Videnskabernes Selskab: Der bør følge nye penge med aftale om mulighed for forlængelse af midlertidige ansættelser

Videnskabernes Selskab: Der bør følge nye penge med aftale om mulighed for forlængelse af midlertidige ansættelser

Foto: Lars Svankjær/ Videnskabernes Selskab
Hvis regningen for forlængelse havner i forskningsverdenen, vil det kunne skade dansk forskning på sigt.

Af: Kristoffer Frøkjær

Først og fremmest glæder Videnskabernes Selskab sig over, at der nu er åbnet mulighed for at forlænge midlertidigt ansatte indenfor forskningsverdenen ved projektforsinkelser som følge af Covid-19 situationen og den nedlukkede samfundssituation. Det gælder ikke mindst phd.er og postdocer.

Aftalen løser et meget stort og konkret problem, idet de midlertidigt ansatte ikke blot kan udskyde og forlænge deres forskningsprojekter. Uden denne aftale ville de ikke kunne nå i mål. Imidlertid rejser aftalen spørgsmålet om, hvordan forlængelser skal finansieres. Hvis ikke der følger penge med muligheden for forlængelse, rummer det en fare, mener præsident i Videnskabernes Selskab Mogens Høgh Jensen:

– Det er naturligvis godt, at phd.er, postdocer og andre nu kan få forlænget deres ansættelser ved forsinkelser som følge af Covid-19 situationen. Men det kan stille forskningsverdenen i en kattepine, idet den er så hårdt økonomisk spændt for, at nærmest den eneste måde at sikre midler til forlængelserne af de midlertidige ansættelser er ved at fyre fastansatte. Det i sig selv kan udhule det eksisterende danske forskningsmiljø og skabe stor og varig skade. Det er derfor vigtigt, at der følger penge med, som kan dække de omkostninger, der følger af Covid-19 forsinkelsen.

Store summer

Og der er tale om ganske store summer. Hvor store er svært at gøre op, men ud fra tal fra 2018 findes der eksempelvis over 8000 phd.er og mere end 2500 postdocer i Danmark. Udgiften til deres lønmidler i 3 måneder andrager op mod 1 mia. kr. Et tal der ikke dækker øvrige midlertidigt ansatte, som fx adjunkter, og heller ikke tager højde for udgifter til laboratoriefaciliteter og forskning eller feltarbejde, der er gået tabt, eller skal gentages. Uanset det eksakte tal er omkostningen ganske givet substantiel, og det skaber panderynker:

– Der er givet tale om så store beløb, at forskningsverdenen vil have svært ved selv at dække det, uden det gør skade på andre områder af dansk forskning. Derfor bør der med aftalen følge et beløb, der sikrer, vi ikke taber vital forskning – og fremtidige vitale forskere – på gulvet, forklarer generalsekretær i Videnskabernes Selskab Lars Arge, og slutter med en anbefaling:

– Det er dejligt at se den store fleksibilitet og imødekommenhed, som hele den politiske verden udviser i denne meget svære Covid-19 situation. Vi håber naturligvis, den også kan indbefatte det felt, der skal løse både denne krise og dem, der ulykkeligvis må komme. Nemlig forskningen.

Racisme skal stoppes ved hjælp af videnskab

Statement fra Committee of Human Rights

Racisme skal stoppes ved hjælp af videnskab

Videnskaben kan gennem forskning og mangfoldighed bidrage til kampen mod racisme. Committee on Human Rights opfordrer alle kollegaer til at tage del i bekæmpelsen af diskrimination.

Ulighed  og diskrimination under COVID-19

The Committee on Human Rights (CHR) har udsendt en erklæring der fordømmer den strukturelle racisme, der gennemsyrer det amerikanske samfund. Komitéen ligger under the U.S. National Academies of Sciences, Engineering, and Medicine og har udgivet dette statement i samarbejde med Black Lives Matter. Videnskabernes Selskab samarbejder med komitéen i kampen for at sikre menneskerettigheder i hele verden, og dette gælder også bekæmpelsen af diskrimination og vold. Den strukturelle racisme i USA koster nemlig ikke kun mennesker livet, som var tilfældet for George Floyd blandt mange andre.

Den har også afgørende påvirkning på liv og sundhed. COVID-19 er det seneste eksempel på dette, hvor konsekvenserne af pandemien har ramt sorte og farvede i USA langt hårdere end resten af befolkning. Det samme ser vi i resten af verden. De store konsekvenser af uligheden i sundhed er beskrevet i studiet Unequal Treatment: Confronting Racial and Ethnic Disparities in Health Care (2003) udgivet af National Academy of Medicine i USA. Studiet bidrager med afgørende viden til at bekæmpe uligheden og diskriminationen i sundhed.

Videnskaben har et ansvar

Kampen mod diskrimination og ulighed kræver handling på alle niveauer i samfundet. Dette gælder selvfølgelig også videnskaben, og CHR opfordre alle medlemmer af det videnskabelige samfund til at arbejde for et mere lige samfund uden racisme og vold. Samtidig er det afgørende at sikre retfærdighed og mangfoldighed i vores egne professioner. Dette er ikke tidspunktet til at tie stille, men ord er ikke nok. Der er brug for handling for at kunne skabe meningsfulde og vedvarende forandringer, også i det videnskabelige samfund.

Læs hele erklæringen fra CHR her.

Videnskabernes Selskab anbefaler genovervejelse af lille åbning af forskningsmiljøerne

Videnskabernes Selskab anbefaler genovervejelse af lille åbning af forskningsmiljøerne

Foto: Videnskabernes Selskab
Videnskaben skal være værn mod denne og fremtidige kriser. Med den lille åbning står vi dårligere rustet, end vi ellers ville være.

Af: Kristoffer Frøkjær

Videnskabernes Selskab følger med stor nysgerrighed åbningen af den danske forskningsverden. Det er glædeligt, der nu sker en åbning af forskningsmiljøerne, så forsøg og forskningsprojekter, hvor det er afgørende for forskningen at være fysisk til stede på laboratorierne, kan genoptages, ikke mindst så postdocs og ph.d.-studerende får mulighed for at fortsætte eller afslutte deres forløb. I hvert fald i noget omfang. Åbningen indebærer at 1700 forskere – eller hvad der svarer til ca. 10% af universiteternes forskere – kan vende tilbage til laboratorierne. Tallet er aftalt mellem danske universiteter og ministeriet, men trods den relativt lille åbning, er der fortsat store konsekvenser for videnskaben:

– Rigtig meget videnskab kan ikke udføres, uden at man kan komme i laboratoriet og lave sine forsøg. Det er jo der man skal hente den nye viden. Vi frygter fra Videnskabernes Selskab – ikke mindst på baggrund af henvendelser fra medlemmer – at den relativt lille åbning kan skade vigtige danske forskningsmiljøer og koste store summer, siger Præsident i Videnskabernes Selskabet Mogens Høgh Jensen.

Ikke kun kroner og ører

Der er ingen tvivl om at løsningen på denne krise, både når det gælder medicinske, menneskelige og samfundsmæssige områder, skal komme fra videnskaben. Uden videnskaben kan vi ikke skabe det morgendagens samfund, der er nødvendigt, så vi er klar til fremtidige epidemier. Den lille åbning der nu bliver en realitet, kan skabe forsinkelser, der både vil være ødelæggende for forskerne, forsinke vital forskning og have menneskelige og samfundsmæssige omkostninger i form af forsinkede uddannelser.

– Vi støtter naturligvis op omkring de beslutninger, der bliver taget fra det officielle sundhedssystems side. Men ser man på de 1700 forskere, og den vigtighed det har at få bragt forskningen videre, håber vi, at de relevante politikere inden længe vil lægge op til at åbne forskningsmiljøerne yderligere. Selvfølgelig under ansvarlige forhold, slutter Mogens Høgh Jensen, og peger i øvrigt på at en åbning også kunne omfatte de ”tørre” områder uden for laboratorierne, hvor lukningen af eksempelvis arkiver og biblioteker hindrer forskere, ikke mindst ph.d.er og postdocs, i at få adgang til vitalt kildemateriale.

Carlsbergfondets forskningspriser uddeles ikke i 2020

Carlsbergfondets forskningspriser uddeles ikke i 2020

Videnskabernes Selskab har siden 2011 indstillet modtagere til to forskningspriser inden for hhv. humaniora/samfundsvidenskab og naturvidenskab, som siden er blevet uddelt af Carlsbergfondet. Prismodtagerne bliver festligholdt ved en stor middag på Glyptoteket på en dato omkring brygger J.C. Jabobsens fødselsdag 2. september. Opslaget til indkaldelse af indstillinger til prismodtagerne plejer at komme ud på denne tid af året.

Vi har diskuteret forskningspriserne set i lyset af corona-situationen, hvor beskeden fra statsministeren jo er, at store forsamlinger er forbudt til og med august. Derfor mener vi ikke, at vi kan forsvare at samle op mod 300 mennesker i starten af september. Desuden ved vi ikke, hvad der vil ske i efteråret – vil der f.eks. komme en anden bølge af epidemien?

Vi mener ikke, at det giver mening at uddele forskningspriserne uden samtidig at kunne festligholde prismodtagerne. Derfor har vi besluttet ikke at uddele forskningspriserne i år. Vi regner selvfølgelig med at uddele priserne igen i 2021.

Med venlig hilsen,

Mogens Høgh Jensen, præsident, Videnskabernes Selskab og Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand, Carlsbergfondet,

På vegne af præsidiet i Videnskabernes Selskab og bestyrelsen i Carlsbergfondet.

H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2020

H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris 2020

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
H.M. Dronning Margrethe II’s Videnskabspris går i 2020 til Anja Groth, professor i kromatinbiologi. HM Dronning Margrethe overrakte prisen ved et symposie afholdt i anledning af HM Dronningens 80-års fødselsdag på Ny Carlsberg Glyptotek.

Anja Groth, ansat ved Københavns Universitet som Program- og gruppeleder ved Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, er førende inden for forskningen i, hvordan menneskets celler ved celledelingsprocessen overfører epigenetisk information til de nyskabte celler. Det er den proces, der gør det muligt for de nye celler at ”huske” deres funktion, og blive magen til den oprindelige celles. Så hudceller bliver til hudceller og blodceller til flere blodceller, når de deles. Anja Groth er naturligvis glad for anerkendelsen:

– Jeg er utrolig stolt over at modtage denne pris, der jo er en helt særlig udmærkelse, fordi det er Dronningens pris, der uddeles med fejringen af hendes 80-års fødselsdag, og fordi den gives inden for alle de videnskaber, Selskabet repræsenterer, siger Groth i et interview med Videnskabernes Selskab, og fortsætter:

– Det er en stor anerkendelse af arbejdet i min forskningsgruppe og de nybrud inden for epigenetik, som vi har opnået. Vi har arbejdet på at forstå disse processer i mange år og trin for trin afdækket dem. Men der er stadig mange molekylære mysterier at løse i epigenetikken, og det at modtage et sådan kæmpe rygklap som denne pris, giver både mig og hele min forskningsgruppe ny energi til at fortsætte arbejdet og nå endnu længere.

Groth og hendes forskningsgruppes arbejde har stor betydning for vores forståelse af, ikke kun hvordan kroppen udvikler sig som organisme generelt, men også måden, hvorpå en række komplekse sygdomme udvikler sig – bl.a. kræftsygdomme. Denne indsats på så afgørende og aktuelle områder af videnskaben var én af flere ting, der blev vægtet højt, da Videnskabernes Selskabs præsidium endte med at nominere Anja Groth.

Mogens Høgh Jensen, Præsident i Selskabet beskriver da også Anja Groth som ”en særdeles talentfuld forsker, der allerede har høj international status”. Det samme viser hendes CV, hvor hun tidligere har modtaget flere imponerende priser og anerkendelser for sit arbejde. Blandt disse kan nævnes EliteForsk-prisen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Heirloom Award for Women Scientist Leaders og ikke mindst optagelse i European Molecular Biology Organization og Videnskabernes Selskab. Desuden har hun også været medlem af Danmarks Frie Forskningsfonds Forskningsråd for Sundhed og Sygdom.

Professor Marie Louise Nosch skriver i Weekendavisen i anledning af selskabets festskrift til dronningen

Professor Marie Louise Nosch skriver i Weekendavisen i anledning af selskabets festskrift til dronningen

Foto: Lars Svankjær
Klummen handler om tekstiler, tekstilarbejdere og andre luksusprodukter fra den sene bronzealders mykenske kongehuse, der er Europas ældste monarkier.

I anledning af Videnskabernes Selskabs nyeste udgivelse Forskningens skønhed, som er et festskrift til dronningen, bragte Weekendavisen en klumme af professor og medlem af selskabet Marie Louise Bech Nosch, hvor hun fortæller om sit bidrag til festskriftet.

I går fejrede dronning Margrethe sin 80-års fødselsdag ganske stille og privat, sådan som vi alle lever i disse uger. Dronningen har mange interesser og sysler, som sagtens kan dyrkes derhjemme, broderi, læsning, musik, og hun interesserer sig levende for forskning som protektor for De Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Så i anledning af den runde fødselsdag udgives i denne uge antologien Forskningens skønhed, som jeg forestiller mig, at dronningen har bladret i og lyst-læst denne fødselsdagsuge. Jeg har selv skrevet et bidrag om den sene bronzealders mykenske kongehuse, Europas ældste monarkier. Takket være en forunderlig stavelsesskrift og piktogrammer på lertavler fra 1200-tallet før vor tidsregning – det såkaldte linear B – kan vi følge med i monarkernes smag for god mad og tekstiler.

I hvert af de mykenske paladser, Knossos, Pylos, Theben, Tiryns, Mykene og Sparta, regerede en konge med titlen wanax, som i linear B-stavelsesskriften staves wa-na-ka. Der var store sale, slaver, tjenestefolk, rige forrådskamre og paladsskrivere til at administrere, hvilke typer beskatning, afgifter og hoveri befolkningen skyldte. Den mykenske wanax var jordbesidder og ejede sit eget særlige stykke land. Her dyrkede man tekstilplanten hør, og kongelige jorder blev lejet eller lånt ud til udvalgte undersåtter, sandsynligvis mod betaling i naturalier eller ydelser.

Kongen omtales som både modtager og giver af offergaver, for eksempel korn og aromatiske urter, og han deltager naturligvis også, når der afholdes religiøse fester og ritualer, hvor der ofres til guderne og spises kød, frugt, vin og korn. Det er dog særligt tekstiler og tekstilarbejdere, som associeres med de mykenske kongehuse. I Pylospaladset omtaltes den kongelige uldvalker Pekita, og tekstiler og uld betegnes som »kongens«. I Knossospaladset handler en lertavle om kongelige uldstoffer af typen te-pa. Den ansvarlige tekstiladministrator noterede sig, at der var leveret en stor mængde uld til væverne og spinderne, og deraf forventede han, at der blev produceret 40 kongelige tepa-tekstiler.

Vi ved fra andre indskrifter, at et enkelt stykke tepa-tekstil krævede hele 21 kilo uld, så man skulle i alt anvende 840 kilo uld til at spinde og væve de 40 kongelige tepa. Et får i Bronzealderen gav kun cirka 750 gram uld, så man har skullet indsamle uld fra mere end 1000 får for at producere de 40 kongelige uldstoffer.

Hele klummen kan læses i Weekendavisen, hvor du blandt andet også kan læse om, hvordan man arrangerede sig i det thebanske kongehus, hvordan mykenske ord for luksusprodukter kan give en idé om, hvorfra kongerne hentede nye tøjmoder og hvorfor man måske allerede dengang brugte noget, der svarer til betegnelsen “leverandør til det kongelige hof”.

10 toneangivende forskere holdt mundrette oplæg om nyeste coronaviden

10 toneangivende forskere holdt mundrette oplæg om nyeste coronaviden

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Seminaret blev holdt i Gl. Mødesal og havde bredt fokus på alle faggrene. For første gang i Selskabets historie blev det webcastet, og mange danskere så med bag skærmene. Se oplæggene her.

Tre måneder efter coronakrisen lukkede danmark ned, tog professor Dan Zahavi initiativ til at sammenkalde flere af Videnskabernes Selskabs prominente forskere til en dag med fokus på den viden, de havde indhentet under coronakrisen:

– Formålet med oplæggene er at lade en række af landets førende forskere give deres bud på, hvad vi kan lære af den igangværende pandemi. Coronakrisen handler om mange andre ting end smittespredning og virus, og dagen vil byde på oplæg af folk fra statskundskab, filosofi, medicin, fysik, antropologi og teologi.

Bredt indhold og nyt format

Med det brede indhold og de prominente forskere, der ud over professor Dan Zahavi talte medlemmer som Professor Bente Klarlund, professor Lone Simonsen og Professor Ole Wæver (se i øvrigt dagens program over talere og emner til højre for artiklen), gav det forhåbninger om stor publikumsdeltagelse. Hver oplægsholder havde 12 minutter til sit oplæg og 5 minutter til at svare på spørgsmål fra salen. Sikkert provokerende kort tid for nogle, men til gengæld meget publikumvenligt. Og det var netop fokus: at teste et helt nyt format med korte oplæg, hvor danskere hele landet kunne se med. Og det gjorde de.

Med i salen var ca. 45 medlemmer – så mange, som der kunne være pga. coronaens afstandskrav. På trods af konkurrence fra strålende dansk sommervejr i de 5 timer seminaret varede, valgte mange at se med på tablet, computere og telefoner. Over 1700 mennesker fra Nordjylland til Bornholm så med undervejs, og der kunne i ”seertallene” spores god interesse fra bl.a. Sverige, USA og Holland. Hvis kommentarerne på de sociale medier står til troende, blev interessen også fulgt af glæde. For eksempel takker flere for ”virkelig gode oplæg”, og Gitte Olsen kalder det på Facebook: ”Et flot arrangement med den nyeste viden serveret på et sølvfad”.

Mere af det

Fra flere medlemmer af Selskabets præsidium, er der udtrykt stor glæde ved arrangementet, der falder godt i tråd med Selskabets ønsker om både at kvalificere og sætte høje standarter for videnskabelig formidling og samtidig komme ud til mange danskere:

– Det var et fortrinligt arrangement.  Jeg synes, formatet var helt i top. Man kan altid fortælle om god forskning på kort tid, det blev vist til fulde ved arrangementet. Sådanne ‘on time’ arrangementer vil vi i VS gerne have mange af, siger præsident Mogens Høgh Jensen, der fulgte hele seminaret fra salen.

Alle foredragene ligger nu på selskabets YouTube-kanal med over 1.300 abonnenter og næsten 10.000 timers årlig visning, så mon ikke de lever et godt og ”set” liv videre der.

PROGRAM

 

Første del: Kl. 16.00-18.00

 

  • Kl. 16.00-16.05: Velkommen
  • Kl. 16.05-16.25: Mette Birkedal Bruun: Hvordan coronakrisen fik flyttet på privatlivets grænser
  • Kl. 16.25-16.45: Andreas Roepstorff: Usikkerhed, uforudsigelighed og refleksionsrum i coronakrisen
  • Kl. 16.45-17.05 Jesper Ryberg: På den røde kurve – Etiske overvejelser om prioritering i intensiv behandling

 

PAUSE – 10 min

 

  • Kl. 17.15-17.35: Lone Simonsen: Corona-virus, en ny pandemitrussel
  • Kl. 17.35-17.55: Kim Sneppen: Hvad betyder superspredere i Covid-19 epidemien
  • Kl. 17.55-18.00: Afrunding af første del

 

PAUSE – 60 min

 

Anden del: Kl. 19.00-21.00

 

  • Kl. 19.00-19.05: Velkommen tilbage
  • Kl. 19.05-19.25: Ole Wæver: Sikkerhedsliggørelsen af den nye corona-virus
  • Kl. 19.25-19.45: Michael Bang Petersen: Hvem ændrede adfærd og hvorfor?
  • Kl. 19.45-20.05: Bente Klarlund Pedersen: Hellere rask og rig – end syg og fattig. Hvorfor corona-infektionen rammer os forskelligt

 

PAUSE – 10 min

 

  • Kl. 20.15-20.35: Dan Zahavi: Socialitet og kropslighed – online kommunikation under coronakrisen
  • Kl. 20.35-20.55: Rebecca-Adler Nissen: Misinformation og ammestuehistorier i coronakrisen
  • Kl. 20.55-21.00: Afrunding af anden del

 

Tak for i aften

Videnskabernes Selskab fejrer dronningens fødselsdag med smuk bogudgivelse

Videnskabernes Selskab fejrer dronningens fødselsdag med smuk bogudgivelse

Forskning er fuld af skønhed. Derfor udkommer Videnskabernes Selskab i anledning af dronningens 80-års-fødselsdag med festskriftet “Forskningens skønhed” som en gave til majestæten.

Som protektor for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har H.M. Dronningen gennem hele sit virke vist stor interesse for forskningsverdenen. Med det hverv har hun trådt i fodsporene af sine forfædre, ikke mindst kong Christian d. 8., der i en årrække var præsident for Selskabet – en regent som dronningen selv ser som sin største forgænger på tronen. Det er derfor både naturligt og en stor glæde for Selskabet i anledning af hendes runde fødselsdag at hylde hende med et jubilæumsskrift.

– Den skal være smuk, fordi hun er så interesseret i kunst og kunsthåndværk. Den skal være fuld af viden, fordi hun virkelig gerne vil sætte sig ind i tingene. Den skal spænde vidt, fordi hun selv engagerer sig i vidt forskellige ting og mennesker, forklarer Marita Akhøj Nielsen, der har redigeret festskriftet, og fortsætter:

– Og så er det en fin lejlighed til at lade medlemmer af Videnskabernes Selskab fortælle om deres forskning og om den skønhed, de hver især oplever i forbindelse med deres videnskabelige engagement.

Skønheden i videnskaben findes mange steder

I den flotte bog fortæller 16 videnskabsfolk om deres forskning og den skønhed, de finder i deres videnskab. For mange af forskerne er det indlysende, at genstanden for deres granskning i sig selv er smuk – det være sig sorte huller eller græske skrifttegn. For andre ligger skønheden derimod ikke i objektet, men i selve udforskningen. I den møjsommelige vej frem mod forståelsen af fænomenerne, i det helt vidunderlige øjeblik, hvor en ny indsigt pludselig melder sig − og selvfølgelig i den betydning, opdagelsen kan få for andre.

Mange fagområder er repræsenteret

Bogen giver 16 indblik i de nulevende topforskeres arbejde. De kommer fra vidt forskellige forskningsfelter; fra botanik over arkæolog til astrofysik, og er alle dybt engagerede i deres videnskab. Det kan mærkes på begejstringen i deres fortællinger, og deres artikler kan sagtens læses hver for sig. Selvom der er berøringspunkter mellem dem alle, er der ikke nogen snæver sammenhæng eller fortløbende fortælling. Derfor bringes artiklerne i en orden – eller uorden – som afspejler mangfoldigheden i Videnskabernes Selskab, et frugtbart kaos. Bogen lægger op til lystlæsning i et afvekslende lille univers, hvor der stadig åbner sig nye udsigter og indsigter.

– Næsten lige meget hvad man interesserer sig for, vil man finde i hvert fald én artikel om emnet. Hvis man læser den fra en ende af, vil man opdage nogle fælles ting for videnskaberne: problemstillinger, metodiske overvejelser og teoretiske begreber. Og så er bogen bare SÅ flot, slutter Marita Akhøj Nielsen.

Bogens ydre afspejler forskningens skønhed. Den er rigt illustreret, omhyggeligt designet, trykt på godt papir og smukt indbundet.

Hvis man ønsker mere information, kan det fås ved henvendelse til kommunikationschef Kristoffer Frøkjær på tlf.: +45 31 14 61 01 eller via mail: kf@videnskabernesselskab.dk.

Fakta om bogen:

Forskningens skønhed. Et festskrift til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved 80-års-fødselsdagen den 16. april 2020.

Redigeret af Marita Akhøj Nielsen. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2020. Stort format. 200 sider. Rigt illustreret. 400 kr.

ISBN 978-87-7304-429-2. Bogen kan bestilles på: Videnskabernes Selskabs Forlags webshop. Den vil blive leveret, så snart forholdsreglerne mod pandemien tillader det. Derefter kan den også købes i boghandlerne.

Oversigt over de 16 artikler

 

  • Ib Friis: »Oeders troldurt« & »kongescepter«
  • Mads Kähler Holst: Den forsvundne tid
  • Jens Hjorth: Sorte huller
  • Kirsten Hastrup: Arktiske vidder – De mange facetter af geosocialitet
  • Karl Anker Jørgensen: Kemi – Skønheden og udyret
  • Barbara Halkier: Plan(t)er for fremtiden
  • Søren Peter Olesen: Hjertets flimren
  • Marie Louise Nosch: Om Skønheden ved arkitektur, kort og koder, sprog og skrift
  • Kim Ryholt: Eventyrlige Egypten
  • Bo Elberling: Det smukke og overraskende ved permafrost
  • Tomas Bohr: Formen af strømmende vand
  • Per Øhrgaard: Fortælling og videnskab – En rhapsodi
  • Susanne Ditlevsen: Tallenes tale
  • Marita Akhøj Nielsen: I et snævert, mørkt fængsel? Om tilblivelsen af Leonora Christinas Jammers Minde
  • Morten Heiberg: Virkelighedsprincippet og historievidenskaben
  • Mogens Høgh Jensen: Orden i Kaos

At skifte spor er ikke at skifte mening: Grundforskning skal stadig “rage op over den daglige havregrød”

At skifte spor er ikke at skifte mening: Grundforskning skal stadig “rage op over den daglige havregrød”

Foto: Huset Mydtskov. Portræt af Peter Harder.
En ny titel som professor emeritus har givet medlem af Videnskabernes Selskab og dets præsidie Peter Harder anledning til at reflektere over et omfattende karriereforløb, hvor både universitetsmiljøet såvel som dets holdning til grundforskning har undergået store forandringer.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

Efter en lang karriere som forsker og professor ved Københavns Universitet er det nu blevet tid for Peter Harder, dr.phil. og professor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, til at trække stikket til skrivebordslampen på KU-kontoret og begynde at lægge nogle andre linjer for, hvad hverdagen fremover skal indeholde.

Den universitetsverden, han forlader i dag, ligger imidlertid ganske langt fra den, som han ved sin karrieres begyndelse entrerede. I et interview med Selskabet mindes Harder, hvordan både professortitlens – og sideløbende hermed grundforskningens – status i universitetsmiljøet har taget et væsentligt dyk gennem årene.

Ifølge Harder var der før i tiden en slags holdning til universitetsprofessorer som værende ”nogle meget fine mennesker, som lavede noget meget fint”, hvilket i bred forstand også smittede af på den kollektive holdning til grundforskningen, der i forlængelse heraf også ”var omgivet af en respekt som ikke havde med sagen at gøre”. At denne form for fejlforankrede respekt har oplevet en deroute, generer ham dog ikke:

– Denne overklassebetingede respekt er det generelt gået ned ad bakke med – og det synes jeg personligt er helt fint. Professorer er ikke finere end andre, og skal ikke pynte sig med en let fimset gratis prestige – og grundforskning skal på samme måde kun have krav på den respekt som følger af sagen selv.

Harder understreger dog på det kraftigste, at selvom grundforskningen ikke har krav på respekt for respektens skyld alene, så kan der ikke være tvivl om, at den er enormt vigtig – og meget mere vigtig, end den i dagens Danmark får behandling efter:

– Forskning havde i gamle dage status af at være en del af det kulturelle overskud, som man som samfund syntes det var vigtigt at have råd til. Det at skabe ny viden var, ligesom at have Det Kongelige Teater og Skagensmalerne, noget som ragede op over den daglige havregrød. Man var stolt af at have Niels Bohr, ligesom man var stolt af H.C. Andersen. Men i vore dage er det også gået ned ad bakke med den værdiansættelse […], forklarer han.

Denne udvikling kan, siger han, kædes sammen med, at forskningen i tidens løb har fået opbygget en samfundsmæssig status som noget, der i høj grad skal være med til at sikre nationens fremtid – noget, der skal hjælpe os med at løse de helt store udfordringer, der på nationalt og globalt plan påvirker os netop nu. Og dette, påpeger han, har konsekvenser for kravet til, hvad forskningen skal præstere:

– Det har betydet at universiteterne er kommet i søgelyset med hensyn til om de nu også gør nok for at løse den vigtige opgave, de er blevet tildelt. Det er i sig selv rimeligt nok – men det har betydet at der er knyttet en forventning om langt mere direkte anvendelighed til forskningen, end netop grundforskning typisk kan leve op til, kommenterer han.

Hvis det er hurtige resultater og direkte anvendelse, man vil have, så springer man højst sandsynligt over det gærde, det befinder sig bag. Og den mere snoede omvej, hvor der måske kunne have ligget uopdagede resultater – resultater, som man ikke i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig at have så meget som søgt efter – forbliver naturligvis ubetrådt. Men en sådan fuld satsning på hurtige, højaktuelle tekniske nybrud, som megen grundforskning ikke har potentiale til at realisere, har, ifølge Peter Harder, en enormt stor pris, når det kommer til de sammenhænge, hvor vi virkelig har brug for grundforskningen og det, den kan bringe med sig:

– Bl.a. i relation til uddannelsessystemet mener jeg det at have et system hvor der løbende udvikles ny faglig viden og den gamle viden hele tiden er til diskussion, er af helt afgørende betydning – et overskud i systemet som forhindrer at man igen bliver henvist til Biskop Balles lærebog og andre vedtagne sandheder.

Men hvilke skridt skal der så tages for at mindske et ulige finansieringskapløb, hvor grundforskningen halter bagud som i dag? For Harder ligger en del af løsningen i at omtænke hele det mindset, hvor grundforskning og anvendt forskning ses som del af samme pulje – hvor det er logisk, at hvis man opprioriterer forskning, der er direkte formålsrettet, så må grundforskningen til gengæld prioriteres ned. Man kunne med større ret argumentere for det modsatte: Jo mere viden vi har brug for på konkrete problemområder, jo vigtigere er det at beskytte et samfundsmæssigt værdisæt, hvor nytænkning generelt har høj status:

– Grundforskningen har sin berettigelse netop ved ikke at være bestemt af den problemhorisont man lige nu, med god grund, er optaget af, og den skal derfor finansieres ud fra et andet rationale. Der er andre måder at blive klogere på end ved at dyrke grundforskning – men grundforskning er et centralt udtryk for at samfundet prioriterer det at blive klogere som en værdi i sig selv, og ikke kun fordi det kan resultere i fakturaer, slutter han.

Et skift i beskæftigelse har ingenlunde betydet en ændret mening og overbevisning hos Peter Harder, når det kommer til, hvad der bør prioriteres og ændres i forskningssammenhænge, og hvordan vi skal adressere sådanne problematikker som samfund. Hans nye emeritus-titel forhindrer ham da heller ikke i fortsat at være et engageret og aktivt medlem i Videnskabernes Selskab, hvor styrkelsen af grundvidenskabens position i Danmark er en kerneværdi.

– Vi kender arvematerialet for under 1 % af alle bakteriearter i naturen – selvom de har indflydelse på alt, lige fra vores sundhed til den biobaserede økonomi og vores klima, fortæller Mads Albertsen, professor ved Aalborg Universitets Institut for Kemi og Biovidenskab.

– Jeg vil gerne beskrive og navngive de sidste 99 %, siger han.

Ambitionerne mangler ikke. Heller ikke glæden ved at modtage Dronningens Videnskabspris:

– Jeg er meget stolt! Det er en fantastisk anerkendelse af min forskningsgruppes arbejde gennem de sidste mange år. Og så er det også en unik pris, fordi jeg kan dele dagen med familie og venner. Det ser jeg meget frem til, siger Mads Albertsen.

”En stor og kompleks sø af DNA og RNA”

I Albertsens forskningsgruppe har man arbejdet mod at forstå og kvantificere diversiteten af mikroorganismer ved både at udvikle og eksperimentere med nye anvendelser af sekventeringsteknologier.

– Hans forskning har ledt ham til spændende samarbejder med forskere over hele verden, hvor resultatet har været banebrydende forbedringer af vores evne til at sekventere mikroorganismer samt at isolere enkelte mikrobe-genomer fra en stor og kompleks sø af DNA og RNA, lyder en af begrundelserne for indstillingen af Albertsen.

Samme indstilling sætter desuden en stor, tydelig streg under, at ”Danmark er heldig at have en kapacitet som Mads i landet.”

Afgørende indsats i en pandemitid 

En af grundene til, at vi i Danmark kan føle os heldige, skal findes i tiden, hvor covid-19 pludselig blev en del af alles hverdag:

– I marts 2020 tog Mads initiativ til at omlægge sit laboratorium til at sekventere alle SARS-CoV-2-genomer fra den intensive testning i Danmark ved at bruge metoder, som var udviklet i hans laboratorium. Over 99 % af al genom-sekventering af positive COVID-19-prøver i Danmark frem til sommeren 2021 er foregået i Mads Albertsens laboratorium. Desuden bistod han med at etablere lokal SARS-CoV-2-sekventering ved alle landets store hospitaler, formuleres det i indstillingen.

De næste 99 %

For Mads Albertsen selv er motivationen bag arbejdet todelt:

– At gå på opdagelse og finde noget, som ingen andre har set før, nævner Albertsen, da han spørges til, hvad der driver ham i sin forskning.

– Og ikke mindst at få lov til at arbejde sammen med utroligt dygtige kollegaer og studerende, bemærker han.

Når han skuer ud i fremtiden, er det det samme ”vi” og fællesskab, den fortsatte forskning hviler på:

– Der er få ting i videnskab, der er så permanente, og som er fundament for så mange andre essentielle processer på vores klode og dagligdag som bakterierne – og jeg mener, at vi sammen kan kortlægge dem alle i løbet af de næste 10 år!

Overrækkelsen af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s Videnskabspris for 2024 til Mads Albertsen finder sted den 10. april. H.M. Dronning Margrethe vil overrække prisen ved en ceremoni i Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab.

Kontakt

For presserelaterede spørgsmål, kontakt venligst kommunikationskonsulent i Videnskabernes Selskab Rikke Reinholdt Petersen på rp@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 31 25 80 60.
For spørgsmål til arrangementet, kontakt programkonsulent Mette Danielsen på mda@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 33 43 53 14.

Om Mads Albertsen

 

  • Født 1985
  • Uddannet civilingeniør
  • Professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet
  • Leder af Forskningsgruppen Albertsen Lab ved Aalborg Universitet. Gruppen beskæftiger sig med flere projekter, bl.a. Microflora Danica
  • Medstifter af og tidligere CEO (2014-2020) for DNASense ApS, i 2024 opkøbt af selskabet Clinical Microbiomics
  • Modtager af EliteForsk-prisen (2024); The Fritz Kaufmann Prize (2021); The Grundfos Prize (2021); The Rising Star Award by the IWA & ISME Societies (2016); Research Result of the Year in Denmark fra Videnskab.dk (2015); The Spar Nord Fond Research Prize (2015) m.fl.

 

Se Mads Albertsens forskningsprofil via AAU her.

Om Dronning Margrethe II’s Videnskabspris

 

Prisen er på 100.000 kroner og gives én gang om året til en fremragende dansk forsker under 50 år, hvis forskning er inden for de videnskaber, som repræsenteres af Videnskabernes Selskab. Prisen blev indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2015 i anledningen af H.M. Dronning Margrethe II’s 75-års fødselsdag, og den overrækkes derfor tæt på H.M. Dronning Margrethes fødselsdato. Prismodtageren udpeges af Selskabets præsidium efter indstilling fra medlemmer af Selskabet. Tidligere prismodtagere er Mette Løvschal, Peter Lodahl, Lisbeth Imer, Anja Groth, Marie Louise Nosch, Morten Heiberg, Bo Brummerstedt Iversen og Jens-Christian Svenning. Læs mere om prisen her.

100-året for den første kvindelige forsker i Videnskabernes Selskab

100-året for den første kvindelige forsker i Videnskabernes Selskab

Brev fra Marie Curie. Foto: Videnskabernes Selskab.
Tag et kig på dette brev. Kig så lige én gang til, nu på afsendelsesdatoen: den 22. april 1920. I dag er det præcis 100 år siden, at videnskabskvinden Marie Skłodowska-Curie satte sin underskrift på dette brev og postede det i en parisisk postkasse med destination mod Videnskabernes Selskab. Det gjorde hun for at takke for sin nyerhvervede titel som medlem af Selskabet.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

Som stemplet øverst i brevets venstre hjørne afslører, var denne form for anerkendelse – trods den stadige ydmyghed hos Curie, som brevet viser – på tidspunktet for dets afsendelse dog langt fra fremmed for forskeren. Det påtrykte ”Institut du Radium, Labratoire Curie, Rue Pierre-Curie” taler et helt tydeligt sprog om, hvor meget anseelse – både i og uden for videnskabelige kredse – hun og den i 1906 afdøde ægtemand Pierre Curie i 1920 havde opnået ved deres utrættelige forskning i radioaktive stoffer. En arbejdsindsats, der sikrede dem en delt nobelpris i fysik i 1903 (sammen med kollegaen Henri Becquerel) og en nobelpris i kemi til Marie i 1911 for isoleringen af radium og polonium.

Først til at være først

Marie Skłodowska-Curie, oprindeligt født i Warszawa med det polske navn Maria Salomea Skłodowska, var en firstmover i ordets mest direkte forstand: Nobelprisen i 1903 var den første af sin slags, der nogensinde var blevet tildelt en kvinde. Nobelprisen i 1911 gjorde hende til den første person i verdenshistorien til at modtage hele to af disse. Derudover var Marie også den første kvinde til at blive ansat som underviser, og senere udnævnt til professor, på Sorbonne-universitetet i Paris. Og i 1920, da hun i sit brev takkede Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab for medlemskabet, var hun, pudsigt nok, også den første kvinde til at gøre netop dét.

Nobel i årerne

At tage så mange første skridt på den videnskabelige verdens tidslinje kommer man bestemt ikke let til. Foruden en enorm begavelse må man naturligvis også besidde stor vedholdenhed og vilje til at arbejde hårdt og længe for at stille de rigtige spørgsmål – og derefter løse dem. Disse kvaliteter forblev tydeligvis en del af Skłodowska-Curie-DNA’en, for også datteren Irène Joliot-Curie skulle komme til at modtage nobelprisen i kemi, delt med sin mand og forskerkollega Frédéric Joliot-Curie (valgt til medlem af Videnskabernes Selskab 1946) for deres arbejde med induceret radioaktivitet.