At skifte spor er ikke at skifte mening: Grundforskning skal stadig “rage op over den daglige havregrød”

En ny titel som professor emeritus har givet medlem af Videnskabernes Selskab og dets præsidie Peter Harder anledning til at reflektere over et omfattende karriereforløb, hvor både universitetsmiljøet såvel som dets holdning til grundforskning har undergået store forandringer.

Efter en lang karriere som forsker og professor ved Københavns Universitet er det nu blevet tid for Peter Harder, dr.phil. og professor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, til at trække stikket til skrivebordslampen på KU-kontoret og begynde at lægge nogle andre linjer for, hvad hverdagen fremover skal indeholde.

Den universitetsverden, han forlader i dag, ligger imidlertid ganske langt fra den, som han ved sin karrieres begyndelse entrerede. I et interview med Selskabet mindes Harder, hvordan både professortitlens – og sideløbende hermed grundforskningens – status i universitetsmiljøet har taget et væsentligt dyk gennem årene.

Ifølge Harder var der før i tiden en slags holdning til universitetsprofessorer som værende ”nogle meget fine mennesker, som lavede noget meget fint”, hvilket i bred forstand også smittede af på den kollektive holdning til grundforskningen, der i forlængelse heraf også ”var omgivet af en respekt som ikke havde med sagen at gøre”. At denne form for fejlforankrede respekt har oplevet en deroute, generer ham dog ikke:

Denne overklassebetingede respekt er det generelt gået ned ad bakke med – og det synes jeg personligt er helt fint. Professorer er ikke finere end andre, og skal ikke pynte sig med en let fimset gratis prestige – og grundforskning skal på samme måde kun have krav på den respekt som følger af sagen selv.

 

Harder understreger dog på det kraftigste, at selvom grundforskningen ikke har krav på respekt for respektens skyld alene, så kan der ikke være tvivl om, at den er enormt vigtig – og meget mere vigtig, end den i dagens Danmark får behandling efter:

Forskning havde i gamle dage status af at være en del af det kulturelle overskud, som man som samfund syntes det var vigtigt at have råd til. Det at skabe ny viden var, ligesom at have Det Kongelige Teater og Skagensmalerne, noget som ragede op over den daglige havregrød. Man var stolt af at have Niels Bohr, ligesom man var stolt af H.C. Andersen. Men i vore dage er det også gået ned ad bakke med den værdiansættelse […], forklarer han.

Denne udvikling kan, siger han, kædes sammen med, at forskningen i tidens løb har fået opbygget en samfundsmæssig status som noget, der i høj grad skal være med til at sikre nationens fremtid – noget, der skal hjælpe os med at løse de helt store udfordringer, der på nationalt og globalt plan påvirker os netop nu. Og dette, påpeger han, har konsekvenser for kravet til, hvad forskningen skal præstere:

Det har betydet at universiteterne er kommet i søgelyset med hensyn til om de nu også gør nok for at løse den vigtige opgave, de er blevet tildelt. Det er i sig selv rimeligt nok – men det har betydet at der er knyttet en forventning om langt mere direkte anvendelighed til forskningen, end netop grundforskning typisk kan leve op til, kommenterer han.

Hvis det er hurtige resultater og direkte anvendelse, man vil have, så springer man højst sandsynligt over det gærde, det befinder sig bag. Og den mere snoede omvej, hvor der måske kunne have ligget uopdagede resultater – resultater, som man ikke i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig at have så meget som søgt efter – forbliver naturligvis ubetrådt. Men en sådan fuld satsning på hurtige, højaktuelle tekniske nybrud, som megen grundforskning ikke har potentiale til at realisere, har, ifølge Peter Harder, en enormt stor pris, når det kommer til de sammenhænge, hvor vi virkelig har brug for grundforskningen og det, den kan bringe med sig:

Bl.a. i relation til uddannelsessystemet mener jeg det at have et system hvor der løbende udvikles ny faglig viden og den gamle viden hele tiden er til diskussion, er af helt afgørende betydning – et overskud i systemet som forhindrer at man igen bliver henvist til Biskop Balles lærebog og andre vedtagne sandheder.

 

Men hvilke skridt skal der så tages for at mindske et ulige finansieringskapløb, hvor grundforskningen halter bagud som i dag? For Harder ligger en del af løsningen i at omtænke hele det mindset, hvor grundforskning og anvendt forskning ses som del af samme pulje – hvor det er logisk, at hvis man opprioriterer forskning, der er direkte formålsrettet, så må grundforskningen til gengæld prioriteres ned. Man kunne med større ret argumentere for det modsatte: Jo mere viden vi har brug for på konkrete problemområder, jo vigtigere er det at beskytte et samfundsmæssigt værdisæt, hvor nytænkning generelt har høj status:

Grundforskningen har sin berettigelse netop ved ikke at være bestemt af den problemhorisont man lige nu, med god grund, er optaget af, og den skal derfor finansieres ud fra et andet rationale. Der er andre måder at blive klogere på end ved at dyrke grundforskning – men grundforskning er et centralt udtryk for at samfundet prioriterer det at blive klogere som en værdi i sig selv, og ikke kun fordi det kan resultere i fakturaer, slutter han.

Et skift i beskæftigelse har ingenlunde betydet en ændret mening og overbevisning hos Peter Harder, når det kommer til, hvad der bør prioriteres og ændres i forskningssammenhænge, og hvordan vi skal adressere sådanne problematikker som samfund. Hans nye emeritus-titel forhindrer ham da heller ikke i fortsat at være et engageret og aktivt medlem i Videnskabernes Selskab, hvor styrkelsen af grundvidenskabens position i Danmark er en kerneværdi.

Denne artikel er skrevet af Rikke Reinholdt Petersen.