Debatindlæg

Artiklen er en kommentar af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 25. august 2025. 

Havet dækker over 70 procent af Jordens overflade – og alligevel ved vi forbavsende lidt om det. Men én ting ved vi: Havet forandrer sig. Og det samme gør livet langs kysterne.

Virkelighedens problemer – som iltsvind, stormfloder, resistens- og fødevarekriser – passer ofte ikke ind i klassiske faggrænser. De skal forstås og bearbejdes med tværvidenskab og inddragelses af borgerne. Det er netop denne tilgang, vi arbejder med i Videnskabernes Selskabs formidlingssatsning VidenSkaber.

Her spørger vi: Hvad sker der, når havet forandrer sig? For havet er ikke bare en naturressource.

Det er fundamentet for vores liv – det regulerer temperaturer, lagrer CO2 og skaber livsgrundlag for millioner af arter, inklusive os selv. Men det er også en del af vores identitet.

Det gennemstrømmer vores sprog, vores mad, vores kultur og historie. I Danmark, hvor ingen bor mere end 50 km fra kysten, er havet en rød tråd i vores liv. Vi er formet af havet – og vi former det. Med andre ord kan vi kun forstå havet ved en “360 graders” tilgang, det vil sige ved at inddrage mange videnskabelige tilgange og forståelse af deres metoder.

Og vi er nødt til det i en fart, fordi havet er truet. Iltsvind, stormfloder, havstigninger og verdens vigtigste havstrømme truer med kollaps i dette århundrede med uanede konsekvenser. Det er hverken en nyhed eller hemmelighed. Så hvorfor handler vi ikke? Hvorfor er der en kortslutning mellem viden, vilje og hverdag?

En del af svaret ligger i, hvordan vi tænker og organiserer viden.

På trods af faretruende udsigter for klima og havet, så er havets fremtid langt fra tabt. Jo mere vi ved om havets dynamikker og ressourcer, jo mere kan vi også bruge den viden til at udforske og kvalificere nye potentialer. Når naturvidenskabelige tilgange drøftes og udfordres af humanistiske tilgange og vice versa, som når statistikere og biologer taler med arkæologer, naturhistorikere og litterater, opstår nye erkendelser.

Og nye erkendelser opstår, når forskere, med faglig viden og erfaring, interagerer med borgere, der har praktiske erfaringer fra en hverdag, der ikke længere er den samme. VidenSkaber bygger netop på den logik og har en række eksempler i de kommende debatter, workshops og podcastepisoder.

Havforskere og miljøøkonomer undersøger, hvordan vi genetablerer et sundt havmiljø. Biologer og gastrofysikere ser på, hvordan tang, skaldyr og blæksprutter kan spille en rolle i den grønne omstilling af vores madvaner – fra Grønlands særlige spisekammer til traditionel torskerogn på dåse.

Molekylærnaturhistorikere, økonomer, marinarkæologer og litteraturforskere gentænker vores forhold til kystlandskaber, fortidens dyr og det maritime Norden. Læg dertil det juridiske, geologiske og biogeokemiske perspektiv på dybhavets gåder og de nærliggende kampe om råstoffer.

Mens efterspørgslen på metaller som kobolt og nikkel stiger, gør ny teknologi og viden det nemlig muligt for store virksomheder at grave efter mineraler på dybhavets bund og bruge det som en ny kilde til grøn energi.

Men det stiller nogle grundlæggende spørgsmål: Kan vi høste havbundens rigdomme uden at ødelægge det undersøiske liv, vi dårligt nok forstår? Og hvem ejer egentlig dybhavets skjulte skatte?

VidenSkaber søger svar på den slags spørgsmål ved at bringe forskere og borgere sammen i samtaler, der går fra den store klinge til at søge konkrete svar i alt fra narhvaler til havbakterier, fra tang som fødevare til stormflodssikring og nye tekniske løsninger.

Det er mere end formidling af, hvad vi ved – det er en tilgang til at forene discipliner for at styrke både den demokratisk samtale og politisk handlekraft om havets muligheder. Det virker indlysende, så hvorfor sker den tværfaglige tilgang ikke bare af sig selv? Når samfundet efterspørger videnskabelig indsigt, er den umiddelbare tilgang at fokusere på ekspertisen fra det måske mest oplagte videnskabelige område.

Det kan give én form for viden. Men det giver også en række “blinde vinkler”, hvorfra man ikke får indsigter. Modellen fra VidenSkaber, hvor flere videnskabelige tilgange er i dialog med de berørte borgere, kan vi med fordel anvende bredere. For det kræver en bevidst handling at inddrage tværvidenskaben i løsningen af samfundets udfordringer. Når vi sætter forskningsprocesser i gang, kan vi med fordel indtænke tværvidenskabelige tilgange.

Det kan strække fra dialogen mellem videnskabelige discipliner til reelle tværvidenskabelige samarbejder, hvor man fra starten indgår i et ligeværdigt samarbejde.

Tværvidenskabelig forskning kan have en stor merværdi, hvis potentialet er til stede. Det er blandt andet belyst i en rapport fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd fra 2022.

Når det tværfaglige går op i en højere enhed, er det med til, at de såkaldte blinde vinkler bliver mindre, og at de løsninger, som videnskaben bidrager med til samfundet, er mere robuste. Det er uagtet om samtale og samarbejde sker via den inspirerende dialog disciplinerne imellem, eller som reelle videnskabelige samarbejder med ligeværdig deltagelse fra flere videnskabelige felter.

Derfor har vi brug for, at både politikere, forskningsfinansierende råd, fonde og institutioner anerkender den særlige værdi i, at der samarbejdes på tværs af forskningsområder, men også at borgere og andre praksisberørte aktører indtænkes.  Det kræver, at vi tænker på tværs af fag og sektorer – og at vi tør stille de store spørgsmål sammen.

Tværfaglighed har særlige kvaliteter, men der er også behov for samarbejder med dem, det handler om. Når vi inviterer borgere og forskere fra forskellige fagligheder med i samtalen, er det ikke kun folkeoplysning. Det er en erkendelse af, at ny viden opstår i mødet mellem fagligheder og erfaringer. Når borgere stiller spørgsmål, vi ikke selv havde tænkt på, bliver forskningen bedre.

Men selv med viden og vilje er det svært at ændre adfærd. Adfærdsøkonomien viser, at bæredygtige intentioner og politiske instrumenter ofte taber, når vi rent faktisk skal handle.

Vi er alle påvirket af mentale genveje og “biases”, som lektor i adfærdsøkonomi Christina Gravert påpegede til et foredrag i Videnskabernes Selskab.

Det evige spørgsmål er: Hvorfor handler vi ikke i overensstemmelse med vores intentioner?

Derfor stiller VidenSkaber altid det gennemgående spørgsmål: Hvordan ved vi det? Det gør ikke bare videnskaben mere tilgængelig, men styrker også den offentlige samtale og forståelse for usikkerheder og fejlantagelser.

Det skal modvirke skepsis – som over for vacciner og klimaforskning i dele af USA. Heldigvis er tilliden til videnskab høj i Danmark.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at videnskaben har en tilsvarende indflydelse.

Som Heidi J. Larson og David M. Bersoff skriver i en kommentar i tidsskriftet Nature (2025), er problemet ikke, at folk ikke stoler på forskere – men at de lytter mere til dem, de kender og føler sig forbundet med.

Det er derfor de samtaler, som vi skal have videnskaben ind i. Særligt i en tid, hvor misinformation og politisering præger den offentlige samtale, bliver det afgørende, at videnskaben ikke kun taler sandt, men også taler til mennesker.

Det kræver, at forskere samarbejder med lokale og kulturelt forankrede stemmer – og at vi implementerer og kommunikerer med empati, relevans og emotionel resonans.

Det er det, vi forsøger med satsninger som VidenSkaber: at bringe forskningen sammen og ud i samfundet, hvor den kan skabe samtaler, der både er fagligt funderede og menneskeligt meningsfulde. Det er muligt med støtte fra Novo Nordisk Fonden, Carlsbergfondet og Lundbeckfonden.

Det bliver først rigtig godt, når vi også formår at starte den tværvidenskabelige samtale i de videnskabelige miljøer med de rette vilkår. Det er nødvendigt, hvis vi skal sikre et sundt havmiljø og en bæredygtig fremtid.

Det kræver politisk vilje, forskningsmæssig åbenhed og folkelig medvind. For havet forandrer sig allerede. Spørgsmålet er, om vi gør det samme.

Få overblik over alle debatindlæg her.