Usikker geopolitik kalder på international forskning – men institutionerne mangler klare rammer
Artiklen er et indlæg af Videnskabernes Selskabs præsident Susanne Ditlevsen og generalsekretær Thomas Sinkjær. Kommentaren blev udgivet i Altinget Forskning den 27. januar 2026.
Krige, globale magtkampe og en accelererende klimakrise præger verden og har direkte konsekvenser for forskningssamarbejder i Europa og Danmark. Geopolitikken og verdensordenen, som vi har kendt den i mange år, er under drastisk forandring.
Vi bør derfor stille et afgørende spørgsmål: Kan videnskaben være vejen frem til at bevare eller skabe diplomatiske bånd i en splittet verden? Og kan diplomatiet fremme forståelsen af, hvor vigtigt det er at fortsætte videnskabelige samarbejder, selv når parterne kan være på hver sin side af konflikten?
Vores klare svar er, at det kan man godt. Fortsatte videnskabelige samarbejder er netop en vej til at undgå diplomatisk sammenbrud.
Men vores institutioner er udfordrede og skal i denne vanskelige geopolitiske tid navigere i balancen mellem risiko og gevinst ved internationale samarbejder.
Den balance er vanskelig, og der er ikke klare retningslinjer for, hvornår risikoen for samarbejde er for stor. Det betyder, at der er væsentlige forskelle på, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre på de enkelte forskningsinstitutioner.
Forskellene giver næring til frustrationer og manglende forståelse. En ting er dog sikkert: Hvis vi vil lave den bedst mulige forskning, har vi brug for velovervejede, åbne internationale partnerskaber – også når skellet mellem venner og fjender bliver en gråzone.
Vi har stået i lignende situationer før. Lad os bruge erfaringerne, når vi igen skal finde balancen. Det kræver, at vi forstår diplomatiets rolle i videnskaben – og videnskabens rolle i diplomatiet.
Videnskab er i sin natur international, og det vil den blive ved med at være. Men når politiske spændinger og sikkerhedshensyn gør samarbejde vanskeligt, bliver diplomati et afgørende redskab til at holde forskningssamarbejder åbne eller skabe dem på ny.
Samtidig kan videnskabelige samarbejder i sig selv fungere som en diplomatisk kanal. Når forskere arbejder sammen på tværs af grænser, kan det skabe tillid og forbindelser, som diplomatiet ikke altid formår at opretholde på egen hånd.Mange forskere bedriver i praksis science diplomacy uden at kalde det ved navn.
Begrebet er dog i de senere år blevet stadig mere fremtrædende og har fået øget politisk opmærksomhed og strategisk betydning.
Grundlæggende handler science diplomacy om, at videnskabelige internationale samarbejder kan bidrage til at fremme relationer mellem lande eller aktører, hvor den politiske dialog måske er følsom, og at man via videnskaben kan adressere fælles videnskabelige og samfundsmæssige udfordringer.
Men begrebet rummer også, hvordan diplomatiet kan fremme videnskabelige samarbejder mellem lande, hvor det umiddelbart ikke er muligt.
Historisk har der været mange eksempler på, at lande har afbrudt diplomatiske forbindelser, indført sanktioner eller på anden vis skabt kold luft mellem nationer. Alligevel ser vi ofte, at forskningssamarbejder får lov at fortsætte. Det gælder for eksempel samarbejder mellem Rusland og USA om rumstationen ISS, som fortsat finder sted, ligesom Danmarks Grundforskningsfond i 2013 støttede et dansk-indisk forskningssamarbejde midt under en diplomatisk boykot mellem de to lande.
I december 2025 havde vi i Videnskabernes Selskab glæden af at være medarrangør og deltager ved den anden EU-formandskabskonference om science diplomacy. Her mødtes repræsentanter fra hele verden og fra forskellige aktørgrupper for at drøfte, hvordan science diplomacy kan være en indgang til at styrke Europas internationale rolle og skabe de bedste betingelser for videnskabelig og samfundsmæssig fremgang.
Et gennemgående budskab fra konferencen var, at Europa – og verden generelt – bør være så åben som muligt, når det gælder forskningssamarbejder. Samtidig var der bred enighed om, at man ikke må være naiv.
Der findes situationer og forskningsområder, hvor risikoen for tyveri af immaterielle rettigheder, uacceptabel anvendelse af videnskab og forskningsresultater eller skade på konkurrenceevnen er for høj.
I Danmark har universiteterne et stort fokus på risiko. Og ja, enhver form for samarbejde indebærer en risiko, og den er ofte til at få øje på. Omvendt er det langt vanskeligere at sætte tal på gevinsten ved, at forskere arbejder sammen på tværs af grænser. Alligevel ved vi, at gevinsten er der.
Vi ved, at forskningen bliver bedre, når den er international. Store samfundsudfordringer som klimakrisen, pandemier, cybertrusler, energiforsyning, sundhed og meget mere er globale og komplekse, og de kender ikke til landegrænser.
Internationale samarbejder kombinerer specialviden, metoder og perspektiver med forskellige styrker inden for forskning og teknologi. Intet land alene har adgang til alle relevante data og ressourcer. Menneskehedens langsigtede udvikling kræver fremragende forskning og derfor i høj grad internationale forskningssamarbejder.
I dag er der alt for stor forskel på, hvordan de enkelte danske universiteter ser på forskningssamarbejder med særlige lande. For eksempel er der nogle danske universiteter, der i dag tillader samarbejde med kinesiske virksomheder om genforskning, mens andre universiteter har indført et fuldstændigt forbud mod dette.
Det er klart, at implementering af sikkerhedsretningslinjer tager tid. Og der skal bestemt også være plads til lokale vurderinger. Men som situationen er nu, står vi som forskere ofte med en undren, når man ét sted kan lave et bestemt samarbejde, men andre steder ikke kan.
Som sikkerhedsretningslinjerne indfases, bør vi gentage, at det er vigtigt, at institutionerne hele tiden har fokus på at sikre, at vi er så åbne som muligt, når det gælder forskningssamarbejder.
Science diplomacy er et nyt begreb, men videnskabsdiplomati og internationalt samarbejde er på ingen måde nyt. 2025 var 75-året for Videnskabernes Selskabs tidligere præsident og fysiker Niels Bohrs åbne brev til FN om åben videnskab.
Allerede dengang advokerede Bohr for, at viden og videnskabeligt samarbejde ikke måtte låses inde bag nationale grænser, sikkerhedshensyn eller politiske spændinger. Hans pointe var klar: Frygt og hemmeligholdelse skaber ikke sikkerhed, men mistillid og konflikt.
Bohr argumenterede for, at åbenhed, gensidig indsigt og internationalt samarbejde er forudsætningen for både videnskabelige fremskridt og fredelig sameksistens.
Det budskab er mindst lige så relevant i dag. Spørgsmålet er ikke, om vi skal samarbejde internationalt om forskning, men hvordan vi gør det klogt.
Science diplomacy giver os mulighed for, at vigtige videnskabelige samarbejder kan fortsætte, selv når der er diplomatiske uenigheder mellem lande. Videnskabeligt samarbejde er i sin natur neutralt og har flere gange i historien fungeret som den sidste tilbageværende diplomatiske forbindelse mellem stater.
Denne form for samarbejde er til gavn for videnskaben, fordi den skaber stabilitet i forskningssamarbejder, der i sidste ende er til gavn for mennesker verden over.
Samtidig holder den forbindelser åbne landene imellem – også i de vanskeligste tider. Netop dér er videnskaben unik. Det videnskabelige “sprog” er internationalt, og videnskabens værdigrundlag er at søge objektivitet og værdineutralitet.
Derfor er det lettere at tillade videnskabelige forbindelser. Sådanne forbindelser kan danne grundlag for at genopbygge kontakter og bånd, når forholdene tillader det.
Et centralt budskab fra science diplomacy er derfor også, at forskere og universiteter må engagere sig aktivt i debatten og bidrage med viden til beslutningstagere og embedsfolk. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at strategier og planer for science diplomacy udformes uden reel forståelse for, hvad der står på spil i forskningen.
Forskernes stemme mangler. For det er dem, der bedst kan vurdere værdien af et konkret internationalt forskningssamarbejde, og dermed vurdere, hvad vi går glip af, hvis vi ender med ikke at deltage.
Få overblik over alle debatindlæg her.
