DEBAT: Videnskab er public service – derfor skal det være en del af medieforliget
Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 9. marts 2026.
Folketingsvalget er udskrevet, og medieforliget er skudt midlertidigt til hjørne. Men det er mere aktuelt end nogensinde at holde fast i fokus på indholdet i det kommende medieforlig.
Den hastige fremmarch af kunstig intelligens og et stigende brug af sociale medier har gjort det langt sværere for borgere at skelne mellem vilkårlige påstande og forskningsbaseret viden. Det bliver ikke nemmere af, at algoritmer belønner det indhold, der engagerer mest. Og vel at mærke ikke nødvendigvis det, der er sandt eller velunderbygget af forskningsbaseret viden.
Dermed risikerer vores syn på verden at drukne i halve sandheder og polariserende fortællinger. Videnskab er en del af løsningen, modgiften så at sige. For mens nogle strømninger gør verden mindre og dummere, så kan videnskaben åbne verden. Videnskab kan gøre verden større, hvis vi giver den plads.
I dag fylder videnskab meget lidt i public service-forpligtelserne. I medieforliget fra 2023-2026 optræder ordet videnskab faktisk ikke én eneste gang. Det samme gælder i TV 2’s public servicetilladelse og DR’s public servicekontrakt, mens den fremhæver, at medierne er forpligtet til at formidle den kristne kulturarv, Rigsfællesskabet, Norden, kunst og kultur samt bred dækning af smalle idrætsgrene.
Videnskab bør derfor også indgå og være defineret som en kerneopgave i public service. Vi må ikke glemme, at videnskab også er en hjælp til journalistikken, hvis den bliver indtænkt og forankret i dækningen af alt fra klima til sundhed. Når vi skæver mod amerikanske tilstande, så kan man overveje, om vi har råd til at lade være.
Demokratiet har brug for videnskab, og danskerne vil have den. En undersøgelse fra projektet Viden og Demokrati viser tydeligt, at der er både interesse og behov for mere forskningsformidling i nyhedsbilledet.
Et flertal af danskerne ønsker, at forskere deltager mere i medierne. Samtidig viser undersøgelsen, at forskerne har den højeste tillid af alle repræsenterede grupper. Den tillid kan med fordel smitte af på medierne.
Public service-medierne er den oplagte platform. Ifølge tal fra Kulturvaneundersøgelsen 2024 fra Danmarks Statistik følger over 60 procent af befolkningen dagligt med i nyheder. På ugebasis gælder det for mere end 90 procent. Det er netop primært gennem de klassiske medier, hvor DR og TV 2 når bredere ud end nogen andre.
Derfor forekommer det så oplagt, at videnskab bør være en naturlig og tydelig del af dansk public service – og dermed også en central del af det kommende medieforlig. Vi har to forslag.
Det første er en “Videnskabsredaktør” i DR. Det skal være et centralt anker i form af en eller flere medarbejdere med indsigt i både videnskab og journalistik. Denne skal sikre, at metode og faglig kvalitet gennemsyrer DR’s indhold fra strategi, nyheder, dokumentarer og verificering til intern kompetenceudvikling.
Med DR’s strategi “Forskellige sammen”, der sigter mod at være danskernes mest tillidsvækkende medie og styrke demokratiet i en fragmenteret tid, er fundamentet allerede lagt. Vi bider særligt mærke i de to første pejlemærker, som videnskaben kan være med til at løfte: “DR vil være danskernes foretrukne nyhedsanker og garant for faktabaseret indhold”, og “DR vil gøre sig fortjent til danskernes tillid”. Deres mål er tilmed, at ”DR skal være nr. 1 på tillid”.
DR’s initiativ til verificering af, hvad der er fakta og fup, er et vigtig skridt. Men tillid og videnskab kræver og er mere end det. Det næste logiske skridt er at gøre videnskab til en central og internt forankret del af public serviceopgaven.
Hvis Danmark skal stå stærkt i fremtiden, skal vi eksplicit skrive videnskab ind i forpligtelserne. Ikke kun som en særskilt faktatjekmekanisme eller programtype, der bliver gemt til aftentimerne eller overladt til nicheformater.
Det skal være en grundlæggende opgave, der bliver integreret bredt i nyhedsformidling, dokumentarer, podcast, kulturprogrammer, beredskabskommunikation og øvrig public service‑virksomhed. Det vil også kræve, at vi klæder journalister og redaktører på til at vide, hvad videnskab er – og hvordan man formidler den. Her tæller for eksempel, hvordan man behandler nye forskningsresultater, videnskabelig uenighed, kildevalg, usikkerheder og lignende.
Derfor er vores andet forslag at etablere et Center for Videnskabsjournalistik (på DMJX). Centret skal bidrage til systematisk kompetenceopbygning i hele fødekæden ved at: integrere metode i journalistuddannelsen, tilbyde efteruddannelse, rådgive redaktioner og udvikle nye formater til forskellige målgrupper.
Velvinklet journalistik, der både indtænker og dækker videnskab kan nemlig give os nuancer, forklaringer, sammenhænge og perspektiver. Den kan inspirere og skabe håb.
Den kan hjælpe os med at forstå os selv, vores sameksistens og vores planet bedre. Og den kan lære os at stille kritiske spørgsmål baseret på videnskabelige metoder frem for mavefornemmelser.
Det er nødvendigt. Når befolkningen mangler indsigt i, hvordan forskning foregår, bliver det vanskeligere at værdisætte forskningsbaseret viden over andre former for information. Det gør os mere sårbare over for skepsis og polarisering, som vi har set i debatter om vaccination og klima.
Når borgerne modsat møder solid og troværdig viden, får de mulighed for at deltage kritisk, konstruktivt og meningsfuldt i demokratiet. Det afgørende spørgsmål er derfor: Lever vores public service-medier i dag op til det ansvar som bindeled mellem forskning og borgere?
Svaret er ikke entydigt ja. Men det kan blive det. Medieforliget 2027-2030 er en stor mulighed for netop det.
