Forskning må ikke være afhængig af, hvem der har råd til at finansiere den

Fra at være økonomisk uafhængige – hvor universiteternes midler blev givet som én stor pose penge, universiteterne selv var herre over – er de nu dybt afhængige af eksterne midler fra offentlige og private donorer.

Det er på mange måder en positiv historie.

Fra at have været relativt marginaliserede institutioner er universiteterne blevet helt centrale for økonomien og for samfundet gennem den arbejdsstyrke, de uddanner, og den forskning, de laver, som både virksomheder og private fonde med glæde skyder penge i – for de kan se, at det kan betale sig.

Men udviklingen har også en bagside.

Over de seneste år er en grænse blevet krydset, så der nu kommer flere penge ind udefra fra diverse forskningsfinansierende fonde til specifikke forskningsprojekter, end universiteterne selv har midler fra staten til at lave egne prioriteringer ud fra (de såkaldte “basismidler” til forskning).

Over de senere år er forholdet mellem basis- og eksterne midler blevet stadig mere skævt.

Faktisk er andelen af eksterne midler steget med cirka to procentpoint om året de seneste år og udgør i 2024 53 procent af de samlede midler til forskning*. Det er særligt de seneste to til tre år, at udviklingen virkelig er blevet stejl.

Når de eksterne midler fylder relativt mere, vokser universiteternes afhængighed af eksterne bevillingsgivere, deres fokuspunkter og skiftende trends i de forskningsemner, der kanaliseres midler til.

Men det er ikke det eneste, der presser universiteternes økonomiske råderum – og dermed strategiske autonomi.

Eksternt finansierede forskningsprojekter trækker uundgåeligt indirekte omkostninger, til for eksempel administration, it, lokaler, strøm og støttefunktioner.

Disse udgifter dækkes ikke fuldt ud. På trods af aftalen fra 2023 mellem en række af de største danske fonde og Danske Universiteter om større gennemsigtighed og tydeligere betalingsfordeling ender basismidler fortsat med at løfte en del af regningen. Resultatet er, at universiteternes frie økonomiske råderum svinder yderligere.

Et løft i basismidler er altså nødvendigt for at styrke universiteternes strategiske autonomi. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan universiteterne vælger at bruge disse midler.

Bruges de for eksempel til at hyre endnu flere forskere i midlertidige stillinger – særligt postdoc-niveauet – vil det blot forstærke en allerede stigende konkurrence om de relativt set færre faste stillinger på universitetet. Det ville være skidt.

Et løft i basismidler bør i stedet hovedsageligt gå til et større såkaldt “annuum” til fastansatte forskere.

Altså et mindre beløb, der giver den enkelte forsker mulighed for at afprøve idéer og forsøge forskningsveje, før alt skal “sælges” som et projekt, der kan opnå ekstern finansiering.

I dag er annuum de fleste steder så lavt (eller helt væk), at reelt forskningsarbejde kun kan ske, hvis forskeren skaffer eksterne midler.

Det er helt afgørende, at forskere har mulighed for at forfølge egne ideer, der ikke nødvendigvis retter sig mod de emner og problemstillinger, der lige for tiden er dedikerede programmer til.

Eksemplerne er mange på, at det er vigtigt også at have et beredskab i forskning, vi ikke lige vidste, der ville blive brug for (for eksempel RNA-forskning i forhold til Covid-19 pandemien).

Men har vi ikke netop brug for, at forskerne retter sig mod de store samfundsudfordringer, som netop i disse år tårner sig op?

Det er bestemt rimeligt, at en del af de midler, der meget snart skal forhandles om i uddelingen af den årlige forskningsreserve målrettes sådanne formål.

Men det er vigtigt at forstå, at forskningsreserven ikke er den eneste mekanisme, der sikrer, at der laves forskning inden for for eksempel kritiske teknologier og andre relevante forskningsområder, der skal understøtte Danmarks strategiske autonomi.

For det første skal man huske på, at vore folkevalgte ikke er de eneste, der tænker på denne måde.

Dem, der fastsætter puljer og udmønter midler i de mange store private fonde, læser også aviser og er ligeså optaget af de samfundsmæssige udfordringer, der skal understøttes med forskningsmidler.

Faktisk har analyser vist, at der er et meget stort overlap i, hvilke emner private og offentlige fonde understøtter.

Forskere læser også aviser og er naturligvis meget optagede af, at den forskning, de laver, faktisk har samfundsmæssig betydning.

Så når kriser rammer – som Covid-19 – når nye fænomener vinder frem – som unges brug af sociale medier – og forskning fører til nye teknologiske muligheder – som AI, grønne teknologier eller kvantecomputere – er forskerne i virkeligheden ofte de første til at opdage det.

Men spørgsmålet er i stigende grad, om de faktisk også kan reagere på det. For i grunden er det absurd, at de først skal ud og retfærdiggøre det overfor en fond, før de faktisk kan lave det arbejde, de er ansat til.

Vores opfordring til politikerne er klar. Husk at også universiteter har brug for strategisk autonomi.

Afsæt derfor gerne en tredjedel af årets forskningsreserve til basismidler. Læg en langsigtet plan for, hvor stor en del af reserven, der i de kommende år kommer til at gå til basismidler, så universiteterne har mulighed for langsigtet planlægning.

Og en vigtig detalje: Det skal være rigtige basismidler. Altså ikke såkaldte “strategiske basismidler”, som Dansk Industri tidligere har foreslået.

Hvis basismidler dedikeres bestemte emner eller forskningsområder, er de ikke rigtige basismidler.

Så bryder de med selve det princip, som basismidler skal sikre: Universiteternes autonomi. Ikke for universiteternes skyld. Men fordi det på den lange bane er i samfundets interesse.

*Procentberegningerne er foretaget af Videnskabernes Selskab på baggrund af tal fra Danske Universiteter.