Af: Ghita Nidam Møller

Tang som fedtfattig proteinkilde. Småfisk med kalk nok til at erstatte mælk. Søpindsvin og rogn som umamibomber. Havet er et luksuriøst spisekammer, der både smager fantastisk og gør godt for kroppen og klimaet.

Det er en god nyhed i en tid, hvor mantraer om at spise sundere, mere bæredygtigt og med større respekt for naturen vinder genklang hos mange. For måske gemmer nogle af løsningerne på fremtidens fødevareproblemer sig lige under overfladen.

“Hvis man kan kombinere det bedste fra havet med noget af det fra landjorden, som vi skal spise mere af, så har vi den optimale kost for flest mulige mennesker i verden,” siger Ole G. Mouritsen, professor emeritus i gastrofysik ved KU FOOD, Københavns Universitet.

Han forsker bl.a. i, hvordan vi med et tværfagligt samspil mellem biofysik, fødevarekemi og fysiologi kan forstå fødevarers egenskaber og smag – med øje for at skabe bæredygtig balance. Det gør han ved at undersøge de enkelte fødevarers forskellige potentialer på molekylært niveau. Det åbner en videnskabelig dør til systematisk at fremme velsmagende retter, der taler til både sundhed og bæredygtighed.

Oversete superproteiner

Havets råvarer er CO₂-lette, næringsrige og smagfulde takket været umami – en af de fem grundsmage, som findes i en perlerække af havets dyr og planter. Selve smagen af umami er et signal til kroppen om, at maden indeholder protein, som kroppen skal bruge.

Det gør tang, blåmuslinger og fisk som brislinger til godbidder, da deres fællesnævner er, at de er fyldt med proteiner, omega-3, jod og selen.

”De har en række mineraler og nogle særlige fedtstoffer, som nok er de mest værdifulde fedtstoffer, man overhovedet kan tænke sig i forhold til menneskets funktion,” siger Ole G. Mouritsen.

Ole G. Mouritsen har ved hjælp af en matematisk ligning udregnet umami-styrken af en lang række råvarer fra havet. Og listen over råvarer fra havet, som har store koncentrationer af umami er lang. Der er derfor et stort potentiale i at kombinere mad fra havet med det grønne fra landjorden, som mangler umami. I Danmark er brislingen er et stjerneeksempel på blåt udbytte. Det er en lille, velsmagende fisk, som vi med god samvittighed kan fylde os med. Den er bæredygtig og lokal, men desværre så godt som ukendt – brislingen er med andre ord Danmarks oversete superprotein.

Sydeuropæerne betragter den som en delikatesse, men i Danmark bruger vi den mest til dyrefoder. Det paradoksale er, at brislingen lever i vores egne farvande, smager fremragende og kan fiskes i stort set ubegrænset mængde, uden at det truer bestanden, fortæller Ole G. Mouritsen og uddyber:

“Vi kunne spise os mætte i dansk brisling hver dag og samtidig skåne klimaet – men i stedet ender den som dyrefoder.”

Lokal mikrobiologi slår importerede kostråd

I Danmark vil det være oplagt at spise brislingerne, før de ryger på fiskemelsfabrikken, videre i foderspanden og ender som flæskesteg på spisebordet. Men det betyder ikke, at brislinger skal på menuen i hele verden. Vi skal derimod blive bedre til at tænke lokalt.

Det sætter os på en mission: Vi skal på den ene side lade os inspirere af andre madkulturer med stærke traditioner for at spise havets råvarer, og på den anden side spise det vi kan dyrke og fange lokalt.

Netop de nuancer er Aviâja L. Hauptmann ekspert i. Hun er lektor i mikrobiologi og afdelingsleder og stifter af biologistudiet ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, hvor hun forsker i mikrobiologien bag traditionelle grønlandske fødevarer. Hendes forskning viser, hvordan lokale råvarer ikke blot omfavner en kulturrig arv, men også er enormt næringsrige og rummer mikroorganismer, der kan styrke tarmfloraen og bidrage til sundhed – helt uden importeret mælk eller industrielle processer.

For eksempel svømmer den lokale superfood og pendant til brislingen rundt i hobetal i de grønlandske farvande: lodden. Fisken har en central rolle både som næringskilde og som kilde til mikroorganismer.

“Vi spiser den med benene, altså knoglerne, som indeholder meget kalk,” forklarer Aviâja L. Hauptmann.

Hun har dokumenteret, hvordan traditionelt tørret lodde indeholder langt flere mikroorganismer end industrielt forarbejdet fisk – og hvordan disse mikrober kan påvirke tarmfloraen på bare én dag. Seks tørrede lodder indeholder ligefrem lige så meget kalk som en halv liter mælk. Det er vigtigt i Grønland, hvor man længe har levet efter danske kostråd, som anbefaler en halv liter mælk om dagen. Det er udfordrende i et land, hvor al komælk skal importeres, og hvor mange er laktoseintolerante.

Og det understreger en vigtig pointe: Når vi taler om sund kost, er det afgørende at have plads til nuancer. Det, der er sundt og bæredygtigt i én kontekst, er ikke nødvendigvis det samme i en anden.

Kan tang gøre comeback?

Mens nogle fødevarer er unikke for ét sted, er tang en taknemmelig gave til alle, der lever nær havet. Blot med forskellige smagsprofiler. Tang er ikke en plante, men en alge – og en guldåre for fibre. Den er ligefrem en af havets mest næringsrige ressourcer – rig på jod, jern og omega-3 – og fuld af umami.

“Vi får for mange kalorier og for få næringsstoffer, og her er tang den optimale spise. Den indeholder stort set alt, hvad vi har brug for på nær kalorierne,” siger Aviâja L. Hauptmann.

Tang findes tilmed i alle verdens have, og de kan vokse alle steder, hvor der er lys og næringsstoffer. Der er 12.000 arter, og alene i Grønland har man omkring 500. Der venter med andre ord et utal af smagsnuancer derude.

I Grønland eksperimenterer man f.eks. med at dyrke vingetang, mens man i Danmark er ved at genopdage tangens rolle som smagsgiver og kilde til omega-3-fedtsyrer. Tang på tallerkenen er dog ikke noget nyt.

Historisk har tang været kendt som emergency food, men den kan blive en ny superfood.

“Tang har været menneskets sidste udvej i krisetider – under krig, hungersnød og råstofmangel. Det er et mønster, vi har set gentage sig siden oldtiden,” forklarer Ole G. Mouritsen.

I dag står vi igen over for globale udfordringer inden for både klima og sundhed. Her kan tang spille en rolle. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har for nylig meldt ud, at over én milliard mennesker – svarende til hver ottende på kloden – lever med svær overvægt. Danmark følger samme tendens: En fremskrivning viser, at hver tredje dansker vil have svær overvægt i 2040.

Samtidig truer fødevareusikkerhed i andre dele af verden – og ikke kun som følge af klimaforandringer. Geopolitiske spændinger, toldkrig og konflikter skaber ustabilitet i forsyningskæder og adgang til ressourcer. Det øger behovet for lokale og robuste fødekilder, som vi selv er herre over.

”Hvis vi lærer at bruge havet indsigtsfuldt som smagskilde, kan det hjælpe mange flere mennesker til at spise meget mere grønt,” siger Ole G. Mouritsen.

Tang kan derfor blive en nøgleingrediens i fremtidens kost – ikke kun som sundhedsboost, men som en del af løsningen på både klimaftryk, overflod og mangel. Det kræver dog, at vi gentænker vores madvaner og investerer i bæredygtig dyrkning og høst af havets ressourcer.

Umamibomber fra havet kan hjælpe os til at spise mere grønt

Tør den, riv den, rist den, spis den – rogn er den rene umamikrymmel. Og her taler vi ikke kun om torskerogn på dåse, serveret på rugbrød med gavmilde mængder remoulade.

“Rogn er meget mere end kaviar og torskerogn. Alle fisk har rogn – og selv helt almindelige danske arter som skrubber og fladfisk har det mest vidunderlige rogn,” siger Ole G. Mouritsen.

Det smager ikke kun godt, men er også en rig kilde til C-vitamin, som spiller en vigtig rolle for immunsystemet og bindevævet. Det er i øvrigt også det eneste næringsstof, som f.eks. kan være svær at få i en arktisk kontekst, fortæller Aviâja L. Hauptmann.

Ole G. Mouritsens matematiske formel for umami peger netop på, at en fødevare som rogn kan bruges som en slags umamificeringsagent – en intens smagsgiver i små mængder, på linje med parmesan. Det gjorde man allerede i Romerriget, hvor tørret rogn blev revet over retter. I dag lever traditionen videre i Sicilien, hvor delikatessen bottarga stadig bruges. Så hvorfor ikke bruge rogn til at give umami til de ”kedelige” grøntsager?

Det samme gælder søpindsvin. De scorer højt på smagsskalaen og har den højeste umamipotens blandt havdyr. Netop derfor bruges de som smagsgiver i franske supper. Og det kræver kun ganske små mængder.

“Det spændende ved søpindsvin er, at smagen i høj grad afhænger af, hvad de spiser,” siger Ole G. Mouritsen.

Med andre ord: Søpindsvin og rogn taler ikke kun til den eftertragtede femte grundsmag, umami. De bidrager også til sundheden. Det er smagsintensiv mad med funktion.

Mad, minder og fællesskaber

Der er allerede gode takter i forhold til at tage for sig af havets spisekammer. Maritime nyttehaver – også kaldet havhaver – er dukket op rundt omkring i landet de seneste 15 år. I stedet for at dyrke ærter og kål, dyrker man tang og blåmuslinger. Særligt sukkertang trives godt. Havhaverne tilbyder næringsrig kost, som samtidig forbedrer havets sundhed og skaber et fælles samlingspunkt – en social dimension, vi ikke bør undervurdere.

“Noget af det essentielle i havhavernes funktion er, at man lærer om havet og skaber et sted med biodiversitet, hvor børn og unge inddrages, og hvor havet samtidig bruges som spisekammer,” siger Ole G. Mouritsen og tilføjer:

“De her havhaver danner ofte ramme om spændende spiseselskaber, hvor man sidder omkring en gryde og koger blåmuslinger med tang – og på den måde får smag for havet. Man forener kultur, viden og gastronomi.”

På samme måde kan barndommens minder og fællesskaber åbne døren til havets spisekammer.

Dét er tilfældet for Aviâja L. Hauptmann. Da hun var barn, blev hele familien samlet omkring hendes mormor – mor til ti og mormor til endnu flere, som tilbragte somrene med at fange ørreder sammen.

“En af de oplagte aftensmadsretter på de ture var at koge ørred over bål. Når fisken var færdig, hældte vi hele gryden ud over en stor sten nede på stranden, og så gled den kogte ørred ned ad stenen og gik i stykker,” fortæller hun.

“Så sad vi hele familien og spiste med hænderne – den friskeste ørred direkte fra stranden. Dét er fantastiske minder.”

Havets mad er altså ikke bare sund og bæredygtig. Den er også fuld af historier, minder og smagsoplevelser. Fra barndommens bålmad i Grønland til havhaver i Kerteminde viser forskningen, at vi har alt at vinde ved at genopdage havets råvarer.

Men det kræver, at vi tør tænke nyt. At vi en gang imellem tør rive rogn over pastaen, bytte oksekødet ud med blåmuslinger og se tang som mere end noget, der klistrer til badetøjet. Det kræver også, at vi passer på havet, så det kan blive ved med at give ikke kun til os, men også til kommende generationer.

Af: Ghita Nidam Møller

Havets mindste liv arbejder i det skjulte i oceanernes dyb. Deres indsats er afgørende for vores liv på kloden. Men når vi taler om klima, fokuserer vi for det meste på Amazonas skove som jordens lunger – som dem, der suger menneskets CO₂-udledning til sig, frem for at det siver ud i atmosfæren. Men faktisk gemmer biologiens største klimaregulator sig under havets overflade.

Klodens oceaner gemmer på overraskende fortællinger om slimhuse og lort, der lagrer CO₂. Om det mindste livs evolutionære krigsførelse i det blå og et kredsløb, der holder klimaet i skak.

”Det er naturens legoklodser, om man vil,” siger Katherine Richardson, professor og leder af Queen Margrethe’s and Vigdís Finnbogadóttir’s Research Centre on Ocean, Climate, and Society, KU. Det er de legoklodser og det mikroskopiske livs betydning for det store perspektiv, som hun og Thomas Kiørboe, professor og leder af Center for Ocean Life på DTU, forsker i.

For at forstå havets rolle i klimaregnskabet er vi nødt til at forstå det mindste liv og deres samspil. Fra vandlopperne og kiselalgernes våbenkapløb til planktondyr, der skider mere kulstof ned i dybhavet, end alle verdens skove tilsammen kan binde.

Havet er en lagerhal for CO₂

Under de blå bølger arbejder plankton, alger og smådyr i et komplekst kredsløb, der hjælper med at regulere Jordens temperatur – uden at vi lægger mærke til det. Havet formår ligefrem at lagre 2–3 gange så meget CO₂ som atmosfæren. Det er takket været det mindste undersøiske liv, der sammen med en række kemiske processer gør havet til en form for lagerhal for CO₂. Men hvordan?

Svaret er den såkaldte biologiske kulstofpumpe.

”Det er en meget vigtig pumpe, som deponerer store mængder kulstof i havet,” forklarer marinøkolog Thomas Kiørboe.

”Mekanikken i pumpen er ganske kort fortalt, at havets grønne planter – de mikroskopiske planktonalger – fikserer sollys og CO₂ og omdanner det til organisk stof, altså sukkerstoffer og proteiner og fedtstoffer og alt det, som levende organismer består af.”

“Mikroskopiske organismer som planktonalger og vandlopper transporterer kulstof ned i dybhavet, hvor det kan forblive i tusindvis af år.”

Hvert sekund er de med til at flytte enorme mængder CO₂ fra atmosfæren og ned i dybhavet. De behøver egentlig bare at leve og tage næring til sig og dø for at holde gang i pumpen. Men det har en enorm betydning for hele kloden.

Pumpen er på den måde et naturligt dræn for kulstof på jorden og kan begrave CO₂ over tid. Det sker som led i et komplekst kredsløb med alle mulige biologiske delprocesser og fødekæder, der har det til fælles, at de transporterer store mængder CO₂ ned til bunden af havet.

Det betyder ikke så lidt for vores klima: Det svarer til 2.000 gigatons kulstof, hvilket er to til tre gange så meget, som der er deponeret i levende organismer på landjorden, og svarer til 200 års menneskeskabt CO₂-udledning, forklarer marinøkologen.

Havet er således en drivkraft, der balancerer klimaet på kloden. Hvis vi vil sikre en stabil fremtid, må vi beskytte de små livsformer i havet. Første skridt er at forstå dem.

Kiselalger opruster

En af de mest effektive CO₂-fangere i havet er kiselalgerne. De er mikroskopiske, men deres betydning er enorm. Når de dør, synker de til bunds med kulstof i kroppen – og bidrager dermed til langvarig lagring af CO₂ i havets dyb.

Ærkefjenden er vandlopperne. De millimeterstore krebsdyr hører til havets dominerende gruppe, dyreplankton, og de spiser kiselalgerne. Men kiselalgerne er ikke bare passive deltagere i kulstofpumpen. De har også udviklet forsvarsmekanismer mod rovdyr som vandlopper, forklarer Thomas Kiørboe.

“Kiselalger kan lugte deres fjender – og forsvarer sig ved at gøre deres skal tykkere.”

Når de registrerer fare, danner de tykkere kiselskaller og klumper sig sammen. Det gør dem sværere at spise – og får dem til at synke hurtigere, fortæller han.

”Hvis vandlopperne spiser dem, så skider de lort ud, og lortene bliver så tunge, fordi de indeholder kisel. Så samtidig med vandlopperne vandrer op og ned, transporterer de kiselalger, de har spist, ned i dybet,” forklarer han.

”De to processer, altså kisel og vandlopper, er ansvarlige for over halvdelen af den mængde kulstof, der er deponeret i den biologiske kulstofpumpe. Så de er faktisk en af pumpens vigtigste mekanismer.”

Slimhuse synker som CO₂-pakker

En af havets mere kuriøse klimahelte er halesøpunge – en lille organisme i planktonfamilien, der mere konkret tilhører chordaterne, som er forstadiet til hvirveldyrene. Det er altså i plankton, vi skal finde vores evolutionære rødder.

Den lille organisme bygger slimhuse, der fungerer som filtre, der fanger plankton og partikler fra vandet. Halesøpungen udskifter sit slimhus flere gange dagligt, og det gamle hus, fyldt med organisk materiale, synker til bunds.

“Nogle havorganismer bor i slimhuse og smider dem som affald – som så synker og lagrer CO₂.”

Det lyder som en nicheproces, men i havets enorme volumen kan selv små organismer og deres affald have stor betydning. Slimhusene bliver på sin vis til små CO₂-pakker, der bliver sendt direkte ned i havets dyb.

Fotosyntese i skyggen

Mens den biologiske pumpe kan virke mere fjern, så kender de fleste til fotosyntese – som indgår i pumpen via havets planter, alger og bakterier. Kort sagt er der tale om den proces, hvor CO₂ og vand ved hjælp af sollysets energi bliver omdannet til ilt og organisk stof i form af glukose (druesukker). Det organiske stof forbliver i kredsløbet som næringsstoffer for livet i havet.

Men hvad du måske ikke vidste, er, at havets fotosyntetiske organismer, såsom planteplankton, ikke søger mod overfladen, hvor sollyset er stærkest. Faktisk foretrækker mange af dem at leve i dybere lag. De undgår overfladen, fordi der er for meget lys.

I danske farvande samler de sig typisk ved 15-20 meters dybde, hvor lysniveauet er mere passende. Det gør kulstofpumpen mere effektiv – men også mere sårbar over for ændringer i lysforhold og temperatur.

Planteplankton er i det hele taget havets grønne motor – og langt mere varierede end planterne på land. Faktisk stammer de fra hele ni forskellige grene af ”livets træ”, mens landplanterne kun kommer fra én. Det betyder, at planteplankton ikke bare er mange, men også meget forskellige. Og ligesom det gør en forskel, om et landskab er domineret af kaktus, brændenælder eller regnskov, har det stor betydning, hvilke typer plankton der fylder mest i havet. Klimaforandringerne kan ændre sammensætningen af plankton – ikke nødvendigvis mængden af fotosyntese, men hvem der står for den.

Hvis de ”forkerte” arter får overtaget, kan det svække havets evne til at sende CO₂ ned i dybet og gøre det sværere for energien at bevæge sig op gennem fødekæden til fisk og andre dyr. Med andre ord: det er ikke kun mængden af fotosyntese, der tæller – det er også, hvem der laver fotosyntesen.

Derfor har klimaforandringerne enorme konsekvenser for livet i havet og for, hvordan havets lunger sikrer balance i kredsløbet, forklarer Katherine Richardson.

”Vi taler hele tiden om klimaet, men det, der gør den her planet unik, er, at der er liv. Og vi ved ikke, hvad livet er, men vi ved, hvad det gør,” siger hun. For det, som de levende organismer gør, er netop at flytte rundt på ikke-levende grundstoffer – som i den biologiske kulstofpumpe, hvor de transporterer CO₂ ned i dybet.

Hvad kan vi lære?

I 2023 observerede forskere et dramatisk spring i havets temperatur – og ingen ved endnu, hvad der forårsagede det. Det har skabt bekymring, fordi temperaturændringer i havet både bidrager til den globale opvarmning og påvirker havets økosystem og den biologiske kulstofpumpe.

Højere temperaturer kan ændre planktonsamfundets sammensætning, reducere mængden af kiselalger og påvirke vandloppernes adfærd. Præcis hvordan ved vi ikke.

Men vi kan læne os op ad, hvad havets skjulte klimahelte viser os: Naturen har sine egne mekanismer til at tilpasse sig og regulere CO₂. Men de er sårbare. Klimaforandringer, forurening og overfiskning kan forstyrre balancen – og dermed svække havets evne til at hjælpe os.

FN’s klimapanel forsøger på livet løs at beregne, hvordan klimaforandringer konkret kan føre til f.eks. mere eller mindre fotosyntese i havet. De er ikke enige.

”Min egen fornemmelse er, at der nok ikke vil være den store forskel, fordi de her organismer har været her i så lang tid. De forskellige grupper planteplankton tilpasser sig de forhold, der er, og jeg tror, de har fundet ud af at maksimere deres fotosyntese ved at ændre på sammensætning af grupperne alt efter havets forhold,” siger Katherine Richardson.

”Vi er ret sikre på, at et varmere hav vil gøre, at de mindre planteplankton vil komme til at dominere,” tilføjer hun.

I forhold til produktionen af fotosyntese behøver det dog ikke være skidt. Tværtimod.

”Vores målinger viser, at de små planteplankton er bedre til at lave fotosyntese, end de store. Så selvom der måske ville være færre, og de ville være mindre, så tror jeg ikke, at mængden af fotosyntese vil ændre sig så meget. Men det vil den biologiske pumpe, og det er derfor, at den er så vigtig.”

Vi er derfor nødt til at vende blikket mod landjorden. Mod os selv.

”Vi skal selvfølgelig passe på havet, og den bedste måde at passe på havet, er at reducere udledning af CO₂. Længere er den historie ikke. Så kan der være lidt med fiskeri osv., men den store synder er CO₂ i atmosfæren,” sige Thomas Kiørboe.

Sådan ved vi det: Podcastepisoden “Havets skjulte klimahelte” i “Hvordan ved vi det?”, Havets usynlige liv af Thomas Kiørboe og lex.dk 

Af: Tina Dransfeldt Christensen

Vandet kommer ude fra, oppe fra og nede fra. Det truer ikke blot badebroer og terrasser med havudsigt, men også kælder, hus, have og den rekreative natur i kystnære byområder. For havniveauet stiger, alt imens vejret bliver mere ekstremt – og vådt. Men der er løsninger.

Spørgsmålet er: Hvad er vigtigst for dig? Og ikke mindst, hvilke løsninger tilgodeser ikke kun dig, men også dine naboer og dit lokalsamfund? Der er ikke ét rigtigt svar, og det er derfor en samtale, som beboere i kystbyerne er nødt til at tage sammen.

Det gjorde grundejere i Vejlby Fed i Risskov, da de sammen med forskere og myndigheder fik syn for sagen og tog hul på samtalen over digevandring og dialogmøde om fremtidens klimatilpasning i den udsatte kystzone ved Aarhus Bugt.

Bekymringer for oversvømmelse og drømme om beskyttende naturreservater kommer nemt i karambolage, når våde vandscenarier bliver udfoldet – og regningen skal betales. Sagen er nemlig, at det er grundejerforeningen, der skal betale for løsningerne.

Så hvordan vil de gerne prioritere?

Med videnskaben som fundament stod de fremmødte over for netop den opgave i deres lokalområde. Helt konkret fem prioriteringer: fysisk beskyttelse, kystnatur, stærkt fællesskab, robuste bygninger og økonomi.

En kyst under pres – og en vilje til handling

Vejlby Fed i Risskov er et af de steder i Danmark, hvor de klimarelaterede udfordringer for alvor mærkes. Området står midt i det, eksperter kalder en ”coastal squeeze” – et fænomen, hvor pres fra havvand, regnvand, åvand og stigende grundvand møder et tæt bebygget kystområde uden plads til naturlig tilpasning.

Derfor handlede dagen heller ikke om teknik og tal, men om områdets værdi, om de mennesker, der bor der, og om, hvordan de gerne vil prioritere.

Vil man f.eks. have en høj – og relativt billig – mur, som kan lukke af for havvandet? Eller vil man hive opsparingen frem og slå to fluer med et smæk ved at skabe rekreative ø-lignende naturreservater? Det er sat på spidsen, men for beboerne i Vejlby Fed kredsede samtalen netop om balancen mellem den fysiske beskyttelse og bevarelse af den kystnatur, de alle holder af.

For der er ulemper ved begge strategier, når vandet også strømmer ind fra åen, falder ned fra oven og trænger sig på fra grunden. Katrina Wiberg, lektor ved Center for kommende landskaber ved Arkitektskolen i Aarhus, tog netop højde for nuancerne. Hun præsenterede en vifte af løsningsmodeller for klimatilpasning i kystnære byområder. For det er nødvendigt med kombinerede løsninger, der virker både på kort og lang sigt, fremhævede hun. Løsninger, som tager højde for det komplekse samspil mellem natur, infrastruktur og lokalsamfund.

Der blev lagt vægt på, at løsningerne derfor ikke kun skal handle om at bygge diger eller pumper, men også om at tænke i rekreative og naturbaserede tiltag, der kan give værdi til området.

Bekymringen omkring vandet, der presser sig på, var ikke til at tage fejl af, men glæden ved områdets natur var om end større. I hvert fald når man spørger nogle af grundejerne i Vejlby Fed – og det gjorde vi.

Efter at have fået vind i håret på digevandring, stemte flertallet af de fremmødte, at fysisk beskyttelse og kystnatur var de to vigtigste prioriteringer for dem. Men perspektiverne var mange, kompleksiteten stor – og som følge lurede frustrationerne om fordelingsnøgler, styring og betalingsmodeller.

Området er udvalgt i Statslig engagement (Klimatilpasningsplan 1), som skal understøtte kommunernes klimatilpasning i udvalgte kystområder. Både Aarhus Kommune og kommunens stadsarkitekt var derfor også mødt op for at suge til sig af viden og synspunkter. For selvom den konkrete situation er unik for beboerne, er den fælles samtale om vandets udfordringer og mulige løsninger aktuel for mange.

Samtalen fortsætter

Dialogmødet markerede det første skridt i en længere proces for beboerne i Vejlby Fed. Måske det kan åbne dørene for vidensbaserede samtaler ikke kun i deres lokalsamfund, men også i andres. Sammen med Kystdirektoratet gør Videnskabernes Selskab i hvert fald et forsøg, når vi fortsætter touren i fire kystbyer med hver deres udfordringer og muligheder.

Fotos: Martin Dam Kristensen.

Af: Ghita Nidam Møller

Over tre meter vandstigninger i Sønderjylland, bølger på op til ni meter. Omkring 250 menneskeliv tabt og 50 skibe forlist. Op mod en tredjedel af Lolland oversvømmet. Ingen varsel. Det var virkeligheden, da en af Danmarkshistoriens voldsomste stormfloder fra øst overraskede danskerne med sin styrke i de indre danske farvande den 13. november i 1872.

Voldsomt, men glemt. 1872-stormen er så småt druknet i forglemmelsen, mens vi i nyere tid har fået en brat påmindelse om naturens styrke. Senest ramte stormfloden i oktober 2023 som en lussing. Sommerhuse og diger blev knust, mens både, huse og haver blev bølgernes bytte. Stormfloderne slæber et desperat ekko efter sig – hvornår sker det næste gang, og hvordan beskytter vi os?

En stor del af svarene gemmer sig i Videnskabernes Selskabs arkiv. Observationerne fra en af Danmarks mest ekstreme stormfloder i 1872 blev nemlig, for første gang, nøje indsamlet og analyseret i de efterfølgende år. Den viden lever videre i dag og er fundamentet for ny forskning såvel som arbejdet i DMI, Kystdirektoratet og konsulenthuse som COWI, når vi skal forudsige og beskytte os mod den næste stormflod.

Det er muligt blandt andet takket være fortidens borgere og én persons særlige videnskabelige indsats: Ludvig August Colding.

1872: Da havet rejste sig – og Colding svarede igen

Ludvig August Coldings navn ringer måske ikke ligefrem en klokke, men han er lidt af en rockstjerne, hvis man arbejder med vand og kystbeskyttelse. For Colding var en ekstraordinær videnskabsmand: Københavns stadsingeniør, H.C. Ørsteds protegé, en vigtig drivkraft i DMI’s første år og ikke mindst medlem af Videnskabernes Selskab.

”Han er faderen til dansk digelov og til det arbejde, som Kystdirektoratet, DMI og alle mulige andre læner sig op ad,” siger Peter Fløcke Klagenberg, ledende projektleder for kystbeskyttelse i rådgivningsvirksomheden COWI.

Colding tog nemlig på eget initiativ hånd om at undersøge stormfloden i 1872. Det vil sige et ekstraordinært regionalt højvande, som blev forårsaget af stærk vind fra øst, der pressede vandet mod land – ligesom Oktoberstormen i 2023. Colding mobiliserede borgere for at indsamle data fra Østersøen og Den Botniske Bugt. Det tog ni år.

For selvom tilgangen var simpel, var den omfangsrig: Skemaer med tomme felter for vindens retning, vindens styrke og havniveauet tre gange i døgnet over tre dage (før, under og efter stormen) blev sendt ud gennem en række kanaler i indland og udland samt i Berlingske Tidende. Og det blev taget varmt imod. Colding modtog 400 besvarelser fra både private og regeringer, herunder den svensk-norske, den russiske og den tyske regering. Ikke nok med det, så tog han turen på hesteryg langs de berørte kyster for at indsamle borgeres observationer og barometriske målinger, dvs. hvordan lufttrykket var under stormen.

Observationerne stod ikke alene. Med data i banken kunne Colding tegne vejrkort, hydrografer og udlede teorier. Al den viden er heldigvis bevaret i Videnskabernes Selskab i en udgivelse med 23 planer og kort, der med metodisk stringens sætter stormfloder på formel.

Samlingen af det hele udkom i 1881 som den sidste af Coldings ti videnskabelige publikationer om vand og by. Og dét er helt afgørende for dig, mig og kystnære, lavtliggende huse i dag.

Allerede et år efter stormfloden vedtog det daværende Rigsdagen Danmarks digelov, og straks efter gik digebyggeriet i gang med statsstøtte, herunder det 63 km lange dige på Lolland og det 17 km lange dige på Falsters østkyst.

Glemte borgere redder os 150 år senere

Med nutidens briller er Coldings publikation måske derfor en af selskabets vigtigste og mest indflydelsesrige, fremhæver Andreas Roepstorff, som er professor, centerdirektør ved Aarhus Institute of Advanced Studies ved Aarhus Universitet og medlem af Videnskabernes Selskab.

”Videnskabshistorisk er det et utrolig interessant eksempel på et meget tidligt studie, der ud fra enkelte observationer og ud af den lokale viden, der findes, får tegnet en totalbeskrivelse, som ser det hele ovenfra. Det er på et tidspunkt, hvor man ikke har satellitter, men indsamler målinger fra fyrmestre og observationer fra havne, og hvad man ellers får fat i.”

Udgivelsen taler på den måde direkte til nutidens udfordringer og er samtidig et eksempel på ”citizen science” før begrebet overhovedet eksisterede. På hvordan borgere og forskere samarbejder om at skabe løsninger. Selv når naturens stærkeste kræfter er i spil.

Blind kystkærlighed giver bagslag

Timingen for både 1872-stormen og dataarbejdet er næsten tragisk symbolsk, eftersom Danmarks Meteorologisk Institut (DMI) efter længere tids forarbejde først formelt set kom til verden, kort før stormfloden væltede ind og understregede behovet. Af den grund var der hverken faste vejrstationer, brugbare vejrudsigter eller varslingssystemer. Derfor havde ingen set stormen komme. Der var ingen data i Danmark. Det var Colding med til at lave om på og sikrede dermed en vigtig dansk statistisk milepæl for fremtiden som en hundredårshændelse.

”Stormfloden i 1872 er en hændelse, der er så ekstrem, at den undgår almindelig statistisk analyse,” siger Jacob Woge Nielsen, som er oceanograf i DMI.

Stormfloden står dog ikke alene. Tyske publikationer før og efter 1872 fortæller om stormfloder, der næsten er på samme niveau. Den slags data fra historiske stormfloder er afgørende i al efterfølgende statistik, da det udgør ekstrempunktet for kystbeskyttelse herhjemme i dag. Det danner grundlaget for kendskabet til de vind- og trykforhold, der var i Nordvesteuropa, forklarer Jacob Woge Nielsen. Han har tilmed selv en udgave af Coldings udgivelse stående, fordi den stadig er skræmmende aktuel.

Coldings undersøgelser bruges stadig i undervisningen af nutidens oceanografer. Derfor kan det virke absurd, at vi med Coldings viden i banken ivrigt har bygget op og ned ad kyster med sommerhuse og smukke strandvillaer i en lykkelig fornægtelse af 1872, fremhæver både Peter Fløcke Klagenberg og Jacob Woge Nielsen. Næsten 80 procent af Danmarks byer ligger ud til havet, nogle tættere på kysten end andre.

Det er en risiko med åbne øjne, men det er nu engang alment menneskeligt, at fornemmelsen for fare går i glemmebogen med tiden. 150 år er trods alt lang tid.

Hvad så nu?

Nu er både faren nær og kendt igen – og med det fortidens viden aktuel. Nutidens referenceramme for de højest mulige vandstande stammer netop fra Coldings udgivelse i Videnskabernes Selskab. Det er nu minimumsniveauet for kystbeskyttelse i ”worst case scenarier”, når vi bygger nyt eller beskytter det eksisterende med alt fra Lynetteholmen til nye planer for kilometerlange diger ved Køge Bugt eller langs Amager Strand. Hvordan kan vi tage ved lære og finde løsninger, så vi undgår de dyre, ulykkelige ødelæggelser?

I Holland har man lært af en drabelig stormflod i 1953, hvor flere diger brød sammen og op mod 2.000 mennesker mistede livet. Siden da har man ikke bygget helt ude ved kysterne, hvor fortidens ødelæggelser spøger, fortæller Peter Fløcke Klagenberg.

Men der er andre måder at beskytte og anskue vores samliv med havet og de tilhørende dilemmaer, som ikke indebærer en sådan skarp adskillelse af land og hav. En måde, hvor vi omfavner lykken ved kystlivet med mulige strategier såsom tilpasning, tilbagetrækning og beskyttelse. Når vandet kommer, følges dilemmaerne og mulighederne for at forene naturen og vores liv, hvor land og vand mødes.

Kyster og klima i karambolage

Peter Fløcke Klagenberg har selv haft fingrene i Coldings arbejde for at genskabe vejrforholdene i en vejrmodel, der gør det muligt at konstruere diger eller naturløsninger, der kan sikre byer mod lignende ødelæggende overraskelser fra havet.

”Vi prøver at bygge smart, så vi kan holde til noget, der minder om 1872-lignende stormfloder medtaget fremtidens havspejlsstigning og bølger. Vi står på skuldrene af Coldings arbejde,” forklarer Peter Fløcke Klagenberg.

”Det er også nu, at vi har erkendelsen af, at vi måske har ladet os forblænde af kystens tiltrækning uden at lære af fortiden og derved uden at acceptere, at vi egentlig har bygget lidt for dumt,” siger han.

Men der er håb. Konsulenthuse som Cowi, Kystdirektoratet og en række forskningsprojekter udforsker nye måder at gøre det meningsfuldt – og kreativt med værdiskabende bonusser.

I dag er kystbeskyttelsesanlægget Kalvebod Dige i København nemlig et af de få, der er dimensioneret til at holde til en 1872-storm. Det er derfor nødvendigt at bygge nye, effektive anlæg landet rundt for at beskytte og udvikle vores rige kystliv mod fremtidige storme.

Stormfloder bliver ikke nødvendigvis hyppigere – men de bliver værre. Det skyldes, at havniveauet ved kysterne stiger. Når stormene rammer, starter de fra et højere udgangspunkt, og det betyder, at vandet bliver presset længere ind over land.

Ifølge DMI og FN’s klimapanel (IPCC) kan havniveauet i Danmark ligefrem stige med op til to meter i løbet af de næste 125 år. Det gør Coldings data endnu vigtigere i dag, fordi den sætter rammen for, hvor galt det kan gå – og dermed, hvor stærkt vi skal finde nye løsninger, der balancerer kærligheden til kysterne og beskyttelsen mod havets indtog.

Sådan ved vi det: Videnskabernes Selskabs arkiv, Nationalbanken, DMI, Ingeniøren, Kystdirektoratet og COWI.

Pst… hvis du er nysgerrig på udviklingen af vandstanden og hyppigheden af fremtidens stormfloder, kan du dykke ned i flere detaljer i DMI’s Klimaatlas. Det er for nyligt blevet opdateret med ny data – du finder det her: Havet truer – men hvor, hvor meget og hvornår? | DMI

Havet stiger, regnen falder i mere ekstreme mængder, og grundvandet presser sig op nedefra. Samtidig forringes havets økologiske tilstand med konsekvenser for både natur, lokalsamfund og erhverv. Det stiller os over for et afgørende spørgsmål:

Hvordan lever vi med havvandsstigninger og foranderlige kystlandskaber – og hvordan skaber vi fælles løsninger på tværs af viden, interesser og hensyn?

Det er omdrejningspunktet for et nyt samarbejde mellem Videnskabernes Selskab, Kystdirektoratet og en række lokale partnere, når formidlingsinitiativet VidenSkaber i efteråret besøger fem kystnære lokalsamfund i Danmark.

Fem steder, fem temaer – én fælles udfordring

Langs Danmarks kyster mærker vi allerede klimaforandringerne. Det påvirker ikke bare landskabet, men også vores forståelse af, hvad kysten er og kan være. Er havet og kystnaturen noget, vi skal kontrollere, tilpasse os eller trække os tilbage fra?

Samarbejdet sætter fokus på fem konkrete steder i landet, hvor lokale problemstillinger og forskningsbaseret viden danner rammen om nye samtaler og tilgange til klimatilpasning, hvor vandet presser sig på.

Målet er sætte borgere, forskere og myndigheder sammen for at dele viden og erfaringer om livet med og ved havet. De konkrete aktiviteter er hvert sted aftalt og afpasset efter de lokale forhold og ønsker. Gennem vandringer, dialogværksteder og sanselige oplevelser er ambitionen at styrke vores fælles vidensgrundlag og borgernes stemme i samtalen om klimatilpasning og naturgenopretning i vores kystnære områder.

“Klimaforandringer og havvandsstigninger kræver tæt samarbejde med dem, der lever med udfordringerne til hverdag, og at der lokalt opbygges fælles forståelser og stærke fællesskaber omkring indsatserne. Derfor er det afgørende, at vi som Kystdirektorat – i tæt samarbejde med kommuner, forskere og øvrige aktører – møder lokale folk og omsætter deres perspektiver og behov til ny viden og data, så borgere og kommuner bedre kan handle og træffe beslutninger om lokale klimatilpasningsindsatser,” siger antropolog og specialkonsulent fra Kystdirektoratet, Andreas Lyse Brandt, og uddyber:

”Samarbejdet om formidlingssatsningen VidenSkaber viderefører Kystdirektoratets lange tradition for at komme ud i landet og skabe dialog med lokale om de udfordringer og muligheder, der opstår for livet ved og med de foranderlige kystlandskaber omkring os.”

Tæt på kystlivet, videnskab og fælles fremtid

VidenSkaber bringer nogle af landets dygtigste forskere ud i landet for at dele deres forskning, samtale med lokale borgere om hverdagsnære problemstillinger og tage borgernes input med tilbage til arbejdsbordet. Håbet er at dele viden om klimaforandringer og –tilpasning og samtidig styrke den demokratiske samtale og det lokale engagement.

“I en tid, hvor verden kun bliver mere kompleks, er der behov for at få styr på, hvad der er videnskabeligt underbygget viden. Det er faktisk helt afgørende for, at vi kan træffe oplyste beslutninger, og for at vi kan bevare tiltroen til myndigheder, forskere og hinanden,” siger præsident for Videnskabernes Selskab, Susanne Ditlevsen, og fortsætter:

”I Videnskabernes Selskab har vi flere hundrede års tradition for at bringe forskningen ind i den offentlige samtale. Vi er glade for samarbejdet med Kystdirektoratet og er stolte af, at kunne bidrage med forskningsbaseret viden netop dér, hvor den gør en forskel for befolkningen.”

Af: Ghita Nidam Møller

En isbjørn i Vendsyssel. Bopladser på bunden af Aarhus Bugt. En skov under Storebælt. Engang var Danmark et stort sammenhængende landområde. Men igennem jægerstenalderen steg havet dramatisk på grund af klimaforandringer og forvandlede det, vi i dag kalder Danmark, til et ørige.

Hvordan ændrede de forandringer livet for datidens dyr og vores forfædre, og hvad kan den slags markante omvæltninger sige om vores nutid og fremtid?

Det forsker professor i molekylær naturhistorie Eline Lorenzen og marinarkæolog Peter Moe Astrup i. Med DNA fra fortidens dyr og arkæologiske fund fra havets bund kaster de hver især lys over en dramatisk periode i Danmarks historie – og peger på, hvordan fortiden kan hjælpe os med at forstå nutidens klimaforandringer.

”Jeg startede med nutiden, og med tiden gik det op for mig, at nutiden kun kan forstås i konteksten af den fortid, der er gået forud,” siger Eline Lorenzen.

”Det er derfor, jeg er blevet mere og mere optaget af tid og af at kigge 10.000 og 100.000 år tilbage for at forstå, hvorfor vi i dag har den mangfoldighed af arter, vi har.”

Et land under vand

Eline Lorenzen dykker ned i fortidens dyreliv, mens Peter Moe Astrup jagter svar på, hvordan vores forfædre levede. Hun forklarer, hvordan DNA fra dyreknogler kan afsløre, hvilke arter der levede i Danmark – og hvordan de forsvandt.

“DNA er jo vores arvemasse. Det er et kæmpe puslespil over vores fortid,” fortæller Eline Lorenzen og forklarer: “Når arter bliver indskrænket, som det jo sker, når et område bliver til en ø, og der ikke længere er fri passage frem og tilbage, så risikerer nogle arter hurtigere at uddø.”

For omkring 6000 år siden ændrede både klima og landskab sig markant. Tættere skove erstattede åbne stepper, og med overgangen til agerbrug forsvandt arter som vildhesten. I stedet kom generalister som hare og husmår, der trives i menneskepåvirkede miljøer. Efter Danmark blev et ørige, fulgte en stabil periode på 3000 år, hvor man ikke ser de store ændringer i pattedyrsfaunaen, fortæller hun. Natur og dyr fandt ro for en tid.

Peter Moe Astrup dykker bogstaveligt efter svar på, hvordan havet også påvirkede menneskene ved at lede efter arkæologiske bosættelser og redskaber i træ, ben og flint på havbunden. Men “det er ret svært at finde de her præcise steder menneskene opholdt sig, ” siger han.

I Aarhus Bugt har han fundet spor af bopladser fra Maglemosekulturen – en periode, der tidligere blev betragtet som en indlandskultur, men som vi måske i højere grad skal betragte som en kystkultur. Ved hjælp af undervandsstøvsugere og dykkerudstyr har Astrup og hans kolleger afdækket nogle af de redskaber og knogler, som blev efterladt på datidens kystbopladser samt træstubbe, der står rodfaste på det, der nu er havbund.

Et puslespil af fortiden

Begge forskere arbejder altså med fragmenter – DNA, knogler, redskaber – som brikker i et større puslespil. Det gør de på hver sin måde for at finde ud af, hvordan dyr og mennesker så ud og levede:

“Vi prøver at finde brikkerne i det store puslespil,” som Peter Moe Astrup siger.

For Eline Lorenzen er knoglernes arvemasse et konkret vidnesbyrd om en svunden tid, hvor havstigninger har forandret både landskab og dyreliv.

“Der sker nogle successionsbølger,” siger hun og uddyber: “Der er dyr, der er vandret ind, så er nogle af dem uddøde, og så er de vandret ind på ny.”

Et spektakulært fund er en isbjørnekæbe fra en grusgrav i Vendsyssel. Den er omkring 12.500 år gammel og kæmpestor. Meget større end de største bjørne, der er i Alaska nu, forklarer hun.

For Peter Moe Astrup er fortidens brikker arkæologiske fund af redskaber og knogler fra bopladslagene, der giver et indblik i, hvad der er blevet spist. Det er indirekte beviser for den menneskelige kultur. I Aarhus Bugt håber de også på at finde knogler, som ved nærmere analyse måske kan vise sig at være fra mennesker og dermed kan sige noget mere præcist om vores forfædre og deres kostvaner.

”Hvis vi finder menneskeknogler, vil vi f.eks. kunne finde ud af, hvor stor en procentdel af deres føde der stammede fra havet,” siger Peter Moe Astrup.

Fortidens klima som spejl

Når Peter Moe Astrup graver i fortiden, forsøger han at besvare et grundlæggende spørgsmål: Hvordan reagerede mennesker på de store forandringer?

“Det er jo tit blevet foreslået, at havstigningen tvang menneskene til at flytte deres bopladser,” siger han. Men det er svært at bevise arkæologisk.

“Det kunne også være, at de alligevel flyttede så meget rundt, at de ikke opholdt sig tilstrækkelig lang tid til at mærke konsekvenserne af et stigende havniveau,” siger han, men peger dog på, at dramatiske begivenheder som tsunamier og stormfloder kan have haft øjeblikkelige konsekvenser.

Peter Moe Astrup fremhæver, at de mange stenalderbopladser i de indre danske farvande giver “ekstremt præcise fikspunkter for vandstanden.” Det gør det muligt at sammenligne temperaturændringer med havspejlsændringer over tid.

“Der er rigtig meget snak om fremtiden, og hvad en temperaturstigning kommer til at betyde for vandstanden,” siger han. ”Her kan man gå tilbage i tiden og forsøge at forstå, hvad skete der, da temperaturen faktisk steg to grader.”

Mennesket tilpassede sig. De mærkede en forandring og agerede derefter. Vi er her stadig. Det samme gælder for dyrene: nogle flyttede sig, nogle tilpassede sig, og andre uddøde.

”Samlet kan man jo sige, at havstigningerne skabte en masse forandringer. Der var dyr, der uddøde, og der var formentlig mennesker, der blev skyllet over af en flodbølge og alt muligt andet, men det gav også nogle nye muligheder for at leve på en anden måde langs kysten, og der var så måske nye dyr, der fik nogle andre muligheder,” siger Eline Lorenzen.

“Hver forandring er ikke skidt i sig selv. Det skaber muligheder for andre, hvis det går skidt for dem, der er der,” tilføjer hun og understreger, at naturen altid har været i forandring.

Men Eline Lorenzen peger også på en afgørende forskel mellem dengang og nu: “Vi fylder så meget som art, menneskene”.

Så kan vi lære af fortiden? Svaret er ja – men det kræver, at vi handler. I dag har vi viden om kloden og klimaforandringerne.

“Vi er som menneskehed fuldt ud bevidste om klimaforandringerne, og vi har en global handlekraft. Det er bare om at gøre brug af den,” siger Eline Lorenzen.

Hvordan blev Danmark til et ørige? Hvem er havets usynlige klimahelte? Og kan vi finde fremtidens medicin i mikroskopiske havbakterier?

Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på i otte nye afsnit af podcasten Hvordan ved vi det?, hvor forskere fra forskellige fagområder mødes i samtaler, der bringer os tættere på havets mange mysterier og muligheder.

I hvert afsnit sætter to forskere sig sammen med vært Torben Sangild – forfatter og journalist på Zetland – for at udforske alt det, vi ved om havet, og alt det, vi stadig er ved at finde ud af.

Samtalerne spænder vidt: fra narhvalens rolle som klimavidne til de kulinariske eventyr med tang og søpindsvin, som venter i fremtidens våde fødevarekammer. For ikke at glemme det mindste undersøiske liv, som kan være nøglen til at løse den presserende antibiotikaresistenskrise.

Podcasten er en del af formidlingsinitiativet VidenSkaber, som gennem en række aktiviteter i efteråret stiller skarpt på spørgsmålet: Hvad sker der, når havet forandrer sig?

Lyt med – og tag med under overfladen! De nye afsnit udkommer hver anden uge.

Psst… Du kan også sætte de tidligere afsnit i lyttekøen og blive klogere på, hvordan kunstig intelligens forandrer vores hverdag.

Det er nemt at fortabe sig i alt det, vi ikke ved om havet – 95 procent er ukendt territorium.

Men der er også uendeligt meget vi ved, og en hel masse, som forskerne er i fuld gang med at undersøge. For det blå dyb spiller utvivlsomt en hovedrolle i vores liv. Spørgsmålet er hvordan.

Det sætter Videnskabernes Selskab til debat sammen med nogle af landets førende forskere på tværs fagligheder, når formidlingssatsningen VidenSkaber turnerer landet rundt med fem debatarrangementer og to online foredrag.

Vær med, når vi dykker ned i alt fra kapløbet om kritiske ressourcer på dybhavets bund over fremtidens våde fødevarekammer til vores kyster og klimas dynamiske liv.

Vi undersøger, hvordan havet og vores liv former og forandrer sig i parløb – og hvad der sker, når vores liv på kloden udfordrer livet i havet og presser klimaet mod et tipping point.

Det sker alt sammen med afsæt i ét spørgsmål: Hvad sker der, når havet forandrer sig?

Deltag i debatten, når vi sætter eksperterne på scenen – og publikum i centrum. Undervejs inviterer vi til åben debat, hvor dine spørgsmål, holdninger og idéer bliver en del af samtalen.

Spring på, når debatten er nær dig (læs mere og tilmeld dig via link):

• Aarhus: Dybhavet – livets skjulte oaser og fremtidens råstofkampe
• Herning: Kan vi sætte pris på havet?
• Odense: Er vi tæt på klimaets tipping point?
• København: Havets grønne fødevarer – hvordan spiser vi sundt og klimavenligt?
• Aalborg: Når havet former os – kultur, kystliv og klimaforandringer

Passer lokationen ikke, har du også to muligheder for at blive klogere online:

• Et hav af bakterier: Redder eller dræber de os?
• De atlantiske havstrømme – på vej mod et tipping point?

Havet dækker to-tredjedele af vores planet og spiller en afgørende rolle for livet på kloden. Fra produktionen af halvdelen af den ilt, vi indånder, til reguleringen af klimaet og bindingen af CO₂ er havet essentielt for vores livsvilkår. Alligevel ved vi i dag mindre om havets bund, end vi gør om månens overflade.

I 2025-2026 stiller Videnskabernes Selskab derfor skarpt på havet med formidlingsinitiativet VidenSkaber. Gennem forskningsbaseret formidling og borgerinddragende tiltag undersøger vi ét centralt spørgsmål: Hvad sker der, når havet forandrer sig? Det gør vi med generøs støtte fra Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden.

Evigt parløb med havet

Det betyder nemlig ikke så lidt, når havet rykker på sig i et lille land som Danmark, der er omringet af vand. Faktisk så omringet, at ingen bor længere end 50 km fra kysten. Og med en kystlinje på næsten 9.000 km er vi som land og folk formet af det hav, som omgiver os. Siden de første mennesker kom til Danmark i stenalderen, har vi levet af og med havet. Det gennemstrømmer vores sprog og litteratur, vores adfærd, maden på tallerkenen og samfundet.

Havet er let at tage for givet. Men klimaforandringerne ændrer havet og tvinger os til at tage stilling. Vi truer det, og det truer os. Havniveauet stiger, biodiversiteten er under pres, og økosystemer forandrer sig i et bekymrende tempo. Men hvordan tilpasser vi os en verden og et klima i stigende forandring, og hvordan griber det ind i lige præcis din hverdag?

Det er dét, vi vil udforske det kommende år gennem VidenSkaber. I selskab med nogle af Danmarks skarpeste forskere bringer vi et væld af forskellige fagområder i spil. Med alt fra havbiologi og klimaforskning til samfundsvidenskab, litteratur og historie er målet i fællesskab at blive klogere på havet: på dets våde fødevarekammer, dets usynlige livs overvældende betydning for menneskets og klodens sundhed samt havets spejling af vores fortid og glimt af fremtiden i dybhavets rigdom.

Kom med på dybt vand

VidenSkaber søger at gøre videnskaben vedkommende og åben for alle. Gennem workshops, debatter, foredrag, podcast og artikler bringer vi forskningen ud der, hvor hverdagen lever. Deltagere og publikum bliver inviteret med til at stille spørgsmål, udfordre antagelser og blive bedre til at skelne mellem, hvad der er videnskabeligt underbygget viden, og hvad der ikke er.

VidenSkaber stiller derfor altid det gennemgående spørgsmål: Hvordan ved vi det? Det gør ikke bare videnskaben mere tilgængelig, men styrker også den offentlige samtale.

Seneste tema: Kunstig intelligens

I 2024-2025 stillede VidenSkaber skarpt på spørgsmålet ”Hvordan forandrer kunstig intelligens vores samfund?”. Her samlede vi mere end 8.000 deltagere i hele landet og engagerede forskere fra knap 20 forskellige fagområder. Og ikke nok med det udkom VidenSkabers podcast af samme navn som vores kernespørgsmål: Hvordan ved vi det? Podcasten blev modtaget med stor interesse og vender derfor i denne runde tilbage med otte nye afsnit om havet.

Følg med

Programmet for det nye tema bliver offentliggjort løbende fra juni 2025. Du kan finde datoer for debatter, foredrag, workshops og podcastudgivelser på VidenSkabers hjemmeside. Vil du være blandt de første til at høre nyt? Tilmeld dig da vores nyhedsbrev her, så holder vi dig opdateret på VidenSkaber og selskabets mange tilbud og aktiviteter.

Hvis du er nysgerrig på havet, kan du se teaservideoen om temaet her: