Fra forskning til folkelighed: Ny podcast hjælper forskere til at finde fodfæste i den offentlige debat

Videnskabernes Selskab sætter lyd til initiativet Formidlingsakademiet med en ny podcast, der guider forskere gennem formidlingens kunst – fra sociale medier til mediestorme og meningsdannelse.
Forsker Alexandra Brandt Ryborg Jønsson tager værtrollen på sig i Videnskabernes Selskabs nye podcast “Formidlingsakademiet”. Hvert afsnit byder på ét tema og én ekspert på området. Foto: Ghita Nidam Møller.

Samfundsdebatterne raser, mens de nysgerrige samtaler summer. Over morgenkaffen, i Folketingssalen, til direktionsmøder, i avisspalterne, og når du scroller gennem dit feed.

Det kan til tider give panderynker – hvor er videnskaben henne, og hvordan kan du selv tage ansvar for, at det bliver din stemme, som løfter debattens vidensniveau og tilbyder perspektiv?

Det kan du få svar på i Videnskabernes Selskabs nye podcastserie ”Formidlingsakademiet”. Navnet kommer fra selskabets kursusforløb, der arbejder for at uddanne forskere i effektiv kommunikation og engagement med offentligheden.

Nu bliver der sat lyd til missionen om at hjælpe alle forskere med den nye podcastserie, der rækker udover selskabets kurser til endnu flere uanset fagligt ståsted og erfaring.

Afsnit for afsnit guider vært og forsker i antropologi Alexandra Brandt Ryborg Jønsson lytterne gennem strategier, tips og tricks fra førende eksperters på tværs af fagligheder. Bliv klogere på alt fra, hvordan du går fra fagtermer til fængende fortælling, finder fodfæste som ekspert på de sociale medier, og hvordan man holder sig oven vande, hvis man ender i blæsevejr og mediestorm.

Hvert afsnit tager fat i ét afgrænset tema i selskab med en udvalgt gæst, der er ekspert på netop dét område. På den måde får du konkrete eksempler og erfaringer, som klæder dig på til de mange fordele og faldgruber, der følger med, når man blander sig i debatten.

Og måske lige så vigtigt sender bolden videre til lytteren: Hvad passer til dig, din forskning og ekspertisefelt?

Lyt med og udvid dit eget repertoire og perspektiv fra både forskerens, journalistens og kommunikatørens synspunkt.

De første afsnit er allerede ude. Find dem her.

Formidlingsakademiet er støttet af Carlsbergfondet og Novo Nordisk Fonden.

Nye afsnit i podcastserien Formidlingsakademiet udkommer hver uge.

 

Hvis du er sulten på mere, kan du tilmelde dig Videnskabernes Selskabs nyhedsbrev om forskningsformidling.

 

Du kan du skrive dig op til det gratis nyhedsbrev her.