsbeck, uddannelses- og forskningsordfører for Det Konservative Folkeparti; Sofie Carsten Nielsen, uddannelses- og forskningsordfører for Radikale Venstre; Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelses- og forskningsordfører for Dansk Folkeparti; Henrik Wegener, rektor for Københavns Universitet; David Dreyer Lassen, bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond og Lars Hansen, Direktør i Villum Fonden.

  • 15. 40: Kaffepause
  • 16.05: Paneldebat: Fondenes rolle i dansk forskning

Deltagere: Merete Scheelsbeck, uddannelses- og forskningsordfører for Det Konservative Folkeparti; Sofie Carsten Nielsen, uddannelses- og forskningsordfører for Radikale Venstre; Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelses- og forskningsordfører for Dansk Folkeparti; Henrik Wegener, rektor for Københavns Universitet; Jens Kehlet Nørskov, bestyrelsesformand i Danmarks Grundforskningsfond og Thomas Sinkjær, Grants & Prizes, Lundbeckfonden.

  • 16.50: Afrunding på Årsmødet
  • 17.00: Forfriskninger på 3. sal i Ny Mødesal

Moderator: Niels Krause-Kjær, journalist på DR.

Årets Hvidbog kan downloades her.