Fra modstand til medaljer: Mød seks gyldne forskerkvinder, som har formet videnskaben
Videnskab er kønsløs, men døren til den videnskabelige verden har ikke altid været åben for begge køn. På Kvindernes Internationale Kampdag sætter vi spotlight på seks af de forskerkvinder, som har været med til at sparke døren ind med den stærkeste valuta: forskning i verdensklasse.
Af Ghita Nidam Møller og Rikke Reinholdt Petersen
Hvordan ser jordens indre ud, hvordan undersøger vi genetikkens gåder, og kan man udføre fluekirurgi? Svarene på det fandt nogle af vores stærkeste forskere og rollemodeller her i Danmark, selv i dag. De var tilfældigvis også enestående kvinder – i bogstavelig forstand blandt et mandligt flertal.
I anledning af Kvindernes Kampdag tager vi fat i seks forskerkvinder, der udover det sædvanlige dedikerede livet til forskning med en umættelig sult efter viden og verdenen. For den indsats modtog de Videnskabernes Selskabs fornemmeste hyldest: vores guldmedalje.
Vi sætter ansigt og ord på de seks gyldne kvinder, som på hver deres måde har sat uudsletteligt aftryk i forskningen. Siden den første kvinde modtog medaljen i 1899, har de været med til at tage de første skridt mod, at talent og videnskabeligt tække er de vindende argumenter frem for køn.
Tryk af Kirstine Meyer, Det Kongelige Biblioteks billedsamling, KBP7 .
Frontløber i fysik og formidling
Klinger navnet Kirstine Meyer bekendt?
Hun var den første kvinde i Danmark til at blive dr.phil. i et naturvidenskabeligt emne. Det blev hun i 1909, da hun disputerede med afhandlingen Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne. Allerede i 1892 havde hun og veninden H. Adler taget magistereksamen ved Københavns Universitet – en præstation, der gjorde dem til de to første kvindelige fysikere herhjemme.
Kirstine Meyer var også den første kvinde til at modtage Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Den fik hun i 1899 for en artikel, hvori hun lavede en sammenlignende undersøgelse af 30 forskellige stoffer med hensyn til tryk, rumfang og temperatur.
Til pionerrollen i fysikkens verden hørte grundlæggelsen af Fysisk Tidsskrift, udgivelsen af bogen Lille Naturlære til 12-14-årige. Der lå også store arbejder om fysikkens historie, bl.a. om Ole Rømer og H.C. Ørsteds forskning. Og en ansættelse på 30 år ved H. Adlers Fællesskole, hvor piger og drenge blev undervist sammen – i det samme materiale.
Før det hele, og bagved, lå en opvækst i Sønderjylland, en eksamen fra N. Zahles Skole, et kort ægteskab og en lille søn, som hun blev eneforsørger for i en alder af blot 35, da hendes mand døde. Der lå også en personlighed og et væsen, der af venner og familie er blevet beskrevet som jordbunden, stovt og med strenge krav til både sig selv som andre.
Elisabeth, Christian II’s dronning af Poul Hagelstein. SMK Open.
Dronningen af historien
Nogle af de største fortællinger gennem tiden er både virkelige og bevarede. Ellen Sophie Rasmine Jørgensen forstod at grave dem frem.
Hun var forsker og bibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek. Allerede i 1909 var hun nummer to i rækken af danske kvinder til at blive dr.phil. i historie. Men hun blev også nummer et mange gange. For eksempel blev hun den første kvindelige redaktør af Historisk Tidsskrift og den første kvindelige formand for Den Danske Historiske Forening.
Og ikke mindst blev hun den første danske historiker nogensinde til at modtage fortjenstmedaljen Ingenio et arti (latin for ’for ånd og kunst’), i 1939. På det tidspunkt havde hun for længst høstet Københavns Universitets guldmedalje (1905) og kort efter Videnskabernes Selskabs guldmedalje (1907), som hun fik for afhandlingen Fremmed Indflydelse under den danske Kirkes tidligste Udvikling.
Ellen Jørgensen udgav mange akademiske arbejder i løbet af sin karriere, bl.a. om dansk historieskrivning. Et værk fra hendes hånd, der har nydt stor popularitet gennem tiden, er bogen Danske Dronninger fra 1910, skrevet sammen med kollega Johanne Skovgaard.
Studietiden gik på Københavns Universitet, og inden da som elev på N. Zahles Skole. Med stipendier blev der også plads til at rejse ud og forske på biblioteker i andre lande undervejs.
Ellen Jørgensen var født i København i 1877. Hendes far døde, da hun var kun fem år, men hun fik et særligt tæt forhold til moren, som hun boede med indtil hendes død. Ifølge gemt korrespondance var hun, Ellen, en person, der nød stor beundring og respekt fra både familie, venner og kolleger.
Fotografi af Inge Lehmann, af Even Neuhaus, 1932. Fra Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
Hun viste os Jordens hjerte
Hvordan ser jordkloden ud indvendigt?
Takket være Inge Lehmann ved vi en god del om det. Som statsgeodæt og forsker gjorde hun nemlig op med geofysikkens antagelse om, at jordens indre er flydende. I stedet viste hun med seismologiske observationer, at jorden har en fast kerne. Den opdagelse udgav hun i 1936 i afhandlingen P’ – og ændrede dermed verdensbilledet, bogstaveligt talt.
Inge Lehmann var i 1928 den første kvinde herhjemme til at tage universitetseksamen i geodæsi. Samme år blev hun chef for den seismiske afdeling ved Geodætisk Institut, hun blev statsgeodæt, og hendes arbejde bestod i at overvåge driften af de seismiske stationer i København, Ivittuut og Ittoqqortoormiit.
Hun var brændende engageret i forskningen gennem hele sit liv. Hun udgav hele 58 videnskabelige artikler og var bl.a. medstifter af og formand for Dansk Geofysisk Forening. Hun udviklede også, baseret på underjordiske kernesprængninger i USA og Canada, en model for jordkappens struktur.
Lehmann høstede et væld af anerkendelser for sit arbejde gennem årene. For eksempel blev hun valgt til medlem af Royal Society i London og fik tildelt en æresdoktorgrad fra Columbia University i New York. Videnskabernes Selskabs guldmedalje blev hun tildelt i 1965 – ”for fremragende og skelsættende geofysiske arbejder” (A. Lomholt).
Inge Lehmann levede et langt, arbejdsomt liv, hvor hun nåede en imponerende alder af 105 år. Hendes sidste forskningsartikel udgav hun som 99-årig.
Udsnit af figur fra afh. “Beskrivelse over […] Insecter” af Hans Strøm, 1788, V.S.’ Skrifter bd. 3.
Fra fluetransplantationer til guld
Kan man udføre kirurgi på en flue? Det kunne Ellen Thomsen.
Hun var kvinden, der for alvor har sikret, at vi ved noget om den største og mest diverse gruppe af arter på kloden: insekter.
Takket været dr.phil. Ellen Thomsens livslange fascination og metodiske stringens ved vi i dag utrolig meget om de små dyrs indre og hormonelle liv – deres endokronologiske system. Og dén opnåede viden betyder ikke så lidt.
De bevingede og kriblende små liv udgør nemlig cirka 80 procent af samtlige arter på kloden og er ekstremt vigtige led i fødekæden i alle typer af økosystemer – og dermed for biodiversiteten. Men ikke nok med den klare betydning i dag, så skriver Ellen Thomsen sig ind i historien som eksperimentel og metodisk foregangskvinde. For det blev hun belønnet med Videnskabernes Selskabs guldmedalje i 1982.
Ellen Thomsens forskning var nemlig bogstaveligt talt tilrettelagt med kirurgisk præcision og på så mange måder enestående. Hun udviklede sine egne metoder og forfinede teknikker i fluers kirtler og celler i hjernen, som indebar transplantationer og sammensnøring af kun få hundrededele mm tykke nervetråde. Her taler vi altså sandt millimeterarbejde.
Eksempel: Med en selvudviklet teknik kunne Ellen Thomsen skære en flue op i nakken, fjerne kirtlen og lukke såret med stoffet paraffin, hvorefter fluen levede videre i bedste velgående.
Karrieren og kærligheden var i det hele taget fyldt med larver og fluer, som Ellen Thomsen delte med sin ægtemand og professor i zoologi Niels Mathias Peter Thomsen. Han var forelsket i anatomien, hun i endokrinologien. Sammen stod de bag en af de første eksperimentaløkologiske undersøgelser i Danmark og en række toneangivende udgivelser.
Jens Goepfert/Shutterstock.
Genetik og etik hånd i hånd
Du har måske hørt om Downs, X- og Y-kromosomer og genetik, der bliver til etik. Men har du hørt om Margareta Mikkelsen?
Hun var genetikkens grand old lady. En visionær ildsjæl med et stærkt etisk kompas, der som læge og forsker var med til at forvandle genetik fra at være et spørgsmål om slægtstræer og et par blodprøver til at sætte kimen til cytogenetikken i 1960’erne og 70’erne – bedre kendt som kromosomforskning.
Hun blev født i Tyskland, blev dansk gift i 1946 og i 1959 blev hun ansat ved Arvebiologisk Institut på Københavns Universitet – næsten symbolsk i det selvsamme år, som den kromosomale årsag til Downs syndrom blev opdaget.
Det var nemlig hendes livslange forskning og nye teknikker til studier i kromosomerne og særligt Downs, som gjorde hende til en frontløber – og modtager af Videnskabernes Selskabs guldmedalje i 1994. Og det var bare én blandt mange priser samt to ridderkors for hendes engagement.
Hun brændte for udviklingen af det genetiske felt både som forsker, læge, professor og rådgivende repræsentant på hospitaler, forelæsningssale og chefkontoret. Og gennem 25 år var hun tilknyttet kromosomlaboratoriet på John F. Kennedy Instituttet i Glostrup.
I takt med de voksende muligheder for at styre og manipulere gener engagerede Margareta Mikkelsen sig i de etiske diskussioner af samfundsmæssige følger. Hun deltog i en lang række rådgivende komiteer og nævn, f.eks. Etisk Råd, WHO og EU-kommissionen. Hun var desuden aktiv i nationale og internationale videnskabelige selskaber.
Margareta Mikkelsen var på alle måder førende inden for sit fag og samtidig en stærk kvinde i tiden før, kvinderne fyldte på det medicinske studie.
Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab, fra Guldmedaljeoverrækkelsen 2020.
Hun brød det mandlige mønster
Matematik rimer på mænd. Sådan var det herhjemme, indtil én særlig kvinde brød statistikken: Gerd Grubb.
Gerd Grubb tog sine første skridt på den internationale scene på Stanford University og blev i 1975 den første kvinde i Danmark, der skrev en doktorafhandling i matematik. Hun frygtede i det hele taget ikke kønsstatistikken, for professor i matematik blev hun også, ved Københavns Universitet i 1994. Her var hun eneste kvinde ud af 51 professorer på det, der dengang hed Det Naturvidenskabelige Fakultet.
Men det er ikke hendes køn, som er det særlige ved Gerd Grubb. Det er hendes evner, der rækker langt ud over de gængse mellemregninger og danske grænser. I en menneskealder har hun næsten egenhændigt udgjort den danske repræsentant for en gren af matematikken, som på verdensplan udgør en meget stor del af den matematiske forskning: partielle differentialligninger.
Det vil sige ligninger, der f.eks. kan beskrive væskers bevægelser omkring et skibsskrog, luftstrømmes turbulenser omkring en flyvinge, og hvordan man skal bygge en bro, så den er i balance.
For det modtog hun i 2020 Videnskabernes Selskabs guldmedalje. I dag er hun et skinnende eksempel på en mønsterbryder og rollemodel for unge taldetektiver in spe. Lyt til hendes egen fortælling om sin rejse ud i verden og ned i matematikken i podcasten ”Videnskabens Vidner”.
Selskabets Guldmedalje
Videnskabernes Selskabs guldmedalje blev første gang uddelt i 1769. Medaljen tildeles personer uden for selskabets medlemskreds, som har gjort en særlig indsats for dansk videnskab. Der er ikke faste regler for, hvor ofte medaljen uddeles.
Ved selve overrækkelsesceremonien vil selskabets protektor været blevet anmodet om at foretage overrækkelsen, og medaljemodtageren vil blive bedt om at give en meddelelse om sin forskning.
Se alle modtagere gennem årene og læs mere om guldmedaljen her.
Sådan ved vi det:
Lex – Danmarks Nationalleksikon
Mindeord over Margareta Mikkelsen på Ugeskriftet.dk
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab 1742-1942. Samlinger til Selskabets Historie, bind !, af Asger Lomholt, 1942, København
