Ph.d.-uddannelse og talentpleje for fremtiden

Ph.d.-uddannelse og talentpleje for fremtiden

Hvordan støttes de bedste talenter gennem uddannelsessystemet, så de udvikler deres fulde potentiale? Hvordan undgås, at talenter tabes på gulvet mellem forskellige uddannelsestrin, fordi de skal ’opdages’ på ny? Hvordan organiseres ph.d.-uddannelser, så også de bedste videnskabelige talenter næres til gavn for den samlede kvalitetsudvikling af dansk forskning?

Hvidbogen søger svar på disse spørgsmål, og den dokumenterer en række erfaringer med talentudvikling og en række tendenser inden for danske ph.d.-uddannelser. Det er håbet, at hvidbogen og det forskningspolitiske årsmøde 2015 tilsammen kan give inspiration til fremtidens videnskabelige talentudvikling ved at undersøge den som en del af en samlet talentkulturs fødekæde. Forskningspolitisk Udvalg har derfor bedt uddannelses- og forskningsministeren og repræsentanter for organiseringen af forskellige talentprogrammer og af danske ph.d.-uddannelser om at belyse, hvad der fremmer, og hvad der vanskeliggør talentudvikling som baggrund for en afsluttende debat.

Dyk ned i Hvidbogen 2015 nedenfor. Du kan finde tidligere hvidbøger og andre publikationer her.

 

Tenure track – en dansk model?

Tenure track – en dansk model?

På Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske årsmøde 2013 anbefalede den svenske professor Gunnar Öquist i en analyse af det danske akademiske system, at danske universiteter skulle etablere et internationalt kompetitivt tenure track-system. Siden da er ansættelsesbekendtgørelsen efter forhandling mellem Uddannelsesministeriet og organisationerne blevet justeret på adjunktniveau.

Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg har derfor valgt ”Tenure track: En dansk model?” som overskrift for det forskningspolitiske årsmøde i 2014. Dels er det værdifuldt at se på, hvilke tanker man konkret gør sig i de respektive fagmiljøer mht. at udmønte de nye muligheder for at formulere attraktive karriereveje for nye medarbejdere i praksis. Dels er det nyttigt nøje at overveje, hvilke positive og negative konsekvenser en sådan omlægning vil have i forhold til det på mange måder velfungerende system, som vi
kender i dag, set fra de forskellige aktørers synspunkt.

Dyk ned i Hvidbogen 2014 nedenfor. Du kan finde tidligere hvidbøger og andre publikationer her.

 

Faglig excellence ved masseuniversiteter

Faglig excellence ved masseuniversiteter

Traditionen tro holdt Videnskabernes Selskabs også i 2013 et forskningspolitisk årsmøde, hvor en række aktører i den forskningspolitiske debat gjorde os den glæde at bidrage til drøftelser af årets tema: Faglig excellence ved masseuniversiteter.

Selskabets Forskningspolitiske Udvalg havde valgt dette tema, fordi det i disse år er en af de helt store udfordringer for de danske universiteter. Spørgsmålet er, hvordan vi løser den indbyggede modsigelse mellem at ville levere forskning i verdensklasse og at uddanne forskere i verdensklasse, samtidig med at vi gerne vil uddanne en stadig større andel af de unge på universiteterne. Alle skal ikke være forskere, men alle skal
uddannes på en måde, der forløser deres talenter frugtbart, til en pris skatteyderne har råd til at betale.

Dyk ned i Hvidbogen 2013 nedenfor. Du kan finde tidligere hvidbøger og andre publikationer her.