Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2024

Sara Greens forskning afdækker potentialer og udfordringer for personlig medicin. Hun undersøger, hvordan brugen af flere sundhedsdata både kan muliggøre mere individualiseret forebyggelse – men også lede til mere usikkerhed og overdiagnostik.

– Jeg er meget glad, overrasket og rørt over, at mine kolleger har nomineret mig, og det er en stor ære at modtage prisen, siger Sara Green.

– Jeg ser det også som en anerkendelse af den praksisorienterede videnskabsteori, som jeg er stolt over at være med til at udvikle.

Sara Green er lektor i videnskabsteori ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet. Her forsker hun i krydsfeltet mellem erkendelsesteori og etik i de biomedicinske videnskaber. Hendes nuværende forskning beskæftiger sig i særlig grad med, hvad personlig medicin betyder for videnskab og samfund. Og nu – nu kan hun altså også kalde sig modtager af Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje.

Medaljen, der uddeles én gang om året til én person, er landet i Sara Greens hænder af flere årsager. Men ifølge folkene bag indstillingen er den høje grad af tværfaglighed og tværgående samarbejde nogle af de meget tunge lodder på vægtskålen:

– Hendes tværfaglige tilgang og hendes evne til at samarbejde tæt med filosoffer, sociologer, antropologer, STS-forskere [science and technology studies, red.] samt forskere fra de discipliner, hun studerer, har også været et centralt kendetegn ved hendes arbejde fra begyndelsen af ​​hendes videnskabelige karriere, lyder det bl.a. i indstillingen.

– At så mange førende forskere fra discipliner inden for humaniora, samfundsvidenskab og biologiske og medicinske videnskaber har valgt at samarbejde med hende, afspejler tydeligt hendes enestående talent, intelligens og energi, fortsætter de rosende vendinger fra indstillerne.

Masser af broer – og et kompromis

I sit forskningsarbejde kombinerer Sara Green filosofisk begrebsanalyse med etnografiske metoder. Samtidig bringer hun videnskabsteoretisk litteratur i dialog med andre studier inden for videnskab og teknologi. I hendes optik er det tværfaglige samarbejde afgørende for at forstå implikationerne af ny teknologi for både videnskab og samfund:

– Jeg ser mig selv som en brobygger. Det kan lyde lidt flyvsk, men det kræver meget arbejde at sætte sig ind i andre forskningsfelter. Jeg har brugt mange år på at studere biologi, læse medicinske tidsskrifter og på at forstå, hvordan antropologer, biologer, læger, forskere fra STS og så videre, arbejder. Og samarbejdet med forskere fra de felter har formet min tænkning og metodiske tilgang, bemærker Sara Green.

Men arbejde på tværs af fag og faggrupper er heller ikke en ukompliceret proces. Og det kommer også med en pris, for hun har været nødt til at gå på kompromis, understreger sølvmedaljemodtageren:

– Det har nok været på bekostning af specialiseringen af min egen forskningsprofil inden for filosofi. Men jeg har måske med min lidt anderledes tilgang specialiseret mig på min egen måde, vurderer hun.

Forskningen skal komme flere til gode

Sara Green har fundet sin niche. Og hun planlægger at fortsætte med at åbne de døre til komplekse rum i forskningen, der kræver alsidig tænkning og tilgang:

– Jeg vil bruge en del af det medfølgende legat til Sølvmedaljen på at styrke eksisterende og nye samarbejdsrelationer gennem en workshop og et skriveophold, siger hun og afslutter:
– Noget af legatet skal også gå til formidlingsaktiviteter. For jeg synes, at der er mange vigtige problemstillinger, som også er relevante for studerende og den bredere befolkning.

Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje bliver overrakt på et medlemsmøde torsdag den 26. september, hvor Sara Green vil holde oplæg om sin forskning for stedets medlemmer.

Kort om Sara Green

Lektor ved Sektion for Videnskabshistorie og Videnskabsteori, Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet • Affilieret forsker ved Centre for Medical Science and Technologies Studies (MeST), Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet • PI for forskningsprojektet Philosophy of Personalized Medicine in Practice (PROMISE) og ligeledes for Consumer Medicine: Philosophical and Ethical Implications (COPE) • Deltager i forskningsprojektet Personalized Medicine in the Welfare State (MeInWe) samt flere EU-finansierede projekter; DataSpace, HYBRIDA og REDESIGN • Medredaktør for det internationale tidsskrift Studies in History and Philosophy of Science • Medlem at styregruppen for the European Philosophy of Science Association • Har en baggrund inden for filosofi og biologi • ph.d. i videnskabsstudier fra Aarhus Universitet • Postdoctoral fellow ved Center for Philosophy of Science, University of Pittsburgh 2014/2015.


Om Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje

Selskabets Sølvmedalje tildeles årligt en yngre forsker med tilknytning til dansk forskning, som for højst 10 år siden har opnået en ph.d.-grad (korrigeret for barsels- og sygeorlov) ved ansøgningsfristen. Sølvmedaljen gives for en særligt betydelig afhandling eller en samlet videnskabelig indsats, der er offentliggjort inden for de sidste fem år. Hvert andet år går prisen til en humanistisk, hvert andet år til en naturvidenskabelig forsker. Med Sølvmedaljen følger et legat på 100.000 kr., som skal anvendes til modtagerens forskning.

Bedømmelsesudvalget bag tildelingen af Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2024 har bestået af forperson Marianne Pade, Bjarne Grønnow, Lene Østermark-Johansen, Troels Engberg-Pedersen og Lene Koch.

For mere info om overrækkelsen og valgprocedurer, kontakt venligst programkonsulent i Videnskabernes Selskab Trine Hagerup på th@royalacademy.dk eller +45 3149 2316. For presserelaterede henvendelser, kontakt kommunikationskonsulent Rikke Reinholdt Petersen på rp@royalacademy.dk eller + 45 3125 8064.