Specialbryg, livemusik og kongelig deltagelse: H.C. Ørsted-guldmedalje overrakt ved flot ceremoni

Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Bifaldene buldrede under glasloftet i Glyptotekets festsal, da professor Charles Marcus modtog SNU’s H.C. Ørsted-Guldmedalje i Fysik, overrakt af H.M. Dronning Margrethe ved en ceremoni arrangeret af Videnskabernes Selskab.

Det var en ovenud beæret og glad professor Charles Marcus, der fredag den 27. november fik overrakt H.C. Ørsted-Guldmedaljen i Fysik for sin forskning i kvanteelektronik gennem 30 år. Amerikanskfødte Charles Marcus, der tidligere i sin karriere har været ansat som professor på hhv. Stanford University og Harvard University, flyttede med sin familie for små 10 år siden til Danmark, hvor han blev den første Villum Kann Rasmussen-professor og siden startede Center for Kvanteelektronik på Niels Bohr Institutet. Fredag var således en velfortjent anledning til at høste nogle af de mere gyldne frugter ved et sådant mangeårigt forskningsarbejde, her i form af H.C. Ørsted-Guldmedaljen, der uddeles af Selskabet for Naturlærens Udbredelse med støtte fra energiselskabet Ørsted.

Jeg er meget beæret over at modtage en guldmedalje fra Selskabet for Naturlærens Udbredelse for min forskning og indsats for at udbrede og advokere for videnskaben. Jeg ynder at se mit arbejde inden for kvanteelektronikken som en naturlig forlængelse af H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen for 200 år siden, så denne anerkendelse fra den danske videnskabsmands eget selskab er en meget stor ære, fortalte Charles Marcus forud for medaljeoverrækkelsen.

Selve overrækkelsesceremonien, som afholdtes i Ny Carlsberg Glyptotek, foregik under stort bifald fra publikum, da H.M. Dronning Margrethe overrakte medaljen til Charles Marcus, der – udover at give udtryk for taknemmelighed og overvældelse – også kunne fortælle om den positive oplevelse, det har været for ham selv og hans familie at flytte til Danmark.

 

Med afsæt i Ørsted

Efter modtagelsen af guldmedaljen holdt Marcus et foredrag om sin forskning og gav publikum en introduktion til sit arbejde med kvanteelektronikken, der i sidste led vil kunne bruges i såkaldte kvantecomputere, som vil kunne løse langt sværere udfordringer end de computere, vi ser i dag – alt sammen forskning, der ikke kunne udføres uden manden på medaljen, H.C. Ørsted. Også derfor er Charles Marcus en perfekt kandidat til prisen:

Det betyder meget for os i SNU at kunne være med her i 2020 til at udbrede kendskabet til H.C. Ørsted og hans store indsats og betydning, også på en hel række andre områder end opdagelsen af elektromagnetismen – og være med til at vise, at nogle af hans andre initiativer også kan vække eftertanke i dag, siger professor Dorte Olesen, præsident for SNU, og fortsætter:

Guldmedaljen til Charles Marcus er med til at sætte fokus, også på vigtigheden af formidlingen af moderne teknik og naturvidenskab, og af at interagere konstruktivt med erhvervslivet, så alle gode kræfter yder bidrag ud fra hver deres forudsætninger.

 

Humlen ved videnskaben

Efter foredraget kunne præsident for Videnskabernes Selskab, professor Marie Louise Nosch, i dagens anledning fortælle om EXPERIMENTA – en særlig øl brygget på inspiration fra H.C. Ørsteds liv og forskning, som tidligere på året er blevet til i et samarbejde mellem Carlsbergfondet, Husbryggeriet Jacobsen, Carlsberg Laboratorium og Videnskabernes Selskab. Her kunne Nosch glæde publikum med en tidlig julegave i form af en EXPERIMENTA-øl til alle, der kunne tages med hjem efter arrangementet. Først blev der dog skålet i champagne for professor Charles Marcus og hans store bidrag til videnskaben, og dét til tonerne af musiker Pelle Fridells særlige kombination af saxofon og elektronisk musik, som tidligere er blevet komponeret til et af årets mange H.C. Ørsted-arrangementer til markeringen af 200-året for videnskabsmandens opdagelse af elektromagnetismen.

Selskabet for Naturlærens Udbredelses H.C. Ørsted-Guldmedalje i Fysik uddeles med et rejselegat på 75.000 kr. og er muliggjort ved støtte fra energiselskabet Ørsted A/S. Medaljen gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Den kan gives til forskere, der arbejder i Danmark, og er hidtil tildelt 18 forskere siden 1909, heriblandt to Nobelpristagere, Niels Bohr (1924) og Aage Bohr (1970). Medaljen tildeles på baggrund af indstillinger fra danske universiteter og forskningsinstitutioner, og den faglige bedømmelse er foretaget af et udvalg bestående af fem medlemmer af Videnskabernes Selskab.

Medaljeoverrækkelsen den 27. november 2020 blev afholdt af Videnskabernes Selskab med støtte fra Carlsbergfondet i forbindelse med en større støttebevilling givet til HCØ2020-fejringen.

 

Klik her for at læse mere om professor Charles Marcus og hans forskning, og klik her for at se en kort film om emnet. Du kan også læse mere om EXPERIMENTA her.

Denne artikel er skrevet af Rikke Reinholdt Petersen.