Generalsekretær i Videnskabernes Selskab sovet ind

Generalsekretær i Videnskabernes Selskab sovet ind

Foto: Morten Koldby. Portræt af Lars Arge.
Det er os en stor sorg at måtte meddele, at Selskabets generalsekretær Lars Arge er sovet ind d. 23/12. Danmark har mistet en stor forsker, og hans død er et stort og smerteligt tab for os alle.

Gennem mere end to år har Lars Arge kæmpet mod sin nyrekræft. En kamp, han var meget åben omkring, og som han gik ind i med både videnskabelig ihærdighed og stor energi. Som vidne til hans kamp var det imponerende at se, hvordan han gennem hele forløbet håndterede både gode og dårlige nyheder med en dyb ro, og kun sjældent lod dem påvirke hans lyse sind.

Glorværdig karriere med stort engagement

Lars prægede på mange felter forskningslandskabet i Danmark og internationalt. Efter sin ph.d.-grad i datalogi fra Aarhus Universitet i 1996 tilbragte han en årrække ved det prestigefyldte Duke University i USA, hvor han sluttede i en stilling som fastansat professor. I 2004 vendte han med et Ole Rømer Scholarship tilbage til en professorstilling ved Institut for Datalogi på Aarhus Universitet og modtog i 2007 en stor bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond til oprettelsen af Center for Massive Data Algorithmics (MADALGO) – et grundforskningscenter, der blev ét af de internationalt førende inden for dets felt.

Igennem årene har han ledet en lang række projekter med støtte fra bl.a. US National Science Foundation, Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd, Innovationsfonden samt flere private fonde. Ligesom han var medstifter af SCALGO, et firma, der ved hjælp af algoritmer bl.a. forudser oversvømmelser på land. Internationalt var han kendt som en af pionererne inden for ekstern hukommelse og I/O algoritmer, der er en del af grundlaget for at arbejde med ”Big Data”.

Lars Arges videnskabelig produktion inkluderede langt over 100 videnskabelige publikationer, og på baggrund af sit arbejde blev han tildelt flere udmærkelser. l 2010 fik han videnskabsministerens EliteForsk-pris, og han blev i 2012 udnævnt til Fellow af Association of Computing Machinery (ACM) – en udmærkelse, som gives til under én procent af organisationens over 60.000 medlemmer på verdensplan. I 2015 blev han ridder af Dannebrog og modtog i 2016 en æresdoktorgrad fra Eindhoven University of Technology.

Gennem hele karrieren lå grundforskning hans hjerte nær, og han arbejdede kontinuerligt for at skabe de bedste muligheder for den, ikke mindst via sit arbejde i Danmarks Frie Forskningsfond fra 2013 og fra 2017 som formand for forskningsrådet for Natur og Univers.

Mindeværdigt og dedikeret arbejde i Videnskabernes Selskab

Han blev indvalgt i Videnskabernes Selskab i 2008, og sad i præsidiet fra 2015 – fra 2016 som Generalsekretær. Her ydede han en stor indsats for at rydde op i en kedelig bedragerisag, men Lars bør især huskes for sine visionære bestræbelser for at åbne Selskabet for danskerne og formidle forskeres viden til hele samfundet.

Lars var en god ven, en nytænkende forsker, en professionel Generalsekretær og et dejligt varmt og lattermildt menneske, der prægede de mennesker, han mødte. Lars var også en enestående fighter, som skulle kæmpe en umenneskelig kamp for sit liv. Hans mod, vilje og sikre dømmekraft er et forbillede for os alle.  Lars Arge blev 53 år gammel og havde ved sin side til det sidste sin kone Alice og nærmeste familie.

Ære være hans minde.

Se hele August Krogh-symposium online

Se hele August Krogh-symposium online

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Her kan du se eller gense alle oplæggene fra August Krogh-symposium, der blev afholdt den 20. november. Arrangementet, der bl.a. havde H.K.H. Kronprins Frederik som deltager, markerede 100-året for fysiolog og medlem af Videnskabernes Selskab August Kroghs modtagelse af Nobelprisen. Symposiet var arrangeret af professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen, professor emeritus Erik Hviid Larsen og Videnskabernes Selskab, og dagen bød på oplæg om den nyeste forskning inden for sport, muskler og sundhed fra førende eksperter. Videoerne af oplæggene er indsat i kronologisk rækkefølge og følger dagens program. Moderatoren på dagen var Henrik Balslev.

Mogens Høgh Jensen

August Krogh og Videnskabernes Selskab

Michael Kjær

August Krogh. Nobelprisen i 1920: Musklernes iltforsyning i hvile og under arbejde

August Krogh var en på alle måder unik videnskabsmand, som modtog Nobelprisen i Fysiologi eller Medicin i 1920 for at identificere det fænomen, at blodkredsløbets kapillærer reguleres dynamisk, og at der åbnes flere af disse kar i skeletmuskulatur under muskelarbejde. Han inspirerede et helt felt af fysiologiforskere, udviklede meget præcist og innovativt måleudstyr, var med til at initiere arbejdsfysiologien, og var central i at bringe insulinproduktion til Danmark.

Han var initialt forsker hos prof. Christian Bohr, og demonstrerede med sin hustru Marie Krogh, at ilt (og kuldioxid) undergik diffusion i lungerne. Dernæst samarbejdede han med læge Johannes Lindhard og initierede den danske tradition for arbejdsfysiologi i perioden 1910-1920 med studier, som påviste det store energi- og kredsløbskrav, som findes under muskelarbejde, og udviklede på denne baggrund idéen om kapillærernes dynamiske regulation, som blev påvist i 3 arbejder i 1919, for hvilke han fik Nobelprisen.

August Krogh var helt afgørende for 1) den tradition, som i dag eksisterer i Danmark for integrativ humanfysiologi, 2) den tradition, som Danmark har inden for sukkersygebehandling, og 3) det samspil, som aktuelt eksisterer mellem forskere med henholdsvis naturvidenskabelig og lægevidenskabelig baggrund.

Minik Rosing

Feltstudier i Grønland

August Krogh, som jo grundlæggende var naturhistoriker, foretog to rejser til Grønland. De gik begge til Diskobugten i Vestgrønland, og motivet var i begge tilfælde at studere stofskiftprocesser og organismers adaptation til stofskifte i kolde miljøer. August Kroghs første rejse til Vestgrønland i 1902, som jeg her vil fokusere på, havde til formål at studere stofskiftet hos koldtvandsfisk. Studiet af stofskifte kræver præcise målinger af CO2, som udskilles ved metabolisk omsætning af organisk stof, som f.eks. sukker, protein eller fedt.

Det ser imidlertid ud som om, selve det at måle CO2-koncentrationer kom til at opsluge August Krogh. De videnskabelige resultater fra rejsen blev publiceret på engelsk i to artikler i Meddelelser om Grønland i 1904. Fisk er ikke nævnt med ord, og som titlerne On the tension of carbonic acid in natural waters and especially in the sea og The abnormal CO2-Percentage in the Air in Greenland and the General Relations between the Atmospheric and Oceanic Carbonic Acid var hans arbejde næsten udelukkende af geofysisk/geokemisk natur.

Hans mange meget nøjagtige målinger af partialtrykket af CO2 i atmosfæren og i havet, viste en ubalance i jordens system. Krogh tolkede sine resultater som et bevis for, at CO2-indholdet i atmosfæren er stigende, og at den mest oplagte kilde til denne stigning er afbrænding af kul, den tids fremherskende fossile brændstof. Krogh foreslog, at man skulle gøre en international indsats for at holde med udviklingen, bl.a. med reference til Arrhenius’ opdagelse af drivhuseffekten af CO2 i atmosfæren, som var publiceret otte år tidligere. August Krogh var således blandt de første til at koble ændringer i jordens klima med menneskelig aktivitet.

Torben Hansen

Type 2-diabetes i Grønland

Type 2-diabetes (T2D) er en kompleks sygdom, som opstår i samspillet mellem arv og miljø. De fleste studier af de arvelige årsager til T2D er udført i europæiske befolkninger. Imidlertid kan der være store forskelle på den genetiske sammensætning af befolkningsgrupper og derved også store forskelle på den genetiske baggrund for en sygdom i forskellige befolkningsgrupper.

I Grønland er der de seneste år identificeret flere genomvarianter, som har meget stor betydning for diabetesudviklingen. En hyppig variant i TBC1D4, som kun findes i den grønlandske befolkning, anslås at være årsag til 15 % af den samlede diabetesforekomst i Grønland. Vi vil i fremtiden kunne bruge genetiske fund til at målrette forebyggelse, behandling og opsporing af diabetes i bestemte befolkningsgrupper.

Jens Juul Holst

Fra insulin til tarmhormoner

En stor del af insulinudskillelsen efter måltider skyldes effekten af tarmhormoner. Et af disse, glukagon-lignende peptid-1 (GLP-1), er også virksomt hos patienter med type 2-sukkersyge (T2DM). Man har derfor udviklet dels hæmmere af det enzym (DDP-4), der normalt nedbryder hormonet, således at mængden og virkningen af hormonet i blodet forøges, og dels langtidsvirkende analoger, som effektivt behandler T2DM. Analogerne hæmmer også appetitten og kan derfor bruges til fedmebehandling, og de har også beskyttende virkning på kredsløbet og hjertet.

Bente Klarlund Pedersen

Musklen som kirtel – et translationelt perspektiv

August Kroghs forskning satte muskelforskning på det internationale landkort og havde afgørende betydning for nutidens danske forskningsmiljøer inden for muskelfysiologi. Siden Krogh klarlagde en sammenhæng mellem behovet for ilt i musklerne og antallet af åbne kapillærer, har musklerne indtaget en central rolle i forståelsen af nutidens store kroniske sygdomme. Når musklerne arbejder, virker musklen som en slags kirtel.

Den producerer hormonlignende stoffer, såkaldte myokiner, som forlader muskelcellen og kan påvirke andre dele af kroppen, fx fedtvæv, bugspytkirtel, lever, knogle, hjerne og immunsystem. Under fysisk aktivitet producerer musklerne fx myokinet IL-6, der har multiple biologiske effekter og bl.a. inducerer anti-inflammatorisk effekt. Musklens endokrine effekt bidrager til at forklare, at fysisk aktivitet og fysisk træning både forebygger og er et led i behandlingen af en lang række kroniske sygdomme, fx hjertekarsygdomme, type 2-diabetes, cancer, demens og mentale sygdomme.

Jens Bangsbo

Sportsfysiologi og præstationsoptimering

Præstationsevnen i de fleste idrætsgrene bestemmes af atletens tekniske, taktiske, fysiologiske og psykologiske/sociale egenskaber. I foredraget evalueres, hvad der begrænser præstation i forskellige sportsgrene, og hvordan træning kan udføres for at forbedre præstationsevnen. Specifikt vil der blive givet eksempler på, hvordan intensiveret træning påvirker fysiologiske tilpasninger og præstationer for allerede veltrænede.

Perioder med hurtighedsudholdenhedstræning, f.eks. 30 sekunder med maksimal intensitet adskilt af 3 minutters pause, forbedrer præstationsevnen i begivenheder, der varer 30 sekunder-4 minutter, og når de kombineres med aerobe høj-intensitetssessioner, f.eks. 2 minutter med en pulsfrekvens omkring 90 % af den maksimale adskilt af 1 minuts pause, også præstationer under længere begivenheder.

Den intensiverede træning fører bl.a. til reduceret energiforbrug og større mængde af musklernes Na+/K+ pumper, som forbedrer musklens evne til at bevare muskelcelle-spænding og derved forsinker træthedsudvikling under intens træning. Sport med intense aktiviteter kan også anvendes til at forebygge og bidrage til at helbrede livsstilsygdomme.

Marie Louise Nosch

Afslutning

I August Kroghs ånd: særarrangement samlede topforskere og kronprins til livlig samtale om sport, muskler og sundhed

I August Kroghs ånd: særarrangement samlede topforskere og kronprins til livlig samtale om sport, muskler og sundhed

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Spørgelysten var stor og stemningen god, da 100-året for fysiolog August Kroghs modtagelse af Nobelprisen blev markeret den 20. november i Videnskabernes Selskab, hvor også H.K.H. Kronprinsen var inviteret til en dag med oplæg fra førende eksperter om den nyeste forskning inden for emnerne sport, muskler og sundhed.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

Arrangør Bente Klarlund Pedersen, professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalet, er på ingen måde i tvivl om August Kroghs betydning for dansk videnskab:

– Kroghs forskning i muskler har grundlagt en stor forskningstradition i Danmark, hvor vi er langt fremme inden for forskning i fysisk aktivitet, fysisk træning og sport. Hans interesse for insulin har grundlagt en af verdens største medicinalindustrier, og hans interesse for Grønland og klima er højaktuel, forklarer hun.

Hun og professor emeritus Erik Hviid Larsen, begge medlemmer af Videnskabernes Selskab, var derfor helt enige om, at 100-året for Selskabets tidligere medlem August Kroghs modtagelse af Nobelprisen i medicin ikke kunne gå stille af sig. Derfor gik de i samarbejde med Videnskabernes Selskab tidligere på året i tænkeboks for at skræddersy et program, der ville være en nobelpristagende fysiolog værdig.

Mesterlige oplæg og kongelig deltagelse

Da arrangementet løb af stablen fredag den 20. november, havde Bente Klarlund Pedersen og Erik Hviid Larsen altså sørget for, at hvert eneste navn på listen over oplægsholdere tilhørte forskere med særlig ekspertise inden for et ”Krogh-videnskabeligt” område. Emnefeltet var derfor spændt bredt ud over alt lige fra diabetesforskning i Grønland til præstationsoptimering i italienske fodboldklubber, sidstnævnte forklaret ved professor og centerleder på Københavns Institut for Idræt og Ernæring Jens Bangsbo, tidligere assisterende træner for fodboldklubben Juventus i Italien.

Spørgerunderne under symposiet var karakteriseret af en livlig debat, som sikredes af et nysgerrigt og meget interesseret publikum, heraf flere af Selskabets egne medlemmer inden for samme faggrene, og ikke mindst H.K.H. Kronprins Frederik, som bidragede med indtil flere spørgsmål, og som arrangørerne fra start havde ønsket at invitere:

– Vi og Videnskabernes Selskab har længe haft et ønske om at invitere Hans Kongelige Højhed, Kronprins Frederik, blandt andet på grund af Kronprinsens store interesse for sport, som vi for eksempel så ved hans deltagelse i Royal Run. Det var i høj grad med til at motivere til planlægningen af arrangementet helt fra begyndelsen, fortæller Bente Klarlund Pedersen.

Excellent grundforskning og fagligt udsyn

Præsident for Selskabet, professor Marie Louise Nosch, der selv sluttede dagens oplægsrække med et spændende oplæg om personen bag videnskabsmanden August Krogh, var meget positiv over hele symposiets forløb:

– Det var et fremragende seminar med nogle af verdens største specialister, som delte ud af deres grundforskning – en åben dialog, fremlæggelse af nye resultater og refleksion over fortiden. Det gav os alle noget at tænke over, siger hun og forsætter:

– Her, 100 år efter Nobelprisen, kan vi stadig være meget stolte af August Krogh og den videnskabelige tradition, han grundlagde. Videnskabernes Selskab står for excellent grundforskning og fagligt udsyn, og symposiets faglige bredde – muskelforskning, kapillærer, videnskabshistorie, CO2, feltforskning i Grønland – passer særdeles godt til det, Selskabet står for, slutter hun.

Se eller gense hele August Krogh-symposium – sport, muskler og sundhed eller udvalgte oplæg ved at klikke her.

Specialbryg, livemusik og kongelig deltagelse: H.C. Ørsted-guldmedalje overrakt ved flot ceremoni

Specialbryg, livemusik og kongelig deltagelse: H.C. Ørsted-guldmedalje overrakt ved flot ceremoni

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Bifaldene buldrede under glasloftet i Glyptotekets festsal, da professor Charles Marcus modtog SNU’s H.C. Ørsted-Guldmedalje i Fysik, overrakt af H.M. Dronning Margrethe ved en ceremoni arrangeret af Videnskabernes Selskab.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

Det var en ovenud beæret og glad professor Charles Marcus, der fredag den 27. november fik overrakt H.C. Ørsted-Guldmedaljen i Fysik for sin forskning i kvanteelektronik gennem 30 år. Amerikanskfødte Charles Marcus, der tidligere i sin karriere har været ansat som professor på hhv. Stanford University og Harvard University, flyttede med sin familie for små 10 år siden til Danmark, hvor han blev den første Villum Kann Rasmussen-professor og siden startede Center for Kvanteelektronik på Niels Bohr Institutet.

Fredag var således en velfortjent anledning til at høste nogle af de mere gyldne frugter ved et sådant mangeårigt forskningsarbejde, her i form af H.C. Ørsted-Guldmedaljen, der uddeles af Selskabet for Naturlærens Udbredelse med støtte fra energiselskabet Ørsted.

– Jeg er meget beæret over at modtage en guldmedalje fra Selskabet for Naturlærens Udbredelse for min forskning og indsats for at udbrede og advokere for videnskaben. Jeg ynder at se mit arbejde inden for kvanteelektronikken som en naturlig forlængelse af H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen for 200 år siden, så denne anerkendelse fra den danske videnskabsmands eget selskab er en meget stor ære, fortalte Charles Marcus forud for medaljeoverrækkelsen.

Selve overrækkelsesceremonien, som afholdtes i Ny Carlsberg Glyptotek, foregik under stort bifald fra publikum, da H.M. Dronning Margrethe overrakte medaljen til Charles Marcus, der – udover at give udtryk for taknemmelighed og overvældelse – også kunne fortælle om den positive oplevelse, det har været for ham selv og hans familie at flytte til Danmark.

Med afsæt i Ørsted

Efter modtagelsen af guldmedaljen holdt Marcus et foredrag om sin forskning og gav publikum en introduktion til sit arbejde med kvanteelektronikken, der i sidste led vil kunne bruges i såkaldte kvantecomputere, som vil kunne løse langt sværere udfordringer end de computere, vi ser i dag – alt sammen forskning, der ikke kunne udføres uden manden på medaljen, H.C. Ørsted. Også derfor er Charles Marcus en perfekt kandidat til prisen:

– Det betyder meget for os i SNU at kunne være med her i 2020 til at udbrede kendskabet til H.C. Ørsted og hans store indsats og betydning, også på en hel række andre områder end opdagelsen af elektromagnetismen – og være med til at vise, at nogle af hans andre initiativer også kan vække eftertanke i dag, siger professor Dorte Olesen, præsident for SNU, og fortsætter:

– Guldmedaljen til Charles Marcus er med til at sætte fokus, også på vigtigheden af formidlingen af moderne teknik og naturvidenskab, og af at interagere konstruktivt med erhvervslivet, så alle gode kræfter yder bidrag ud fra hver deres forudsætninger.

Humlen ved videnskaben

Efter foredraget kunne præsident for Videnskabernes Selskab, professor Marie Louise Nosch, i dagens anledning fortælle om EXPERIMENTA – en særlig øl brygget på inspiration fra H.C. Ørsteds liv og forskning, som tidligere på året er blevet til i et samarbejde mellem Carlsbergfondet, Husbryggeriet Jacobsen, Carlsberg Laboratorium og Videnskabernes Selskab. Her kunne Nosch glæde publikum med en tidlig julegave i form af en EXPERIMENTA-øl til alle, der kunne tages med hjem efter arrangementet.

Først blev der dog skålet i champagne for professor Charles Marcus og hans store bidrag til videnskaben, og dét til tonerne af musiker Pelle Fridells særlige kombination af saxofon og elektronisk musik, som tidligere er blevet komponeret til et af årets mange H.C. Ørsted-arrangementer til markeringen af 200-året for videnskabsmandens opdagelse af elektromagnetismen.

Selskabet for Naturlærens Udbredelses H.C. Ørsted-Guldmedalje i Fysik uddeles med et rejselegat på 75.000 kr. og er muliggjort ved støtte fra energiselskabet Ørsted A/S. Medaljen gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Den kan gives til forskere, der arbejder i Danmark, og er hidtil tildelt 18 forskere siden 1909, heriblandt to Nobelpristagere, Niels Bohr (1924) og Aage Bohr (1970). Medaljen tildeles på baggrund af indstillinger fra danske universiteter og forskningsinstitutioner, og den faglige bedømmelse er foretaget af et udvalg bestående af fem medlemmer af Videnskabernes Selskab.

Medaljeoverrækkelsen den 27. november 2020 blev afholdt af Videnskabernes Selskab med støtte fra Carlsbergfondet i forbindelse med en større støttebevilling givet til HCØ2020-fejringen.

Klik her for at læse mere om professor Charles Marcus og hans forskning, og klik her for at se en kort film om emnet. Du kan også læse mere om EXPERIMENTA her.

Klimamøde med royal deltagelse

Klimamøde med royal deltagelse

Foto: Videnskabernes Selskab

Af: Kristoffer Frøkjær

Baggrunden for den royale deltagelse til det ellers almindelige medlemsmøde var det videnskabelige indhold: klima

– Klimamødet er blevet til på et initiativ, der er udgået fra den humanistiske klasse, forklarer Troels Engberg-Pedersen, der har været primus motor for aftenen.

– Klasseformanden bad om forslag til alternative mødetyper som supplement for den hæderkronede, gode mødeform med individuelle meddelelser fra hver klasse. Lene Koch, Majken Schultz og jeg meldte sig med en idé om et klimamøde. Vi fik hurtigt støtte fra to præsidiemedlemmer: Bjarne Grønnow og Henrik Balslev. Efter at have konstitueret os som Selskabets selvbestaltede ’klimagruppe’ fik vi gang i et meget frugtbart samarbejde om det første samlede klimamøde i Selskabet, fortæller Troels Engberg Petersen.

Titlen på temamødet var: “Translation: Fra naturvidenskabelig klimaforskning til social og politisk praksis”, og ideen bag mødet var at fokusere på, hvordan fremragende repræsentanter for fire forskellige grundvidenskaber fra natur- og samfundsvidenskab kan kaste lys over den ’translation’ eller ’overføring’ mellem videnskaberne, som er en nødvendig betingelse for, at videnskaberne i fællesskab kan bidrage til at belyse klimakrisen.

Mødet var oprindelig planlagt til marts 2020, men måtte af coronagrunde udskydes til 19. november 2020.

To fra naturvidenskab, en fra økonomi og en fra statskundskab

Det første indlæg af de fire blev holdt af Carsten Rahbek, der talte om ”Den globale-lokale interface i klimaforandringer”. Her fokuserede han på samspillet mellem lokale, regionale og globale klimaforandringer, og på hvordan løsningerne til de massive problemer kan komme ved at lade geopolitiske, økonomiske, geofysiske og den biologiske viden gå sammen i en højere enhed.

Carsten Rahbek blev efterfulgt på talerstolen af Minik Rosing, der stillede spørgsmål ved, om vi skal satse på de teknologiske løsninger i løsningen af klimakrisen, eller der ligger et håb i muligheden for at stimulere jordens naturlige kulstofkredsløb. For at besvare det spørgsmål, trak han blandt andet på August Krogh, der allerede i 1904 forudsagde, at CO2 ville kunne skade jordens klima.

Fra både salen og fra HKH Kronprinsen blev der lyttet opmærksomt og stillet spørgsmål til begge oplæg fra den naturvidenskabelige verden.

Det samme var tilfældet, da Peter Birch Sørensen ridsede op, hvordan den grønne økonomi kan hjælpe på klimakrisen, og hvilke tværvidenskabelige håndgreb økonomien fx i samspil med naturvidenskaben har for at løse problemerne.

Det sidste oplæg kom fra Ole Wæver under titlen: ”Klimapolitisk panikredning mellem sikkerhedspolitik og demokrati”. I meddelelsen blev præsenteret tegn på, at klimapolitikken kan være tæt på et ”politisk tipping-point”, hvor politiske ledere – på godt og ondt – konkurrerer om at blive vores ”beskyttere” og ”redningsmænd”. Dermed kan de klimapolitiske løsninger enten udeblive eller ankomme i ”sikkerhedsliggjort” form, hvilket ikke er optimalt.

De fire indlæg bar alle præg af, hvordan netop tværfagligheden kan bruges til at sætte et klart lys på klimaproblematikken – helt i tråd med initiativtagernes målsætning:

– Generelt er det væsentligt for grundvidenskaberne at fokusere mere tværfagligt på deres berøringsflader indbyrdes, ligesom det i allerhøjeste grad er væsentligt for dem (og for samfundet) at pege på deres samfundsmæssige betydning, forklarer Troels Engberg-Pedersen, der i øvrigt nævner, at ’klimagruppen’ barsler med planer om et mere åbent møde, hvor også humaniora vil være direkte repræsenteret, og hvor listen over oplægsholdere tillige vil være udvidet med kvindelige oplægsholdere.

Mødet blev afholdt torsdag d. 19. november 2020 foran en fyldt sal og en ”uofficiel” deltagelse af HKH Kronprinsen.

Verdens Videnskabsdag

Verdens Videnskabsdag

Foto: Videnskabernes Selskab
I dag, den 10. november, er ”videnskabens dag”, og det fejres overalt på kloden. Dagen skal sætte fokus på videnskabens store rolle i vores samfund. Ikke mindst i en tid, hvor flaskehalsen peger på netop videnskaben, når globale problemer som Covid-19, klimakrisen og demokratisk udhulning skal løses.

– Uden videnskaben kommer vi aldrig til at forstå verden og lovene som gælder i den, og uden den forståelse, kan vi heller ikke ændre verden til det bedre. Videnskaben har allerede spillet en afgørende rolle i den sidste 300 års historie og er grundlaget for den velstand og sundhed, vi nyder i dag. Fremover bliver den afgørende for at redde os selv og ikke mindst vores planet, forklarer Michael Broberg Palmgren, der er professor ved institut for Plante- og miljøvidenskab ved Københavns universitet og i øvrigt Videnskabernes Selskabs medlem af den europæiske organisation EASAC.

Verdens “videnskabens dag” blev indstiftet af UNESCO i 2001 netop for at styrke den offentlige bevidsthed om videnskabens rolle i samfundet. Den har været fejret siden 2002 og er fortsat nødvendig. I år mere end ellers kunne man næsten sige, hvor videnskabsfolk har arbejdet sammen globalt for at identificere COVID-19s struktur, udvikle diagnostiske værktøjer og ikke mindst lede efter potentielle vacciner.

Videnskab under pres 

Når videnskaben skal fejres, skyldes det ikke kun den kan løse nogle af tidens store udfordringer. Den videnskabelige metode er også et værn mod den skepsis, der bredder sig ifht videnskab:

– I disse fake news tider, hvor sandheden bliver relativiseret, er det godt at blive mindet om den videnskabelige metode, der ligger bag alle de store fremskridt, der har ledt til det højtudviklede samfund, som vi har i dag, siger Michael Broberg Palmgren.

At der rent faktisk er en tendens til, at tilliden i befolkningen til forskning er udfordret, ikke mindst indenfor klima og vacciner, med ”science denialism” og fake news, der florerer bredt på både sociale- og mainstream medier, ses fx af en europæisk rapport fra 2019. Netop derfor er det vigtigt, at det ikke bliver sølvpapirshatte og uafprøvede påstande der tager over, men den videnskabelige metode, der igen og igen har vist sit værd:

– Videnskab handler ikke om at finde argumenter for et standpunkt og vinde en diskussion. Dens formål er at forstå verden, som den nu en gang er, ikke som man ønsker, den skal være. Forskerne opstiller hypoteser for, hvorledes verden hænger sammen, og derefter forsøger de selv og andre forskere at skyde hypoteserne i sænk. Det gøres i naturvidenskaben ved hjælp af eksperimenter. Den simpleste hypotese, der forklarer alle de observationer, som er gjort, er den til enhver tid gældende videnskabelige sandhed, forklarer Michael Broberg Palmgren.

EASAC: “The European Academies’ Science Advisory Council”, EASAC, er en uafhængig organisation uden relation til industrielle eller finansielle interesser, bestående af Videnskabsakademier fra EU, Norge, Schwitz og UK.

Jubilæum for nobelpriskåring ad dansk videnskabsmand fejres med kongelig deltagelse

Jubilæum for nobelpriskåring ad dansk videnskabsmand fejres med kongelig deltagelse

Foto: Novo Nordisk Fonden.
I år er det nøjagtigt 100 år siden, at fysiolog August Krogh modtog Nobelprisen for sin banebrydende forskning i kapillærernes fysiologi, og det fejres med et særligt symposie i Videnskabernes Selskab med deltagelse af H.K.H. Kronprinsen.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

August Kroghs bidrag til videnskaben er ikke til at tage fejl af: Hans enorme indsats på forskningsfronten betyder bl.a., at den danske bioteknologiske sektor i dag dækker godt og vel 50 % af det samlede insulinforbrug globalt.

Derfor markeres 100-året for hans modtagelse af Nobelprisen med et symposie i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab under titlen August Krogh-symposium – sport, muskler og sundhed, hvor programmet byder på en række videnskabelige oplæg omhandlende den nyeste forskning inden for netop dette, givet af nogle af Danmarks dygtigste og mest specialiserede forskere inden for emnerne.

I Kroghs fodspor, under samme tag

August Krogh-markeringen finder sted fredag den 20. november fra kl. 10.00-14.30 i Videnskabernes Selskabs Gl. Mødesal – på nøjagtigt samme sted, som Selskabets møder og arrangementer blev afholdt på Kroghs egen tid. Arrangørerne bag fejringen er professor, forsker og overlæge Bente Klarlund Pedersen samt professor emeritus Erik Hviid Larsen – begge medlemmer af Videnskabernes Selskab, ligesom August Krogh selv var det.

HKH Kronprinsen vil være med som tilhører, når nogle af Danmarks mest talentfulde forskere på dagen deler deres viden og nyeste forskning med gæsterne.

Den nyeste nye forskning

Blandt oplægsholderne vil fx være Jens Juul Holst, professor ved Københavns Universitets Biomedicinske Institut og med tilknytning til Novo Nordisk Center for Basic Metabolic Research. Jens Juul Holst er leder af en forskningsgruppe, der forsker i fedme og type 2-diabetes, som han har bidraget til at udvikle en lang række præparater til behandlingen af, og forsker desuden i appetitregulering og hormoner, der regulerer stofskiftet.

Der vil også være oplæg fra fx Jens Bangsbo, centerleder og professor ved Københavns Universitets Institut for Idræt og Ernæring. Bangsbo har stor erfaring inden for forskningen i bl.a. muskeliontransport og -metabolisme samt træning, præstationsevne og træthedsudvikling og vil på dagen holde foredraget Sportsfysiologi og præstationsoptimering.

Symposiet vil blive optaget og efterfølgende tilgængeliggjort på Videnskabernes Selskabs hjemmeside, så et endnu større publikum kan få glæde af de spændende oplæg om videnskabsmanden August Krogh og hans betydningsfulde videnskabelige landvindinger.

For yderligere information om symposieprogrammet, kontakt akademisk medarbejder Rikke Reinholdt Petersen på rp@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 33 43 53 10. For presseinformation, kontakt Head of Communications Kristoffer Frøkjær på kf@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 31 14 61 01.

PROGRAM FOR
August Krogh-symposium
– sport, muskler og sundhed

 

Fredag den 20. november 2020
i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab


Kl. 10.00-12.55 i Gl. Mødesal, 1. sal

 

Kl. 10.00-10.05: Moderator Henrik Balslev byder velkommen

 

Kl. 10.05-10.15: Mogens Høgh Jensen: August Krogh og Videnskabernes Selskab

 

Kl. 10.15-10.35: Michael Kjær: August Krogh. Nobelprisen i 1920: Musklernes iltforsyning i hvile og under arbejde

 

Kl. 10.35-10.55: Minik Rosing: Feltstudier i Grønland

 

Kl. 10.55-11.15: Torben Hansen: Type 2-diabetes i Grønland

 

Kl. 11.15-11.45: PAUSE

 

Kl. 11.45-12.05: Jens Juul Holst: Fra insulin til tarmhormoner

 

Kl. 12.05-12.25: Bente Klarlund Pedersen: Musklen som kirtel – et translationelt perspektiv

 

Kl. 12.25-12.45: Jens Bangsbo: Sportsfysiologi og præstationsoptimering

 

Kl. 12.45-12.55: Marie Louise Nosch: Afslutning

 

Kl. 12.55-14.30 i Ny Mødesal, 3. sal.

 

Kl. 12.55-14.30: Servering af frokost og kaffe

Kort om videnskabsmanden August Krogh

 

• Født 1874, død 1949 • Modtog Nobelprisen i Fysiologi eller Medicin • Opfattes i dag som grundlæggeren af arbejdsfysiologien • Publicerede i 1919 hele 7 afhandlinger i Journal of Physiology, hvoraf særligt de sidste 4 (omhandlende O2’s diffusionskonstant i biologisk væv og kapillærernes fysiologi og anatomi) var med til at sikre ham Nobelprisen • Har medvirket til, at muskelforskningen, arbejdsfysiologien og idrætsmedicinen som videnskabelige områder står stærkt i Skandinavien, ikke mindst i København • Besøgte i 1922 Macleods Laboratorium i Toronto, Canada, hvor man havde eksperimenteret med at isolere insulin • Tog patent på fremstillingen af insulin i Skandinavien • Lagde grundstenen til, at Nordisk Insulinlaboratorium kunne etableres i 1923, og herefter Nordisk Insulinfond i 1926 • Gift med Marie Krogh, der selv var diabetespatient • Ven med læge og diabetesspecialist H.C. Hagedorn (som også var Marie Kroghs læge), der sammen med August Krogh kom til at spille en stor rolle i fremstillingen af det første hormonpræparat i udviklingen mod at kunne producere insulin i Danmark • Var meget optaget af forskningens praktiske betydning for samfundet, hvilket var afgørende for hans indføring af insulinproduktionen i Danmark • Blev valgt som medlem af Videnskabernes Selskab i 1916

Én træder til, en anden takker af: Redaktørskifte i Videnskabernes Selskab

Én træder til, en anden takker af: Redaktørskifte i Videnskabernes Selskab

Foto: Videnskabernes Selskab
Efter mange års ophold i Italien som direktør for Det Danske Institut i Rom er det nu tid for professor Marianne Pade at vende hjem til Danmark, hvor der venter hende en ny stilling som redaktør hos Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Til at give faklen videre står Selskabets redaktør gennem de seneste 12 år, Marita Akhøj Nielsen, som spår en lys fremtid med Pade i spidsen for forlagsvirksomheden.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

– Det har altid interesseret mig at være med til at skabe rammer for forskning, herunder formidlingen af forskningsresultater på alle niveauer. Jeg synes derfor, at det er en enestående mulighed at få lov til at arbejde med Selskabets forlag, med de personalemæssige og økonomiske ressourcer, det råder over, siger en glad Marianne Pade i et interview med Videnskabernes Selskab, og fortsætter:

– Jeg har også i årenes løb beundret de mange initiativer, der er udgået fra præsidiet, og som har influeret rammerne for dansk forskning. Det er et arbejde, jeg, som en del af præsidiet, glæder mig til at være med til at fortsætte.

Som skræddersyet til jobbet

Stillingen som redaktør i Videnskabernes Selskab er ikke en, man kommer sovende til. Med ansvaret for et forlag, der har udgivet bøger i intet mindre end 275 år, og ikke mindst en medlemspost i Selskabets præsidie, er det ikke hvem som helst, der har mod på – eller for den sags skyld kvalifikationerne til – at tage plads i Videnskabernes Selskabs redaktørstol. Men Marianne Pade er heller ikke hvem som helst. Det fremgik tydeligt af valgresultaterne fra medlemsmødet den 24. september, hvor et overvældende flertal af Selskabets medlemmer stemte for Pade som ny redaktør.

En af grundene til, at Marianne Pades kandidatur faldt i så god jord hos forskerkollegerne i Selskabet, kan bl.a. findes i hendes årelange erfaring med redaktionel ledelse og arbejde. Foruden sin direktørstilling i Det Danske Institut i Rom i årene 2011-2019, hvor Pade fungerede som ansvarshavende redaktør for instituttets publikationer, har hun nemlig også været formand for Forum for Renæssancestudier og medstifter af det elektroniske tidsskrift Nordic Journal of Renaissance Studies, og hun er ansvarshavende redaktør for den bio-bibliografiske database Repertorium Pomponianum.

Derudover er Pade, der har været medlem af Videnskabernes Selskab siden 2011, også medlem af videnskabelige komitéer og redaktionskomitéer for en række tidsskrifter og videnskabelige serier i både Danmark og udlandet. Hun leder desuden Semper

Ardens-projektet ”Cultural Encounter as a Precondition for European Identity”, der arbejder med latinsk litteratur fra den tidlige moderne periode, og – nåja – så er hun selvfølgelig også dr.phil. og professor i klassisk filologi.

12 år og 2 valgperioder er gået

Mens Marianne Pade nu kan sætte sig til rette i redaktørkontoret, er det naturligvis en lidt vemodig, men også stolt og glad Marita Akhøj Nielsen, der efter hele 12 år som Selskabets redaktør nu kan lægge redaktørbrillen på hylden og byde Marianne velkommen som efterfølger:

– 12 år er lang tid, og det har været kolossalt spændende at være Selskabets redaktør i den lange årrække, men også et meget stort og tidskrævende arbejde. Jeg kommer til at savne kontakten med medlemmer fra fag, der ligger fjernt fra mit eget, samarbejdet med bogfolkene, både grafikere, typografer og bogtrykkere, og det tætte samarbejde med sekretariatet. Det bliver underligt ikke at være en del af “huset”, fortæller hun.

Da Marita Akhøj Nielsen i 2008 tiltrådte som redaktør for Selskabet, satte hun sig to store mål: Selskabets skrifter skulle underkastes systematisk og regulær fagfællebedømmelse, og alle publikationer siden 1745 skulle digitaliseres og udgives online. Og med udgivelsen af Selskabets online publikationsplatform lige om hjørnet, kan hun officielt binde sløjfe på begge projekter. Og det gør, at hun med et smil kan give faklen videre til Marianne Pade, til hvem hun har en stor tiltro, både personligt og fagligt:

– Publikationerne er en væsentlig del af Selskabets aktiviteter og identitet, og for dansk forskning er det en enestående mulighed for at få udgivet 100 % forskerinitierede grundvidenskabelige afhandlinger, siger hun og fortsætter:

– Derfor er det afgørende vigtigt, at Selskabet har en anerkendt forsker, erfaren udgiver og dedikeret arbejdshest på redaktørposten. Marianne Pade lever op til alle disse krav på allerbedste måde, og jeg er overbevist om, at Selskabet ikke kunne få nogen bedre redaktør, bemærker Marita Akhøj Nielsen og slutter herefter:

– Det er mit håb, at Marianne vil blive lige så glad for arbejdet, som jeg har været, og med de højt kvalificerede, behagelige og effektive medarbejdere, der varetager sekretariatets mange funktioner af relevans for publikationsvirksomheden, tegner fremtiden lys.

Marianne Pades valgperiode som redaktør er gældende fra den 24. september og løber 6 år frem.

For yderligere information, kontakt akademisk medarbejder Rikke Reinholdt Petersen på rp@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 33 43 53 10. For presseinformation, kontakt Head of Communications Kristoffer Frøkjær på kf@royalacademy.dk eller tlf.nr. +45 31 14 61 01.

Om Marianne Pade

 

• Født 8. marts 1957 • cand.mag. i klassisk filologi ved Københavns Universitet • lic.phil. i 1989 • medarbejder på Thesaurus Linguae Latinae i München 1989-91 • Humboldt-stipendiat ved Institut für Geistesgeschichte des Humanismus, München 1994-96 • leder af det toårige forskningsnetværk “Renæssancen: modernitetens oprindelse”, bevilget af SHF, fra 1997-99 • koordinator af det skandinaviske netværk om “Portræt og selviscenesættelse i renæssancen”, bevilget af NOS-H, fra 1999-2001 • lektorvikar i klassisk filologi, Aarhus Universitet fra 2001 • udnævnt til forskningsrådsprofessor i 2004 • dr.phil. i 2007 • professor i klassisk filologi fra 2009 • medlem af Videnskabernes Selskab fra 2011 • direktør for Det Danske Institut, Rom, fra 2011-2019 • leder af Semper Ardens-projektet ”Cultural Encounter as a Precondition for European Identity”, bevilget af Carlsbergfondet, fra 2015-2021

Hør podcasten Grundtanker fra Videnskabernes Selskab

Hør podcasten Grundtanker fra Videnskabernes Selskab

I hver episode af Grundtanker fortæller en fremtrædende dansk forsker – fx Eske Willerslev, Peter Birch Sørensen, Jeppe Dyre eller Anja Boisen – om et hjørne af det samfund, vi lever i. Et hjørne, der ikke var blevet til uden tidligere tiders originale videnskabelige opdagelser og tanker. Lyt med her, eller på Itunes og Spotify.

Her kan du høre udsendelserne efterhånden som de udkommer fra nu og de næste 5 uger.

Eske Willerslev: DNA – et billede af det usynlige

DNA er koden for det mest komplekse, vi kender til i universet – selve livet. Tag sammen med professor Eske Willerslev til søen i Fælledparken i København, som var centrum for Willerslevs første opsigtsvækkende opdagelser, som gav genlyd verden rundt. I episoden fortæller han om DNA’s rolle i at overvåge naturen og i at opklare forbrydelser.

Mikael Rask Madsen: Med retsvidenskaben kom friheden

Vores danske retsstat blev mildest talt ikke til med et fingerknips. Det krævede århundreders nytænkning, kampe og en konge, der bandt sin søn til et giftigt løfte, inden han døde af blodforgiftning. Denne episode handler om, hvordan lov og ret kom til Danmark, og om de retsvidenskabelige grundtanker, som har dannet fundamentet for nutidens danske retsstat.

Anja Boisen: Nanoteknologi – en mikroskopisk verden fuld af muligheder 

Når forskerne bevæger sig ned i en verden, der kun fylder én milliontedel af en millimeter, så kan meget pludselig lade sig gøre. Hør om mikroskoper, der kan flytte rundt på enkelte atomer; om nanopartikler, der kan fortælle, om du har haft covid-19; og om en teknik, der kan hjælpe mennesker med leukæmi.

Peter Birch Sørensen: Grøn økonomi – naturlige begrænsninger for vækst

Økonomiske forskere har i mere end 200 år gjort sig tanker om, hvad der er på spil, og hvad vi som samfund burde gøre ved den ulige balance mellem miljø og økonomisk vækst. For uden natur, ingen økonomi. Tag med ud for at se på vindmøller og rensningsanlæg med landets førende miljøøkonom.

Jeppe Dyre: Einstein lærte os at finde vej

GPS’en er et teknologisk vidunder, der hjælper os med at finde vej. Men havde det ikke været for verdens bedst kendte videnskabsmand Albert Einstein og hans to relativitetsteorier – den specielle og den generelle – så ville vi aldrig komme frem. Ikke, at han selv nogensinde tænkte, at teorierne kunne bruges på den måde.

Dan Zahavi: Fænomenologi – når filosofi behandler psykisk syge? 

Ifølge fænomenologien opfatter vi virkeligheden forskelligt, og den filosofiske retning har blandt andet sammenkoblet den filosofiske analyse af den rent subjektive selvopfattelse med neurovidenskab og psykiatri og dermed fået betydning langt ind i fx sundhedsvæsenet. Hør hvordan!

Ivan Bjerre Damgaard: Kryptering – uden hemmeligheder er internettet ubrugeligt 

Kan høres fra 26/11

Professor Ivan Bjerre Damgård er en af verdens førende kryptologer – ekspert i hemmeligholdelse af data. I denne episode fortæller han, hvorfor kryptografi er så vigtigt, tager os med tilbage til oldtidens hemmelige koder og beretter om sin egen banebrydende forskning.

Anne Løkke: Fortidens smerte gav os nutidens sundhedsvæsen

I dag har vi et sundsvæsen, der hjælper flere hundrede tusind patienter hvert eneste år – ofte ud fra de nyeste videnskabelige landvindinger. Sådan var det langt fra for 250 år siden, hvor gennemsnitsalderen var ca. 45 år. Forandringen er skabt på et fundament af forskning, lovgivning og grundtanker, der i sin tid var nyskabende, men i dag er en naturlig del af den helbredelse og oplevelse, vi har på bl.a. landets sygehuse, hvor vi fx har en fælles sygesikring.

Om Grundtanker

 

Grundtanker er produceret af Science Report og har nogle af landets mest erfarne radiofolk bag sig, bl.a. tidligere radiochef i DR, Tor Arnbjørn. Tidligere vært gennem mange år på DR’s P1, Kristoffer Frøkjær, er vært på podcasten. Hver udsendelse varer mellem 45-60 minutter.

 

Udsendelserne ligger naturligvis også på Itunes og Spotify.

Ny videnskabelig podcast med nogle af landets bedste forskere

Ny videnskabelig podcast med nogle af landets bedste forskere

Uden Einsteins relativitetsteorier ville vi ikke have en GPS. Uden Montesquieus tanker om tredeling af magten ingen dansk grundlov, som den ser ud i dag. Og uden Pigous idé om ”grønne afgifter” ingen grøn økonomi. Med usynlig tråd er vores samfund vævet sammen af videnskabelige opdagelser, nærmest uden, at vi lægger mærke til det. Det forsøger podcasten Grundtanker at stille skarpt på.

I hver episode af Grundtanker fortæller en fremtrædende dansk forsker – fx Eske Willerslev, Peter Birch Sørensen eller Anja Boisen – om et hjørne af det samfund, vi lever i. Et hjørne, der ikke var blevet til uden tidligere tiders originale videnskabelige opdagelser og tanker.

– Målet med podcasten er, at man som lytter bliver underholdt og hører gode historier. Man vil forhåbentlig opdage, hvor vigtig en brik videnskab er, når det kommer til at skabe et moderne samfund. Det samfund, vi har i dag, er jo blevet til, fordi forskere langt tilbage i tiden har tænkt og undersøgt og opfundet inden for både humaniora, natur- og samfundsvidenskab, fortæller Kristoffer Frøkjær, der er kommunikationschef i Videnskabernes Selskab og i øvrigt vært på podcasten.

Videnskab i virkeligheden

Podcasten besøger virkeligheden i reportageform – det være sig virksomheder, der kan tage en coronatest på 12 minutter ud fra nanoteknologi, banegårde, vindmøller, eller mosehuller fulde af DNA – og krydsklipper til studieoptagelser med større historisk dybde.

– Der er fyldt med eksempler på, at fortidens forskning har skabt nutidens samfund rundt om os – ofte uden at forskerne har kunnet forudsige det. Da Eske Willerslev for 20 år siden opdager, at man kan finde DNA i is og jord, anede han ikke, at hans metoder en dag ville kunne bruges til miljøovervågning eller ligefrem opklaring af drab. Ligesom Dan Zahavi til en start nok ikke havde en idé om, at hans filosofiske tanker omkring fænomenologi en dag kunne hjælpe psykisk syge. Og den slags eksempler er der masser af, forklarer Kristoffer Frøkjær.

Netop det dynamiske indhold med både reportage og studieoptagelser har været interessant at arbejde med for Science Report, der har produceret udsendelserne:

– Det har været supersjovt at arbejde med videnskabsformidling i en sammenhæng, hvor der har været plads til eksperimenter og fokus på de gode historier. Jeg er meget stolt af resultatet, og jeg synes, vi er lykkedes med at få udsendelserne til at være både fængende og fascinerende, og jeg tror også, man som lytter bliver klogere af dem, siger direktør hos Science Report, Tor Arnbjørn.

Led i en større udvikling

Podcasten er for Videnskabernes Selskab led i en naturlig formidlingsmæssig udvikling:

– Videnskabernes Selskab har gennem de senere år øget sit fokus på formidling af videnskab til danskerne. Podcasten, som er fuld af gode fortællinger, er en naturlig forlængelse af hele den mission, det er at skabe interesse for videnskaben – som jo er mere aktuel end nogensinde i disse tider, hvor alle forventer, at løsningen af coronakrisen eller klimakrisen kommer fra netop videnskaben, fortæller præsident i Videnskabernes Selskab, Marie Louise Nosch.

Tag et smugkig på de første 8 udsendelser, som lægges op efterhånden på bl.a. iTunes og Spotify. 

Eske Willerslev: DNA – et billede af det usynlige

Kan høres fra 29/10

DNA er koden for det mest komplekse, vi kender til i universet – selve livet. Tag sammen med professor Eske Willerslev til søen i Fælledparken i København, som var centrum for Willerslevs første opsigtsvækkende opdagelser, som gav genlyd verden rundt. I episoden fortæller han om DNA’s rolle i at overvåge naturen og i at opklare forbrydelser.

Mikael Rask Madsen: Med retsvidenskaben kom friheden
Kan høres fra 29/10

Vores danske retsstat blev mildest talt ikke til med et fingerknips. Det krævede århundreders nytænkning, kampe og en konge, der bandt sin søn til et giftigt løfte, inden han døde af blodforgiftning. Denne episode handler om, hvordan lov og ret kom til Danmark, og om de retsvidenskabelige grundtanker, som har dannet fundamentet for nutidens danske retsstat.

Anja Boisen: Nanoteknologi – en mikroskopisk verden fuld af muligheder

Kan høres fra 29/10

Når forskerne bevæger sig ned i en verden, der kun fylder én milliontedel af en millimeter, så kan meget pludselig lade sig gøre. Hør om mikroskoper, der kan flytte rundt på enkelte atomer; om nanopartikler, der kan fortælle, om du har haft covid-19; og om en teknik, der kan hjælpe mennesker med leukæmi.

Peter Birch Sørensen: Grøn økonomi – naturlige begrænsninger for vækst

Kan høres fra 5/11

Økonomiske forskere har i mere end 200 år gjort sig tanker om, hvad der er på spil, og hvad vi som samfund burde gøre ved den ulige balance mellem miljø og økonomisk vækst. For uden natur, ingen økonomi. Tag med ud for at se på vindmøller og rensningsanlæg med landets førende miljøøkonom.

Jeppe Dyre: Einstein lærte os at finde vej

Kan høres fra 12/11

GPS’en er et teknologisk vidunder, der hjælper os med at finde vej. Men havde det ikke været for verdens bedst kendte videnskabsmand Albert Einstein og hans to relativitetsteorier – den specielle og den generelle – så ville vi aldrig komme frem. Ikke, at han selv nogensinde tænkte, at teorierne kunne bruges på den måde.

Dan Zahavi: Fænomenologi – er en kop en kop?

Kan høres fra 19/11

Ifølge fænomenologien opfatter vi virkeligheden forskelligt, og den filosofiske retning har blandt andet sammenkoblet den filosofiske analyse af den rent subjektive selvopfattelse med neurovidenskab og psykiatri og dermed fået betydning langt ind i fx sundhedsvæsenet. Hør hvordan!

Ivan Bjerre Damgaard: Kryptering – uden hemmeligheder er internettet ubrugeligt 

Kan høres fra 26/11

Professor Ivan Bjerre Damgård er en af verdens førende kryptologer – ekspert i hemmeligholdelse af data. I denne episode fortæller han, hvorfor kryptografi er så vigtigt, tager os med tilbage til oldtidens hemmelige koder og beretter om sin egen banebrydende forskning.

Anne Løkke: Fortidens smerte gav os nutidens sygehusvæsen

Kan høres fra 3/12

I dag har vi et sundsvæsen, der hjælper flere hundrede tusind patienter hvert eneste år – ofte ud fra de nyeste videnskabelige landvindinger. Sådan var det langt fra for 200 år siden. Forandringen er skabt på et fundament af forskning, kampe og tanker, der i sin tid var nyskabende, men i dag er en naturlig del af den helbredelse og oplevelse, vi har på bl.a. landets sygehuse.

Hvis du vil vide mere, så kontakt Head of Communications i Videnskabernes Selskab Kristoffer Frøkjær på kf@videnskabernesselskab.dk eller tlf.nr. +45 31 14 61 01.

Om Grundtanker

 

Podcasten udkommer med 3 episoder d. 29/10, og derefter udgives et afsnit om ugen gennem de følgende 5 uger. De kan findes på gængse platforme som Spotify og iTunes. Hver udsendelse varer mellem 45-60 minutter.

 

Grundtanker er produceret af Science Report og har nogle af landets mest erfarne radiofolk bag sig, bl.a. tidligere radiochef i DR, Tor Arnbjørn. Tidligere vært gennem mange år på DR’s P1, Kristoffer Frøkjær, er vært på podcasten.