Kategori: Aktuel historie

For at leve op til Paris-aftalens klimaforpligtelser må EU’s lovgivere sikre, at klimaaftrykket fra de 250 mio. mennesker i EU minimeres. En ny rapport udarbejdet af eksperter nomineret af EASACs medlemsakademier efterlyser nu vidtgående handling.

– Lovgiverne har alt for længe fokuseret på energieffektive bygninger med reduceret behov for opvarmning og køling eller på at kompensere for bygningers udledning ved at udstyre dem solceller eller solpaneler. Men energiforbruget til drift af bygninger udgør kun mindre del af det samlede billede. Det haster med også at tage højde for den del af udledningen, der er indlejret i byggematerialer og i byggeprocessen – både for nye bygninger og ved renovering, udtaler William Gillett, direktør for EASACs energiprogram.

I øjeblikket renoveres mellem 1 og 1.5% af EU’s bygninger i løbet af et år.

– For at imødekomme Parisaftalens målsætning bør det tal være to til tre gange højere, fremhæver Gillett.

– Men det er endnu vigtigere, at inddrage de omfattende udledninger fra den samlede byggeindustri, når bygningers klimaaftryk skal vurderes. Renovering af en bygning for at reducere energiforbruget giver ikke megen mening, hvis der ikke er styr på den CO2, der er indlejret i byggematerialer og -komponenter eller anvendes på uhensigtsmæssigt lang transport af materialer.

Foreløbig har EU’s strategi især fokuseret på at fremme “Nearly-zero Energy Buildings” og således på at reducere den del af energiforbruget, der anvendes til at opretholde komfort for brugerne. Ifølge EASAC er det en forældet holdning.

– For at vurdere bygningers klimaaftryk, bør vi i stedet betragte den samlede udledning. Den omfatter både konstruktionen og konstruktionsprocessen samt udledninger forårsaget af driften i mange år efter at bygningen er opført eller renoveret. Der er omtrent 10 år tilbage, før muligheden for at begrænse den globale opvarmning til 1.5oC er væk. Det er afgørende i denne periode at begrænse de indlejrede emissioner af drivhusgasser, når bygninger renoveres mod lavenergimål.

Bygninger bør projekteres, så de kan genanvendes efter endt tjeneste

Rapporten peger på, at de fleste bygninger stadig projekteres efter en lineær anskaf-udfør-brug-fjern tilgang. Overgang til cirkulær økonomi vil ikke kun reducere ressourceanvendelsen og klimaaftrykket, men vil også adressere affaldsproblematikken.

– Cirkularitet har mange facetter, forklarer professor Brian Norton, som er en af de ledende kræfter i EASACs arbejdsgruppe.

– Mange byggematerialer kan genbruges eller genanvendes. Som et første skridt, bør bygninger projekteres, så de kan skilles ad igen efter endt levetid.

Renovering af den eksisterende bygningsmasse bør være kernen i EU’s strategi, foreslår ekspertgruppen.

– Det er vigtigere at opgradere eksisterende bygninger end at erstatte dem med nye, forklarer Norton.

– Bygningsdele, og især de beton- og stålholdige, indeholder store mængder indlejret CO2. Med de nuværende teknologier og digitaliserede processer er renovering blevet betydeligt lettere og mere bæredygtig. Vi må udfase praksis med at rive ned og bygge nyt.

Rapporten argumenterer for en lovgivningsbestemt øvre grænse for mængden af indlejret CO2 per m2 gulvareal, der tilføres en bygning, når den opføres eller renoveres.

Klimaneutralitet i 2050 kræver at mere end 90.000 boliger renoveres – per uge

I 2020 præsenterede Europakommissionen sin Renovation-wave strategi, der skal accelerere bygningsrenovering i EU. Strategien skal anvendes til at revidere EU’s Bygningsenergidirektiv, som er et bærende element.

– Direktivet der omhandler bygningers energieffektivitet har været i kraft siden 2002, det blev ændret i 2010 og igen revideret i 2018, men indtil nu har effekten været til at overse, fortæller Gillett.

Udfordringen er overvældende.

– 75% af europæiske boliger vurderes at have utilstrækkelig energieffektivitet. Opgradering vil kræve 146 millioner renoveringer i løbet af kun 30 år. Medlemsstaternes indsats på området er klart utilstrækkelig.” forklarer Norton.

– Skal vi opnå klimaneutralitet er vi nødt til at renovere 90.000 boliger per uge, hvilket i sig selv udgør en kolossal udfordring.

Bygninger er en kilde til udledning, som kommunerne kan kontrollere

Eksperternes anbefalinger henvender sig primært til EU, men de peger også på, at storbyer spiller en vigtig rolle.

– Kommuner og byplanlæggere har stor indflydelse og kan fremme renovering og opførelse af kvarterer med lavt klimaaftryk, som opnås gennem integrerede energi- og transportsystemer og grønne områder. De kan prioritere opgradering af fjernvarme og –køling eller opføre nye systemer med størst mulig anvendelse af bæredygtig energiforsyning, herunder solceller, varmepumper, solvarme og geotermi, overskudsvarme og frikøling. Og de er i en særligt gunstig position, når det gælder renovering af socialt boligbyggeri og til at understøtte gennemgribende renovering af private udlejningsboliger, tilføjer Norton.

EASACs budskaber til beslutningstagerne:

1) Udfas fossile brændsler frem mod 2030, forøg integreret forsyning af klimaneutral el og varme til bygninger, industri og transport og fremskynd udbredelsen af CO2-opsamling og lagring

2) Anvend bevillinger og andre incitamenter til at igangsætte, intensivere og risikominimere private investeringer i gennemgribende bygningsrenovering

3) Regulér mængden af indlejrede drivhusgasser i byggematerialer og komponenter, genanvend materialer og renovér i stedet for at rive ned

4) Fokusér bygningsreglement, certificeringsordninger og incitamenter på nybyg og renovering med minimalt klimaaftryk

5) Fokusér på brugernes sundhed og velvære gennem omfattende renovering, der forbedrer luftkvaliteten, øger dagslysadgangen, omgår træk og overophedning og reducerer klimaaftrykket

6) Understøt myndigheder og kommuner i deres indsats for at reducere bygningers klimaaftryk

7) Udvid og modernisér byggeriet med cirkulære forretningsmodeller og 3 millioner flere jobs for at fremme nye og renoverede bygninger med lavt klimaaftryk

8) Giv bedre adgang til vertificerede data om indlejret CO2 i byggematerialer og –komponenter og om energieffektivitet og udledning af klimagasser i nye og renoverede bygninger

9) Opdatér EU’s lovgivning på området (EPBD, EED, RED, ETS, CPD, Taxonomy) og anvend en integreret tilgang til at udfase fossile brændsler, forøge bæredygtig energiforsyning og reducere den samlede klimabelastning fra bygninger

Læs mere om EASAC her.

Siden COVID-19 meldte sin ankomst i foråret sidste år, har professor ved Roskilde Universitet og epidemiolog Lone Simonsen ikke haft tid til ret meget andet end at arbejde. Med sin ekspertviden i pandemier og deres udvikling er det nemlig i høj grad hende, som hele Danmark har kigget til, hver gang en ny udfordring i corona-forløbet har vist sit ansigt.

Som resultat er Lones eget ansigt blevet kendt under tilnavnet ”Corona-Lone”, der lægger slet skjult på den rådgivende rolle, hun har haft – og fortsat har – i medierne. Og nu er hendes store indsats altså blevet belønnet med Uddannelses- og Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris for 2021, som gives til en person med ”en skarp sans for levende og præcis formidling og evnen til at skabe bred interesse for et forskningsfelt”*. Og dét er stort for Lone Simonsen, der først i 2014 vendte tilbage til det danske forskningslandskab efter mange år i udlandet:

– Jeg er bare så glad for at modtage den [Forskningskommunikationsprisen, red.]. For mig er det ekstrastort, tror jeg, fordi jeg er udenlandsdansker – hele min karriere har jeg jo været i USA. Det føles virkelig som om, at nu er jeg alligevel kommet hjem på den fede måde, siger hun smilende og fortsætter:

– Det at få sådan et navn som ”Corona-Lone” – jeg synes virkelig, det er hyggeligt. Jeg er beæret og føler i dén grad, at jeg er blevet godt modtaget – både som ekspert, men også som person.

Faktisk havde Lone Simonsen egentlig slet ikke regnet med, at der ville være nogen, der lagde mærke til, at hun var vendt tilbage. For bare i 2014 så man, ifølge Lone, helt anderledes på hendes forskningsfelt:

– Herregud, dengang var det faktisk helt svært at få midler til at forske i pandemier. Det virkede sådan helt, ”hvorfor gider hun overhovedet sidde og studere de der gamle sygdomme?” mindes hun og fortsætter:

– Men nu har det selvfølgelig fået en helt anden karakter.

Fuld fart på og 16-timers arbejdsdage

Men på trods af den overvældende modtagelse i hjemlandet og den øgede fokus på sit forskningsfelts relevans har COVID-19 langt fra været en dans på roser. Faktisk har det, ifølge Lone Simonsen, mest af alt mindet om en meget lang løbetur:

– Jeg føler egentlig, at jeg gik i gang med et sprint. Og så, et eller andet sted i processen, opdagede jeg, at hov, det her, det var vist nærmere et maraton. Så på den måde var jeg kommet lidt hårdt fra start, fortæller hun og forklarer, at hun senere i forløbet har været nødt til at lægge nogle begrænsninger på sin tid for ikke at køre helt fast i det.

– Jeg har gjort mit job med glæde, og jeg har følt et enormt stort ansvar. Og derfor har jeg arbejdet meget, meget hårdt. Især i starten, hvor det var endnu sværere at begrænse det. Jeg var oppe på 16-timers arbejdsdage, fortæller hun.

Foruden et ihærdigt forskningsarbejde og den konstante formidling af de seneste opdagelser og resultater er Lone Simonsens seneste år også gået med at medvirke i tv-udsendelser, i podcasts og med at holde en masse foredrag og forelæsninger – for bare at nævne noget af det, hun har lavet.

COVID-19 er et maraton, SARS var et sprint

Men selvom COVID-19 for Lone Simonsen har været en hård brand at slukke – en brand, vi endnu ikke har helt under kontrol – er der alligevel andre situationer, der har bekymret hende mere end den nuværende:

– Jeg må sige, at det mest skræmmende, jeg har været med til, var udbruddet af SARS i 2003 – den første gang, vi havde en dødelig coronavirus på hånden. Den brød først ud i Asien og spredte sig så til Nordamerika, men allerede det samme år blev den kontrolleret og forsvandt fra jordens overflade igen. Og dér tørrede vi godt nok sveden af panden, os der havde haft med den at gøre. For mens dødeligheden ved COVID-19 ligger på omkring 0,5 % blandt de smittede, lå den ved SARS på hele 10 %, forklarer hun og tilføjer, at erfaringen med SARS har gjort det nemmere for hende at forstå mønstret bag COVID-19.

I 2003, da SARS først brød ud, var der ligeledes lange arbejdsdage på op mod 18 timer og sågar en periode på tre uger i februar på WHO i Geneva, hvor Lone Simonsen selv husker det som om, at hun nærmest ikke fik noget søvn overhovedet.

Det handler om fremtiden

Alt det hårde arbejde har dog lønnet sig i sidste ende. For selvom Lone Simonsen sætter stor pris på anerkendelsen, herunder tildelingen af Forskningskommunikationsprisen, kan der næppe være tvivl om, hvad der for hende er det allervigtigste – nemlig, at vi kommer så godt som muligt igennem hele pandemiforløbet:

– Der har selvfølgelig været mange diskussioner af, hvordan man har håndteret tingene, men hvis man lige tager et skridt tilbage og ser på effekten af det hele, så synes jeg, at man er nødt til at sige, at det her, det er indtil videre gået rigtigt godt i Danmark, fastslår hun og fortsætter:

– Fra en sundhedsvinkel – i forhold til, hvor mange, der er blevet syge og er døde af det – så har vi klaret os til A+. Når vi ser på serologistudierne i Danmark, viser de, at måske 8-10 % af danskerne har haft infektionen. Det er et meget, meget lavere tal end i andre lande, der har oplevet en markant større smittespredning og en betydelig overdødelighed, slutter hun.

Hun runder derefter af ved at rose den danske befolkning for at have været hurtig til at reagere og tage myndighedernes anbefalinger seriøst – noget, der også har betydet, at Danmark, ifølge Lone Simonsen, i udlandet opfattes som et land, der har klaret det rigtig godt.

Mens vi venter på, at befolkningen er færdigvaccineret, og at den værste del af COVID-19-fortællingen forhåbentligt er ovre, fortsætter Corona-Lone ufortrødent og i højt tempo. Netop nu er Lone Simonsen bl.a. travlt beskæftiget med opstarten af det nye forskningscenter PandemiX på RUC, som hun leder. Sammen med forskere på Niels Bohr Instituttet og DTU laver de grundforskning i pandemier og pandemi-respons, som vil gardere befolkning og samfund ikke bare mod COVID-19, men også mod fremtidige pandemier.

Klik her for at læse mere om tildelingen af Forskningskommunikationsprisen 2021 til Lone Simonsen.

Se eller gense samtaleforedrag om coronapandemien mellem professor Lone Simonsen og professor Kristian Cedervall Lauta ved Forskningens Døgn i Videnskabernes Selskab den 28. april ved at klikke her.

Tradition og fornyelse

Traditionen tro medvirker Videnskabernes Selskab og Det Unge Akademi i Forskningens Døgn. Ganske ualmindeligt er det imidlertid, at foredragene kan følges hjemme fra sofaer over hele landet i en livestreaming på Facebook og YouTube.

Og det kan der måske være god grund til, når man ser ned over programmet, der har stor videnskabelig spændvidde og favner både humanistisk og naturvidenskabelig forskning, leveret af 6 forskere med stor indsigt og erfaring. Man kan stille spørgsmål til forskerne undervejs.

Foredragene

I aftenens første foredrag kl. 18.30 “Året der forsvandt: Covid-19 og Danmark” vil professorerne Lone Simonsen og Kristian Cedervall Lauta diskutere, hvad vi gjorde, hvad vi har lært, og hvordan vi skal forberede os på morgendagens pandemier. I spændet mellem pandemiologi og katastrofeforskning vil de to berøre opløbet til nedlukningen i marts sidste år, strategien for bekæmpelse af epidemien i Danmark og internationalt, og endelig hvad COVID-19 har lært os som samfund om bekæmpelse af epidemier konkret og kriser generelt.

Aftenens andet foredrag starter kl. 19.30 og omhandler “Kemiske innovationer der vil ændre verden”. De to forskere Kirsten M. Ø. Jensen og Karl Anker Jørgensen vil fortælle, dels hvordan fremtidens energiteknologier udvikles ved at designe nye materialer på baggrund af en forståelse af deres atomare opbygning, og om en ny type katalyse som har skabt nye bæredygtige kemiske processer til fremstilling af molekyler som bl.a. har fundet anvendelse i medicinalindustrien.

Det sidste foredrag kl. 20.20 undersøger samfundets eliter i foredraget “Det danske samfunds eliter, 1536-2021”. De to oplæg vil fortælle om det danske samfunds eliter på hver sin måde. Det første, afholdt af Professor Gunner Lind, ridser udviklingen op på meget langt sigt. Det beskriver eliterne de sidste 500 år, med et lille kig tilbage på de 500 år, der gik forud. Det andet oplæg fra adjunkt Christoph Houman Ellersgaard, sætter projektøren på det danske samfund nu med et blik tilbage på de sidste hundrede år.

Hvor kan jeg se foredragene?

Følg foredragene LIVE her på siden og på Videnskabernes Selskabs Facebookside d. 28. april fra kl. 18.30. Når du ikke lige at få det hele med, kan alle foredragene ses efterfølgende på Selskabets hjemmeside, Facebook og Youtube-kanal.

Hvis du vil stille spørgsmål undervejs, kan du enten sende en mail til kdvs@royalacademy.dk eller skrive dit spørgsmål i kommentarfeltet på Facebook-begivenheden. Så vil moderator og videnskabsformidler Line Friis Frederiksen tage så mange spørgsmål, som der er tid til, videre til oplægsholderne.