Af: Ghita Nidam Møller

Over tre meter vandstigninger i Sønderjylland, bølger på op til ni meter. Omkring 250 menneskeliv tabt og 50 skibe forlist. Op mod en tredjedel af Lolland oversvømmet. Ingen varsel. Det var virkeligheden, da en af Danmarkshistoriens voldsomste stormfloder fra øst overraskede danskerne med sin styrke i de indre danske farvande den 13. november i 1872.

Voldsomt, men glemt. 1872-stormen er så småt druknet i forglemmelsen, mens vi i nyere tid har fået en brat påmindelse om naturens styrke. Senest ramte stormfloden i oktober 2023 som en lussing. Sommerhuse og diger blev knust, mens både, huse og haver blev bølgernes bytte. Stormfloderne slæber et desperat ekko efter sig – hvornår sker det næste gang, og hvordan beskytter vi os?

En stor del af svarene gemmer sig i Videnskabernes Selskabs arkiv. Observationerne fra en af Danmarks mest ekstreme stormfloder i 1872 blev nemlig, for første gang, nøje indsamlet og analyseret i de efterfølgende år. Den viden lever videre i dag og er fundamentet for ny forskning såvel som arbejdet i DMI, Kystdirektoratet og konsulenthuse som COWI, når vi skal forudsige og beskytte os mod den næste stormflod.

Det er muligt blandt andet takket være fortidens borgere og én persons særlige videnskabelige indsats: Ludvig August Colding.

1872: Da havet rejste sig – og Colding svarede igen

Ludvig August Coldings navn ringer måske ikke ligefrem en klokke, men han er lidt af en rockstjerne, hvis man arbejder med vand og kystbeskyttelse. For Colding var en ekstraordinær videnskabsmand: Københavns stadsingeniør, H.C. Ørsteds protegé, DMI’s første direktør og ikke mindst medlem af Videnskabernes Selskab.

”Han er faderen til DMI, dansk digelov og til det arbejde, som Kystdirektoratet, DMI og alle mulige andre læner sig op ad,” siger Peter Fløcke Klagenberg, ledende projektleder for kystbeskyttelse i rådgivningsvirksomheden COWI.

Colding tog nemlig på eget initiativ hånd om at undersøge stormfloden i 1872. Det vil sige et ekstraordinært regionalt højvande, som blev forårsaget af stærk vind fra øst, der pressede vandet mod land – ligesom Oktoberstormen i 2023. Colding mobiliserede borgere for at indsamle data fra Østersøen og Den Botniske Bugt. Det tog ni år.

For selvom tilgangen var simpel, var den omfangsrig: Skemaer med tomme felter for vindens retning, vindens styrke og havniveauet tre gange i døgnet over tre dage (før, under og efter stormen) blev sendt ud gennem en række kanaler i indland og udland samt i Berlingske Tidende. Og det blev taget varmt imod. Colding modtog 400 besvarelser fra både private og regeringer, herunder den svensk-norske, den russiske og den tyske regering. Ikke nok med det, så tog han turen på hesteryg langs de berørte kyster for at indsamle borgeres observationer og barometriske målinger, dvs. hvordan lufttrykket var under stormen.

Observationerne stod ikke alene. Med data i banken kunne Colding tegne vejrkort, hydrografer og udlede teorier. Al den viden er heldigvis bevaret i Videnskabernes Selskab i en udgivelse med 23 planer og kort, der med metodisk stringens sætter stormfloder på formel.

Samlingen af det hele udkom i 1881 som den sidste af Coldings ti videnskabelige publikationer om vand og by. Og dét er helt afgørende for dig, mig og kystnære, lavtliggende huse i dag.

Allerede et år efter stormfloden vedtog det daværende Rigsdagen Danmarks digelov, og straks efter gik digebyggeriet i gang med statsstøtte, herunder det 63 km lange dige på Lolland og det 17 km lange dige på Falsters østkyst.

Glemte borgere redder os 150 år

Med nutidens briller er Coldings publikation måske derfor en af selskabets vigtigste og mest indflydelsesrige, fremhæver Andreas Roepstorff, som er professor, centerdirektør ved Aarhus Institute of Advanced Studies ved Aarhus Universitet og medlem af Videnskabernes Selskab.

”Videnskabshistorisk er det et utrolig interessant eksempel på et meget tidligt studie, der ud fra enkelte observationer og ud af den lokale viden, der findes, får tegnet en totalbeskrivelse, som ser det hele ovenfra. Det er på et tidspunkt, hvor man ikke har satellitter, men indsamler målinger fra fyrmestre og observationer fra havne, og hvad man ellers får fat i.”

Udgivelsen taler på den måde direkte til nutidens udfordringer og er samtidig et eksempel på ”citizen science” før begrebet overhovedet eksisterede. På hvordan borgere og forskere samarbejder om at skabe løsninger. Selv når naturens stærkeste kræfter er i spil.

Blind kystkærlighed giver bagslag

Timingen for både 1872-stormen og dataarbejdet er næsten tragisk symbolsk, eftersom Danmarks Meteorologisk Institut (DMI) efter længere tids forarbejde først formelt set kom til verden, kort før stormfloden væltede ind og understregede behovet. Af den grund var der hverken faste vejrstationer, brugbare vejrudsigter eller varslingssystemer. Derfor havde ingen set stormen komme. Der var ingen data i Danmark. Det lavede Colding om på og sikrede dermed en vigtig dansk statistisk milepæl for fremtiden som en hundredårshændelse.

”Stormfloden i 1872 er en hændelse, der er så ekstrem, at den undgår almindelig statistisk analyse,” siger Jacob Woge Nielsen, som er oceanograf i DMI.

Stormfloden står dog ikke alene. Tyske publikationer før og efter 1872 fortæller om stormfloder, der næsten er på samme niveau. Den slags data fra historiske stormfloder er afgørende i al efterfølgende statistik, da det udgør ekstrempunktet for kystbeskyttelse herhjemme i dag. Det danner grundlaget for kendskabet til de vind- og trykforhold, der var i Nordvesteuropa, forklarer Jacob Woge Nielsen. Han har tilmed selv en udgave af Coldings udgivelse stående, fordi den stadig er skræmmende aktuel.

Coldings undersøgelser bruges stadig i undervisningen af nutidens oceanografer. Derfor kan det virke absurd, at vi med Coldings viden i banken ivrigt har bygget op og ned ad kyster med sommerhuse og smukke strandvillaer i en lykkelig fornægtelse af 1872, fremhæver både Peter Fløcke Klagenberg og Jacob Woge Nielsen. Næsten 80 procent af Danmarks byer ligger ud til havet, nogle tættere på kysten end andre.

Det er en risiko med åbne øjne, men det er nu engang alment menneskeligt, at fornemmelsen for fare går i glemmebogen med tiden. 150 år er trods alt lang tid.

Hvad så nu?

Nu er både faren nær og kendt igen – og med det fortidens viden aktuel. Nutidens referenceramme for de højest mulige vandstande stammer netop fra Coldings udgivelse i Videnskabernes Selskab. Det er nu minimumsniveauet for kystbeskyttelse i ”worst case scenarier”, når vi bygger nyt eller beskytter det eksisterende med alt fra Lynetteholmen til nye planer for kilometerlange diger ved Køge Bugt eller langs Amager Strand. Hvordan kan vi tage ved lære og finde løsninger, så vi undgår de dyre, ulykkelige ødelæggelser?

I Holland har man lært af en drabelig stormflod i 1953, hvor flere diger brød sammen og op mod 2.000 mennesker mistede livet. Siden da har man ikke bygget helt ude ved kysterne, hvor fortidens ødelæggelser spøger, fortæller Peter Fløcke Klagenberg.

Men der er andre måder at beskytte og anskue vores samliv med havet og de tilhørende dilemmaer, som ikke indebærer en sådan skarp adskillelse af land og hav. En måde, hvor vi omfavner lykken ved kystlivet med mulige strategier såsom tilpasning, tilbagetrækning og beskyttelse. Når vandet kommer, følges dilemmaerne og mulighederne for at forene naturen og vores liv, hvor land og vand mødes.

Kyster og klima i karambolage

Peter Fløcke Klagenberg har selv haft fingrene i Coldings arbejde for at genskabe vejrforholdene i en vejrmodel, der gør det muligt at konstruere diger eller naturløsninger, der kan sikre byer mod lignende ødelæggende overraskelser fra havet.

”Vi prøver at bygge smart, så vi kan holde til noget, der minder om 1872-lignende stormfloder medtaget fremtidens havspejlsstigning og bølger. Vi står på skuldrene af Coldings arbejde,” forklarer Peter Fløcke Klagenberg.

”Det er også nu, at vi har erkendelsen af, at vi måske har ladet os forblænde af kystens tiltrækning uden at lære af fortiden og derved uden at acceptere, at vi egentlig har bygget lidt for dumt,” siger han.

Men der er håb. Konsulenthuse som Cowi, Kystdirektoratet og en række forskningsprojekter udforsker nye måder at gøre det meningsfuldt – og kreativt med værdiskabende bonusser.

I dag er kystbeskyttelsesanlægget Kalvebod Dige i København nemlig et af de få, der er dimensioneret til at holde til en 1872-storm. Det er derfor nødvendigt at bygge nye, effektive anlæg landet rundt for at beskytte og udvikle vores rige kystliv mod fremtidige storme.

Stormfloder bliver ikke nødvendigvis hyppigere – men de bliver værre. Det skyldes, at havniveauet ved kysterne stiger. Når stormene rammer, starter de fra et højere udgangspunkt, og det betyder, at vandet bliver presset længere ind over land.

Ifølge DMI og FN’s klimapanel (IPCC) kan havniveauet i Danmark ligefrem stige med op til to meter i løbet af de næste 125 år. Det gør Coldings data endnu vigtigere i dag, fordi den sætter rammen for, hvor galt det kan gå – og dermed, hvor stærkt vi skal finde nye løsninger, der balancerer kærligheden til kysterne og beskyttelsen mod havets indtog.

Sådan ved vi det: Videnskabernes Selskabs arkiv, Nationalbanken, DMI, Ingeniøren, Kystdirektoratet og COWI.

Pst… hvis du er nysgerrig på udviklingen af vandstanden og hyppigheden af fremtidens stormfloder, kan du dykke ned i flere detaljer i DMI’s Klimaatlas. Det er for nyligt blevet opdateret med ny data – du finder det her: Havet truer – men hvor, hvor meget og hvornår? | DMI