Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2020

Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2020

Foto: Suste Bonnén/Videnskabernes Selskab
Når Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab den 22. oktober uddeler dette års Sølvmedalje til en særligt talentfuld, prominent forsker, lægges den i hånden på dr.theol. Frederik Poulsen, adjunkt ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, som forsker i Det Gamle Testamente.

I indstillingen af Frederik Poulsen til Selskabets Sølvmedalje hersker der ingen tvivl om, at den 36-årige forsker har gjort sig fortjent til den anerkendelse, der ligger bag prisen: I nomineringen beskrives han nemlig både som værende intet mindre end ”helt usædvanligt talentfuld”, mens hans forskning samtidig roses for at have ”stor international impact” såvel som tværfaglig bredde.

Og det er da også en lige dele begejstret og beæret Poulsen, der kan se frem til at modtage Sølvmedaljen ved et medlemsmøde i Videnskabernes Selskab torsdag aften:

– Det er en stor ære at modtage Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje. Jeg er meget glad. Jeg ser tildelingen af prisen som en fornem anerkendelse af min efterhånden lange beskæftigelse med de bibelske tekster. Det videnskabelige studie af Bibelen i Danmark har historisk set stået fagligt stærkt, og med denne traditionsrige pris er jeg glad for at kunne videreføre denne stolte arv, siger Frederik Poulsen i et interview forud for overrækkelsen.

Øremærket til Egypten

Med Sølvmedaljen følger et legat på hele 100.000 kr., og det skal, ifølge Poulsen, gå til endnu mere forskning og stadig mere internationalt samarbejde:

– Prisen og det medfølgende legat vil for mig betyde et endnu stærkere samarbejde med førende forskere rundt om i verden. Jeg drømmer om at bruge en del af legatet på at afholde en konference om de ældste jødiske samfund i Egypten for små 2.500 år siden, fortæller han.

Frederik Poulsens øremærkning af pengene til initiativer af netop denne slags er på mange måder begrundelsen for nomineringen af ham i en nøddeskal. Man har nemlig i høj grad vægtet forskerens store internationale faglige netværk såvel som hans enorme engagement, når det kommer til både deltagelse i og organisering af internationale konferencer og symposier.

Forskning med dybde og originalitet

Til det allerede nævnte kan desuden lægges en imponerende mængde af videnskabelige udgivelser fra Poulsens hånd samt en perlerække af forskerophold ved bl.a. Yale og Oxford University. Derudover har han også et solidt CV over tildelte forskningsbevillinger, bl.a. fra Carlsbergfondet, og tidligere videnskabelige anerkendelser, herunder Nils Klim-prisen, som forskeren modtog tidligere på året. Alt dette tilsammen med dét, som Bedømmelsesudvalget i deres endegyldige vurdering af Poulsens forskerprofil kalder ”forskningsmæssig dybde og originalitet”.

Sølvmedaljen overrækkes af præsident Marie Louise Nosch ved et internt medlemsmøde i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab torsdag den 22. oktober. Her vil Frederik Poulsen holde en forelæsning om sin forskning.

Om Frederik Poulsen

 

  • Dr.theol., ph.d., adjunkt ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet
  • Forskning indenfor bl.a. eksil og diaspora, de gammeltestamentlige profeter, bibelsk teologi og receptionshistorie
  • Aktuelt forskningsprojekt: Stories in a Strange Land: Biblical Narratives about Assimilation and Religious Identity, støttet af Carlsbergfondet
  • Modtager af bl.a. Nils Klim-prisen (2020) og Sapere Aude: DFF-forskertalent-prisen (2015)
  • Har udgivet 3 forskningsmonografier
  • Disputatstitel: The Black Hole in Isaiah (2019)
  • Har gennemført forskningsophold i Oxford (2012), Jerusalem (2016), Bonn (2017) og ved Yale, USA (2020)

H.M. Dronningen uddeler Videnskabernes Selskabs guldmedalje til 81-årig matematiker på international topniveau

H.M. Dronningen uddeler Videnskabernes Selskabs guldmedalje til 81-årig matematiker på international topniveau

Foto: Jim Høyer/KU. Portræt af Gerd Grubb.
Guldmedaljen uddeles for en livslang indsats for dansk videnskab. Med sine 81 år, mange videnskabelige artikler og bidrag indenfor matematik og fortsatte virke er professor emerita ved Institut for Matematiske Fag ved Københavns Universitet Gerd Grubb et inspiratorisk fyrtårn i den danske forskningsverden. H.M. Dronningen overrækker prisen ved en festligholdelse i anledning af dronningens 80-års fødselsdag.

– Det er en helt uventet og glædelig overraskelse, at Videnskabernes Selskab har besluttet at tildele mig Guldmedaljen, og at jeg så tilmed vil få den overrakt af Dronningen, fortæller Gerd Grubb som reaktion på meddelelsen om den tildelte ære.

– Jeg er specielt glad for udmærkelsen, fordi initiativet kommer fra mine danske kolleger. Med et stærkt internationaliseret emne, hvor forskningen i høj grad bygger på kommunikation med kolleger på fjerne steder rundt om i verden, kunne man frygte at være overset i sit hjemland; det modsiges med denne hæder, og styrker emnet. Det er også en glæde at få en sådan anerkendelse i min alder.

Som den første kvinde i Danmark, der skrev en doktorafhandling i matematik, og den første kvindelige professor i matematik ved Københavns Universitet har hun bevæget sig i en mandeverden gennem hele sin karriere. Men hun er en ener også forskningsmæssigt, som det hedder i indstillingen:

– Gerd Grubb er matematiker på internationalt topniveau. Hun er på mange måder en ener i dansk matematik, og det er ikke, fordi hun er kvinde i en mandsverden. Det er først og fremmest, fordi hun i en menneskealder næsten egenhændigt har været den danske repræsentant for en gren af matematikken, som på verdensplan udgør en meget stor del af den matematiske forskning, nemlig emnet partielle differentialligninger.

Tankernes matematik

De partielle differentialligninger kan fx beskrive væskers bevægelser omkring et skibsskrog eller luftstrømmes turbulenser omkring en flyvinge. Selv har hun primært beskæftiget sig med den ”rene” matematik, og ladet andre om de praktiske anvendelser. Om end hun altid har holdt kontakten med praktikerne og fokus på det tværfaglige, for ”… deres problemer er målestok for, om mine ideer kan bruges”, som hun har udtalt.

Gerd Grubb har beskæftiget sig med nogle af de sværeste problemer indenfor partielle differentialligninger, hvor hun som matematiker har løst fundamentale matematiske problemer, og på internationalt plan været en af de ledende kræfter i bestræbelserne på at inkorporere randbetingelser i pseudodifferentialteorien.

Med modtagelsen af medaljen kommer Gerd Grubb i endog meget fint selskab. Den er tidligere uddelt til blandt andre H.M. Dronning Margrethe, fysiker Jens Martin Knudsen, ingeniør Haldor Topsøe, geofysiker Inge Lehmann og Kong Frederik d. 9. Den uddeles i år for 20. gang siden 1942, og Gerd Grubb er den 5. kvindelige modtager.

Overrækkelsen sker i forbindelse med Videnskabernes Selskabs fejring af Dronning Margrethes 80-års fødselsdag i Festsalen på Ny Carlsberg Glyptoteket d. 21. oktober 2020 kl. 14.30-18.30.

Om Gerd Grubb

 

  • Født februar 1939
  • 1956-59: Studier ved Københavns Universitet
  • 1963: Magister i matematik ved Aarhus Universitet
  • 1966: Ph.d. ved Stanford University, USA
  • 1969: Lektor i matematik ved København Universitet
  • 1975: Dr.phil. i matematik
  • 1994: Professor ved Københavns Universitet
  • Har ledet Matematikstudienævnet, Fakultetets ph.d.-studienævn og andre råd, bl.a. forskningsnetværk i Danmark på bevillinger fra Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd
  • 1986-89: Undervisningsministeriets landsudvalg for de naturvidenskabelige uddannelser. 1995-1999: Matematik-gruppen under det svenske forskningsråd
  • Udgivet mere end 100 videnskabelige artikler og flere bøger
  • Priser, medlemskaber og ærestitler: Lektor Marie Lønggaards Rejselegat 1980, Hermers pris 1985, er medlem af Danmarks Naturvidenskabelige Akademi og af European Women in Mathematics. Blev i 1988 udnævnt til æresdoktor ved Université de Reims i Frankrig, og i 2016 til æresdoktor ved Lunds Universitet

“Kvanteforsker” hædres med H.C. Ørsted guldmedalje

“Kvanteforsker” hædres med H.C. Ørsted guldmedalje

Foto: Ola Jønsen/Niels Bohr Institutet. Billede af Professor Charles Marcus.
Selskabet for Naturlærens Udbredelse tildeler med støtte fra energiselskabet Ørsted en H.C. Ørsted guldmedalje i fysik til professor Charles Marcus. Hans forskning bringer verden tættere på anvendt kvanteteknologi, som kan blive lige så revolutionerende som H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen for 200 år siden. Guldmedaljen overrækkes af Hendes Majestæt Dronningen i Selskabet til november.

Selskabet for Naturlærens udbredelse (SNU) hædrer nu Charles Marcus, der er Villum Kann Rasmussen-professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og leder af Microsoft Quantum Lab – Copenhagen, med selskabets H.C. Ørsted guldmedalje i fysik samt et rejselegat på 75.000 kr. Anerkendelsen falder sammen med 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Guldmedaljen og rejselegatet er gjort mulig med støtte fra energiselskabet Ørsted.

Medaljen er tildelt på baggrund af indstillinger fra danske universiteter og forskningsinstitutioner, og den faglige bedømmelse er foretaget af et udvalg bestående af fem medlemmer af Videnskabernes Selskab.

Charles Marcus’ forskningsfelt er kvanteelektronik. Med sine banebrydende eksperimenter gennem 30 år har han spillet en helt central rolle i udviklingen af feltet, som i dag er i rivende udvikling hen imod egentlige kvanteteknologier, hvor kvantemekanikken kan tøjles og udnyttes i kvantecomputere. En kvantecomputer vil beregne efter andre principper end traditionelle computere og vil derfor kunne løse visse komplekse problemstillinger meget hurtigere, end det er muligt i dag.

Potentialet er så stort, at det er svært fuldt ud at begribe mulighederne, men eksempelvis vil kvantecomputere kunne simulere store og komplekse molekyler, hvilket muliggør, at blandt andet medicin og vacciner kan designes gennem simulation i stedet for gennem opdagelse. Kvanteforstærkede simuleringer kan også hjælpe i jagten på nye materialer med eftertragtede egenskaber – for eksempel et materiale, der er superledende ved stuetemperatur, så det modstandsfrit kan transportere strøm og derved undgå det strømtab, der sker i vores ledninger i dag.

Professor Dorte Olesen, præsident for SNU siger:

– Charles Marcus er indbegrebet af en moderne videnskabsmand og en yderst fortjent modtager af H.C. Ørsted guldmedaljen i fysik. Ligesom H.C. Ørsted selv er Charles Marcus både forsker og formidler i verdensklasse, og så har han et særligt øje for, hvordan hans forskning kan komme samfundet til gavn. Han er den første udenlandske modtager af guldmedaljen og er kommet til landet med en fantastisk akademisk baggrund, så han er også et glædeligt eksempel på, hvordan Danmark kan tiltrække nogle af verdens allerbedste forskere.

Bygger kvantecomputer

Charles Marcus står også i spidsen for et bemærkelsesværdigt samarbejde mellem Københavns Universitet og Microsoft, som i partnerskab har sat sig for at fremstille en topologisk kvantecomputer. Samarbejdet viser Charles Marcus’ moderne tilgang til forskning, der både kræver et økonomisk og teknologisk engagement fra en stor virksomhed som Microsoft og den videnskabelige ekspertise fra universitetet.

Henrik Poulsen, CEO for Ørsted og HCØ2020-ambassadør siger:

– Når forskning og erhvervsliv arbejder sammen, opstår der nye muligheder, processer kan accelereres, og løsninger kan finde umiddelbar anvendelse til gavn for samfundet. Helt i H.C. Ørsteds ånd har Charles Marcus, Københavns Universitet og Microsoft udnyttet disse gevinster gennem deres samarbejde om at skabe en kvantecomputer, der vil kunne revolutionere teknologien og hjælpe os til at løse både klimaudfordringer og andre problemer, vi står overfor som verdenssamfund.

Charles Marcus siger:

– Jeg er meget beæret over at modtage en guldmedalje fra Selskabet for Naturlærens Udbredelse for min forskning og indsats for at udbrede og advokere for videnskaben. Jeg ynder at se mit arbejde inden for kvanteelektronikken som en naturlig forlængelse af H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen for 200 år siden, så denne anerkendelse fra den danske videnskabsmands eget selskab er en meget stor ære.

Guldmedaljen overrækkes af H.M. Dronningen

SNU’s H.C. Ørsted guldmedalje gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Medaljen kan gives til forskere, der arbejder i Danmark, og er hidtil tildelt 18 forskere siden 1909, heriblandt to Nobelpristagere, Niels Bohr (1924) og Aage Bohr (1970).

Dette års guldmedalje og rejselegatet vil blive overrakt af Hendes Majestæt Dronningen i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab den 27. november 2020. Pressen er velkommen i begrænset omfang, og tilmelding skal ske per mail til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab senest 13. november på kf@videnskabernesselskab.dk.

Charles Marcus vil allerede inden overrækkelsen holde en offentlig forelæsning den 19. oktober 2020 kl. 19 i Auditorium 1 i H.C. Ørsted Bygningen, Universitetsparken 5, 2100 København Ø. Foredraget kræver tilmelding, som kan ske her.

Guldmedaljen og rejselegatet er muliggjort med støtte fra energiselskabet Ørsted. Forelæsningsarrangementet og overrækkelsesceremonien er arrangeret med støtte fra Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen.

Om Charles Marcus

 

Charles Marcus er født i Pittsburgh, Pennsylvania, voksede op i Sonoma, Californien, og har studeret på Stanford University for senere at vende tilbage til Stanford som professor. Han har en ph.d. i fysik fra Harvard University, hvor han senere også fik job som professor. Efter et sabbatophold i København i 2010 forlod Charles Marcus Harvard og flyttede til Danmark med sin familie for at blive den første Villum Kann Rasmussen-professor sponseret af Villum Fonden og starte Center for Kvanteelektronik på Niels Bohr Institutet sponseret af Danmarks Grundforskningsfond. Centret er vokset og er i dag en kapacitet, der, sammen med kolleger inden for relaterede kvanteforskningsområder, har givet Danmark et markant aftryk på det kvanteteknologiske landkort. Centret har opbygget en særlig status inden for udforskningen af kvantemekanikken og dens anvendelser på elektroniske kredsløb, som trækker tråde tilbage til den kvantefysiske guldalder, som Niels Bohr foranledigede ved instituttets tilblivelse.

 

Charles Marcus’ mange eksperimenter har spillet en nøglerolle i udviklingen af den beherskelse, som det kræver at manipulere kvantefysiske tilstande i faste stoffer på enkelt-elektronniveau. Igennem årene har hans videnskab drevet en rivende eksperimentel udvikling af alle de teknikker, som det kræver dels at fremstille prøver med komplekse halvlederkredsløb med nanometeropløsning og dels at udføre målinger ved blot få hundrededele af en grad over det absolutte nulpunkt.

 

Charles Marcus har trænet en lang række af de personer, som kommer til at udgøre den næste generation af internationale topforskere, og han har ydet en kæmpe indsats for at forklare såvel den videnskabelige som den almindelige befolkning, hvilke enorme perspektiver dette felt har. Det har han blandt andet gjort gennem et meget travlt foredragsprogram. Han har en særlig evne til at fange sine tilhørere med sit på samme tid billedrige og præcise sprog, hvilket givetvis har været medvirkende til, at kvantemekanik og det nye felt kvanteteknologi har vundet stor interesse i Danmark og internationalt.

Om Selskabet for Naturlærens Udbredelse – levende formidling gennem snart 200 år 

 

Efter sin store opdagelse tog H.C. Ørsted på en længere foredragsrejse og opdagede, at man i både England og Frankrig havde fået selskaber, hvor alle kunne høre om de nyeste fremskridt inden for fysik og kemi – og om fagenes betydning for erhvervslivet. Han stiftede derfor i 1824 Selskabet for Naturlærens Udbredelse og begyndte selv at holde åbne forelæsninger med adgang for alle i København, og han fandt dygtige forelæsere også i mange andre byer i Danmark. Bryggerfamilien Jacobsen var blandt hans tilhørere i København og de første medlemmer af SNU. SNU fokuserer fortsat på den bedste og nyeste formidling af naturvidenskab, og belønner fremragende forskning og formidling med H.C. Ørsted Medaljer.

Om Ørsted

 

Ørsteds vision er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted er inspireret af H.C. Ørsteds nysgerrighed efter at forstå naturen, og H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen er grundlaget for moderne produktion af elektricitet, som er kernen i virksomheden Ørsted. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted topper i 2020 Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.000 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark.

Om Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og H.C. Ørsted

 

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har gennem sin mere end 275-årige historie spillet en central rolle i dansk forskning, og har både i dag og gennem tiden haft forskere af betydelig karakter som fx Niels Bohr, Marie Curie, Albert Einstein og Charles Darwin som medlemmer. H.C. Ørsted var ikke alene medlem af Videnskabernes Selskab, men spillede desuden en hovedrolle i datidens videnskabelige verden fx som sekretær for selskabet gennem mere end 35 år (1815-1851).

Om Carlsbergs Mindelegat for Brygger J. C. Jacobsen

 

Carlsbergfondet stiftede den 1. oktober 1938 Carlsbergs Mindelegat for Brygger J. C. Jacobsen. Med udgangspunkt i fundatsen støtter Carlsbergs Mindelegat talentudvikling af yngre mennesker samt større og mindre projekter, der bidrager til at formidle og fremme forståelsen for videnskaben og dens betydning i samfundet, med særlig fokus på ungdommen. J.C. Jacobsen var selv en stor beundrer af H.C. Ørsted, hvis forelæsninger i SNU han begyndte at følge som meget ung og lærte meget af.

Carlsbergfondets forskningspriser uddeles ikke i 2020

Carlsbergfondets forskningspriser uddeles ikke i 2020

Videnskabernes Selskab har siden 2011 indstillet modtagere til to forskningspriser inden for hhv. humaniora/samfundsvidenskab og naturvidenskab, som siden er blevet uddelt af Carlsbergfondet. Prismodtagerne bliver festligholdt ved en stor middag på Glyptoteket på en dato omkring brygger J.C. Jabobsens fødselsdag 2. september. Opslaget til indkaldelse af indstillinger til prismodtagerne plejer at komme ud på denne tid af året.

Vi har diskuteret forskningspriserne set i lyset af corona-situationen, hvor beskeden fra statsministeren jo er, at store forsamlinger er forbudt til og med august. Derfor mener vi ikke, at vi kan forsvare at samle op mod 300 mennesker i starten af september. Desuden ved vi ikke, hvad der vil ske i efteråret – vil der f.eks. komme en anden bølge af epidemien?

Vi mener ikke, at det giver mening at uddele forskningspriserne uden samtidig at kunne festligholde prismodtagerne. Derfor har vi besluttet ikke at uddele forskningspriserne i år. Vi regner selvfølgelig med at uddele priserne igen i 2021.

Med venlig hilsen,

Mogens Høgh Jensen, præsident, Videnskabernes Selskab og Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand, Carlsbergfondet,

På vegne af præsidiet i Videnskabernes Selskab og bestyrelsen i Carlsbergfondet.

H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2020

H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2020

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris går i 2020 til Anja Groth, professor i kromatinbiologi. HM Dronning Margrethe overrakte prisen ved et symposie afholdt i anledning af HM Dronningens 80-års fødselsdag på Ny Carlsberg Glyptotek.

Anja Groth, ansat ved Københavns Universitet som Program- og gruppeleder ved Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, er førende inden for forskningen i, hvordan menneskets celler ved celledelingsprocessen overfører epigenetisk information til de nyskabte celler. Det er den proces, der gør det muligt for de nye celler at ”huske” deres funktion, og blive magen til den oprindelige celles. Så hudceller bliver til hudceller og blodceller til flere blodceller, når de deles. Anja Groth er naturligvis glad for anerkendelsen:

– Jeg er utrolig stolt over at modtage denne pris, der jo er en helt særlig udmærkelse, fordi det er Dronningens pris, der uddeles med fejringen af hendes 80-års fødselsdag, og fordi den gives inden for alle de videnskaber, Selskabet repræsenterer, siger Groth i et interview med Videnskabernes Selskab, og fortsætter:

– Det er en stor anerkendelse af arbejdet i min forskningsgruppe og de nybrud inden for epigenetik, som vi har opnået. Vi har arbejdet på at forstå disse processer i mange år og trin for trin afdækket dem. Men der er stadig mange molekylære mysterier at løse i epigenetikken, og det at modtage et sådan kæmpe rygklap som denne pris, giver både mig og hele min forskningsgruppe ny energi til at fortsætte arbejdet og nå endnu længere.

Groth og hendes forskningsgruppes arbejde har stor betydning for vores forståelse af, ikke kun hvordan kroppen udvikler sig som organisme generelt, men også måden, hvorpå en række komplekse sygdomme udvikler sig – bl.a. kræftsygdomme. Denne indsats på så afgørende og aktuelle områder af videnskaben var én af flere ting, der blev vægtet højt, da Videnskabernes Selskabs præsidium endte med at nominere Anja Groth.

Mogens Høgh Jensen, Præsident i Selskabet beskriver da også Anja Groth som ”en særdeles talentfuld forsker, der allerede har høj international status”. Det samme viser hendes CV, hvor hun tidligere har modtaget flere imponerende priser og anerkendelser for sit arbejde. Blandt disse kan nævnes EliteForsk-prisen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Heirloom Award for Women Scientist Leaders og ikke mindst optagelse i European Molecular Biology Organization og Videnskabernes Selskab. Desuden har hun også været medlem af Danmarks Frie Forskningsfonds Forskningsråd for Sundhed og Sygdom.

Prominent kvindelig forsker får dronning Margrethe II’s Videnskabspris

Prominent kvindelig forsker får dronning Margrethe II’s Videnskabspris

Foto: Lars Svankjær/ Videnskabernes Selskab
Prisen uddeles af Videnskabernes Selskab, og går i 2020 til Anja Groth, professor i kromatinbiologi. I år uddeles prisen for femte år i træk. Overrækkelsen, der sker ved Majestæten selv, skulle egentlig have fundet sted i april, men forventes på grund af Coronakrisen at finde sted i efteråret.

Anja Groth, ansat ved Københavns Universitet som Program- og gruppeleder ved Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, er førende inden for forskningen i, hvordan menneskets celler ved celledelingsprocessen overfører epigenetisk information til de nyskabte celler. Det er den proces, der gør det muligt for de nye celler at ”huske” deres funktion, og blive magen til den oprindelige celles. Så hudceller bliver til hudceller og blodceller til flere blodceller, når de deles. Anja Groth er naturligvis glad for anerkendelsen:

– Jeg er utrolig stolt over at modtage denne pris, der jo er en helt særlig udmærkelse, fordi det er Dronningens pris, der uddeles med fejringen af hendes 80-års fødselsdag, og fordi den gives inden for alle de videnskaber, Selskabet repræsenterer, siger Groth i et interview med Videnskabernes Selskab, og fortsætter: Det er en stor anerkendelse af arbejdet i min forskningsgruppe og de nybrud inden for epigenetik, som vi har opnået. Vi har arbejdet på at forstå disse processer i mange år og trin for trin afdækket dem. Men der er stadig mange molekylære mysterier at løse i epigenetikken, og det at modtage et sådan kæmpe rygklap som denne pris, giver både mig og hele min forskningsgruppe ny energi til at fortsætte arbejdet og nå endnu længere.

Groth og hendes forskningsgruppes arbejde har stor betydning for vores forståelse af, ikke kun hvordan kroppen udvikler sig som organisme generelt, men også måden, hvorpå en række komplekse sygdomme udvikler sig – bl.a. kræftsygdomme. Denne indsats på så afgørende og aktuelle områder af videnskaben var én af flere ting, der blev vægtet højt, da Videnskabernes Selskabs præsidium endte med at nominere Anja Groth.

Mogens Høgh Jensen, Præsident i Selskabet beskriver da også Anja Groth som ”en særdeles talentfuld forsker, der allerede har høj international status”. Det samme viser hendes CV, hvor hun tidligere har modtaget flere imponerende priser og anerkendelser for sit arbejde. Blandt disse kan nævnes EliteForsk-prisen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Heirloom Award for Women Scientist Leaders og ikke mindst optagelse i European Molecular Biology Organization og Videnskabernes Selskab. Desuden har hun også været medlem af Danmarks Frie Forskningsfonds Forskningsråd for Sundhed og Sygdom.

Anja Groth kan se frem til at få overrakt prisen af HM Dronning Margrethe II selv ved en prisoverrækkelsesceremoni i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Efter overrækkelsen vil hun give en præsentation af sin nyeste forskning for de deltagende gæster.

Yderligere information kan fås ved henvendelsen til kommunikationschef i Videnskabernes Selskab Kristoffer Frøkjær.

Om H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris

 

Prisen er på 100.000 kroner og gives én gang om året til en fremragende dansk forsker under 50 år, hvis forskning er inden for de videnskaber, som repræsenteres af Selskabet. Prisen blev indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2015 i anledningen af Selskabets protektor HM Dronning Margrethe II’s 75-års fødselsdag, og den overrækkes derfor altid i april, tæt på HM Dronningens fødselsdato. Prismodtageren udpeges af Selskabets præsidium efter indstilling fra medlemmer af Selskabet. Tidligere prismodtagere er prof. Marie-Louise Nosch, prof. Morten Heiberg, prof. Bo Brummerstedt Iversen og prof. Jens Christian Svenning.

H.C. Ørsted guldmedaljen i fysik

Indkaldelse af indstillinger til

H.C. Ørsted guldmedaljen i fysik

Foto: Videnskabernes Selskab
Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) har besluttet, at der i samarbejde med Videnskabernes Selskab uddeles to priser i forbindelse med 200-året for H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820.

Priserne består af en guldmedalje og et rejselegat på 75.000 kr. og er finansieret af firmaet Ørsted. Den første pris i kemi blev uddelt i efteråret 2019 til professor Karl Anker Jørgensen, Aarhus Universitet. Den anden uddeles i fysik i efteråret 2020.

SNU’s direktion har nedsat et nomineringsudvalg bestående af følgende personer:

  • Professor Klaus Bock, formand
  • Professor Torkild Andersen
  • Professor Anja Boisen
  • Professor Mogens Høgh Jensen
  • Professor Povl Krogsgaard-Larsen

Indstillinger til fysik-prisen bestående af motivation samt et fuldt CV bedes sendt til formanden for nomineringsudvalget senest 31. marts 2020 på følgende mail: Klaus.bock@privat.dk. Der er ikke noget ansøgningsskema. Dog bedes man holde sig inden for 1 A4-ark med normal læselige typografi for hvad angår motivationen. Der er ingen begrænsninger på længden af det fulde CV.

Guldmedaljen og prisen forventes overrakt af Hendes Majestæt Dronningen i det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i løbet af efteråret 2020 ved en ceremoni støttet af Carlsbergfondet.

Kriterier for tildeling af H.C. Ørsted Medaljen

H.C. Ørsted Medaljen i guld gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for
fysikkens og kemiens områder samt for formidling af forskningen for en bredere kreds. Der skal være tale om forskning i verdensklasse, og modtageren skal have publiceret inden for de seneste seks år. Prismodtageren skal være af dansk nationalitet, eller også skal det prisbelønnede arbejde være udført i Danmark, såfremt der er tale om en udenlandsk prismodtager.

Man kan læse mere om guldmedaljen på SNU’s hjemmeside.

Arrangementet er en del af den landsdækkende fejring af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820. Læs mere om HCØ2020 her.

Tidligere modtagere af H. C. Ørsted Medaljen

 

  • 2019: Professor Karl Anker Jørgensen
  • 1989: Professor Thor A. Bak
  • 1977: Professor K.A. Jensen
  • 1974: Professor Jens Lindhard
  • 1970: Professor Chr. Møller
  • 1970: Professor Aage Bohr
  • 1965: Professor Bengt Strömgren
  • 1959: Professor J.A. Christiansen
  • 1959: Civilingeniør Paul Bergsøe
  • 1952: Professor Alex Langseth
  • 1941: Professor Kaj Linderstrøm-Lang
  • 1928: Professor P.O. Pedersen
  • 1928: Professor Niels Bjerrum
  • 1928: Professor J.N. Brøndsted
  • 1924: Professor Niels Bohr

Professor Gemma C. Solomon modtager Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2019

Professor Gemma C. Solomon modtager Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2019

Foto: Videnskabernes Selskab
Medaljen uddeles årligt til en yngre dansk forsker for en fremragende grundvidenskabelig præstation – i år for enestående videnskabelige arbejde indenfor kvanteinterferens.

Gemma Clare Solomon Larsen, der er professor ved Kemisk institut ved KU, har sammen med sit forskerteam opnået spændende resultater ved at anvende såkaldt destruktiv kvante-interferens, hvor man ”slukker” for strømmen ved hjælp af enkelte molekyler. Målet er at anvende kemi til at finde frem til de molekyler, som kan lede strøm uden at skabe varme og måske endda nedkøle et system. På den måde kan hendes forskning muligvis hjælpe i hele den igangværende grønne omstilling af samfundet.

Skelsættende nyopdagelser

I sin bedømmelse har bedømmelsesudvalget har lagt vægt flere af hendes klare kvaliteter:
”Du har en klar linje i din forskning, der har ført til en imponerende videnskabelig produktion og flere skelsættende nyopdagelser”, skriver de blandt andet og betoner, at hun desuden har leveret et meget væsentligt teoretisk bidrag til forståelsen af betydningen af kvanteinterferens for den elektriske ledningsevne af enkeltmolekyler med konjugerede dobbeltbindinger, og at hun sammen med eksperimentelle grupper har udvidet dette begreb og for første gang vist betydningen af interferens i enkeltbindingerne. Hendes imponerende CV kan findes her.

Naturvidenskaben vandt

Hendes forskningskarriere startede ellers med et ben i både naturvidenskab og jura på universitetet i Sidney i Australien.

– Molekylerne blev efterhånden mere og mere interessante og på et tidspunkt indså jeg, at jeg simpelthen bare havde det sjovere med naturvidenskaben! Jeg har aldrig fortrudt mit valg, har hun udtalt, da hun i 2013 modtog penge fra den frie forskningsfond som Sapre Aude forskningsleder.

Mange år på bagen

Spøger man præsident i Videnskabernes Selskab Mogens Høgh Jensen, er han glad for at kunne uddele medaljen, som han mener har stor betydning:

– Sølvmedaljen fra Videnskabernes Selskab nævnes første gang i 1781 og har dermed ganske mange år på bagen. For Videnskabernes Selskab har det dermed givet mulighed for at honorere fremragende forskere gennem tiden. Det gør det stadig, og med sølvmedaljen er selskabet desuden med til at sætte retning for hvad god forskning er, og hvordan det udøves ind i fremtiden.

Prisen er på 100.000 til modtagerens forskning og blev overrakt ved en lukket begivenhed i Videnskabernes Selskab d. 24. oktober.

Man kan læse mere om sølvmedaljen og finde tidligere modtagere her.

H.C. Ørsteds betydning for Selskabet kan næppe overvurderes

H.C. Ørsteds betydning for Selskabet kan næppe overvurderes

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Læs Præsident Mogens Høgh Jensens tale om Ørsteds betydning for Selskabet og samfundet fra overrækkelsen af H.C. Ørsted guldmedaljen.

Deres Majestæt, ærede prismodtager, mine damer og herrer.

På vegne af det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og Selskabet for Naturlærens Udbredelse er det mig en stor ære at byde velkommen til overrækkelsen af H.C. Ørsteds guldmedalje i kemi. H.C. Ørsteds guldmedalje blev senest overrakt for 30 år siden, også af Deres Majestæt, så det er ikke hver dag, det sker.

Overrækkelsen sker som optakt til 200-året for H.C. Ørsteds banebrydende udforskning af elektromagnetismen, som stadig fremstår som en af de mest fundamentale opdagelser af naturens lovmæssigheder.

Stort set alle naturvidenskabsfolk i verden kender hans opdagelser

H.C. Ørsted var en af Danmarks største videnskabsmænd og opfindere nogensinde og var i sin tid en af de mest toneangivende fysikere i verden. Hans ikoniske status er på ingen måde formindsket, idet stort set alle naturvidenskabsfolk i verden vil være aldeles bekendt med elektromagnetismen fysiske egenskaber.

H.C. Ørsted var på samme tid fysiker, kemiker og farmaceut. Han var en særdeles kendt og dominerende samfundsborger på sin tid og stiftede Selskabet for Naturlærens Udbredelse i 1824 og Den Polytekniske Læreanstalt 1829.

Ørsted blev tidligt overbevist om, at der er en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme. Metoden til at påvise denne sammenhæng stod klart for ham efter en række forelæsninger, han holdt i foråret 1820. Derefter foretog han en serie eksperimenter, hvor han sendte en elektrisk ladning gennem en fin platintråd, og han kunne iagttage, hvordan en magnetnål i nærheden blev sat i svag bevægelse. Den dybere forståelse af fænomenet fik han først, da han havde anskaffet et kraftigt galvanisk batteri. Derefter gennemførte han mere systematiske forsøg, og resultaterne beskrev han i en latinsk artikel, som han fik trykt privat og sendt til førende forskere i Europa og Amerika den 21. juli 1820.

Den alsidige forsker

H. C. Ørsted havde en varm interesse for alle livets sider. Udover at arbejde med konkrete videnskabelige projekter dvælede han også ved de store almene grundspørgsmål, som efterhånden udviklede sig til, at han definerede en ny naturfilosofi, eller endda et helt tilværelsessystem. Hele hans tidsånd havde retning mod det altomfattende påvirket af den romantiske naturfilosofi, som går igennem mange af hans tidlige arbejder.

H.C. Ørsted er en særdeles vigtig person i Videnskabernes Selskabs historie. Efter at han blev medlem i 1810 blev han få år efter sekretær for Selskabet i en periode på over 36 år, fra 1815 til 1851. Få andre har bestridt sekretærposten eller præsidentposten i så lang tid som H.C. Ørsted.

For at sikre Selskabet passende ydre rammer kæmpede han en brav kamp med indenrigsministeren for at få større og bedre lokaler – forgæves.

Ørsted inspirerede J.C. Jacobsen

Først med brygger J.C. Jacobsens overdragelse af Carlsbergbryggeriet til Selskabet lykkedes det at sikre det økonomiske fundament for Selskabet. Indirekte var det Ørsteds fortjeneste. I sit gavebrev nævner Bryggeren nemlig, at hans storslåede gestus sker »i levende Erkjendelse af, hvor meget han skylder H.C. Ørsteds Lære og vækkende Indflydelse og som et Vidnesbyrd om taknemmelig Paaskjønnelse af hans Virksomhed for at udbrede Kundskabens Lys i videre Kredse«.

H.C. Ørsteds betydning for Selskabet kan næppe overvurderes. Hans indflydelse som forsker, underviser, folkelig formidler, igangsætter og organisator rakte langt uden for Selskabets rammer, og han gav Selskabet en markant position i samfundet.

I 2011 udgav Selskabet H.C. Ørsteds rejsebreve, et fornemt vidnesbyrd om Ørsteds møder med de største videnskabelige hjerner i Europa. Og i anledning af det forestående jubilæum genoptrykker Selskabet Ørsteds “De Naturvidenskabelige skrifter”, der bliver en meget smuk udgivelse i tre bind.

Med dette vil jeg sige et stort og velfortjent tillykke med H.C. Ørsted Guldmedaljen til Prof. Karl Anker Jørgensen.