Videnskabens betydning for samfundet

Danske forskere står for 1% af den globale vidensproduktion hvilket er langt over den andel Danmarks befolkning udgør. Målt i forskningsproduktion per 1000 indbyggere ligger Danmark faktisk på tredjepladsen efter Schweiz og Holland. Dansk forskning dækker bredt fra meget grundlagsskabende undersøgelser om naturen og det menneskelige samfund til forskning der er direkte rettet mod udviklingen af konkrete produkter i industrien. Men man må huske på at selv for den forskning der er nyttig for samfundet, kan der gå lang tid før et resultat finder anvendelse.

Videnskabernes Selskab følger med stor interesse den politiske debat om forskningen og dens finansiering. Dette gælder både den samlede uddeling af forskningsmidler og fordelingen af forskningsmidler mellem den forskning, der er drevet af ren nysgerrighed og tørst efter viden, og den anvendelsesorienterede forskning. Det bekymrer Videnskabernes Selskab, at der skæres ned på universiteternes basale bevillinger, og at de samlede forskningsmidler reduceres. Det er samtidig meget foruroligende at en vigende andel af midlerne tildeles den frie forskning og grundforskningen. Det er Selskabets overbevisning at sådanne reduktioner og prioriteringer vil skade landets fundamentale evne til at være førende i produktion og velfærd. Groft sagt er en verden uden Ørsted, Bohr og Pasteur en verden med stearinlys, kuglerammer og dårligt øl.

Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg har derfor valgt Videnskabens betydning for samfundet som tema for det forskningspolitiske årsmøde 2016. Temaet tager afsæt i en forståelse af videnskaben som drivende kraft i samfundet. Det tager også udgangspunkt i et samlet syn på forskningen der går på tværs af forskellene mellem områder som naturvidenskab, medicin, humaniora og samfundsvidenskab. Vi fokuserer på forskningens fælles mål: at skabe indsigt, forståelse og erkendelse, ofte på tværs af faggrænser.

Dyk ned i Hvidbogen 2016 nedenfor. Du kan finde tidligere hvidbøger og andre publikationer her.