Royal Academy Nobel Laurate Lecture: Interview

Hvordan er det at forske i det ubegribelige? Hvad kan vi lære, hvis vi løfter blikket og skuer ud i det enorme verdensrum? Og hvordan gør vi det bedst? Vi spurgte nobelprismodtager dr. Adam G. Riess, da han i juni præsenterede sin prisvindende forskning i universets accelererende udvidelse ved Videnskabernes Selskabs Nobel Laureate Lecture.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

– Rummet har altid stået for mig som noget meget mystisk. Og det pirrer min nysgerrighed, det giver mig lyst til at lære mere om det. Det berører spørgsmål som er større end os, og på den måde fascinerer det mig.

Der er noget påfaldende almenmenneskeligt ved dr. Adam G. Riess’ fortælling om den personlige drivkraft bag hans valg af forskningsfelt; en fascination af det ukendte, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til. I kombination med hans afslappede, gemytlige person glemmer man næsten, at han i 2011 modtog en af forskningsverdenens mest prestigefyldte anerkendelser: Nobelprisen i fysik, der blev delt mellem Riess og forskere Saul Perlmutter og Brian P. Schmidt, for at have påvist, at universet ikke bare udvider sig, men at udvidelsen også tager til i styrke.

Men tag ikke fejl. Dr. Adam G. Riess har brugt år og dage på at finde forklaringen på nogle af universets mest komplekse kræfter og abstrakte størrelser. Faktisk er universets udvidelse og den rolle, som mørk energi spiller i accelerationen, noget, han har dedikeret hele sin karriere til opklaringen af. Og med god grund. For ifølge den amerikanske forsker, der til daglig er ansat ved Johns Hopkins University, er det verdensrummet, vi skal se til, hvis vi vil blive klogere på, ja, stort set hvad som helst, der omgiver os:

Ifølge Riess er universet det bedste og eneste laboratorie, vi har til at undersøge de største spørgsmål i videnskaben og dens mest fundamentale egenskaber. Her foregår tingene i en størrelsesorden, vi ikke kan imitere i en partikelaccelerator på jorden.

– Hvis vi virkelig vil flytte grænsen for vores forståelse af tyngdekraften og standardmodellen [inden for kosmologien, red.] og den slags ting, så er vi nødt til at kigge ud i rummet. For rummet udfører de eksperimenter, vi gerne vil lave – alt, vi skal gøre, er at følge med, siger han.

– Og nej, vi har ikke altid mulighed for at opstille de præcise eksperimenter, vi ønsker os at udføre, men hvis vi følger nøje med, så kan vi lære virkelig meget, tilføjer han.

Sikker fremtidsinvestering eller sats?

Men hvad er de bedste rammer for at bruge universet som laboratorium? Skal vi kigge efter specifikke resultater inden for afgrænsede områder, eller får vi mere ud af at kigge langt ud i både fremtid og afstande og se, hvad vi så (måske) finder? Skal vi satse på den anvendte forskning eller grundforskningen?

– De er begge af afgørende betydning på den måde, at de kan sammenlignes med at foretage investeringer, der giver gevinst på kort sigt, versus den mere risikable slags, der betaler sig i det lange løb. Og jeg synes, at en god portefølje har brug for begge dele, siger Johns Hopkins-professoren.

– Jeg vil dog sige, at de største opdagelser, vi gør, ofte er dem, der er mest uventede. Så hvis du udelukkende bedriver anvendt forskning, så kommer du, næsten pr. definition, udelukkende til at gå efter resultater, du regner med at opnå […] Grundforskningen er de dybere dyk ned i emner, vi foretager os. Og jeg mener, at begge er meget værdifulde. Du ville ikke kunne have et godt forskningsprogram uden elementer af begge”.

Spørg, observer, lær

Når man som forskningsteam har brugt år efter år på, hvad der føles som at lede efter en nål, der måske findes i en høstak, hvad betyder det så, når man rent faktisk finder den? Det giver sig selv, at prisvindende forskning af Nobel-kaliber både kommer verdenssamfundet og den videre forskning til gode. Men hvilke konsekvenser har det haft for Riess selv?

– Det har selvfølgelig på mange måder inspireret mig til at gøre mere, fordi det hjalp mig til at indse, at vi, ved at stille spørgsmål og observere, virkelig kan lære en masse om universet. Og så er det selvfølgelig også en validering af det arbejde, som mine kolleger og jeg har udført gennem de sidste mange årtier, afslutter dr. Adam G. Riess med et tydeligt nik til det store kollektive arbejde, der ligger bag en Nobelpris.

Der var intet mindre end 200 deltagere på venteliste til Riess’ forelæsning ”The surprising expansion: history of the Universe”, da den løb af stablen i Det Kgl. Biblioteks Dronningesal den 26. juni. Deltog du ikke, kan du nu se forelæsningen via Videnskabernes Selskabs YouTube-kanal.