Universitetet i det blå ocean

‘De danske universiteter’ er omdrejningspunktet for Forskningspolitisk Årsmøde 2017. Vi inviterer til en dialog om universitetet som samfundsbærende institution, som uddannelsessted for nogle af landets bedste talenter og som kreativt rum for innovation og udvikling. Det er vores klare overbevisning, at disse roller for universitetet er vigtigere end nogensinde.

Ser vi rundt i Europa, har universiteterne været nogle af de mest konstante og stabile institutioner. De har været centrale ankerpunkter, der har båret værdier og ideer igennem samfundsomvæltninger, krige og revolutioner. De har også fungeret som rum for nyskabelser, teknisk, socialt og kunstnerisk, der konstant har sat præg på den virkelighed, som er vores fortid, nutid og fremtid.

Universiteter handler om det lange perspektiv i forhold til vidensproduktion, uddannelse, og karriereforløb. Det handler, og skal handle, om vigtige ord: kvalitet, integritet, indsigt, forståelse. Men det lange perspektiv er kun muligt at fastholde og udvikle, hvis der også er en konstant orientering mod den virkelighed, der udfolder sig her og nu. Hvad betyder relevans i dag? Hvem navigerer vi i forhold til, lokalt, nationalt, globalt? Hvilken værdi og hvilke værdier er og bør universiteterne være skabere og beskyttere af?

Dyk ned i Hvidbogen 2017 nedenfor. Du kan finde tidligere hvidbøger og andre publikationer her.