Artiklen er en kommentar af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 6. januar 2025. 

Kvindelige forskere forlader oftere en forskningskarriere end mandlige forskere – og dem, der bliver avancerer langsommere, og de tjener mindre end deres mandlige kollegaer.

Hvorfor? Litteraturen peger på forskellige og indimellem modstridende forklaringer, og grundene er formentlig mange og komplekse.

Sandheden er, at vi ikke rigtigt ved det.

Men vores nuværende meriteringssystem, der hylder den enkelte ensomme ulv på toppen i et stærkt konkurrencepræget forskningslandskab er absolut et af hovedproblemerne. Og ikke kun fordi det ensidigt fremelsker en bestemt og snæver type af talent og modarbejder diversitet.

Diversiteten bevæger sig langsomt

Forskningen er mere end nogensinde en kæmpe holdindsats, og historisk er mange af de største resultater opnået i forskningsmiljøer uden konkurrence.

Forleden var jeg til et møde i Videnskabernes Selskab sammen med tre generationer af kvinder i dansk forskning. Det var både spændende, skræmmende og inspirerende at høre, hvordan de udfordringer, som kvinder møder i forskningsverdenen, er de samme over tid, men strategier og tilgange til at håndtere dem er forskellige mellem generationerne.

Når Videnskabernes Selskab sætter en sådan ramme, er det ikke fordi Selskabet har en stolt tradition for at inkludere kvinder – tværtimod. Marie Skłodowska Curie blev som den første kvinde indvalgt i 1920, men da havde hun også vundet to nobelpriser. Mindre kunne ikke gøre det. Der gik næsten 50 år, før en kvinde her i Danmark fandt nåde for medlemmerne.

Det første indenlandske kvindelige medlem af Selskabet var Eli Fischer-Jørgensen, som blev indvalgt i 1968.* Langt over 200 år efter selskabets stiftelse i 1742. I dag er omkring en fjerdedel af medlemmerne kvinder, mens der blandt de nyindvalgte er en stort set ligelig fordeling mellem kvinder og mænd. Det bevæger sig, men ganske langsomt.

Kvinder kommer ikke med tiden

Også ligestillingen i den danske forskningsverden bevæger sig langsomt. Her er mobiliteten dog væsentlig større end i Videnskabernes Selskab (hvor man er valgt ind for livstid), så hvorfor er andelen af kvindelige professorer i Danmark ikke højere?

Her er det nemlig heller ikke mere end knap en fjerdedel. Uddannelses- og Forskningsministeriets opgørelser over andelen af kvinder på henholdsvis adjunkt-, lektor- og professorniveau viser nogle forholdsvis stabile andele over tid, men med markante fald i andelen af kvinder for hvert skridt op ad karrierestigen.

I grove tal udgør kvinder 40 procent af adjunkterne, 30 procent af lektorerne og 20 procent af professorerne.

Det interessante er, at siden starten af 1990’erne har der været flere kvinder end mænd, der opnår en universitetskandidatgrad. Men alligevel er det hovedsageligt mænd, der ender i professorstillingerne. Dem, der siger, at kvinderne “kommer af sig selv med tiden”, fordi der i niveauerne længere nede er flere kvinder, tager altså fejl.

Udviklingen viser et uforholdsmæssigt større fald i andelen af kvinder for hvert niveau. Og sådan har det været siden kvinderne kom ind på universiteterne. Det er ikke fordi, at kvinderne ikke findes i forskningsverdenen. De kommer bare ikke frem i samme omfang som de mandlige kolleger.

Rammerne fremmer ikke kvinder og mænd ligeligt

Vi har i mange år haft opfattelsen, at der tidligere ingen kvinder var i forskningsverdenen. Men det er også forkert. De senere år har vi heldigvis fået øjnene op for en håndfuld ganske banebrydende kvindelige forskere, som aldrig fik den anerkendelse, som deres bedrifter burde have bragt dem.

Oplagt er det at nævne Inge Lehmann, der som seismolog opdagede, at jordens indre har en fast kerne og Marie Hammer, der som zoolog undersøgte kontinentalpladernes bevægelser ved at studere mosmider.

At sådanne enestående videnskabelige kapaciteter er blevet overset og aldrig opnåede tilstrækkelig opbakning og anerkendelse kommer forhåbentligt ikke til at ske mere. Men vi kan lære af historien. Vi er fortsat ikke i tilstrækkelig grad i stand til at skabe rammebetingelser i den danske forskningsverden, der ligeligt fremmer de bedste kvinder og mænd. Der er fortsat store forskelle.

I 2018 gennemførte Damvad Analytics for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd en analyse af alle offentligt ansatte forskere i Danmark. Undersøgelsen påviste, at det faktisk går i den forkerte retning for kvinder med børn i akademia: Kvindelige forskere, der får børn, har en lavere sandsynlighed for at blive forfremmet end kvindelige forskere, der ikke har børn.

Derimod har det at få børn stort set ingen effekt på mandlige forskeres sandsynlighed for at blive forfremmet. Analysen viste også, at kvindelige forskere, der får børn, tjener mindre end kvindelige forskere, der ikke får børn. Faktisk koster det kvindelige forskere omkring 1000 kroner per måned i resten af deres arbejdsliv at få børn.

Denne effekt er markant mindre for mandlige forskere. Analysen kunne ikke påvise, at det at få børn påvirker forskernes sandsynlighed for at forlade universitetssektoren.

I forhold til fastansættelse så undersøgelsen på de færdige ph.d’er, der fortsætter på universiteterne. Hvor mange af disse havde opnået et lektorat efter seks år? Her var udviklingen klar. Det er sværere for alle at opnå et lektorat på seks år i dag end tidligere. Men gruppen af kvinder med børn skiller sig ud, for dem er det meget vanskeligt. Her fik 27 procent af kvinder med børn landet et lektorat indenfor seks år mod 40-43 procent for kvinder uden børn eller for mænd generelt.

Barsel er ikke den eneste årsag

Det er tydeligt, at der fortsat er markante forskelle på karriereperspektiver og karriereveje for kvinder og mænd i dansk forskning. Det, vi ikke kan se af data, er, hvorfor mønstrene reproduceres generation efter generation.

En plausibel grund er at kvinder holder længere barsel. Det er dog langt fra den eneste grund.

En anden mulig grund er, at det typisk forbindes med større prestige at forske i emner, hvor der er flere mandlige forskere. For eksempel er det sværere at få store forskningsbevillinger til tværvidenskabelige projekter, og CV’er fra tværvidenskabelige forskere er sværere at bedømme, hvis de klassiske (og problematiske) bibliometriske mål benyttes hovedløst.

Og hvorfor hylder forskningspriser og bevillinger altid enkeltindividet? Stort set al forskning bliver til i samarbejde og ved at udveksle ideer. Der er også typisk et krav om flere års udlandsophold hvis man skal gøre sig håb om en fast stilling – og det er ofte sværere at få til at hænge sammen med et familieliv for kvindelige forskere med børn.

Ærgerligt er det imidlertid, for i Danmark og Europa har vi mere end nogensinde brug for de fremmeste videnskabelige løsninger på de store udfordringer, vi står overfor. Vi har ikke som samfund råd til at gå glip af en stor del af talentmassen fra halvdelen af befolkningen.

*Rettelse: Det fremgik tidligere, at der gik næsten 50 år før den anden kvinde blev medlem af Selskabet. Det var dog 50 år før den første danske kvinde blev medlem. Altinget beklager fejlen.

Få overblik over alle debatindlæg her.