Store udfordringer, når forskningen understøtter politiske beslutninger

Stigende kompleksitet og krav til hurtige politiske beslutninger fordrer godt samarbejde mellem videnskab og politik. I en tid hvor den forskningsbaserede myndighedsbetjening får sværere vilkår, belyste et seminar i Videnskabernes Selskab mulige veje frem

Landkortene over Danmark var ufuldstændige, da Christian den 6. sad på tronen tilbage i oplysningstiden. Så nu mente han, at det var tid til at opmåle landet. Fra midten af 1700-tallet og godt 100 år frem blev det Videnskabernes Selskab, der tog sig af de trigonometriske og geografiske opmålinger af Danmark, så kortene kunne tegnes og trykkes. På den måde arbejdede Selskabet direkte med at understøtte kongen i hans projekt.

I dag er videnskaben mindst lige så vigtig i ledelsen af landet. Men der er store udfordringer i samarbejdet mellem det politiske system og forskningen. Både forskere og politikere står over for udfordringer, hvor det handler om at balancere forskningens langsigtede og ofte komplekse karakter med politiske beslutningers behov for hurtige og pragmatiske løsninger. Udfordringerne er kendte og massive og kalder publikum til huse. I hvert fald må der hentes stole ind fra de tilstødende lokaler, så alle de fremmødte kan sidde ned til dagens seminar.

Efter at præsident Susanne Ditlevsen har budt velkommen, ridser formanden for Videnskabernes Selskabs Komité for Myndighedsbetjening, professor emeritus Peter Harder, pointerne i den nyligt udgivne rapport, der belyser problemerne i samarbejdet op:

– “Men det er en fordel for demokratiet, hvis politikerne har den bedst mulige viden til rådighed, når de træffer beslutninger.”

Den myndighedsbaserede forskningsbetjening er udfordret

Som det blev påpeget i komitéens rapport, er der sket en generel svækkelse af forbindelsen mellem forskning og politik. Rapporten fremhæver, at politikere ikke altid har adgang til den bedste viden, når beslutninger træffes. Det har alvorlige konsekvenser for samfundets udvikling og for politikernes muligheder for at basere deres beslutninger på et solidt fagligt grundlag. Dermed eroderes nogle af de grundlæggende principper i vores demokrati. Men det er bare ét problem.

Den forskningsbaserede myndighedsbetjening bliver også økonomisk udhulet. Frem til 2020 var universiteterne årligt underlagt besparelser på 2 % – det såkaldte omprioriteringsbidrag, ligesom mange andre offentlige institutioner. Og det er et stort problem, som det også bliver påpeget af flere af dagens oplægsholdere, bl.a. Ole Hertel, der er prodekan på Aarhus Universitet. Både de færre penge og det faktum, at den forskningsbaserede myndighedsbetjening ikke er meriterende for forskerne i deres jagt på udgivelse af videnskabelige artikler og i øvrigt heller ikke nyder samme anerkendelse som ”almindelig” forskning, gør det svært at rekruttere nye medarbejdere. Færre penge, mindre prestige, mindre merit og problemer med rekruttering af nye forskere – alt i alt en problematisk cocktail, når den bedste viden skal skaffes frem i lyset.

Problemer i det politiske system

Men problemerne ligger bestemt ikke kun på den forskningsmæssige front. Flere ledende embedsmænd mangler faglig indsigt, hvilket hæmmer deres evne til at forstå og udnytte forskningsbaseret rådgivning. Som Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus fra Aarhus Universitet, forklarer, så har mange af nutidens ledere i en hel række forskellige ministerier og styrelser trådt deres barnesko i enten finans- eller justitsministeriet og har derfor en snæver faglig baggrund. Og det er en basis, der heller ikke understøttes af deres uddannelse som ofte jurist, økonom eller statskundskaber.

Hans pointe blev understøttet af flere andre talere, fx Connie Hedegaard, tidligere EU-kommissær og minister. Og hun bemærkede tillige, at det er et problem, at det ikke altid er ønskeligt at få forskernes viden ind i det politiske system, ifald der er en bestemt politisk agenda. I øvrigt samtidig med, at der i dag er mindre tid og lydhørhed for forskningen, da politikere og ministerier ofte er overbelastede af information.

Endelig nævnte flere af dagens oplægsholderne også, at der mangler transparens i, hvordan viden bliver både rekvireret og brugt i det politiske system. Og når den mangler, udebliver nogle af de væsentlige diskussioner om, hvordan den erhvervede viden kan bruges. Manglende faglig forståelse i embedsværket, det faktum, at faglig viden nogle gange er uønsket, klare retningslinjer og transparens omkring, hvordan forskning indoptages i det politiske system: Jo, der er nok at tage fat på denne eftermiddag i Selskabets Gamle Mødesal.

Et fælles problem – og mulige løsninger

Så hverken den videnskabelige verden eller det politiske system er optimeret til at lade den bedst mulige viden flyde fra undersøgelse til beslutning. Heldigvis byder dagen også på en række mulige løsninger. Professor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet, der er tidligere overvismand, og godt bekendt med myndighedsbetjening, nævner i sit oplæg, at forskerne skal kunne fokusere på det mere generelle billede og være klare om, hvor usikkerheder og egne kæpheste findes i deres undersøgelser:

– “Når forskerne arbejder i grupper, undgår man nogle af de faldgruber,” forklarer han.

På både Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet, begge universiteter, der har stor erfaring med at udøve myndighedsbetjening, har man forsøgt at angribe problemerne struktureret. Christine Nellemand er dekan på Danmarks Tekniske Universitet. Her er man fuldt klar over det krydspres af videnskab, forvaltning og politik, der ligger i myndighedsbetjeningen. Derfor udgav man i 2020 et kodeks med 8 principper for netop den slags arbejde. Det drejer sig bl.a. om sikring af forskningsfrihed- og integritet, transparens og professionel presserådgivning. Desuden arbejder man med løbende intern kompetenceudvikling og evaluering med både fagmiljøer og myndigheder. På den måde håber man at kunne sikre og forbedre samarbejdet. Og så er hun enig med Peter Birch Sørensen i forskernes rolle i at flage forskningens begrænsning:

– “Forskerne skal være gode til at spejle de usikkerheder, der er i rådgivningen,” supplerer hun.

En videnskabelig rådgiver

En mulig løsning kunne være en videnskabelig rådgiver, der kan hentes ind, når der er brug for det i den politiske dagsorden. Det findes fx i EU-regi, forklarer Connie Hedegaard, der jo har arbejdet som EU-kommissær for grøn omstilling:

– “Det giver meget tidligt i processerne et system, der kan tilvejebringe den bedst mulige viden. Det ville være godt at blive dygtigere til at få viden ind tidligere og få lavet en institution mellem de, der skal beslutte, de, der har indsigten, og så embedsværket.”

En videnskabelig rådgiver kunne sikre, at forskningsbaseret viden blev integreret tidligere i beslutningsprocesserne og dermed fik større indflydelse på den politiske agenda. Netop tanken om en videnskabelig rådgiver har tidligere været oppe at vende i Videnskabernes Selskab.

Undervejs foreslår flere i salen, at Videnskabernes Selskab kunne fungere som et rådgivende forum for politiske diskussioner og dermed skabe en platform for tidlige, åbne drøftelser af vigtige emner, hvor forskere og politikere mødes på lige fod – en tanke, som generalsekretær i Videnskabernes Selskab Thomas Sinkjær udtrykte nysgerrighed over for.

Under fælles klapsalver til dagens oplægsholdere konstaterede Thomas Sinkjær, at seminaret i dag:

– “Jo kun er starten og ikke afslutningen på en kontinuerlig diskussion, der forhåbentlig vil bringe bedre forhold for den forskningsbaserede myndighedsbetjening.”