Videnskaben har brug for en ny samfundskontrakt

Af Alan Irwin, forperson for Videnskabernes Selskabs Komité for Videnskaben i Samfundet, Susanne Ditlevsen, præsident, og Thomas Sinkjær, generalsekretær i Videnskabernes Selskab.

Kender du den usynlige ”kontrakt” mellem videnskaben og samfundet?

Den store fælleskasse betaler for offentlig forskning, som til gengæld leverer ny viden, der er til gavn for os alle nu og i fremtiden. Men nye vinde blæser på den globale (forsknings)scene, og den akademiske frihed er under pres. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund er bekymret og understreger, at vi bør sætte en strategisk retning for europæisk forskning og innovation – med respekt for de idealer, som har bragt os hertil.

Et grundlæggende ideal handler om, at forskning skal være til gavn for samfundet og et solidt fundament for vores demokratiske kultur. Derfor tager vi her temperaturen på videnskabens rolle i og gavn for samfundet.

Ved at styrke dialogen mellem videnskab og samfund får borgerne lov at stille spørgsmål og diskutere videnskabens betydning, hvilket kan lede til både forståelse af og tro på videnskabens bidrag til en bedre fremtid – lige fra pandemier til klimaets ’tipping points’. Og forskerne bliver inspireret til at stille nye (og bedre) spørgsmål.

Vi så det på årets Folkemøde, hvor forskningsscenen var et kæmpe tilløbsstykke, og vi ser det i større skala, når borgere deltager i ’citizen science’.

Men vi ser samtidig denne frie dialog baseret på respekt for viden være under angreb særligt i Trumps USA, fx når den erklærede vaccineskeptiker, sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr., kalder et nyligt dansk studie for et løgnagtigt propagandastunt af lægemiddelvidenskaben.

Hvad kan vi lære af historien, fremadrettet?

For 25 år siden modtog det britiske Overhus en rapport med titlen ”Science and society”. Vores britiske naboer søgte inspiration i to lande, USA og så faktisk vores eget kongerige.

Rapporten understregede, hvordan teknologiske fremskridt vakte håb om en lys fremtid, hvor videnskaben løser store problemer for menneskeheden.

På bagkant af kogalskab-skandalen pegede den også på, at der er risiko for en svigtende opbakning til videnskaben, hvis ikke forskere blandt andet leverer nyttig og saglig rådgivning til regeringen. COVID-pandemien viste med al tydelighed, hvor vigtigt det er – igen med USA som skræmmeeksemplet.

Det er samtidig påfaldende, hvor meget diagnosen ligner den, vi stiller i dag. Eksempler på dobbeltheden i befolkningens forhold til videnskab er mange.

Den generelle tillid til forskere er høj, men når politik polariserer, rammer det videnskaben – også hos danske forskere (i høj grad humanister), som afholder sig fra bestemte emner af frygt for chikane og trusler.

Tag f.eks. kunstig intelligens (AI). Mange danskere er begejstrede, men mener samtidig, at udviklingen gør det svært at følge med.

Under den optimistiske overflade lurer altså en bekymring for, om AI udviklet af (primært) amerikanske virksomheder afspejler danske værdier, som en folkehøring om AI viste sidste år. Den bekymring flugter med de foreløbige konklusioner fra Magtudredningen 2.0, for selvom fundamentet er godt, er der sprækker i det danske demokratiske hus, herunder tech-virksomheders voksende indflydelse på vores demokratiske samtale.

En ny dagsorden for videnskaben i samfundet

I lyset af den globale tumult er et centralt spørgsmål, om vi har brug for en ny forståelse af forholdet mellem videnskab og demokrati – en ny samfundskontrakt? Videnskabernes Selskab har derfor søsat initiativet ”Videnskaben i Samfundet” for at gøre status på, hvor vi er, og for at drøfte videnskabens rolle i og gavn for det frie samfund.

Debatten om videnskabens rolle i samfundet er ikke ny. Men tre spørgsmål er centrale i det tumultariske år 2025. De handler om internationale relationer, troværdighed i videnskabelig rådgivning og videnskabelige institutioners principielle rolle i samfundet.

Hvad var tydeligt for 25 år siden er endnu tydeligere i dag. Det første spørgsmål handler om, at videnskab opererer i et globalt miljø, hvor ingen nation kan stå alene.

Det er især tydeligt, at balancen i den globale forskning er ved at ændre sig – se bare på kinesisk videnskabs hastigt voksende indflydelse.

De forandringer rejser flere spørgsmål end svar: om den rolle, dansk forskning kan spille på et omskifteligt atlas af idéer, om fremtidige forskningssamarbejder og om mobiliteten af forskere og videnskabelige ideer.

En anden ting er også klar: Politiske forandringer har stor indflydelse på forskningen. Så skal vi prioritere den åbenhed, som forskningen er født med, eller er det nødvendigt at begrænse forskningssamarbejder af sikkerheds- og konkurrencehensyn?

Det andet spørgsmål vedrører troværdigheden af den videnskabelige rådgivning, som vores politikere har til rådighed. COVID-pandemien viste, at vi har brug for den bedste forskningsekspertise, men at stor usikkerhed om smittemekanismer var en reel udfordring. Åbenhed og gennemsigtighed er afgørende. Hvis samfundet ikke har tillid til videnskabens evne til at levere pålidelige og uafhængige vurderinger, vil en vigtig søjle i videnskabens sociale kontrakt med samfundet begynde at erodere.

Men er det altid muligt under forhold med stor usikkerhed? Har vi de politiske mekanismer på plads til at sikre, at ekspertrådgivning er både rettidig og legitim?

Det tredje spørgsmål handler om de videnskabelige institutioners rolle i at skabe gode betingelser for samspillet mellem videnskab og samfund. Er balancen fornuftig mellem de to poler, hvor universiteterne på den ene side er til for at skabe innovation i erhvervslivet og på den anden side eksisterer for at skabe værdi for samfundet som helhed? Hvad er universiteterne i sidste ende til for – og hvad er deres kontrakt med samfundet som helhed?

Universiteterne er forpligtet til at levere forskning, men hvordan kan de være med til at dele deres viden på tværs af samfundet som helhed – også med de borgere, der bor i Klitmøller, Kerteminde og Kalundborg?

Lad os mødes i forsamlingshuset

Det er 25 år siden, at det britiske Overhus konkluderede, at videnskabens “licence to operate” afhænger af en stærk dialog med offentligheden.

Globalt er forholdet til videnskaben fortsat i en kritisk fase, fordi verden generelt bliver mere ustabil, og demokratiet som styreform for 19. år i træk er under pres. Vi må altså ikke tage tilliden for givet herhjemme. Når vores børn i 2050 gør status, må de kunne give klare eksempler på, hvilke banebrydende landvindinger videnskaben har bidraget med i samfundet for at sikre Danmark og Europa.

Det kræver, at vi tør åbne dørene. Ikke kun til universiteternes laboratorier, men til forsamlingshuse, Folketingssalen og digitale fællesskaber. For videnskabens fremtid skrives ikke kun i tidsskrifter – vi skriver den i fællesskab.

”Netop den kendsgerning, at kundskab i sig selv er grundlaget for al civilisation, peger direkte på åbenhed som vejen til at overvinde den nuværende krise,” skrev Niels Bohr i sit åbne brev til FN for 75 år siden.

Åbenhed er en kerneværdi for videnskab. Det er også centralt for et sundt demokrati. Vi bør ikke undgå en aktiv, endog kritisk, diskussion om forholdet mellem videnskab og internationale relationer, den videnskabelige rådgivnings rolle i den offentlige politik eller vores universiteters sociale bidrag.

Et åbent forhold mellem videnskab og samfund er vores bedste håb for fremtiden.

Få overblik over alle Videnskabernes Selskabs debatindlæg her.