Digital suverænitet

Vi betaler med Apple Pay, søger på Google og deler dokumenter i Microsofts sky. Den digitale lavine har ramt alle fronter – fra sundhedsjournaler til uddannelser og arbejdspladser. Men hvem har egentlig kontrollen over den digitale infrastruktur?

Det søgte Videnskabernes Selskabs digitaliseringskomité svar på til symposium den 8.-9. oktober. Førende forskere, virksomheder og interessenter delte deres viden for at komme 360 grader rundt om den digitale magtkamp. Store profiler både lyttede og delte erfaringer, herunder Natali Helberger, der er professor i jura og digital teknologi ved Amsterdam Universitet og rådgiver EU-Kommissionen.

Målet for komitéen var at give flere tværfaglige og forskningsbaserede vinkler på ellers ofte techbaserede vinkler. For én vinkel er ikke nok, når vi taler digital suverænitet. Særligt i en tid, hvor geopolitisk uro og eksplosiv udbredelse af kunstig intelligens dominerer.

For hvad vil digital suverænitet egentlig sige? Er der en europæisk vej til digital suverænitet? Og hvordan udvikles digital suverænitet?

Det er der ikke ét svar på. Men én ting er sikker: løsningerne findes kun, hvis vi tænker på tværs af fagligheder.

”At udvikle digital suverænitet kræver, at mange slags viden spiller sammen – fra forskning i brugervenligt og bæredygtigt design til udvikling af selvstændige løsninger og viden om de sammenhænge, digital suverænitet skal virke i,” siger Kirsten Drotner, professor emerita i medievidenskab og leder af Digitaliseringskomitéen i Videnskabernes Selskab, som samlede de mange eksperter.

Kampen om vores værdisæt og teknologiske råderum

Digital suverænitet handler ikke kun om at blive uafhængig af teknologi – det handler om magt, ejerskab, værdier og kontrol i et grænseløst cyberspace, forklarer Rebecca Adler-Nissen, professor i international politik, medlem af Videnskabernes Selskab og leder af forskningsgruppen Digital Suverænitet.

Begrebet blev officielt introduceret i EU i 2016, men har siden vokset sig til en central politisk dagsorden. Det rejser det to grundlæggende spørgsmål, understreger professoren:

1. Hvem eller hvad skal være suveræn? Stater, EU, virksomheder eller borgere?
2. Hvordan opnås digital suverænitet? Gennem territoriale grænser, juridiske rammer, teknologisk kontrol eller geopolitisk styrke?

Første skridt mod at genvinde kontrol er med andre ord, at vi får defineret et alternativ til nuværende afhængigheder.

Det er desuden ikke et rendyrket spørgsmål om at være absolut uafhængige. Det er en utopi, understreger professoren. Men det handler om at bevare et handlingsråderum og værdisæt for sikkerhed, kontrol, rettigheder og teknologisk magt. Det skal vi til at kæmpe for.

Digitale magter – en kort status

EU’s udfordring er tydelig. Trods ambitiøse strategier er Europa dybt afhængig af udenlandske teknologier. Amazon, Microsoft og Google kontrollerer 70 procent af EU’s cloud-marked, mens den største europæiske aktør kun har to procent.

Inden for kunstig intelligens er billedet endnu mere skævt: 70 procent af verdens grundlæggende modeller er udviklet i USA, og EU står for blot 2,77 procent af globale patenter.

Hertil kommer en massiv råstofafhængighed: 98 procent af EU’s sjældne jordarter bliver importeret fra Kina. Kommunikationsinfrastrukturen er heller ikke fri for risici: 42 procent af europæisk 5G-trafik går gennem leverandører, der vurderes som højrisiko, mens vores satellitforbindelser domineres af Elon Musks satellitnetværk Starlink.

Med så markant dominans, er vi så allerede skakmat?

Nej, for det er ikke en naturlov, at bolden er på Kinas og USA’s banehalvdel. Men EU har sovet i timen og overladt arbejdet og investeringerne til andre.

Mens EU’s InvestAI-plan mobiliserer omkring 200 milliarder euro, har USA’s Stargate-projekt alene afsat 500 milliarder dollars frem mod 2029. Det efterlader EU med et årligt investeringsgab på op mod 800 milliarder euro.

EU’s svar: ansvarlig og værdibaseret innovation

EU’s løsning har indtil videre været regulering – men også her holder vi os tilbage netop pga. vores afhængighed af stormagterne.

AI Act skal sikre ansvarlig brug af kunstig intelligens, mens Chips Act og InvestAI skal styrke Europas kapacitet inden for cloud, AI og hardware. Men som Rebecca Adler-Nissen påpeger, er digital suverænitet ikke en lineær proces – det er en forhandling mellem stater, virksomheder og borgere om, hvem der skal have kontrol over den digitale infrastruktur.

Europa står dermed med en strukturel udfordring og ved en skillevej, hvor vi skal håndtere digital dominans i hele ”fødekæden” fra ressourcer til regelsæt. For ikke at glemme sikkerhed – både i forhold til den data, vi konstant fodrer tech-udbydere med, og i forhold til sikkerhed for sundhedsdata, egne teknologier og knowhow.

Ole Willers, post doc i organisation, marked og governance ved CBS, understreger, at vejen frem kræver, at vi er villige til at gå fra reaktiv regulering til offensiv, værdibaseret innovation. Det vil kræve massiv kapitaltilførsel, koordineret EU-planlægning og investeringer i kritisk infrastruktur.

Det betyder dog ikke, at Europa skal lukke sig om sig selv, men at vi skal skabe en åben, konkurrencedygtig og sikker digital fremtid. Det kræver, at vi alle arbejder sammen fra borgere og forskere til politikere og erhvervsliv – lige i ånden af symposiets egen form og foredrag.

Fra public service til digital suverænitet

Det kan virke uoverskueligt, men vi har stået ved en lignende skillevej før. Efter Første Verdenskrig handlede det om suverænitet og kontrol med medier – mere konkret radioens indtog, fremhæver professor emerita Kirsten Drotner.

Principper som universel adgang, upartiskhed og kvalitetsindhold blev skabt for at sikre demokratisk kontrol over kommunikation. I dag står vi med en lignende udfordring – blot i en digital kontekst. Hvor radioloven i 1929 gav staten mandat til at beskytte borgernes informationsrettigheder, kræver nutidens digitale landskab nye løsninger, der kan modstå afhængigheden af globale techgiganter.

Men hvor public service byggede på klare territoriale rammer, er digital suverænitet en kamp i et grænseløst cyberspace, hvor kontrol og standarder skal forhandles mellem stater, virksomheder og borgere.

Fortidens erfaring viser her, at vores digitale suverænitet ikke opstår af sig selv. Den skal vi konstruere og vedligeholde gennem institutioner, investeringer og fælles normer. Det er en forudsætning for demokrati, sikkerhed og innovation.

Europa skal derfor handle nu: investere massivt i forskning og udvikling, styrke praktisk implementering og specificere de værdier, der skal forme vores digitale fremtid. Videnskabernes Selskab er glade for at have bidraget til en forskningsbaseret og inkluderende debat, hvor vi på kryds og tværs af fagligheder og sektorer søger fælles løsninger.

For spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at handle, men om vi har råd til at lade være. Det stod tydeligt frem efter symposiets to dage, hvor fagligheder både udfordrede og supplerede hinanden.