For første gang åbner Videnskabernes Selskab dørene op til Kulturnatten

For første gang åbner Videnskabernes Selskab dørene op til Kulturnatten

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Aftenen byder på rundtur i et af de smukkeste huse inden for den videnskabelige verden og en sjov vidensquiz med forskere fra Selskabet. Quizzen bliver (vild)ledt af Anders Lund Madsen.

Videnskabernes Selskab har et ønske om at betyde mere for danskerne. I sin mere end 275-årige historie har Selskabet huset verdenskendte forskere som Niels Bohr, Marie Curie, Charles Darwin og Albert Einstein. Selskabet har haft indflydelse på den plads, forskning har haft politisk og samfundsmæssigt.

Det vil vi gerne fortælle omverden om.

Derfor åbner huset med de dybe rødder i det historiske København op til kulturnatten med historier om Selskabet, dets store betydning for skabelsen af Carlsberg og inspiration af brygger I.C Jacobsen, og hvordan Selskabet har spillet en aktiv rolle for at skabe gode forhold i den danske forskningsverden. På rundvisningen kan man se Krøyers største maleri, og indsnuse en verden af marmor og mahogni, der emmer af storhed.

Undren med sjov

Efter rundvisningen stiller ledende forskere som Bente Klarlund Pedersen, Marie-Louise Nosch, Jeppe Dyre, Mikael Rask Madsen og Jens Hjorth deres viden – eller mangel på samme – til skue. Det sker ved et event, hvor publikum kan få stillet deres videnskabelige hverdagsundren om alt mellem himmel og jord – inden for samfund, fysik, sundhed, historie, arkæologi og kosmologi. Stiller man et spørgsmål, som panelet ikke kan svare på, vinder man en velsmagende præmie fra Videnskabernes Selskabs historiske arkiv.

Anders Lund Madsen leder løjerne med sin evige sans for humor og underholdning.

Skulle man ikke have fået slukket sin videnskabelige tørst, kan man afslutte besøget med at få stillet den fysiske tørst med en gratis Carlsberg øl.

Køb Kulturpas til Kultunatten og tilmeld dig på vores hjemmeside via dette link.

Bananfluer bragte nobelprismodtager Michael Rosbash til Danmark

Bananfluer bragte nobelprismodtager Michael Rosbash til Danmark

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
I rækken af nobelforedrag afholdt af Videnskabernes Selskab med hjælp fra Novo Nordisk fonden var fokus denne gang på vores indre ur. Og det trak et talrigt publikum til.

– Jeg er kommet, fordi det er et godt tilbud, fordi det er uden for mit eget fagfelt, og fordi det er et godt arrangement, fortæller Anne Pihl, der er publikum til arrangementet og som har lokket sin veninde Sara Marie Jørgensen med.

Hun har kunnet lokkes, netop fordi der er tale om en nobelprismodtager – og så lidt fordi, der er reception bagefter.

– Begge dele gør det lidt lettere at lokke andre med, som måske ikke er akademikere, siger Anna og nikker sammen med Sarah Marie.

Godt emne tæt på egen navle

Emnet for dagens nobelforelæsning var måske også medvirkende til det store fremmøde. Det indre ur styrer nemlig mange af vores livsvigtige processer. Mange af os føler sig søvnige eller sultne på præcis samme tidspunkt hver dag. Og sult og søvn er blot af de mange funktioner, der styres af vores indre ur. Kropstemperatur, blodtryk og hormoner er andre. Uden en døgnrytme ville vores liv være kaos. Og det gælder ikke bare hos mennesker.

Alt liv på jorden er tilpasset dens rotation og rytme, derfor har alt fra alger til planter og bananfluer udviklet et indre ur i deres gener. Da Michael Rosbash gik i gang med sin udforskning, var man godt klar over, at der måtte findes et sådant indre ur. Men ingen anede, hvordan det virkede. Først da Michael Rosbash i 1984 begyndte at undersøge generne hos en bananflue, åbnede han en sprække til forståelsen. Og til et helt nyt forskningsfelt, som siden har ledt til en langt større viden om vores indre ur.

Og med sin forelæsning har Rosbash både et emne, der rammer bredt, og det personlige skyts og formidlingserfaring, der virker. For eksempel så synes Rosbash, at selv om han fik nobelprisen sammen med to andre – Michael W. Young og Jeffrey C. Hall, der begge har arbejdet med forståelsen af vores indre ur, så manglede der én modtager:

– Jeg har altid synes, at den der burde have været en 4. modtager, siger han foran tavlen i det fyldte auditorium på Panum, og viser et billede af en bananflue.

– Vores nobelpris var den femte givet til forskning, der ikke kunne være blevet til uden bananfluen, fortæller han med et smil, der også når de bagerste rækker.

Sat i verden for at inspirere

Nobelforedragene er netop sat i verden for at præsentere videnskabelige superstjerner for den store offentlighed og inspirere – og det lykkedes i udstrakt grad for Michael Rosbash. Både hvis man spørger de to veninder Anna og Sarah Marie til receptionen efter foredraget. Men også Stine Pedersen, der står i nærheden med et glas rødvin er af den opfattelse:

– Jeg kan godt lide at lytte til en klog mand som Rosbash, og så lærte jeg lidt om et emne, jeg ikke anede noget om på forhånd, fortæller Stine Pedersen, der til daglig arbejder med skat og regnskaber, men alligevel har været til de fleste af de i alt 17 nobelforelæsninger Videnskabernes Selskab har inviteret til.- Jeg er bare nysgerrig, og det er noget specielt at lytte til en nobelprismodtager, som jo er anerkendt. Desuden er det dejligt, at det er i et lidt større format end ved andre foredrag, slutter hun og baner sig vej hen mod bordet med snacks.

På jagt efter forskningens skønhed ad nye veje

På jagt efter forskningens skønhed ad nye veje

Årets udflugt blev en ”indflugt”, med hele 13 talere, mange fremmødte og stort videnskabeligt engagement.

Til daglig er det med P.S. Krøyers store portræt af ”Et møde i Videnskabernes Selskab” som bagtæppe, at Selskabets medlemmer mødes. Men hvert andet år pakkes videnskaben i rygsækken og tages med på udflugt ud af huset til en særlig egn, der gøres til kulisse for en dags aktiviteter. Men i år blev udflugten ganske anderledes.

Som noget nyt havde tre medlemmer af Selskabet – Kirsten Hastrup, Marita Akhøj Nielsen og Mogens Høgh Jensen – nemlig sat sig for i fællesskab at nytænke spørgsmålet om, hvor den videnskabelige diskussion skulle udfolde sig og hvordan:

– Vi var drevet af en fornemmelse af, at vi trængte til at mødes uden for de faste rammer, som Selskabets øvrige møder sætter, hvor vi har lidt mere tid til også at være sammen om den videnskab, som vi alle sammen er vildt betagede af, sagde Kirsten Hastrup, tidl. præsident af Selskabet.

Således blev den sædvanlige udflugts fortegn ændret, og man inviterede i stedet til en indflugt på Carlsberg Akademi, med godt 60 medlemmer som deltagere og hele 13 talere med hver sit fagområde. Begivenhederne forløb i den smukke Pompeji-sal, hvor et publikum af buster af historiske videnskabsmænd langs rummets vægge indbød til at diskutere dagens emne; nemlig forskningens skønhed.

Det skønne ved skønheden

– Det er jo fantastisk, at vi kan have sådan en åben diskussion, hvor Selskabets medlemmer fortæller om deres meget forskellige – må man nok sige – syn på skønheden i forskningen. Det er jo både helt fra biodiversitet til fraktaler til flotte vidder på Grønland. Og jeg tror, at det er meget inspirerende for deltagerne at kunne se skønheden på mange forskellige planer, sagde Mogens Høgh Jensen, Selskabets præsident.

Men hvad enten man hørte til dem, der mener, at forskningens skønhed gemmer sig bag x eller y, eller måske dem, der ser den i sprogets facetter, så var faglig forskellighed ikke til hinder for diskussionen af dagens tema. Tværtimod banede den vejen for en dybere, mere nuanceret dialog forskerne imellem:

– Noget af det, vi ville vise, det var alt det, vi kunne sammen. Altså videnskaberne. Og dermed også opfordre til et langt mere eksplicit samarbejde, sagde Kirsten Hastrup.

Fælles fodfæste

Det virkelige middel og mål i dagens symposie – og måske det allermest skønne – var således fællesskabet og den fælles ånd, som voksede ud af den tværfaglige diskussion. Noget, som deltagerne blev mindet om, at de alle kan mødes om i videnskaben, uanset udgangspunkt. Så selvom der ved dette symposie ikke var tale om et møde i Videnskabernes Selskab, var der i høj grad tale om et møde i Videnskabernes Selskabs ånd – og et inspirerende et af slagsen.

Symposiet blev afholdt mandag den 3. juni 2019. Listen over talere og oplæg var følgende:

  • Barbara Halkier: Plan(t)er for fremtiden
  • Mads Kähler Holst: Den forsvundne tid
  • Mogens Høgh Jensen: Orden i Kaos
  • Jens Christian Svenning: Naturlig storhed
  • Kirsten Hastrup: Arktiske vidder
  • Karl Anker Jørgensen: Kemi: Skønheden og udyret
  • Marita Akhøj Nielsen: Mellem linjerne
  • Susanne Ditlevsen: Tallenes tale
  • Per Øhrgaard: Videnskab og fortælling
  • Kim Ryholt: Egyptiske eventyr
  • Søren Peter Olesen: Hjertets flimren
  • Morten Rievers Heiberg: Virkelighedsprincippet
  • Kristian Helin: Ind til kernen

Videnskabernes Selskab drager til Folkemøde. Kom forbi og mød os

Videnskabernes Selskab drager til Folkemøde. Kom forbi og mød os

 

 

Kom selv til arrangementerne eller se dem live på Facebook. Vi lover alvor, viden, debat og underholdning, når forskere som Eske Willerslev og Marie Louise Nosch folder sig ud i selskab med fx Anders Lund Madsen.

For første gang arrangerer Videnskabernes Selskab egne events på folkemødet.

– Det kan godt gå hen og blive både muntert og informativt, forklarer generalsekretær Lars Arge.

Han henviser til et arrangement kaldet ”Spørg Videnskabernes Selskab”, hvor et panel af prominente forskere sidder klar til at svare på alt, fra hvorfor regnbuer er runde, til hvordan den spanske borgerkrig startede. Eller hvad end publikum ellers kan komme på. Og kan panelet ikke svare på et af publikummets spørgsmål, vinder spørgsmålsstilleren en gave fra Selskabets 276-årige arkiv – med et lidt nyere og mere velsmagende indhold, kunne man tilføje. Anders Lund Madsen (vild)leder slagets gang.

Flere penge til forskning

I den mere alvorlige ende tager blandt andre Eske Willerslev sammen med andre af selskabets prominente forskere som Marie Louise Nosch og Morten Heiberg fat på debatten om penge til forskning. I selskab med forskningsdekan på DTU, Katrine Krogh Andersen og analysechef i tænketanken DEA, Theresa Maria Norn vil tidligere DR2 Deadline vært Nynne Bjerre Sørensen lede slagets gang i jagten på svarene på, hvad forskerne bruger godt 20 Mia. kroner fra vores alle sammens offentlige kasse til. Om året. Og hvorfor de ovenikøbet ikke bare mener, at det er en god investering, men tilmed har brug for endnu flere penge.

– Hos Videnskabernes Selskab har vi et ønske om at blive mere synlige og deltage mere i de aktuelle debatter. Det er det her et eksempel på, forklarer Lars Arge. Tænk bare på klimaudfordringen. Hvis vi ikke investerer mange penge i forskning i, hvordan vi kan løse det problem, får vi en verden, som i det allermindste er meget anderledes end i dag. Og klimaet er bare ét problem – hvad med flygtningestrømme, lagring af energi, knaphed på mad, og jeg kunne blive ved.

Videnskabernes Selskab arrangerer enten selv eller i samarbejde med Det unge akademi, Danmarks Frie Forskningsfond og tænketanken DEA 5 events.

– Og er man på Bornholm, så kom da til debatterne, slutter Lars Arge.

Oversigt over arrangementer

Torsdag: Kl. 13-14, N8 – Grønbechs Hotel: Restaurant Vilhelm

Satser vi nok på både eliten og bredden i dansk forskning?

Stadig flere forskningspenge samler sig på færre hænder. Hvad betyder det for dansk forskning?

Arrangeres af tænketanken DEA i samarbejde med Videnskabernes Selskab, Danmarks Frie Forskningsfond, Det Unge Akademi. Med deltagelse af blandt andre præsident for Videnskabernes Selskab, Mogens Høeg Jensen.

Torsdag: Kl. 11.00 – 11.50, N11 – Carlsbergfamilien

Prisen for knaphulskronologi og fortidens megafauna

Stil en forsker til ansvar. Hvorfor skal jeg som almindelig dansker betale til mere forskning?

Arrangeres af KDVS i samarbejde med Danmarks Frie Forskningsfond, Tænketanken DEA og Det Unge Akademi.

Kl. 12.45 – 13.20, N11 – Carlsbergfamilien

Spørg Videnskabernes Selskab – quiz og vind

Hverdagen er fuld af spørgsmål som videnskaben kan svare på – kom og test vores forskerpanel.

Kl. 17.30 – 18.15, K7 – Akademikernes Hus

Unge forskere, købt eller solgt?

Yngre forskere sidder fast i karrieren. Er erhvervsliv, universiteter og fonde klar til gearskifte?

Arrangeres af Danmarks Frie Forskningsfond i samarbejde med tænketanken DEA, Videnskabernes selskab og Det Unge Akademi.

Kl. 19.30-20.30, K13 – Tænketanken DEA

Er vi ved at dræbe originaliteten i dansk forskning?

Gør vi det sværere for forskere at bane nye veje for forskningen, og hvad betyder det for samfundet?

Arrangeres af tænketanken DEA i samarbejde med Videnskabernes Selskab, Danmarks Frie Forskningsfond og Det Unge Akademi.

L’Oreal og UNESCO uddeler sammen med Videnskabernes Selskab “For Women in Science-pris”

L’Oreal og UNESCO uddeler sammen med Videnskabernes Selskab “For Women in Science-pris”

Tre yngre, kvindelige forskere hædret ved overrækkelse med royal deltagelse.

Ved en ceremoni i den smukke Pompejisal på Carlsberg Akademi overrakte HKH Prinsesse Marie prisen til de tre yngre, talentfulde kvinder: Vida Engmann, adjunkt ved Syddansk Universitet, læge, ph.d. Stine Linding Andersen, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital og adjunkt ved Aarhus Universitet Maria Andreasen som dette års modtagere af For Women in Science.

For Women in Science er en global, årligt tilbagevendende prisuddeling indstiftet af L’Oréal og UNESCO, der skal få de gode rollemodeller blandt kvinder i naturvidenskabelig forskning frem i lyset – og tiltrække flere kvinder til de naturvidenskabelige fag. Videnskabernes selskab medvirker i udvælgelsen af modtagerne og det var derfor naturligt at Præsident for Videnskabernes Selskab, Mogens Høeg Jensen bød velkommen:

– På vegne af Det. Kgl. Danske Videnskabernes Selskab vil jeg byde hjertelig velkommen til L’Oreal og UNESCO prisuddelingen ’For Women in Science’. Det er en stor ære for Selskabet at stå for dette arrangement.

I år er det 11. gang at uddelingen finder sted. Det betyder, at 33 unge kvindelige forskere har modtaget prisen, som gennem alle årerne har givet et stort karriereløft til prismodtagerne, forklarer Mogens Høeg Jensen:

– Når man læser CV’er fra yngre kvindelige forskere – og jeg læser rigtig mange CV’er i min hverdag – er det bemærkelsesværdigt, så ofte L’Oreal prisen optræder. Og fra personlige samtaler med mange tidligere modtagere har jeg gang på gang hørt det sagt, at prisen betyder rigtig meget i den tidligere karriere. Med andre og det er et fantastisk vigtigt samarbejde, vi har mellem L’Oreal og Videnskabernes Selskab!

Prinsesse Marie synes, at ligestillingen indenfor forskningen går for langsomt

Siden blev ordet givet til Prinsesse Marie, der i sin egenskab af protekor for Den Danske UNESCO-Nationalkommission forstod overrækkelsen af prisen. For hende spiller prisen en stor rolle:

– Den store udfordring er, at der er for få kvindelige forskere, når vi taler topniveau. I 2011 var 16% af de danske professorer kvinder – i 2017 var tallet 22%. Det går for langsomt. Og der skal flere greb til at hjælpe udviklingen på vej – og priser er én måde at vise anerkendelse på, fortalte hun og fortsatte:

– Det er med stolthed og glæde at vi i dag kan hædre 3 unge forskere, der med deres indsats aftvinger respekt og fortjener stor anerkendelse. Jeres arbejde bidrager til løsningen af vigtig videnskabelig udfordringer og løfter Danmark som forskningsnation. Det er noget at være stolt af!

Med æren følger 110.000 kr. til hver prismodtager, som skal bruges til det aktuelle forskningsprojekt.

De tre modtagere er:

Læge, ph.d. Stine Linding Andersen

Stine Linding Andersen er læge og forsker ved Klinisk Biokemisk Afdeling og Klinisk Institut. Stine forsker i betydningen af thyroidea sygdomme hos gravide. Stine klarlægger jodindtaget hos gravide i Danmark og undersøger forstyrrelser i stofskifte hos gravide og deres betydning for graviditetsforløbet og barnets udvikling, især hjernen. Stines forskning vil bidrage til optimal diagnostik og behandling af stofskiftesygdomme hos gravide og til overvejelserne om, hvorvidt man rutinemæssigt bør undersøge thyroidea funktionen hos alle gravide i Danmark.

Adjunkt Maria Andreasen

Maria Andreasens forskning er centreret om biofysiske undersøgelser af protein aggregering. Protein aggregering ses som strukturerede og velordnede klumper af proteiner og forekommer både i forbindelse med sygdomme som Alzheimer’s og Parkinson’s, og som funktionelle materialer, der udnyttes af bakterier i biofilm-dannelse i forbindelse med etablering af bakterielle infektioner. Maria arbejder med at undersøge og forstå de molekylære mekanismer, der fører til uønsket protein aggregering og dermed også at finde en metode til at modvirke dem.

Adjunkt Vida Engmann

Vida Engmann forsker i stabilisering af organiske, miljøvenlige polymersolceller. De har mange fordele, bl.a. mekanisk fleksibilitet, lav vægt og lav pris. Derfor kan de inkorporeres i mange forskellige applikationer. Organiske solceller har imidlertid den udfordring, at de har en dårlig holdbarhed. Vida er pioner indenfor forskningen i polymersolceller og har udviklet en metode til at forbedre de organiske solcellers stabilitet. Dermed opnås en 10 gange effektforøgelse fra solcellerne over tid, hvilket er det højeste opnået til dato på verdensplan.

Fri forskning

Fri forskning

Videnskabernes Selskab inviterer til Forskningspolitisk Årsmøde 2019, tirsdag den 19. marts kl. 14-17.30, hvor der bliver livlig diskussion fra et prominent debatpanel.

På årsmødet deltager Uddannelses- og forskningsministeren, og ordførere fra 3 politiske partier, repræsentanter fra toneangivende private og offentlige fonde, og rektor på KU debatterer forslagene i Hvidbogen 2019, forfattet af Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske udvalg.

Temaet er fri forskning.

Hvidbogen

– En årsag til, at Danmark er blevet en ”vindernation”, har været en vedvarende og langsigtet investering i forskning og uddannelse til forædling af det råstof, vi har mest af – det menneskelige talent, skriver det forskningspolitiske udvalg i Hvidbogen for 2019. Derfor er det af afgørende betydning, at Danmark holder fast i et højt ambitionsniveau for den fri forskning og sætter det på den politiske dagsorden, hvor det hører hjemme.

Og den fri forskning, hvor emner, teorier og metoder kan vælges frit af forskningsmiljøerne, er netop omdrejningspunktet for Hvidbogen, som fokuserer blandt andet på den offentlige forskningsfinansiering på ca. 1% af BNP, udviklingen i forholdet af finansiering mellem offentlige og private fonde og for lille fokus på at tiltrække talenter.

Ser både på nutid og fremtid

Hvidbogen analyserer både nuværende udfordringer indenfor den fri forskning, men det forskningspolitiske udvalg bestående af medlemmer af Videnskabernes Selskab kigger også i krystalkuglen efter hvilke udfordringer, der vil komme.

På den baggrund fremkommer udvalget med en række anbefalinger til den danske forskningsverden, fx:

  • At løfte ambitionsniveauet for det offentlige forskningsbudget i % af BNP fra 1% til 1,5%
  • At skabe mere effektive og attraktive karriereveje i universitetssystemet
  • At skabe bredere virkemidler i finansieringen af forskningen
  • At universiteterne har ejerskabet for kvalitetsudvikling

Det er de anbefalinger, det prominente debatpanel vil diskutere.

PROGRAM:

  • 14.00: Professor Mogens Høgh Jensen, præsident for Videnskabernes Selskab byder velkommen
  • 14.05: Uddannelses- og Forskningsminister, Tommy Ahlers
  • 14.20: Spørgsmål til ministeren
  • 14.35: Professor Majken Schultz, formand for Forskningspolitisk Udvalg introducerer temaet for Årsmødet og Hvidbogen 2019
  • 14.55: Paneldebat: Hvordan sikrer vi fri forskning til gavn for samfundet?

Deltagere: Merete Scheelsbeck, uddannelses- og forskningsordfører for Det Konservative Folkeparti; Sofie Carsten Nielsen, uddannelses- og forskningsordfører for Radikale Venstre; Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelses- og forskningsordfører for Dansk Folkeparti; Henrik Wegener, rektor for Københavns Universitet; David Dreyer Lassen, bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond og Lars Hansen, Direktør i Villum Fonden.

  • 15. 40: Kaffepause
  • 16.05: Paneldebat: Fondenes rolle i dansk forskning

Deltagere: Merete Scheelsbeck, uddannelses- og forskningsordfører for Det Konservative Folkeparti; Sofie Carsten Nielsen, uddannelses- og forskningsordfører for Radikale Venstre; Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelses- og forskningsordfører for Dansk Folkeparti; Henrik Wegener, rektor for Københavns Universitet; Jens Kehlet Nørskov, bestyrelsesformand i Danmarks Grundforskningsfond og Thomas Sinkjær, Grants & Prizes, Lundbeckfonden.

  • 16.50: Afrunding på Årsmødet
  • 17.00: Forfriskninger på 3. sal i Ny Mødesal

Moderator: Niels Krause-Kjær, journalist på DR.

Årets Hvidbog kan downloades her.

Kom til Forskningens døgn 2019

Kom til Forskningens døgn 2019

Videnskabernes Selskab arrangerer hvert år foredrag og rundvisninger i huset på H.C. Andersens Boulevard sammen med Det Unge Akademi.

Videnskabernes Selskab arrangerer for 6. år i træk Forskningens Døgn sammen med Det Unge Akademi, og i år finder dette arrangement sted fredag den 26. april kl. 15.00 -18.30. Vi åbner vores smukke hus for offentligheden og inviterer indenfor til en eftermiddag med en rundvisning på 1. sal og tre dobbeltforedrag på 3. sal med seks fremragende forskere fra henholdsvis Videnskabernes Selskab og Det Unge Akademi.

PROGRAM: Åbent hus i Videnskabernes Selskab

Fredag den 26. april 2019: 

  • kl. 15.00: Rundvisning på 1. sal, ved Selskabets redaktør Marita Akhøj Nielsen
  • kl. 15.55: Velkommen på 3. sal
  • kl. 16.00: Bente Klarlund Pedersen, Rigshospitalet og Christoffer Clemmensen fra Københavns Universitet
  • kl. 16.45: Lars Arge og Kasper Green Larsen fra Aarhus Universitet
  • kl. 17.30: Troels Engberg-Pedersen og Anne Katrine de Hemmer Gudme fra Københavns Universitet
  • kl. 18.15: Selskabet byder på en forfriskning
  • kl. 18.30: Tak for i dag

Tilmeld dig foredragene her.

I moderne vestlige samfund er der nær mod fri tilgængelighed til energirige, smagsstimulerende – men ofte næringsfattige – fødeemner. Under sådanne forhold favoriserer menneskets energistofskifte overspisning og akkumulering af fedtmasse, hvilket har ført til, at fedmen og dens følgesygdomme spreder sig med stor hast over hele kloden. Dette udgør en stor trussel mod menneskets fremtid. Forskning har demonstreret, at fysisk aktivitet nedsætter risikoen for 35 forskellige sygdomme – ikke kun overvægt og diabetes, men også kræft, demens og hjertesygdom. Er du syg, kan du i nogle tilfælde gå dig rask. Forklaringen er bl.a. at musklen fungerer som en kirtel, der producerer motionsstoffer, såkaldte myokiner – som har gavnlig effekt på en lang række af kroppens organer.

I form af to korte oplæg vil vi skitsere de sundhedsudfordringer mennesket møder i det 21 århundrede samt komme med nogle bud på, hvordan vi med udgangspunkt i nye gennembrud inden for hjerneforskning, medicinsk forskning samt forskning i de gavnlige effekter af fysisk aktivitet, endelig kan begynde at komme en lang række livsstilssygdomme til livs.

Dr.med. Bente Klarlund Pedersen er overlæge på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet, og leder af TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet. Hun er klummeskriver og styrer en sundhedsbrevkasse på Politiken, Lørdagsliv. Hun har bl.a. modtaget Videnskabsministeriets Forskningskommunikationspris, Kulturministeriets Idrætspris og Rosenkjærprisen. Bente blev i 2010 optaget som medlem af Videnskabernes Selskab

Christoffer Clemmensen er lektor på Center ved Metabolismeforskning, Københavns Universitet og blev i 2018 optaget i Det Unge Akademi. Han forsker i at forstå, hvordan hjernens belønningssystem udfordres i moderne samfund – som overalt byder på fristende og energirige fødevarer. Sammen med et stort internationalt forskerhold har Christoffer bidraget til udvikling af en række innovative lægemiddelkandidater mod fedme og diabetes.

Hvordan kan Google søge i alverdens information på et splitsekund? Hvordan sorterer man hurtigst et spil kort? I begge tilfælde er svaret med (effektive) algoritmer, altså systematiske metoder til (hurtig) problemløsning. Mange af de senest års teknologiske landvindinger, som f.eks. hurtigt web-søgning og genom-sekventering, har deres rødder i effektive algoritmer.

I dette foredrag dykker vi ned i algoritmernes verden. I den første del af foredraget vil vi se nogle elegante algoritmer, der løser nyttige problemer, og vi vil forstå, hvad der gør nogle algoritmer mere effektive end andre. I den anden halvdel af foredraget stiller vi spørgsmålstegn ved de algoritmer, vi har set. Kan de forbedres? Eller er der en grænse for, hvor effektivt man kan løse et givet problem?

Lars Arge er professor i datalogi ved Aarhus Universitet og Generalsekretær i Videnskabernes Selskab. Lars har modtaget en række hæderspriser, f.eks. Forskningsministerens EliteForsk pris, og han har i en årrække ledet et center under Danmarks Grundforskningsfond. Lars forsker i algoritmer, med et særligt fokus på Big Data problemer.

Kasper Green Larsen er lektor i datalogi ved Aarhus Universitet. Han er medlem af Det Unge Akademi og har modtaget en række hæderspriser, bl.a. Presburger prisen 2019 for “fremragende bidrag inden for teoretisk datalogi”. Kasper forsker i algoritmer med et særligt fokus på at forstå begrænsningerne for, hvor effektivt beregningsproblemer kan løses.

Den bog, vi kender som Bibelen, er en samling af religiøse tekster, der stammer fra Middelhavsområdet i oldtiden i perioden fra det 6. årh. f.v.t. til det 2. årh. e.v.t. Bibelen er en enestående religions- og idehistorisk tekstsamling. Bibelen er også en tekstsamling, der i løbet af dens godt to tusinde år lange historie har haft massiv indflydelse på den vestlige verdens samfundsudvikling, kunst, kultur og sprog. Samtidig opfattes Bibelen som en autoritativ religiøs tekst af mange mennesker den dag i dag.

I form af to korte oplæg og en samtale efterfulgt af spørgsmål gives der i dette indslag en introduktion til det videnskabelige arbejde med Bibelen, der foregår inden for faget Bibelsk Eksegese (fortolkning). En Professor i Det Nye Testamente og en Lektor i Det Gamle testamente vil give hvert deres bud på, hvad det allermest interessant indenfor deres forskningsfelt er netop nu, hvilke metoder de anvender, og hvad de i særlig grad kunne tænke sig at få mere indsigt i.

Troels Engberg-Pedersen er professor emeritus i Det Nye Testamentes Eksegese og medlem af Videnskabernes Selskab. Hans primære forskningsinteresse er at belyse de nytestamentlige tekster ved hjælp af græsk-romerske filosofiske skoler og tankegange.

Anne Katrine de Hemmer Gudme er lektor i Det Gamle Testamentes Eksegese og medlem af Det Unge Akademi. Hendes primære forskningsinteresse er Det Gamle Testamentes religionshistoriske forankring i oldtidens Mellemøsten med særligt fokus på tempelkult og ritualer.

Årsmøde i Videnskabernes Selskab var præget af livlig debat

Årsmøde i Videnskabernes Selskab var præget af livlig debat

Et stærkt panel af politikere, private og offentlige fonde og universitetsfolk gav bud på hvordan den fri forskning får bedre vilkår i fremtiden.

Der var bredt opbud af prominente forsker, erhvervsfolk, fondsfolk og politikere til forskningspolitisk årsmøde. Og inden den fri forskning for alvor blev taget under behandling, holdt uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) et oplæg, hvor han blandt andet efterspurgte en større åbenhed, når der blev slået forskerstillinger op:

– Vi bliver kun dygtige, hvis vi hele tiden får folk ind udefra, som udfordrer den måde, vi tænker på. Det tror jeg ikke, man får, hvis 70 procent af stillingerne bliver besat indefra, sagde Tommy Ahlers

Med henvisning til at kun 3 ud af 10 stillinger i den offentlige forskning besættes af folk udefra.

Samtidig er opslagene i dag ofte meget specifikke og dermed får de kun få ansøgere. Vi skal tilbage til bredere opslag, mener præsident i Videnskabernes Selskab Mogens Høeg Jensen:

– Da jeg startede i fysik, søgte man ’en fysiker’, og så kom der 100 ansøgere, også en masse fra udlandet. Folk følte, de kunne søge. Nu er opslagene så detaljerede, at der kun er nogle få, der søger. Vi skal tilbage til at lave meget brede opslag. Det, mener jeg, er helt afgørende, sagde han.

Hvidbogen falder på et tørt sted

Hele baggrunden for årsmødet var den hvidbog som det forskningspolitiske udvalg under formandskab af professor Majken Schultz har udfærdiget. Den har fokus på fri forskning: friheden til som forsker selv at bestemme emner, teori, metode og at fortælle om sine resultaterne. Den er under pres, mener udvalget, hvis hvidbog analyserer nuværende udfordringer indenfor den fri forskning.

Men det forskningspolitiske udvalg bestående af medlemmer af Videnskabernes Selskab kigger også i krystalkuglen efter hvilke udfordringer, der vil komme. På den baggrund fremkommer udvalget med en række anbefalinger til den danske forskningsverden:

  • At løfte ambitionsniveauet for det offentlige forskningsbudget i % af BNP fra 1% til 1,5%
  • At skabe mere effektive og attraktive karriereveje i universitetssystemet
  • At skabe bredere virkemidler i finansieringen af forskningen
  • At universiteterne har ejerskabet for kvalitetsudvikling

Vismandsråd

Debatten der fulgte ministerens oplæg, bød på flere konstruktive råd fra panelet til at imødegå udfordringerne – om end langt fra alle fandt en løsning.

Et af de forslag panelet kom med var at få skabt en større politisk gennemslagskraft for forskningen gennem større klarhed:

– Hvis man vil have flere midler, skal man kunne præsentere et klart mål for, hvor man vil hen med det,” sagde Thulesen-Dahl (DF).

Han blev suppleret af Sofie Carsten Nielsen (R):

– Forskningsverdenen bør blande sig mere med de politikere der sidder ved ”hovedbordet” og bestemmer noget.

Det kunne fx ske ved at have en slags ”vismandsråd”, som man kender det fra de økonomiske vismænd, forslog hun.

– Men det har vi jo allerede, replicerede formanden for den frie forskningsfond David Dreyer Lassen og henviste til den hvidbog som Det forskningspolitiske udvalg har udarbejdet.

En ide der ligger godt i tråd med igangværende tanker, fortæller videnskabernes selskabs generalsekretær, Lars Arge:

– Vi gør os i øjeblikket tanker om hvordan videnskabernes selskab i fremtiden kan profilere og styrke dansk forskning, og glæder os over at David (Dreyer Lassen, red.), ser hvidbogen og det forskningspolitiske udvalg som naturlige parthavere i det arbejde.

”Vi kan ikke lide overhead!”

Et af de store problemer hvidbogen fokuserer på, er overhead.

Når forskere får en bevilling til et forskningsprojekt, går alle pengene typisk til selve projektet. Men ud over selve bevillingen, skal universitet også have penge for at huse forskerne – den såkaldte overhead. Det dækker udgifter som fx husleje, varme og computere, og andrager ofte ca. det samme som selve forskningsprojektet. Spørgsmålet er, hvor de penge skal komme fra. Der har verseret historier om, at universiteter har bedt forskere lade være med at søge penge hos private fonde, da projekterne dermed koster universiteterne penge.

Men de private fonde er ikke glade for overhead som de almindeligvis kun dækker minimalt, fordi de mener det er penge, der ikke går direkte til det støttede forskningsprojekt, men i stedet til noget udefineret. Netop derfor blev der fra fondenes side efterspurgt en afklaring af hvad overhead går til:

– Vi vil vide hvad vores penge bliver brugt til – vi kan ikke lide overhead, gjorde Thomas Sinkjær fra Lundbeckfonden klart og bad universiteterne lave klare retningslinjer for hvad overhead er.

Den bold returnerede rektor for KU Henrik Wegener:

– Jeg vil med glæde dokumentere de fulde omkostninger forbundet med den forskning, vi laver. Så kan vi få en fuldstændig oplyst diskussion om, hvor meget de forskellige parter så vil være med til at dække. Lad os nu bare få tallene på bordet. Så kan vi diskutere, hvor meget de forskellige så vil være med til at dække,” sagde Henrik Wegener.

Med den fremtidige diskussion på bordet, sluttede dagen med at professor Majken Schultz takkede for den levende debat og konstaterede, det lå godt i tråd med Videnskabernes selskab ønske om at sætte større aftryk på forskningsdebatten i fremtiden.

Klik her for at se Hvidbogen 2019.

Videnskabernes Selskab sætter fuldt fokus på H.C. Ørsted i 2020

Videnskabernes Selskab sætter fuldt fokus på H.C. Ørsted i 2020

Foto: C.A. Jensen, Maleri af H.C. Ørsted/SMK (Open source)
Gennem hele året vil et konsortium bestående af Astra, Experimentarium, DTU og Videnskabernes Selskab, sammen med en række andre aktører sørge for at 200-året for opdagelsen af elektromagnetismen ikke går nogen danskeres næse forbi.

Da Hans Christian Ørsted i sommeren 1820 sendte strøm gennem en ledning, mens han holdt en kompasnål hen over, ændrede den retning – og det samme gjorde hele verdens fremtid. Med sin opdagelse lagde han nemlig grundstenen til hele det elektrificerede samfund, som vi i dag kalder den moderne verden. Det skal fejres.

Film, bøger og foredrag

Det kommer ikke til at skorte på begivenheder strøet ud over året. Præsident i selskabet Mogens Høgh Jensen ser frem til alle begivenhederne:

– H.C. Ørsted var jo sekretær for selskabet i over 20 år, og han havde enorm betydning for sin samtid. Ikke bare i kraft af sin opdagelse af elektromagnetismen, men også som inspirator for andre i Danmark. Både inden for videnskab, men også inden for erhvervsliv og som formidler til ”den almindelige mand” kan man vel nærmest kalde ham en enmandshær.

Fejringen af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen sker med det landsdækkende formidlingsinitiativ HCØ2020, der gennem en lang række aktiviteter spredt ud over hele 2020 markerer både naturvidenskabens, teknologiens og nysgerrighedens betydning for vores samfund.

Videnskabernes Selskab arrangerer herunder blandt andet en foredragsrække i samarbejde med Selskabet for Naturlærens Udbredelse med Ørsted-eksperter som videnskabshistorikerne Andrew Jackson, Dan Charly Christensen og Helge Kragh og afholder hen over året 15-16 foredrag. Foredragsrækken er støttet af Carlsbergs Mindelegat og Carlsbergfondet.

Af udgivelser kan nævnes, at Selskabets forlag står bag genudgivelsen af H.C. Ørsteds samlede Naturvidenskabelige Skrifter i et pragtværk på 3 flotte bind, og at Videnskabernes Selskab desuden medvirker i tilblivelsen af en tegneserie om Ørsteds liv og opdagelser.

Events over hele landet

Men selv om man ikke er i København, kan man stadig få glæde af fejringen, da Selskabet har optaget en række film med internationalt anerkendte forskere, som kan ses, hvor og når man vil. I en af disse fortæller nobelprismodtageren Gerard t’Hooft om sin egen forskning i tyngdekraft og sorte huller og om, hvordan hans forskning ikke ville have været mulig uden H.C. Ørsteds opdagelse af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme.

Nogle af filmene er allerede optaget på nuværende tidspunkt, og andre bliver til i løbet af året. Alle understreger de, hvordan fortidens forskning har været med til at skabe nutidens samfund. På samme måde, som nutidens forskning vil skabe fremtidens samfund. Og skulle man komme forbi et storcenter, når man er på vej ud at købe ind, vil man også her kunne støde på H.C. Ørsted. Eksperimentarium har nemlig skabt en interaktiv storcenterudstilling, der viser Ørsteds berømte forsøg og fortæller om hans liv.

Målet med HCØ2020

Men bag hele fejringen lurer også et håb om, at man med udgangspunkt i H.C. Ørsted kan styrke den naturvidenskabelige dannelse i Danmark på tværs af alle alderstrin samt højne den almene viden og interesse for naturvidenskab og teknologi over hele landet – med fokus på fremtidens teknologi og udfordringer.

HCØ2020-fejringen skal være synlig i det danske samfund gennem hele 2020. Derfor er målsætningen, at hele 1,6 millioner danskere skal deltage i et HCØ2020-relateret arrangement i løbet af året.

Dansk topforsker modtager Niels Bohr guldmedaljen

Dansk topforsker modtager Niels Bohr guldmedaljen

One of the world’s leading researchers on catalysis, Prof. Jens Kehlet Nørskov from the Technical University of Denmark (DTU), received the Niels Bohr International Gold Medal today. The medal was presented by HM Queen Margrethe at a special event at the Carlsberg Academy in Copenhagenwas and it was founded by the Danish Society of Engineers, IDA. (Photo: Lars Svankjær)
En af verdens førende forskere inden for katalyse, professor Jens Kehlet Nørskov fra DTU, modtager Niels Bohr International Gold Medal. Medaljen er indstiftet af Ingeniørforeningen, IDA, og blev overrakt af Hendes Majestæt Dronningen ved et arrangement på Carlsberg Akademi i København den 7. oktober 2018 – på Niels Bohrs fødselsdag.

Dermed bliver Jens Kehlet Nørskov den 12. i rækken af fremtrædende fysikere og ingeniører, som har modtaget medaljen, der blev oprettet i 1955 som en hyldest til Niels Bohr.

Jens Kehlet Nørskov har en omfattende videnskabelig produktion bag sig og er en af verdens mest citerede forskere inden for sit område. Efter en årrække ved Stanford University i Californien, vendte han i 2018 hjem til Danmark for at opbygge et nyt center for katalyseteori ved DTU.

Omdrejningspunktet for Jens Nørskovs forskning er forståelsen af fysiske og kemiske processer på materialeoverflader. Hans begreber og modeller udgør et vigtigt grundlag for forståelsen af heterogen katalyse og anvendes i vid udstrækning inden for både videnskab og industri.

Som det hedder i indstillingen af prismodtageren:

– Jens Nørskovs arbejde er af stor betydning samfundsmæssigt. Udviklingen af nye katalysatorer til at omdanne energi fra solen til grønne brændstoffer og kemikalier er af yderste vigtighed for at undgå den omfattende brug af fossile brændstoffer, som er så ødelæggende for miljøet og klimaet. Jens Nørskov går rent videnskabeligt i spidsen for en sådan indsats.

Det er første gang, siden Niels Bohr selv modtog guldmedaljen i 1955, at medaljen gives til en dansker. Med tildelingen indskriver Jens Nørskov sig i en prominent kreds af modtagere, idet medaljen gennem årene er blevet uddelt til færre end 9 nobelprismodtagere.

Årets uddeling er sket i et samarbejde mellem Ingeniørforeningen, IDA, Niels Bohr Instituttet, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Carlsbergfondet, der har doneret de 100.000 euro, som følger med medaljen.

Jens Kehlet Nørskov er naturligvis medlem af Videnskabernes Selskab ligesom Niels Bohr selvfølgelig også var det. Selskabets præsident, der selv er fysiker på Niels Bohr Institutet, var vært ved prisoverrækkelse. Han udtaler om prismodtageren:

– Jens Nørskov er et fortræffeligt valg som modtager af Niels Bohr medaljen. Han har ydet helt fundamentale forskningsbidrag til forståelsen af fysiske systemer – bidrag, som er blandt de højest citerede i verden. Derudover har Jens Nørskov også bidraget med mange praktiske anvendelser af sin forskning til stor gavn for samfundet. Videnskabernes Selskab ønsker stort tillykke med den flotte pris.